Huldren (Kinck)/9

«Din fordømmede bondetamp!» skreg svenden til Huldr’en i dybt bergensermaal, han stod med et glohvidt jærnstykke i tangen og lod slæggen danse truende ved siden av paa ambolten. «No!» snudde han sig mod Sigvart, som strax kom til med den andre slæggen.

«Staar han ikje der aa brænner op kaalen tel ingen nøtte, denne traven.»

Saa hamred de løs. —

Huldr’en slap bælgstangen; han hadde ikke lagt merke til, at svenden trak jærnstykket ud av avlen. Han var rent ør i eftermiddag, for idag ved middagstider hadde han været inde hos mesteren, smed Olai Pedersen i Laxevaag, og underskrevet kontrakten med ham.

Det var til ham, han hadde faat spurgt sig frem, strax han kom til Bergen, for han vidste, han var fra fjorden længre ude, saa det var paa en vis kendsfolk, syntes han, han var hos, endda han var stræng og sint og trued, at han kanske ikke tog ham til dreng efter fjerdingaarsprøvetiden.

Men nu hadde han da tat ham al1igevel. 5 aar hadde Huldr’en pligtet sig til at være der for kost og logi og vask og dertil 5 daler aaret, som han skulde faa i klær. — Og under papiret Stod Iver Monsen Leite; det var det, han raabtes for, hadde han sagt til mesteren.

— — Iver Monsen Leite! —

— Han stod og saa ud gennem det sodede vinduet tvertover smuget og hen i et vindu, som rak helt op i tagrenden; en jente sad der med maskine og sydde.

— — Jaha, det var det, han hed egentlig. Jaha, Iver Monsen Leite! — det var som god smag i munden.

— Han var saa fegjen og glad!

«No ska eg fortelja daaka ein go stub,» sahan, han begyndte at dra i bælgstangen. Svenden og Sigvart stod ledige og vented, mens jærnstykket laa i avlen igen. De svarte ikke, trætte som de var av hamringen.

«Da va han Ola Brække, so sku ut aa skjota têr. Da va endaa ein skjertorsdagsmoron klokkaa. 2.»

«Aak, si, om det var!» skarred Sigvart haansk og tørked sig ligehændt over panden med ærmet. Svenden tog til at smile foragtelig.

Huldr’en saa det, men fortalte videre; de skulde le, naar han svar færdig, for historien var god.

«Brække, da æ no ein gar tæt atte mæ dar, folkje mit æ ifraa, da; ligge høgt op i liaa.»

«Ja vel; saa skorstenspiben rækker op i himlen,» aped Sigvart igen.

«Ja, so va da da, at han kom fram paa mjælkestøilen so tileg, at têren ikje va komen seg te leika endaa.» Huldr’en fortalte hurtigere og hurtigere; de skulde ikke faa tid til at apes.

«So la han seg ne onde ei fora te sova; børsaa atte mæ ’an. Men han hadde ’kje sove lengje, so totte han, han høirte, ein têr leikte. Han op, aa treiv ette børsaa. Men han va ’kje kar om aa fidn’ ena att strax. — Aa têren leikte i kvar fora, verr’ aa verr’; aa fleir’ aa fieir’ vatt dei.»

Nu begyndte de andre at lye efter; de bort ved finbænken ogsaa.

«So saag ’an, da blænka bort i brakekvisten taa messingjen paa børsaa. Han spraang bort aa la ’na op aa sigta; men da vilde ’kje brædna. Han va ’kje go te faa ’na te paa noke lei. — Aa têren fauk om ’an aa leikte; paa resten vatt da têr alt da, han saag. Han slo om seg mæ børsaa i lausa luktaa, men va endaa ikje for vel kar te fri seg, — so søkte dei in paa ’an.

So skjynt’ ’an no da, daa, da va eitkvatt gale, troldom elde sovore. Aa la heimatt mæ inkje; — han va endaa feien.»

Han vented, de skulde le; men ingen lo, de saa bare med et usikkert grin paa hverandre, og de bort ved finbænken snudde sig og gav sig til at file som før. — Svenden tog jærnstykket ud av avlen igen, hedt saa det spruted; det hadde ligget vel længe.

«Da va da, da va skjertorsdag, maavetta,» la Huldr’en til for at forklare; de maatte ikke ha forstaat historien.

