I Jernbanestationens Venteværelse

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Jeg vandrede ind paa Stationen; nu var der en rund halv Time igjen. Naa; Taalmodighed; vi er jo paa Jæderbanen.

Venteværelſets Dør var omhyggelig ſtængt. Det var jo ikke efter mit Hoved. Mon der ikke ſkulde være nogen Slags Funktionær eller Betjent eller Skurekone, til hvem man kunde henvende ſig i den Anledning? Efter at have beſigtiget de lokale Forhold kom jeg til det Reſultat, at noget ſaadant ikke fandtes paa Pladſen.

Ja, ja; hvad der er, det er fornuftigt, ſiger Hegel; jeg ſtillede mig altſaa op ved en Væg i Forhallen og læſte Jernbaneplakater. Derved blev jeg opmærkſom paa, at det Tog, jeg ſkulde gaa med, paa Plakaten ſlet ikke var nævnt. Men dermed er det nu ikke ſaa nøje. Stavangerne ved jo, at Toget ſkal gaa alligevel.

Endelig kom der en Dame, ſom viſtnok hørte Huſet til. For hende klagede jeg min Nød, og ſaa ſlap jeg ind; — dog maatte hun førſt ud og faa fat i Nøglen.

— Jeg befandt mig i 1ſte Klasſes Venteværelſe. Der herſker den allerhelligſte Stavangerſke Bedehusſtilhed. Mine Skridt gjenlyder uhyggeligt i den høje, mørke, nymalede Sal. Den i mere verdsligſindede Byer ſædvanlige Jernbanereſtauration markeres her af en ſtor, dydig Vandkaraffel midt paa det enſomme, mørke Bord. Jeg ſyntes forreſten, det var uforſigtigt af de ſtavangerske Totaliſter at anbringe Van og Glas paa dette Sted; er det ikke ligefrem en Opfordring til de Rejſende om at medhave lidt Kognak til „grov Kjæft“ — paa ſin Lommelærke? —

Maaſke for at ſikre ſig mod den Slags Argeliſt er der ved Siden af Vandflasken nedlagt en ſtor, velindbunden — Bibel.

— Jeg ſaa mig om paa de ødslige Vægge — „Tobaksrøgning forbudt“ — mange Tak. Mon der ikke ſkulde være flere Ting her, ſom var forbudt? — Nej; det ſaa ikke ud til det heller.

Jeg kunde altſaa more mig ſaa meget jeg vilde. Synge Gubben Noah, tage mig en Svingom, gaa paa Hænderne, om jeg havde Lyst. Kom ſaa og ſig, at der ikke er Moro i Stavanger!

Der hænger et Par Plakater paa Væggene forreſten; den ene af dem er hverken mere eller mindre end en Reklame fra et Ølbryggeri. Er nu ikke egentlig det lidt gruſomt —? Minde den tørſtige Rejſende om noget ſaa gudsforgaaent... og det er ikke nok med, at Øllet er nevnt og indtrængende anbefalet; det er endog afbildet, og det paa den mest forføreriſke Vis, i lyſe, nette Flaſker, i dybe, ſkummende Seidler, ſom frembydes til den tørſtige Svend af muntre, nette Kelnerinder med hvidt Forklede og et Smil, ſom ſiger Værſaagod. Minde den tørſtige Rejſende om al ſlig Verdens Hælighed, og ſaa afſpiſe ham med et Glas Vand, ſom han maaſke ikke engang kan drikke, da her bare findes et Glas — og det kunde være brugt?

Men det gik op for mig, at ogſaa dette hører med til den ſande Bodsøvelſe. Man ſkal ſe Synden i dens mest lokkende Skikkelſe og dog forſage; da først vorder man ren for Lars Oftedals By. Jeg fandt Ideen god og drak mit Glas Vand, idet jeg fandt det ſandſynligt, at Glasſet maatte være vaſket ſiden Gaarsdagen.

Ved at vende mig om opdagede jeg bag mig en halvaaben Dør; den førte ind i „2. Klasſes Venteværelſe“. Da jeg ikke havde noget ſærſkilt at beſtille, vandrede jeg ligeſaa godt derind. Der ſtod ogſaa en Karaffel Vand med Glas. Og ved Siden deraf laa ogſaa en Bibel.

Aha; man har altſaa tænkt ſig Mulighedcn af, at der nogen Gang kunde findes to Rejſende i disſe Haller....

Naa ja; Skik følge eller Land fly. Man er i Stavanger; — jeg giver mig til at blade i Bibelen. Den ſynes ikke at være meget brugt. De tyſke Handelsrejſende, der vel omtrent er de eneſte Andenklasſespasſagerer paa Jæderbanen, har ikke vidſt at ſætte Pris paa den ſtavangerſke Jernbaneſtyrelſe Omhu for deres udødelige Sjæle. Slig er Verden.

Paa det hvide Blad foran Titelen er ſkrevet noget med Blyant. Jeg læſer:

„Med Henſyn til, at Bibelen er udlagt paa dette Sted, vil jeg blot have bekjendtgjort: alt til sin Tid.
Karen.“
 

Derunder har en ondſkabsfuld Haand tilføjet:

„Saamen! Her har man baade Tid og Ro til at forrette ſin Andagt“.

— En Ting faldt mig ind: at ikke den ſtavangerſke Dyd har huſket paa, i hvilken Grad Bibelen er en Bog — „ikke for Damer“!

Men det er ſandt, Stavanger er jo Oftedals By....