I Sølvlandets Nat/Kapittel 1
Der var statsraad paa Kristiania slot, — et ganske almindelig statsraad en tirsdag formiddag i det Herrens aar 1919.
Kong Haakon præsiderte og den nyutnævnte regjering dannet en ærbødig kreds om landets overhode. Der forelaa til behandling en mængde smaa ting. Men i kongeriket Norge er de smaa ting som bekjendt de største. Og der blev med meget alvor snakket om alskens bagateller, som i mere overlegne samfund overlates til administrationen.
Snakket er jo parlamentarismens gud. Og alle disse herlige mænd var skapt av det store høipolitiske snak.
Man snakket landsmaal og man snakket riksmaal og man snakket om saker, som andre forstod sig paa. Denne regjering var som de fleste andre regjeringer der er sammensat av veltalenhet og usakkyndighet: — en jevnt skikkelig blanding av agitatorer og folketalere, som var uthulet av formler og floskler, og hvis særtegn var slagfærdighet og sterkt smeldende ord.
Det er ikke opskrevet i historien, hvad landets fædre snakket om ved denne leilighet. Der blev rigtignok underskrevet en hel del kongelige propositioner, men de er forlængst druknet mellem alle de andre.
En begivenhet vil man imidlertid mindes. Det var, da en av slottets lakeier kom ind med et telegram paa et sølvfat. Det var adressert til utenriksministeren.
Der blev uvilkaarlig en pause i forhandlingerne. Alles øine hang ved dette tykke telegram, som laa der og lyste med det røde ilbaand, — dystert og hemmelighetsfuldt.
Utenriksministeren grep det, aapnet det og saa sig forvildet omkring.
— Det er paa engelsk, sa han. Saavidt jeg kan forstaa, er det sendt fra Meksico City igaaraftes . . .
—Saa maa det være fra den nye minister, avbrøt statsministeren. Han er antagelig naadd frem for et par dage siden. Det er hans første rapport, kan jeg tænke. Naa, hvad staar der?
—Skriften er noksaa utydelig, mumlet han nølende. Men saavidt jeg ser, er det ikke fra vor minister, men fra den norske konsul. Jeg skjønner ikke, hvorfor han telegraferer paa engelsk. Fossum er jo nordmand. Desværre har jeg glemt mine briller hjemme. Men hvis en av mine herrer vil være saa venlig at . . . hm . . .
Statsministeren bøiet sig over bordet og grep telegrammet. Han hadde været i Amerika paa socialisttourne og kjendte sproget. Med omhyggelighet læste han det igjennem og hans ansigt blev længere og længere, eftersom han avancerte . . .
Der blev dødsstille omkring ham og utenriksministeren tørret sveden av sin pande i forutanelsen om frygtelige diplomatiske komplikationer.
—Hvad er det? spurte han hæst . . .
Statsministeren saa sig omkring med et uttryk i ansigtet, som ikke var særlig begavet . . .
—Det er forbausende, mine herrer, sa han endelig . . . ja likefrem forbausende . . . Med Deres majestæts tilladelse vil jeg tillate mig at læse det op i oversættelse . . . Der staar:
Maa med beklagelse rapportere, at den norske minister, som igaar fulgte med toget fra Vera Cruz til Meksiko City pludselig er forsvunden. Konsul Trujillo fulgte ministeren paa stationen i Vera Cruz, hvor der var bestilt en plads i pullmanvognen med toget 8.15 aften. Ved togets fremkomst igaarmorges var ministeren ikke at finde. Den amerikanske konduktør forklarte, at en herre, som sat paa plads 17 i pullmanvognen, ikke var set efter at toget hadde passert Puebla. Telefonerte øieblikkelig til Puebla, men ingen har set nogen gaa av toget der. Frygter et ulykkestilfælde eller maaske mord. Ministerens bagage er kommen velbeholden frem. Politiet varslet. Avventer nærmere ordre.Fossum.
Der blev et øiebliks stilhet. Det var likesom ikke de almindelige floskler passet til dette eiendommelige tilfælde. Den forsvundne minister var en vel anset mand, der efterlot sig kone og barn i fædrelandet. Desuten var han partifælle . . .
Da reiste kongen sig.
—Hvad vil mine herrer gjøre? spurte han. Det synes mig at være en alvorlig sak, som kræver en energisk optræden fra regjeringens side.
Utenriksministeren saa sig ubestemt omkring.
