Historiske Oplysninger om det juridiske Fakultet ved det Norske Fredriks-Universitet

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk

Hiſtoriſke Oplysninger

om det juridiſke Fakultet ved det

Norſke Fredriks-Univerſitet

Af

L. M. B. Aubert,

Prof. jur.

(Gjennemſeet Aftryk af Ugeblad for Lovkyndighed).

Chriſtiania.

H. Tønsbergs Bogtrykkeri.

1870.

I.
(1812–16. Vanſkelighederne ved at faa Fakultetet beſat. – Univerſitetskommisſionens Forſlag. – Falck udnævnt 1813, men tiltræder ikke. – Krohg og Diriks udnævnes 1814, men uden varig Følge. J. A. Hielm konſt. Docent. – Forgjæves Forſøg i 1815. – Endelig udnævnes Lange og Steenbuch 1816).

Efterat Fredrik VI ved kongelig Reſol. af 2den September 1811 havde befalet Oprettelſen af et Univerſitet i Norge, nedſatte han under 29de Novbr. ſ. A. en Kommisſion for at udarbeide en Foreſtilling om Univerſitetets Anlæg og Indretning. Denne Foreſtilling, der blev afgiven under 15de Marts 1812[1], blev i alt Væſentligt approberet ved kgl. Reſol. af 24de Marts ſ. A. og tjente derfor, i Forbindelſe med Dele af Fund. 7. Mai 1788, ſom et Slags Fundats for Univerſitetet, indtil man fik Loven af 28 Juli 1824. Efter den deri indeholdte Plan ſkulde Univerſitetet have 25 faſte Lærere, hvilte efterhaanden ſkulde anſættes i 3 Perioder, ſaaledes at Univerſitetet kunde, om muligt, være i fuld Virkſomhed paa alle Felter den 1. Auguſt 1815. Af dette Antal ſkulde det juridiſke. Fakultet have 3; desforuden ſkulde der være et ſtatsøkonomiſk Fakultet, hvorom mere ſiden. Efter Planen ſkulde i det juridiſke Fakultet foredrages: Almindelig Retslære, Romerſk Ret, Danſk og Norſk borgerlig og kriminal Ret, Almindelig proteſtantiſk og danſk-norſk Kirkeret, ligeſom der ſkulde holdes juridiſk praktiſke Øvelſer.

Man mødte imidlertid ſaa ſtore Vanſkeligheder ved at ſkaffe de nødvendige Lærerkræfter tilveie, at det juridiſke Fakultet førſt kunde træde i ordentlig Virkſomhed i 1816. Kommisſionen havde ſelv afgivet en „Fortegnelſe paa de Mænd, ſom Kommisſionen anſer duelige til Lærerpoſter ved det norſke Univerſitet, og ſom efter deres Stilling muligen kunde ønſke der at anſættes“. Blandt disſe var for det juridiſke Fakultet: A. S. Ørſted, da Asſesſor i Høieſteret, Chr. Krohg, Asſesſor i Throndhjems Stiftsoverret, C. F. Lasſen, Juſtitiarius i Kjøbenhavns Politiret, Nic. Falck, Kontorchef i det ſlesvig-holſtenſke Kancelli og F. C. Sibbern, mag. art. og Dr. philos. (den ſenere ſaa bekjendte Filoſof). „Desuden“, ſiger Kommisſionen, „har meldt ſig ved ſkriftlig Anſøgning en i Amſterdam ſig opholdende Dr. juris Belderdyk, men om hvilken iøvrigt Intet er Kommisſionen bekjendt“. Jeg ſer mig heller ikke i Stand til at oplyſe noget om ham. En under 29de Mai 1812 indkommen Anſøgning fra en Dr. juris Prockner i Øſterrige om Anſættelſe ſom Profesſor i de ikke rent nationale juridiſke Diſcipliner – blev uden videre henlagt. Af de ovenfor nævnte Mænd var imidlertid de fleſte uvillige til at modtage den tilbudte Anſættelſe. Saaledes ſvarede Chr. Krohg under 8de December 1812, at han ikke turde modtage Tilbudet, da han i de 8 Aar, ſiden han havde forladt Kjøbenhavn, ikke havde havt Leilighed til at gjøre ſig bekjendt med Videnſkabens Fremſkridt, undtagen hvad umiddelbart angik den danſke Ret. Kun Falck ſvarede under 29de Oktober 1812, at han med Erkjendtlighed modtog Kommisionens Tilbud om at bringe ham i Forſlag til Profesſor og udtalte tillige ſom ſit Ønſke, at han maatte komme til at foredrage juridiſk Encyclopædi og Naturret foruden romerſk-germaniſk Ret. Falck (f. 1784, † 1850) var derfor den førſte, ſom blev udnævnt til Profesſor i Lovkyndighed ved vort Univerſitet, hvilket ſkete 8de Marts 1813. Ifølge ſit eget Ønſke fik Falck kort efter et Reiſeſtipendium for i Udlandet at uddanne ſig til ſin Poſt. Paa Grund af Krigsforholdene kom han imidlertid ikke længere end til Kiel, hvor han ſtuderede i dette Øiemed Vinteren 1813–14 Efter Kielerfreden har han formodentlig tabt Lyſten paa at tiltræde ſit Embede; han kom aldrig til Norge, men blev i Stedet, ſom det ſynes i Mai 1814 udnævnt til Profesſor ved Univerſitetet i Kiel, hvor han ſenere virkede i en lang Aarrække, bekjendt for ſin Deltagelſe i de ſlesvig-holſtenſke Stridigheder før 1848, og af flere juridiſke Værker, navnlig en „Juriſtiſche Encyclopædie“. Der var nogen Forhandling om, hvorvidt Falck ſkulde tilbagebetale ſit Reiſeſtipendium; men ſom det ſynes, blev der Intet deraf[2].

