I Sølvlandets Nat/Kapittel 26
Foran en liten jordhytte paa den anden side av indsjøen sat der en mand og gnavet betænksomt paa et hønseben.
Det tjafsede haar og skjeg og den helt igjennem usoignerte skikkelse mindet i sandhet ikke om de høiere rangsklasser. Hans kjæver var i stadig bevægelse, — selv efterat de sidste bleke trevler av hønsebenet var avgnavet. Man saa straks, at det likesom var mandens vane. Han aapnet munden, og han lukket den, han rynket brynene, og de vandblaa øine stirret ut i rummet, som om der stod en folkehob nedenfor hans hyttes veranda. Saa knyttet han hænderne og slog ut med dem og kastet det latterlige hoved tilbake i foragt for en eller anden usynlig motstander.
Der var ikke noget særegent ved denne lurvede, bredmundede germaner. Han tilhørte det store kjævernes ridderskap, som er likelig fordelt i alle samfund: — Manden med de mange ord, folketaleren, parlamentarikeren, den første agent for saa let avsættelige artikler som misfornøielse, samfundsgraadighet og surhet. Hans liv var talerstolen, hans verden en osende folkeforsamling.
Og dog var denne mand fra et bortgjemt arbeiderdistrikt i et bortgjemt land for øieblikket meget værdifuld. Han repræsenterte en sum av flere millioner kroner. Ved en eller anden skjæbnens ironi var den brave »partifælle« sendt til Meksiko for at blande sin hæse røst i det diplomatiske kor. Men skjæbnen indhentet ham. Han skulde aldrig komme til at sukcedere Jørgen Brunchorst og Michael Lie, han skulde aldrig bevæge sig i Calle de Berlins pragtfulde sale.
Han aat nu Zapatas kyllinger, og det passet ham forholdsvis godt. Og nu tordnet han sine utslitte fraser fra Karl Marx’ bibel for et par grinende indianere, som vogtet paa hans skridt og lyttet til den brølende mandrille fra Norden. Han manglet kun et: det bifald og de kjærkomne begeistringsrop, som altid hadde fulgt hans fraser, naar han malte fanden paa væggen for den kritikløse hob. For indianerne klappet ikke. De sat kun og fingret paa sine bøsser eller brynte sine kniver med brede og løfterike smil.
Der kom nogen gaaende over jorderne. Han kjendte den ene. Det var Zapata, røverhøvdingen, som behandlet ham med saa megen respekt og høiagtelse. Han kjendte ikke den anden, den høie bredskuldrede mand, som gik der i den forrevne turistdragt og et halvt tilgrodd saar i tindingen.
Ministeren reiste sig og blev forbauset staaende, da den høie mand henvendte sig til ham paa norsk.
—Vis ikke nogen overraskelse ved det, jeg sier Dem, sa Fjeld i en likegyldig tone. Jeg er sendt ut for at løskjøpe Dem paa billigst mulige maate. De hunde forlanger 2 millioner dollars for Dem. Det er en blodig betaling — ikke sandt? . . . Men jeg agter at bortføre Dem uten at betale Zapata en øre. Det passer fædrelandet bedst.
—Hvad er Deres navn? spurte ministeren.
—Jeg er dr. Fjeld. Deres regjering har betrodd mig dette hverv. Og jeg agter at utføre det paa bedste maate, selv om det skulde kuste mig en saa dyrebar ting som livet.
Ministeren saa forvirret paa ham.
—Jeg skjønner ikke noget av det altsammen, sa han. 2 millioner dollars? Det er uforskammet. Det kan der ikke være tale om.
—Saken er ikke saa enkel. Zapata forlanger to ting. Enten de nævnte dollars eller Deres liv.
—Mit liv! skrek ministeren forfærdet.
—Hvis vi ikke kommer til en ordning inden 24 timer, vil De bli hængt, fortsatte Fjeld ubarmhjertig.
