Senhøstes spurgtes det, at cancelliraaden var syg og rimeligvis ikke havde længe igjen. Amtsphysicus Müller havde været hos ham og fundet patienten saa svag og afkræftet, at han ikke aarkede at blive vred over, at Lars staldkar havde hentet doktoren uden ordre. Han kunde omtrent ikke snakke og led af en svulst ved tungeroden. Saa faamælt havde han imidlertid været til daglig, at hans omgivelser ikke havde heftet sig ved, at han en stund havde været helt taus. Han havde brummet til kontoristerne og ofte strøget sig over halsen, som om den smertede. Det var kun, fordi han en dag slet ikke stod op, at Lars drog til doktoren.
Efter en del modstand havde Müller erholdt tilladelse til at bortskjære svulsten; den syge vilde ellers snart bukke under for et kvælningsanfald. Men operationen var ikke ganske lykkedes, sagde amtsphysicus, og den bevirkede, at Weydahl fuldstændig mistede talens brug og blot kunde tage flydende næring til sig.
— Skulde Palmstrøms spaadom gaa i opfyldelse? Igrunden tænkte alle, at saa var det, skjønt ingen mente, at svensken havde været uskyldig. De conditionerede vilde ikke rigtig være ved sin tro, de smilte selv forsigtig af den. Men for almuen var det greit og vist, at raaden var rammet af den dømtes forbandelse. Kanske ikke ligetil af den, for Palmstrøm havde nok mange eftermaalsmænd og hevnere. Og folk drøftede grublende troldom og finskud og de fordærvelige aatgjærder og midler, én inderlig maatte grue for stod til deres raadighed, som vankede lovløst og fredløst paa jorden og havde den onde til herre og mester.
Over skrivergaardens tjenere kom der en stor angst. De blev mørkerædde og skvætne. Budeien turde ikke være alene i fjøset, og husmændene biede paa hverandre efter følge hjemover om kvældene. Kokkepigen styrede egentlig husvæsenet efter jomfru Nannestads død, og hun og stuepigen flyttede ned paa et kammers i folkestuen. Paaskudet var, at de ikke skulde uro den syge ved støien af sit arbeide. Og snart var der i hovedbygningen blot raaden og de, som passede ham, og saa kontoristerne, som gik til og fra kontoret oppe i anden etage. De boede nemlig ikke paa gaarden.
Der blev hvisket om spøgeri i gangene. Det var underligt, at dette ikke var begyndt før. Men saalænge raaden var frisk, havde det skyet at vise sig, endda der mindst var to eller tre, som skulde gaa igjen paa de tomter. Hvem havde seet det? Hvem havde mødt det? Det blev ikke tydelig opklaret nogensinde, men at det var der, det følte alle.
Weydahl døsede døgnene hen. Han gjorde sig forstaaelig ved miner og gebærder. Skjønte de ham ikke fort, kunde han blive grætten og hidsig og vilde snakke; men stemmen var borte, det blev til en utydelig gurglen, og munden vred sig i smerte ved det.
Omhængene om hans seng var fjernet. Han havde ikke taalt at være indelukket bag dem. Han vilde, at de skulde vaage hos ham bestandig, og brænde lys hele natten.
Slægtninge, som kunde pleie ham, var der ikke, og det var ikke kvinder, som stelte om ham. Gamle Lars staldkar og Matjas Nordsveen skiftedes til at sidde hos ham. En god husbond havde han været dem, og de vilde ikke svigte ham. Deres klodsede arbeidsnæver støttede ham varlig op i puderne og holdt koppen med drikke til hans læber, naar han gav tegn til det; for han tabte snart evnen til at klare sig selv og blev svag som et barn. Baade pastor Lind og kapellan Vamberg havde aflagt visit paa skrivergaarden, om han skulde behøve aandelig bistand. Men Weydahl var kommet i sligt sinne ved efterretningen om deres nærværelse og havde saa bistert nægtet at se dem, at Matjas Nordsveen uden videre svarede, raaden var for klein til at modtage nogen, da de fornyede sine besøg. Herover blev pastoren meget fornærmet og kapellanen krænket, og begge tilholdt de Matjas at sende bud paa dem, inden det blev forsilde. Uden særskilt anmodning vilde de ikke indfinde sig paany.
En dag kjørte procurator Høegh i skumringen nedad lønnealléen. Træernes gule og brune løv dækkede i tykke lag veien. Hjulsporenes pytter var tilfrosset, og isen knustes klirrende og knasende under karjolhjulene. Hesten havde gaaet i skridt lige fra Gihle af og undrede sig over sin herres uvanlige sagtmodighed og mildhed. Over aaserne paa vestsiden hvilte en rød strime efter solnedgangen. Dens dystre, ulmende glød var som en smal revne i himmelens jevne, lave mørke.
Han slap ind til den syge, som kviknede mærkværdig til ved at hilse paa ham. Men procuratoren blev ilde tilmode over den forandring, som var foregaaet med Weydahl. Ansigtshuden sluttede stramt om de brede kindben. Hagen var overgroet med stridt, graat skjæg. Øinene laa stirrende, dybt i sine hulninger; de lyste allerede af den nære døds uhygge.
Høegh tog plads ved sengen. Han var blevet støl og gammel og altfor fed. Han passiarede om forskjelligt, men stødvis og fortænkt, og Lars staldkar, som sad i en krog, skjønte, han havde det paa hjerte, som han nødig vilde rykke ud med, fordi han forstod, hvor daarlig raaden var.