Kort efterat Falck endeligen havde opgivet ſin Poſt, foretog den nyvalgte Konge, Chriſtian Fredrik, under 3die Juni 1814, overensſtemmende med Indſtilling fra den ved Reſolution af 2den Marts 1814 oprettede og 1ſte April 1815 ophørte „Oplvsnings-Kommitte“, – en Mængde Udnævnelſer af Univerſitetslærere, og blandt disſe var ogſaa to juridiſke Profesſorer. Det var daværende Asſesſor ved Throndhjems Stiftsoverret, Chriſtian Krohg (den ſenere ſaa berømte Statsraad og Storthingsmand, ſom havde været Adjunkt og extraordinær Profesſor ved Kjøbenhavns juridiſke Fakultet 1800–04) ſamt daværende Byfoged i Laurvik, Juſtitsraad Chriſtian Adolph Diriks (f. 1775 † 1837 ſom afſk. Statsraad) Sandſynligvis har Krohg været udnævnt, uden at man iforveien har forvisſet ſig om hans Villighed til nu at modtage Embedet; thi man erfarede ſtrax efter, at han nu ligeſaalidt ſom i 1812 vilde være Profesſor. Diriks overtog derimod Embedet fra det den 1ſte Auguſt 1814 begyndende 2det Semeſter og bekjendtgjorde Forelæsninger over Perſonret og Naturret. Hvorvidt han virkelig kom til at holde Forelæsninger, vides ikke, men de mange ſamtidige Hverv han havde, gjør det mindre ſandſynligt[3]. Diriks var nemlig tillige Generalpolitidirektør i Kriſtiania, Medlem af Lovkommitteen og af det overordentlige Storthing i Oktober og November 1814, og blev desuden af Chriſtian Fredrik brugt til vigtige Statsforhandlinger, ſaaſom da Kongen og Statsraadet 7de og 8de Juli 1814 fattede Beſlutning om, hvilke Forandringer der burde foretages i Grundloven af 17de Mai, ſaafremt hans Svenſke Majeſtæt ſkulde gaa ind paa en Forening med Anerkjendelſe af Grundloven ſom Hovedprincip, – ſamt ved Forhandlingerne paa Moſs i Auguſt Maaned. I hvert Fald miſtede Univerſitetet ham ſnart; thi Diriks blev allerede 15de November 1814 udnævnt til Statsraad.

Allerede medens Diriks endnu var Profesſor, – nemlig i September 1814, – havde Oplysningskommitteen forlangt Kollegiets Forſlag til „Indretning af en juridiſk Concurs for at erholde anſat en juridiſk Lector eller Adjunkt“. Hvorvidt dette kom i Stand, kan jeg ikke oplyſe, men det er ikke ſandſynligt; ialfald ledede det ikke til Noget.