Ministeren grep sig til halsen, og sveden brøt frem paa hans pande. Det var, som om han allerede følte hampen stramme om sin strupe.
—Hvad sier De? sa han hæst. Vil denne gode mand hænge mig? Er jeg ikke Norges minister og medlem av det internationale raad?
—Lad os ikke beskjæftige os med digressioner, avbrøt Fjeld ham koldt. Vi har kjendsgjerningerne midt ind paa livet. Der maa handles.
—Ja, der maa handles, gjentok ministeren mekanisk.
—Hvad sier han? spurte Zapata mistænksom.
—Han mener, at en million maa være nok, svarte Fjeld paa engelsk.
—To millioner eller mandens liv!
—Jeg skal forklare ham det, sa Fjeld til røverhøvdingen . . . Hør nu hvad jeg sier, fortsatte han paa norsk til ministeren. Alt beror paa, at De handler nøiagtig efter ordre. En halv time før solen gaar ned, maa De ved tegn gjøre Deres bevogtere forklarlig, at De er syk og maa ha noget sterkt at drikke. Zapata vil under de nuværende omstændigheter ikke negte Dem noget og sende Dem en krukke pulque. De tar en slurk eller to og griner stygt. Saa sætter De krukken fra Dem paa verandaen efter at ha hældt det pulver, som jeg har sluppet ned ved siden av min venstre fot, i drikken. Det er et solid sovemiddel . . . Gaa saa ind i hytten . . . Meksikanerne vil da ikke fornegte sin natur, men forsyne sig av krukken. Kjender jeg Dem ret, saa drikker de resten op. En halv time efter sover de den retfærdiges søvn. Ingen vil da hindre Dem i at gaa Deres vei. Ta kursen langs fjeldsiden bak Dem og gaa like løs paa det store klippestykke i skaret derhenne, som De vil se mot konturen — selv naar det er mørkt. Der vil De forhaabentlig møte mig. Har De forstaat mig?
—Ja, svarte ministeren mekanisk.
—Naa, hvorledes gaar det, spurte Zapata, og hans smaa sorte øine gnistret av mistro.
—Det gaar bra . . . Ministeren vil ofre halvdelen av sin formue for at komme tilbake til sit fædreland. Og den norske stat vil yde resten. —Og hvorledes skal pengene utbetales mig?
—Vi agter ikke at la os lure . . .
—De kan stole paa Zapatas ord, sa banditten høitidelig.
Fjeld lo haanlig.
—Det er netop det, vi ikke gjør. Jeg har et forslag.
—Hvad gaar det ut paa? spurte banditten uten at føle sig fornærmet over den andens mistillid.
—Jeg har her to anvisninger paa Bank of NewYork. De er i fuld orden, men de kan ikke hæves, før jeg har sat mit navn under dem. De kan faa pengene i den amerikanske bank i Vera Cruz, hvis ikke oprørerne har bemægtiget sig byen.
Zapata rystet paa hodet.
—Men hvorledes skal jeg vite, at de ikke er falske? spurte banditten og fingret nervøst paa de to checker.
—Jeg har tænkt paa det, svarte Fjeld langsomt. Send en betrodd mand til Vera Cruz og lat ham undersøke den sak i banken. Saa kan vi senere avtale, hvorledes vi skal utveksle fangen.
Zapata betænkte sig litt.
—Vel, sa han tilslut. Det lar sig gjøre. Men ve Dem, hvis De fører mig bak lyset.
Fjeld trak paa skuldrene.
—Hvad betyr dette? spurte ministeren.
—Det betyr kun, at jeg maa ha utsættelse. Anvisningerne er falske. Vi maa være borte før daggry.
—Og hvis det ikke lykkes?
—Saa er der ingen utvei. Da vil telegrafstolperne ved Oriental faa et par nye dekorationer. Hvis vi da ikke forstaar at dø som mænd i aapen kamp. De husker ordren? . . . Pulveret ligger her i lyngen ved siden av mig. Vær forsigtig, naar De tar det op . . . Farvel.