Hougafolke paa Sveine
Paa ein Gard i Sjaak som kallas Sveine, va de ei Ti’ førr i Verd’n døm va saa ille ute for di Onde-buandes te kaar Jul, at Folke lout rymme ’taa Garde saavisst, som Juleftan kom. Og te andre Ti’e va de hell ikje Fre’ aa faa i Husom, di Onde-buandes tok Mat paa Stabure, gjorde Illt paa Krytyre og fann paa allt de Galne, som kunde upp-tenkjast, og detta va sport baade vidt og breidt.
Naar Folke paa Sveine rymde Huse um Juleftan, sette døm att upp-reidt Bord ette se me Julkost ’taa di beste, døm aatte. Døm tordes ikje anna, for saales ha Hougafolke vore vande ve aa havt de i lang Ti’ og skulde døm slutta me di, va døm redde, de ikje ha vorte buande paa Garde meir.
Trast Folke va ’taa Garde farne, kom Hougafolke me slikt Smal og Braak, at Jorde skolv. Døm sette inn i Stugo og bar te go-gjera se ’taa Julmate og helde Høgti’ paa sin Vis, heilt te Trettan-Helgje va over; firi den Ti’e nytta de ikje for Folkje paa Sveine, aa fløtja inn i Huse att.
Ein Julefta da døm heldt paa aa fløtja ’taa, kom de ein lang-faaraandes Fatti’-Mann inn paa Sveine og ba um Hus ivi Hugue mea Julnatte va, um ikje lenger. Kjeringje ba Gud be’re se, døm ha ikje Hus i Julom sjølve, døm, sa ho og fortalde, kaarles di Onde-buandes bar se aat der i Garde. „Aa, er de ikje naagaa verre,“ svaaraa Mann, „saa ondrast eg nok paa, um ikje eg og denne graae Bikkja mi ska gjera Huse ry’juge for di Otolden[1].“ Men alle skreik ende upp-ivi se og sa, at de sto ikje te for ei Kriste-Sæl aa vera i Stugun paa Sveine Julnatte hell nogor annor Natt, hell, saalengje Jule vaaraa. Men denna Mann gat um, at han ha vore ute ei Houstnatt førr og fekk han berre Lov te vera og kunde faa laane ei lang Snor og ein raa’ Nouthu’-Halving, saa vilde han sjøl ’taa paa se Natt-Stoe. Endele vart de saa han fekk Lov te aa vera i Stugun, ette di, han vilde vaagaa Live sitt, kaar de snudd. Snore og den halve Raa-Hu’e fekk han og med di foor Folke sin Veg, saa fort døm vann, for de bar allt te aa bli skomt um Eftan.
Da no Mann vart att einsleg i Huse, maakaa han te ein avraa’e stor Finnlabb ’taa di halve Raa-Hu’n og brukte den lange Snore te Drag-Bann; han festa eine Endin taa Snor’n baka Omn, men Labben sette han mitt fram-paa Golve. Saa gjekk han burti Jorde og fann se ein dugele, før Rogne-Stav og den fir-klouv han ette halve Lengd’n. Da han ha stellt se paa me dessa, smoug baade han sjøl og Bikkja bakum Omn og der laag han og heldt den louse Endin ’taa Drag-Bannde i ei Haann og Rogne-Staven i hine.
Lengje va de stillt og role saa Fatti’-Mann heldt paa aa somna inn-me Omne. Men saa me Eitt vart de slikt vandskapele Leven me Daan og Donder ut-i Garde, at Stugo ga se i Veggje-Motom[2]. Jou, no er de høyrande te, de kjøm Jul-Framon paa Gard’n, tenkte Mann som inn-me Omne laag, og hann budd se te aa taakaa væl imot døm. Den fyste som kom inn-i Stugo, va Ein me ein Naasaa saa stor og krokot, at han likna skjilligt eit ut-vukse Bukkehønn. Og ette honom kjyllte de inn saa tjukkt, at Stugo vart full me Eingong. Saa vart hann, me Krok-Naasaa, var di store Finnlabbe fram-paa Golve: „Bonn-Manns Fot er stor, men min er større,“ sa han, og di-me stakk han eine Foten ne-i og skulde sjaa, um de maata. Nettup detta va de Fatti’-Mann laag og gjætte paa – me di saamaa Houga-Kall’n fekk Foten ne-i, gjorde han ein Tverr-Rykk me Snor’n saa Labben dragna aat og Kall’n volt aat Golve som ein a’an Kubbe. Og me di saamaa bar Mann te aa gje paa’n me Rogne-Stave – aa redde deg, kaar han slo! Staven gjekk saa tidt som ei Trummstikke, berre saa Flisinn fouk, og Bikkja gnelldra og hekste og glekste i Laar og Leggje paa Houga-Kalle. No trudde nok Kall’n han skulde rekna Daskann ’taa se, og sette paa rekne: „einn, einn, einn, tvo-tvo-tvottri-tri-einn,“ skreik han upp-att nogre Gongo, men han kom ’taa Rekningen, maa’ta, for han fekk fire Daske um Gongen ’taa di firklovne Rogne-Stave. Han lout taakaa, de han fekk, baade orekna og omælt, og slik Dengsle fekk han, at ha de vore eit Kriste-Menneskje, saa ha Live sprongje i saamaa Stonn. De andre Følgje vart saa redde, at døm sette paa Døre i slik Offse, at den eine volt over den andre ut-igjønom Døra-Gape. Han, som fekk Hogg, slapp no endele lous att ou, te Slutt og da foor han som ei Pil utu Stugun. Men ette di Dagje ha Ingen merkt meir te Hougafolk hell Onde-buandes paa Sveine, korkje yrkt hell heilagt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |