Historiske Optegnelser af Carl Deichman

Carl Deichman

Historiske Optegnelser af Carl Deichman

Meddelelser fra det norske Rigsarchiv, Feilberg & Landmarks Forlag, 1870, I (s. 5-31).

I.

Historiske Optegnelser

af Carl Deichman.

De efterfølgende Optegnelser meddeles efter en til Trykning bestemt Afskrift, som findes blandt afdøde Rigsarchivar Langes for Rigsarchivet erhvervede Manuscripter og Samlinger. Om Kilden og den Maade, hvorpaa denne er bleven benyttet, har Lange forudskikket disse Oplysninger:

„Ved et Tilfælde fandt jeg i 1834 i en Bogsamling af forøvrigt saare ringe Værd, der var indsendt fra Skiens-Egnen for at sælges ved Auction i Christiania, tre egenhændige Haandskrifter af den i en lang Aarrække i Porsgrund bosatte og der i 1780 afdøde Cancelliraad Carl Deichman, Biskop Deichmans anden Søn (født 1700), hvem Christiania skylder den i flere Henseende værdifulde Bogsamling, han i sit Testamente skjænkede Byen til offentligt Brug. Det ene af disse Haandskrifter^[1] indeholder Familien Deichmans Historie, men har desværre udrevne Blade for og bag, saa at kun Biskoppens Levnet er fuldstændigt, og dette er det originale Concept til den Afskrift paa det store Kgl. Bibliothek i Kjøbenhavn, som Prof. Jens Møller har benyttet i sin Biographi over Barthol. Deichman i Mnemosyne I. 291 ff. De to andre Haandskrifter, en Kvart og en Foliant. indeholde allehaande Optegnelser og Bemærkninger, dels af trykte Skrifter – især af latinske Classikere, af franske Forfattere, af Memoirer, hvori Norden omtales, og af Huitfeld, P. Claussen, Torfæus, Ramus og andre Historikere – dels Antydninger til de Afhandlinger, han senere har ladet trykke i danske Vidensk. Selsk. Skrifter, dels endelig Notitser, Anecdoter og Bemærkninger angaaende Personer og Forhold, som have været ham bekjendte. Disse sidste ere de færreste, men tillige de eneste, som nu for Tiden kunne tillægges noget egentligt Værd, men dette Værd er for hans samtids Vedkommende heller ikke lidet, naar man erindrer, at han i Faderens lykkelige Tid var ansat først som Page og siden som Hofjunker hos Kong Frederik IV og saaledes havde Anledning til at erfare meget, samt at disse hans Optegnelser i Et og Alt bære i den Grad Tilfældighedens Præg, at der ei kan være ringeste mistanke om, at han har nedskrevet Saadant for at oplyse eller indvirke paa Eftertidens Dom, men ene og alene fordi det, han netop læste, bragte ham denne eller hin Anecdote i Erindring. Hans Notitsbøger vise, at han stadig har læst med Pennen i Haanden og uden Hensyn til Sammenhæng nedtegnet, hvad der under Læsningen faldt ham i Minde eller vakte hans særdeles Opmærksomhed. Dette er især Tilfældet i Kvartbogen, som er skrevet med hans egen, som oftest næsten ulæselige Haand, paa en enkelt Undtagelse nær, hvor han har ladet en ukyndig Skriverkarl indføre Afskrift af et Brev angaaende Resident Schades Mord, medens derimod Folianten oftere indeholder Afskrifter med samme slette Haand blandet med Deichmans egne Optegnelser. Af Kvartbogen meddeles her – om hinanden som de findes – følgende Uddrag. Det for mig aldeles Ulæselige i Haandskriftet har jeg hist og her udfyldt ved Gjætning og da sat dette, ligesom enkelte andre fornødne Tillæg, inden Klammer. Meget af det her Meddelte er vistnok ubetydeligt, Noget maaskee bekjendt eller andetsteds trykt. Jeg har ei anseet det fornødent at anvende stor Tid for at undersøge dette; thi vor Literaturs Mangel paa deslige Samtidens Optegnelser og Domme er altfor følelig og erkjendt, til at jeg ikke skulde haabe, at endog ubetydelige Notitser ville kunne være til Nytte; selv om Hoved- sagen før er bekjendt, tinder man dog her et Tillæg, en Bemærkning eller Hentydning, som vil være Literatorer velkommen, og gjør det Hele Trykken værd.“

---

Etatsraad Gram. Denne store Mand lignede meget den berømte Magliabechi, en stor Mand besynderlig i Philologien og Historien, in antiquitatibus et levende Lexicon – utrættelig, tienstagtig imod alle. – Gram giftede en Enke af Holst, fik Midler med hende, men hun levede ikke længe. Hans Brev til [Rasch], hvor han siger: Der har jeg været, men kommer ikke mere. Magliabechi kom sjelden ud – malpropre, Gram derimod altid iblandt de Store, som kappedes om ham.^[2]

Om Thormodo Torfæi.^[3] Da han var i Færd med hans Historia Norvegica, finder jeg, han har corresponderet med Præsterne at faa Underretning om Landet til en chorografisk Beskrivelse. Saaledes [anføres] et Brev fra Præsten i Torrisdal til Thormodur om samme Præstegjeld.^[4] Cancelliraad og Lector scholae Christianiensis Jacob Rasch,^[5] som er fød i Stavanger, maa have været en Discipel under ham, da han et steds kalder ham sin gamle Læremester. Da han laa i Kjøbenhavn, var bleven Magister, lagde han sig efter Fundamenta til det norske Sprog, hvorom hans efterladte skrevne Collectanea vidne (vide Thura Idea rei litt. Daniæ), som jeg har i mit Eie, men er ikke uden lutter Chartequer og ingen sammenhængende Observationer. Ved den Leilighed maa han have havt meget at bestille med de gamle Runer, og erindrer, det han engang fortalte, at den bekjendte Placette spurgte ham undertiden: Comment vivez (sic) vos Runnes, Monsieur? Rasch havde adskillige Commissioner for Thormodur, da han laa i Kjøbenhavn, corresponderede og jevnlig med ham om samme Materie, men Thormodur undskyldte sig, det han ikke var nok versetet in philologicis, som sees af et Brev til Rasch, dat. Stangeland 4 Oct. 1705. I samme Brev giver han Rasch i Commission at besørge hans Vinlandia og Grønlandia til Trykken. Korterne dertil har Rasch udarbeidet, saa at han desaarsag af Hollænderne, som have udcopieret disse Korter, kaldes Skipper J. Rasch. I samme Brev melder han om de, som vare i Kongens Suite, da Hans Maj. logerede hos Thormoder, nemlig von Eichsted, Marschal Hane (?), Kammerjunkerne Kleinen og von Osten, som han vilde have indført i Dedicationen til Statholder Gabel. Jeg erindrer ikke rettere, end Thormod for en Tid opholdt sig i Kjøbenhavn og logerede paa Slottet, efter Rasches Sigende, og at han var en vigoureux Mand, og hengiven til Venerem, hvorudi han extravagerede. General-Adm. Lieut. Gyldenløve, som har beskrevet Kong Frederik IV.s Reise, siger: Le Roi dina à Nærstrand et coucha à 3 lieux de là, l’endroit se nomma Karmesund, mauvais gite, 10 Juli 1704. En anden Reisebeskrivelse beretter ved 10 Juli: Wir ruderten und segelten indessen über Staff-fiord nach Kaaperwigen, so 4 Meilen von Stawanger entlegen, alwo der wegen seinen Schriften bekannte Thormod Torfæus an einen plaisirlichen Orte auf einem Hügel nahe beim Strande wohnet. Af forbenævnte Brev sees, at den første Part alt 1705 var færdig og nedsendt, og begjærede 2den Part tilbage for at revideres. Rasch melder ham og, at i hans Series synes noget at være paradox. Men en stor Mængde Exemplarer af hans Historia Norv. laa endnu usolgt ved Kjøbenhavns Ildebrand og der blev opbrændt. – – – Hans Series var forfattet efter Frederik III.s Befaling, som han i Dedicationen til Frederik IV roser for sin store Indsigt i det Historiske, og især sine egne Lænders Historie, og som en lærd Herre i andre Ting. Vindings Approbation er af 2 Aug. 1697, men da det ei blev trykt før efter Christian V.s Død, blev Dedicationen til Frederik IV.

Marcus Giøe. En lærd og meget berømt Mand. En af hans Slægt, Lieutenant, som blev arresteret, veed ikke for hvilken Beskyldning, som blev actioneret af General-Fiscalen Brostrup Albertin, gik Marcus Giøe selv i skranken for Høiesteret, og forsvarede ham saaledes, at Lieutenanten blev frikjendt, hvorpaa Giøe reiste lige hen i Arresten, og forkyndte ham sin Befrielsesdom, tog ham ud og førte ham hjem med sig. Albertin, da han ikke reusserede i Hovedsagen, betjente sig af denne Overilelse, og forestilte Giøes egen tiltagne Myndighed, førend Dom var beskreven, forkyndt og Ordre udstedt, at egenraadig udtage en arresteret Person, hvorpaa strax blev M. Giøe betydet at for denne sin Selvraadighed qvittere Kjøbenhavn inden 24 Timer, og paa en vis Tid ikke at finde sig der, eller indtil videre allernaad. Forgodtbefindende. Dette, som man kan tænke, maatte smerte en saadan Herre, men endnu mere, da Albertin om Morgenen lod sig anmelde, kom ind, og havde intet andet at sige end at ønske M. Giøe en lykkelig Reise, som var haardt at fordøie. Dette har Grev Rantzau, Svigersønnen, ofte fortalt med en besynderlig Ressentiment.

Birgitte Kaas. Schanau har en Articul om hende. Hun var Frøken hos Grevinde Schindel, og siges, at hun var Worms Befordrer til Sjællands Bispestol. Hun har været af et klygtigt Hoved, munter og beleven, hendes fleste Compositioner bestod i artige Sangviser eller Arier og andre klygtige Indfald. Veed ikke, om hun har skrevet noget gudeligt, førend hendes oversatte Psalmer af Tydsk, hvortil hun blev opmuntret af Marg[revinden af Bayreuth, Christian VI.s Svigermoder], da hun var her i Landet 1733; thi hun gjorde hende den Compliment, det hun havde hørt, hun [eiede] en stor Gave til Poesi, som hun vilde ønske, hun vilde anvende til gudeligt Brug. – – Da Biskoppen i Sjælland døde, var det just i den Tid, da Grevinde Schindel var i største Faveur. Madame Hut [? – Huitfeldt], da Frøken, vilde vædde med W. at han blev i den Afdødes Sted. Han væddede om 1000 Rdl.

Griffenfeld. Dersom de Danske i Almindelighed havde som andre Nationer optegnet noget enten om deres eget eller om andre berømmelige Mænds Liv og Levnet, havde man vidst mere at sige om vore navnkundige Danske. Men det er at beklage, at vi fast ingen har af det Slags, som kaldes Memoires, som man tildels maa regne som en Moderation hos denne Nation, ligesom en stor Vanitet hos den Franske, hvor ubekjendte og ordinaire Personer skrive deres egne Memoires. Om Griffenfeld har man intet uden den Del, han har havt i Rigets Affairer og hvad Traditionen har overbragt til os. Det omstændeligste, førend Baron Holbergs danske Historier, fandt man i Buddei Lexicon, hvilken Articul maa være ham fourneret af en Person, der har vidst temmelig Besked om Griffenfeld. Dersom de Breve, han har vexlet med Vinding, endnu ere i Behold, var det at ønske, de kom for Lyset. Imedens Griffenfeld opholdt sig i England, skal han have lagt megen Venskab med Turner, som siden blev Biskop af Ely, og da Griffenfeld ascenderede til Groscantsler, sendte han ham sit Portrait. Denne Mand var saa indtagen af Griffenfeld, at han lod sin store Misfornøielse ofte tilkjende for Danske, som kom til ham, med de Ord, at Danmark var ham ikke værd, da han var faldet. Samme Biskop testamenterede sit Bibliothek til Oxford med navnkundige Mænds Skilderier, og paa denne Maade skal Griffenfelds Portrait være kommen did. – Havde han mere gradatim voxet, havde han faaet større Erfarenhed til at omgaaes den store Verden og mere caute opført sig. Han havde da lært at holde sig Parmenions Ord (coram rege noli videri sapiens) efterrettelig. Han lod Kongen sin Superioritet formeget tilkjendegive, og undertiden som en Pædagogus opførte sig; han benyttede sig formeget af den [Ascendance] han havde over Kongens Sind; vidste ikke at pliere, – ansaa alle de andre langt nedenfor sig. Havde han v havt saadan Konge som Ludvig XIII, havde han og ..... sig som Richelieu. Men Forskjellen var den, at denne var af et stort Hus og Familie, og havde mægtige Venner, foruden han var en Geistlig, som i de katholske Lænder har langt andet Medhold og Parti etc.

Geheimeraad Iver Rosenkrantz døde 1745.^[6] Denne Herre havde for nogle Aar forladt Hoffet og flyttet til sit Landgods Rosenholm, hvor han døde. Han var en stor Statsminister, besad megen Videnskab og Erfarenhed, – havde en lang Tid som Minister været ved fremmede Hoffer, som i Stockholm, Rusland og endelig længst i England, hvor han var i stor Anseelse, fandt sig og ved Brunsvigske Congres [1713], blev og brugt i den Steinhorske Affaire. Siden blev han Stiftamtmand i Viborg, og derfra 1730 i Conseilet, da han fast samme Aar, førend Frederik IV døde, stedse var i Kjøbenhavn og i Sjælland, og længe forud var af Christian VI destineret til Conseilet, og sluttelig blev raadført i vigtige Ting paa de Tider, da en ny Plan forud blev lagt, som skulde sættes i Verk, naar Kongen døde; blev omsider Overhofmester hos vor nuværende Konge [ɔ: Frederik V.], da Kronprinds. Han efterlod et Testamentum politicum som en Instruction for Kronprindsen; han holdt stedse det engelske Parti.^[7] I den Steinhortske Affaire mishagede det Kongen, at han, uden at betænke sig, fortidligt sagde sine Tanker, endskjønt Resultatet blev det samme, hvorfor Kongen fandt mere Behag i Geheimeraad Holstes [ɔ: J. L. Holsteins, hvis Navn Samtiden og Kongen selv almindelig forkortede til Holst] og Schulins Opførsel, som begjærede en Tids Frist til at betænke sig. Fra den Tid faldt hans Credit. Han var en Elsker af lærde Folk og var selv en lærd Herre, en stor Patron af Etatsraad Gram. Man fandt ham sjelden uden en Bog i Lommen. I England førte han sig op med megen Dignitet, depenserede og der sine Midler, som han siden oprettede, dels ved hans andet Giftermaal, dels ved de store Midler, han arvede efter Geheimeraadinde Krabbe. Han fik Leilighed til at øve sin sunde Fornuft i sit sidste Ægteskab.

Frederiksværn hed tilforn Staværn – en god Havn. Da Gyldenløve havde i Sverige ruineret en Del Jernverker, truede de Svenske at ville ruinere hans Jernverk igjen.^[8] Efter Freden, og da Kong Christian V i 1683 var i Norge, tillod han Gyldenløve at lade bygge en liden Skandse paa en Holme, som kunde beskytte Havnen; gav dertil 800 Rdl. Folkene maatte arbeide for intet.

Jacob Worm, s. s. theol. Vice-Lector og Sogneprest ved Franciscaner-Kirken i Viborg. Der fortælles om ham, da de, som vare ordinerede til at inqvirere om hans satyriske eller snarere Skam-Skrifter, eftersøgte hans Papirer udi hans Studerekammer og ingen fandt, at han Søndagen derefter i sin Prædiken skumlede over denne Forretning, og da han havde en forborgen Skuffe under den Stol, han pleiede at sidde paa i sit Kammer, sagde han, at Laban ransagede ganske Paulunet efter sine Guder, men fandt dem ikke; thi Rachel sad paa dem. De ordinerede Commissarier, som vare i Kirken, toge dette til Eftertanke, og straxen forføiede sig til hans Huus, og fandt rigtig udi den forborgne Skuffe de Skrifter, de ledte efter, hvorefter han blev dømt.

