Holbergs Karakter og Meninger
(Under en Gjennemgaaelse af Holbergs Skrifter tog jeg mig for, efterhaanden som Læsningen skred frem, at notere de Steder, hvor han paa en særdeles fyndig eller lunefuld Maade udtaler sig om sine egne personlige Forhold, eller om Gjenstande af almen Interesse. Inden jeg vidste Ordet af, havde jeg paa denne Maade samlet et betydeligt Material til Belysning af vor Holbergs Karakter og Livsanskuelse. Det er en Del af disse i forskjellige Skrifter af Holberg omspredte Ytringer, jeg her har søgt at forbinde i en afrundet Fremstilling. Den Læser, der kjender til hvad der, fornemmelig i de senere Aar, er skrevet om Holberg, af Smith, Welhaven, M. Hammerich o. fl., vil intet eller saagodtsom intet Nyt finde her; men hvad der efter sit Indhold er gammelt, tør jeg dog tro det vil have sin Interesse at se opfrisket i en Gjengivelse med vor Holbergs egne Ord. Denne Fremgangsmaade er forresten ikke ny; det er den sidstnævnte Forfatter, som i „Nordisk Universitets-Tidsskrift,“ saavidt jeg ved først har anvendt den[2], og den efterfølgende Skildring kan paa en Maade siges at slutte sig til Hammerichs Skrift, dog, som man ved en Sammenligning let vil se, efter en i flere Henseender forskjellig Plan.)
Der er faa Forfattere, som har efterladt sig saa rigelige Bidrag til Kundskab om deres Karakter og Anskuelser, som Holberg. I sine Epistler, moralske Tanker og Satirer, og forresten lejlighedsvis, har han saa omstændeligt udtalt sin Livsanskuelse, sine Meninger om de forskjelligste Gjenstande, store og smaa, og saa uforbeholdent skildret sine personlige Forhold, sin Levevis, sine Vaner og Tilbøjeligheder, at han staar som lyslevende for os; vi følger ham gjennem hans bevægede Ungdomsliv, sidder hos ham i Studerekammeret, „læser i hans opslagne Bøger,“ og indvies i alle hans huslige Glæder og Sorger. – Det mest fremtrædende Træk ved Holbergs Personlighed, saaledes som han staar for os efter dette Bekjendtskab, er den Uafhængighed, hvormed hans Karakter og Leveskik er præget i alle Retninger. At tænke selv, intet at tage for godt uden omhyggelig og selvstændig Forskning, var ham i et og alt det første og sidste. Han havde bevæget sig mellem de forskjelligste Mennesker, Høje og Lave, Lærde og Ulærde, Orthodoxe og Fritænkere; han beskjæftigede sig med den mangfoldigste Læsning, Theologi, Filosofi, Historie Naturvidenskaber; men overalt, enten han færdes mellem Mennesker eller Bøger, ser vi ham selvstændig forskende, tvivlende altid med sin sunde Fornuft aarvaagen, altid paa sin Post mod at tage noget for godt paa den blotte Autoritet. Paa egen Haand at trænge ind til Tingenes sande Kjerne, var hans Studeringers Hovedmed; det er hans stadige Omkvæd, at han stedse søger at vise, hvorledes Skyggen tages for Legemet, og Skin for Virkelighed, og er der noget ved hans Personlighed, som kan kaldes Enthusiasme, saa er det denne utrættelige Søgen efter Sandhed. „Min Karakter er: at blive ved Sandhed,“ siger han i en Dedikation til Frederik den 5te, og ingen Forfatter kan med bedre Føje give sig selv et saadant Vidnesbyrd. Ihvor flittigt han end granskede i Bøger, læste han ikke for at opfyldes med Andres Tanker og Meninger; Læsning var for ham først og fremst en Spore til Selvtænkning. Ved den slaviske Studering, mente han, frembringes kun en „overstadig Lærdom,“ og „en overstadig lærd Mand kan lignes ved en overstadig drukken Mand; thi ligesom man kan drikke sig et Ruus til, saa kan man og studere sig ligesom et bestandigt Ruus paa. Ved det eene Ruus, saavel som ved det andet, gjøres man uduelig og ubeqvem til Forretninger: Thi Virkningen er den samme, enten Ruset kommer af Brændeviin eller af formegen Læsning. – Erfarenhed lærer, at man kan studere sig taabelig; man kan opfylde sit Huus med saa mange Gieste, at man selv ikke haver Rum til at vende sig, og man kan fylde Hovedet med saa mange fremmede Hierner, at ens egen Hierne ikke kan operere.“ Det er denne Slags Lærdom han kalder Philosophia carbonaria eller Kulsvierfilosofi, ved hvilken Meeninger, som have deres Oprindelse af et eeneste Menneskes Hierne, udbredes; „thi det gaaer her til, som naar een udi et Selskab gisper, saa gisper ved Sympathie det hele Laug med ham.“
Ved saaledes i sine Studeringer altid „at giøre større Fremgang ved at tænke selv end ved at læse andres Tanker,“ kom han vistnok nu og da, som han tilstaar, til at blive „noget selsom“ i sine Anskuelser, og til at gaa udenom den slagne Landevej; men hans overvejende Karakter er dog Maadehold, og Summen af hans Livsvisdom betegnes maaske i Korthed mest træffende ved det danske Ordsprog, han etsteds i sine Moralske Tanker anbefaler: Frygt Gud og følg Landevejen. Og naar han bekjender, at han følte sig særlig tiltrukken af paradoxe Skrifter – „jeg spidser Øren mod alt hvad som er nyt og usædvanligt“ – saa var det fordi nye og dristige Tanker var en desto sterkere Spore for hans egne, og ved at granske Yderlighederne lededes han des sikrere did, hvor hans sunde Natur helst søgte Sandheden: i Midten.
Den nys anførte Ytring er ogsaa i en anden Henseende
merkelig den vidner om, at han aldrig gik sig saaledes
fast i sine egne Meninger, at han følte sig forarget over
urimelige Anskuelser, tvertimod: han „spidsede Øren;“ han
var aldrig tryg, slog sig aldrig til Ro i en selvbehagelig
Følelse af at have fundet det Rette, og som det var hans
Grundsætning, at „et Menneske maa examinere saa længe
han lever,“ var han altid rede til at tilegne sig en ny
Paradox, selsom, urimelig. Examinere, granske. Anskuelse, og opgive hvad han hidtil havde taget for godt.
„Intet Menneske haver ladet see en større Docilitet,“ siger
han, og ligner de forstokkede Lærde med „de engelske Buldogger,
hvilke saaledes afrettes, at de indtil yderste Aande
holde ved deres første Greeb,“ da derimod „Meningers
Forandring rejser sig gemeenligen af Ydmyghed og Sandheds
Efterledelse.“ „Det er dermed som med tørre og
forraadnede Træer; en sund og frisk Green lader sig bøye,
men en tør kand ikke krummes, uden den tillige maa brydes.“
I denne Henseende viser han sig som en Aandsfrænde af
en anden af hans Aarhundredes store Aander, Lessing.
Ogsaa han satte sit Livs Indhold, ikke i at naa Sandheden,
men i stedse at stræbe efter den, og ligesom det var den
tyske Tænkers Maal, først og fremst at vække til Selvtænkning,
var der intet vor Holberg mindre tragtede efter,
end selv at gjelde som Autoritet; naar han siger, at „en
Kundskab, som alleene støtter sig paa visse Mænds Autoritet,
egentligen ikke kan kaldes Kundskab,“ saa anvender han den
samme Sætning paa Læserens Forhold til ham selv, idet
han advarer mod at tro ham paa hans blotte Ord: „Det
er saa langt fra, at jeg paatrykker nogen mine Meeninger,
at jeg ikke engang beder nogen at antage dem: jeg beder at
randsage i Steden for at troe.“ – Ligesom Lessing var
Holberg ogsaa – hvad der i Grunden er uadskilleligt fra
en sandhedskjærlig Aand – en stridbar Natur. Han priser
Tilstande, hvorunder stridige Meninger kommer til Udtalelse
og Sammenstød. „De Ulejligheder, som fødes af Usamdrægtighed,
ere ligesom Stormvinde, hvilke nedslaae Huuse
og Træer, men tilligemed rense Luften, og hindrer, at den
ikke af for megen Stilhed raadner. Det er Mennesker tienligere
at trette og tviste, end ligesom umælende Creature at
leve udi en brutal Samdrægtighed.“
Docilitet, Lærvillighed. Brutal, dorsk, raa.
Af Holbergs Epistler og lignende Skrifter ser vi, at han har beskjæftiget sig særdeles meget med theologisk Læsning. Ikke just fordi saadanne Studeringer stemte mest med hans naturlige Tilbøjelighed; men Tiden var i høj Grad frugtbar paa theologiske Stridigheder, som maatte være ham en Spore til atter og atter at overveje religiøse Anliggender. Det var en Tid, da man, for at bruge H.’s egne Ord, hvert Aar saa „spidsfindige Mænd at fremkomme med Skrifter mod Religionen i Almindelighed, og ikke at disputere om een og anden Troens Artikel, som forhen er skeed, men at angribe Troens Grundvold, og at løbe Storm til dens Hoved-Fæstninger.“ Han kunde ikke staa som ledig Tilskuer ved disse Bevægelser, og da han efter sin fjerde og betydeligste Udenlandsrejse havde lyttet til de franske Fritænkere, og – paa den anden Side – med egne Øjne seet det papistiske Uvæsen i Rom, kunde han ikke værge sig mod mangehaande Tvivl om den aabenbarede Religions Sandhed. „Jeg troede,“ siger han, „at det var et Menneskes Pligt at undersøge det, han havde lært af sine Forældre, at læse i de forbudne Bøger, og tvivle om alting.“ Han kunde ikke „efter visse Gejstliges Exempel tractere hine Fritænkere med Foragt, men maatte ansee dem som Fiender, hvilke man maa møde med Hielm, Skiold, Pandser, og bevæbnet fra Hoved til Fod. Jeg haver fundet udi deres Skrifter Objectioner, hvorved jeg haver stønnet, og Knuder, som jeg ikke saa let haver kundet løse.“ En anden Spore til religiøs Betragtning havde han i sin bestandige Sygelighed, thi „et Menneske, der fremdrager sin Tid udi Sygdom og Affliction, tænker meer paa det Tilkommende, end de, som ideligen leve udi Sundhed og gode Dage.“
Sin Religiøsitets Karakter betegner Holberg maaske
mest træffende med det Udtryk: en bekymmerlig Eftersøgning.
Tractere, behandle. Objection, Indvending. Affliction, Bekymring. Den havde ikke sin Grund i en uvilkaarlig, af dybe Sindsrørelser
fremgaaet Trang; den var fornemmelig et Resultat
af omhyggelig, varsom og ærlig Forskning, og naar han
siger, at han „studerer alleene paa een eeneste Hoved-Artikel,
som sigter til at vise den christelige Religions Sandhed, og
at Jesus er Christus;“ at det er bedst „at tage sin Tilflugt
til Revelationen,“ naar al Bevisførelse svigter; at „vi
maa troe aandelige aabenbarede Ting, som gaae over Fornuften,
omendskjønt vi dem ikke begribe“ o. s. v., – saa bør
vi vistnok tillægge disse Udtalelser Vegt; men det kan dog ikke
negtes, hvad der fremgaar af mangfoldige Ytringer, at han
i langt overvejende Grad holder sig til Religionens praktiske
Side, til den kristelige Moral, hvis Forskrifter han nærmest
synes at betragte som en Bekræftelse paa den Sædelære,
han ved den sunde Fornufts Hjelp havde dannet sig,
og hine Ytringer synes snarere – i al Fald tildels –
næsten aftvungne formedelst de Tvivl, Samtidige nu og da
opkastede om hans Rettroenhed, end uvilkaarlig udtalte som
en frimodig Bekjendelse. Stadig Selvprøvelse, strengt at
følge Pligtens Bud, og i sit Levnet at foregaa med et
Exempel for Næsten, var for ham Religiøsitetens sande
Prøvesten, og han havde en sterk Mistillid til Paalideligheden
af den Slags Religiøsitet, som ytrer sig med Lidenskab,
pludseligt og heftigt, hvilket han kaldte „at dyrke Gud
ved Paroxysmos. „Hos de fleste Mennesker,“ siger han,
„finder man en bestandig Omvæxling af Gudsfrygt og
Ugudelighed, saa at deres Levnet kan lignes med en Andendagsfeber,
hvorudi Heede og Kulde vexelviis haver Overhaand;
de ansee deres Bønner som et Slags Liqvidationer,
og meene derved at kunde producere Ballance-Regninger paa
Debet og Credit. Man maa derfore ikke lade sig forbløffe
Revelationen, Aabenbaringen. Paroxysmus, Raptus, Rid. Liqvidation, Regnskabs-Opgjør. af den Roes, som gemeenligen tillægges een og anden med
disse Ord: Det er en Mand, som frygter Gud; man maa
ogsaa efterforske hvad han bestillev mellem Fro-Prædiken,
Høymesse og Aften-Sang, om hans Gudsfrygt er den
samme om Mandagen, som den var om Søndagen, ja om
han ikke efter den almindelige Maade alternerer med Bønner
og Synder.“ Han har ogsaa jevnlig et spydigt Ord
ved Haanden mod de Vækkelser, som pludselig fremkaldes
ved Verdens Modgang, og minder i den Anledning om
Finlappen, som da han faldt i Vandet blev meget andægtig,
„men da han udi denne Fare fik fat paa Greenen af et
Træe ved Strandbredden, hvorved han kunde redde sig,
sagde han: nu hielper jeg mig selv.“
Som det i et og alt kun gjaldt Holberg for Sandhed
hvad der var selverhvervet ved samvittighedsfuld Overvejelse,
saa er der i denne Retning intet han ivrer sterkere imod,
end den bekvemme Vanekristendom, som af Magelighed følger
Strømmen, idet man „jevnt troer alt hvad de fleste got Folk
udi Staden tro. Jeg veed, at jeg skal blive salig ved min
egen og ikke ved min Sogne-Præstes Troe: jeg veed og at
Religionen ikke som et Fideicommis eller Arvegods forplantes
fra Fader paa Søn, men at den maa grunde sig
paa Examen, og kan jeg for min Part sige, at hvis jeg
farer vild, saa haver det kostet mig meere at vildfare, end
det haver kostet mange andre at troe ret.“ Fornemmelig
skjærper han sin Satire mod den blot ydre Gudsdyrkelse:
„En gudfrygtig Mand er den, som paa visse Timer om
Dagen ligger paa Knæe, og med oprakte Hænder til Himmelen
beder, eller bevæger sine Læber som, naar han hører
Klokken ringe, erindrer sig udi en Hast at han er en Christen,
og følger Strømmen med dem, som gaae i Kirke.“
„Jeg forsømmer ikke at bede,“ heder det et andet Sted,
Alternere, skifte. Examen, Undersøgelse. „men mine Bønner ere korte, saasom jeg holder for, at
Gudsdyrkelse bestaaer meer udi Lydighed og Levnets
Forbedrelse end udi Bønner“ – allermindst i Saadanne,
hvorunder „en Skoemager adresserer sig til det
højeste Væsen med en Syel i Haanden, en Skræder med
sin Sax, en anden paa anden usømmelig Maade, saa at
intet er almindeligere iblandt Christne, end at tale med Gud
udi deres daglige Handtering og Arbeide, og det ligesom
en passant, for ikke at spilde Tiden. En sætter til paa
et Giestebud den yderste Skilling, og Dagen efter raaber:
Giv os i Dag vort daglige Brød, og mangen Skræder
klipper sin Næste en Alen til Skade, medens han tilligemed
intonerer: Jeg vil din Priis udsiunge. Men det er
Spørsmaal, at, om een der er slagen af Frygt og Bævelse
over sine begangne Synder og tilligemed fuld af Tillid
til Guds Barmhiertighed, eengang om Dagen med Tolderen
siger: Gud vær mig Synder naadig! Jeg siger, det
er Spørsmaal, om han ikke beder meere, end den der ved
en Spinderok eller Væv løber heele Kingos Psalme-Bog
igjennem.“
At Holberg hyldede Troesfrihed, er en Selvfølge:
„Fra den første Tid, jeg kunde skiønne paa Ondt og Godt,
har jeg altid holdt Tolerance for en sand Christen Dyd.“
Han havde med egne Øjne seet Samvittighedstvangen i dens
hæsligste Skikkelse i Kristian den 6tes Tid, da man satte
Folk i Gabestokken for Forsømmelse af Kirkegang, og drev
dem til Alters med Trusler om Vand og Brød, og det er
kanske netop denne Tid han har for Øje naar han siger:
„Man kan vel tvinge Mennesker til at giøre, men ikke til
at tænke, og naar man ikke kan tvinge dem til at tænke,
saa udvirkes ved Tvangen alleene, at Mennesker drives til
at sige andet end de meene, hvilket er at giøre dem af
En passant, i Forbigaaende. vildfarende Folk til Øyenskalke. Man kan tvinge en til
at sige: jeg troer; men man kan ikke tvinge ham til at troe,
og det er ligesaa ugiørligt, at vinde en Vildfarende med
Riis og Svøbe, som at bestorme en Fæstning med Syllogismer.“
– Men paa samme Tid som Holberg indskjærpede
„Taalighed og Sagtmodighed“ mod „Kjettere,“ d. e.
