Hvidsymre i utslaatten

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Gyldendalske Boghandels Forlag (s. 27-37).

Gertrud sad i kirkestolen en lys sommerdag, med hænderne foldet om Landstad, lidt foroverbøiet og betænkt. En blek trediveaars jente med tykt gult haar og store blaa øine, som stirred og lydde mod første kordørstrinnet under halvlukkede laakk; hun vilde ikke se høiere, for op mod alteret gik præstesønnen bred og stærk, — han var fulgt med faren idag til annexet op i dalen og forretted nu; — var kommet over fjældene just, øst fra Kristiania.

Hun misted hvad han sa — der kom dotter i øren og slør foran øine. Dette, som hændte for en uge siden, var efter hende nu ogsaa — det var efter hende hvor hun sad og stod.

— — Ja, det var stille sommernat, som fyldte kirken; det var et par mil ind i fjældet. Ikke solglimt ind mellem blanke græsstraar, ikke røde paa de borteste nuter, — og hvidbladet vidje stod og sov op i bakkerne.

— — En graasval dugget sommernat.

— — Hun fik det ikke til at sove i utslaatte-løen paa flaten, laa hed og hev sig og tænkte paa mangt; hun tog til at fæle ogsaa, treged[1] næsten paa, hun ikke var fulgt med drengen[2] alligevel hjem til bygden om kvælden, lørdagskvælden.

— — Hun laa i høiet og lydde; der var kommet slik sagte surr i alt, slikt spel, du, og slikt liv — en hel drift op i bakkerne, som trængte sig frem over stengaren[3], sprang og smatt allesteds, vælted sig ind paa utslaatten over hverandre, — et lag[4] av alslags levende, saa stilt og saa blidt.

— — Det tog øret hendes, tog al hendes hørsel; og laaten lokked øiet frem til sprækken i løe-væggen. I lysegraa skodde gled ungdom, barfødt og let, slængte sig og hev med lange myge ben — ét tag fra én led, et andet fra en anden, — og stundom var det, som de kom op av selve jorden; — mødtes mellem saater, satte sig paa huk, sprang i veir, smøg ind mellem hverandre, klemte sig sammen til store følger, samled sig bortmod bækken, som grov sig i krok nedover, yngled og øged.

— — Og der i bækken blev det først skikkelig uro og leven. Smaaunger tisked og lo, klinte sig indtil hvidbladet vidje, sveipte sig rundt, spratt saa frem paa volden igen og gik i ring i bare kæte[5], kom tilbage og fulgte bækken, lag efter lag, ud i vandet, ud i det graa blanke vand.

— — Og derude fæsted de stræng, hver ny som samled sig frem, saa længtende bue fik laat under sig, der den gled uset og let i bække-osen. Men sagte og lav blev laaten, for fingre trykked paa alle strænge.

— — Og saa lekte det sig ud i lange bølger; felen spelte det frem i store følger, i myr, i stargræs, paa blanke vand.

— — Og langs aaskanten bortover løste et ansigt sig frem, — en lys mand, som hun mest ikke kendte, stor pande og blide øine, blød i kind og med smil om mund. Og hun la sig i hans syn; og hun strøg sig mod hans kind.

— — Men det mørkned og mørkned, saa kindet gled unna og manden blev væk.

— — Men felen øged; buen blev hele lange aaskanten, og kassen brede vandet; — men fingre trykked paa alle strænge.

— — Ingen klar let[6]; ingen klar laat — det gled ud i graa nat, al laat av folk og av dyr, ud i skoddegraa syngende nat.

— — Men endda øged felen, saa selve flaten blev fele, som skalv sagte under løen; — og al den kaate ungdommen var med og drog i buen, spratt og napped i strænge. Men altid saa trykked fingre paa dernede og passed, at laaten blev lav.

— — Hun gled ned fra høi-dyngen, frem til døren, skøv den stilt op, saa sommernattens svale flommed ind paa hende.