Da man nu forgjæves havde ſtræbt at faa de nødvendige faſte Lærerkræfter, og der for Øieblikket ingen Udſigt var til bedre Held, maatte den nye Regjering ſtræbe ialfald at, ſkaffe midlertidig Lærerhjælp for at kunne holde de nødvendigſte Forretninger gaaende. Ogſaa her mødte man i Begyndelſen Afſlag. Saaledes ſvarede daværende Regimentskvartermeſter Roll (netop død ſom penſioneret Juſtitiarius i Throndhjem) under 17de Januar 1815 i Anledning af Oplysningskommitteens Skrivelſe af 13de ſ. M., at han ikke anſaa ſig voxen til at overtage en Poſt ſom konſtitueret Docent i Lovkyndighed[4]. Strax efter fandt man imidlertid en hertil villig Mand i den bekjendte, daværende Overauditør, Høieſteretsadvokat Jonas Anton Hielm (f. 1782, † 1848), hvem Regjeringen i ſin Indſtilling betegnede ſom en Mand, der „ſaavel ved ſin Embedsførſel ſom Høieſteretsadvokat i Kjøbenhavn ſom ved de fordelagtigſte Vidnesbyrd fra det juridiſke Fakultet ſammeſteds har godtgjort ſine Indſigter og Duelighed“. Han blev da under 9de Februar 1815 „conſtitueret ſom Docent i Lovkyndighed for at holde 6 a 9 Timers ugentlige Forelæsninger over de Dele af denne Videnſkab, ſom 1ſte Departement (ɔ: Kirkedepartementet) nærmere beſtemmer ſamt afholde Examiner med aarlig Gage af 1000 Rbd. S. V.“ Hielm holdt Forelæsninger allerede i 1ſte Semeſter 1815, men hvilke, kan ikke opgives, da de ei findes anmeldte i Index. I 2det Semeſter 1815 og 1ſte Semeſter 1816 har han efter denne læſt over den almindelige Retslære, norſk Tingsret, ſammenlignet med almindelig Retslære og med Romerret; desuden har han holdt Examinatorier og Øvelſer ſamt muligens læſt over Grundloven[5].

En Lærer, og det en midlertidig, var dog for lidet, og man maatte da fremdeles gjøre Anſtrængelſer for at ſaa faſte Lærerkræfter. Treſchow, der baade var Medlem af Oplysningskommitteen og ſom Statsraad fra November 1814 Chef for vedkommende Departement, henvendte ſig, da der i Landet ſelv havde viſt ſig ſaamange Vanſkeligheder, til Danmark og ſøgte gjennem Ørſted at opdrive dertil villige Mænd. Ørſted anbefalede da – efterat to andre, ſom han anſaa mere ſkikkede, havde erklæret ſig uvillige – den ſenere ſaa berømte Botaniker og Politiker J. F. Schouw (f. 1789), dengang juridiſk Manduktør og Underkancelliſt i det danſke Kancelli –, hvem Ørſted tillagde gode Evner og Studier i ſin Videnſkab, „om han end ikke havde aflagt ſaadanne Prøver paa Duelighed til en Univerſitetslærerpoſt, ſom man under andre Omſtændigheder burde forlange“ (ſigter til den Vanſkelighed, man i Norge havde for at ſaa juridiſke Lærere). Treſchow indlod ſig da i Underhandlinger med ham, og dette ledede til, at han anſøgte om en Lektorpoſt i Lovkyndighed. Samtidig meldte ſig ganſke uventet en anden Anſøger, en ſvenſk Mand, daværende Magister docens ved Lunds Univerſitet Ebbe Samuel Bring (f. 1785, Docent i Literaturhiſtorie i Lund 1810, juris cand. med Udmærkelſe 1815; ſamme Aar Adjunkt i Romerſk og Nordiſk Kriminalret ſammeſteds, 1821 Prof. i Filoſofi og 1828 i Hiſtorie; Forfatter af flere juridiſke og hiſtoriſke Skrifter). Kollegiet, ſom fik Anſøgningerne tilligemed nogle af Bring fremſendte Diſputationer til Betænkning, indſtillede Schouw, „da han taler Landets Sprog og har lagt ſig efter den Norſke Lovkyndighed og har ſærdeles fordelagtige Vidnesbyrd fra det Kjøbenhavnſke Univerſitets Lærere“. Ogſaa Regjeringen indſtillede Schouw til Lektor under 7de November 1815; men medens Sagen var i Stockholm, indberettede Regjeringen, under 1ſte December ſ. A., at Schouw ikke længere var villig til at modtage Poſten, hvortil Grunden formodentlig har været, at han ſamtidig i ſit Fædreland fik offentligt Stipendium for at foretage en naturvidenſkabelig Reiſe[6]. Kongen ſendte da Sagen tilbage til den norſke Regjering; om Bring ſynes der ikke at have været videre Tale. Regjeringen, ſom i ſin Indſtilling angaaende Schouw havde erklæret: „Vel have vi ſøgt at træſfe et ſaadant Valg, ſom kunde være til Fordel for Videnſkaberne og til Ziir for Univerſitetet, idet vi have gjort nogle ved Kundſkaber udmærkede Mænd pasſende Tilbud, men vore Beſtræbelſer have hidtil viſt ſig forgjæves“, – maatte da atter ſøge efter ſkikkede Mænd. Hielm, ſom var den nærmeſte til at faa faſt Anſættelſe, erklærede ſig dertil uvillig, medmindre han ſom Profesſor ogſaa kunde vedblive ſom Advokat, Noget, ſom man fandt uheldigt. Han anſøgte, for det Tilfælde, man ei vilde indgaa paa hint Vilkaar, om Entledigelſe fra ſin Konſtitution, og denne blev ham derfor – efter nogen Forhaling – i Naade meddelt under 23de Marts 1816 fra Halvaarets Slutning.

Grunden til, at Regjeringen, ſom førſt forhalede Hielms Entledigelſe, nu gik ind paa den, var, at Anſtrængelſerne endelig kronedes med Held, og det inden Landets egne Grændſer. Den 23de Marts 1816 fik Fakultetet ſine førſte faſte Lærere, – idet nemlig daværende Asſesſor ved Kriſtiansſands Stiftsoverret, ſamt Lagthingspræſident Lorents Lange (f. paa Hedemarken 1783, Kand. 1805, 1810 Asſesſor i Overretten, † 1860) udnævntes til Profesſor, og daværende Overretsprokurator i Throndhjem, Advokat Henrik Nikolai Steenbuch (f. i Melhus 1774, Kand. 1810, 1812 Prøveprof. i Helſingør 1814, Prof. i Throndhjem, † 1839) til Lektor i Lovkyndighed. Om Lange heder det i Regjeringens Indſtilling, at han havde erklæret ſig villig til at modtage en faſt Lærerpoſt, naar han med det ſamme kunde blive udnævnt til Profesſor; „han havde udmærket ſig paa den akademiſke Bane og ſiden viſt ſig ſom en duelig Embedsmand“. Om „Advokat“ Steenbuch heder det derimod, at han havde „ytret ønſke“ om at blive anſat ſom „Docent“ og i den Anledning havde man indhentet det akademiſke Kollegiums Betænkning, hvilket havde ytret: „at bemeldte Steenbuch vel ei har aflagt nogen Prøve paa fortrinlig Erudition, men at det er Kollegiet bekjendt, at han i en Række Aar flittig har dyrket Lovkyndigheden og efter Juriſters Dom er en i ſit Fag meget duelig Mand, ligeſom hans „Bemærkninger over Kongeriget Norges Grundlov“ røber Studium af hans Videnſkab og iſær en anbefalelſesværdig Orden og Tydelighed i Fremſtillingsmaaden“; Kollegiet anbefalede ham derfor til at blive Lektor juris[7]. – Saaledes var da endelig Fakultetet beſat om end med færre Lærerpoſter end efter den oprindelige Plan; ved Gageplanen af 25de Mai 1815 ſynes det, ſom om man havde nedſat dette Tal til to (jfr. det før citerede Skrift af Kammerherre Holſt p. 254). Tantæ molis erat. Det Hele er et godt Billede af det udholdende Arbeide, hin Slægt maatte anvende for at bringe det nye Norge i den nødvendigſte Orden[8].
II.
1816–29.
(Lange og Steenbuch – Lange afgaar 1825 – C. Winter Hjelm Lektor og Arntzen konſt. Docent – Hjelms og Arntzens Afgang 1827 – Steenbuch alene – Motzfeldts Prøveforelæsninger og Udnævnelſe til Lektor 1829 – Stang konſtitueret ſom Docent og ſenere udnævnt til Lektor).

