Huldren (Kinck)/16
Baard, ældste sønnen paa Øiren, strøg opover til Huldr’en med en kjyraklave i middagsstunden; de kunde altid bruge ham, naar det var mindre vandt arbeide. De kunde nok ventet ogsaa; men de furte saa paa, hvad han tog sig til deroppe. Det var saa underligt; i 2—3 dage hadde folk ikke set røg fra smedjen hans eller hørt sang fra slæggen.
Han drog i ytterdøren stilt og keg ind. Døren ind til det avpanelte kammers stod halvt aaben; Huldr’en sad paa sængekanten foroverbøiet, med albuerne støttet i knærne og ansigtet i hænderne.
Baard trak ytterdøren lidt mer op og hosted. Huldr’en blev siddende. — Baard gik ind, men blev staaende ved døren.
— — Det var en underlig kar, den Huldr’en! — han bar ikke navnet sit for intet.
«Signe kvile!» sa Baard høit.
«Huldr’en!» illskreg Huldr’en uden at se op, saa det skar gennem Baard. — «Ut att mæ deg!» Han sprang frem fra sængen og bort efter slæggen. Baard trak sig tilbage ud gennem døren.
«Eg ska knusa hove dit, kjeme du.»
«Nei — nei,» vilde Baard forklare og stagge udenfor.
«A!» bed Huldr’en av og skreg. «Hald kjæften! — eg ve ’kje ha noke prat taa deg.»
Baard skøv døren til og stod en stund og lydde. — Huldr’en klemte i ambolten, saa det sang, og slæggen dansed.
«Fidlesme —! — — — aa jentetraavar —! — — — aa — aa —! — —. Han fandt ikke ord for det, han vilde.
Saa blev det stilt, han bare mumled av og til. Baard Øiren hørte, det knaged i sængen; han satte sig vel bort paa kanten igen.
— — Han var spika galen, karen! — —
Doktoren maatte nok til her. Han gik hjem igen med klaven og strøg ind i bygden efter doktor.
Imens samled unger sig paa veien nedenfor; men 4 voxne karer var gaat op i smedjen for at passe ham. Han var istand til at gøre ulykke paa folk, fik han komme til, — én kunde aldrig vide.
Strax de rørte døren, hudde han i rasende og stirred paa dem.
«Huldr’en! — — Æ dar fleire taa daakka, so fær de koma!» Han trued og trev efter slæggen, som han nu hadde tat ind i kammerset. —
De sprang ind paa ham, fik tag om haandleddene og om benene; det hjalp ikke, alt det han spændte og slog og bed, han maatte til, blev kastet om og bundet.
«Huldr’en!» kviskred han rasende. «Din dævel! — — — Fidlesme — — — aa jentetraavar —! Jau, du æ ein taa rette sorten! — — Haa—haa—haai—j,» lo han længe og tørt. —
«Han kan ha rætt i da!» flirte én.
«Da æ kar, so kjedne seg sjøl, da du,» kviskred en anden og nikked.
Huldr’en blev mere og mere lavmælt, han kneb sammen øinene.
«Gurina!» bad han. «Guri—na!»
Saa blev han træt ligesom og tagde et bil. Ret som det var, smilte han igen og kviskred Gurina.
Med ét rykked og sled han i taugene voldsomt og prøved at spænde:
«Denna helvetes Huldr’en! — — æ da du, so bitte meg?» — Det hvisled gennem tænderne og skum kom ud.
«Tosk dar du staar!» — —
— Doktoren kom ud paa eftermiddagen.
Huldr’en skulde til byen paa asyl med første damp, som gik. — Og to mand maatte følge. —