Hopp til innhold

I cancelliraadens dage/Paa præstegaarden og hos landkræmmeren III

Fra Wikikilden
H. Aschehoug & Co. (s. 62-76).
◄  II.
IV.  ►

Katten kom listende forsigtig mellem vandpytterne paa tunet, smøg sig om Nicolais støvler, skjød ryg og mó1, saa det durede, og gav sig til at lege med det ophakkede briskebar, som ganggulvet var strøet med.

«Her er vakkert — vakkert — vakkert —,» tænkte Nicolai og mjauede lokkende til katten. «Det bliver godveir i eftermiddag, pus — paa turen til Alm.»

Da lød fra stuen Linds stemme gjennem den aabne dør. Den var opirret og misfornøiet og med en stærk, skingrende næselyd. Indimellem hørtes moderen, beroligende og ængstelig, som forsvarede hun sig.

Nicolai gik ind. Henne ved hjørneskabet stod faderen. Med de yderste fingerspidser kneb han sin kone i armen og rystede hende. «Mit hjerte, mit hjerte! Den er ikke til at finde! Den var her imorges, Gine! Og hvor er den saa, mit hjerte? Hvem har brugt den? Har jeg ikke forbudt dig at røre den? —»

«Hvad er det, far?» spurgte Nicolai skarpt. Han saa, at moderen krympede sig af smerte. Lind slap taget, vendte sig overrasket og genert for sønnen. Han havde røde flekker paa kinderne, og øinene var stive og blanke, og han havde aabenbart drukket. Han gjorde sig venlig: «Det er bare skabnøglen, min dreng — den er ikke til at finde.»

«Du har vel forlagt den paa kontoret,» afbrød madamen ham. «Jeg skal se ad —»

Hun skyndte sig ud, som om hun ikke vilde forklare sig videre, og Lind fulgte efter.

Nicolai satte sig igjen ved vinduet. Han mærkede ikke mere til solskinnet udenfor. — Det var svært saa gammel faderen var blevet — hvid i haaret og mager. Og saa var det en ækkel vane, han havde, at kalde moderen ved kjælenavne, naar han var slem mod hende. I kong Hanses dage levede i Danmark en adelig væbner Jens Orre, som havde været videnom. Paa sine farter havde han indsuget kjætterske meninger, og stivsindet og uvorren som han var, lagde han ikke dølgsmaal paa det. Af den grund kom han i strid med en kannik, som han dræbte, og flygtede til Norge med hustru og barn. Han troede sig ikke sikker ved kysten eller i byerne, men tyede til Oplandene. Han tog sit bosted i en bygd paa vestsiden af Mjøsen og hug sit adelige vaaben ind i kirkens væg til tegn paa, at han vilde slaa sig til ro dér med sine.

Det var den første af Orreslægten, som krøniken kjendte. Denne mands sønnesøn flyttede over til østsiden og kjøbte gaarden Alm, som siden blev slægtens faste sæde. Han vandt sig stor formue, og den blev nedarvet i adskillige led, uden at mindskes synderlig ved skifte og deling, da slægten ikke blev talrig.

Skjønt Orrerne ikke evnede at gjøre sin adelige rang gjældende, indtog de dog en særstilling. De skaffede sig aldrig meget jordegods; de nøiede sig med Alm. Sine penge laante de ud mod billige renter; ellers drev de paa forskjellig vis kjøbmandskab og tjente ikke lidet ved, at flere af egnens bedste møllebrug kom i deres hænder.

De færdfdes gjerne blandt bønderne og var godt likt af dem. Men aldrig hændte det, at Orrerne ved ægteskab forbandt sig med en bondeæt. Sønnerne hentede sine koner fra præsters og embedsmænds familier eller fra velstaaende kjøbmandshuse i byerne, og til de samme kredse blev ogsaa døtrene bortgiftet.

Stamfaderens kjætterblod gik igjen hos dem alle. De holdt af i sin ungdom at gjøre vidtløftige reiser til fremmede stæder og riger, og en urolig tørst efter viden drev dem ofte til at tilegne sig kundskaber, som rak ud over samtidens vanlige. Naar de fra sine reiser vendte hjem til Alm, førte de med sig mange bøger og samlede med tiden et ganske anseligt bibliotek. Det var imidlertid kun tilgjængelig for faa; men af megen betydning for deres omgivelser var de nye indtryk og anskuelser, som spredtes ved deres mundtlige beretninger og ved samværet med dem. Fra udenverdenens store stormfulde hav ledede de en frisk strøm frem til den stille afstængte oplandsbygd.

