I Sølvlandets Nat/Kapittel 3
—Jeg har set det elegantere, sa den unge franskmand og saa sig om i det skrøpelige værelse. Det passer ikke for to, som er paa bryllupsreise . . . Si mig, findes her ikke nogen laas for døren der, fortsatte han henvendt til kineseren.
Den gule mand trak paa skuldrene, satte kufferterne fra sig og snek sig ut. Han hadde sagt nok. Og hvorfor skulde han bebyrde sine læber med ord til folk, som ikke vilde høre et godt raad. Var ikke denne station et ulykkens, — ja et dødens hus . . . Ak! Ak! . . .
Men de to unge mennesker saa ikke ut til at ha noget hastverk med at forberede sig til døden. De lo og spøkte, og kineseren, som hørte klangen av deres latter, rokket fortvilet med det runde, godslige hode . . .
Nei, det kunde i sandhet ikke kaldes noget elegant værelse. Fire nøgne, mugne murvægge, en stor jernseng med gule, klorædte lakener, en trækasse med en whiskyflaske grumset vand, — det var alt, hvad det osende lillefingertynde talglys aabenbarte.
—Ja, nu er vi da her, sa Natascha og anbragte sig paa værelsets eneste stol. Det burde hun ikke ha gjort, den unge dame. For stolens tynde ben sank sammen under vegten, og Josias Saimlers datter rullet henover gulvet.
—Det var det pudsigste hotelværelse, jeg har set i mit liv, sa hun muntert. Sig mig Jacques, hvad heter denne station, og hvad skal vi her? Delma løftet hende forsigtig op. De satte sig begge paa sengekanten.
—Jo, det skal jeg si dig. Du vet, at mit liv i det sidste aar ikke har været meget værd. Vi har flakket om i hele denne forbandede verdensdel uten at finde ro. Mit navn har ingen kredit paa markedet. Der findes endnu tusinder fingre, som klør efter at faa tak i mig. Jeg indbilder mig, at den elektriske stol i Newyork drømmer om Jacques Delma.
—Snak ikke slik!
—Kjære, det er da ikke noget at undres paa. Jeg har jo et regnskap at gjøre op med hele verden. Siden jeg var 20 aar, har jeg ikke beskjæftiget mig med stort andet end mord og drap. Min far tutet sine bloddryppende ideer i mig sent og tidlig. Han var en stor mand, Francois Delma, og jeg vil altid ære ham i mit minde, men han var forfærdelig haard . . . Hans venner kaldte ham tigeren . . . Sig mig Natascha, har du nogensinde i din fars hus truffet en mand, som het Jaap van Huysmann?
—Nei! . . .
—Det var min fars høire haand. En underlig sammensat natur, — en blanding av den vildeste blodtørst og det ømmeste temperament. Han hadde et svakt punkt. Og det var kjærligheten til det, han kaldte sit tapte paradis: sit tapte hjem og sin tapte mor . . . Vet du hvad, Natascha, jeg lo engang av det. Men nu ler jeg ikke mere av Jaap van Huysmanns drømme . . . For der kommer et øieblik i menneskets liv, da man staar hjælpeløs likeoverfor sit hjertets trang . . . Og dengang, da vi to sat i det lille hydroplan med to torpedobaate i vort kjølvand, avla jeg et løfte til mig selv. Jeg svor ved min avdøde mors minde, at jeg aldrig mere skulde gaa terrorismens farlige vei, men vende tilbake til Jaap van Huysmanns paradis og søke mig et hjem ute i den store ensomhet . . . Og nu, Natascha, er vi paa veien . . .
Den unge kvinde trykket sig tæt op til sin egtefælle.
—I New Orleans traf jeg en mand, fortsatte Delma, som sa, at jeg burde reise til Meksiko. Han var eiendomsmægler og hadde en hacienda tilsalgs for en latterlig billig pris. Den laa tyve engelske mil syd for stationen Oriental paa Meksikos høislette. Da jeg forundret mig over prisen, sa manden, at den amerikaner, som var der, ikke taalte klimaet. Jeg kjøpte eiendommen. Og nu skjønner jeg, hvorfor yankeen ikke likte klimaet . . .
—Hvorledes det?
—Det hagler formeget med bly her og . . .
Han fik ikke talt ut. Der lød et skud utenfor, en vindusrute splintredes, en kule streifet Nataschas sorte lokker og boret sig ind i væggen, saa kalken føk . . .
Delma bøiet sig lynsnart fremover og rev Natascha med sig. En ny kule, som hadde bedre sigte, sang over dem, traf sengens jerngelænder og faldt magtesløs paa gulvet like for det unge egtepars føtter . . .
—Det var i sandhet galant, hvisket Delma hæst og undersøkte det flattrykte projektil . . . Remington-gevær av gammel model, kaliber 10.5. Min formodning slog til. Det hagler med bly her i dette land . . .
Saa blaaste han uten at forhaste sig lyset ut og ventet, hvad der vilde komme.
Maanen stirret fortrolig ind gjennem det knuste vindu. Den smilet til to mennesker, som var krøpet hen under den høie vindusgesims, hvor ingen kule kunde naa dem.
Nede paa perronen hørte de en hviskende samtale, hvori kineserens iltre diskant blandet sig. Saa blev alt stille.
Delma saa forsigtig ut. Banden hadde øiensynlig trukket sig tilbake for at iverksætte en eller anden plan. Den eiendommelige langagtige sæk laa der endnu. Der var spændt en lasso om den, og ret som det var blev sækken trukket ut fra perronen.
Sækkens konturer blev derved endnu tydeligere. Et øieblik blev den hængende fast i en spiker, banditterne rykket arrigt til, lærredet revnet, og et forfærdelig blegt og busket mandshode kom tilsyne.
Delma plystret fornøiet.
—Jeg hadde nok ret, hvisket han. Disse gavtyve har stjaalet en mandsperson fra toget. Han saa ut til at være kloroformert . . . Undres paa, hvem der skal betale for den fornøielse? . . . Det er den gamle antikverte røverteknik fra greven av Monte Christos dage . . .
Der lød et nyt skud, men denne gang like ved Delmas øre. Det var Natascha, som hadde avfyrt sin revolver mot et hode, som forsigtig hadde hævet sig over dørgluggen. Et legeme faldt ned med drøn og brak, og et gjennemtrængende hyl fyldte korridoren.
Delma grep sin lommelykte, sparket døren ut . . . To skrækslagne banditer fik lyset like i ansigtet og brølte av rædsel, slap sine vaaben og tok flugten . . . Et par revolverkuler gav deres ben vinger . . .
Den stilfærdige station blev med en gang levende. Skrik og rop hørtes fra alle kanter, og hestene blandet sin vrinsken i den almindelige forvirring.
Hvad djævlen var det? . . . Laa den tapre Gonzales med lamatænderne døende oppe i gangen med en yankeekule mellem øienbrynene? . . . Hadde de hunde vaaben? . . .
Og før sekundviseren hadde gjort en rundgang paa Jacques Delmas ur, laa seks velberedne meksikanere paa vild flugt over sletten.
Men paa den første hests sadelknap dinglet der en sæk, hvorav der stak ut et hode, som med glippende øine forsøkte at fatte noget, det slet ikke kunde begripe.