Huldren (Kinck)/15

Klokken var 11 samme kvælden, Huldr’en sad i smedjedøren igen.

Himlen var lys og langt, langt borte, og fjælde med snekrans og fonn paa laa i mørkeviolet dis; fjorden hittenfor var graa, med blaa striber i, hvergang det sveiv et kvældsgul at hive sig udav en vaag. Og bort ved næsset laa en jægt og drev udover med strømmen langsomt, med slappe seil. —

Han lydde paa skrattet og skriget fra ungerne ned i osen. Og ud over veien hørte han det ogsaa, unger og ungdom, gutter og jenter. Flere og flere lurte sig stilt hjemmenfra, langs husvæggen, op med agrene og tykengen, frem i veien; det levned i hver en krog, for det var jo søndag og fine sommerskvælden. Han kendte det, som det fyldte luften, dette sprættende liv, som yred bag hver en stue og hudde og lo; det greb ham, saa blodet gik med stærke bank gennem aarerne, — jenter og leven og skratt, — uvørrent skratt, saa det hørtes indover stranden!

— — Han skulde været med paa det! — —

Men saa aptes de med ham, — ja. Og nu hadde de faat dette nye med Vetle-Brita at le av. — — Han kendte sig med ét saa saar under bringen, ansigtet blev slapt, hodet med det svarte skægget faldt ned paa brystet.

Han sad og stirred og blev væk i det lyse langt borte, saa det suged øinene ud fra det mørke grønne græsset trærne, som reiste sig op mod den klare himlen.

— — Det maatte være moro paa en jægt, slig som den der bort i strømmen, — — ligge sommerskvælden og reke i stillen alene, uden en kæft ombord, — ikke ha med nogen at gøre, — — udover forbi næss efter næss, — — og lunete graa kast fra land, som én ikke behøved vyrde — — — Aa, saa godt han hadde det, han der, som sad i uldtrøien og sov over rorpinden! —

— — Men han maatte vel op engang, han og, — naar havgulen kom og storseilsbommen blev urolig, og forseilene napped, — svale, friske kast, som kom lige luxt ud fra ytterste skærene. Saa blev det lange slag tvertover fjorden, frem og tilbage, fra land til 1and, i solveir og sjø med blink i blink. — — —

Han lukked øinene. — — Ja, han skulde ogsaa gerne hat en slig jægt; men bare til godveirsfart, — ikke reise om vintren i styggeveir og storm og snefog —

— Et vindkast kom, napped stilt i smedjedøren, saa den knirked, og slap den. — — Jaha, nu kendte bygden ham; — jenterne kunde ikke faa gaa i fred for ham. Han var nok en av rette sorten! — — Han kunde ikke syne sig mer i bygden, han var udskæmt ratt. —

Og saa hadde han skønt ljaaskjøbet nede i osen idag, hvor Targjei Norigar hadde solgt til Per Øfsthus og Jens Nybø og de andre. — Det var paa ljaa, han hadde levet den sidste tid; og nu hadde han smedet op en tre-fire store bundter for sommeren, som blev liggende der. — — Ja-ja; — de fik saa! —

Det dæmmed sig op foran brystet, saa det var tungt at puste!

— — De hadde sagt det til ham ogsaa, folk, at ljaarne hans ikke var brugelige, — og bandet og truet, at han fik smede bedre; ellers fik de en anden smed. Det hadde de gjort i lang tid, og mange hadde gjort det. — Og han hadde prøvet paa igen og været var og gløgg, alt det han kunde; men bra vilde de ikke bli, enten for linne eller for haarde; og staalet laa daarlig i eggen. Han kunde ikke faa det til, han maatte ha glemt bort alt. Det var, naar svenden stod over ham i byen; — da fik han det til. — Han forstod ikke, hvordan det hadde sig. — —

Hvad skulde han gøre? — mynt fandtes ikke paa ham, og nu skyldte han for jærn i byen; og mad hadde han ikke. — — —

— Ned paa veien var det stilt, ungdommen hadde lagt sig. Og den røde sommersmaanen naadde frem over fonnen i syd, uden at lyse; sommernatten hadde lys nok selv, men det var altid saameget, at den blaa dis langs fjældsiderne fik et stryg av rødt. Bortover fjorden la en skarpkantet straale av ild sig, som rak lige frem indunder land.

— — Det var saa underligt med det maanelyset, — paa blikkende stille fjord fik det alligevel sjø til. Nu laa jægten midt i den røde striben, med skygge paa skrog og i seil; og manden i uldtrøien, som sov over rorpinden, var og blit svart av skygge. Det saa ud, som sjø rulled paa sjø ind imod jægten; — og kom igen paa andre le’en; — det var ikke nogen greie paa det; — men sjø var der. — —

Det var, som han vented paa noget, han fik ikke fred; og det værked op i hodet. Derfor kunde han ikke gaa ind og lægge sig nu.

— — Slige underlige rykk, som for gennem ham, kolde, saa det gøs; — nu nett hadde han samme følelse som vinterkvælden, før han reiste, da ungdommen aptes med ham og slængte ham i veiten, og Teigland kom. —

— — Og saa saa han op igen Per Øfsthus, som gled nedover langs ageren for at købe ljaa. Det dirred over hele kroppen.