»Aa hei aa ho«, tonte hun, der hun stod. Dette hented hendes syn, dette stjal hendes mæle — hun vidste ikke, hvad hun tonte:

Aa hei aa ho,
aa hei aa ho, —
ha du reist mæ svevnen min, du?
Berre brakjen[7] stend’ bort i bakkjen aa sæv’[8],
berre auren[9] ligg’ ner i bækkjen aa grev’[10],

Aa hei aa ho,
aa — hei, — aa — ho, —
ken[11] ha reist mæ svevnen min no?

Det tonte ustanselig inde i hende, begyndte paa igen gang paa gang; — det var den laaten i selve natten over volden, hun fik ordene fra den.

— — Saa vassed det i dugvaadt græs langs med løen; der stansed en kar stilt fremfor aabningen, en natgraa kar, som smatt ind i løen, trak døren til uden ord. Hun kendte ham ikke, saa ikke paa ham, spurgte ikke efter navn; — det var vel én av dem, som var med og drog i den svære felebuen udpaa flaten. — — — — — — — — — — —

— »Gu trøste meg!« sukked hun i kirkestolen og klemte om Landstad, — hun hadde siddet saa og tænkt og mindtes sommernatten, at hun ikke var blit var, tjenesten var forbi alt, og folk tog til at gaa. Hun rejste sig og gik; skotted bort i præstestolen i det samme.

Hun gled ud av den gamle kirken, bortefter graastens-muren, hvor der sad tæt av folk, eller laa og solte sig bagom; mest ungdom, som vented, lydde og smilte til felen, som tonte ud i solskælvende luft fra stuen bort i bakken, der bryllups-folk pleied ta ind, de som kom langveis fra; præsten vilde ha sig en pust først, hadde han sagt, før han vied dem.

Men herude tog mindet hende igen, saa den vesle felen rent stilned. Hun fulgte sommernattens glidende skodde, fulgte forbi lag efter lag; hun kendte sig som lekende blad, som flød i rislende bæk.

Hun sansed sig ikke, før hun stod langt bort under bakken, ind mellem hasler, hvor ingen fele-slaat naadde frem; hun tog nogen steg op i græsset, satte sig i mosen bag en hassel, med hænderne i fang.

— — Nei, hun vidste ikke, hvem karen var i utslaatte-løen den natten, — vilde ikke vide det heller; hadde truet sig til at ligge med lukkede øine, da han for om morgenen.

— — Men det var nu ingen, som hadde slik lysegraa skræppe[12] deromkring, uden præstesønnen; for den fik hun se, just som den blev væk nedfor borteste brækkerne paa vei til bygden, — hun var alligevel sprunget frem i døren tilsidst, da hun trodde, han var ude av syne, for at se. — —

Hun blev siddende uden tanke, hørte homlen surre, saa fevrelden[13] hive sig i lunete kast.

— — Der gik lang svær sjø i luften, og paa den flød sommernætters sagte laat, skylled om øine, slikked ind i øret, — gled saa videre, risled mellem græsstraar, smøg rundt om stammer, fyldte og skylled, hvor det kom, la lysegraa skodde paa alt.

Aa hei aa ho
aa — hei, — aa — ho,

sa det i blad, sa det i græs. — —

Med ét var det væk, — hun hørte præstesønnens stemme nedpaa stigen under braatet[14]. Foran gik den unge lysklædte damen fra byen, som var paa besøg i præstegaarden i sommer; han gik efter, snakked lavt.

De tog sig vel en tur, mens præsten vied bort i kirken.

Gertrud reiste sig, stod og lydde; hun kendte ham saa langt væk, og hun kendte ham underlig nær — sut og kæte i slitende lek, saa pusten stansed; det gik højt og det gik lavt som svaleflokkers jag.

De prated lidet, — mest pust, naar han fandt en blom.

»Aa! saa vakker! — aa saa rent for — deilig!« sa hun.

Saa lugted de begge, stansed og lugted igen, som de ikke skulde bli færdig; — og hun fik den.

Gertrud fulgte efter op i bakken, flytted sig sagte fra hassel til hassel; — — ja, det var sommernattens store pande og de blide øinene, det var bløde kindet og smilet om mund! — —

»Faa en av dig, jeg ogsaa da!« ba han om en stund.

»Ja—a«, sa hun ligesom forundret og skyndte sig for at finde.

De gik stille, og hun ledte efter blomen.