saadanne som vildfare i god Tro fordi de ikke ved bedre,
indskrænkede han paa den anden Side – og det er meget
betegnende – sin Tolerance med Hensyn til dem der i sine
religiøse Meninger „følge alleene sin indvortes Drift, som
de kalde Samvittighed og Guddommelig Inspiration, og
som paastaae, at andres Samvittighed skal rette sig efter
deres, hvilket er ligesaa ubilligt som om en Spiller vilde
paabyde, at de Kort skulde dominere eller være Trumf, som
han havde meest Forraad paa.“ Om saadan „Fanaticisme“
bemærker han meget tørt, at han holder den for „en virkelig
Sygdom og en hysterisk Passion, mod hvilken en Doctor
eller Chirurgus opererer kraftigere end en Præst eller
Missionarius,“ og „om end saadanne Sværmere ere gode
Mennesker, der sige hvad de meene, og uden Skye øve det,
de holde for at være deres Pligt, saa ere de dog saadanne
som man mindst kan tolerere udi et Societet.“[3] Han
havde en naturlig Sky for saadanne Ivrere, der kom i
Syllogisme, Fornuftslutning. Principium, Grundsætning. Lidenskab istedenfor at drøfte med Koldsindighed, der, „saalænge
som Galden opererer, ansee sig selv som Guds Gesandter
og himmelske Herolder. Italienerne sige: Con toto mondo
guerra, ma pace con Inghilterra; det er Kriig med heele
Verden, men Fred med Engelland. Jeg siger: Kriig med heele
Verden, men Fred med Philosophis og Geistlige, sær med
dem, som give sig ud for Helgene; thi det er ligesaa let
at giøre en Helgen vred, som det er vanskeligt at giøre
ham blid igjen, og de Krige man fører med deslige Folk,
kommer man sielden vel fra. Thi, endskiønt man haver Ret,
synes man dog ingen at have. Jeg forsvarer mig derfor
mod enhver saa længe jeg kan, men, naar jeg faaer Tvistighed
med en Devot, planter jeg Gevær, offererer Charte
blanche, og giver mig paa Naade og Unaade.“
Holbergs overvejende Forstandsretning, og den Mistillid han havde til alt hvad der har sin Grund i Følelsens, Gemyttets dunkle Verden, gjør det let forklarligt, at han ikke ubetinget stillede Religionsundervisningen i første Rad ved Børneopdragelsen. Han troede endog tildels at finde Grunden til den haardnakkede Kivagtighed mellem de forskjellige Religionssekter deri, at man „først begynder med Guddommelige Hemmeligheders Catechisation, hvorved foraarsages, at enhver med yderste Haardnakkenhed forsvarer den Sect, som han er opdragen udi, og ingen Argumenter siden vil imodtage,“ og at den fanatiske Bitterhed, som herskede imellem dem, vilde ophøre, „hvis man foretog at giøre Folk først til Mennesker, førend man forsøgte at giøre dem til Christne.“ Derfor mente han man skulde „begynde med Morale, førend man skrider til Religionens Mysteria og Hemmeligheder,“ og opstiller visse korte og simple moralske Sætninger, „som ere saa tydelige at ethvert Barn dem kan begribe.“ – Hans Ytringer om Opdragelsen i Almindelighed viser os forresten hans skarpe Menneskekundskab i et meget interessant Lys. Hovedgrundsætningen i hans Pædagogik er: Respekt for Personligheden, for de individuelle Anlæg. Ethvert Menneske, mente han, har af Naturen et vist Talent, særlige Anlæg i en bestemt Retning; det gjelder for Læreren først og fremst at udfinde og vække denne Begavelse, og da – gaar det af sig selv: „ethvert Barn behøver heller Tøiler end Sporer udi det Studio, hvortil det haver baade Lyst og naturlig Evne; naar ethvert Barns Egenskab, Tilbøielighed og naturlige Pund udforskes, førend det sættes paa den Rende-Bane, som fører til Maalet, kan ikke andet ventes end lykkelig og hastig Fremgang. Det vil da skee, som jeg ofte tilforn har erindret, at faa Mennesker vilde findes gandske uduelige. Der er saaledes intet andet Middel til at forsyne en Stæd med duelige Borgere. Nogle foregive vel, at Fødsel, Luft og Føde herudi giøre størst Hinder, men Erfarenhed viiser, at Bonde-Hytter saavel som Fyrstelige Paladser have kundet tilveyebringe store Mænd, og at der ogsaa kan komme noget Got af et Nazareth.“ Det er altsaa ikke nok, at Læreren indretter sig efter sine Lærlingers Dannelsestrin og ydre Vilkaar, saa at han ikke „conjugerer Amo udi Mesterlectien eller opvarter Islændere med en Præken, der er giort udi Paris mod Vellyst, Heste og Vogne,“ efterfølgende den Præst, som ikke ufornuftigen afbrød en dybsindig og eftertænkelig Tale med de Ord: Dette maa være nok for Eder, som sidde udi de store Stole: nu vil jeg tale lidt for dem, som sidde paa Skamlerne.“ Men han maa fremfor alt have den Enkeltes personlige Anlæg for Øje, betænkende, „at det ikke lader sig giøre med Mennesker som udi Kortspil, hvor det koster ikkun at sige, at Hierter, Spar eller Kløver skal være Trumf; thi saasnart Paabudet er skeed, blive de det virkeligen; men et Menneske eller en levende Kløver-Knægt, paa hvad Post man end setter ham, er og bliver en levende Kløver-Knægt.“ Den store Vanskelighed ved al Undervisning var det i dobbelt Grad paa Holbergs Tid, da Skoleundervisningen var saa indsnevret til faa Lærefag, at der kun lodes ringe Spillerum for Udviklingen af de individuelle Anlæg, og da selve disse Fag sikkerlig som oftest behandledes med en aandløs Tørhed, saa Holberg vistnok ikke uden Grund klager over at „saa snart et fornemme Barn kommer nogenledes til skiels Alder, overleveres det til Lærere og Exercitie-Mestere, for under Riis, Ferle og Svøbe at undervises i adskillige Ting, som det siden skal glemme.“ – Det bliver, mente han, snarere et Lykketræf, hvad et Menneske opdrages til: „nogle Disciple opløftes af Lærerne til Skyerne, andre igien ansees som Misgeburt eller Monstra, hvorudaf intet got kan blive, da de dog alle kunde være lige gode, hvis enhver blev sat paa sin rette og naturlige Post. Jeg erindrer mig, at udi min Skolegang vare tvende Disciple, hvilke ingen Discipline kunde bide paa, saa at de gandske forpryglede omsider bleve dimitterede. Men da de komme til Hoved-Staden, og der bleve antagne blandt Søe-Cadetter, overginge de alle udi Lærvillighed.“ Med saadan Opdragelse paa en Slump gaar det i bedste Fald som en Maler sagde, „hvilken jeg engang saae sætte adskillige Latinske Deviser under nogle Stykker, som han afmalede paa et Huses Vægge. Jeg spurte ham, hvorledes han saadant kunde giøre, efterdi han ikke forstod Latin: hvortil han svarede: Unterweilen trifft’s doch artig ein.“
Undervisningens og Lærdommens Hovedmaal satte
Holberg i at gjøre Menneskene til nyttige Borgere. Han
havde liden Sans for de Studier, der øves for
Unterweilen, o. s. v. Undertiden slumper det dog til at passe meget net. Videnskabens egen Skyld, og betragtede Videnskabeligheden i dens
Forhold til det reelle Liv, med Hensyn til dens umiddelbare
Anvendelighed. „Man maa ikke alene bruge Hiernen
for at studere, men studere for at giøre Hiernen brugelig
til Forretninger, ligesom man ikke maa leve for at æde,
men æde for at leve.“ Og denne medfødte praktiske Aandsretning
maatte i høj Grad styrkes ved Betragtningen af den
lærde Stands Aandløshed. Det var Pedanteriets og den
ørkesløse Spidsfindigheds Gyldenalder: „jeg haver af Erfarenhed
mærket,“ siger han, „at der er stor Forskjel imellem
Geist og Skjønsomhed, imellem Lærdom og Klogskab,
og at Verden er saa fuld af spirituelle og lærde Narre,
at man deraf kunde oprette et femte Monarchie. De fleste
saakaldne lærde Dissertationer giøres enten over det, som
ingen forstaaer, eller det som ingen er magtpaaliggende at
vide, men som mange Skribenter have sat baade Helbred og
Forstand paa at oplyse, f. Ex., om Romeres og Grækers
Halsbaand, Skoe, Støvler, Hatte, Armbaand etc. Saadanne
Skrifter tiene hverken til Rytte eller Zirath, saa de hverken
undervise eller fornøje, og kan lignes ved beeske og
ildesmagende Piller, hvilke med Viderværdighed maa nedsvelges,
og dog ikke operere. Med slige Skrifter ere dog
alle Bibliotheker opfyldte, hvilke ere ikke meere til Zirath
og Nytte, end Spindelvæve. Og kan Skribentere derudover
ikke lignes bedre end med Edderkoppe, der spinde sig
selv til intet, og deres Arbeide med Spindelvæve, hvilke ere
ligesaa unyttige, som ubehagelige udi et Bibliothek.“ „Jeg
holder den for en lærd Mand, der i Grund forstaaer et
vigtigt Videnskab, enten han haver lært det paa Græsk,
Latin eller sit Moders-Maal, enten han haver erhvervet
det ved Læsning eller Erfarenhed.“ Derfor havde han
f. Ex. intet imod at en dygtig Agerdyrker blev holdt jevngod
med en Professor i Naturvidenskab: „Hvis Agerdyrknings
Kundskab blev til et Academisk Studium, vilde i mine Tanker de 9 Musæ ingen Fortrydelse bære derover.
Thi Academier ere stiftede for at excolere de Studeringer,
hvorved Kirke, Stat og Borgerlige Societeter opbygges.
Det kommer ikke an paa, hvo der haver studeret mest, men
hvo der haver studeret best. Og naar saa er, kan jeg ikke
see, at man jo med lige saa stor Føje kunde give en Magister-
eller en Doctorhat til en Agermand som til en
Grammaticus – af den Beskaffenhed, at „naar man tager Hatten
af ham, tager man og Hovedet,“ – „med mindre man
vilde sige, at det er meere magtpaaliggende at rangere Ord
og Gloser, end at forbedre et Stykke Land, eller meere
magtpaaliggende at reense en gammel Poet fra Copiist-Fejl,
end at reense en Ager og giøre den frugtbar.“ Han følte
sig saaledes lidet tiltalt ved de strengt filosofiske Studier;
hans Filosofi var: sund Fornuft, øvet gjennem Iagttagelse
og Erfaring og udviklet ved Granskning af „magtpaaliggende
Ting, som ved Studering og Meditation kan udfindes.“
Derfor havde han ikke alene lidet Brug for den
saakaldte logica artificialis (som vi kjender af Erasmus
Montanus) „saasom jeg er fornøyet med den jeg haver af
Naturen;“ men ogsaa den egentlig filosofiske Spekulation,
„de abstracte og transcendentalske Betragtninger“ var han
tilbøjelig til at anse for en ørkesløs Beskjeftigelse, og de
filosofiske Stridigheder vilde, mente han, rimeligvis „vare til
Verdens Ende, og indtil Forstanden udi det andet Liv
bliver ret forklaret.“ For sit eget Vedkommende tilstaar
han, at han, uagtet han „ofte læser Methaphysiske Skrifter,
liden Fremgang derudi haver kunnet giøre,“ og da han i
sit 32te Aar blev Professor i Metaphysik, var det kun
ugjerne han overtog dette Embede, „thi jeg vil rundt ud bekiende,
at Metaphysica aldrig kunde komme i større Fare,
end under mit Formynderskab.“
For at opnaa sand Dygtighed anbefaler Holberg viseligen, at begrænse sine Studeringer i en bestemt Retning: „De berømmeligste og anseeligste Mænd ere ikke de saakaldte Polyhistores eller de, som have besiddet mange Videnskaber, men de, som have excelleret udi et vist Studio, eller en vis Konst, hvor ringe den end er. Man maa derfore have et Hoved-Studium, og løsligen derhos excolere andre, sær dem, som have Rapport med det samme. Thi at fordybe sig udi mange Videnskaber tillige, foraarsager at vi ikke naae Fuldkommenhed udi noget. Naar Exces giøres af Studeringer, ere de heller til Byrde og Skade end til Nytte. Herpaa seer man daglige Exempler, og flyder heraf det almindelige Ordsprog: Han er saa lærd, at han ikke kand prædike, det er at sige: Han kand intet giøre til gavns efterdi han veed alting. Thi de umaadelige Portioner af Græsk, Latin, Hebraisk og alle Videnskaber, som ere sammenblandede udi Hiernen, kand lignes med den Drik, som de Engelske kalde Punch, hvilken bestaaer udi en Mixture af adskillige Ingrediencer, og er med Flid saaledes tillavet, at man kand være ganske forvissed om dens Virkning i at giøre Hovedet fuldkommeligen kruset.“
Til Gjengjeld for den Ringeagt, Holberg havde for
den „overstadige Lærdom,“ blev han ogsaa af sine Standsfæller
betragtet med mistroiske Øjne. „Jeg holdes ikke for
en Philosophus, fordi jeg ikke bruger det Philosophiske
Sprog; thi hvad jeg skal sige, siger jeg enfoldigt og tydeligt.
