Huldren (Kinck)/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Den sidste kirkebaaden var trukket op i fjæren, og der var bare en to-tre mand igen bag præstenøstet, som holdt paa at ta trøien paa sig og knyde halskluden; de fleste var alt paa vei til kirken op over langs havreageren. Tænksomme gik de, én for én, stundom to, men sjelden tre sammen. — Det var let at skille ud baadelag her, endda hver syntes gaa for sig selv. Karfolk gik først, unggutterne med hænderne i buxelommen, men de gamle med dem paa rygg indunder vadmelstrøien; og saa kvindfolk, kærringer med hvide skaut og hænderne foldet over salmebogen med den sammenlagte lommekluden paa, og jenterne kom skjortebarærmet i rosete hodeplag. — Snakked folk, saa snakked de lavt; det var, som ingenting skulde faa lov til at forstyrre nu og verdsliggøre; og derfor stak de og haanden frem halvt bortvendt og stilt til hilsen, hvergang én traf kendsfolk, — med et sagte sukkende hvisk, for samtalen med ham heroppe var alt begyndt, dagen var Guds og ingen andens.

Folk kom i flok og følge landeveien ogsaa, baade indenfra bygden og udenfra, saa det saa ud til at bli fuldt i kirken idag. Det var jo ogsaa sligt fint veir. — Og oppe ved kirkedøren mødtes strømmen.

Huldr’en fik slig hug til at gaa i kirke idag; det kunde jamen hænde, at præsten hadde ret. — Han blanded sig ind i flokken og fulgte med til kirkegaardsmuren, hvor han kløv op og satte sig som de andre.

Per Øfsthus var en av de sidste fra nøstene; han hadde git sig saa god tid dernede, for det var kommet ud, at Targjei Norigar — austmanen — var set nede i osen med ljaa. Men han var ikke kar til at faa tag paa ham. — — Og saa var det vel likest at vente, til tjenesten var over. Han reiste nok ikke, det var ikke egentlig det, og der var flere, som skulde ha ljaa siden; men han vilde bare gerne være førstemand til at vælge. — — Det fik alligevel være; nu skulde de strax ind til præken.

Om en 8 dage, eller ikke for vel det, saa maatte folk til at slaa; det var langt ledet alt paa sommeren; — ialfald maatte han det, som hadde fjældgaard og svære vidder at fare over med ljaaen. —

Han heiste sig op paa stengærdet, som gik rundt kirkegaarden, hvor de sad og vented, som ikke vilde ind, før klokken gik for tredje gang; det var mest ungdom; men borte i hjørnet ved sakristiet stod de ældre, som hadde et eller andet at avtale, som ingen skulde høre. — Han kom til at sidde jævnsides med Huldr’en, som ikke vilde gaa ind endda, fordi han tænkte at staa ned ved døren. —

Per rakte haanden frem til hilsen: «Go dag.» «Go dag» — Han la sig fremover og sled af et syregræs fra kirkegaarden og lod det gaa gennem næven flere gange:

«No, kor gaar da i smedjaa om dagjen?»

«Aa jau.»

«Du ha faat konkurrent no — austmanen.» —

Huldr’en svarte ikke.

«Men du grei’ ’an alti.»

— Ja, Huldr’en vidste om Targjei Norigar, han ogsaa; men han svarte ingenting. Saa tagde Per ogsaa. —

— — Ja, disse ljaarne til Huldr’en var ikke brugelige, stive og skapløse og uden bitt, som de var. Nu hadde Per hat av dem i to aar, men værre og værre blev de. — — Nei, austmanneljaa du, det var noget andet, det, til fjældslaatten hans, slig som de gik i det fint grønne, stutte fjældgræsset. — — Vel var de dyrere end Huldr’en’s ljaa, 1 hel ort for en stuttaarv — 3 skilling mer stykket — og for langaarv 1 ort og 16 og vel det; men én hadde det ud1ægget igen paa daglønnøn, for det gik saa let og snart. — — Og de ljaarne til Targjei Norigar fra Hallingdal, de var navngetne, de. — —

Der kom en graaklædt kar op fra osen og gik stien paa andre side ageren, langs med skolehusvæggen. Han bar noget under armen. — Huldr’en og Per sad og saa paa ham, begge.