»Men hvad vil du ha da?« kom det. »En glemmigei?« la hun til og prøved at le, mens hun napped op en blaa glemmigei av græsset.

»Jeg vil ha dig, jeg!« ropte han og hang sig om hende.

Hun tog imod ham, holdt om med armene. Gertrud hørte hvisk og kælne pust; flytted sig nedover nærmere og nærmere, hun var saa tæt indpaa dem tilsidst, at hun syntes, hun kendte varmen av dem. Hun blev mør i knæ og i krop; satte sig i græsbakken, var ikke god til at staa.

De to gik arm i arm videre langs stigen; vendte saa og kom hidover. —

De slap hverandre og tagde, da de blev var Gertrud; den fine bydamen ledte i volden efter blom. Men saa gik de langsomt igen, gjorde som de ikke saa hende i bakken.

»Eg ska ’kje seia noke[15]«, sa Gertrud stilt ned efter dem, da de gled forbi; hun ledte efter præstesønnens ansigt for at se, om han blev glad; — hun saa bare, at han blev ustø og rød, lod som han ikke kendte, lugted paa en blom.

Bydamen snudde sig lidt. »Aa«, smilte hun stilt og saa løst over lider og fjæld, »folk skal saa vide det alligevel!« —

— Gertrud sad og saa efter dem; — hun vilde været med og vidst det sammen med dem, — hjulpet til at tie om noget i lag med dem, — bare dette ene! — —

De tog hverandre i armen derborte, lo til hverandre.

Længe efter de var væk bag hasselen, blev hun siddende og se bortefter stigen.

— — Ja, det var dette, de vilde, folk, helst av alt, — gifte sig med hverandre! — Aa, det var slik synd! — — saar barnegraat ud i solskælvende luft! — —

Hun reiste sig, svinged ind paa en anden stig, væk fra gaard og kirke; hun var ikke god til at se paa dem gifte sig der borte ved kirken — det var saa vondt, saa vondt! — hun var ikke god til at se paa nogen gifte sig mer. Bare saar barnegraat altsammen ud i solskælvende luft! — —

Hun tog av opefter dalen og indover fjældet, samme veien hun var kommet idag morges for at se præstesønnen og høre stemmen. Hun hvilte ikke, stansed ikke for at puste; jævnt bar det over vaade myrer, langs bare bærgskolter og opefter bratte brækker. Hun kendte ikke, at hun gik; det var som en stærk elvestrøm av stille graat letted hende opfor hver bakke.

Men først op paa slaatten stansed hun, og her først stak en taare frem, en eneste lysræd én, i hver øienkrik. Længe sad hun ude, med ryggen til utslaatte-løen, og stirred bortefter flaten.

— — Hun kunde ikke skønne, at nogen hadde mod til slikt, — gifte sig og saa slaa sig til taals! — Hun, som hadde trodd, at en graaklædd kar hadde hørt en anden fele, han og! For hvad var denne veke bryllups-laaten at møde frem med! — Det var ingenting, imod den brede felen og den lange buen, — mod den svære sang-sjø, som selve livet flød paa, men som skylled høit over kirker og hjem! — —

Det var stilt inde i hende, stilt rundt om, — stilt som op i en hvidsymre[16]-flok langt inde i skogen.

Hun sad der til dugg-skodden tog til at gli igen mellem saater.

Og graasval sommernat la sig sagte over flaten med den brede felen og den lange buen; og fra vand og fra bæk tonte det, og fra hvidbladet vie, som sov:

Aa hei aa ho,
aa — hei, — aa — ho,
her kjem’[17] eg mæ svevnen din no.

  1. trege — angre.
  2. drengen — tjenestegutten.
  3. gare — gærde.
  4. lag — følge, flok.
  5. kæte — kaadhed, overgivenhed.
  6. let — farve.
  7. 'brakje — ener, brisk.
  8. sæv’ — sover.
  9. auren — ørret.
  10. grev’ — graver.
  11. ken — hvem.
  12. skræppe — randsel.
  13. fevreld — sommerfugl.
  14. braat — bakke.
  15. seia noke — sige noget.
  16. hvidsymre — hvidveis.
  17. kjem’ — kommer.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.