Vor Danske^[9] Lov har været og endnu er udi almindelig Estime for sin Korthed, Tydelighed og Grundighed. Der fortælles, at en engelsk Biskop, da han hørte den samme meget berømme, med Begjærlighed begyndte at læse den, og da han læste det første Capitel om Kongens uomskrænkede Magt og Myndighed, lagde den tilsammen og vilde ikke læse videre; enten han menede, at det var ingen Vanskelighed til at gjøre en god Lov, hvor Kongen uden Modsigelse kunde efter egen Behag foreskrive hvad han vilde, eller og at samme Lov havde ingen anden Bestandighed, end naar Kongerne blev anderledes til Sinds. Saa kort og compendieus Loven i sig selv er, saa vidtløftig er den allerede bleven ved de mangfoldige Forordninger, der siden dens Publication ere udkomne, saa vores Corpus juris danici er allerede af en større étendue, end Fremmede forestille sig; men en meget lovlig Foranstaltning, som allerede er i Verk til at reducere Forordningen og Loven til et Corpus. Impardonable Feil er begaaet ved det sidste Oplag af denne Lov, hvorved jeg erindrer mig, at min Fader blev forført i en vis Post, nemlig om Indstævning for høiere Retter; thi par hazard finder han udi L. 1–6–8, at Stiftamtmændenes og Superintendenternes Domme samt Ægteskabsdomme skal indstævnes for høieste Ret, og da han syntes det at være ret af Aarsag, at det var præjudicerligt for Stiftamtmand og Biskop, at deres Domme skulde fældes eller reises af Overhofretten, hvilken Ret i Henseende til Personerne ikke nær var saa anseelig som Consistorium, tænkte han, at dette var en Misbrug, som ikke af vedkommende var bleven observeret; men han blev bedre oplyst, da han confronterede den med det første Oplag. Adskillige andre saadanne Vildelser findes udi dette sidste [Boppenhausens?] Oplag.

Udi forrige Regjering vilde man udfinde Middel til at forsyne Dommer-Embeder med bekvemme Subjecta. Til den Ende blev Examen juridicum introduceret. Men qvæstio, om Publicum har høstet den forventede Frugt deraf, og om man kan sige, at de stridende parter er bleven tildelt større Ret end tilforn, eller Embederne bedre forsynede. Enhver maa domme derom, som de har erfaret det, særdeles hvad den private Examen er angaaende. Især er det værd at mærke, at det har været brugt at opsende fra det juridiske Facultet Qvæstioner til Øvrigheden, for derefter at examinere visse Personer og lade dem derpaa skriftlig svare. Jeg har holdt for, at vores Lov var saa tydelig, at enhver, som med en retskaffen Intention og Flid har villet læse den og tildels consulere Lovkyndige, kunde alene deraf tilbringe sig den fornødne Lovkyndighed Men ikke at tale om den Misbrug, som ved saadan Foranstaltning skerr, dels af de Docentibus dels af de Examinerende; thi naar saadant blev exeqveret, som det burde, vilde det upaatvivlelig medbringe megen Nytte, efterdi Lovkyndighed sammenføiet med en redelig Intention er en af de ønskeligste Ting; men mon det ikke er at befrygte, at den Simplicitet, Tydelighed og Korthed, hvoraf vores Lov har været saa meget berømt, ved en saadan Institution skulde forvandles til Vidløftighed, give Anledning til Subtiliteter, nye Distinctioner og saaledes istedenfor retskafne og oplyste Jurister Landet blive opfyldt med Lovkyndige, som istedenfor at oplyse og resolvere dubia, vilde snarere employere deres Videnskab til at gjøre os det, som nu synes klart og tydeligt, uvist og disputable.

Ole Rømer var længe i Paris, hjalp meget, siges der, til Vandmaskinen i Marly. Han informerede Dauphin i Mathematik, og erindrer jeg, at sal. Lintrup fortalte mig at have seet hos ham adskillige af Dauphins egenhændige Breve til ham om problemata at opløse. Den Dauphin tourmentere[des] altfor meget med Studia.

Ulrik Frederik Gyldenløve, Frederik III.s naturlige Søn førend han blev gift, var født 1638, 4 Juni.^[10] Hans første Gemal var Cecilia [Marie] Grubbe, som ved Dom blev skilt fra ham. Hendes Fader var den ugudelige Erik Grubbe.^[11] Hun blev siden gift med Palle Dyre, som skal have været ligesom halv forrykt, hvilken man troede blev myrdet, da hun fik en Færgemand siden. Gyldenløve havde før sit Ægteskab Baron Woldemar Løvendal med en Frøken Sophia Uhren. Efter han var gift, havde han Ulrichsdahl, nu Generalmajor og Chef for et af de norske gevorbne Regimenter. Hans Moder skal have været en Præstedatter, som siden blev gift med T..... Generalmajor og Commandant i Bergen.^[12] Gyldenløve var en vigoureux Herre, i sin Ungdom vellystig, meget elsket af Christiano V, en Compagnon i alle hans Lystigheder og Ungdoms Friheder, som maaskee undertiden gik noget vidt. I hans Statholderskab i Norge var han meget elsket og tilbedet af Nationen, levede der noget overdaadig, elskede Spøg og Railleri; undertiden exponerede sig derved, saa at En og Anden gik yderlig i deres Ord. I de Tider levede Folkersam, Pohl, Trischler, Reichwein, etc., som lode sig ikke gjekke. Krigen med Sverige blev ført med megen Haardhed, især ved Partigængere, og Nationerne vare overmaade irriterede mod hinanden, saavel i Skaane som paa Vigsiden. De fornemste Partigængere vare: Volkersahm, oberst Pohl, Tritschler, Systerflet. Den første havde jaget en stor Skræk i de Svenske, og holdt et farligt Huus, hvor det traf, saa man sagde, at de havde indført ham i deres Litania, som tilforn om Nordmændene i Almindelighed: a furore osv. Man beskyldte ham [formodentlig Gyldenløve] at have været misundelig, hvorpaa fortælles selsomme Historien Søren Mathisen, Klokker til Runde Kirke, var en velhavende Mand (sic). – Gyldenløve var af et stærkt og vellystigt Temperament; ved hans Ophold ved det engelske Hof, hvor paa den Tid Galanteri og Debauche gik til det yderste, var han end mere bleven hengiven til et saadant Levnet; bragte Kongen udi samme Levemaade.^[13]

(Baron Woldemar) Løvendal, en naturlig Søn af Gyldenløve, som blev antagen af Frederik IV, da han var i Sachsen, som Chef baade for det Militaire og Civile i Norge, fik sin Afsked, da han 1712 kom fra Sachsen. Aarsagen siges, at han skulde møde Kongen efter Ordre i Holsten, troer Husum, men da han presserede, reiste han directe til Kongen, som var i Jylland hos Fyrstinden, og ikke skjøttede om, at nogen forstyrrede ham i sine Divertissements, hvorover han blev sær fortrydelig og derover fik sin Dimission; derpaa han strax vendte om igjen lige til Sachsen, og lod hente sin Frue og Mobilia efter sig. Da Kong Frederik hvervede ham i Sachsen 1709, skal han have havt den Dristighed at bringe den Skaal til Kongen: Treuer Herr, treuer Knecht. Han antog Geistlige og verdslige og Militaire til Oberster, og mange endnu deres Bestallinger fra ham; gik ud af Tjenesten, fordi han ikke kunde naae et Regiment; førte en prægtig Stat, tidlig oppe om Morgenen, lagde selv i sin Kakkelovn; hans Audientssal altid aaben, talede med Enhver, informerede sig om alt. Hans Amour med Wilsters Datter [under] Maske, som reiste bort – da det blev saaledes, at hendes [Capot?] opfandtes ved Abelsø^[14] ved Vandet, ligesom hun havde gjort af med sig selv. Hun forestillede en Schæferinn; L. og hun bleve usynlige for en Tid paa en Maskerade paa Hoved–.^[15] 1702 eller 3 fik Løvendal Tidende, at en vis Officier i Italien var avanceret, som var en naturlig Søn, og tilkjendegav sin Fornøielse derover. Oberst Folkersahm, som ikke kom vel tilrette med Løvendal, sagde: Ja, Horeunger har altid den bedste Lykke, hvilket Løvendal for en Tid maatte tie med. Endelig blev det saaledes maget, at Generalmajor Hein, siden Commandant paa Bergenhuus, paatog sig dette at revanchere og fordrede Folckersahm ved Hamburg. Systerflet var den sidstes Secundant, og raadede ham ..... sædvanlige Konstgreb, at han skulde udholde den andens Skud, som han og gjorde, derpaa trak Folkersahm Kaarden, og [saa] lige ind paa den anden og traf ham saa ulykkeligt i Øiet, at den anden faldt omkuld og i Forvildelse kom under en Vogn. Da spurgte Volkersahm, hvad han skulde gjøre. Systerfleth svarede: Ei, dræb Kyllingen i Ægget, saa bliver det ingen Hane deraf.

Løvendal var født 25 Sept. 1660; i hans Ungdom i hollandsk Tjeneste Capitain ved den blaae Garde, siden i Østerrige Tjeneste som Oberstvagtmester og ved Wien 1683.^[16]

Aarsagen til Kay Lykkes til Gisselfelds Fortræd er ikke anført af Holberg. Hans Proces og Dom fandtes i Etatsraad Høyers Bibliothek. Der siges, at han havde ulovlig Omgang med et Fruentimmer, som var i hans Huus, og siden blev gift med K. Børting, der blev Eier af det Fossumske Jernverk i Norge, og da han siden tænkte at have samme Frihed som tilforn, som hun ikke vilde tilstede ham, søgte han at persvadere hende med Exempler og ved de høieste, at end ikke Juno var Jupiter tro etc. Dette skal være bleven angivet og hans Breve producerede, hvilket skal have været Aarsag til hans Fald.^[17]

Jeg seer, at Geh. Rabe har communiceret det svenske Vidensk. Academi en Relation om det Jordskjælv, som skede 7 Februar 1745 i Christianssand; rettere talt lod det sig mærke langt hen i Agershus Stift paa adskillige Steder.^[18] En lystig Historie tildrog sig ved samme Occasion. Biskop K[ærup] i Christiansand, som havde Mangel paa Hørelsen og Dagen tilforn havde efter Doctorens Ordination indtaget et Laxativ, blev af bemeldte Doctor, som nogen Tid efter Jordskjælvet kom til ham, tilspurgt, hvad Effect Medicamentet havde gjort, da han svarede: forfærdeligt! Hvorledes, sagde Doctoren. Bispen svarede: Det ganske Huus skjælvede. Doctoren faldt i Forundring og vilde fritte nærmere om dette. Da sagde Biskoppen: Jeg skal, sandt for Gud, relatere Hans Majestæt det. Da blev Doctoren bange og tillige forvirret; endelig mærkedes, at den ene spurgte om Laxativet, og den anden svarede om Jordskjælvet.

Kongen af Preussen [Frederik Vilhelm I.]^[19] – Med al denne Hengivenhed for Soldatervæsen vil men paastaae, at han dog manglede Courage. Til Bevis anføres om ham, at de han fandt sig ved Armeen i den første brabantske Krig i dette Seculo, han engang var nærværende hos Marlborough, da Prinds Vilhelm af Nassau-Friesland, som saa ulykkelig druknede 1711, kom ridende forbi, at Nogle sagde: Der kommer Prindsen af Oranien, at han da ubetænksom og paa ganske uret Tid og Sted udlod sig, hvor de kunde tilkomme at kalde ham ved dette Navn; thi her staar Prindsen af Oranien, slaaende paa sig selv. Da Prindsen strax derpaa kom ind til Marlborough, blev dette ham berettet, hvorpaa de da alle gik bort; samme Prinds søgte Kronprindsen af Preussen, og idet han kom ham paa Siden sagde: her rider prindsen af Oranien, og tillige slog paa sine Pistoler. Da den anden taug. – – I Christian VI.s Tid har han efter hinanden indsendt 2 under Character af publique Ministre, den ene Lieutenant, den anden Capitain, til Danmark; den første blev reguleret med Orden af Danebroge, og da han sendte den anden, sagde han, at han kunde gjøre sig Formodning om det blaae Baand; og paa samme Tid lod han Kongen vide, om han vilde sende ham nogen Minister, maatte det enten blive Løvenørn eller Prætorius. Da vores sal. Konge skal have udladt sig med disse Ord, at Kongen af Preussen sender os Lieutenanter og Capitainer til Ministre og begjærer, at vi skal sende ham i samme Qvalitet vores Generalspersoner. Men med al denne sære og underlige Opførsel har han dog gjort større Ting end de fleste andre Potentater og Prindser i Europa.

Da Czar Peter betragtede Rendsborg Fæstning, sagde han til Kong Frederik: Broder, det er en smuk Fæstning, men hvortil bruger Du den? Den kan indtage din ganske Armée. Den kunde være mig nyttig, om den laa paa min Bund. – Han med sin egen Haand optog alle Grundene paa Dybet ved Kjøbenhavn og deromkring. Kong Frederik forærede ham de store Glober til Gottorp. Da han var nærværende i Slaget ved Sehested ved Rygen, admirerede han Sehesteds Opførsel. Paa Fredriksborg har han gravet et stort Hul i det indlagte B[ord] i Kongens Capel.

Holberg. Der fortælles, at Mag. [Christen] Tychonius Lassen, Stiftprovst i Viborg, som var en lærd Mand og en god Poet, heftig formaliserede sig over det, at Holberg havde brugt hans Navn i den Stortalende Soldat, til at betegne en Pedant. Denne Mand, som ikke havde Leilighed at komme i den store Verden de Aar, han deraf kunde profitere, havde ikke Levemaade og maaskee besad et Slags Pedanteri, af hvilken Aarsag han hentydede den Charakter paa sig selv – – – og et Menneske er allermest sensible udi de Ting, de kjende deres egen Skrøbelighed. Da han 1728 var i Kjøbenhavn, har han derom udladt sig især til Oversecretair Møinichen, da han engang var hos ham paa Cancelliet, som raillerede ham derover. Det traf sig da, justement som Mag. Lassen var i sin heftigste Passion, at Holberg meget uformodentlig samme Tid kom ind, da Møinichen siger: Der er Manden; addresseer Eder nu til ham selv! Hvorpaa Lassen attaqverede Holberg, hvilken blev underlig over denne sælsomme Maade, hørte dog med største Koldsindighed paa den Andens Declamationer og Trudsler, og da han havde udtalt, spurgte Holberg Møinichen, om han havde noget videre at befale, og alene tilsidst svarede, at han ikke vidste, der var nogen levende Tychonius, førend nu, hvorpaa han gik. Dette skulde da være Nøglen til den Jydske Feide^[20], som efter mange Aars Forløb er udkommen, og Aarsagen hvorfor i de senere Editioner af den danske Comoedie Tychonius er forandret til Stygotius, hvilken Tildragelighed har Overensstemmelse med hvad der arriverede den udi Boileaux’s og Molières Skrifter meget bekjendte Cotin, som Molière forestillede under Navnet Tricotin, som han siden forandrede til Trissotin, da den anden derover larmede. Baade Cotin og Lassen havde gjort bedre at tie end at lægge sig ud med deslige Folk, som ere farlige. De have altfor stor .Leilighed til at revanchere sig, og deres Hevn bliver ordinarie altfor eclatant. Holberg har vist sig allermest bitter mod dem, som have rørt ham ved det allermindste. At han har tracteret en Wieland, en Pauli og saadanne dere paa den Maade, som er bekjendt, kan pardoneres, sær meriterede en Burmann den Tractement, som Holger Danske gav ham^[21]; men jeg veed ikke, om Højer fortjente de bittre Correxer, han adskillige Steder meddelte ham; idetmindste havde han ingen Aarsag til at foragte en Mand, der besad saa store Meriter som Højer, der gav ham intet efter i mange og overgik ham i nogle Ting. Han censurerer ham haardt, fordi han siger i sin Dänemarks Gesehichte, at mange fornemme og lærde Folk ikke vide, at de danske Konger ere af den oldenborgske Stamme, som er ubesindig talt, [men dogj maa Holberg sige, at der er mange endog af Norges Indbyggere, som ikke veed, at der var en Hammer By til. [Holb. II. 351.] – At komme til Tychonius igjen, da var han selv Satyrieus, og de Slags Folk fordøier allermindst Satyrer. [Holberg] tilstaaer i hans Moralske Tanker, at hans Passion var at samle Penge.

Just Høeg til Giorsløv var gift med Iver Krabbes til Jordberg og Karen Ottesdatter Marsvins Datter Karen Krabbe. Det var hendes Broder Jørgen Krabbe til Krogholm i Skaane, som i den svenske Feide 1678 blev arquebuseret. Høeg gik som Ambassadeur til Frankrige i Dec. 1679, blev Ridder af Elefanten 1680 i Marts og døde [i Christiania som Vice-Statholder] 26 Sept. 1694. Ligesaa stor Ven, som Gyldenløve var af [Biskop] Rosing, saa lidt var Høeg. Da den første Sten blev lagt til Christiania Kirke,^[22] vilde Høeg gjøre en Tale, men blev forekommen af Rosing.