Jo mørkere og uforstaaeligere een taler, jo høyere
og subtilere Philosophus holdes han for at være. Thi de
fleeste Mennesker finde ikke Smag uden i det som de ikke
forstaae; og mørke Taler, som bør tiene til Beviis paa en
Skribents Ubeqvemhed, faaer hos dem Navn af en Majestætisk
Sublimitet. Man kan ligne disse Folk med den gamle romerske
Excellere, udmerke sig. Excolere, dyrke. Exces, Overdrivelse. Skolemester, som ikke kunde lide, hvad hans Disciple talede
og skreve, uden det var mørkt og uforstaaeligt, og derfor
ideligen giorde saadan Erindring til dem, nemlig: skotison,
det er: Giør det mørkt. Og, naar de saadant havde
efterlevet, sagde han: Nu er det godt; thi nu forstaaer
jeg det selv ikke.“
En anden Anke, til hvilken han jevnlig kommer tilbage,
gjelder de unødige Omsvøb og den pedantiske Vidtløftighed.
„Man giør Knuder blot for at løse dem, og bygger
alleene for at rive ned, saa at en anseelig Deel af Menneskets
Liv kand lignes ved Kegle-Spill, hvorudi man nedslaaer
for at opsætte og igien opsætter for at nedslaae, eller
som Tobak-Smøgen, naar man suer Røg til sig, for at
udblæse den strax igien. Naar man betragter de store Bevægelser,
som dagligen skeer paa høje Skoler og Gymnasier,
naar man hver Time hører de lærde Klokker ringe,
item Auditoria og Cathedræ at snurre, kand man ikke andet
end forestille sig stort og frugtbart Arbeide. Men alt
hvad som haver Apparence, er derfor ikke Realitet. Man
kand sveede og trettes ved en stærk Gang, men naar man
gaaer alleene frem og tilbage, kommer man aldrig til Maalet,
men med all saadan Bevægelse er og bliver paa det
samme Sted. Jeg haver intet Academisk Programma seet,
der andet haver givet tilkiende end disse Ord: Imorgen skal
holdes en Grad, og dog fylder et heelt Ark paa Regal Papiir.
Thi de mange Broderier om Apolline, Phøbo, de ni
Gudinder og andre Ting, som kommer aldeeles intet Invitationen
ved, maa fylde Papiret. Saaledes skulde man og
finde mange tykke Volumina, som ved Mynstring vilde blive
meget tynde. Man kan ligne deslige Skrifter ved unge
Apparence, Udseende, Skin. Realitet, Virkelighed. Volumina, Bind. Jomfruer, hvilke, naar de staae ved deres Toilette, ere af
saa liden Circumference, at de fast kunde gaae igiennem
Husets Sprekker, men naar de ere ret i Klæder, indtage
de med deres 3dobbelt skandsede Skiørte heele Gader, saa
at der ere faa Porte, som jo blive dem for snevre. Om
saadanne Bøger kan man sige, de have ingen god Fedme.“
Han væmmedes ved „opkoget Snak,“ og klager i sine senere
Aar over, at han sjelden kommer over en ny Bog, som
indeholder andet end hvad han har læst iforvejen. Den
tiltagende Skrivesyge, hvormed den overfladiske Lærdom gjorde
sig bred, var ham ikke mindre en Torn i Øjet, end det
opskruede Pedanteri. „Udi Landet ere nuomstunder fast
ligesaamange Autores som Mennesker; en heftig Begierlighed
er overkommen alle til at skrive Bøger, som strækker
sig indtil Haandværks-Folk og norske Bønder; thi jeg haver
selv havt Skrifter til Revision af de sidste. Tilforn læsede
alle, men ingen vilde skrive, nu vil alle skrive, men ingen
læser. Ikke at tale om de mangfoldige Dissertationer,
som aarligen publiceres af unge Mennesker, førend de have
faaet Skieg paa Hagen, saa findes der andre, hvilke ligesom
Maaneds-Duer legge Egg ud 12 Gange om Aaret.
I gamle Dage, da Verden laborerede af Mangel paa Bøger,
behøvedes Opmuntringer til at skrive: nu derimod, da vi
have ligesaa mange Skribentere, som Fluer udi September
Maaned, behøves at formindske deres Tall, og burde til
den Ende beskikkes en Art af lærde Skarnagere og Skorsteensfejere,
for at eftersee, om et Skrift var en Copie eller
en Original, om det befattede vigtige Ting eller Sladder, og
rense Landet for de sidste, ligesom Urtegaardsmænd ideligen
luge Bedene for at rense dem fra Ukrud. Det er ikke
uden Billighed, at Skribentere blive meere igiennemheiglede
end andre Arbeidere. Thi naar en Autor ubeden skriver
Circumference, Omfang. Dissertationer, Afhandlinger. Autores, Forfattere. Publicere, offentliggjøre. en Bog, provocerer han den heele vide Verden til Critique:
skriver han vel, takker ingen ham derfor, efterdi
ingen bad ham skrive, og skriver han ilde, bliver han anseet
som en forfængelig og daarlig Mand, der giver sig ud
for det som han ikke forstaaer, og blotter sin Skrøbelighed,
som ellers skulde blive skiult. Sandelig, naar en ubeden
bringer et vanskabt Hiernes Foster for Lyset, saa er det ligesom
han vilde sige: Jeg er en Nar. Men, som det ikke
er alle bekiendt, saa vil jeg ved dette mit Skrift notificere
saadant for den heele Verden, paa det at saavel nu levende,
som tilkommende Mennesker ikke maa tvivle derom.“
(Fortsættes.)
I Indledningen til Sokrates’s Historie sammenfatter Holberg den sande Dannelses Resultater i følgende Afridsning: „De rette Kiende-Tegn paa en viis Mand eller Philosophus ere: grundig Lærdom, Herredom over sine Affecter, tækkelig Omgængelse, Attraae til at forfremme sin Næstes Velfærd, Vindskibelighed i at efterforske Sandhed, Frimodighed i at prædike den samme, Ærbarhed uden Affectation, Kundskab om sig selv, liden Attraae efter verdslig og forfængelig Ære, og Fornøyelse med sin Stand og Vilkor, ikke at foragte Riigdom og Penge, ey heller at dyrke dem, ringe Tanker om sin egen Person, Medlidenhed mod Vildfarende, Omsorg for at conservere sit Liv og Sundhed, ingen utidig Begiering til at døe, og ingen Frygt mod Dødens Ankomst, saa at hans Symbolum i den Henseende maa være: Nec cupio, nec metuo. (Jeg tragter ikke efter den, frygter den heller ikke). Kiærlighed til Fædrene-Landet og Lydighed mod Øvrigheden, Taalmodighed udi Lidelser, og Urets Forglemmelse, Bestandighed uden Haardnakkenhed, og andre deslige Qvaliteter.“
Vi har her Holbergs Livsviisdom sammenfattet i et
kort Begreb. Vi kan sige, at han her har opstillet det
Ideal af „en ret Philosophus,“ som han tragtede efter,
og Enhver, som kjender lidt mere af Holberg, end hans
komiske Skrifter, vil finde at visse Hovedtræk i denne
Skildring stemmer godt med det Billede, han har dannet
sig af ham. Vor største komiske Digter staar for os, ikke
Affect, Lidenskab. Symbolum, Valgsprog. Qvalitet, Egenskab. som en Spøgefugl, men som en ærbar „Philosophus,“ og
vi overraskes ikke ved at høre ham sige om sig selv: „Hvad
min Person angaaer, da trykker mig intet mindre end Kaadhed,
thi jeg holdes for blant dem, som kiende mig, heller
at incommodere med Austeritet end Lystighed, og haver
jeg fra Ungdom af ført et saa indgetogent, ærbart og
strengt Levnet, at faa derudi have Lyst til at imitere mig.“
Det var dog vistnok mere ydre Omstændigheder end
medfødte Anlæg, som bidrog til denne „Ærbarhed og Indgetogenhed“
hos vor Holberg, og den ovenanførte Ytring
maa ikke forstaaes strengt efter Ordene. Hans Ungdomsliv
vidner jo om et lyst, frejdigt Sind; han siger ogsaa
selv andensteds, at han i de yngre Aar gjerne deltog i
munter Selskabelighed, gik flittig i Vertshuse („dog altid
lige tør derfra“) og havde Lyst til „Dantz, Spill, Selskab
og andet.“ Men der var meget i hans ydre Livsforhold,
som gjorde at han blev tidlig gammel. Fra Barndommen
af forældreløs, uden Venner eller formaaende Beskyttere,
havde han maattet kjæmpe sig igjennem Verden paa egen
Haand; sine bedste Ungdomsaar havde han for største Delen
tilbragt blandt Fremmede; derved var han tidlig bleven
vant til at stole paa sig selv alene, og finde sig i Ensomhed.
Dertil kom, at han fra Barnsben maatte drages
med en bestandig Sygelighed, som paalagde ham et strengt
og stilfærdigt Levnet. Og da hans ydre Vilkaar i senere
Aar blev gunstigere, var han allerede saa tilvant til denne
Levemaade, at han ingen Tilbøjelighed følte til at gjøre
synderlig Forandring deri. Han havde tidligere end andre
Mennesker tilegnet sig en god Del af Pebersvendens Særhed
og Pirrelighed, og det var ikke alene „en særdeles
medfød Delicatesse,“ men ogsaa den Indgetogenhed, der
gjennem mange Aars Vane var bleven ham en anden Natur,
Incommodere, uleilige. Austeritet, Strenghed. som paalagde ham at forblive ugift. Hvis han nogensinde
havde sværmet for det huslige Livs Lyksalighed, var det
længst glemt; nu tænkte han fornemmelig paa alle de Forstyrrelser,
det vilde medføre i hans engang tilvante Liv,
og slog sig til Ro med den Trøst, at han efterlod sig
Bøger, efterdi han ikke kunde have den Lykke at efterlade
sig Børn. „Jeg kand skikke mig vel udi store Hendelser;
men der ere visse smaa Ting, som andre foragte, hvilke
jeg dog ikke kand imodstaae. En Hund, som gjøer, en Dør
som tilslaaes, kand bringe mig ud af Skik.“ Hans Tjenere
maatte gaa op ad Trappen med faste, lydelige Skridt, for
ikke at forstyrre ham ved at træde pludselig ind, og han har
viet en hel Epistel til Beklagelser over Gadevægteren, som
efter den store Brand skulde raabe hvert Kvarter, „hvilken
Anstalt var et Tordenslag for mig, thi saasnart han ved
Raaben havde fuldendt sin circulaire Gang (paa Gammel-Torv)
og Kvarter-Timen var tilende, maatte han strax
begynde paa nye igien, hvorudover jeg havde en Basso
continuo uden Pause den heele Nat igjennem.“ I et af
sine Epigrammer opregner han alle de Egenskaber, Den
skulde baade have og ikke have, som han vilde vælge til sin
Hustru, og ender med: „Kort at sige: jeg vil have saadan
Hustru som neppe er at finde; det er at sige: jeg vil ikke
gifte mig.“ – En Dame, som holdt paa at opmuntre ham
til at opgive sin eenlige Stand, spurgte ham, hvad det da
var for Ulejligheder, han frygtede saa meget for. „Derpaa
spurte jeg hende, om hun snorkede i Søvne, og da hun
tilstod saadant, sagde jeg, saadan ringe Ting var nok for
mig til at paastaae en Skilsmisse-Dom. Hvorpaa jeg gik
bort, og efterlod hende i en heftig Latter.“ Han vender
ofte tilbage til denne Sag, baade i Spøg og Alvor, blandt
Basso continuo, bestandig Bas-Sang. andet i sin fjerde Satire,[4] et af hans morsomste Skjemtedigte,
hvori han med uudtømmelig Opfindsomhed opregner
alle Ægtestandens Ulejligheder:
„Det er vel en herlig Ting, at have Børn,
men
naar man Glæden i en Veyeskaal vil legge,
Og i en anden Sorg, og see af hvilke begge
Der veyer, trykker mest, man finder, at Fortred
Mod Glæden vigtig er og trykter Skaalen ned.
Det hielper ofte lidt, at man en mægtig Skare
Af Barnepiger har, af Ammer, som med Fliid
Opvarte maa enhver; Nu en, nu anden Tiid
Du høre maa med Sorg, Fortred og Hierte-Klappen,
Lars faldt med Stoelen om Mads hovedkuls af Trappen,
I Fingeren sig skar Maria med en Kniv.
Pernille med en Sax har bragt sig fast om Liv.
Jens brød sit Been i tu, Peer fik et Hul i Panden,
Niels viklede sin Fod, Paul stødte sig med Kanden,
Hans har udi sin Hals en mægtig Knappenaal,
Frans hart ad briste vil, har sig forædt af Kaal.
Dorthea man med Magt maa trække udi Skoele,
Hun trodsig er og stiv, fast som en utemt Fole.