I førstningen af det attende aarhundrede naaede Orrerne høiden af sin magt og rigdom. Under den fjerde Fredrik, da landet var udpint af krigens elendighed, og den forarmede statskasse skulde fyldes ved salg af kirker, drog Gregers Henrikssøn Orre til Kjøbenhavn og løste kirken ind paa menighedens vegne og stillede i forskud, hvad der trængtes. Han var da den eneste, som paa de kanter kunde raade over saa store midler. Bagefter blev hans tilgodehavende udlignet paa de enkelte gaarde.

Og i sommeren 1733 vederfaredes der Henrik Gregerssøn Orre den ære, at kong Christian den sjette og dronning Sophie Magdalene overnattede paa Alm med samt deres følge. Der gik frasagn om den pragt, han da udfoldede, og hans barn glemte ikke nogensinde, hvorledes det blev dem tilstedet, mens deres majestæter sad ved taffelet, en for en at passere gjennem salen, bøie og neie sig dybt for dem og føle de kongeliges blik hvile paa sig saa nær ved. Henrik Orre drømte et par aar om at faa sit adelskab anerkjendt og slog stort paa, men saa døde han, og da var familiens formue svundet adskillig ind.

Hans søn aabnede en ny rigdomskilde. Han blev kongelig privilegeret landkræmmer med borgerskab i Christiania, og snart var den skade repareret, som Christian den sjettes naade havde forvoldt. Thi der fandtes ingen anden landkræmmer i milevid omkreds og over hele Oplandene ingen saa vel forsynet. I hans krambod var alt at faa: silketøier saa tykke og solide, at kjolerne, som blev syet deraf, kunde staa for sig selv; blonder og brogede baand; kattuner og taft; fløiel og «svanedun» og «skjæg»; fint engelsk klæde, strømpetøi, kaskjetter og hatter saavel som salt og tobak, kryderier, sukker og kaffe, ja endogsaa the, chokolade og vin for de conditionerede. — Det var ikke uden aarsag, naar øvrigheden klagede over, at bedriften paa Alm udbredte luksus og overdaadighed blandt almuen, og at koner og piger dovent lod rok og væv skjøtte sig selv, fordi det, som kjøbtes færdigt, baade var letvintere at skaffe sig og gildere end de simple hjemmevævede tøier. Men saafremt aaringerne var gode og kornavlingen blev heldig solgt, agtede bønderne det mindre, om der gik lidt med til slas for kjærringerne.

Da aarhundredet skiftede, hed landkræmmeren Hans Orre. Det var en underlig mnnd i femti-seksti aars alderen. Vissen og gul vimsede han om, stedse i brune klæder med sølvknapper, med en liden haarpisk vippende i nakken og en skilpaddes snusdaase i haanden. I sin ungdom havde han været i London og Paris. Han var meget belæst og brugte gjerne franske og engelske citater, helst til enfoldige og ulærde, som ikke fattede dem. Desuden var Hans Orre republikaner og fritænker paa sin hals, satte aldrig sine ben i kirken og ødslede med respektløse deklamationer om monarchi og religion, saa flere syntes, det var rart, han ikke kom i uleilighed. Der var en viss formel og spydig høflighed over ham selv ved de alvorligste anledninger. Han var enkemand, og det blev fortalt, at ved madamens dødsleie bragtes der bud til ham, at en fremmed vilde have ham i tale. Orre bad hilse og undskylde et øieblik; hans kone holdt netop paa at dø, men han skulde forhaabentlig straks være til tjeneste. Nogle minutter efter kom han trippende og bukkende: «Værsgod, nu er jeg til tjeneste! Nu er min kone netop død —»

Han skulde før have været udsvævende med kvinder, men forresten var han en ordensmand, som ingen havde seet beruset, og som avskyede høit spil. Og hjertelag, det røbede han aldrig i gjerning nogen brist paa, men tidt og ofte i ord.

Hans husholdning blev styret af en ugift søster. Han havde to sønner, af dem den ældste skulde arve gaarden og forretningen — den anden var juridisk embedsmand i Jylland — og et par unge døtre.

Alm laa omtrent en fjerding søndenfor kirken. Veien løb først mellem eng og veldyrket aker, svingede saa om et brat berg, dér furuskogen skjød sine strantne stammer op af den magre jord, og saa laa med en gang gaarden for én. Den var næsten herskabelig bygget. Midt imod var hovedbygningen. Den var paa to stokværk, og bar paa taget et lidet klokketaarn, som skyldte Henrik Orre sin tilblivelse og havde sin eiendommelige historie. I dyre domme havde han betalt en kunstfærdig gudbrandsdøl for at sætte et ur i taarnet, med talskiver til alle dets fire sider. Gudbrandsdølen havde ikke kunnet greie opgaven anderledes end ved at lage et urværk for liver talskive; men da intet af dem dreiede viserne med lige hurlighed, og da de samtidig skulde forkynde halve og hele timer med klingende slag, gjorde de døgnet igjennem et uafbrudt spektakel, indtil gaardens bedrøvede herre lod stoppe tre af mekanikerens vidundere. Det sidste blev ved at jage sine visere rundt og vægrede sig haardnakket ved at bøie sig for solens autoritet som naturlig tidsmaaler.

Fra hovedbygningen strakle sig fremover to lange enetages fløie med mange smaa vinduer. De blev brugt til varelager og bolig for tjenerne, og i fløien nærmest veien var kramboden, til den indgangen var fra gaardspladsen opad en smal stentrap med høie, slidte trin. Alle disse bygninger var gulmalede. De graa udhus laa i klynge paa skraaningen mod fjorden.

Paa tunet var der travel færdsel fra aarle morgen til sent paa kvæld. Der var reist stolperækker, saa folk kunde binde hestene sine, mens de hvilede og ofte maatte bie hele økten, før de fik sine ærinder forrettet i den trange, mørke krambod. Thi der gik svendene tvære og hovmodige bag disken, som om det bare var af sin godhed at de gav en det, han skulde have for sine penge.

*

I storstuen paa Alm var thebordet dækket med hvid fryndset dug. Af den dampende messingmaskine skjænkede den venlige og trivelige tante Birgitte theen i fine kopper af blaamønstret Kjøbenhavner-porcellæn til madame Lind, husets døtre Laurentze og Sophie og deres gamle grandtante, som var over de otti og kaldtes gamlejomfruen til adskillelse fra tante Birgitte. Kagefadene blev budt om, og madame Lind forsynede sig og betakkede sig og forsynede sig igjen under megen nøden. Saa fulgte en glasskaal med smaaskeer og assietterne med syltetøiet. Damerne holdt hver assiet et lidet øieblik, stak sin ske i syltetøiet, smagte og spiste, men idet de lod den gaa videre, satte de skeen fra sig i et glas med vand, som var stillet midt paa bordet. Naar saa en assiet til blev sendt rundt, tog de atter en ske af glasset, brugte den og dyppede den nedi paany.

Stærk eftermiddagssol fyldte stuen. Straalerne brød sig i lysekronens mangfoldige prismer og legte i sitrende regnbuefarver paa væggens mørke tapet. Det var varmt, og sveden perlede paa gamlejomfruens statelige oldenborgernæse, mens hun strikkede flittig. Om det høire haandled bar hun i et tyndt sølvarmbaand en liden filigrans-forsiret kugle af poleret træ, hvori garnnøstet var gjemt. Hun var tunghørt, og hendes skrigende stemme afbrød undertiden passiaren, som gled dæmpet og næsten hviskende.

Ærbart og stille sad Laurentze hos sin grandtante med hænderne foldet i fanget. Hun havde ligesom søsteren en firskaaret og kortærmet kjole af lyst, blomstret tøi. Den klædte hende ikke, men fremhævede, at hun var noget forvokset og altfor blond.

Døren til biblioteket var aaben, og i konsolspeilet lige overfor saa hun Nicolai Lind blandt de øvrige herrer derinde. Hun følte hele tiden, at han sad og saa paa hende, og vilde gjerne ha snud paa hodet og smilt til ham; men hun turde ikke for sit bare liv, for opad dørposten stod løitnant Wallace og dinglede med en lang pibe og blæste store røgskyer ud i luften, og Wallace — den ækle pebersvend — var altid parat til at mærke sig det mindste smil og det snareste blik for at ærte med det bagefter.