— — — Nei, saa sandelig, trodde de ikke, det var austmanen selv, med et ljaasknippe i lyst bastebaand! — — —

«Trur meste, da æ han Targjei,» sa Per.

«Da æ gjedna, da,» svarte Huldr’en og saa til en anden kant.

Det ringed for tredje gang. En slap sig ned fra gærdet, børsted sig bag og gik. Huldr’en fulgte dem; han stod ikke i dette, han maatte væk, før Targjei kom. I smedjen sin hadde han mange bundter ljaa, han hadde smedet, som han ikke fik solgt. —

Men Per Øfsthus blev siddende.

— — Der snudde Targjei Norigar og gik nedover igen. Per skønte, at det var bare for at syne folk varerne og lokke ned til osen. De var saa uvørne, slige austmænd; slig var hestehandleren og, som for her for nogen aar. — — Akkurat som de trodde, Gud ikke naadde helt hid paa vestlandet! — — — hm, Vorherra saa ham nok, han, — — fanten! — — —

Per vilde endda sidde lidt, før han gik ind, og se, om nogen blev var ham. — — — Det vilde være net passelig, om han maatte gaa ned igen alene! — — —

Han var sen paa nedveien; Per saa, hvor han stod stille stundevis og skotted bort mod kirken. — — — Hadde han ikke et helt knippe da! — — —

— — Ja, en slig austmanneljaa var just laget til en slaatt som hans, — tynd og myg, saa den sveigde sig om tuerne, saa det sang iden! — — —

Se der fik Targjei fart i sig; han gled bag havreageren og blev borte nede i osen. — — Ja saa fankelen hadde Jens Nybø set ham; og han hadde været lur. Han var kommet frem der om hjørnet og gled nu nedover krogrygget bag havreageren; det var ham, Targjei Norigar hadde set, da han snudde. —

Per slap sig ned fra gærdet. Det skulde bli løgn, det, at Jens Nybø skulde komme i ljaasknippet hans Targjei først! — Han saa snøgt bort til den aabne kirkedøren; de var ikke naat til præken, men holdt paa med salmen, — saa han kunde komme tidsnok endda. — — Han la til med store steg nedover langs havreageren.

— — Har du set paa slig fant og, som den Jens’en! — gaa og luske bagveien om sakristiet! — Nei, det vilde han nu holdt sig for god til ligevel! Var det saa, saa fik én da heller gaa bene veien; det var i og for sig ikke noget syndigt, det at købe ljaa. — — — Og desuden, han kunde saa godt række op igen, til præknen begyndte. — —

— Per Øfsthus var først i osen; den var længre, stien, Jens maatte gaa, for ageren gjorde en vinkel. Han greb snøgt efter ljaasbundten — Jens var jo lige efter — og sa stilt:

«Fina vêr aat os om dagjen.»

Jens naadde frem i det samme og tog sagte efter knippet. Men Per slap ikke og mødte med høire haand, som sank ned i den andens til hilsen:

«Go dag,» sa han lavt, med et kort sukk.

«Go dag,» svarte Jens; «æ du og so flittig paa kyrkjestig?»

«Aa ja.» Per pusted tungt; han stræved for at faa basten løs, som holdt om.

Saa tog knuden til at gi sig: «Eg sku hat meg eit par ljaa her, — før præsten va komen paa stolen,» slog han over i en anden tone, oppe i diskanten.

«Jaja du; da konde ’kje vera so gale, kanskje.» Han vilde hjælpe med knuden, men Per drog til, saa han ikke fik.

«Her æ langaarve og,» sa Targjei Norigar, han fandt frem et nyt knippe til Jens. Per saa skræmt bort; men han blev strax rolig: — ja, dem kunde han gerne faa! selv hadde han ingen langaarvslaatt, som var. —

De tagde begge en lang stund og valgte ud, slog bortefter æggen med tolleknivryggen og lydde efter klangen: — stemplande gode ljaa!

«Ja, eg teke dessa, eg,» sa Per Øfsthus, han hadde set sig ud fire ljaa.

Nu var der kommet flere til ovenfra kirken; de hadde staat indenfor døren en stund eller i gangen og hørt salmen og bønnen; men saa var de ikke god til mer, de maatte bagom sakristiet og ned stien for at se efter han Targjei.

«Da va so varmt op i kjyrkjaa, dar va ’kje inneverandes,» sa de.

Eg ve no prøva, korser, eg,» mente Per Øfsthus. «Da lyt’ no vera varmt, naar eg ikje sku halda ut te høira Guds ord likavel.»

De andre lod, som de ikke hørte, og bare gav sig stilt til at ble ud ljaa.

«Nei, — Huldr’en ha ’kje noke lag mæljaa, helde han,» tog Per i, han behøved ikke gaa endda paa en stund.

«Da va no so grust, daa han kom, han leste vera ratt finsme — laas aa nykla aa slikt; ein konde vera fegjen, fek ein ’an te ta paa ein ljaa,» svarte Jens Nybø.

«Men da sakka aav att al fort,» sa Per og lo smaat, han saa bort paa austmanen, som stod og likte sig. — «Aa no æ han ’kje kar te faa ljaana te helde, so folk æ tente mæ dei.» — Han prøved at faa de fire ljaarne ned i indlommen paa frakken; den var dyb nok til at ta alle, saa de blev borte. Det var ikke raade1igt at lægge dem igen her ned i osen, saa gode ljaa.

«Eg sa da mæ da sama, eg,» kom Baard Øiren til, han var ogsaa færdig med at se sig ud ljaa. «Eg kende ’an no so mykje fraa førr.»

«Aa dæ ’kje saa let aa smie goe ljaa,» mente Targjei rapt, han smaalo, for handelen gik.

«Han smir dei for varme,» sa Jens, han prøved ogsaa at faa sin langaarv ned i indlommen.

«Ja; — aa gaar ein op te ’an fø aa prata om ljaana, so æ dar ’kje noke greia te faa paa ’an,» gjorde Per Øfsthus sig færdig og gik; han knæpped øverste knap i trøien, saa ikke ljaaen skulde stikke frem.

«Nei, da slæppe du!» svarte de, som blev igen. —

— Per Øfsthus gik med lange steg op langs havreageren, hænderne paa rygg. Og Jens kom lidt efter. De mødte flere paa vei ned stien mellem skolehuset og havreageren, og nogen gik ogsaa paa bene veien:

«Du ha ’kje set Targjei, veit eg?»

«Jau, han va nett ner i osen.»

«Eg sku berre snakt mæ ’an so snøggast.»

Saa gled de videre. —

— Huldr’en stod ned ved døren og saa Per komme ind i gangen, ta hatten av og be ned i den; præsten var nett paa stolen. Og han saa Jens Nybø komme ind og be i hatten. — Huldr’en kendte det paa sig, at de kom fra osen og hadde truffet han Targjei, som den ene efter den andre flytted sig stilt indover, saa gangen næsten var fuld, bøied hodet og bad i hatten. Han hadde hørt én kviskre Targjei ogsaa, for en stund siden.

De saa hugbundne ud; nu tænkte de ikke paa andet end det ene fornødne; men mest alvorlig var han, som kom sidst, først midt i fadervoret.

Da salmen kom, sang ingen saa stærkt som de i gangen. Men Per Øftshus var bedst; han la hodet bagover lidt og sang, saa stemmen skar sig ind i døren gennem menighedens sang. — — Der fandtes ikke slige ljaa, var han sikker paa, i nogen trøielomme ude i gangen, som hans stuttaarver. —

Og en og anden, som stod indenfor døren, snudde sig alvorlig om og saa paa ham. Huldr’en ogsaa; og han saa, hvor stuttaarvspidserne stak fremfor halskluden. Han snudde sig braadt om, lurte sig ud, før sangen var slut, og strøg hjem.

— — Det var det, Jens Nybø og Per Øfsthus hadde truet med ifjor ogsaa, at austmanen vilde komme, siden ljaarne til Huldr’en var saa daarlige.

Han kendte sig stivnet, der han sad i smedjedøren og saa paa, hvorledes den ene kirkebaaden blev skøvet ned efter den anden og gled udover mod fjorden i svag strøm. —

Saa reiste han sig, gik ind og laaste døren. —