Der siges, at Geheimeraad Krabbe især opæggede Kong Frederik [IV] Aar 1709 til at bryde med Sverige, at Sehested torde ikke sige imod, men Lente raadede derfra, og Gruner, som den Tid Envoyé i Stockholm, gav Efterretninger, at den svenske Krigsmagt ikke var at foragte, men blev ikke troet. Endelig, da det faldt ilde ud med Actionen ved Helsingborg, skal Lente have sagt: Hvad sige I nu, I Jabrødre? etc.

Griffenfelds Reconciliation med Hertugen af Pløen var paa den sidstes Side kun simuleret; hans Maxime var at hade den, som han havde fortørnet; thi han troede, at ingen retskaffen Reconciliation havde Sted eller var til: Proprium humani generis est odisse qvem læseris. At man skred til den Yderlighed med ham, var snarere efter den politiske Maxime, at det er farligt at vise Naade imod dem, man har bragt til Fornedrelse. Periculum est misericordia. Ulfelds Exempel var vel Aarsag til, at Griffenfeld blev saaledes fængslet. – Han var homo novus, ex se natus. Naar ikke blotte Meriter frembringe et Menneske, som har dem i høi Grad, staaer han altid Fare; en middelmaadig Person, ja en Taabe bringer det ofte videre, og gaaer mere sikker. Gr. maa man ansee som isolé, eller som en Bygning, der stod blot uden at have Communication med andre Bygninger, og derfor mindre befæstet. Det var derfor en Mangel i hans Forsigtighed, at han ikke i Tide allierede sig med de store Huse, som havde hjulpet at soutenere ham. Da han saaledes var af ringe og ubekjendt Herkomst, i en Hast som et Veirlys lod sig see paa det høieste af vort danske Firmament, i ingen Alliance med de store Familier, som paa den Tid maa vel have havt noget af deres gamle Høihed og Myndighed fra de forrige Regjeringer, maaskee liden Omgjængelse med dem formedelst hans store og overmodige Forretninger, maaskee og ikke saa ganske vant ved den store Levemaade, derhos saameget indtaget af sin egen Person og Meriter, at han nok saa den Forskjel, som var mellem ham og de andre, men dog ikke saa, hvad der vilde flyde af alt dette – – –. Hans dybe Indsigt og betænksomme Opførsel ved Wismars Overgivelse og Christian V.s Erindring til ham forhen, maatte jo ominere ham noget farligt. Det er uomgjængeligt, at han maa have været saa forhadt og stinkende i de Stores Øine, at intet har været dem mere angelegen end hans yderste Fordærv og Fald. Han maatte øiensynlig see, at Herren selv ikke kunde være tilfreds med ham; – – en Konge anseer det for en Vanære at lade sig corrigere og hovmesterere Tid efter anden, efter Formodning var intet mere incompatible end Kongens Temperament og hans. Vare de enige i Statsaffærerne, vare de af ulige sindelag i alt andet. – Der fortælles, at Hertugen af Pløen som en af hans største Efterstræbere, da han saa hans store Myndighed og den Naade, Kongen bar for ham, enten i ret Mening eller par Simulation reiste til ham for at ville ingaae Venskab med ham, og tilsidst efter adskillige Declarationer bleve aldeles confidentes med hinanden, og efter de Tiders Maade tog et Glas mere end ordinaire, at Griffenfeld betroede ham vigtige Ting, som skulde været geheime^[23], iblandt andet Kongens Testamente, som var oprettet, og hvorledes skulde forholdes med Formynderskabet efter Kongens Død, ifald det skede i Kronprindsens umyndige Aar, hvilke Documenter han tog til sig uafvidende af Griffenfeld, og [samme Aften rakte] til Kongen, dog førend han faldt. Relata refero. Gyldenløve var udelukket, men Hertugen af Pløen med Griffenfeld var ansat med Dronningen at føre Regjeringen. – – – Sal. Grams Censur over Griffenfelds Historie^[24] er i visse Maader juste, men haard og streng. Griffenfeld blev ladet løs af sit lange Fængsel formedelst hans Stensmerter, at han desbedre kunde tilsees. Han blev modtaget af Generaltoldforvalter Treschow paa Toldboden, som tilspurgte ham, om han ikke havde Lyst til at gjøre en Tour om for at besee Byen, hvilket og skede. Men den daværende commanderende General, Generallieut. Vibe,^[25] lod strax med haarde Ord Treschow betyde, at han strax havde at føre Griffenfeld til sit Hus, hvis han ikke tilligemed G. vilde indsættes paany, saa man skulde slutte, at han ikke kom paa fri Fod uden for saa vidt, at han i sin Sygdom bedre kunde tilsees, og saaledes inden visse Grændser udladt af sit Fængsel.

Kong Frederik V kom til Norge den .. Juni [1749] Dagen efter Pindsedagene med 3 Orlogsskibe og en Fregat. Grev Laurvig med sin Gemal og den ældste af de unge Grevers Gemal vare komne nogle Dage forud gjennem Sverige, hvor der blev gjort stor Ære og værdighed af ham. Kongen reiste fra Laurvigen til Jarlsberg, hvor han spiste, og samme Aften til Moss, hvor han blev Natten over. Dagen efter til Christiania. Der var allerede ankommen til Lands gjennem Sverige de Franskes Minister l’Abbé le Maire, den svenske Baron Flemming og den preussiske Chargé d’Affaires, men den franske reiste nogle Dage førend Kongens Komme tilbage til Sverige, hvor han mødte den franske Ambassadeur, som skulde gaae til Stockholm og derfra til Kjøbenhavn, og strax vendte tilbage igjen til Norge. I Kongens suite var af Hofetaten: Oberhofmarskalk Moltke, Oberkammerjunker von der Lühe, Staldmester Brockenhnus, Kammerjunker Baron Teufel, Baron Juel, Rein og Kammerpage von Krogh; af Conseillet: Geheimeraad Holstein og Schulin, af Kammeret^[26] Geheimeraad Thott; General Lerche af Krigscancelliet og ellers Conferentsraad Klingengraff af det tydske Cancelli, Etatsraad Eggers af det danske, og Cancelliforvalter Helt. Den ældste af de unge Grever Laurvig var med som Kongens Generaladjutant, og den yngste som General-Adjutant af Søetaten. Desuden fulgte i Suiten Grev Rantzau, tilforn Statholder, og Feltmarskalk Schulenburg samt Geheimeraad von der Osten. Den engelske Envoyé Titley kom Dagen efter, og den russiske Minister Baron Korff kom til Vands med en russisk Fregat. Han havde ingen Lyst at reise gjennem Sverige formedelst den Difference, der er mellem Hofferne, og det Uvenskab, han i sit seneste Ministerio tillagde sig i Stockholm; han skal have sagt dem rene Ord, at de lode sig formeget bevæge af de franske Louisd’or. Da han forandrede sit dessein [til] at gaae til Vands, og man spurgte ham om Aarsagen, svarede han, at Meiercron i Frankrige havde nær sat Livet til paa sin Bortreise derfra. Denne Herre førte en magnifique Train, havde en Garderobe, som var fyrstelig, og var meget velskabt af Person. Da han med den russiske Fregat ankom, hilsede han Agershuus Fæstning med 7 Skud, men Commandanten svarede ikkun med et Skud. Saasnart han kom i Land, sendte han sin Secretair til Feltmarskalk Arnold og besværede sig, at man ikke havde gjort den Honneur af ham og det russiske Krigsskib, som det tilkom. Feltmarskalken lod det examinere, da Commandenten svarede, at hans Folk vare tagne fra ham og Nøglen forlagt til Krudkammeret, hvorpaa Feltmarskalken sendte min Broder^[27] til Korff for at excusere denne Abus, med Tilbud hvorledes han vilde have Repressalier, om de strax skulde skyde de manglende 6 Skud, hvormed han vor fornøiet, og strax blev de 6 skud afløste. – Ingen of disse fremmede Ministre spiste ved det kongelige Taffel. – Foruden Baron Flemming blev Oberst Callein indsendt for at gratulere Kongens Ankomst, hvorimod oberst Ove Ramel Sehestedt blev afsendt for at aflægge Contracompliment hos Kongen af Sverige, men havde ingen Ordre at opvarte Tronfølgeren.^[28] De svenske Ministre og den preussiske holdt sig sammen, og faa havde Omgjængelse med dem.

