Huldren (Kinck)/5

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var midt i september et par aar senere. Stille regnskodd og graat.

Der var liv oppe hos Ola Haugjen, for Vetle-Ivars mor, Eli Leite, «Huldraa», var flyttet ind i kammerset sit; hun var netop idag kommet hjem fra sommersjauen paa støilen inde i fjorden, — noget tidligere end hun pleied. —

Hun fôr ind og ud mellem kammerset og kogeovnen i gangen, larmed med gryderinger og misted laakket av kaffekjedlen, saa det klirred indunder ovnen.

«Sjaa aa fidn da fram, du Ivar! — du æ liten, du, aa tudn,» raabte hun.

Og saa skreg hun op til Guro, Ola Haugjens kone, som holdt til paa lemmen, at nu fik hun komme ned, vilde hun prøve kaffeen hendes. —

Vetle-Ivar strøg stilt ud og bort i skjykkjen, hvor han satte sig paa sagekrakken med hænderne i lommen. Skjykkjedøren stod oppe; han vilde ha udsyn til stien, som gik ned braatet til hølen, der han hadde saadan halvt vent paa, at Gurina skulde komme. — — Han vilde lure sig ned, saa hun ikke saa ham, og saa med ét byxe frem paa en sten ude i hølen. Det var slig moro at komme braadt paa hende dernede og faa hende til at kvække og se skræmt op, og saa bli blid. «Ka — — æ da deg, Ivar?» sa hun da; hun blev saa glad, skønte han, saa han kendte blinket fra øinene, endda han ikke saa. — — — Og det var saa godt under bringen at se, hun var glad. —

— Der fulgte altid sligt braak og staak med mor hans, der hun kom; hun kunde ikke ta det med taal; prated høit, saa alle folk hørte og lo av hende. Engang i vaares bort paa Neset hadde han hørt dem kalde hende «skrubhævelen sjaa Ola Haugjen». — — Der var ikke levende fred at faa, der hun var, — godlaat og fantord paa samme tid, saa han blev rent øren.

Men det var nu det, hun var borte hele halve aaret næsten paa sæteren som budeie; da var det stilt hos Ola Haugjen. Saa det kunde endda gaa an at være husvild den ene halvpart av aaret.

Og saa hadde han Gurina nu. — — Aa, han fik slig hug til at gaa bort paa Neset til hende! Altid hadde han det, men allermest, naar han var sammen med moren; da tænkte han ikke paa andet end paa Gurina, hun, som tog det med taal og sa saa lidet; — især naar moren brugte sig, — da var det som han ikke hørte eller saa andet end Gurina med de to gule fletterne i ring paa ryggen; slig hadde det været idag mere end ellers.

Men han turde ikke gaa der bort, for bedst som det var, raabte moren paa ham igen; og saa var det pisk, — eller svær kæft, var han heldig. — Men han kunde altid vente her i skjykkjen; og saa han hende gaa ned i hølen, vilde han ogsaa ned, han hørte altid mor sin derfra, om hun raabte. —

— Huldraa og Guro sad inde i kammerset med kaffeen, hældte i skaalen, blaaste og drak.

Og Guro fortalte om den nye jordmoren, som var kommet, og om den nye dampen, som gik én gang om ugen, og om bønamanden Pedersen fra Stavanger, som altid havde fuld stuen ude i skolehuset. — Her var saa meget, som var sket i bygden i vaar og sommeren fremover, som Eli Leite ikke vidste om. De prated uden stans og smatted og likte sig; for kaffeen til Eli Leite var god; og saa hadde hun sukker i et lidet kræmmerhus, til at bide i.

«Aa jaja, du!» sukked Guro, tørked sig om munden og la hænderne i fanget; det var andre koppen. Saa reiste hun sig, hun fik op att til ulden sin paa lemmen. «Jøsses. — Jaja, so fær du no ha so maangfoldeg tak fø kaffien.» Hun tog Eli i haanden og risted. Eli mente, hun ikke skulde takke.

«Men guten —? Kor vatt da taa han?» brød hun over i en anden tone. «Han sku hat litt, han og.»

«Han æ vel hort i hølen, han, so han æ vane vera,» svarte Guro overbærende og lo blidt.

«Ka sku han gjera dar daa?»

«A, han site dar —! — Bodn fidne no alti paa eitkvat, dei,» lo hun igen. «Stondaa træff ’an Gurina fraa Nese dar og; aa daa lika han seg, kan du tru. — Da træffe, han fyl’ ’na heim te Nese og; eg trur meste, han Vetle-Ivar gaar paa friarfot te ’na». Hun storskratted; og Eli med.

«Ho ha no ’kje so maange te prata mæ, ho Gurina, so ho æ vel feien, ho træffe eiu,» gik Guro videre med blidt mæle.

«Nei no staar eg aa drøse att!» Hun sled sig løs og gik. «Ja, du fær no ha tak daa». —

— Eli gik ud paa stenhellen foran døren og raabte paa Ivar. Hun blev staaende og se ned mod hølen.

Han var kommet derned denne gang ogsaa; Gurina var der efter en vassfær. Og saa spurgte hun, om han vilde bli med hjem og faa en bete; men han turde ikke, sa han, for mor hans var kommet.

«Stakkars trave, so ha slikt illsketrodl te mor!» Hun hadde aldrig sagt saa meget om mor hans; han svarte ikke.

— Ja, hun var vist i grunden et illsketrold, han hadde ikke tænkt paa det før; men naar hun Gurina sa det, saa —. Han trodde før, hun bare var slig av og til, naar hun hadde meget at stelle med, men var nok god i sig selv, ti gange bedre end Lisbet Holmen og de andre kærringerne. — Hun hadde da skændes saa godt for ham stundom, hvergang gutungerne havde skyldt paa ham, naar det var noget galt med baaden til Anders Neset ned i osen, og Anders’en vilde piske; han maatte støtt gi sig tilsidst. Da skræpped hun og leied ham, og han kunde voget hodet paa, at ingen av ungerne paa stranden, udover helt til kirken, hadde mage til mor.

Men siden Gurina sa det, saa syntes han det, han ogsaa; han undred sig bare over, at han ikke hadde lagt mærke til det selv før. — —

Saa var det, at moren kom ud paa Stenhellen og raabte.

«Dar ha du ’na, Vetle-Ivar,» sa Gurina og smilte underlig, ligesom hun vilde apes lidt med ham, saa han blev staaende raadvild og se ned. Hun tog vassfæret:

«Jaja, so lyt’ du gaa daa, stakkars gut,» sa hun og gik. —

Vetle-Ivar gik ogsaa.

— «Du sku fengje kaffi, du og,» sa moren blid, da han var oppe paa hellen.

Ellers hadde han likt dette; men nu kogte det op i ham, saa, hadde han turdet, hadde han hærmet efter hende og gæpet; hun mente det ikke.

Vetle-Ivar satte sig bort paa bænken. Hun skænked op i koppen og fandt ud en sukkerbete av kræmmerhuset.

«Kor ha du vore no?» spurgte moren varsomt om lidt.

Han slurped i sig kaffe uden at svare.

«Ner i hølen,» sa han tilsidst; han saa ikke op.

«Ner i hølen? — — Ka gjore du dar?» kom det igen stilt om en stund.

— — Aa, nu forstod han det! — Hun vilde faa vide, om Gurina var der, og hvad de prated om — det var det, hun vilde! — — —

Slig var det ifjor ogsaa, siden Gurina hadde sagt til mor hans, at hun dængde vel meget. Og det vidste hun, at Gurina hadde sagt til folk paa Neset og, saa hun var sint paa hende og mistænksom, og ræd for hende ogsaa paa en maade.

Han skøv kaffekoppen braadt fra sig bort paa bordet:

«Eg ve ’kje ha meir taa den kaffien din.»

«Ka —! —» Hun forstod det ikke og reiste sig for at se i den: «Ha du ’kje drokke ’tor?» Saa saa hun paa ham.

«Nei; eg lika ’n kje.» Han spytted ud: «Tvi, kor idl han æ!» Han vidste, det var det værste, han kunde gjøre.

Hun stod og somled sig et øieblik, før det brød ud:

«Nei, sjaa ’an, du! — Skjetongje, dar du site! — — — Ha deg fram or bænkjen, seir eg!» Hun slog i bordet, saa kaffekoppen klirred.

«Du æ ’kje vær’ so mykje, heile du, so ein slik kop kaffi.» Hun var paa graaten af sinne; men saa manded hun sig op:

«Ha eg ’kje spurt deg, ka du gjore paa ner hølen?»

«Eg pratte mæ Gurina,» svarte han fast; hun skulde se, han ikke var ræd.

Hun blev staaende og tygge; denne fastheden i stemmen og sinnet kendte hun ikke, det var ikke samme gutten.

«Ka pratte de om?» skreg hun.

Han flytted sig godt ind paa bænken:

«Da skjele deg ikje!» sa han og saa bort i væggen paa andre siden av værelset.

Hun blev igen staaende bleg og tygge; de hvide læberne skalv:

«Ha deg fram or bænkjen, seir eg! — No ska du ha pisk.»

«Nei!» sa han, saa det fræste, og blev siddende. «Eg rikka meg ’kje».

Hun trev efter ham og drog ham frem efter vesten.

«Nei! nei!» hvisled han og slog og kløb næven hendes. «Du ska ’kje klara da, du ska ’kje klara da!» Han blev rødlet av strævet.

«Set paa makjen te ongje og!»

«Du kan voga deg!» trued han. «Eg stryke fraa deg! — — Ja, voga deg, du!»

Hun holdt ham i ene haanden og prøved at faa broken ned med den andre; riset laa vel bort paa hjælden siden i vaar.

Men han spændte og sled, saa hun maatte følge med mod døren; og broken fik hun ikke op.

«Slæp meg!» skreg han i døren og slog næven hendes væk fra vesten.

«Illsketrodl!» la han til og smatt ud i gangen. Der snudde han sig: «Smala-tju!» hvisled han ind døren.

Hun la ud i gangen efter; men han sprang ud paa hellen.

«Eg veit ’kje, ka eg ska gjera mæ den guten,» raabte hun op til Guro paa lemmen.

Saa storgraat hun: «Han baate kadla aa slær mor si!»

Hun sprang ud i døren; han spratt ned fra hellen bort i haaen.

«Aa gu trøste aa bære deg, kor eg ska dængja deg, naar eg fær tak i deg, utangje dar du fer’, — mitt i berre, sosant dar fins ris i hagjen.»

Hun la ind igen i kammerset.

Vetle-Ivar hørte, hun slog i bordet.

Hun kom sagte tilbage ud paa hellen: «Gaa no ’kje. bort paa Nese daa te Gurina, Vetle-Ivar far; kom no heimatt te mor, so æ du gjild kar, — kom no, gudla-gut.» Hun var saa lokkende blid i mælet.

De blev staaende begge en stund uden at røre sig.

Saa kom sinnet op igjen: «Gu naade deg!» Det graat i hende. —

Men Vet1e-Ivar snudde braadt om og rusled bort paa Neset til Gurina. —

Det gjorde han siden hele vinteren, naar han hadde hug.

For fra den dag gjorde Vetle-Ivar, hvad han vilde, for mor sin; det var det samme, hvad hun brugte sig og loved pisk i «berre». Og han kunde gi kæft igen og, naar det gik paa det. Det var han, som hadde overtaget i kammerset.