I Sølvlandets Nat/Kapittel 18
Vi overlater gamle Smith til hans skjæbne. Det er et eget kapitel i Meksikos revolutionshistorie, — kapitlet om en tandløs og stædig yankee, som moret sig med at skyte til maals i en rasende, blodhungrende pøbelhop og holde den stangen i 10 forfærdelige minuter. I den tid taug ikke hans Winchester. Den fræset uavladelig, og meksikanerne rullet over hinanden medens de med knivene mellem læberne søkte at forcere Mondegos kraftige port.
Gamle Smith var en alvorsmand. Men nu lo han høit. Og han krydret sine sikkert rammende skud med forbandelser, som var vokset like op av New Orleans’ ildelugtende kaier. Imidlertid — hans tid var kommen. Den røde yngel sprængte porten, og inden nogen minuter var oldingen fra Tennessee slitt istykker. Og over de ynkelige rester av den ærværdige portvogter styrtet pøbelen videre. Det var som en rødgylden flom, der væltet ind i det hvite, bleke morgenlys, som nu sitret over Meksikos gule høifjeld.
Men pludselig stanset hele skaren. Det var som om en overnaturlig knytnæve blev plantet i hopens ansigt. Ti derute paa den aapne plæn stod en mægtig fugl med gule vinger. Morgensolen sitret i dens brede vinger og gnistret i dens sølvglinsende krop.
Da lød der et brøl i de bakerste rækker. Det var morderbandens vrælende kraft, som hidset dem videre. Den bedste stortaler er altid den feigeste mand. Og enhver forsamling i den hele verden har altid en Thersites, som brøler fra feighetens sikre hundehul.
—Slit dem istykker, hylte stemmen. Ellers flyr de fra os. Gaa paa, kamerater, der er ingen fare.
Jonas Fjeld kastet et blik bak sig, der han stod ved propellen og forgjæves forsøkte at faa maskinen igang. Lopez sat gul og blek i den lille kupe og stirret omkring sig med forvildede øine. Det var som om hele hans onde viljeliv var bastet og bundet. Han vilde skrike til sine venner, men han kunde ikke. Den store, blonde kjæmpe hadde paralysert ham. Men bak hans brede ryg lænet Ebba Torell sig over flyvemaskinens gelænder og saa med angstfuld spænding paa den frygtelige pøbelhop. Hun saa, hvorledes blodet dryppet fra de rasende meksikaneres hænder, og dampet fra deres klær. Deres revolvere og kniver glimtet i sollyset. Den unge pikes haar var løst op og flommet nedover der halvnøkne overkrop. Men hun ænset intet. For tredje gang i løpet av nogen faa timer isnet dødsrædslen gjennem hende: At ikke maskinen vilde gaa.
Der var øiensynlig en feil ved den. Bensinen vilde ikke tænde, skjønt alt syntes at være i den bedste orden, Fjelds øvede øie for fra det ene til det andet. Han mistet ikke et øieblik sin koldblodighet, skjønt døden — den forfærdeligste død luret paa dem. Han hørte, hvorledes pøbelmassen nærmet sig, men hans haand skalv ikke. Uten at forhaste sig undersøkte han hver eneste maskindel. Alle cylindere i den lille 50 hestekræfters gnommotor fungerte. Forgaserne lot intet tilbake at ønske. Bensinbeholderne var fyldte og rørene tilsynelatende i orden. Men propellen vilde ikke gaa.
—For Guds skyld, skynd Dem, ropte den unge pike. Nu kommer de.
Fjeld rettet sig op, tok det sidste maal av situationen, trak paa skulderen og fortsatte sin metodiske granskning av maskinen. Han var nu kommen til boschtændingen. Her maatte feilen ligge. Han undersøkte nøie, om de elektriske traade var hele. Den venstre haand prøvet den ene skrue efter den anden, og den høire peket mot den fremstormende pøbelhop, som nu hadde skreket sig bort fra sin slavefrygt for det nye menneskelige storverk. Lopez saa sløvt omkring sig. Hans kniv var væk. Den unge kvinde bak ham holdt den med begge hænder, og dens spids peket mot hendes hjerte. Hun var en svak kvinde, men hun var sterk nok til at dø, for at redde sig for banditernes blodige favntak.
Der lød et skud. Fjeld hadde fyret, og en mand i første række faldt.
—Ta hende levende, skrek stemmen i den bakerste række. Ta dem alle levende!
Fjeld smilte barsk. Hans venstre haand famlet endnu fra skrue til skrue. Og hvad var det? . . . Den yterste skrue gav efter. En het bølge av spænding farvet for et øieblik den norske læges rolige ansigt. Jo — den var øiensynlig skruet op med vilje, for at hindre uvedkommende i at bruke maskinen. Med lynets hurtighet skruet han den fast, slog laaket igjen, styrtet hen til propellen og satte den i bevægelse . . .
Det begyndte at surre i maskinens indre. Aa, hvor godt han kjendte denne susende lyd, denne ildfulde sang i de smaa gnomers struper.
Men nu var skaren ham like ind paa livet. To skjævbente røde mænd sperret ham et øieblik veien. De stak efter ham med sine knive, men han ænset det ikke. Som et uveir var han over dem og slog dem ned for fote med sine næver, og svang sig med den største behændighet op paa styrepladsen. Aeroplanet begyndte at sætte sig i bevægelse hen over sletten.
—Hold paa dem! skrek stemmen.
I samme øieblik styrtet hele pøbelhopen ind paa flyvemaskinen, og mange hænder grep den samtidig. Da satte Fjeld motoren paa fuld fart, og bøiet sig ut over gelænderet. Og hans revolver spyet ut sine kraftige ladninger. Fem mand faldt, og den statelige fugl svævet som en utskudt kanonkule henover sletten. En svær meksikaner styrtet imot den. Men propellen tok ham, delte ham og feiet resterne væk, medens en røk av blod stod om flygtningerne.
Da løftet der sig et hyl av raseri fra folkemassen. De røde mænd slet sig i haaret. Enkelte kastet sig ned paa jorden og boret sine hoder i sandet for at kvæle sit raseri og sin skuffelse.
Men monoplanet løftet sit hode og steg langsomt op over sletten og forsvandt med høithvælvede vinger ind i lyset, som nu brandt i den hvite, sølvsitrende høifjeldsluft.