Biblioteket var Orres yndlingssted. Der levnede boghylderne neppe plads til kanapéen ved den ene langvæg og svenskeovnen borte i krogen. De rak fra gulv til tag rundt alle vægger og var fulde af bøger med solide, brune rygger eller bunker af omhyggelig ordnede hefter og aviser. Øverst oppe var rader af folianter bundne i gulhvidt pergament; de var samlede af den nuværende eiers forfædre, og mængden af dem var bragt med langveis fra og kjøbt i fremmede lande.

Over kanapéen hang et kobberstik af Voltaire i forgyldt ramme. Han havde før havt selskab med flere berømte mænd; men da pladsen var blevet for liden, var de fortrængt ind paa storstuen, og nu skuede hans bidske oldingefjæs i ensom storhed udover de tilstedeværende som et skilt for værtens anskuelser.

Foruden værten, Nicolai Lind og løitnant Wallace var der major Brager og en velstaaende gaardbruger, som skulde afslutte en kornhandel. Majoren og løitnanten havde indfundet sig i følge, uden indbydelse, men i den hensigt at styrke sig lidt efter gaarsdagens anstrængelser.

Orre, var en gjæstfri mand, og skjønt han selv bare nød sukkervand, var der for de andre sat frem en mugge punsch, brygget af hans kraftige jamaicarum.

De var gaaet Nicolai haardt paa klingen efter nyheder fra Kjøbenhavn; men han havde ikke synderligt at berette og var snart perset læns. Derpaa var de raget i en hidsig politisk disput om krigen mellem Frankrig og England. Den tørre, kantede major bankede taktfast med piberøret i det egetræs bord for at give sin mening større vægt og forsvor sig paa, at de franskes keiser var en dygtig krop — aa, forlade mig! for en dygtig krop det var, som kunde gjøre kaal baade paa engelskmænd og jakobinere! — Løitnant Wallace var enig med majoren, snappede ham ordet af munden, satte sig resolut skrævs over en høirygget stol og snakkede meget og forvirret om jakobinerne og kongen af Sverige, for hvilket nederdrægtige kompagni han udtrykte sin dybeste foragt ved at trække brynene sammen, saa hele hans sorte pandelug rørte sig. Punschen havde allerede virket paa ham, og der var endnu en fjern rullen af nattens svir i hans røst.

Orre docerede skarpt og gjennemtrængende republikanske grundsætninger, og gaardbrugeren greb alt i et om glasset med sin posede næve og skaalte med studenten, som havde frydet hans hjerte ved at titulere ham proprietær. Saa ofte han havde drukket, lagde han sig tilbage i karmstolen, trak i enderne paa det fiolette silketørklæde, som var bundet om hans korte hals, og knæggede, saa vommen rystede. Og hvergang saa majoren misbilligende henover ham og undrede sig paa, at fyren kunde opføre sig saa freidig, som var han blandt sine standsfæller.

Et vindu var slaaet op, og i solstrimen derfra gled en ustanselig strøm af tobaksrøg sagte ud.

Nicolai kjedede sig, generedes af bondens gemytlige fortrolighed og holdt op at svare paa hans udraab. Han var sælsomt tilmode. Denne komiske fusentast af en major, der hakkede ordene frem, som om han havde glemt at tale sammenhængende, og denne gammeldagse landkræmmer, der prækede blindt væk om sine grundsætninger for en fornuftig statsorden og dryssede snus udover sine egne klæder og kanapéen og bordet, dem havde han i sin barndom sat høiest af alle i forældrenes omgangskreds. De havde staaet for hans erindring i en mild glorie som hovedpersonerne i en landlig norsk idyl, og han havde tænkt paa dem med ærbødighed. Han var formelig benauet over det, nu han havde dem for sig tilligemed en forsviret løitnant og en naragtig bonde, der med sin brautende halvkultur forekom ham som et typisk eksempel paa de fordærvede oplandske bønder.

For at dæmpe sit ubehag tømte han sit glas i en slurk, og da han det havde gjort, saa han ind paa stuen og mødte Laurentzes muntert smilende blik og tilstod for sig selv, at han ogsaa havde lidt en større skuffelse her idag.

