Hopp til innhold

Hvordan jeg kom til Skabet

Fra Wikikilden

Hvordan jeg kom til Skabet.

Gamle, halvtudslettede Billeder fra Barneaarene dukker op, hverang jeg fæster Blikket paa det gamle Hjørneskab i min Spisestue.

Ikke saa, at det paa nogensomhelst Maade har staaet i Forbindelse med min egen Barndom, slig som det staar der med sin mægtige Gesims, sine udskaarne Døre og de drevne Messingbeslag — nei, først senere i Livet har vi gjort Bekjendtskab med hinanden.

Det var i et Vertshus oppe i en Landsby ved Sieg, en af Rhinens Bifloder, hvor jeg streifede om og gjorde Studier, at jeg for flere Aar siden lærte det at kjende. Det var saa stort, at det ikke fik Plads under Taget i de lave Værelser, men var delt i to Hjørneskabe, hvoraf det ene tjente til Buffet i Gjesteværelset, det andet til Glasskab i det indre Værelse: „in der Honoratiorenstube“.

Og det skal Vorberre vide, det var ikke i den bedste Stand, da vi traf paa hinanden. Rødmalet var Overdelen, og Underdelen var grøn, Malingen var ikke ny engang, Egetræet tittede skamfuldt igjennem hist og her, Dørene hang i Hængslerne, og Messingbeslagene dinglede løse om fine Nøglehuller. Paa den ene Dør havde Musene nedentil gnavet et stort Hul for at have fri Passage; ikke saa regelmæssig firkantet som dem, der fandtes paa alle Loftsdørene hjenme til Entré for Husets og Naboskabets Katte, men utvivlsomt anlagt i samme Øiemed af de foretagsomme Gnavere.

Inde i Skabet fandtes nemlig Finbrød, Stump, Kavringer og Smør — deilige Sager for sultne Musemunde, og oppe paa Pladen paraderede em Osteklokke med et Stykke bleg, klisset hollandsk Ost under, et Fad med en høist reduseret Skinkeknote og et stort Sylteglas med marineret Sild, som altsammen saa lige gammelt, lige muggent og lige uspiseligt ud. Jtem paa ot Presenterbret endel Dranmeglas ned de sidste Munde paa og en stor Fvrstikæske af de gammeldagse, runde, rødmalede, med veritable Svovlstikker i, som blot fængede i gunstige Undtagelsestilfælde. Endel Flasker af de forskjelligste Former med lovende, men skidne Etiketter: Gilka, Nordhauser, Boonekamp, alter Schwede — fuldendte et Stilleben, saa uappetitligt, som kun en moderne Maler kunde bave komponeret det.

Men alt dette gjorde ingenting — Skabet havde tiltalt mig. Det mindede mig om det gamle Skab, som stod i Bedstefars Spisestue, og hvortil der knyttede sig saa mange fornøielige Erindringer, lige fra de første Lakritsstvkker til den gamle Portvin, som kvægede Gamlingen, naar han før Middagen kom hjem fra Kontoret, og som senere Studenten fik godt af, naar han var hjemme i Ferien. Det var som en Hilsen fra Barnedagene, og jeg kunde ikke rive mig løs fra det. Jeg kom tilbage Gang efter Gang og drak det daarligste Øl og de fuseligste Likører, bare for at være i Nærheden af Skabet. Jeg gik formelig paa Frierfødder. Og det varede da heller ikke længe, saa var det mit.

Med meget Besvær blev det transporteret til nærmeste Jernbanestation og efter en grundig Rensning og Udbedring opstillet i vort Spiseværelse, hvor det siden altid har havt Plads og gjort Nytte som Opbevaringssted for alle mulige til det daglige Brød nødvendige Rekvisiter.

Men Det er blevet mig mere. Det er blevet et Lem at Familien, en gammel Slegtninq, som fortæller mig Historier fra min Barndom og aldrig bliver træt af at vise mig brogede Billeder, ligesom Moder gjorde, naar jeg havde været syg og ikke fik Lov til at komme ud og lege med de andre Gutter — Vaaraftnerne, naar Solen der borte over Aasen sendte fine sidste glødende Straaler gjennem Asketræet udenfor Vinduet og drev sit rastløse Skvggespil med de bladløse Grene der borte paa Stuevæggen.

Og naar Skumringen kommer, begynder Skabet sine Historier, og aabner man Døren, saa er der altid et nyt Billede.

Skal vi se paa Billederne?