Lange og Steenbuch, ſom begge begyndte ſin Virkſomhed i 2det Semeſter 1816, udgjorde da i det derpaa følgende Tiaar det juridiſke Fakultet. I 1818 udnævntes Steenbuch til Profesſor. Nogen Deling af Fagene kunne de ikke ſees at have foretaget; de læſte begge efterhaanden over ſamtlige almindelige Diſcipliner. Ved Examen var nu og endnu ſenere Høieſterets Asſesſorer og Andre behjælpelige.

Under 14de Oktober 1825 udnævntes Profesſor Lange til Asſesſor i Høieſteret, i hvilken Stilling han blev ſtaaende indtil 1858, og i hans Sted udnævntes 4de Februar 1826 daværende konſtitueret Docent i Filoſofi, Claus Winter-Hjelm (f. 1797, nu Asſesſor i Høieſteret) til Lektor juris; Kollegiet oplyſte om ham i ſin Indſtilling, at „denne unge Mand har erholdt bedſte Charakter med Udmærkelſe til Embedsexamen og har ſiden med uafbrudt Iver lagt ſig efter Lovkyndigheden ſom Hovedſag, idet han iøvrigt ogſaa er hæderligen bekjendt ſom Videnſkabsmand i andre Fag“. Kollegiet havde andraget om, at der ſamtidig maatte udnævnes en tredie Lærer og indſtillede til Lektor Kand. jur. Arntzen (f. 1801, nu Juſtitiarius i Kriſtiania Stiftsoverrets 1ſte Afdeling), ſom havde taget Embedsexamen med „bedſte Charakter og ſiden flittigen dyrket ſin Videnſkab“. Regjeringen var enig i, at en 3die Poſt burde oprettes, men da Arntzen var „en meget ung Mand, ſom ei hidtil havde havt nogen ſærdeles Anledning til at lægge for Dagen, at han er i Beſiddelſe af en ſaa omfattende Theori af ſin Videnſkab, ſom ſynes at burde være en Betingelſe for at faa kongelig Udnævnelſe til Univerſitetslærer“, ſaa fandt Regjeringen det, „uagtet det bedſte Haab om hans Flid og Talenter“ retteſt kun at konſtituere ham ſom Docent med 600 Spd. aarlig Gage. Dette toges til Følge ved kongelig Reſolution. Fakultetet fik ſaaledes en tredie midlertidig Lærer. Hjelm og Arntzen begyndte ſine Forelæsninger 2det Semeſter 1826; Hjelm, ſom til Udgangen af ſamme Aar tillige vedblev at docere Filoſofi, læſte iſær over almindelig Retslære og Norges offentlige Ret og Arntzen over Tingsret og Lovfortolkning.

Denne gode Forſyning med Lærerkræfter varede imidlertid ikke ſtort mere end et Aar.

Allerede ved Kgl. Reſol. af 4de September 1827 blev Lektor Hjelm, i Medhold af Storthingsbeſlutning af 24de Juli 1827, beſkikket til at udarbeide Udkaſt til en Civillovbog for Norge (jfr. Grdl. § 94). Han blev viſtnok i Formen ſtaaende ved Univerſitetet, ſaalænge Lovkomitteen vedvarede, nemlig indtil hans Udnævnelſe ſom Asſesſor i Høieſteret 1843. Men i Virkeligheden ophørte hans Forretninger ved Univerſitetet ganſke, idet nemlig Storthingsbeſlutningen forpligtede ham til at at fratræde ſit Embede, medens han ved Lovarbeidet var beſkjæftiget. Docent Arntzen fratraadte ogſaa allerede ſamme Aar, idet han 7de November 1827 udnævntes til Prokurator; han vedblev ſine Forelæsninger ved Univerſitetet til Aarets Udgang.

