Huldren (Kinck)/7

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den høstkvælden stod Huldr’en bag huset til Ola Haugjen og saa over paa anden side elven til kammerset til Gurina paa Neset. Lys var tændt alt; men det var blegt, for det lyste endda lidt av dag. —

Ja, hun hadde vel hat ret den kvælden, hun sa, at hun nok ikke gjorde det saalænge. Idag hadde han set doktoren gaa derned ved middagstider og bli lang stund derinde.

Det var den uveirsdagen paa støilen senhøstes, som hadde knækket hende, den gang det snede og hagled, saa kyrene stod stille bag selet og dirred av frost. Hun kendte, den krimen hadde sat sig saa pass fast, at den aldrig vilde komme til at slippe hende helt. — Og derfor hadde de to ogsaa strævet sammen her forleden med et papir, som skulde si saa meget som, at Ivar skulde ha alt, som blev igen efter hende, kisten og skrinet og pengene. —

Han hadde ikke hat ro paa sig idag; mangfoldige vender hadde han lurt sig ud av skjykkjen, hvor han hugg baxteved for Ola Haugjen, og bagom husvæggen. Han vidste saa grant, hun laa og tænkte paa ham, og naar han stod der, tyktes han, at han kom hende nærmere og saa hende. — —

— — Der laa hun og hosted alt i ét og pusted, pusted saa tungt; — og han kunde ikke hjælpe, ikke lette hende noget! — — Han kendte brystet, hvor det gik, og saa øinene, som laa lukket. —

Ja, han kunde ikke gaa bort i kammerset hendes engang, — der sad jo fuldt av kærringer med spøt; hele dagen var der nogen, men flest om kvælden, nu da hun var kommet skikkelig til sængs.

Der smelted inde i ham noget. — Bare faa siddet paa sængekanten og holdt paa brystet for at stagge det lidt! — hun maatte jo dræbe sig med bare pust; — men han turde ikke lure sig bort til vinduet engang og kige ind, for der gik veien lige forbi paa den side. —

— — Paa denne maaden stod han snart alene; Gurina var den eneste kamraten, han hadde. —

Han saa op paa furulien, som løfted sig svart, og mod den urolige stormhimmel; der var slig drift i skyrne, der de kom seilende mørke, den ene efter den anden, fremfor maanen og de lyse, blaa gløtt. Uveiret var ikke kommet endda, men én hadde det vel snart, slig brak der stod fra fjorden.

— Om han og hadde faat krim den gangen! — Ja, saa sandelig, hadde han ikke da villet ligge stille og dø i samme kammers som Gurina — saa kunde «hit folkje» faat sat sammen og sagt, hvad de vilde!

Ja, ja. Han leved vel alligevel ikke saa længe efter Gurina. — Hvad i al verden skulde han ta sig til! —

Tankerne var borte en lang stund. Saa blev ansigtet lidt efter lidt uden træk, pusten blev stærkere. — — Han eied noget lige fuldt; og nu eied han det ikke her engang, — rent bort fra «hit folkje». — Han var selvstændig kar, hørte ikke hjemme nogen Steds, leved udenfor alt, — og tænkte bare paa Gurina.

Det var noget nyt, det der. — Han saa op. Han kendte sig stærk, urokkelig stærk, saa han glemte, at Gurina var syg. —

— Han faldt sammen igen. — Derinde bag den tynde bordvæggen gik kævlet med skiftende laat, mat i begyndelsen, før emnet var udkævlet; men saa blev tonen høiere og høiere, jo længer én kom ned paa baxtebordet, til det blev bare til en pib næsten; — og saa den tynde fløien, som tog indunder og Slængte bort paa hellen, saa det skrabed; — og dyp med rjovippen i vandbytten og stryg bortefter leiven. Saa blev den lagt sammen og klappet paa og kastet bort i haugen til de andre.

Han lænned sig op imod bordvæggen; der kom varm røg i blaa remser ud mellem fjælene. Han fulgte med den ene leiv efter den anden.

Tilsidst var det, som han skulde sovne av. Der blev en let rist i væggen, saa en knirk i den gamle døren, som en aldrig fik rigtig indtil uden at løfte. Det var sagtens en kærring, som kom for at faa med hjem en fersk leiv til kvælds.

«Signe arbeie!» sa det; det var Lisbet Holmen, som vel var paa hjemvei til pladset sit. Hun kom nok fra Neset, hvor hun støtt var nu, mens Gurina var syg.

«Jau tak!» svarte Guro, Ola Haugjens kone. «Du æ gjild, du ser te meg. Du lyt’ sjaa te faa sitja; — du fidn’ alti ein plass.» — De flytted paa en stamp, hørte Huldr’en. Saa blev det stilt.