Det eneste hvormed du da dig trøste kand,
Er at de voxe snart, faae Skiønsomhed, Forstand,
Du meener, at du saa ey Uroe meer kand have,
Og at desbedre da de holdes kand i Ave;
I din Tragödie det er en anden Act,
Musiquen kommer kun hen udi anden Tact,
Som er langt meere svær, en Søn vil lære fægte,
En anden værre er, vil Kammer-Pigen ægte,
Een reyser uden Lands, tilsætter mange Penge,
Een anden kommen er i Gield, og vil sig henge,
Een stiv, haardnakket er, og giver knubbet Ord,
Een anden hører man at have giort et Mord.
Lucia finder du paa Trappen med Skolmester,
Frans, Peer studere ey, vil ikke være Præster.“ o. s. v.
Holberg lægger intet Dølgsmaal paa de Skrøbeligheder,
som dels var ham medfødte, dels mere og mere
udvikledes under hans indesluttede Stueliv, som det da i
det Hele taget ikke er hans Sag at besmykke sine Fejl.
Han var af Naturen „hidsig og tilbøielig til Vrede,“ og
alt eftersom Alder og Sygelighed tiltog, blev det ham
mere og mere vanskeligt at beherske denne Last, som han
indrømmer er en Philosophus ligesaa uanstændig som at en
Grammaticus taler galt, uagtet han paa den anden Side
ingenlunde ubetinget fordømmer Passioner, „thi de ere saa
nyttige for Sindets Helbrede, som Blodets Circulation er
for Legemets, og dersom den skulde holdes for den største
Philosophus, der haver mindst naturlig Ild og fast ingen
Passioner, vilde mangen Træblok uforskyldt bekomme saadan
Titel.“ Men hans medfødte Hidsighed viste sig i senere
Aar mere og mere som Knarvurrenhed og Pirrelighed, idet
hans skrøbelige Helbred efterhaanden udviklede sig til en trykkende
Hvpochondri. Ulig andre Hypochondrikere var han
sig sin Sygdoms Natur fuldt bevidst, og naar hans „onde
Væsker“ til sine Tider fremkaldte „en hidsig Reformations-Geist“
saa at han fik Lyst til at sætte sig op mod den
hele Verden, gjorde han først Stilstand med sig selv,
„saasom jeg har erfaret, at det er allene en Nidkierhed,
som kand drives bort med Laxere-Piller.“ Denne „ulideligste
af alle Plager“ giver ham jevnlig Anledning baade
til Klynk og Skjemt. „Svagheden er vel lærd og fornemme,
men det er og alt hvad man kand sige til dens
Berømmelse; og kan dette være saa liden Trøst for
Passion, Lidenskab. Patienten, at jeg troer ingen tog i Betænkning at renoncere baade
paa Stand og Lærdom, for at blive den kvit, og at han
jo vilde heller være en fattig Bonde, end en bemidlet men
miltesyg Doctor eller Magister. Ligesom andre ere plagede
med en Mave, der væmmes ved alle Ting, saaledes er jeg
plaget med et Sind der væmmes ved alle Ting, saa at jeg
blandt 100 Mennesker neppe kan finde een, hvis Opførsel er
mig til Maade, een dræber mig med Snak, en anden med
Gebærder. Hvorudover jeg gaar ærgerlig fra de fleste
Compagnier, og søger min Fornøjelse i Eenlighed.“ Der
var snart sagt intet legemligt Onde, som jo plagede den
stakkels Mand. „Iblandt kommer der en saadan Mathed
over mit hele Legeme, at jeg snart maa krybe afsted. Snart
er jeg saa rask til Fods, som neppe nogen anden, snart har
jeg ondt i Hovedet, snart i Fødderne, snart har Sygdommen
sat sig i Maven, og da fornemmer jeg undertiden
Varme, undertiden Kulde i Indvoldene, snart altformegen
Syrlighed i Maven, snart slet ingen.“ Og eftersom „de
onde Væsker“ flyttede sig, nu i en Deel, nu i en anden
Deel af Legemet, stemtes hans Humør forskjelligt, saa at
han vexelvis følte ‚„Glæde, Bedrøvelse, Frygt, Mod, Mathed,
Hurtighed, Hidsighed og Koldsindighed.“ Men han
kjælede ikke for sine Svagheder, var altid paa sin Post
mod „at de Ustadigheder mit Sind drives af, skal bryde
ud,“ og det er sikkert ikke det mindst Beundringsværdige
ved hans Personlighed, at han under saadan daglig Hjemsøgelse
kunde opretholde sin Aandskraft og Sindets Ligevægt
til en fremrykket Alder. Stundom hendte det vistnok
at hans nervøse Temperament vandt Bugt med ham, som
naar Scheibe fortæller at han i Raseri kunde jage en
uvelkommen Besøger paa Døren med Tøffelen i Haanden;
men han var, tilføjer den samme Biograf, strax rede til at
erkjende sin Fejl, og søge at gjøre den god igjen.
Som det ofte gaar med dem der plages af bestandig Sygelighed, havde han liden Tillid til Lægerne. Det forekom ham at være en betænkelig Sag, at deres Videnskab efter saa mange hundrede Aar endnu ikke havde drevet til med Sikkerhed at kurere en Tandpine, og ligesom han var sin egen Læremester var han ogsaa sin egen Doktor. Han experimenterede idelig med sig selv; en Tid lod han endog, efter den medicinske Autodidakt Cornaros Exempel, sin Mad veje, en „mathematisk Levemaade,“ som han snart opgav; men ved den bestandige Agtpaagivenhed paa sit eget Legeme mente han dog han havde udfundet, bedre end nogen Læge kunde gjøre det, hvad der var ham tjenligst. Dette synes at have været den eneste Medicin han havde rigtig Tro paa. „Dersom jeg skulde agere Medicus,“ siger han, „vilde jeg allene kurere mine Patienter saaledes: Jeg vilde f. Ex. spørge dem ad, hvad Mad og Drikke de havde af Erfarenhed befundet sig best ved, og dersom de da svarede, at de vare vante til at æde Kalk og Sand, og at drikke Blæk, og havde befundet sig best derved, vilde jeg ordinere dem, at blive ved med det samme.“
Den Universalmedicin, han for sit Vedkommende havde
udfundet, var streng Orden og Tarvelighed. Hans daglige
Liv gled hen med den største Regelmæssighed, næsten efter
Klokken. Om Sommeren boede han paa sit Landgods, om
Vinteren i Byen; „Nysgierrighed efter at besee fremmede
Steder haver tilforn giort mig til et perpetuum mobile;
men saadan Nysgierrighed er med Alderen forsvunden i
den Grad, at om Constantinopel laae udi næste Province
Fyen, tog jeg udi Betænkning at reise over Beltet at besee
samme Stad.“ Sterk Motion var ham som ældre Mand
ligesaa skadelig som den i yngre Aar havde bekommet ham
vel. Allerede i hans Skoleaar syntes hans Kammerater
han levede som en gammel Mand, og hans Afholdenhed
Perpetuum mobile, hvad der er i bestandig Bevægelse. tiltog med Aarene; som Barn drak han Vin blandet med
Vand; i senere Aar skyede han den værre end Forgift, og
drak kun „Vand og magre Kjødsupper, item Kaffe tvende
Gange om Dagen.“ „Jeg staaer op om Morgenen Klokken
7, drikker derpaa min Caffee, studerer, spiser, og medens
jeg klæder mig, bander min Skræder etc. Det sidste skeer,
efterdi mine Klæder ere saa trange, saa at det er fast det
samme som at føre sig i Harnisk. Mit Middagsmaaltid
begynder precise Klokken 12, og varer kun et Qvarteer,
saa at jeg udi halvanden Time, nemlig fra Klokken tolv til
halvgaaen to, haver spiset, læset en halv Time, faaet en
liden Slummer, drukket min Caffee, og skrevet en Side,
førend jeg ved samme Klokkeslet klæder mig og; gaaer ud,
da jeg endda ofte finder andre Folk siddende og maabe efter
den anden og tredie Ret.“ Saaledes gik hans Liv Dag ud og
Dag ind den samme regelmæssige Gang, saa at han for sit
Vedkommende ikke behøvede at beklage sig over den nye
Kontorkalender, hvori Ugedagenes Navne var udeladte, saa
at man maatte invitere Gjester til Polycarpus eller Blasius
istedenfor til Onsdag eller Torsdag; „thi naar min Kammer-Pige
bringer mig til Middags-Maaltid en Havre-Suppe
med en Kalve-Steeg, veed jeg at det er Mandag, og naar
den 3die Ret, som er Fisk, kommer dertil, er det det samme
som hun vil sige: i Dag er Tirsdag, og saa fremdeles.“
En saadan Levemaade stemte i de Tider ikke vel med hvad Holberg kalder „den nordiske Philosophie“ – som endnu tildels kan kaldes den norske – og som bestod i, „at være sin Appetit hørig og lydig, at drikke et godt Glas Viin til sine 4 a 5 Retter Mad, og at lade sig bære udi en Portechaise eller trække af 2 Heste udi en Æske, naar man vil besøge sin Naboe;“ og hans Venner spaaede ham en hastig Død, „hvis jeg ikke multiplicerede mine Middags- og Aftens-Retter, ja de have ligesom opsagt mig Livet til hver Mikkelsdag og Paaske, som her ere de almindelige Flytte-Tider, hvis jeg fremturede udi min Tarvelighed. Men de fleste af disse Prædikantere, som plejede deres Legemer godt, ere for længe siden døde og begravne. Jeg derimod, som holder ved det gamle, og lever afholden, lever endnu.“
Den Beskyldning for Gjerrighed han ved sit indgetogne
og tarvelige Levnet paadrog sig, er saa ofte omtalt
og gjendreven, at vi her kan indskrænke os til at omtale
den i al Korthed. Den fik unegtelig et sterkt Skin af
Sandhed ved den „Attention“ han havde til sine Sager,
hvilken Holberg ogsaa indrømmer „er noget vanskelig at begribe,
især hos en aldrende Mand, der ingen Børn efterlader
sig. At samle mest paa Rejsepenge, naar Rejsen er
til Ende, at gnie mest paa Proviant, naar man seer Havnen er
gandske ubegribeligt, ja ligesaa latterligt som den Mands Gierning,
der med stor Omhyggelighed satte sit Haar udi Bukler om
Aftenen, da han var dømt til at miste Hovedet om Morgenen.
Men der er mange Ting som ere vanskelige at begribe,
og som dog ere gandske naturlige og menneskelige.“ Noget
ganske „menneskeligt“ var det jo ogsaa, at hans tilvante
strenge Regelmæssighed ogsaa med Hensyn til Pengesager
var bleven ham en anden Natur; det var ham i sig selv en
tilfredsstillende Beskjeftigelse at holde alt, hvad han havde
med at gjøre, i god Skik og Orden, og han var nøjeseende
med sine Udgifter, om de havde et fornuftigt Øjemed eller
ikke. Dette sidste kunde vel ofte i det daglige Liv gjøre et
ubehageligt Indtryk, som naar hans Venner klagede over
at han i det selskabelige Liv satte dem paa den samme
knappe Ranson, som sig selv; men med Hensyn til dette,
som vel for en væsentlig Del har bidraget til at begruude
Beskyldningen for Gjerrighed kan det vel – som Smith[5]
Attention, Opmærksomhed. træffende bemærker – spørges, om han ikke derved har
villet foregaa med et Exempel, for praktisk at modarbejde
den Gjestebuds-Overdaadighed, som dengang grasserede i
Kjøbenhavn. Han klædte sig fint og paa Moden, for ikke
„at singularisere sig,“ gjorde godt mod Fattige, men med
skjønsomt Valg og oftest i Stilhed, havde smukke Værelser,
kjøbte idelig Bøger, og – bemærker den nysnævnte Forfatter
– hvormange Privatmænd vilde vel endog nu gjøre
ham det efter, at betale af sin egen Lomme en 300 Spd.
i vore Penge til Litteraturens Fremhjelp, som Holberg
gjorde, idet han fem Gange udbetalte Præmier for „ziirlige og
smukke danske Vers,“ som han lod trykke paa egen Bekostning.
En anden Grund til Holbergs Strenghed i Pengesager
var det, at han havde en maaske overdreven Frygt
for at man skulde, som det heder, spille ham paa Næsen,
i den Tro, at saadan en Stuelærd ikke havde Tanke
for Andet end sine Bøger. Det kunde han ikke taale:
„naar nogen giør mig Uret for en Skilling, stiller jeg mig
vred an, og affecterer mere Attention til mine Sager, end
jeg virkeligen haver, saasom derudi er en Fornødenhed; thi
saasnart Folk mærker Skiødesløshed hos en Mand, bliver
han alle til Priis. Det er ved Efterladenhed udi Huusholdnings-Sager,
at Fuldmægtige blive Principaler, Ridefogeder
Proprietarier, og at een og anden anseelig Mand
maa gifte sig med sin Huusholderske, med hvilken han til
Medgift kan faae de udi mange Aar stiaalne Sager tilbage.“
Især var han i denne Henseende paa sin Post ved Bestyrelsen
af sine Jordejendomme. „Naar jeg er paa Landet,
maa jeg sætte mig i Harnisk, hvorudover jeg ogsaa, naar
jeg rejser derud, legger al min Philosophie og moralske
Regler i Forvaring i Vester-Ports Accise-Bod, indtil jeg
kommer tilbage igjen. I Staden er jeg Philosophus, paa
Landet er jeg Soldat. Mine Naboer bildte sig ind, at
Singularisere sig, pege sig frem. jeg saa reent havde fordybet mig i Studeringer, at de
gandske tryggelig kunde drille mig saa meget som dem lystede,
hvorudover de ogsaa forsøgte, hvor vidt min Taalmodighed
strakte sig; men da de fornam, at jeg ikke aldeeles var ubevæbnet,
men passede paa mine Sager, fik jeg strax Stilstand,
og siden efter fuldkommen Fred.“ I det Hele taget
staar Holberg som Godsejer for os i et ganske særeget Lys:
vi ser ham her som den praktiske Forretningsmand, der
saar og planter, bygger og rydder, og bistaar sine Bønder
med Raad og Daad. Han havde ogsaa den Tilfredsstillelse,
at se det hidtil vanrøgtede Gods trives under hans
Bestyrelse; „saa tidt jeg ligner Godsets nuværende Tilstand
med den forrige, finder jeg mig ret fornøjet og glad: jeg
glæder mig ved, at jeg nogenledes har opfyldt en god Borgeres
Pligt, og at jeg har givet nogen Skikkelse til et forvirret
Chaos,“ og vi faar en Mundsmag af hans landlige
Livs Hygge, naar han i en af sine Epistler fortæller at
„den liden hvide Qvie, som min Herre saa i Fior, laver
allerede til Barsel. Saa snart den bliver lykkeligen forløset,
skal jeg lade min Herre det formeligen vide, helst om
det bliver med en Qvie-Kalv, som nu[6] er et Foster af
Importance.“
Han kunde ogsaa paa sin Vis glæde sig ved Naturens
Betragtning. Jeg siger paa sin Vis; thi hans Sans for
Naturskjønhed var vistnok temmelig forskjellig fra vore
Dages. Den har havt mere tilfælles med Bondens, som
kalder en Egn vakker, naar den viser store Strækninger af
veldyrket, frugtbar Ager og Eng. Da han i sin Ungdom
vandrede gjennem det for sin romantiske Natur berømte Savoyen,
fandt han det var „klippefuldt og fælt at se til,“
og sit eget Fædreland har han rimeligvis betragtet som et
Importance, Vigtighed. af de hæsligste i Verden. Han saa Naturen i dens Forhold
til Menneskelivet, og glædede sig ved dens Liv, som
man glæder sig ved enhver anden uforstyrret, regelmæssig
Virksomhed. „Jeg finder Behag udi at see Jordens Grøde
fremspire og indhøstes,“ siger han, og betegnende for Komikeren
forekommer det os at være, naar han tilføjer at
see Kjør og Faar gaa til sine Samlingspladse „ligesom i
Procession.“
En af hans kjæreste Adspredelser var at slaa en Sladder af med Bønderne, af hvis usminkede naturlige Væsen han havde baade Underholdning og Belærelse. Den Samtale han i den 29de Epistel fortæller han havde med en Bondemand om et latinsk Program, giver os et fornøjeligt Indblik i hans Maade at omgaaes Almuen paa; vi har ogsaa i flere af hans Komedier det bedste Vidnesbyrd om hvorledes han havde levet sig ind i Landalmuens Væsen og Tænkemaade i forskjellige Retninger; blandt andet er, (ikke at tale om Jeppe paa Bjerget) det elskværdige Par i Erasmus Montanus sikkert de gemytligst opfattede af alle hans Karakterer. „Saaledes er mit Sind, at endog Bøndersladder kan fornøje mig mere, end de Lærdes allernetteste Tale,“ og man synes, naar han taler om Landalmuens jevne uforstyrrede Liv, at læse mellem Linjerne, at han nok gad give baade sin Velstand og sin Lærdom, for at kunne føre det samme sorgløse Naturliv, ligesom han i Byen sagtens mere end en Gang med et mismodigt Smil har seet „en suurmulende Herre udi en forgyldt Portechaise at bæres af glade og lystige Porteurs.“
Paa denne Maade var han ligesaa „sociable paa
Landet“ som „misanthrope i Staden;“ thi her generedes
han af de mange i hans Øjne intetsigende Formaliteter
som den civiliserede Omgangstone medfører, saasom „
Sociable, omgjængelig. Misanthrope, menneskesky. alamodiske Visiter og Contravisiter, Nyt-Aars-Ønsker, hvorved
intet menes, Gratulationer og Condolencer, som intet andet
Sigte have end vedtagen Skik, vidtløftige Tilberedelser til
Bryllupper, Barseler, Liigfærd etc., hvilke besværge saavel
dem, der blive budne, som dem der byde.“ Han forsikrer
vistnok at han ogsaa i denne Henseende gjerne vilde følge
Moden, „thi jeg er en Hader af al Singularitet, og hvis
Kiødet vilde adlyde Aanden, conformerede jeg mig til alle
almindelige sømmelige Skikke og Lands-Moder, saa bivaanede
jeg Bryllupper, Liig-Begiængelser, Disputatser, Parentationer
med samme Iver, som N. N., hvis Nærværelse
udi ingen Høitidelighed savnes.“ Men hans Sygelighed og
det med Aarene tiltagende Mismod gjorde ham, som vi
har seet af en tidligere anført Ytring, stedse mere kræsen
med Hensyn til sin Omgang; „en dræber mig med Snak,
en anden med Gebærder;“ en plagede ham med Politik
en anden med Betragtninger angaaende den sidste Sag for
Højesteret; en kunde ikke tale 4 Ord, uden der skulde være
16 Parentheser imellem en anden kjedede ham med opkogt
Snak, hvoraf han var saadan Hader, at „jeg kan ikke engang
lide den allerartigste Historie om den bliver mig fortaalt
mere end eengang.“ Naar han søgte Selskab, var
det „for at lade Hiernen have fornøden Hvile,“ og han
betragter det som et sikkert Tegn paa den tilstundende
Alderdom, at han fandt „større Fornøielse i Sladder, end
i de allerlærdeste Discurser: saa at, naar nogen fortæller
mig noget om vigtige Ting, som for Exempel om Krigen
mellem Tyrkerne og Perserne, om Triple-Alliancen, om
den Pragmatiske Sanction, om Kejser- og Pave-Vallet, og
andre saadanne Ting, som jeg tilforn spidsede Øret efter,
saa er det langt fra, at jeg hører dem med saa stor Fornøjelse,
som naar nogen fortæller mig andre gemene Ting,
om Bryllupper, Barseler, Forlovelser. Slagsmaal og andet
deslige.“ Derfor fandt han særlig Behag i Fruentimmerselskab: „Naar jeg haver studeret mig en Hovedpine til,
besøger jeg ingen heller end Madame N. N., som fortæller
mig intet uden hvad Mad hun haver spiset den Dag eller
hvor mange Æg hendes Høns have udlagt den Uge, eller
andre saadanne Materier, hvorved Hiernen ikke brydes eller
Hovedets Sener strækkes. Naar jeg kommer i Mænds
Selskab, præsenteres mig enten et Glas Viin eller en Pibe
Tabac, som aldeeles ikke er min Ragout. Udi Fruentimmer-Selskab
derimod faaer jeg Thee, Caffee og jævn Pølse-Snak,
hvilket accomoderer mig bedst udi mine ledige Timer.“
Men der var ogsaa andre, dybere liggende Grunde
til hans uselskabelige Levemaade. Med den lærde Stand
havde han lige siden Peder Paars’s Dage stillet sig i en
bestemt Opposition, og hans Anskuelser om Videnskabernes
rette Dyrkelse var i mange væsentlige Henseender saa stik
imod de ved Universitetet gjeldende, at det mellem ham og
hans Standsfæller aldrig kunde komme videre end til en
Vaabenstilstand. Og med Hensyn til den fornemme Verden,
de adelige og titulerede ser man mange Steder i hans Skrifter
en øjensynlig Frygt for at man i hine rangsyge Tider skulde
paa en eller anden Maade lade ham merke, at han ikke var saa
højt paa Straa som de. Med megen Værdighed udtaler
han sig i denne Retning i den 57de Epistel, hvori han
lader en fordums Omgangsven vide, at han nu, da denne
er bleven en fornem Mand, ikke længer vil besøge ham,
saasom „min Herre veed, hvor vanskeligt det er for mig at veje
og paa Skruer sætte mine Ord, og hvor uskikket min Ryg
er til at slaaes i de Bugter, som paa høje Steder udkræves.“
Han roser sig af at han selv „i Tide har sagt god
Nat til baade Skygger og Æres-Titler, som andre saa
sterkt jager efter.“ Lige siden de første Aar af sit Forfatterliv
havde han været opmuntret til at begive sig „paa
den almindelige store Rendebane, som fører til Æres-Titler
allene; men jeg haver stedse holdet Stand mod Fristelserne,“ og naar andre besøger store Herrers Huse for at faa en
Titel, „bliver jeg smukt hjemme og passer mine Sager.
Herudover holdes jeg for at være af et Engelsk Naturell.
Engelsmændene plejede i gamle Dage at give denne Censur
over mit Ansigt: He looks as an Englishman, ɔ: Han
har ret et Engelsk Ansigt. Men min Humeur og Smag
er endnu mere Engelsk.“ Det saarede hans pirrelige Selvfølelse,
at „ikke allene Ligemænd, men endogsaa Undermænd,
som tilforn have omgaaet mig enten med Fortrolighed eller
med en Slags Ærbødighed, nu formedelst nogle Grader,
som de have højere opklavret i Rangforordningen, begegne
mig med et fremmed Ansigt og et ærbart Nik.“ Saadanne
(virkelige eller indbildte) Krænkelser gjorde ham mistroisk og
forbeholden, og i Sammenhæng hermed staar den Leveregel
han indskjærper etsteds i sine Moralske Tanker, at man
bør vogte sig for at støde selv den ubetydeligste Person for
Hovedet. „Jeg haver foragtet nogle af mine Fiender, som
jeg haver anseet altfor afmægtige til at giøre mig Skade.
De samme ere voxne mig over Hovedet, og siden have
giort mig Livet suurt. Hvorudover jeg er falden udi anden
Extremitet; og gaaer nu min Præcaution saa vidt,
at jeg fast er færdig at løfte Hatten for en Hest som møder
mig, efterdi jeg udi gamle Historier haver læset, at en Hest
engang er bleven Borgermester. Denne Frygt er vel noget
stor; men, naar man engang er brændt tager man alt hvad
som glimrer, for Ild; naar man engang er afslagen af en
Hoppe, tør man end ikke ride paa en Koe; og naar man
engang haver stødt sig paa en lav Dør, bukker man sig
siden med Gaasen giennem høje Porte.“ – Senere, da
han selv var bleven Adelsmand, og saaledes ikke behøvede
at frygte for at nogen skulde se ham over Hovedet, har
han i al Fald ikke havt denne Grund til at holde sig borte
Extremitet, Yderlighed. Præcaution, Forsigtighed. fra de Højvelbaarnes Kredse; dertil kom, at Omgangstonen
under den nye Regjering (Fredrik den 5tes) havde
antaget en friere og lysere Karakter; han kom ved denne
Tid første Gang til Hove, og kom der gjerne, saavidt hans
Helbred tillod det; thi, heder det, „jeg finder intet behageligere
Sted for en Philosopho; her kan man bivaane en høj
Forsamling uden Masque, uden Sminke, uden afpassede
Skridt, og uden paa Skruer satte Ord, saa at man udi
et kongeligt Hof seer den naturlige Stands Simplicitet
forestillet.“ Fire Aar iforvejen havde han talt i en ganske
anden Tone, som man kan se af Stykket i Moralske Tanker
til Libr. IV Epigramm. 81, en „Beskrivelse over en Hofmand,“
der er saa bitter, at den næsten synes nedskreven
under Indtrykket af en personlig Fornærmelse: „Det er
vanskeligt at dømme til hvilken Classe af Creature man
skal henføre dette Phænomenon; dog synes mig, at man
efter nøje Undersøgning bør holde for, at det nærmer sig
nogenledes til de Creature, som kaldes Mennesker.“
Trods det enlige Liv, trods de mismodige Stemninger,
som stadig Sygelighed og den tiltagende Alderdom
medførte, var dog hans oprindelige Natur for frisk til at
han nogensinde skulde blive en knarvurren Jeronimus, i den
Forstand, at han fordømte uskyldige selskabelige Glæder, uagtet
han for sit eget Vedkommende maatte holde sig til Valgsproget
paa Kirkeklokken: Non sibi sonat. Hvad han skrev i de første
Aar af sit Digterliv: „Jeg haver aldrig approberet Juvenalis
eller deslige Poeters Morosité, der dræber Folk
med gammel Postil-Morale og Locis communibus, der
fordømme Fruentimmeret, fordi det drikker The eller Cafe,
gaaer paa Comoedier, bruger anden Klæde-Dragt end den
gamle Verden etc., eller Mandfolk, fordi de spille Kort eller
Non sibi sonat, den lyder ikke for sig selv. Approbere, bifalde. Morosité, Knarvurrenhed. Loci communes, forslidte Sandheder. drikke sig et Ruus iblandt“ – det kunde han endnu paa
sine gamle Dage, da saameget bidrog til at lade ham se
Livet fra den mørke Side, med Sandhed gjentage, og han
havde rigelig Anledning dertil i den Tid, da Hængehoderiet,
„den mechaniske Devotion,“ var bleven en Modesag, da de,
der før havde været „lystige som Kalve,“ var blevne „ærbare
og alvorlige som gamle Katte,“ da saamange selvkaldede
Bodsprædikanter ansaa „alt hvad som giver ringeste
Glæde og Fornøielse tilkiende hos et Menneske, som Tegn
at intet Got udi Hiertet kand ligge skiulet; hvert Smiil
er en Forfængelighed, hver Latter en dødelig Synd, og
Devotion holdes ikke for ægte Gurdsfrygt, uden den haver
vaade Øjen.“ Hans tolerante Natur viser sig ogsaa i den
milde Ironi, hvormed han omtaler hvad han fra sit Standpunkt
ansaa som rent illusoriske Glæder. Han betragter
i denne Henseende Menneskene som Børn, som man ikke
bør forstyrre naar de glæder sig ved sit Legetøj: „Naar
Enhver faaer hvad ham lyster, saa faaer han og hvad som
er best. En indbildt Herlighed er en virkelig Herlighed.
Naar en glæder sig over en blot Titul, gratulerer jeg ham
ikke i Henseende til Titulen, men til hans Glæde ja, om
end een efter indstændig Ansøgning erholdt af den høje Øvrighed
Octroy eller Bevilgning at bære en Porcellaines Spølekumme
paa Hovedet i steden for Hat, og han inderligen
glædede sig derover, vilde jeg ikke tage i Betænkning at
ønske ham til Lykke.“
Ligesom Holberg i sine yngre Dage „mere randsagede
Folk end Bibliotheker,“ saaledes var ogsaa under hans
senere Liv, da han var strengt henvist til Studerekammeret,
historisk Læsning hans kjæreste. Han læste ved Siden deraf
„udvalgte Bøger i alle Slags Videnskaber („undtagen
medicinske og mathematiske, som jeg ikke forstaaer“) men
Illusorisk, indbildt. vendte altid tilbage til dette sit Yndlingsstudium, ja
endog sin poetiske Virksomhed synes han i de senere Aar
kun at betragte som en Afstikker fra den Bane, hvortil han
følte sig særlig kaldet. „Jeg holder det historiske Videnskab
næst Guds Ord for det nyttigste og vigtigste af alle, naar
det bliver læset med de rette Øyen. Jeg lærer deraf at
kiende Lande: Jeg lærer at kiende Mennesker: Jeg lærer
at kiende mig selv: Ja jeg lærer at spaae: Thi man
kand af forbigangne Ting dømme om tilkommende, og derfore
i visse Maader holde hver grundig Historicum for
en Prophet.“ Hans Virksomhed som historisk Forfatter er
forsaavidt beslægtet med hans poetiske Aandsretning som
det ogsaa her var ham det Væsentlige, at fremstille Individualiteterne
i et levende Lys; han klager over, at man
„udi vort Norden saavelsom udi visse Nabo-Lande stræber
efter at giøre tykke Bøger, publicerende alt hvad som findes
udi gamle skrevne Papirer, uden at examinere hvad
som interesserer Læseren eller ei,“ og regner sig det fremfor
alt andet til Fortjeneste, at han ved sine historiske
Skrifter, „haver søgt at bestride en slet og fordærvet Smag.“
(Sluttes.)
Om end maaske Holbergs historiske Skrifter ikke egentlig
viser dybtgaaende Lærdom, saa vidner de dog alle om
en samvittighedsfuld og sandhedskjærlig Undersøgelse, der
dog ikke har været til Hinder for Fremstillingens Klarhed,
Liv og Lune. Men han klager højlig over de Vanskeligheder,
han har havt at kjæmpe mod under sine historiske
Forarbejder, og er nærved at fortryde paa at han har
anvendt saa megen Tid paa dette Studium, naar han betragter
„den Uvished og de Stridigheder, som derudi møde.“
Snart er Kildeskrifterne som i Middelalderens Kirkehistorie,
„opfyldte med opdigtede Jærtegn, og deres Læsning desmere
u-fordøyelig, efterdi Stilen derhos er saadan, som man kand
forgive Rotter med“ – snart paa Grund af Censurtvangen
indtørrede til „Lovsange eller tørre og mavre Dag-Registere,
saa at det Stempel af Imprimatur, som settes paa Bogen,
kand forsikkre Læseren om, at han derudi intet andet vil
finde“ – eller Nationalforfængeligheden har taget al sund
Kritik fangen: „de danske Antiqvarii extravagere herudi,
og vore Naboer end meere: thi alt hvad som findes paa
Jorden bliver Gothisk, og alt hvad som er skeed udi gamle
Dage, maa være passeret udi de Nordiske Lande; saa at
der fattes ikkun, at Noæ Ark skulde have hvilet sig paa
Dovrefjeld, og Frugten af det forbudne Træ skulde blive
til et Svensk Æble“ (En tydelig Allusion til Rudbecks
Atlantica). Med hans udelukkende Retning mod det Reelle
og Faktiske kan det ikke undre os, at f. Ex den hele
Antiqvarius, Oldforsker. Extravagere, skeje ud. Sagnhistorie forekom ham at være en intetsigende Ammestusladder;
i den græske heroiske Tidsalder finder han „ikke andet end
en Samling af raa og vanskabte Fabler‚“ og af samme
Grund ansaa han det for spildt Møje at befatte sig med
den nordiske Oldtid – man betænke paa hvilket Standpunkt
vor Oldforskning dengang stod – „at studere Nordiske Antiqviteter
er ikke andet end at rage udi Møddinger; jeg ynker
alle dem, der fordybe sig formeget derudi. Jeg for min
Part kunde ikke giøre det til mit Hoved-Studium, uden jeg
ved en Høyeste-Rets Dom blev dømt dertil.[7]“
I den klassiske Litteratur hørte Plutark – hvis
Antiqviteter, Oldsager. Extemporal, gjort paa staaende Fod. Naturalier, Anlæg. Inclination, Tilbøjelighed. Methode han med saa stort Held har fulgt i sine mest populære
historiske Skrifter Helte- og Heltindehistorierne – til
hans Yndlingsforfattere: Samme Skribent, siger han, er
den som allerførst haver opvakt hos mig Lyst til at læse
gamle Græske og Latinske Autores, som jeg udi min første
Ungdom vragede.“ Foruden denne Forfatter og Plinius,
hvilke han „aldrig kunde blive kied af at læse,“ dyrkede han
flittig den øvrige latinske og græske Litteratur, skjønt han ogsaa
med Hensyn til denne bekjender, at han i mange Stykker
afviger fra den almindelige Smag. Karakteristisk er hans
Opfatning af Homer, hvilken vi forresten nogenledes kan
slutte os til af den ovenanførte Ytring om den gamle græske
Historie Ikke at tale om, at han ikke, efter de Tiders
Anskuelse, finder en „Skat og Fordeel for Oratores, Statsmænd
og Generaler“ i Homers Digtning, tør man sikkert
antage, at de poetiske Sfærer, hvori den bevæger sig, det
Naive, Eventyrlige og Heroiske, var ham en fremmed Verden.
Vistnok siger han et Par Steder, at han „admirerer
Poetens høje Geist og herlige Stiil;“ men at Beundringen
ikke har været synderlig varm, kan man slutte af der Forbehold,
at „naar man betragter Tiden, paa hvilken Poeten
haver levet, og betænker, at han er en af de allerældste
Skribenter, maa man undskylde de Fejl, som anføres, hvilke
heller maa tillegges Tiden end Skribenten.“ Endogsaa
hans Lignelser, heder det videre, ere behagelige „endskiønt
de tages af Dyr og Insecter. Det synes vel u-rimeligt,
hvad som siges om Minerva Libr. 17, nemlig at hun opfyldte
en græsk Helt med en Flues Dristighed. Men naar
man seer, at en Flue tager ikke i Betænkning at sette sig
paa en Paves Næse, kand man ikke andet end finde Behag
udi den Expression.“ Han læste Homer fornemmelig for
Autor, Forfatter. Orator, Taler. Admirere, beundre. Expression, Udtryk. det faktiske, kulturhistoriske Udbyttes Skyld: Man lærer
hvorledes den Tids Mennesker vare, deres Sæder, Levemaade
o. s. v. Med Hensyn til det mythiske Stof fandt
han sig langt mere tilfredsstillet ved en ædruelig historisk
Fortolkning og anbefaler i den Retning Diodorus Siculus,
som „med Skiønsomhed forklarer de fleeste Fabler,“ som
f. Ex. „Vulcanus var en Ægyptisk Konge, som først
haver opfundet Ildens Brug. Mercurius var Sereterer
hos den ægyptiske Konge Osiris. Prometheus, en ægyptisk
Herre, var satt over en vis Provincie udi Landet: Udi
hans Tid oversvømmede Nil-Strømmen samme Provincie,
saa at fast alle Beboerne druknede. Denne Uheld foraarsagede
Prometheo saadan Hierte-Sorg, at han nær havde
taget sin Død derover. Udi denne Tilstand foretog Hercules
sig at gisre Dæmninger for Floden ..... Af
denne Historie have Grækerne smeddet den bekiendte Fabel
om Prometheo“ o. s. v.
Man fejler neppe meget ved at antage, at det ikke har
gaaet Holberg stort bedre med den alvorlige Poesi i det
hele taget, end det gik ham med den heroiske. Vistnok
kunde man til Styrke for en modsat Mening anføre det
ofte citerede Sted af den 3die Satire (Critique over Peder
Paars), hvor han smukt og træffende taler Digtekunstens
Sag for „Gejstens og de smukke Tankers“ Skyld. Men
her var det ham nu om at gjøre, til Forsvar for sit eget
litterære Navn og Rygte, at bestride den herskende Fordom
mod at en studeret Mand i det Hele taget befattede sig med
at skrive Vers, og til den Ende henviser ham fornemmelig
til consensus gentium, til mere civiliserede Nationers
Autoritet blandt hvilke Digteren fra Arilds Old havde
været holdt i Agt og Ære. I samme Aand heder det
ogsaa et andet Sted i „Moralske Tanker:“ Jeg vrager
ikke alle unyttige Ting; thi der gives visse Arbejder, som
i sig selv ere unyttige, men som fornøye Sindet. Saadanne ere store Kunststykker udi Architecture, Skilderier, Musique,
Poesie, etc. som kand være et Land til Zirath og Ære.
Jeg befatter og herunder lystige og sindrige Skrifter, hvorved
et Menneskes Geist opmuntres, og udi hvis Læsning
jeg ofte haver fundet meere Lægedom, end udi virkelig
Apotheker-Medicine.“ Men hvad hans personlige Smag
angaar, turde den sidste Ytring fornemmelig fortjene at
lægges Vægt paa, og naar han i sine yngre Aar „ikke
engang kunde finde ringeste Fornøyelse i at høre det allerziirligste
Vers,“ „og læste latinske Vers alene for Sprogets
Skyld, ligesom man drikker beeske Sager fordi Doctoren
siger det er sundt“ – saa er det ikke rimeligt at han senere
har faaet mere Smag for saadan Læsning, thi den Slags
poetiske Sans plejer ikke at komme med Aarene. – Tingen
er, at Holberg maaske mere udelukkende end nogen anden
Digter har været henvist til den komiske Livsbetragtning.
Og Sjelen i hans komiske Styrke – vidt forskjellig fra
den gjængse Vittighed hvis Væsen er at være en ørkesløs
Leg med Tanker – er netop det skarpe Blik for Tingenes
Realitet, det geniale Syn for hvad der er Skin og
hvad der er Sandhed, en Ejendommelighed, som maaske
viser sig mest iøjnefaldende i hans strengt moraliserende
Skrifter, hvor det Latterlige under en tør Betragtning
pludselig ligesom uforvarende slaar ud – uventet og dog
ikke søgt – ikke af Betragterens Stemning, men af selve
Stoffet, idet Selvmodsigelsen ifølge sin egen Natur aabenbarer
sig som komisk. Grundtanken i hans hele Virksomhed
var, i et og alt at betragte det virkelige Liv i sin
reelle, al Illusion afklædte Nøgenhed, efter Stoffets Medfør
som Moralist eller Satyricus; men en saadan Natur
er fra første Færd af udelukket fra den Fantasiens Billedverden,
som man efter vor Tids æsthetiske Betragtning er
tilbøjelig til fortrinsvis at kalde den poetiske.
Architecture, Bygningskunst.
Tidens egen Aandløshed bidrog nu paa mange Maader til at styrke Holbergs medfødte Utilbøjelighed for den alvorlige Digtning og vi kan med Samtidens Rimerier for Øje intet have at indvende mod den Dom over Versekunsten, at det er „en Konst at forvirre Talen og bringe Ordene ud af deres naturlige Orden“ (Konsten er ellers, heder det et andet Sted, meget gammel, saa at den tjener til Beviis paa, at Verden haver været længe gal). Han tilraader efter Italienernes og Engelskmændenes Exempel at afskaffe Rimene, samt i det hele taget simplificere Reglerne for Versekunsten; „thi saadant er ikke andet end en Torture for en fattig Poet, hvilken ellers kand have Arbeide nok med de høje Tanker og det Sublime, som Poesie udfordrer.“[8] Som Exempel paa Rimenes Urimelighed anfører han Verset af den daglige Morgensang, hvor Poeten for at faa Rim paa Frugt siger: du Morgenstierne som Balsom sødeste Lugt, og altsaa „i Steden for at beskrive Morgenstiernen af sin Klarhed, haver beskrevet den af sin Lugt, da dog intet Menneske paa Jorden kand sige, hvad Lugt en Stierne haver.“ Forresten indrømmer han villig, at „Poesien er et ædelt og herligt Studium, og at en retskaffen Poet er all Ære værd.“
Det sandeste og fulde Udtryk for sit Følelsesliv fandt
Holberg i Musikken. Bekjendt er Scheibes Beretning om
at han under Prøven paa en højtidelig Kirkemusik et Par
Gange med Lommetørklædet for Øjnene traadte bag en Pille
for at skjule sin Bevægelse og naar han nu og da omtaler
denne Kunst, sker det med en Uforbeholdenhed og Varme,
Torture, Pinsel. som vidner om, at han her ret taler ud af Hjertet. Han
spillede selv Fløjte og Violin; angaaende det sidste Instrument
klager han endnu i sine sidste Aar over, at han aldrig
trods idelig Øvelse har kunnet lære at stryge rigtig; paa
Fløjte synes han at have havt en ikke ringe Færdighed, i al
Fald ansaaes han under sit Ophold i Oxford „for en af dem
der allerbest forstod at tractere en Fløyte.“ Hans Ytringer om
Musikkens Udartning er som de kunde være skrevne om visse Udskejelser
i vor egen Tid; hvorvidt de i Virkeligheden er berettigede
kan jeg, uden Kjendskab til den Tids musikalske Litteratur,
ikke afgjøre. Maaske havde man dengang ogsaa en
„Fremtidsmusik,“ som var ham for høj; for sit Vedkommende
holdt han sig til Fortidsmusikken, blandt hvis Mestere han
udhæver Corelli, en i Instrumentalmusikkens Historie epokegiørende
Komponist,[9] hvis Tid (omkring 1700) han betragter
som Musikkens Guldalder. „Ved vort Seculi fordervede
Smag,“ heder det, „er den Musik, som for 50
Aar siden haver været i Brug i Europa, ganske vanslægtet
fra sin naturlige Sødhed. Thi de Compositioner, som
nu giøres, sigte mere til Konst end Angenemhed, meer for
at give Musicantere og Sangere noget at exercere sig
paa, end at fornøye Tilhørere; saa at det er gaaet med
Musikken som med vore nymodiske Skue-Spill, hvilke gamle
Folk, hvis Smag er endnu ey fordervet, ikke kand ansee
uden Vemmelse. Disse Tiders Kiendere ville intet have
uden hvad som er vanskeligt og konstigt, skiønt man kand
sige, at det er aldeeles ingen stor Konst at componere en
vanskelig Concert; thi mangen een kand ved en simpel
Menuet vise Prøve paa et rart Genie og et naturligt
Seculum, Aarhundrede. Talent, som ikke findes udi de allerstærkest udarbeydede og
konstigste Stykker. Om een af de Gamle stod op igjen,
og anhørte een af de nu brugelige anseeligste Conserter,
vilde han bilde sig ind, at Instrumenterne accorderede
ikke med hinanden, eller at Strengene paa hvert Instrument
ikke vare stemmede. Den gamle Music var simpel, men
derhos naturlig, behagelig og harmonieuse: Den nye derimod
er konstig, men tilligemed unaturlig og skurrende.“
Den gjennemgribende Grundtanke i Holbergs Forfatterliv
var, at opdrage og optugte til Sandhed, at indøve
Menneskene i Selvbetragtning og aabne deres Blik for
Livet i dets reelle, faktiske Virkelighed. Omtrent saadan
kan man vel omskrive hans eget Udtryk, naar han jevnlig
taler om det „moralske“ Øjemed med sine Skrifter. „Alle
mine Materier, enten de udføres i ærbar Stiil eller udi
Skiemt og Ironier, enten udi Adagio eller Presto, udi
Simpel- eller Tripel-Tact, saa have de dog eet og det
samme Sigte, nemlig at opmuntre til Dyd og Duelighed,
og at bestride saavel Vantroe som Overtroe.“ Ved Siden
heraf havde han tillige den patriotiske Hensigt „at give
Specimina udi visse ziirlige Videnskaber, hvorpaa vi tilforn
have havt Mangel,“ og roser sig i Fortalen til et af
sine sidste Skrifter (Moralske Fabler) af at han nu har
efterkommet hvad han engang nogenledes haver forbundet sig
til, nemlig at moralisere paa alle brugelige Maader. „Os
fattedes her i Landet adskillige Skrifter saavel udi Historier,
Morale og Ouvrages d’Esprit Folk, som have fundet
mig at inclinere til saadant Arbeide, og at have noget
Talent til at skrive Bøger i de Materier, have formaaet
mig til saadant. Efter Materierne haver jeg skaaret min
Pen. Naar Prøve skulde giøres paa en Satire, eller et
Accordere, stemme. Specimen, Prøve. Ouvrage d’Esprit kunstmæssigt Skrift. Skue-Spill, har jeg maatt se mig om Forraad paa Skiemt
og lystige Indfald, saasom det er af de Materialier saadanne
Skrivter maa dannes, om ellers Materien skal svare til
Titelen. Kort at sige, mit Forsæt alleene har været at
bøde paa visse Ting in Literis, som os fattedes, og hvis
Mangel har været os bebreidet af fremmede Nationer. I
den Henseende har jeg ofte maatt aflægge min ærbare
Masque, for at reussere udi skiemtsom Morale, og
atter paatager mig den igien, naar der handledes om Materier,
der udkræve en austere og ærbare Stiil.“ Han
glæder sig ogsaa over, at han ved sine Skrifter har bragt
Fremmede til bedre Tanker om hans Landsmænd, om hvis
Kultur de havde saa ringe Forestillinger, at han i Brevet
til den hollandske Lærde Buurman fandt sig beføjet til at
underrette ham om, at „det Kongerige Dannemark ligger
udi den Part af Verden, som gemeenlig kaldes Europa;
Indbyggerne gaae paa 2 Been, og har en Næse mellem
Ovnene, ligesom de Leydenske Borgere.“
Der er ellers en underlig Tankegang i den her gjengivne
Forklaring om hans Forfattervirksomhed, der kan
sammenholdes med lignende Ytringer andensteds, som naar
han f. Ex. indskjærper, at han „bruger Skiemt, ikke af
Kaadhed, men fordi Verket saadant udfordrer:“ det ser
næsten ud som om hans Mening var denne: Skal vi efter
andre polerede Nationers Exempel have Komedier, saa
faar vi finde os i at der er Lystighed i dem, thi ellers
er det ikke Komedier – som om hans Lunes Udgydelser,
det hvori hans sande Genialitet kommer tilsyne, kun var et
Middel blandt de mange andre han „saa sig om efter,“
naar der skulde udfoldes et Hul i Litteraturen eller vælges
en ny Maade at „moralisere“ paa. At vor Holberg dog, i al
In Literis, i Bogverdenen. Reussere, have Held. Austere, streng. Fald i en vis Periode af sit Forfatterliv, har havt en
levende Følelse af at han først og fremst var Digter –
hvem kan tvivle paa det? I tidligere Aar, da han ved
Peder Paars havde vundet sine første Laurbær, da den
nyoprettede Skueplads næsten udelukkende tog hans poetiske
Evner i Beslag, udtaler han sig i Skjemtedigtene, Just
Justesens Fortaler og paa flere Steder, om sit Digterkald
med en ungdommelig Frejdighed, der staar i temmelig sterk
Modsætning til den næsten undskyldende Tone, i hvilken
han i senere Aar berører denne Side af sin Virksomhed,
næsten som om han ikke vilde være sig ret bekjendt, at han
var Digter. I dette Tidsrum (1719–1727) raadede
hans poetiske Genius med ubunden Frihed; næsten alt det,
som vi nu regner blandt hans ypperste poetiske Frembringelser,
tilhører disse Aar, da Trangen til poetisk Produktion
alene for Produktionens Skyld var den alt andet overvejende
Drift. I klare Ord udtaler han denne Stemning i den
tredie Satire:
Jeg veed Invidia og Irus dem geleyde,
Der saadan Strænge rør, mod Verden føre Feyde;
Jeg sligt dog ændrer ey, min Musa er for kaad,
Den i Bevægelse tidt sætter saa mit Blod,
At jeg ey sove kand, før jeg i Pennen fører
Alt Galskab, Giekkerie, alt hvad jeg seer og hører.