«Hi—hi—hi!» lo han saa, spytted og tørked sig om munden med haanden. —

Svenden og Sigvart flirte.

«No har han faat monen op, han og!» sa de og slog løs med slæggerne.

Byguten snakked sjelden til ham; Huldr’en var seig og træg og sentænkt, som det liden hjælp vari i smedjen, syntes kamraterne. A1ligevel aptes de ikke titt med ham, endda der laa ligesom rolig selvgodhed bag de store runde kinder uden træk. De lod ham gaa og stelle mere, som han vilde, saalænge han fôr stilt. — Men idag blev han vel bred. —

— Huldr’en holdt slapt i bælgstangen, med ryggen vendt mod de andre, og saa ned. Han kendte sig saa liden og træt og saar; — om han kunde smættet ud gennem det naglehullet der langt nede og krøbet hjem efter rendestenen, helt hjem til Nykirkealmenningen, og gemt sig bort paa loftet, han bodde paa, lige op under spærrer og tagsten! —

— — Men historien var god; mangen gang hadde han hørt voxne folk storskratte i nøstene paa Neset, naar den blev fortalt. — — Ja, det var det, de kendte Ola Brække, allesammen der, og tyktes, de saa ham, som han kom luskende hjem helgedagsmorgen ned imellem hasleskogen med børsen, som ikke vilde brænde.

— Eller de hadde det paa en anden maade, byfolket, det var kanske det. De forstod sig ikke paa landsens skrøner, og det, han syntes var moro, syntes ikke de var det. — Byguten var fælere i kæften; han snakked saa stygt jamnt om kvindfolk og bandte ligesom paa trods for at terge Vorherre. Ja, Huldr’en hadde hørt dem nede i smuget true hverandre paa livet og syne kniv; de var ikke rædde for en blodsdraabe, de, naar de blev sinte. —

— «No faar du ikje glømme te blaase, storskrøneren,» kom det med dyb skarring fra svenden, han skulde ha jærnstykket ind i avlen igen.

— — Men historien var kanske i grunden ikke god, og byguten hadde ret. — —

Jaja, han hadde det paa en anden maade, han; det gik ikke med historier fra bygden hans her.

— De drog jærnstykket ud igen. Huldr’en slap bælgstangen og snudde sig og saa bortover smedjen. — — Nei, der arbeided de allesammen; de hadde glemt skrønen alt, som ikke var god, og ingen øine skotted bort paa ham og lo. — — Det var nok fæle folk og uvørne, som ingenting taalte; men de gik ikke og tisked og lo av hverandre, som hjemme. De var greie slig! —

— — — — — — — — — — — — — —

Klokken var 8 samme lørdagskvælden. Alle slap redskaberne for at komme avsted saa fort som muligt.

«No faar du Iver sanke ihop desse naglerne,» skarred svenden, «aa læse av døren aa bringe nøklerne bort te meg; her er di.»

Huldr’en sa ingenting. Han fik altid et eller andet sligt extra om kvælden, han vidste ikke ret, hvorfor. Kanske det var, fordi han aldrig mukked og gren slig som de andre. — Eller det var kanske, fordi de hadde mere tillid til ham. Han var eneste ansvarshavende bestyrer af Værkstedet om kvælden, hadde svenden titt sagt til ham. —

Det var svære nagler, som skulde bringes bort paa en bænk, hvor hoderne filtes.

Han blev staaende med to nagler borte ved vandtrauget. Han holdt dem i tang og stak dem nedi, saa det suste let; de var ikke kolde endda.

— — Ja, byfolket var underligt! — de gik ligesom ikke og tænkte paa noget, de, gik ikke og bar paa noget, som en ikke saa med det samme. Der var slig rammel og braak med dem; — og andre fik heller ikke gaa og tænke paa noget — de ødela alt. — — Derfor likte i grunden Huldr’en altid disse kvældsstunderne alene i smedjen. —

Han snudde sig og saa bortover smedjen. Det var, ligesom han hadde udført alt dette arbeidet, som laa bortover bænker og henover gulv. — — Smed Iver Monsen Leite! — jaha.

Men først maatte han staa med bælgstangen, til der blev en ny svend i smedjen, og der blev oprykk; han maatte staa der og blaase, dag ud og dag ind, gerne hele aaret, til en ny læregut kom og blaaste. — Og saa avenserte han til slæggen, — al fort opover; strax en plads blev ledig, var det til at rykke op. Det kunde gaa snart, hadde han hørt, saa en naadde frem til finbænken paa et fjerdingaar; men saa kunde det gaa sent og.

Men om 5 aar var han udlært, hvordan det end gik. Og da skulde han reise hjem med ambolt og slægger og filer og skruer, — smed Iver Monsen Leite! — — komme med dampen en godveirsdag, en dag, naar havgulen gik slig frisk blaa, og sjøen slængte Sig hvid op paa holmer og næs. Og saa stod de paa bryggen, hele stranden, Laavikj’en og Pera-Jon’en og Hans’en og Vetle-Brita og alle de andre. De hadde hørt gjetet, at den nye smeden skulde komme — smed Iver Monsen Leite. — — Og han skulde levere en rød første plads biljet, naar han gik iland.

Det kunde hænde, de hadde glemt klængenavnet hans ogsaa da! — —

Han vilde bygge en smedje, en stor smedje, med skildt — smed Iver Monsen Leite, skulde der staa —, og holde en mængde læregutter. Og inderst inde skulde han panele av et værelse; der skulde han ha kontoret sit, just som smed Olai Pedersen i Laxevaag; bare av og til skulde han kige ind, se paa arbeidet og bruge sig, just som smed Olai Pedersen i Laxevaag. —

— Han stod og saa ud imod ruden paa den anden side av smuget. Men nu først blev han var, at det var jenten, det lyse, hun som sad og sydde for en stund siden; hun stod med ansigtet lige hen til ruden, han syntes, hun vinked let med pegefingeren og vented en lang stund mellem hvert vinket.

Han la de sidste naglerne bort paa bænken, laaste døren og gik. Saa var han op til svenden med nøklerne.

— Ned paa storeveien, som gik ind til byen, var der liv; folk var saa glade ligesom og lette, baade storfolksjenterne i hvidt forklæ og de i trætøfler. Der var kommet fuld vaar i luften — det var alt sluten av april —, og det var lyst av dag endda klokken 8½. Hver gade laa som slaak, som vaaren rann ind efter.

Et stykke gik Huldr’en snart, det var lang vei; men da han naadde helt ind i byen, misted han hugen at gaa hjem endda. Han begyndte at gaa sagte.

Han saa ingenting bestemt, bare lydde paa det ustanselige skrabet bortover fortogshellerne fra folk, som gik.

— — Det var underligt med jenten attom vinduet.

Hun hed Marie; det vidste han, for det hadde Sigvart fortalt, og saa hadde han knept igen det ene øiet og lét med det andre og sagt, at han hadde været paa besøg hos hende. Han hadde ikke sagt mer den gangen; men senere hadde han spurgt, om ikke Huldr’en ogsaa hadde hug til at prøve — det blev ikke saa kostbart endda.

— — Der var et evindeligt rek, og han gled stille og blødt gade efter gade; han kendte ikke, at han gik, endda han var træt; hellerne letted sig op og bar, og det ene menneske svæved forbi ham efter det andet, som flaggermus i mørke; han kendte ingen og saa ingen. — —

— — Marie —, ja, saa hed hun. «Smee-Marie» kaldtes hun ogsaa. — Det var ikke farligt,hadde Sigvart sagt, det var omtrent bare de smedene hos Olai Pedersen, som kendte hende; det kunde være værre med andre kvindfolk da, slige de hadde set i smugene hjemover om kvældene. — Og vakkert ansigt hadde hun; det smilte og var blegt og blidt. —

— Han var en tosk, var han, at han ikke smatt ind tvertover smuget, med det samme han hadde laast av døren. Han kunde jo bare drukket en flaske øl — ikke mer — og gaat igen; det lod sig ogsaa gøre, hadde Sigvart sagt. —

Han stansed og tygged paa læben.

— — Jamen var han en tosk, ja! Han saa det blege ansigtet og de røde øinene, som suged.

— — Hun hadde tænkt paa ham, hun; det var tydeligt, det. —

Men nu var det leit at snu igen.

— Og kanske hun hadde lagt merke til ham flere dage itræk, længtes og likt ham; hun tyktes, han var snedden og kæk, mere end de andre drengene; — det kunde godt hænde? det, for det han vidste. — — — — En byjente, som likte ham! — en fin en, — i kjole! — De hørte til storfolket, de! —

— Han snudde og gik udover mod Laxevaag igen.