Den morgen han under opreisen fra Danmark paa dækket af den lille slup saa sit fødelands kyst løfte sig af havet, vidste han, at det, som stærkest havde draget ham til at gjense det efter tre aars fravær, var en vag drøm, som var spiret af hans erindringer. Den var knyttet til en dæmrende pinsenat i furuskogen ovenfor Alm. Han havde været der med sine forældre og mange andre. Selskabet havde leiret sig paa toppen af bjerget, og under megen jubel, under skaaltaler og sange havde de efter egnens skik brændt pinsebaal. Det havde staaet en ung pige og stirret ind i ilden, netop som den sprakede op med blafrende flammer, efterat tjæretønden var faldt ned af stangen under rungende hurraraab fra tilskuerne. Hun havde været høi og klædt i hvidt og som en lys skygge mod det usikre mørke mellom furustammerne.

Da selskabet brød op, var han traadt hen til hende og havde grebet hende ved haanden, og de havde givet sig til som to barn at løbe foran gjennem skogen henad den ujevne sti, til de var komne et godt stykke bort fra de øvrige. Men da havde han taget hende om livet og kysset hende og fortalt hende, hvilken sorg det var ham, at han var hjemme sin sidste ferie, før han skulde reise til Kjøbenhavn og blive student, og at han holdt saa inderlig af hende. De havde kysset hinanden og lovet hinanden troskab. Hun havde været saa bleg og saa skjær i den dæmrende pinsenat, og de havde ikke længer været barn nogen af dem.

Fra det minde var der spiret en drøm, som havde været tilhuse i hans sind de tre vanskelige aar i Kjøbenhavn. Derfor var han idag kjørt til Alm med hjertebanken hele veien.

Og nu — — Han saa paa Laurentze, som fremdeles smilte til ham, smilte uvilkaarlig tilbage, sukkede og tømte atter sit glas, som løitnanten havde fyldt paany.

Nu fandtes der kun ringe lighed mellem den unge pige, som havde staaet ved baalet, og Laurentze. Hun var storlemmet og lidt forvokset — det var ikke alene kjolen og den slappe og skjødesløse maade, hun førte sig paa, som lod hende synes det. Ansigtet var fregnet, trækkene fyldige, grunde og udviskede. Det eneste vakre hos hende var de blaa øine — de lyste frem under de vissentblonde krøller med et blik, hvis muntre lystighed gjemte en indre glæde. Dette blik plagede ham ogsaa. Hvor forskjellig hun end var fra den Laurentze, som han havde drømt om, var hun dog knyttet til ham ved et fælles minde, som det røbede, at hun trofast havde bevaret.

Men et var sikkert: For den tungvinte pige, som sad derinde i stuen med de røde hænder foldet i skjødet og skottede fortrolig til ham, følte han ingen tilbøielighed, og enten aarsagen dertil var, at hun havde udviklet sig uheldig, eller han ved at færdes om i verden havde lært at stille større krav til kvinder, maatte han ikke komme hendes fortrolighed imøde, men lade hende forstaa, at han kun betragtede hende som en bekjendt, i det høieste som en barndomsveninde og intet mere. Forsigtig og koldblodig skulde han være for ikke at udsætte sig for uleilighed. Hun havde jo hilst ham velkommen saa altfor paafaldende undselig og blidt, og den dialekt, hvori hun havde gjort det, kunde ikke just kaldes dannede menneskers korrekte sprog, vilde ikke netop være behagelig for Kjøbenhavnske øren. Han forpligtede sig til koldblodig forsigtighed, og det var uden resignation, han traf den afgjørelse.

Han holdt sine selvgivne løfter til efter aftens. Gaardbrugeren var reist forinden; det var ligesom ingen synderlig opfordrede ham til at blive. De øvrige tyede atter ind i biblioteket til sine piber; men Nicolai, som kjendte sig varm og lidt ør af punschen, gik alene ned i haven, hvis snurrige, stive anlæg med lysthuse og klippede hækker, som gulnedes i sommertørken og forkrøbledes af snetyngden om vinteren, engang havde kostet Henrik Orre store penge. Did ud vandrede ogsaa Laurentze. — Han spurgte konverserende efter hendes broder, som nylig var draget afsted paa en bytur. Hun svarede keitet, og de blev gaaende tause ved siden af hinanden. Hvad der videre hændte, huskede aldrig Nicolai rigtig; men trods alle gode forsætter holdt han snart hendes haand i sin, som hun trykkede ømt, og da han saa hendes troskyldige blaa øine straale mod sig, nænnede han ikke andet end at tale om hin pinsenat. Han tog sig i det og vilde ytre noget om barndomsminder i almindelighed, men bendes læber var alligevel fulde og røde, og han kyssede dem, og han sagde det stik modsatte af, hvad han havde havt isinde.