Ved mindste Leylighed min Musa siger: Skriv,
Her er Materie, gak hen, Afrisning giv!
Jeg ofte siger ney med en Catonisk Mine,
Det hielper ey, thi jeg omdrives som Machine.
Jeg disputerer tidt, jeg bander og seer suur,
Den leer og siger: Du ey ændrer din Natur.“
Senere forandrede Forholdene sig i mange Henseender.
Theatrets Stansning, og den mørke Pietisme, som under
Kristian den 6tes sextenaarige Regjering nedtyngede alle
Invidia og Irus, Misundelse og Fattigdom, Ytringer af et friere Aandsliv, bidrog i Forening med den
Misstemning, der af oven berørte Grunde gjorde sig mere
og mere gjeldende i hans eget Liv, til at bringe hans
Forfattervirksomhed ind paa andre Baner. Det var i Følelsen
af at der forestod et saadant Omslag i hans litterære
Liv, at han allerede syv Aar efter sin Fremtræden som
Digter i Fortalen til Metamorphosis erklærede: „Dette
bliver uden Tvivl mit sidste poetiske Skrift; thi jeg bliver
nu meget alvorlig, iligemaade noget magelig, vil derfor
overlade unge sterke Mennesker et Handværk, som jeg selv
ikke er meer voxen. Det er med lystige Poeter ligesom
med Katte, hvilke fra en overmaade Kaadhed, som Naturen
har indplantet i dem udi Opvæxten, henfalde til en overmaade
Alvorlighed. Mit Blod, efter min Barbeers Sigelse,
begynder nu at blive temmelig flegmatisk, og seer ikke
nær saa levende ud i Aar som i Fior, hvorudover jeg har sat
mig for at slutte en evig Fred med Jordens Klode, saaledes,
at vi lade hinanden herefter være uskaarne paa begge
Sider; thi Jorden bliver gammel, saa der bider ingen Tugt
meer paa hende, jeg bliver ogsaa gammel, og derfor gierne
planter Gevær.“
Den raa og bornerede Maade, hvorpaa Publikum
ofte opfattede hans Satire, var nu ogsaa en Hemsko paa
hans poetiske Frihed skjønt det ogsaa her viser sig, at hans
Sind blev pirreligere med Aarene, naar man f. Ex. sammenligner
det kjække Lune, hvormed han forsvarer Peder
Paars, med den Bitterhed, hvormed han tyve Aar efter, da
Niels Klim vakte et lignende Røre, forsværger „nogensinde
meere at seyle paa den Sø.“ Det var ham jevnlig en
Plage, at han altid maatte være paa sin Post mod personlige
Udtydninger: „De fleeste er det ligesom indprentet
hos, at jeg aldrig kand sige eller skrive et Ord, der jo
Flegmatisk, dorsk. ligger en Slange under, og at mine Erklæringer ere derudover
ikkuns opdigtede, hykkelske, og alleene giorte af Frygt;
thi, om jeg kuns vilde alleene tale om Aarsens Tider, og
at det var got Veyr i Dag, søgte de strax efter en dobbelt
Meening i mine Ord, nemlig een lige ester Bogstaven, og en anden
efter min Meening, da dog der er ingen, som kand være meere
aabenhiertet end jeg er.“ Han forsikrer, at han har „ofret
mangen god Concept,“ ja ladet hele Ark omsætte, af Frygt
for at en og anden skulde føle sig personlig truffen; men
det hjalp ikke; thi „hvorledes man indretter Satirær, saa
faaer man Fiender derved, og jeg er vis paa, at om Hans
Mikkelsens Poema var oversat paa Persisk, skulde mange
Borgere udi Ispahan sværge paa, at det var sigtet paa
dem,“ saa der er vel tilsidst ingen anden Udvej end den, at
„een, der skrive vil,
Ey tegner noget Navn i skiemtsom Skue-Spill,
Som bruges i det Land, hvor Digteren har hiemme,
Sligt til indbyrdes Krig kun tiener at forfremme:
Paa Landets Navne han en Liste have maa,
Saa kand han sikker frem og uden Fare gaae.“
„Jeg haver heller lagt Tømme paa min Geist, end
givet den Tøjlen, og jeg kunde have moraliseret med større
Fynd og Eftertryk, hvis jeg ikke havde skrevet med Præcaution
og ligesom med Svøben over Hovedet. Man dandser
ikke vel, naar Gulvet er knortet og ujævnt; man synger ikke
vel, naar Synge-Mesteren staaer med Ferlen udi Haanden
og man sover ikke vel, naar man er bange for Spøgelser.
Det er Ont at skrive udi et Kammer, som er fuldt af
Fluer og Insecter, og hvor man maa sidde med Pennen
udi den eene og Fluesmekken udi den anden Haand.“ „Mine
Skiemte-Digte,“ heder det et andet Sted, „mine Skue-Spill,
Peder Paarses Historie Niels Klims Rejse, have sat mange
Præcaution, Varsomhed. Concept, Indfald. daarlige Mennesker udi Bevægelse. Een bilder sig ind at
have Hoved-Nøglen i sin Lomme, hvorved han kand legge
skiulte Ting for Dagen, og commenterer over Sager, som
intet Sted have uden i hans egen Hierne. En anden leeder
efter Nøgler, som han endnu ikke haver fundet, hvorlænge
han end haver gnikket sine Øjen.“
Uagtet han saaledes havde „størst Anfegtelse for sine beste Skrifter.“ kunde han dog glæde sig over at han gjennem hele sit Forfatterliv nød en varig og udbredt Popularitet hos den store Almenhed. „Jeg klager ikke over Nationen,“ siger han i Anledning af Peder Paars, „thi haver jeg fundet Fortrydelse hos faa, saa haver jeg derimod fundet Yndest hos de fleste, og Protection af Publico,“ og denne Yndest tog i Aarenes Løb snarere til end af, saa at han endnu paa sine gamle Dage med en vis Selvfølelse kunde sige, at „saavidt mig bekiendt er intet af mine Skrifter kommet i Urteboden.“ Om Komediernes Virkning siger han de merkelige Ord, at „de have omstøbt disse Rigers Almue som i en anden Form,“ og indfører i en af sine skjemtende Epistler et Klagemaal fra Kromændene over at „alle nu løbe efter Spill og Spectacler, hvoraf intet læres, da de tilforn paa Vertshusene anvendte Aftenen paa grundige Samtaler, saavel udi Stats- som udi Kirke-Sager, saa at ethvert Vertsbuus kunde ansees som el Gymnasium eller Academie.“
Der er ingen Grund til at tro, at Holberg har behaget sig i illusoriske Forestillinger om den Indflydelse han havde som komisk Digter; thi naar har nogensinde en Digter talt forstaaeligere til det store Folk? Alene den Omhu, hvormed han, lig de gamle nederlandske Malere, til de yderste Detaljer og med haandgribelig Sandhed fremstillede det borgerlige Hverdagsliv i Stuen og paa Gaden – dette som gjør at vi læser selv de mattere af hans Stykker med en Følelse af Hygge – maatte give hans Komedier i deres Nyhed en Tiltrækningskraft, hvorom vi, saa forvænte som vi er med alskens æsthetiske Nydelser, maaske ikke godt kan gjøre os en Forestilling Det var første Gang Folket saa sig selv i Kunstens Spejl, og i dette „første Gang“ laa et Trylleri, som det der griber et Barn første Gang det er i Theatret. Og det Ensidige i Holbergs poetiske Anlæg stod i en saa lykkelig Samklang med den hele aandelige Temperatur i en Tid, hvis Tankeliv ikke rakte udenfor de fire Vægge; alt hvad der heder Pathos var Tiden ligesaa fremmed som det var ham, og han kunde som denne jevne Borgerstands Digter med fuld Grund hævde det Ædruelige i sine Komedier ligeoverfor „de meget Romansk forliebte Skue-Spill, hvilke passe meget lidet her paa Stedet, og haver ikke den Grace her som i Engeland eller andre Riger, hvor Folk hænger sig af Kierlighed.“
Ved hele sin Forfattervirksomhed havde Holberg tillige det Maal for Øje, at hævde vort Modersmaals Berettigelse som Kultursprog, praktisk at vise dets Brugbarbed i de forskjelligste Retninger:
„Jeg skriver eene ey for at moralisære,
For Folk ey eene, men og Sproget at polere,
heder det i den tredie Satire og om Komedierne et andet
Sted, at „hvis intet andet var at sige til vore Skuespils
Forsvar, kunde man frit sige, at derved gives Middel til
det Danske Sprogs Forfremmelse – Det haver i sig selv
alle de Behageligheder, som noget Sprog kand bryste sig af.
Thi det er letflydende, naturligt og uden Vanskelighed og
ringeste Contorsion kand udtales, og haver Erfarenhed viset, at
det er ligesaa beqvemt for Tragoedier og heroiske Vers, som
for Comoedier og Musik, hvilket ikke kand siges om mange
andre Sprog.) Det var merkelige Ord paa en Tid, da
vort Sprog var saa ringeagtet, at efter Holbergs
Contorsion, Fordrejning. Vidnesbyrd „de fleste Standspersoner læse heller Pølse-Snak paa
Fransk end de grundigste Skrifter paa deres eget Sprog,
saa at dette Land er fast det eneste paa Jorden, hvor man
finder Folk, som giøre sig en Ære af ikke at forstaae deres
eget Modersmaal.“ Hvad han fortæller om sin egen Opdragelse
giver os et klart Begreb om Samtidens Anskuelser
i denne Henseende: „Saa snart jeg begyndte at tale, blev
jeg sat udi en Tydsk Skole; thi mine Forældre raisonnerede
med andre godt Folk i deres Nabo-Lav saaledes Lad
ham kun brav øves i det Tydske. Det Danske læres af sig
selv, det er at sige: Lad ham lære Tydsk i Skolen; Dansk kand
han for intet lære af smaa Drengene paa Gaden: Saaledes
bleve de fleste Aar af min Barndom bortdrevne ved at
lære Tydsk udi Skolen og Dansk udi Ammestuen. Da der
begyndte at frembryde lidt Dun paa min Hage, syntes mig,
at det var høy Tid for mig at reise uden Lands. Jeg
giorde ogsaa adskillige Reiser, og hver gang jeg kom hiem,
var jeg udi samme Tilstand som Jean de France, i det
at mit Modersmaal vilde ikke synderlig flyde for mig; thi
man kand let glemme det som man aldrig har forstaaet tilgavns.