Af Kongens ganske Adfærd kunde mon mærke, at det var ham ikke indifferent, at Nationen elskede ham. Han gjorde sig ret Umage for at vinde dens Kjærlighed og lod sig ved alle Leiligheder see; snart paa en, snart paa en enden Maade lod falde naadige Ord. Man fortæller for vist, at ved hans Ankomst til Laurvigen, at han fast vilde embarassere [formodentlig embrassere] General Arnold, en Mand erfaren i i sin fait; gjorde ham strax til Feltmarskalk. Da han var kommen til Christiania, og man talte om de besværlige Veie, svarede han: Sie haben uns auf die Hände geführt.^[29] Over Taffel drak oftest „Alle Norske,“ „Norsksindede,“ „Norske Gjenter“ etc. Ved Taffelet lod han undertiden Vagten gaae ind, lod dem bringe et Glas, da det arriverede, at [v. d. Osten, qui était assez plaisant^[30]] spurgte en Grenadeer, om han turde vove Liv og Trøie for Kongen, svarede han naivement, dog med en Slags Stolthed: Det var Spørgsmaal det! De franske Comedianter vare alle opbragte [ɔ: bragte til Christiania] for de fremmede Ministre, og endskjønt Kongen ingen synderlig Elsker er af Skuespil, var han der hveranden Aften,^[31] mere for at lade sig see end for at divertere sig, og Alle maa tilstaae, at han er værd at besee, et Væsen saa attirant, at en svensk Prest, som saa ham paa Frederikshald, sagde, at han kunde faste 3 Dage og Nætter alene for at beskue ham. Mærkeligt, at han ikke engang besaa Stedet, hvor Kong Carl XII faldt, maaskee fordi den svenske og franske Minister, som fulgte Hoffet, vare med i Følge der. Med al hans affable og derhos ret kongelige Væsen var han sparsom baade paa Penge og Gratialia, det første af Nødvendighed, det andet for at bringe dem i nogen høiere Pris, paa det han dermed kunde gratificere dem, som distinguerede sig, uden at tømme sin Kasse.^[32] I Tronvigen skal han have indkommen par hazard i et Kammer, hvor en Del Gemene sad og drak, tog et Glas med Brændeviin og nippede til og drak de Omstaaendes Skaal. Relata refero. Kort sagn il possedait l’art de s’abbaisser sans s’avilir, en stor Merite for en saadan Herre. Man maa tilstaae, at Aspecterne ikke kan være bedre, og vil Gud forlene Lykke, synes det, at disse Riger under en saadan Regjering ville engang komme i den saalænge forventede Flor og bedre Velstand.

Ved Taffelet discurrerede han snart med En, snart med en Anden, elskede at skjertse. Et Taknemlighedstegn var før at kysse Kongens Kjole; det tillod han aldrig, end ikke maadelige Personer. Saaledes vægrede han sig derved, da de 3 Kjøbmænd, som takkede ham for Toldforpagtningen, vilde derved aflægge deres Taksigelse. Han tillod derimod Folk af Stand at kysse sin Haand. At han ikke gik til Throndhjem, var nok en Del af Ministrene Skyld udi, som vare kjede af Reisen formedelst det ubehagelig Veirlig og Veilag, maaskee andre politiske Reisens fandt og Sted. Kongen kom til Norge i en meget desavantageux Tid i mange Henseender. – Grev [Christian] Rantzau fulgtes med Kongen, maaskee siden han paa en fornærmende Maade var bleven afskediget fra sit Statholderskab. En Aften paa Comedien, da Kongen og Hoffet ikke var der, søgte han Leilighed at tale til mig om den Ulykke, som Dagen tilforn var hændt, nemlig da Kongen spiste hos Feltmarskalk Arnold og trende Artillerister bleve ilde tilredte, da der kom Ild i Krudposen, [mindes] at han endnu pensionerer en Artillerist, som mistede sin Arm, da Kong Christian VI spiste hos ham 1733, – udlod sig tillige, at Geheimeraad von der Osten havde talt noget ubesindigt om de Norske ved det kongelige Taffel, og hvorledes han (Grev Rantzau) satte ham til Rette og tog Nationen i Forsvar, (NB. paa det jeg maaskee skulde lade det komme videre). Man kunde mærke, at man gjorde sig Umage for at holde Herren ved et munter [Sind], derfor altid de fleste muntre ved Taffelet og undertiden oplivede ved Glasset. Oberhofmester Moltke formanede Berghauptmand Stuchenbrock, da Herren var paa Sølvverket, det han ikke skulde bemøie Herren med noget fortræedeligt, heller fremkomme med adskillig uskyldig spøg for at divertere ham.

Nils Søfrensen Adeler, Cancelliraad og Amtmand over Bratsbergs Amt, boede paa Jomfruland; – en brav Mand, blev 1711 Etatsraad og Stiftamtmand i Christianssands Stift.

Neve blev beordret til at continuere Amthors^[33] begyndte Arbeide til Frederik IV.s Historie, men han fandt det saa opskruet og i en saa høittravende Stil og Maade, at han abandonnerede det. Hvad Høier derudi har præsteret, korn til vor Konge [Frederik V], da han endnu var Kronprinds.

Den norske Nations Egenskaber: høihjertede, egenraadige, slette Husholdere, stridbare, liberale, artige og høflige mod Fremmede, hospitale.

Statholder Viereck døde 1713. Efter Aufnehmen des Reichs Norwegens synes han at være forfalden til Drik.

Statholder Kragh var med iblandt dem til Taffels, da Kong Frederik IV første Gang declarerede Dronning Anna Sophia som Fyrstinde af Slesvig. Blev Statholder i Norge 1714, var en ærlig og redelig Mand, men ei af stort Begreb, var brusque i sit Væsen. I dem Haag, da han var Minister, skal han i et Selskab have antastet en fornem Person, som uskyldig havde sagt noget, og da have forstaaet det uret. Han skulde engang reprimandere Magistraten [i Christiania] ifølge kongelig Ordre, veed ikke for hvilken Forseelse, da han skjeldte og bandte dem. Saaledes skulde han og reprimandere Assistentsraad Mechelborg paa Skjelbred, veed ikke i hvilken Begivenhed, og talte ham temmelig heftig til; den anden lod sig ikke anfegte, men siger: Det er en meget smuk Gaard,^[34] Deres Exc. boer udi, og spurgte, om den var gjort her i Byen. Statholderen, som var en ivrig og hidsig Mand, svarer: Hvad, vil I narre mig? og satte ham tilstrækkelig til Rette, saa at i at rose Bygningen, der ikke tilhørte Statholderen, langt fra at gjøre en halte i Reprimanden, fik paany en eftertrykkelig Mercuriale.

Fredericus qvartus. omendskjønt liden af Væxt og ikke af nogen synderlig udvortes Skabning eller Anseelse og derhos noget gebrechelig, havde han dog et majestætisk Anseende og Opsyn; han saa meget skarp og elskede, at man saa ham uforsagt an. En Officier havde den Skjebne at blive saa forsagt i hans Nærværelse, at han nær havde tabt Sandserne. Fra den Tid havde Kongen ingen god Tanke om ham. Han paastod af Folks Ansigt at kunne dømme om deres Naturel og Egenskaber. Adskillige maatte prøve det, og (jeg) troer, at Kongen som oftest traf rigtig, endskjønt mange derover kunde lide uskyldig. Jeg erindrer den Gang, han saa uheldig, Aaret før han døde, faldt paa Gjethuset, da Fundamentet brast, hvori Kanonernes Fonner vare, at han, førend han besaa Støkstøbningen, besaa Mandskabet af Artilleriet, som havde Vagt, saa stærkt paa enhver af dem især, da jeg remarquerede, at nogle af dem, som efter Officierernes Ordre saa Kongen stivt under Øinene; ved det samme skjælvede og ristede, som de havde havt Koldfeber.