Da de kom ind igjen sammen, sad grandtanten i en lænestol og nikkede. De var saa løierlige og forlegne, og der var en saa unaturlig ligegyldig klang i de ord, de vekslede, at madame Lind og tante Birgitte begge smilte betydningsfuldt, som om de ventede at spørge glædeligt nyt med det allerførste. Nicolai opfangede de gamle damers minespil og følte, at i de tyve minutter i haven var det ugjenkaldelige skeet — ulykken var fuldbyrdet. Han havde bundet sig overfor pigebarnet, og hans moder og tante Birgitte var vitterlighedsvidner.

Han fór aandsfraværende med fingrene gjennem haaret og sukkede melankolsk.

Majoren slog op en skraldende latter: «Nei, se paa den unge Lind, hvor han ligner pastoren, naar kortene er kontrari!» Wallace faldt i med og gik løs paa en historie om procuratoren, som havde tugtet en svær melding for præsten igaar; men da Nicolai rettede sig og sendte ham et blik, tindrende af forbitrelse, stoppede han brat. Naa, løitnanten havde ikke ment at krænke den unge Lind og konsterneret over virkningen af sin historie, plumpede han ud med en undskyldning, som bragte Nicolai til vranten og flau at fralægge sig al fornærmelse.

Madamen begyndte heldigvis snart at tænke paa at tage afsked. Hun var urolig, fordi de var reist afsted uden at varsko Lind, der sov middag. Det hastede ikke paa en stund for de militære, men moder og søn brød op og blev fulgt til vognen af hele familien med den stedse bukkende og høflige Orre i spidsen. — Der blev sagt farvel under mange complimenter. Nicolai saa længe paa Laurentze. Tante Birgitte kunde ikke bare sig for at ønske studenten velkommen igjen, Laurentze gav ham pludselig endnu en gang haanden, Sophie fniste, hestene rykkede til, Orre gjorde sit sidste buk, og saa rumlede trillen ud af gaardspladsen forbi et par langhaarede aasmarkinger, som først nyss var blevet færdige paa kramboden og nu traskede sagtmodig hjemover med næverskræpperne paa ryggen.

Moderen var stille og mat af den uvante tur. Sønnen havde sine tanker for sig selv og var glad, for han slap at snakke. Gjennem den lune sommerkvæld kjørte de tause til præstegaarden. Akerriksen skreg paa engene, og fjorden laa blank som et speil.

— — — En dorsk, fillet tjenestegut labbede over tunet for at spænde hestene fra. Madamen gik op kjøkkentrappen, mens Nicolai blev tilbage for at hjælpe gutten lidt. Da han var færdig, stødte han i gangdøren paa sin fader, som ravede mod ham i skjorteærmer og med en pibe i munden. Bagenfor pastoren, inderst i den halvdunkle gang skimtede han moderens sortklædte skikkelse.

«Er det dig, min dreng? Det er mig en glæde at se dig. — Her sidder jeg ensomme mand og bier til sent paa nat efter min hustru og min fornylig hjemvendte søn. Det er ikke smukt af dem! Lade mig vente i forskrækkelse, forsvinde uden besked om, hvorhen de er dragne!» — Han var drukken og sint, men styrte sig saavidt, at han søgte at gjøre sine udtryk humoristiske.

«Kjære dig, far, vi har ikke været saa langt af — kuns paa visit hos Orre. Du hvilte jo efter middag, og vi vilde ikke forstyrre dig,» godsnakkede Nicolai.

«Træd ind, min dreng! Træd ind, min dreng! Jeg har jo neppe faaet tale med dig siden dit komme,» sagde præsten klynkende venlig og drog ham ved armen med sig ind i stuen. Der lod han sig falde ned i sofaen og pegte paa en stol: «Sæt dig ned, Nicolai, din fader vil tale med dig — tre døgn har du været i huset uden at tale med mig.» Han kastede piben bort paa gulvet og trak med begge hænder i vestelinningen og sukkede hikkende: «Tre døgn under din faders tag uden et fortroligt ord, min søn!»

Madame Lind gik sagte ud. Nicolai satte sig. Paa bordet foran ham stod et ølkrus, en brændevinsbutelje og et glas mellem nogle krøllede og tilsølede aviser.