— — Det var synd om hende ogsaa, at hun skulde siddet der og ventet og blit narret. —

— Han gled ikke længer. Benene var blit rappe, og synet var blit skarpt, — han saa hvert menneske, endda det var tusmørke. Det vided sig ud og voxed inde i ham; pusten blev dybere og næseborene større. Det var akkurat som den sommerkvælden paa støilen. —

Saa stansed han lidt paa farten; han kendte sig saa tilfreds, han kunde ta det med ro. — — Han la hodet bagover.

— — Og saa skulde han pikke paa glaset, let, og hun skulde komme ud i gangen og be ham ind og leie ham i haanden. — —

Det var ikke en slig, som hvemsomhelst kunde gaa til, — nei da! Det var ham, hun hadde længtes efter, bare efter ham; derfor var hun bleg og blid, og rød i øienkanterne. — — Aa—h! — —

Og lørdagskvælden, det sar nett en passelig kvæld, det. —

— — Og mennesker gled i skumringen indover mod byen — uden at han kendte og hørte og saa.

— — Nu skulde de set ham, Pera-Jon’en og de andre! Han hadde syntes, de var fæle, som fôr paa jentetusk ud og ind stranden om kvælden. — Dette var fuldt lige galt; — kanske værre ogsaa. — — Men det behøvde ikke bli det; han kunde bare ta en flaske øl og skifte med Marie, og saa gaa. — — — Ja, det var i grunden værre med det jentelevnet i bygden, for der trodde jenten bestandig halvt om halvt, at det var bare til hende, én gik, og ikke brydde sig om nogen anden; de gjorde sig tanker, og saa blev de narret. — Nei, Smee-Marie vidste, han kom til hende som alle de andre hos Olai Pedersen; hun gjorde sig nok ingen tanker, der var det greit. —

Han øged farten.

— — Det var jo ikke sikkert heller, at hun vinked og vented, — nei vist var det ei! — For det var skummert alt i det trange smuget, da han fik se hende fra smedjen. — — —

Saa fik han gaa igen — det var ikke værre. — — Det skulde bare være moro at se! —

I smuget var det mørkt næsten. Han la sig ind til det lave vinduet og pikked én gang med pegefingeren. Saa sprang han frem paa den anden side smuget. Han vilde bare gøre det én gang, saa kunde hun tro, han hadde rendt imod ved et træf.

En stol skrabed derinde; hun reiste sig vel. Saa lukked det stilt paa døren ud til gangen.

«Er det noken?» kviskred og skarred Smee-Marie blødt.

Den blide stemmen gav mod, Huldr’en kom over og lige ind i gangen.

«Her er noken inne før,» kviskred hun igen, hun gik helt ud i gangen og trak døren til.

«Men du faar komme ind igen te meg siden,» la hun til.

Saa lukked hun paa døren, nikked og smatt ind. —

Men gennem dørgløtten syntes han, han saa Sigvart ved et bord med en ølflaske paa.

Han gled nedover smuget igen ud paa gaden.

— — Saa han Sigvart var gaat hjem og skiftet klær, og var kommet igen, den skælmen! —

Han var lige hændt om mad, da han endelig sent paa kvæld var naat frem op paa loftet paa Nykirkealmenningen, hvor drengene laa paa gulvet; han krøb under kvitlen med det samme og prøved at faa sove. Men han fik ikke med det første, saa træt han end var.

Det suged under brystet, og han sveded og blodet brann. Han hev sig og kunde ikke komme til ro.

Saa mindtes han med ét Gurina. Der blev saa stilt inde i ham. Han begyndte at kviskre navnet halvhøit, for nu laa der ingen ved siden; alle drengene var ude. Han trev om puden og kviskred høiere og høiere, saa hed graat steg op i øinene. — —

— — Det var underligt, som Gurina var kommet rent væk paa dette fjerdingaaret. Han tænkte saa sjelden paa hende. Arbeid og stræv var det hele dagen, saa der blev liden tid til det da, og byguten braaked; — og naar det blev stille paa lemmen om kvældene, sovned han strax.

— Og stundom hadde han tænkt som saa, at hun var nu død ogsaa. Saa det var jo ikke stort at tænke paa heller. —