Saaledes kom det frem, det ene efter det andet, og skalv nedover ryggen og blev borte, med et saar, som blev igen i hjernen. Op igen kom det, det vilde ikke slippe ham saa let.

Søndagen paa bærgskolten og det, som fulgte efter — inde i præstegaarden! — — Det grøssed gennem ham igen.

Ikke levende fred! — — det var som klægg, som stak; — bare et lidet bil, saavidt det fik revet i ham; og saa føg det.

Aa det var saa ondt! — det var, som hodet skulde sprænges. —

— Han saa ind i smedjen, hvor slæggen laa. Ja, den kom han vel ikke til at bruge mer; — hvad hadde han mere at gøre? — — — aa det var saa ondt! — —

Han reiste sig og vassed barhodet nedover slaatten, han brydde sig ikke om den nu. Græsset var vaadt av dugg, én hørte det paa lyden.

Han gik over veien og ud i ageren nedenfor. Der stod svale fra den friske duggen. Han stansed.

— — Hive sig paa sjøen? — — —

Han drog i bygaxene og lod duskene stryge gennem haanden.

Hive sig paa sjøen? — nei, det var saa illt. Han turde det ikke. —

— — Der kom en jægt til glidende udover paa lysstriben i vandet, med skygge i seilene. — Det var da forunderligt, saa tæt de kom paa hinanden i kvæld! — — Var vel mange iaar, som reiste nordover paa sommersfisket. — — —

Han gik lidt til, traakked sig frem gennem bygageren nedover til e1ven, hvor han satte sig i det vaade græsset paa kanten, med benene ned i vandet; det gled sagte nedover og trak i græsstraarne langs bredden, som laa udover; men av og til risled det, der det gik i smaasten og sand, for det hadde været tørke nu en tid, og elven var viden, saa den naadde nedpaa bunden somme steder.

— — Nu søgte det ind paa ham igen, der han sad, det tog til at grøsse og værke. Han kasted sig paa rygg i græsset og hopped ud i elven; han vassed bortover. Det gik til knæs. Saa gik han op bakken paa andre siden av elven og naadde frem i veien, som gik ned til osen.

Han vendte sig opover; der var noget, som drog ham til kirken. Han gik langs op med stengærdet og stansed deroppe; Gurina laa i øvre krogen. —

— — Derover paa andre side elven bodde Huldr’en, bysmeden, som hadde greiet sig saa skidt; — nu kunde mesteren Iver Monsen Leite sidde der, nu — tosken! — og glaape og glo hid over e1ven; men han skulde ikke faa tag i ham. —

— — Han var paa jentetusk. Var han ikke det kanske? — se bare det svarte faret efter ham ned gennem slaatten og bygageren, for der var den graa duggen faldt av; — han hadde sprunget bøen og ikke veien, akkurat Som natteløberne gjorde. —

Jagu lurte han Huldr’en godt inat ligevel! — Saa tog han med sig Gurina, jenten sin, og saa strøg de væk. — Han skulde nok altid faa sig en smedje etsteds i en anden bygd og bli navngeten lang vei. — —

Han kløv over stenmuren og kom ind paa kirkegaarden. — Der var næsten ikke grus at se paa Gurina’s grav, bare tyndt og tørt syregræs og et par præstekrager.

Han satte sig nedved. Men strax han blev rolig, kom det over ham alt det, som rev og sled.

— — Han var ikke rømt fra sig selv, han var bare gaat bort paa kirkegaarden for at se Gurina’s grav. Og saa skulde han strax tilbage igen, før morgen, — døren stod jo oppe til smedjen hans, saa det saa han. —

Han hev sig om, med næsen i gruset; han vilde kende, om det lugted av liget. — — Aa nei, det var saa mange aar siden, det nu! —

Han la sig paa rygg, flad udstrakt, med hodet ned i syregræsset, og saa op. — Han fulgte kanten av de mørke aasene i nord, som de tegned sig av mod den lysegule himmel, fulgte rundt, der lyse snefjælde tog til, og himlen blev mere mørk, videre rundt, saa han kom tilbage til himlen i nord igen. — — — Det var et lyst bliklaak, det hele, ikke saa stort endda, med et rødt kighul ud i sør, der maanen stod. — — Der maatte nok være ild der bagenfor, fæl ild, som heded og brann. Men engang maatte den vinde med himlen, saa tynd og fin som den var, og smelte den op; — og da skal du ha tak, da kom varmen indover sneen og bærgene i sør og aasene i nord og smedjen og brændte op alt, — alt, hvert rubbel og bit! — — Da kunde Per Øfsthus og Jens Nybø slaa med austmanneljaaen sin, da! — — —

Han hev sig om, grov ned i gravsanden og kviskred Gurina gang paa gang.

«Daa tek ’an oss ogl» sa han glad. —

— Han laa slig længe. Det blev lysere og lysere, og fuglene vogned, og solen kom.

Det var, som han skulde værke sund. — Han tog sig om hodet. — — «Aa, dessa tankane, so kjeme»! — — —

— Han rusled rundt op til broen og over, gik ind i smedjen og trak døren til.

— — Folk maatte ikke tro, det var han, som hadde vasset i slaatten og ageren.