Denne hørte paa ham en stund, skrev saa noget paa et papir og rakte det til procuratoren, som sagde: «Nei, nei — du har ikke godt af det, og det er ikke værdt for min skyld.» — Men Weydahl nikkede bestemt, og Høegh bad Lars, at han skulde bringe en mugge punsch og glas.
Lars blev borte en halvtime med dette, fordi han maatte faa tag i et kvindfolk til at brygge. Da han kom ind igjen og stillede brættet fra sig paa natbordet, holdt procuratoren raaden i haanden og sagde sørgmodig: «Tak skal du have, Weydahl — — Er der ingen ting, jeg kan gjøre for dig?»
Det gurglede i halsen paa raaden, som altid naar han prøvede at tale. Han rystede paa hovedet og bød ved tegn at helde i glassene. Det blev gjort, og de klinkede. De fingre, som Weydahl greb om glasset med, var knoklede og tørre som et benrads. — De vekslede ikke et ord mere. Af og til mødtes deres blik; da gled procuratorens unda.
Et par gange drak de, men den hede punsch smertede den syge, han hostede dæmpet og pinefuldt. Omsider sagde Høegh farvel. Han sukkede og var rent tuslet, da han satte sig i karjolen. Lars fløi efter ham med svøben, som han glemte, og blev mest fælen over at faa en sølvdaler i drikkepenge.
Samme kvæld blev der et overhændigt snefok, det Lars syntes var rart, eftersom der ikke var faldt sne før den vinter. Naar han lettede paa gardinet, saa han de hvide floker hvirvle uafladelig og tæt i lysskjæret fra vinduet. Men ude var der ellers bælgmørkt og ikke lyd og ikke liv at fornemme.
Ved midnat blev det Matjas Nordsveens tørn til at vaage. Staldkaren gik ned i folkestuen, da husmanden havde ladet kjærringen sin lægge sig i kjøkkenet, om noget skulde hænde.
Den syge var meget urolig. Han væltede sig i sengen og pustede møisomt med smaa grynt, som om veiret sad fast i struben.
Det kunde være det, at Matjas havde slaaet i sig den punsch, der var levnet i muggen, som gjorde, at han sovnede og ikke vaagnede ved, at cancelliraaden ud paa morgensiden stod op af sengen. Der hang en slobrok paa en knag; den trak han paa sig, tog en nøgle i bordskuffen og et lys og gik med sikre skridt ud af værelset og op trappen til kontoret.
Her satte Weydahl lyset fra sig paa en pult, laaste op et skab og lette i det. Han fandt en bundt papirer frem. Saa løftede han en protokol ned fra den hylde, hvor panteregistrene var. Den var tung, og det voldte ham stort besvær. Han flyttede lyset nærmere, og efter at have læst lidt hist og her rev han nogle blade løs.
Med dem og papirbundten i haanden gik han tilbage igjen uden at ænse lyset, som blev staaende paa pulten. Han famlede sig i mørket henad den lange gang og stødte mod døren til salig fruens tidligere kammers. Da ravede han vaklende tværsover gangen og lænede sig op til væggen. Den dør havde han ikke aabnet paa mange aar. Kræfterne forlod ham, og han blev næsten bevidstløs.
I storstuen satte et ur i at slaa. Slagene gjenlød med syngende klang gjennem huset. Saa tog han sig atter sammen og gik ned trappen.
Matjas vaagnede braat og saa raaden ligge stønnende ovenpaa dynen. Foran ham paa gulvet var slobroken slængt. Weydahl vinkede til ham og pegte fra en papirbunke paa natbordet og til ovnen. Matjas fattede ikke i øieblikket, hvad han vilde; det gurglede stærkt i raadens hals, og han stak papirerne ind i lysets flamme og satte fyr paa dem. Det forstod Matjas. Han puttede papirerne i ovnen og lod døren være aaben, til de var fortæret af ilden. Siden hjalp han raaden tilrette i sengen og bredte godt over ham. — Timerne svandt, og Matjas blev træt. Den syge var roligere og pustede lettere.
I graalysningen vaagnede Matjas igjen. Det var tyst i værelset. Han gik bort til sengen. Cancelliraaden havde foldet armene i kors over brystet og rørte sig ikke. Han var død. — Husmanden prøvede at trykke hans øine til. De stod runde og glasagtige frem, og øienlaagene glippede op og vilde ikke lade sig lukke.
Matjas vækkede konen sin i kjøkkenet. Hun reiste sig søvnørsken overende paa sengekanten. «Raaden æ dau,» sagde han.
«Aa ret lel, aa ret lel,» klynkede hun. «Hænn ha stritt den stria, hænn aa da —»
En skulde vel sende bud om det, sagde Matjas usikkert; han vidste ikke rigtig til hvem.
Om lidt svarede hun: «Det fekk vara aat prokkeratera det, da.»
«Je ska spørja ’n Lars,» sagde Matjas og gik ud.
Da han vassede gjennem de sammenføgne fonner paa tunet, hørte han, at folk var oppe i fjøset, og studsede over, at der brændte lys paa kontoret.
Dagen var ifærd med at bryde frem. Fjorden laa stille og blaasort og tung, men alt landet rundt den skinnede af nysneen, og i øst steg vintermorgenens rødmende gry over skogene.