Hun kom saa titt til Haugjen, Lisbet Holmen, om sommeren og udover, saalænge mor hans var borte.

«Da ser ut te styggavêr i kvæld,» kom det tilsidst fra Lisbet.

«Vette gjedna da du. Eg ha no lite vore ute i al dag, uta kor gaang eg ha lote ruska etta denna guten, so ikje æ go te so mykje so halda meg mæ baxteve eingaang.»

Ivar rørte sig ikke; hvad brydde han sig om det idag!

Hun slængte leiven av takken. «Du kjeme kanskje fraa Nese — fraa Gurina?» kom hun sig over i en ny vei, idet hun skifted tone.

Ivar snudde paa hodet, saa øret kom ind mod sprækken mellem bordene.

«Ja daa. Ho gjere da nok ikje længje, da eg kan sjaa. — — Ja, han sa da, doktaren og.»

«Nei, jaso, du!»

Saa blev der ikke sagt mer paa en stund. Blodet steg til hodet paa Huldr’en, men endda hørte han hver lyd fra kævlet, som rulled og peb, og fløien, som skrabed, og vippen, som drypped. Ja, endog spøtepinderne til Lisbet hørte han slog mod hverandre. — Han syntes, han saa de to sidde derinde, tvert gennem mørket.

Hun maatte si mer, — eller bare det samme op igen paa en anden maade. Det skalv gennem ham.

Guro stansed med kævlet. «Aa ja,» sukked hun og var stille i mælet. «Døden æ ’kje grei te koma ut fø, han gir ikje henstand, den karen. — — ’Døden kommer, er ei sen’, so skreve staar; ein kan venta ’an, noken kvar taa os.»

Saa var det stille.

«Aa jaja — ja, — san,» sukked Lisbet og gæsped; nu var de færdige med det. —

Den anden gav sig til med emnet igen. Huldr’en stod døende stille og vented paa mer; men kævlet rulled lang tid ihærdig, uden at ville gi sig. Saa kremted Lisbet, hun vilde si noget:

«Men da konde træffa, dar æ fleir, so døir, dar du.» Hun kviskred det, men Huldr’en hørte hvert ordet alligevel. Saa hørte han ingen ting paa en stund; han trykked sig indtil, men han kunde ikke komme efter, om de snakked, — han trodde, de gjorde det. Med begge hænder tog han tag i bordet og sled det løst fra de andre; det var saa raaddent, at spigeren stod igen, det var det, som var lykken. En lysstrime fra ilden under takken og talglyset i flaskehalsen kom skærende ud gennem sprækken, saa han blev ør et øieblik. Det varte ikke længe, saa fik han fat i dem med øinene; munden rørte sig ikke paa dem, hun, som bagte, sad og grov med fløien i riflerne paa kævlet efter deig. Han stak ansigtet saa langt ind, han kunde komme; det mødtes av røg og av lugt fra fersk fladbrød.

Han saa paa Ola Haugjens kone, at hun var forveten; hun sad jamnt en lang tid med noget andet ligesom da — han kendte hende. Saa spurgte hun ligehændt:

«Kor daa?» og pynted paa leiven.

«Jau, doktaren spore so løie i kvæld, daa han hadde høirt paa bringaa henas. Han leste kviskra, men eg høirte da rett. — — Gurina æ mæ badn, da trur eg.» — —

«Eg meine, du æ — —! — Oi—jh, da gamla trodle —!»

«Eg æ sikker. — Doktaren ha vel maatte set eitkvatt, daa han høirte.»

«Nei no—!» brød hun ud og la kævlet fra sig et øieblik. Saa kviskred de videre. —

Det gik rundt for Huldr’en. Men han kunde ikke komme bort fra sprækken; han stirred ind i lyset og røgen uden at høre og se noget bestemt. Bare to ansigter, — to fæle dyr, — stygge fugle med kvite klør og med kvite bæb, som sad derinde og hakked i ham og klorte og sled; — og han kunde ikke rikke sig.

Saa hørte han et og andet ord og forstod, hvor de var. Nu kendte ogsaa Guro lidt til det; og hun kunde fortælle, hvorledes Huldr’en var borte av og til om nætterne udover høsten, og hvorledes han Ola hadde truffet ham sent en kvæld bagom naaven borte paa Neset, der Gurina bodde. Og saa la de sammen, og det blev sikkert, at Huldr’en var far.

Han smalkned sammen, hvor han stod; han syntes, han godt kunde smette ind gennem den smale sprækken, — saa tynd var han.