—Vi maa vel telegrafere til det meksikanske utenriksstyre og forøvrig avvente begivenheternes gang. Det er jo ikke utelukket, at . . .
Han fik ikke sagt mere. Den ulykkebringende lakei viste sig atter i døren med det ominøse sølvfat. Der laa nok et iltelegram og lyste paa fatet.
Alle styrtet hen til ham.
Denne gang tok statsministeren det uten ceremonier og brækket det hurtigt.
—Det er ogsaa fra Meksiko City, sa han. Og fra den engelske ambassadør . . . Det lyder saa:
Modtok idag fra stationen Perote telegram undertegnet Emiliano Zapata, at den norske minister var hans fange og bragt hen paa et sted, hvor det var umulig for nogen at finde ham. Zapata forlanger en løsesum av den norske stat paa . . .
Statsministeren stanset for at kontrollere sine øine.
—Hvormeget? spurte finansministeren ophidset og lænet sig over sin kollega . . .
—2 millioner amerikanske dollars, fortsatte statsministeren dæmpet, . . . at utbetale i kontanter til den kinesiske spisevert paa stationen Oriental inden 6 — seks — uker fra dato. Ellers vil ministeren bli hængt paa den høieste telegrafstolpe ved jernbanelinjen en time før midnat den 24de mars. Det samlede diplomati i Meksiko stiller sig til den norske regjerings disposition og har allerede rettet de kraftigste henvendelser til præsident Diaz om at træffe foranstaltninger til fangens befrielse. Vi er imidlertid ængstelig for, at det ikke vil lykkes at finde røveren og revolutionsgeneralen Zapatas skjulesteder. Anbefaler at sende hurtigst en mand med de fornødne fuldmagter over Atlanteren . . .
Der gik et støn gjennem forsamlingen.
—2 millioner dollars, mumlet finansministeren. Det er forfærdelig. Og netop nu, da vi har proklamert almindelig brændevinsforbud og gratisbespisning for alle organiserte arbeidsløse. Budgettet er sprængt til det yterste.
—Men vi kan da ikke la vor repræsentant i et fremmed land bli klynget op uten videre, sa justitsministeren. Vi tør ikke for vor æres skyld la vor minister i stikken. Han er jo, naar alt kommer til alt, Norge i Meksiko. Og det vilde være mere end skændigt, om vi, uten at ha ofret noget, skulde faa meddelelse om, at Norge blev heist op paa en telegrafstolpe til føde for gribbene. Jeg skjønner ikke andet, end at vi maa være forberedt paa at bite i det sure eple.
—Ja, men 2 millioner dollars, sukket statsraaden for socialdepartementet. Hvad blir der saa igjen til valgløfterne, de store reformer . . . vi ser allerede bunden av statskassen og nu kommer dette. Hvad vil unganarkisterne si, og hvad kan ikke banditternes ungdomsforbund finde paa?
Statsministeren rystet fortvilet paa hodet.
—Dette er en nationalulykke, mine herrer, sa han endelig . . . Men med al sin tragiske realitet er det, om jeg saa maa si, en næsten latterlig historie. Det er en ministers pligt ikke at la sig stjæle av røvere eller utsætte fædrelandet for et saa uhyre tap . . . Og ret beset har vi mere bruk for de 2 millioner dollars end . . .
Han fik ikke talt ut.
Kongen, der med den største interesse hadde paahørt samtalen grep nu ind.
—Mine herrer, sa han bevæget, la os ikke fortape os i beklagelser. Her er kun et at gjøre. Vi maa sende den bedste mand, vi kan finde, til Meksiko for at ordne saken. Det maa ske i denne aften. Han maa faa fuldmagter til at hæve de fornødne penger og ordne sig med røverpakket. Og denne historie maa ikke komme ut.
—Men manden, hvor faar vi ham fra, spurte finansministeren bekymret. Vi har talere nok, men vi har ikke mænd . . . Ja det vil si . . .
—Jeg kjender en, som kunde klare denne sak, sa kongen langsomt. Han er hverken politiker eller detektiv. Men jeg har hat anledning til at erfare, hvorledes denne mand under to farefulde kriser har grepet ind i utviklingen og reddet samfundet fra truende farer . . .
—Hvem er det? Hvad heter han? lød det fra alle kanter.
—Er han stortingsmand? spurte statsministeren. Eller medlem av partistyret?
—Nei svarte kongen rolig. Det er en ganske jevn og almindelig mand. Han er læge. Hans navn er Jonas Fjeld.