Huldren (Kinck)/17
Det var ud paa eftermiddagen midtsommers to aar efter. Dampen gled indover mod bryggen i vestengul, rislende og stilt, med røgen jaget foran sig. Der var fuldt av folk baade foran og bag, graa og stribete turister og en og anden kendtmand i blaat vadmel. Fuldt var det paa bryggen ogsaa av landliggere fra byen; én skulde ned til dampskibet, se kendinger fra byen og spørge nyt.
«Aak! — er di her, frk. Pittersen?» la en dame sig udover rækværket ombord, saa skarringen skar gennem somlen paa bryggen; hun kunde ikke vente, til skibet kom indtil.
«Aa ja, koffor ikje?» blev det svart, frøken Pettersen svinged sig rundt paa hælen.
«Aa di og, frøken Müller?» kom én til.
«Aa ja, eg sku ’kje annet tro!» svarte hun paa dampen.
«God dag! — kor langt skal di, frøken Müller?» Det var en paa bryggen, som var mere stille.
Saa kendte man flere; overalt var der røre og latter og snak. —
Dampen gled fra. Stemmerne skar hverandre i luften:
«Løkkelig tur!»
«No maa di hilse ind i fjorden, frøken Müller.
«Aa saa maa di be frøken Hansen te skrive, — — aa ikje glømme det, hører di!»
Skibet pumped avsted. Man skared op fra bryggen, saa den strax var tom. —
Huldr’en var kommet først i land, med et umalet skrin. Han hadde stillet sig bag de andre strax, og nu stod han og hælded sig ud over rækværket og saa ned i en baad, som laa til stentrappen; han vented paa, at larmen og snakket skulde bli borte, saa han kunde faa gaa.
Han var blit graasprængt i haar og skægg.
«Nei, æ da ’kje Ivar!» sa det forundret fra baaden; det var Pera-Jon’en, som laged sig til at ro udover med en melsæk, han hadde hentet fra dampen.
Huldr’en svarte ikke, bare le’ed lidt paa sig.
«Æ du komen heim att no?» spurgte det i samme blide mælet, saa han blev saa fremmed for Huldr’en, at det ikke var mer, som han kendte ham.
«Ja daa,» svarte det lavt.
«Du ska væl ut te kjyrkjebygdaa, du og, — so konde du fylgja meg, vilde du? da æ sama veien.» —
Huldr’en kom ned stentrappen. Jon fortalte, at han var blit gift med datteren paa Brække nu og hadde stor gaard derude. —
Pera-Jon’en skøv ud aarene:
«Ja, kor staar du deg daa?»
«Aa jau!» Huldr’en flytted lidt paa sig.
Jon spurgte ikke stort mer, men gav sig til at fortælle igen. — Laavikj’en hadde faat den, han vilde ha; og Vetle-Brita var blit gift paa Sørlandet tilsidst, med en søring, som for om og solgte griser. Han nævnte hende, for han hadde moro av at prøve, hvorledes han tog det; han mindtes ordet, Huldr’en hadde paa sig for Vetle-Brita, nu var det en 3—4 aar siden alt. Men han saa, at han var lige hændt.
Og han fortalte om alle de andre, hvor de var. Men Huldr’en hørte lidet efter fremdeles; han var mindre praten end før ogsaa og vissen ligesom. Jon skønte, der fandtes ikke det i ham længer, som kunde miste forstanden.
«Ja, no sæt’ eg deg i land her paa nese, so æ da ’kje laangt att te gaa,» sa han, han hamled baaden ind paa et bærg.
Huldr’en tog skrinet, skræved i land over baaden og gik uden at takke for skydsen. —
Da han kom helt frem i osen ved præstenøstet, stansed han og satte sig paa skrinet.
— — Det var, som det ikke var samme bygden! Liten paa bøen var anderledes og paa fjorden og fjældene; det lugted anderledes av selve luften, og naar ungerne skreg, var det anden laat end før.
Han sad og hørte og lugted og saa, og undred sig; det var fremmed altsammen og nyt og stilt.
Saa reiste han sig og tog frem av skrinet testamentet. Klokken var vel 7 nu, og da hadde præsten paa asylet sagt, han skulde læse et vers, bare ét vers, men hver dag, og saa lægge bogen sammen, — saa vilde ikke tankerne komme, hadde han sagt. —
Han satte sig paa skrinet og læste verset sit. Saa la han testamentet ned i. —
— Han gik opover forbi kirkegaarden; han saa bort mod øvre krogen av den, hvor Gurina laa, men stansed ikke.
Han skulde op til præsten og snakke med ham om sjauen som graver paa kirkegaarden; den gamle graveren var død.
De hadde nævnt det der for ham paa asylet. Og saa skulde han faa bo i smedjen. Smed skulde han ikke være længer, for alt værktøiet var solgt ved auktion, lige efter han reiste, for at faa betalt det, han skyldte.