— — Til alt dette, som hadde fyldt ham hele høsten ud igennem, hver kvæld han skulde ha en stund for sig selv og stod og stirred mod lyset i kammerset for at se skyggen, naar hun kom fremfor, — eller en og anden mørk nat, han voged sig helt over elven og op braatet, hen til vinduet, eller endda længer, — til alt dette sad de to og risted paa hodet og gren: Var sligt ligt sig! — han, — bare en skidtunge! —

Og strax fik hele bygden tag i det, — ungdommen med! — — —

«Aa, snyt ljose, Lisbet, æ du gjild; du site so leleg te,» bad Guro.

Huldr’en vogned i det samme og rev sig bort fra sprækken; han stod paa bakken og pusted tungt. Lysstriben naadde et kort stykke bortover.

— — Saa han virkelig var far, — — far! Lette minder for gennem ham, som lynblink langt borte, fra mangen kvæld og mangen nat, — ting som han leved op igen, og som løste ham op; men kvælden paa støilen endte han med, den kom igen gang paa gang. «Æ du kjeteg?» kviskred det; og han skalv stilt; — og han holdt hende om nakken under haaret med begge hænder, — aa, hun var saa snil mod ham! —

Han lukked øinene. Det var, som nogen bar ham henover jordet, der han skridted frem i den lange haa; han kendte ikke, at han gik

Han hadde barn! — han var far! — — Aldrig hadde de været hverandre nær som dennegang, aldrig hadde de eiet noget sammen som nu. — — Han far! — —

Et stykke oppe gik det bratt ned mod elven; her lod han det staa til nedover i mørket. Han gled i den regnbløde jord, rulled og reiste sig, uden at merke det. — — Han far! — —

— Dernede i kanten stod det vesle kværnhuset til Ola Haugjen, med slaaket, som laa paa si1ende stene op over imod en høl ovenfor, der det tog vandet ind. Men stemmen var oppe, saa det naadde bare halvveis; saa stup ned igen mellem smaastenene med hul larm.

Huldr’en fik krogen av døren. Men før han gik ind, letted han i stemmestangen, saa luken faldt ned i slaaket og vandet kom farende nedover mod kværnkallen. — Han maatte ha brak i kvæld, brak ind paa sig; det var for langt bort, braket fra uveiret ude i fjorden! — Kallen stod raadløs et øieblik; det skalv, og vandet spruted mod skækerne og silte og sled. Men det drygde ikke længe, saa gjorde stenen et nap, huset risted, og kværnen var i gang.

— Han far! — — Han satte sig ned paa en krak, som han vidste, skulde staa bort i krogen. — Og hun, — Gurina mor! — Det var saa underligt, det var ikke til at tro! —

Kværnen risted og knaged og skreg, og kværnstenen skrabed og peb.

«Gurina!» skreg han i mørket; men han hørte ikke sin egen stemme, bare kendte i kæverne, at han skreg. «Gurina!» hudde han i igen, alt det han kunde, saa mælet brast.

— — Nu naadde han hende, nu sad hun her. De sad her to ene, gjorde de, han og hun.

— — Ja, var det ikke det, hun hadde slaat hen paa en kvæld oppe paa støilen. «Eg syte fø, da konde vetta noke taa detta, Ivar,» hadde hun sagt. Men hun blev ikke anderledes mod ham for det; — kanske hun ogsaa var glad ligesom han nu. — — Der laa de gule fletterne, halvt løse i ringer ned paa ryggen. — Han saa hende saa klart. — — — Og saa hadde de et barn sammen, et lidet et, med gult haar, ligesom hun hadde! Barnet sad paa fanget hans i braatet, og Gurina laa paa knæ i mose nede i hølen og skolled klær, — klærne til vesle barnet, — smaasokker og kappe og klud; — og dem brugte hun ikke banketræ til heller, for det var saa smaat alt; — — aa herregud, saa smaat det var! — —

«Gurina!» skreg han.

Han helded sig bagover mod væggen. Nu kendte han armen hendes i nakken sin; han laa paa den ligesom i de lyse nætterne oppe paa støilen. — — Aa jøsses, aa jøsses, — hvor hun var god imod ham, stille og blød og god, saa han kunde braane! —

Han knepte øinene til av al kraft og sad uden tanke og risted paa krakken. Kværnstenen var skæv, av og til bare tog den nedpaa; han hørte, hvor det skar i da, og det gik mere traadt, saa der blev en stans næsten, og skækerne i kallen under tog imod vandet, saa det suste værre end før og skvaled og drev. Men saa fulgte han med videre, naar det løsned igen, og kallen fik fart, saa vandet dured frit ned mellem stenen. Det var takt i det, hurtig takt, som han tramped til med foden:

«Dei da de li, da de lo — da de lo.»

Den ene omgangen efter den anden. —

— — Og han og hun — og bare de to eied et barn sammen! — —

Med ét for døren knirkende op, et vindkast fyldte kværnhuset og drev melrusk om i luften. Huldr’en sprang op og stod stiv av rædsel; han vidste, de sa, at det spøgte der i kværnen, det var han ikke kommet til at buske paa før.

Han gik frem i døren og saa ud; det var stygt ude, indveir med storm og regn. — —

— Han trodde, han var gal, — lod han ikke kværnen gaa midt paa svarte høstnatten! Ja, Ola Haugjen skulde set ham nu, han som trued ungerne saa for kværnen; han begreb ikke, hvordan han hadde voget det. — Han halte i stemmestangen, saa han fik stanset vandet, og hægted paa krogen i døren.

Det suste ned, regnet, da han krøb op den vaade bakken igen, og sydvesten dured i hasselstuerne. Han gled bort gennem haaen, hvor bækker rann av regnet. Men borte ved husvæggen til Ola Haugjen stansed han. De hadde nok lagt sig forlængst de derinde; det var mørkt allesteds.

Det var gildt. Saa var han sin egen herre. Han vilde over elven igen nede i osen og bort paa Neset.

— — Nu laa hun med barnet deres og tænkte paa ham; han kendte sig saa voxen, — — hun laa og tænkte paa ham, — ja! — Men det var slukket derover, saavidt han kunde se fra Haugjen. Det begyndte at banke i ham — hvad skulde det bety? for sidste natten hadde folk siddet og vaaket hele tiden. — Han sprang nedover bakken, over elven og op den anden side.

Nei, der var da lidt lys i vinduet, men det var svagere end før. Han la ansigtet lige hen til ruden og glaapte ind; det var en talglysstub, som var ved at gaa ud. En kærring fra Neset stod og helded sig over Gurina og la øret til munden.

Det stansed op inde i ham. «Haa nei—j!» stønned han. — Endda helded hun sig over hende.

«Du ska ’kje!» skreg han og slog mod ruden.

Konen reiste sig og saa sig om; men saa la hun Gurina’s arme sammen, stelte med ansigtet, trak aaklædet opover, tog i lyset med fingrene. Strax efter gik det i døren.

Huldr’en vidste, at hun vilde komme lige forbi ham, men blev alligevel staaende; — brydde han sig om, hvad folk sa!

«Æ da du, Ivar, so fer’ mæ utangaskab om nættena, naar folk døir?»

«Æ ho dø?» spurgte han og svælged efter luft.

«Ho slokna nett no, daa du pikka paa glase.»

Det blev stilt; brystet vilde springe, fordi han ikke fik pust ud.

«Du lyge!» skreg han indsint tilsidst.

«Eg trur, han æ spænt galen, guten,» sa hun og blev borte om hjørnet. —

— Nu løsned det inde i ham. Han la sig ind imod ruden med hænderne over panden, knepte øinene krampagtig til og storgraat og hixted.

«Gurina,» tagg han og bad, op igen og op igen, saa saart og saa sutrende varmt og saa syngende fint, som han vann; han vendte paa navnet og sa det paa utallige maader, og graat uden stans, til alt i sindet var smeltet væk og øinene var tørre og saare.

Han sank sammen og blev siddende paa huk nedenfor vinduet, med hodet mellem knærne, mens tagdryppet silte ned gennem rygg og bryst. —

— Det var ligesom et andet menneske, som reiste sig og gik hjemover; det var ikke ham længer, som styred benene og kendte stormen. Han gad ikke gaa paa stenene, men vassed bent ud i elven.

Hvad skulde han nu egentlig hjem efter? — — Det var det, der var ikke noget andet sted at gaa. Han kunde siddet derude paa berget hele natten gerne; men der var storsjø og brak, — og nu maatte han ha det stilt, slig som det grov i bringen hans, — — ind under aaklædet, sammenkrøbet, saa han kunde være alene; — alene med Gurina, for hun var ikke død, det var bare noget, kærringen paa Neset trodde og sa; han kendte det saa vel paa sig. —

Det knirked i døren, da han aabned den; han maatte lette i den for at faa den indtil igen. Saa fôr han or klumperne og gik stilt op paa lemmen og la sig.

— Huldr’en laa længe udover natten under aaklædet og skalv av frost; han kviskred «Gurina» alt i ét og holdt om ene hjørnet af puden med begge hænder; — det var nakken til Gurina ind under haaret.