I Jernbanestationens Venteværelse

Fra Wikikilden

Jeg vandrede ind paa Stationen; nu var der en rund halv Time igjen. Naa; Taalmodighed; vi er jo paa Jæderbanen.

Venteværelsets Dør var omhyggelig stængt. Det var jo ikke efter mit Hoved. Mon der ikke skulde være nogen Slags Funktionær eller Betjent eller Skurekone, til hvem man kunde henvende sig i den Anledning? Efter at have besigtiget de lokale Forhold kom jeg til det Resultat, at noget saadant ikke fandtes paa Pladsen.

Ja, ja; hvad der er, det er fornuftigt, siger Hegel; jeg stillede mig altsaa op ved en Væg i Forhallen og læste Jernbaneplakater. Derved blev jeg opmærksom paa, at det Tog, jeg skulde gaa med, paa Plakaten slet ikke var nævnt. Men dermed er det nu ikke saa nøje. Stavangerne ved jo, at Toget skal gaa alligevel.

Endelig kom der en Dame, som vistnok hørte Huset til. For hende klagede jeg min Nød, og saa slap jeg ind; — dog maatte hun først ud og faa fat i Nøglen.

— Jeg befandt mig i 1ste Klasses Venteværelse. Der hersker den allerhelligste Stavangerske Bedehusstilhed. Mine Skridt gjenlyder uhyggeligt i den høje, mørke, nymalede Sal. Den i mere verdsligsindede Byer sædvanlige Jernbanerestauration markeres her af en stor, dydig Vandkaraffel midt paa det ensomme, mørke Bord. Jeg syntes forresten, det var uforsigtigt af de stavangerske Totalister at anbringe Van og Glas paa dette Sted; er det ikke ligefrem en Opfordring til de Rejsende om at medhave lidt Kognak til „grov Kjæft“ — paa sin Lommelærke? —

Maaske for at sikre sig mod den Slags Argelist er der ved Siden af Vandflasken nedlagt en stor, velindbunden — Bibel.

— Jeg saa mig om paa de ødslige Vægge — „Tobaksrøgning forbudt“ — mange Tak. Mon der ikke skulde være flere Ting her, som var forbudt? — Nej; det saa ikke ud til det heller.

Jeg kunde altsaa more mig saa meget jeg vilde. Synge Gubben Noah, tage mig en Svingom, gaa paa Hænderne, om jeg havde Lyst. Kom saa og sig, at der ikke er Moro i Stavanger!

Der hænger et Par Plakater paa Væggene forresten; den ene af dem er hverken mere eller mindre end en Reklame fra et Ølbryggeri. Er nu ikke egentlig det lidt grusomt —? Minde den tørstige Rejsende om noget saa gudsforgaaent... og det er ikke nok med, at Øllet er nevnt og indtrængende anbefalet; det er endog afbildet, og det paa den mest forføreriske Vis, i lyse, nette Flasker, i dybe, skummende Seidler, som frembydes til den tørstige Svend af muntre, nette Kelnerinder med hvidt Forklede og et Smil, som siger Værsaagod. Minde den tørstige Rejsende om al slig Verdens Hælighed, og saa afspise ham med et Glas Vand, som han maaske ikke engang kan drikke, da her bare findes et Glas — og det kunde være brugt?

Men det gik op for mig, at ogsaa dette hører med til den sande Bodsøvelse. Man skal se Synden i dens mest lokkende Skikkelse og dog forsage; da først vorder man ren for Lars Oftedals By. Jeg fandt Ideen god og drak mit Glas Vand, idet jeg fandt det sandsynligt, at Glasset maatte være vasket siden Gaarsdagen.

Ved at vende mig om opdagede jeg bag mig en halvaaben Dør; den førte ind i „2. Klasses Venteværelse“. Da jeg ikke havde noget særskilt at bestille, vandrede jeg ligesaa godt derind. Der stod ogsaa en Karaffel Vand med Glas. Og ved Siden deraf laa ogsaa en Bibel.

Aha; man har altsaa tænkt sig Mulighedcn af, at der nogen Gang kunde findes to Rejsende i disse Haller....

Naa ja; Skik følge eller Land fly. Man er i Stavanger; — jeg giver mig til at blade i Bibelen. Den synes ikke at være meget brugt. De tyske Handelsrejsende, der vel omtrent er de eneste Andenklassespassagerer paa Jæderbanen, har ikke vidst at sætte Pris paa den stavangerske Jernbanestyrelse Omhu for deres udødelige Sjæle. Slig er Verden.

Paa det hvide Blad foran Titelen er skrevet noget med Blyant. Jeg læser:

„Med Hensyn til, at Bibelen er udlagt paa dette Sted, vil jeg blot have bekjendtgjort: alt til sin Tid.
Karen.“
 

Derunder har en ondskabsfuld Haand tilføjet:

„Saamen! Her har man baade Tid og Ro til at forrette sin Andagt“.

— En Ting faldt mig ind: at ikke den stavangerske Dyd har husket paa, i hvilken Grad Bibelen er en Bog — „ikke for Damer“!

Men det er sandt, Stavanger er jo Oftedals By....