Endelig, da jeg skulde skride til solide Ting, og
skrive Dansk, kunde jeg ikke hitte paa Ordene, vidste ey
heller at orthographere dem ret. Jeg skrev derfor lige-
som Ordene udi en Hast kunde falde mig ind. Naar jeg
for Exempel ikke kunde hitte paa det Ord Iagttage
skrev jeg beobagte, naar et Zignet ikke vilde falde mig
ind, skrev jeg Pitskaft. Naar jeg ikke kunde erindre
Dens eller Dets, skrev jeg dessen, isteden for derudi,
derudinden o. s. v.“ Først naar vi stiller os denne
barbariske Tilstand klart for Øje, kan vi ret paaskjønne det
geniale Instinkt, hvormed en Forfatter, der ved Begyndelsen
af sit Forfatterliv saa at sige maatte lære sit
Orthografere, bogstavere ret. maal paanyt, forstod at træffe den Grundtone i vort Sprog,
som det endnu gjennem en mangesidig Udvikling har bevaret.
Hans Sans for Udtrykkets Naturlighed og Præcision var
under Opholdet ved de udenlandske Højskoler fornemmelig
bleven øvet ved Læsning af franske Skrifter: „dette maa
jeg tilstaae at alt det, jeg veed,[10] har jeg Franske Bøger
at takke for, thi af deres Læsning har jeg faaet min Smag
i Tide dannet.“ Ved fortrinsvis at slutte sig til den franske Litteratur,
hvis Sprogtone i den prosaiske Fremstilling stemmer
saa godt med vort Modersmaals Aand, betraadte han den
samme Vej, som de norske Digtere i det følgende Tidsrum,
til saa stort Held for vort Sprogs sunde Udvikling, fulgte,
og hvilken Vægt han lagde paa denne formelle Side af sin
Virksomhed, kan sees af følgende Ytring i hans Selvbiografi:
„Hvis jeg haver nogen Meriter udi Studeringer da
bestaaer det derudi, at jeg har søgt at curere Folkes gemeene
og pedantiske Smag. Thi saasom jeg i Tide kom til at studere
ved de Franske og Engelske Academier, lærte jeg ikke saa
meget at skrive lærdt, som net at exprimere min Mening.“
Klarhed og Simpelhed i Bygningen udhæver han som
vort Sprogs rette Særkjende: „Som det Danske Folk i
sig selv er saa meget fri for Affectation som nogen Nation,
saa er ogsaa Sproget med saadant ikke befænged, lider ingen
Extremiteter, og derfor fortiener al den Zirat, al det Arbeyde,
man kand anvende derpaa.“ Han fremhæver fornemmelig
disse Fortrin i Modsætning til Tysken: „Hvad som i
Tydsk er Majestætisk, bliver udi Dansk unaturligt og høytravende,“
og med Hensyn til Sprogbygningen mener han,
at naar Tyskerne f. Ex. sætter Verbum i Enden af Sætningen,
er dette ikke bedre end at spænde Vognen foran
Exprimere, udtrykke. Extremitet, Udskejelse. Hestene „Naar jeg er det Franske og Tydske Sprog lige
mægtig, saa kand jeg eengang saa hastig læse en Fransk
Bog, hvorudi Dispositionen er naturlig, som en Tydsk,
hvor der giøres slige krumme Spring udi Stilen, saasom
jeg ikke kand fatte noget af en lang Periodo, førend jeg
kommer til Enden, og inden jeg kommer til Enden, har jeg
tit glemt Begyndelsen.“
Som alle Forfattere, for hvem den litterære Virksomhed
er et Livskald, gav Holberg sig meget lidet af med
sproglige Experimenter. Han tog uden videre Sprogstoffet
som det laa ham nærmest for Haanden; det vil da under
den Tids litterære Armod først og fremst sige det dannede
Talesprog. Rigtignok siger han etsteds, at han blandt andet
„profiterer udi Sproget ved at samtale med Bønder; „thi
jeg lærer af dem gode gamle danske Ord, som udi Kiøbstæderne
ere forglemte,“ og de Scener i hans Komedier,
hvor Almuesfolk indføres, vidner ogsaa om, hvor fortrolig
han var med deres Udtryksmaade – men forresten var det
ikke hans Sag at sætte rare Gloser i Omløb; har han
f. Ex. havt Valget mellem et ægte dansk eller norsk Ord,
som var sjeldent, og et fransk, som var gjængs i den Læsekreds
han henvendte sig til, er der ingen Tvivl om at han
jo har valgt det sidste. Thi – hvad man ikke kan sige
om alle Forfattere – det gjaldt ham fremfor alt andet:
at blive forstaaet. Af Germanismer tør man nok sige der
findes langt mindre i hans Skrifter end ikke alene hos de
fleste samtidige, men ogsaa hos senere Skribenter, som f. Ex.
Ewald og Oehlenschläger; med desto større Ugenerthed bruger
han franske Ord, som ogsaa ifølge hans hele Udvikling faldt
ham lettest i Pennen. – Med Hensyn til Bogstaveringen
holdt han sig „til deres Skrivemaade, som mest synes at
Disposition, Ordstilling. Germanisme, tysk Udtryksmaade. stemme overens med Fornuft og Analogi,“ og gav ved en
Lejlighed sit Ord med i Laget, i endel „Orthographiske Anmærkninger“
(Tillæg til Metamorphosis), hvilke i det Hele
taget er forfattede med sund sproglig Takt, men forøvrigt
ved sin Overfladiskhed giver det bedste Bevis paa, hvor
lidet han i Grunden havde tænkt over saadanne Ting.[11]
Han ønsker intet heller end at „visse autoriserede Mænd
toge sig for at give orthographiske Regler,“ som han da
vilde være den første til at rette sig efter, selv om han i
visse Stykker skulde fravige sine egne Meninger; „thi ligesom
det er bedre at leve under haarde Love end under
Anarchie, saa er det smukkere at alle skrive paa een
Maade, skiøndt mindre beqvem, end at enhver bogstaverer
ligesom han faaer Indfald til.“
Der var i de Dage, ligesom nu, baade orthografiske
Reformatorer og Sprogrensere, skjønt det rigtignok spillede
ganske anderledes paa Overfladen end nu er Tilfældet.
Men Holberg forholdt sig temmelig ligegyldig ved den hele
Bevægelse; der forekom ham at være et unødigt og pedantisk
Arbejde, at „tractere Ord og Gloser med samme Majestæt,
som de vigtigste Statssager,“ og han affærdiger som oftest
disse Sprogforbedrere paa en skjemtende Maade. Puristerne
henviser han til alle andre Kultursprogs Exempel: „vi have
lige den samme Ret at give fremmede, besynderlig Konst-Ord,
Borgerskab, som andre Nationer – og skjemter
med Hollænderne, som ere ligesaa føjelige i Henseende til
Analogi, Overensstemmelse. Anarchie, Lovløshed. Purister, Sprogrensere, de som ikke vil vide af fremmede Ord.
Mennesker, som de ere intolerante i Henseende til Ord,
„hvilke de uden Naade drive udi Landflygtighed, naar de
ikke kand vise deres Ahner eller Adkomst fra de gamle
Bataver.“ Hans egen Uddannelse var for kosmopolitisk
til at han skulde kunnet sympathisere med nogen Bestræbelse
for at styrke Modersmaalet gjennem en Udvikling
indenfra, selv om en saadan Stræben havde ytret sig med
større Klarhed og Sikkerhed end da var Tilfældet; det var
ham en ligegyldig Ting, om et Ord var fransk eller dansk,
naar det kun var gjængs, og „de som optage antiqverede
Ord, som ere komne af Brug“ mener han „giøre et Sprog
vanskeligt, ikke alleene for Fremmede, men og for et Lands
egne naturlige Indbyggere.“ Han anbefaler i den Henseende
det gamle Ordsprog man maa tale som de levende,
men leve som de afdøde Forfædre, eller som han omskriver
det: „Det er en Dyd at efterfølge de gamle Forfædres
Sæder, men en Daarlighed at ville tale ligesom Kong
Dans Oldemoder.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det vil vel være uventet for adskillige af Folkevennens Læsere
at se endnu mere om Holberg. Men Aarsagen er netop den,
at jeg (og jeg tilstaar oprigtig at det har været mig uventet)
har maattet erfare, at et Par af Folkevennens Tillægshefter
med Udvalg af Holbergs Skrifter have mødt Mishag hos en Del.
Det være langt fra mig at ville trodse Andres Mening og
Tænkemaade; men jeg forestiller mig at Mange, som hidtil
ikke monne have fundet andet end Letfærdighed i den Holbergske
Skjemt, endogsaa vilde kalde det kjært at faa se den
berømte Forfatter i et andet Lys.
Holberg var ikke alene vittig, men lærd, og derhos var
han den Mand, at han brugte baade Viddet og Lærdommen
til et værdigt Formaal, i Sandhedens Tjeneste. Man vil
let kunne bemærke, og Mange ville vel med Flid fremhæve,
at Holberg var af dem, som ikke have Gaver til at opbygge
religiøst; men hvad havde han ikke kunnet rive ned, om han
ikke havde brugt de Gaver, han havde, med sandhedskjærligt
Sind?
Jeg har tænkt mig, at det skulde være et ret Bidrag til
Folkeoplysning og Almendannelse, om vi lidt efter lidt i
Tillægshefter til Folkevennen kunde faa gjøre Bekjendtskab
med alle de udmærkede Digtere og andre Folkeoplysningens
Mænd, som have dannet den dansk-norske Literatur. Men
saa maatte der uundgaaelig gjøres Begyndelse med Holberg:
i Danmark trykkes hans Værker idelig paany, og hans Ry
vil vel bestaa, saalænge den Literatur bestaar, hvis Grundlægger
han ofte kaldes.
Det har jo i ethvert Fald en ren historisk Interesse at se,
hvorledes en berømt Forfatter for hundrede Aar siden havde
det, hvorledes han indrettede sig i sit private Liv, hvorledes
han dømte om Tingene og Begivenhederne omkring ham,
hvorledes han kom til at fremsætte de mange nye Anskuelser,
der saa mægtigt indvirkede baade paa Samtid og Eftertid. Man dømme om Holberg, som man finder ret; men interessant
maa det altid være at se Manden, og jeg synes at se
ham i nærværende Skildring Tænksomhed og Alvor hviler
over Panden, og om Munden spiller sommetider en vis
Egensindighed og sygelig Grættenhed, men mere jevnt et
godmodigt Lune.
Eilert Sundt.
- ↑ Bidrag til en Skildring af Holberg, mest efter hans egne Udtalelser. Af Prof. M. Hammerich. Nordisk Universitets-Tidsskrift. Kjøbenhavn 1858.
- ↑ Angaaende Katholiker, fornemmelig Jesuiter, havde Holberg meget strenge Anskuelser; thi „her handles ikke om større eller mindre Vildfarelser, men om visse Religions Principiis, som stride mod Regieringen.“ Saadanne mener han bør ikke tilstedes Borgerskab, „ikke saa meget af Had som af Frygt,“ ligesom man i en beleiret Stad uddriver endeel Borgere af Frygt for Hunger og Oprør. „Det er dermed en vis Gierning undskyldes, som her tildrog sig i forrige Svenske Krig. En Jyde-Skude mødte udi Søen et Svensk Skib, som var bleven lek og vilde siunke. De Svenske anholdte om Hielp. Jyderne, som vare barmhiertige, bevægedes deraf. Men, da de merkede, at de Svenske vare eengang saa mandsterke som deres egne, foldede de deres Hænder og sagde: Siunker Herrens Navn.
- ↑ „Poeten raader sin gamle Ven Jens Larsen fra at gifte sig.“ Desværre har jeg i det ovenanførte Citat maattet udelade et Par Steder, som er for drøje til at man tør gjengive dem „i vore polerede Dage.“
- ↑ Om Holbergs Levnet og populære Skrifter. Ved C. W. Smith Kjøbenhavn 1858.
- ↑ Efter den heftige Kvægsyge, som hærjede Sjælland i 1745.
- ↑ Først i sine sidste Aar begyndte han at læse Oldnorsk, og gjorde saavidt Fremgang, at han nogenledes forstod Snorre. Forresten har han dog i vore Oldskrifter (forsaavidt de var ham tilgjængelige i Oversættelser) fundet et og andet som interesserede ham. Saaledes saa han i Hirdskraaen et merkeligt Bevis paa at det gamle Norge ikke har været et saa barbarisk Land, som man indbilder sig (Ep. 175), og ved at læse Torfæus’s Historie forbausedes han over „tvende synderlige Ting, som ikke ere fundne hos andre end hos de gamle Norske;“ nemlig de idelige Tronstridigheder, og „at Norge og Island have vrimlet af Poeter. Thi der er fast intet Slag holdet, lidet eller stort, og ingen merkværdig Ting er skeed, at der jo citeres en Poets Vidnesbyrd, som paa samme Tiid haver seet, hvad han udi Vers haver antegnet. Det forunderligste er, at der fandtes utallige Mænd, som giorde Profession af extemporale Vers.“ Men, tilføjer han: „det er vel troeligt, at Poesien haver været derefter.“ – „Ikkedesmindre seer man dog, deraf Nationens synderlige Naturalier og dens Inclination til Digtekonst.“ I en anden Epistel (171) sammenligner han de gamle Nordmænds Stridbarhed og Ustadighed, med den „Bestandighed, Lydighed og Afskye for Oprør, paa hvilken de nyere, lige fra Reformationens Tider, fremfor alle Nationer paa Jorden, vise Exempel.“ Berømmelsen er i al Fald velment.
- ↑ Selv skrev han sine Vers med den største Vanskelighed „Jeg vil heller skrive en stoer Foliant broderet med Citationer, end en Peder Paars igien;“ og „moxen hvert Blad koster mig en dygtig Hoved-Pine og 12 Skilling udi Cafe at jage den paa Dør med.“
- ↑ „Corellis Kompositioner udmerker sig ved letflydende Melolodier, Klarhed og jevn Naturlighed.“ Grendel, Geschichte der Musik.)
- ↑ Ep. ad virum perillustrem. Saa staar der i den gamle Oversættelse; i Originalen heder det med et svævende Udtryk: me libris Gallicis omnia debere.
- ↑ Hans Mangel paa Kjendskab til vort gamle Sprog ytrer sig blandt andet deri, at han anser Former som „Dødsens, Kjødsens“ o. s. v. for at være opfundne af „en uvittig Skribent eller gammel Skolemester, der ikke har været Sproget mægtig.“ Det vilde dog, mener han, være for galt at skrive f. Ex. Kalvekiødsens Smag.“