Hvor boede Einar Tambeskjelve?
Det er i nyere Tid (efter Munthe) bleven almindeligt at sige, at Einar Tambeskjelve boede paa Huseby i Børsen (Orkedalens Fogderi); men som jeg skal vise, strider dette mod alle gamle Kilder, som ikke kjender andet Bosted for Einar end Gimsan (Gimsar) i Guldalen.
Allerede Einars Forfædre var knyttede til Gimsan. Styrkár af Gimsar omtales i alle Redaktioner af Jomsvikingesaga, i Fagrskinna og hos Snorre som Deltager i Jomsvikingeslaget, hvor han var en af Trøndernes Høvdinger under Haakon Jarl; han gjenfindes under Olav Trygvesøn som en af Kristendommens Modstandere Aar 997, men lader sig dog omvende (Odd og Snorre), og han nævnes endelig blandt Skibsstyrerne paa Vendertoget Aar 1000 (hos Odd og i Fagrskinna), medens Snorre her indsætter hans Søn Eindride af Gimsar. Der er nemlig den Forskjel mellem Odds og Snorres Stamtavler af denne Æt, at Odd kalder Styrkar „Eindrides Søn“ og Fader til Einar, medens Snorre kalder Styrkár Reidars Søn og lader ham være Fader til Eindride, Einars Fader; Snorre har aabenbart fra en anden Kilde et fuldstændigere Slægtregister over Ætten, og har efter dette fundet Styrkár for gammel til at optræde i samme Felttog som hans 18aarige Sønnesøn. Men i ethvert Tilfælde er alle Kilder enige om, at Einars Fader, nogle ogsaa hans Farfader, havde sit Hjem paa Gimsar, som altsaa ogsaa Einar har arvet. Snorre nævner ikke udtrykkelig, hvor Einar boede; man ser, at han fik Eiendomme i det Trondhjemske med sin Hustru, Jarledatteren, og at hans Svogre Eirik og Svein gav ham Forleninger af Jordegods i Orkedalen. Naar Einar saaledes ved Olav Haraldsøns første Komme i Orkedalen siges at opholde sig i Skaun (Børseskogn), hvor han havde en Gaard, er dette aabenbart en af de Orkedalske Forleninger, som han dengang havde, men senere efter Forsoningen med Kong Olav ikke fik tilbage; det siges jo udtrykkeligt i Olav d. helliges Saga, at han vel fik sine og sin Hustrus Eiendomme igjen, men ikke modtog Forleninger af Kong Olav. Derimod heder det udtrykkeligt, at Haakon Jarl gav Einar alle de Forleninger, denne havde havt under Jarlerne, og dem har han vel senere beholdt.
I andre Sagaer, dels ældre, dels yngre end Snorre, finde vi Einar altid knyttet til Gimsar. I Haakon Ivarsøns Saga, der er en af Snorres Kilder, opregnes de norske Høvdinger paa Magnus den godes Tid, og der siges Einar udtrykkelig at bo paa Gimsar. I „Kongesagaerne fra Magnus d. gode“ sees Einar ogsaa i Magnus den godes Tid at bo paa Gimsar og at reise derfra til Nidaros[1]; samme Saga har ogsaa bevaret en Beretning fra Harald Haardraades Tid, hvori denne kalder Einar „Kjæmpen paa Gimsar“[2]. Vi kommer dernæst til mere eller mindre uhistoriske Sagn i Sagaer fra 14de Aarhundrede; de er alle enige om, at Einars Residens er Gimsar. I den store Olav Trygvesøns Saga fra 1ste Halvdel af 14de Aarhundrede fortæller saaledes en Nordmand i Syrien kort efter Magnus d. godes Død til Olav Trygvesøn, at Einar Tambeskjelve bor paa Gimsar[3]; kort efter nævnes, at Haldor Snorresøn senere tager sin Tilflugt til Einar paa Gimsar, og her lader Sagaen Einar fortælle, hvorledes Olav Trygvesøn efter Slaget ved Svold har reddet Einar og spaaet at „han skal bo paa Gimsar til sin Dødsdag“[4]. Af de Tillæg til denne Saga, som er optagne i Flatøbogen fra c. 1387, kan nævnes, at Fortællingen om Orm Storolvsøn lader Orm faa Aar efter Olav Trygvesøns Død komme til Einar paa Gimsar[5], og at ifølge Fortællingen om „Eindride og Erling“ Einar ogsaa i Olav d. helliges Tid (efter Forsoningen Aar 1022) bor paa Gimsar[6].
Som det af denne Oversigt vil sees, er den hele Kongesagalitteratur enstemmig om, at Einar Tambeskjelve havde sin Residents paa Gimsar, og Snorre afviger kun forsaavidt herfra, som han kun forudsætter, ikke udtrykkelig siger, at saa var Tilfældet; alene en overfladisk Læsning af Snorre kan føre til den Forstaaelse, at Einar havde sit Hjem i Børseskogn. Imidlertid kom det Sted i Olav d. helliges Saga, hvor Einars Gaard i „Skaun“ nævnes, til at blive det Grundlag, hvorpaa man i nyere Tid lagde Vægt, og da Torfæus saavel som Peringskjölds Udgave af Heimskringla gjengav dette, maatte det fare til, at man i det Trondhjemske i forrige Aarhundrede søgte Einars faste Sæde der. Den største Gaard i Børseskogn var Huseby den er nu delt imellem 15 opsiddere og har tilsammen en Skyld af over 40 Mark; det fulgte da af sig selv, at Huseby ansaaes for at have været Einars Gaard, og Schøning siger ogsaa i sin (utrykte) Reiseberetning, at her har Einar boet. Schøning siger ikke, hvorfra han har denne Mening: det synes nærmest at være hans egen Formodning, han har her hverken Beretning eller Saga at støtte sig til. Den Ruin af en Stenmur, som findes ved Huseby, bragte Schøning ikke i anden Forbindelse med Einar, end at han formodede, at den var en Levning af en Stenkirke eller et Privatkapel og saaledes Vidnesbyrd om, at Gaarden havde været et Høvdingesæde. Det varede imidlertid ikke længe, inden Schønings Formodning i det Trondhjemske fremkaldte et „Folkesagn“, som naturligvis gik ud fra den samme urigtige Forudsætning, at Einars Hjem var i Børseskogn, ikke i Guldalen. Klüwer fortæller efter Optegnelser fra sine Reiser i Aarene 1815–17, at de 5 Stene, som findes ved Søen paa Gaarden Nøst eller Nøstad, ifølge Sagnet er reiste af Einar Tambeskjelve, som eiede denne Gaard, og som reiste Stenene for at binde sine Skibe fast. Ligeledes fortæller han, at ved Huseby findes „Rudera af Einar Tambeskjelves Borg, opført af 2½ Alens tyk Mur, 36 Alen lang mod Øst og Vest samt 17 Alen bred“. Begge disse „Sagn“ har imidlertid vist sig at mangle historisk Grundlag. Stenene paa Nøst (rettere Naustan eller Nøstum) i Børsen er, som allerede Schøning forstod, Bautastene og altsaa meget ældre end Einars Tid, og Stenmuren paa Huseby har ved Udgravningen i 1848 vist sig at være Levninger af en Stenkirke paa Huseby, hvis Tilværelse kjendes fra Middelalderen.
Sagnet maatte saaledes udvises af Historien; men den Hypothese, som skabte Sagnet, blev staaende og trængte ind i den historisk-topografiske Literatur. Munthe hævder saaledes i sine Anmærkninger til Aalls Snorre, at Einar Tambeskjelve har eiet Huseby og „maa have valgt det til Bosted, uagtet Gimsar var hans Fædrenegaard“, hvorhos han om Levningerne af Einars Borg henviser til Klüwer. Desværre fulgte ogsaa Munch, som saa ofte, Munthes Autoritet og angav i 1849 Huseby for Einars Hovedsæde, og da Munch mange Aar senere oversatte Heimskringla, foreslog han en Rettelse i Snorres Text i Overensstemmelse med den nye Theori; naar der hos Snorre i Haandskriftet Kringla (det eneste, som har dette Sted) staar: Einarr átti bú ok husabø í Skaun, mente Munch at kunne rette dette til átti bú á Husabø í Skaun, hvilket Munch oversatte „havde sin Bopæl paa Husebø“. Oversættelsen er ikke ganske nøiagtig, thi Ordene kan kun betyde havde en Bopæl paa Huseby, og vilde saaledes i alle Tilfælde ikke udelukke, at Einars egentlige og stadige Bopæl var Gimsar. Men hvad der er den væsentligste Modgrund er, at Rettelsen forandrer en brugbar og i Virkeligheden bedre Læsemaade til Fordel for et nyere og ganske ugrundet „Sagn“, der neppe er mere end 100 Aar gammelt. Desværre har Unger i sin Textudgave af Heimskringla optaget Munchs Forslag i Texten uden nogen Bemærkning om, at det er en Gjætning, som ikke har noget Haandskrift til Grundlag, og dette har atter forledet den nyeste Udgiver, Dr. Finnur Jónsson, til at følge Munchs Rettelse (med Henvisning til Munchs Norges Geografi).
I Hellands Beskrivelse over søndre Trondhjems Amt (II S. 253) er Feilen efter min Anvisning rettet, men Forfatteren citerer alligevel den urigtige Læsemaade hos Snorre.
- Februar 1900.
Gustav Storm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |