Huldren (Kinck)/18

En eftermiddag udpaa høsten stod en graaskægget mand paa kirkegaarden og grov. Det var Huldr’en.

— Idag var det da rent ruskeveir, med regn og storm. Slig hadde det holdt paa et par døgn; nu ja, det var nok sidste dagen dette, sydveststorm stod aldrig paa mer end tre dage i træk. —

Han skøv den gule sydvesten bag i nakken og stod og saa imod sør, der de mørke regnbygerne kom fra havet, over øen derude, som stængte, og drog indover fjorden, saa det mørkned, hver gang de kom; de svarte skyerne, som laa og vented langs fonnkanten, tæt sammenklemte, de slap taget og slog følge med, satte tvertover himlen og styred indover om kap med regnbygen; de var det, som gjorde det saa mørkt.

Tæt i tæt kom vindkastene ind mod kirkebygden og jaged regnet foran sig i lyse strimer, som gled indover paa sned, og sjøen gik med hvide rygge og spruted og brød opefter holmer og næs. — Der var slig fart i regnstrimerne, naar vinden kom hivende med dem; det plasked og det skummed bortover vandet, og susende som en foss hev de sig iland, renvasked det bare bærget i ét sekund; ustanselig videre bar det, indimod præstenøstet, som var mørkt av alt det høstregnet, det hadde maattet drikke i sig, opover landeveien, saa det gule gruset røk, over kirkegaardsmuren, dured gennem de kollete, avplikkede asketrærne rundt om, saa de stod der igen og pusted, svarte og overgit av medfarten. —

Nei, denne bygen var værre end de andre. Huldr’en snudde ryggen til og saa indover kirkegaarden, hvor bygen huserte. Den sparte ingen, rev og rusked uvorrent i sørgeasken over den gamle præsten, saa den vred sig jammerlig, sled i de hvide kors, men fik bare skyllet dem, saa det svarte «fred være med dit støv» blev endda svartere, og för saa ind imod stengarden paa øvresiden og træporten, som nu trak vand som en svamp, men i gamle dage hadde været rødmalt, — det kunde én se lige under hvert bordomfar, for der hadde malingen holdt sig.

Videre larmed bygen frem, ind dalen, saa den tog igen de mørke skyerne fra fonnkanten, som alt var naat frem; en bar fjældnut hadde tat imod dem og hadde været kar til at stanse farten. Her hadde de presset sig sammen igen, den ene løsrevne, svarte skybeten efter den anden, til det var blit et tæt tag og mørke under, nede i dalen, hvor de haagrønne fjældgaardene laa i midten, med en vandtrukken, svart husvægg og et blankvasket helletag.

Men regnstrimerne stansed ikke her, de vilde videre indover, ta rigtig til fjælds, og vaske graa støilevægger og krokete sæterveie og veirhvitnet høifjældsgraasten, og saa falde ned i en ny bygd igen, ned i en sidedal, og begynde samme sjauen.

Og av og til sled en svart skystump sig løs fra det tætte taget over, dreied forsigtig om fjældtoppen og seiled med indefter mod sætrene. —

— Bygen var over. Huldr’en gav sig til at grave igen og kaste op vaad, gul jord. Ned i graven var vand, som seg ned fra alle kanter, saa han av og til maatte bruge et blikspand til at øse ud.

Det var i grunden ikke udeværendes for noget levende idag; men det var denne graven, som endelig maatte være færdig til imorgen, søndag; han hadde faat saa sent besked. —

Det hadde ellers været strævsamt nok i høst for ham som graver; skarlagensfeberen var kommet til bygden, saa det hadde været aar, de 7 daler, han hadde, hadde været lettere fortjent. —

Baard Øiren kom forbi, med et emne til en egekjeip; den korteste veien op fra nøstene gik over kirkegaarden.

«Du æ komen paa jorarbei, ser eg,» sa han.

Huldr’en kasted op en spa’e jord. «Ja,» svarte han tilsidst, han stod og saa ned i graven, mens han tørked sig over panden med det reneste trøieærme.

«Ruska vêr ikvæld!» sa Baard.

«Ja.» Huldr’en snudde sig om og saa imod sør. Saa gav han sig til at spa igen.

Baard spytted bort paa jordhaugen: «Ja, da æ da rekteg og, da.» Han vendte sig og gik.

Huldr’en maatte hoste i det samme; han kendte, han hadde faat krim. Og det var ikke underligt, saa vaad han var paa fødderne og over hele kroppen. —

Han stod og stødte med spaden paa en brunraadden bordende. Det var vel noget af kisten til Gurina. — Ja, for det var blit smaat om rummet paa kirkegaarden iaar. Han hadde nok stelt sig slig alle disse aarene, at hun blev spart; men idag hadde han da maattet ta hende, for han kunde ikke forsvare at grave op andre, de var for ferske. — Han slængte op kistebeten.

— — Besæt, at bygden ikke kunde holde ordentlig kirkegaard! — den maatte da ha raad til det — — Fillestel med den kommunen! —

Han blev staaende og se ned i graven.

— — Det var lang tid siden det, nu. — — — Der laa præstekrager over graven den natten, han var herborte — præstekrager og syregræs. — Han mindtes, hvordan syregræsset stod, saa grant, som det var idag, endda det var en 20 aar siden. — Var det ikke underligt! — —

Han hosted igen og retted sig op; der kendte han sting i den høire siden, det var blit hold alt — Han prøved med pusten. Ja, det var greit, det var hold. —

Han tog til med spa’en; han fik skynde sig at bli færdig nu, det var jo alt begyndt at mørkne. Og han likte ikke at staa paa kirkegaarden og grave ud paa kvælden. — Han tog spandet og øste ud vandet, som hadde samlet sig ned i. Saa kasted han op nogen spa’er jord, som det silte og rann av. —

Det dured i asketrærne og røg hvidt bortefter stengarden; det var nok en ny byge. Han snudde ryggen til igen og stod og saa paa sørgeasken. Vinden vendte bladene og sled sørgegrenene over paa den øvre side. Det var et under, at den ikke rev hvert blad helt av; ja, et og andet saa han nu alligevel maatte gi tabt; det hopped bortover og la sig ind ved stenmuren. —

— — — Pera’Jon’en fik nei, ja. — —

Slig som tankerne kom ikvæld! —

— Han spytted og gav sig til at spa igen.

— — Han var næsten ræd, han skulde bli gal att. Det maatte være den kistebeten til Gurina, som gjorde det.

— — Han arbeided ingen ljaa til far til Pera-Jon’en, hadde han svaret. — — — I begyndelsen var det svær sjau, alle skulde prøve den nye smeden, maa vide. Men lidt efter lidt faldt det hen, tilsidst blev det bare hesteskosøm omtrent, han smeded. — — Det blev denne austmanen, som ødela ham helt! — —

Han maalte dybden med spa’en; graven var dyb nok.

— Det gjorde ondt i siden, da han krøb op; — han hadde nok faat sig en skikkelig krim nu! —

Han tog spandet og spaen og vilde gaa. Men saa fik han se kistebeten, som var blit helt renvasket nu av den sidste regnbygen; han tog den og gik opover til smedjen med den i haanden.

Han lukked øinene. — — Nu holdt han Gurina i haanden. — — — Det gule haaret i tykke fletter, som ringed sig paa den krumme ryggen! Han hadde glemt næsten, hvordan det saa ud. Men nu mindtes han det igen. — — — Det gik et snøgt rykk gennem ham, saa han gøs over hele kroppen.

Han traakked ud i en dam i veien, øinene kom op.

— — Gaa med denne brune halvraadne fjælstumpen under armen! — Folk maatte tro, han var tussete. —

Han slængte den bort i havreageren til Baard Øiren.

— — Han trodde det næsten selv ogsaa! —

— Han satte spandet og spa’en fra sig i smedjen og gik ind i kammerset; han vilde lægge sig med det samme uden kvældsmad, han var saa vaad.

Han tog sig i siden, da han var kommet i sæng. — Ja min sandten var det blit illt, dette holdet! — —

— — — — — — — — — — — — —

Ingen paa Øiren hadde set Huldr’en i smedjedøren de sidste to dagene, der han altid pleied at sidde, naar det var godveir; heller ikke nogen røg, skønt de vidste, han skulde være hjemme — han var altid hjemme, Huldr’en. — Tredje dagen bad Baard Vetle-Kari springe op og se. Men Kari hadde ingen lyst; det hjalp ikke, sa hun, for én slap saa ikke ind i smedjen hans alligevel. Og det var sandt; Huldr’en holdt smedjen støtt tillaast, naar han ikke sad i døren.

Saa kunde hun staa udenfor vinduet og lye.

Det gjorde hun, og kom igen og fortalte, at hun hørte, det smaahosted og pusted tungt indenfor.

Baard og én til gik da bort, fik smedjedøren lettet av hængslerne og kom ind. Døren til kammerset stod paa gløtt. Baard aabned den lidt mer og saa ind.

Der laa Huldr’en i sængen og smaaynked sig for hvert pust; han laa paa siden ind mod væggen, med begge hænder om pudehjørnet. Han blev skræmt, da Baard kom ind, og prøved at se bort paa døren. Saa slap han ham igen og lukked øinene.

Baard tog i ham: «Æ da noke, du ve? — — præst — — elde — —?»

«E—eg ha—a ja—amt skjy—yd sto—ore la—ag,» pusted Huldr’en lavt. Saa le’ed han lidt paa sig. «Fe—ek ’kje gjo—ort no—oke i—ilt, so va—a.»

«Aa du trong væl om ein præst, du og, kor som er,» mente Baard halvhøit ved sig selv. «Han ligge herre i ørskaa aa røre; — da vette væl likast te faa tak i doktaren,» sa han til den andre, som var med, og bad Vetle-Kari sidde og passe ham saa længe; han gik selv for at hente doktoren. —

— Herinde hadde hun aldrig været. Hun saa sig rundt væggen og op i taget. Hun gik om paa tærne, vilde se alt, som var herinde. Der var noget under sængen; hun huked sig ned; men hun kunde ikke se tydelig — det var saa mørkt indunder. Hun var fælen ogsaa, saa hun turde ikke krybe under. — Ungerne hadde de truet med Huldr’en, den tid de var smaa, og sagt, at han slog ihjel folk og flaadde, og huden gemte han inde i kammerset. Derfor turde de heller ikke kalde ham Huldr’en, uden de stod langt borte. —

Det begyndte at kviskre inde i smedjen. Kari skønte, det var ungerne ned i osen, som hadde faat greie paa, at Huldr’en var syg. —

En vred paa laaset; forskræmt og nysgjerrig kom et øiepar frem i gløtten. Kari klemte døren til: «De maa ’kje koma herin, han æ laak!» Hun var kry og skabte sig sint.

Lidt efter var én paa laaset igen, døren aabned sig lidt. «Høire du, Per!» kviskred hun ud gennem aabningen og lukked igen.

Men strax efter knirked det i døren. «Eg æ ’kje ræd Huldren, eg!» skreg Per ind gennem aabningen. Hele ungeflokken sprang over hverandre ud av smedjen, Per foran.

Hun klemte døren til: «Alder set slike onga!» —

De samled sig i smedjen igen og begyndte at prate; et par gav sig til at dra i bælgstangen, saa det knirked i den gamle bælgen.

Kari sad og saa paa det der under sængen. Det var vist et skrin; — — men menneskeskind kunde det være i det for det. — —

Hun kunde ikke holde sig længer; hun aabned paa døren, vinked til Per og fik ham indenfor: «Krab onde ette da skrine, du Per!» Hun synte ham det under sængen.

Per indunder; han skønte nok, Vetle-Kari fælte; men han skulde vise, at han ikke gjorde det, han.

Imens stod ungerne udenfor stille og lydde; bare et par prøved at klyve op paa skorstenen for at se ovenfra ned i kammerset, over panelingsvæggen. Det larmed og knirked i den tynde væggen, hvergang én datt ned, og tørre lerklumper dryssed fra skorstenen. —

Det var et gammelt, rødmalt skrin, med gule roser og slyngninger. De satte sig begge paa huk og saa paa det. Paa en smal strimmel langs efter den ene skrinsiden tvert over nøklen stod med gule bogstaver «Gurina Pedersdatter Røisheim». Ingen vidste, hvem det var.

«Da va eit stygt skrin,» sa Per.

«Sjaa, ka dar æ i da! — nykjelen staar i,» bad Kari. — De reiste paa sig og saa paa Huldr’en. Men han laa stille ind imod væggen og pusted.

De vred om nøklen; det skreg i det gamle laaset. Det var bare en sokk ned i, en rød sokk med en hvid rand om oppe, hvor der var syet ind røde bodstaver «G. P. D. R.»

«Ein sokk utan makje!» lo Per, han lukked paa døren og hev den ud paa ungeflokken i smedjen.

De storlo: «Ein kvindfolkesokk!» De gentog det gang paa gang og storskratted, lukked paa døren og hev den ind igen.

«Ein sokk utan makje!» skreg de. «Hui—j!»

Og Per sendte sokken ud igen.

— «Dar kjeme doktaren,» skreg én, som stod i smedjedøren. «Bort i veien!»

— De lod sokken være og vælted ud over tærsklen alle som én. Bare Vetle-Kari blev igen og passed Huldr’en. —

— Da doktoren kom, var der ikke stort at gøre: Huldr’en fik lidt nafta, det var det hele.

Baard blev var sokken paa smedjegulvet, da han fulgte doktoren ud i døren.

Han tog den op, furte lidt paa den; kasted den saa bort i smedjevinduet:

«Ein kvindfolkesokk utan makje,» smilte han og saa bort paa Huldr’en, han laa der dødbleg, med puden ind i armene.