Løvenørn havde en Broder, som var Byskriver i Skien. Da Løvenørn besøgte ham og den Tid nylig var kommen fra Academiet, prækede han, men som et Fruentimmer, han havde Godhed for, var i Kirke for at høre ham, gik han fra sin Præken, da han saa hende, listede sig ned af Prækestolen, og fra den Tid af forlovte ikke mere at komme paa det Sted. Han resolverede da at forsage sin Lykke i Krigen, men da han intet havde at subsistere med, siges der, at da han opholdt sig hos en vis Mand i Jylland, savnede denne en Sum Penge. Løvenørn blev usynlig, gik til Rusland, og efter han var kommen nogenledes i Stand, remitterede han forbemeldte Mand sine Penge, som blev forundret, da han ikke formodede enten at han paa den Maade var bleven af med sine Penge, mindre tænkte at faa dem igjen. Da han var i Stockholm for at handle om Freden, fortælles der iblandt andet, at da Ministrene vexlede Skrifter sig imellem, blev Løvenørn sendt fra den gamle Høpken et Instrument, som Løvenørn ikke var i Stand til at dechifirre; han anvendte en ganske Nat derpaa, men kunde ingen sensum udbringe. Endelig, som L. var en Ven af den unge Høpken, spurgte han ham ad, hvad dette Skrift vilde betyde, og at han ikke var capable at begribe eller fatte Indholden. Den unge Høpken svarede omsider i Fortrolighed, at om det var et enigma for ham, var det ingen Under, siden hans Fader med flere havde været endnu længere om at forfatte det, for at gjøre det hel uforstaaeligt, i hvilken Hensigt kan (jeg) ikke sige. – Da Stralsund blev beleiret, var Løvenørn Generaladjutant. En Dag han stod bagenfor Kongen, idet Kanonerne spillede fra Fæstningen, stod Kongen altid ret op uden mindste Bevægelse. Løvenørn med andre, naar de saa Ilden, bukkede sig, og malheureusement stødte Kongen i Ryggen, da Kongen vendte Hovedet, og spurgte hvad det var for en H....., som stødte ham. Da han var Stiftamtmand i Jylland, var han stændig blandt den store Adel, der saa ham altid over Skuldrene, antog ham for at være grov i sin Opførsel, han var meget rundtalende, og siges han havde lastet Hoffets sparsommelige Levnet med andet mere, saa at Kongen blev ham koldsindig. – I Christian VI.s Tid blev han strax indkaldt og blev Oversecretair. Han besad denne Konges Naade i en saa høi Grad, at han bydde de Mægtige Spidsen og omsider triumferede over dem. Landmilicens Aftakkelse gav ham dertil god Anledning. Imidlertid fandt han en stor Antagonist i Danneskjold, men dog conserverede sig i Kongens Naade til sin Død.

Hannibal Sehested. Ingen Efterretning, at han har gjort Amour til Eleonora, Ulfelds Gemal, men vel [til] en ældre Søster, som skulde ægtet Frants Rantzau, der druknede 1632, da hun døde Aaret efter, da Sehested var til Padua. Siden giftede han Frøken Christina 1642, da Ulfeld alt tilforn var gift 1637. Troer intet om Ulfelds og Sehesteds Proces for Svigermoderen. Sehested opførte sig, efterat han havde resigneret sine Charger, som en tro Undersaat; gik i spansk Tjeneste, blev grand maitre d’artillerie i Flandern, og siden engagerede sig med Mediateurerne i den sidste Fred 1660. Ulfeld vilde .... at Hertugen af Holsten skulde udvælges til Konge, men frygtede for Norges Separation, hvor Sehested var Statholder, som, altid mod Ulfeld, havde da conserveret [det] til Kong Frederik. Dette stemmer med hvad Wadskjær beretter om Kong Frederik, da Haandfæstningen blev saa opskruet: „da gaaer jeg til Norge“.^[35]

Fredericus qvartus var meget mistrøstig efter det fatale Slag ved Gadebusch. Førend det begyndte, bleve Generalerne tagne til Raads; da siges, at Generalmajor Daae, en kjæk Mand, raadede derfra. Kongen blev vred og svarede: Vielleicht haben Sie kein Lust; da den anden svarede: Enten skal jeg skaffe Dem Victorie, eller mine Øine skal ikke mere see Dem. Det er bekjendt, hvorledes han fegtede til det yderste. Hans Frue døde samme Dag som han; de forligtes ikke vel. Det er vist, at en Del Officierer ikke gjorde, hvad dem tilkom, hvorfor nogle maatte lide. Kongen søgte selv at bringe dem i Orden, saa han nær havde staaet Fare at falde i Fiendens Haand. Han mødte oberst Ellern (?), som blev siden Chef for Landcadetterne, og var haardt blesseret, spurgte om han ei vilde undflye; den anden tog Haanden fra Brystet, saa Blodet sprudlede fast hen paa Kongen (der udraabte:) „gehe er in Gottes Nahmen.“ Nogle berette, at Kongen comporterede sig som Keiser Augustus, da han fik at høre Vari Nederlag i Tydskland; men man bør og kan bære Tvivl baade om det ene og det andet. Der siges,^[36] at Scholten blev forvildet i Dispositionen formedelst Kongen gjorde nogen Forandring selv; han var ganske ude af Contenance i sin Commando. Et Reservecorps paa 4000 Mand, som Grev Sponneck Commanderede og vartede paa Signal, blev forgjet, og stod alene som Tilskuere.

At Vore i denne Tid undertiden kom til kort, reiste sig aldeles ikke af Officierernes eller de Gemenes (Mangel paa) Courage; thi en habil General med saadanne Tropper kunde gjort store Ting, og har de derpaa vist saa store Prøver i den brabantske Krig, at de endog opvakte Misundelse. Fyrsten af Dessau i Battaillen ved Höchstädt maatte opmuntre sine Tropper, der nogle Gange bleve drevne tilbage, med de Danskes Exempel: Wendet euch, setzet, vergesset eure Ehre, Generale und Fahnen nicht! Sehet doch wie brav sich die Dänen halten! – Deres udviste store Tapperhed ved Ramillies, som uden Modsigelse hjalp det meste til den Actions lykkelige Udfald, er overalt bekjendt. – – Det var derfor, at det franske Hof ikke kunde tilgive vores Minister Meyercrone, som havde forsikret, at det danske Corps umulig førend Mai Maaneds Udgang kunde gaae i Felten, hvorudi han og var uskyldig; thi de Danske maatte efter en besværlig Marsch træde lige i Actionen, da mange tvivlede, at de kunde komme til rette Tid. Da Meyercrone qvitterede det franske Hof, blev Numsen, som da som Cavallier var med ham og sad i Vognen med hans Frue, paa Veien skudt, da det siges, at det var sigtet til M. selv, som da ikke var i Vognen. – (Henning) Meyercrone var en Fætter af Griffenfeld, og hans Frue Christine Schrøder en Datter af Griffenfelds Moster Eva Motzfeldt og Herman Schrøder, Borgermester i Roeskilde. Blandt dem, som kom fra Griffenfelds Skole, var Meyercrone, som han meget ung employerede, der profiterede saameget af hans Undervisning, at han blev Geheimeraad, Ridder af Danebrog, Herre til Vernegaard, 1675 Ambassadeur (om ikke Envoyé) ved det franske Hof. Efter Griffenfelds Fald maintenerede han sig i 27 Aar, blev siden Stiftamtmand i Aalborg m. m., havde et herligt Bibliothek, som blev meget beskadiget paa Skibet, som stødte, og erindrer at have hørt, at hans Frue drømte nylig tilforn om den Tildragelse ligesom det skede og sagde det forud. Han døde 1707, 62 Aar gammel. Hun var en fornuftig Dame og døde 1737, 85 Aar gammel; begge begravne i Nicolai Kirke i Kjøbenhavn.

Baron Lahontan, da han var i Kjøbenhavn, indfandt sig ofte hos Grevinde Friis, siden Groskanzlerinde Holstein. Engang der skulde være Maskerade, spurgte han hende til Raads, hvad Maske han skulde paatage sig; svarede hun: to Eder, kjern Haaret, skjær Neglene og pynt Eder, da er I vis paa, Ingen kjender Eder. Han var altid malpropre.^[37] Samme Raad gav man Kongen af Sverige, da han reiste gjennem Tyskland fra Tyrkiet, dog paa anden Maade.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. De findes nu paa Universitets-Bibliotheket.
2. Paa et andet Sted skriver D. om Auctionen over Grams Bogsamling, 20–21000 Bind, hvortil henved 12000 Octaver og Duodecer, at den blev betalt med ligesaa mange tusinde Daler, (Manuscripterns uberegnede, „der ufeilbarlig vil löbe op til en stor Summa“) fordi „naar han kun havde tegnet sit Navn foran i Bogen, var det alt nok til at bringe den i Pris, ja endog ganske nye Böger, som endnu kunde faaes i Bogladerne, betales 2 og 3 dobbelt.“
3. En Del af det her Anförte er udförligere behandlet i Deichmans Brev til Suhm af 17. Jan. 1780 i Suhms samlede Skrifter XV. 309 ff.
4. Dette har D. ogsaa anfört paa det andet Sted med Tillæg: Trolig, at de indkomne Efterretninger har været faa og lidet efterrettelige, altsaa blev ved Undals (ɔ: Peder Claussöns Norges Beskrivelse.)
5. Rector Rasch var 2den Gang gift med Cancelliraad Deichmans yngste Söster Anna.
6. Jfr. dennes Levnet af Jens Möller i Mnemosyne I. 312–410 og II. 249–306.
7. Dette stadfæstes i Mnemosyne I. 368.
8. Nemlig Fridsö ved Laurvig, $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mil indenfor Staværn.
9. Her mener Deichman uden Tvivl tillige Norske Lov, om ikke denne alene; thi det anförte Exempel er derfra.
10. Ifölge Pontopp. Marmors Danica p. 56 er han födt den 20de Juli. Hans Moder Margareta Papen blev siden gift med Daniel Hausmann, med hvem hun blev Moder til den norske Generallieut. Caspar Herman Hausmann. Efter Mandens Död tog hun i Huset til Gyldenlöve, og blev 15 Sept. 1683 ophöiet til Friherreinde af Lövendal.
11. Pontoppidans Annales III. 17i–172. Danske Atlas. III. 316.
12. Mere herom i Moes Tidsskr. f. d. norske Personalhistorie II. 212. Ulrichsdahls Moder var Maria, en Datter af Ole Christensen, Kjöbmand paa Fredrikshald og Maren Nilsdatter Meng. Hendes af D. antydede Mand var Generalmajor Johan Frederik Tuchsen.
13. I Deichmans Optegnelser i Folio findes et fuldstændigt Udkast til Gyldenlöves Levnet, efter Anmodning meddelt en Ven; dette Udkast er senere rettet i flere Dele, men er endda saare mangelfuldt.
14. En Gaard i Akers Hered, omtrent $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mil fra Christiania.
15. Ikke fuldfört.
16. Paa et andet Sted: „Lövendal, der en lang Tid havde freqventeret det sachsiske Hofs Pragt og Lystigheder, indbragte her i Landet en Magnificence og et Udvortes, som Nationen ikke var vant ved siden hans Fader den store Gyldenlöve. Nationen erindrede sig Faderen i Sönnen, gjorde [al den Ære, som gik til] Adoration. Baller, Maskerader etc. men af liden Varighed. Hans Frue catholsk, spurgte hvad [jaloux] hed paa Norsk. Naar Nationen taler om [nogen stor], menes Gyldenlöve og Lövendal. – Hans ganske Indtog paa Vigsiden var intet andet end en Demonstration, som tillige med hans Retraite var vel overlagt. De kastede Broer af, han lod dem lægge paa igjen, blev staaende, om de vilde attaqveret ham. En Jöde til Spion med Navn af Doctor.“
17. Denne Beretning, der som bekjendt i det væsentlige er rigtig, maa vel grunde sig paa muntlig Fortælling fra Fossum, hvilket Verk Biskop Deichman med flere en Tidlang eiede i Forening med Kay Börting, indtil det senere kom i Deichmans Sönners og Herman Leopoldus’s Eie. Imidlertid er her uden Tvivl en Hukommelsesfeil indlöben, saa at der menes Hav Börtings Fader Peter Börting, som i 1669 kjöbte Fossums Verk; thi Kay bliver for ung til at hans Hustru kunde været samtidig med K. Lykke, og han er vel snarere opkaldt efter denne Adelsmand. Det var i 1656, at Kay Lykke paa den angivne Maade sögte at overtale sin forrige Frille Sofie Abelsdstter til Utroskab mod sin Mand.
18. Den fölgende Anecdot fortæller og D. paa et andet Sted med Tillæg, at Provst Spydberg indberettede Jordskjælvets Phænomener til det franske Videnskabs-Academi, „formodentlig til Mr. Reaumur, med hvilken han havde Correspondance.“
19. En udförligere Dom om ham og hans Lyst til Soldater-Væsen forbigaaes her.
20. Holbergs Mindre poet. Skrifter. Kbhvn 1746 S. 263–270.
21. Holger Danskes Brev til Burman, 16 S. 8. bag i Holbergs mindre poet. Skrifter. 1746.
22. Nemlig Vor Frelsers Kirke, der blev opbygget udenfor den daværende By, og gav Anledning til Resc. af 8 Sept. 1696 om Byens Voldes Nedrivelse. Byens forrige, Hellig-Trefoldigheds Kirke, afbrændte 1686 og blev ganske nedrevet paa Grund af Akershus Fæstnings Udvidelse. Den laa som bekjendt ved Byens gamle Torv paa den Tomt, hvor Artilleri-Stalden for faae Aar siden stod.
23. Paa et andet Sted beretter D. denne Historie om Hertugen af Plöens Besög hos Griffenfeld med Tillæg, at det var Dagen för denne blev arresteret, samt at del af Hertugen fremlagte Document gav Anledning til Fængslingen.
24. Her menes C. P. Rothes Griffenfelds Levnet, hvorom D. skriver et andet Sted: „Om det er Gram, som Roche mener, der soer paa sin jydske Sjæl, da har C. Ret. Han saa vel, at denne var ikke Mand til at skrive en saadan Mands vita. Det har Gram og rigtig, men haardelig, antegnet i sit Exemplar.“
25. Johan Vibe var commanderende General Nordenfjelds indtil 1708, da han blev Vicestatholder i Norge, og derfor flyttede til Christiania, hvor han döde 20 Febr. 1710.
26. D. e. Rentekammeret.
27. Generalmajor Peter Deichman, dengang Oberstlieutenent.
28. Hertug Adolf Frederik af Holsten-Gottorp, som ved Tronfölgevalget i Sverige nogle Aar forud var bleven foretrukken for Kong Frederik den Femte.
29. Den for sit danske Sind ellers roste Frederik V. brugte dog, ligesom sine Forfædre, tydsk Sprog til dagligt Brug. Alle Anecdoter, hvori han indföres talende, bevise dette.
30. Disse Ord ere atter overströgne.
31. Disse Skuespil i Christiania bleve sandsynligt opförte paa Raadstuesalen, som i alle Fald senere benyttedes til sceniske Forestillinger af Byens Dilettanter, indtil „det dramatiske Selskab“ byggede sig et eget Comediehus i Grændsehaven.
32. Kongen skal oprindelig (som og D. nedenfor antyder) have paatænkt et længere Ophold i Norge samt at see sig videre omkring der, og hevde 4000 Stk. af de saakaldte Reisedalere med sig, formodentlig alene bestemte til Uddeling. Men, uvist af hvad Grund, kom han ikke længere end til Christiania. Han afreiste fra Kjøbenhavn 12te Mai, ankom til Norge den 28de, og var atter tilbage i Helsingör den 13de Juli.
33. Christoph Heinrich Amthor, en Tydsker, der blev antagen til Historiograph 1714. † 1721. Mere om hans Arbeider findes i Falcks Fortale til Udgaven af linjen Friederich des Vierten Leben S. IV, hvoraf man seer, at Amthors paabegyndte Aarböger til Frederik den Fjerdes Historie fortsattes af Andreas Hojer, og det er derfor vel disse, ikke Hojers nu trykte Verk, som Deichman mener.
34. Vicestatholder Krag skal have beboet den paa Nordsiden af Raadstugaden mellem Dronningens- og Skippergaden liggende gamle Gaard.
35. Wadskiær, Poetisk Skueplads S. 41. Langebekiana S. 70.
36. Dette staaer vistnok efter nogle her udeladte för kjendte Notitser om Slaget ved Helsingborg, men maa dog efter Indholden angaae Slaget ved Gadebusch.
37. Denne Anecdote har D. ogsaa indfört i sine Notiser i Folianten, med Tillæg, at hun „endnu lever i en hei Alder.“ Lahontan var en fransk Tourist, der har skrevet en uefterrettelig Bog om sit Ophold i Danmark. Deichman kalder ham en Avanturier og en Fritænker.