I Aaret 1828 føltes derfor Trangen til nye Lærerkræfter ſtærkere end nogenſinde. Steenbuch var Fakultetets eneſte Medlem, og ſelv han var i 1ſte Semeſter for en Del optaget af det overordentlige Storthing, hvoraf han var Medlem. Allerede i Aarsberetningen for 1827 udtales denne Trang af Kollegiet, og end ſtærkere kom den frem i Beretningen for 1828. I Hjelms Sted ønſkede Univerſitetet at faa anſat daværende Overretsprokurator Lasſon (nu Juſtitiarius i Høieſteret). Men da Lasſon ikke kunde antage en Lektorpoſt, medmindre han fik Tilladelſe til at vedblive med ſin Sagførerpraxis, indſtillede Kollegiet under 31te Januar 1828, at Lasſon ſkulde udnævnes til Profesſor juris, ſamt Kand. jur. U. A. Motzfeldt ſom tredie Lærer, til Lektor. Denne Indſtilling nød imidlertid ikke naadigſt Bifald. Udnævnelſen af Lasſon til Profesſor kunde ei ſke, fordi man ei havde de fornødne Pengemidler. Og hvad Motzfeldt angik, ſaa vilde Regjeringen paa Grund af hans Ungdom (21 Aar) ikke uden videre udnævne ham til Lektor, men ønſkede helſt at prøve ham ved at konſtituere ham ſom Docent, ligeſom man havde gjort med Arntzen. Motzfeldt var imidlertid, ſom edſvoren Fuldmægtig hos en Høieſteretsadvokat og ſom Manduktør, i ſaa god økonomiſk Stilling, at han ei vilde modtage nogen Docentpoſt. Da man nu trængte ialfald en anden Lærer, maatte Regjeringen bøie ſig for Nødvendigheden; men for dog ikke at anſætte en ganſke uprøvet Mand, indſtilledes af Kirkedepartementet og vedtoges ved Kgl. Reſol. af 10de Juli 1828, at det „tillades Kand. jur. Motzfeldt offentlig at afholde 3 Prøveforelæsninger for dertil beſkikkede Cenſorer, da hans Majeſtæt, naar disſe vare afholdte paa en tilfredsſtillende Maade, agtede at beſkikke ham til Lektor ved Univerſitetet“. Dette er formentlig førſte Gang, det er blevet paalagt Nogen at holde Prøveforelæsninger her ved Univerſitetet; den almindelige Reſolution derom udkom førſt 1837. Kollegiet gav ſig imidlertid ikke; men indgik under 18de Auguſt 1828 med Foreſtilling om, at Prokurator C. Arntzen „ſom ved ſin gavnlige Virkſomhed for det juridiſke Studiums Fremme havde og har, efter Fakultetets Dom, ſærdeles Krav paa Univerſitetets Taknemmelighed“, maatte udnævnes til Profesſor juris. Men ved „høieſte Reſolution“ af 9de September 1828 blev det „naadigſt“ beſtemt, at denne Sag ſkulde udſættes. Kollegiet klager i ſin Aarsberetning for 1828 over, at det var blevet aldeles uvidende om, hvilken Skjæbne disſe Foreſtillinger ſenere havde mødt.

I det følgende Aar 1829 begyndte imidlertid et nyt Tidsrum; man fik da unge, friſke og dygtige Kræfter. Motzfeldt havde imidlertid i December 1828 holdt Prøveforelæsninger, hvis Ordning var beſtemt ved Reſol. 18de Oktober 1828. Tvende af disſe Prøveforelæsninger, til hvis Udarbeidelſe der levnedes ham 4 Uger og ſom ikke maatte vare over 1 Time, ere trykte i „Juridiſke Samlinger“ for 1828. Den ene af dem er over følgende Emne: „Kunne de forſkjellige Principer, ſom man maatte lægge til Grund for Sædelærens Afhandling, tillægges nogen væſentlig Indflydelſe paa den almindelige Retslære, og ifald dette antages, hvori beſtaar da formentlig denne Indflydelſe?“ (l. c. 1829–30 1, 1–21) og den anden over dette: „Hvilke Forandringer maa den i Chriſtian V. N. L. grundede Lære om crimen majestatis og ſammes Strafbarhed antages at have undergaaet ved vore ſenere offentlige og private Love?“ (l. c. 1828 1, 55–87) Den tredie, ſom er utrykt, var af Romerretten: Qvomodo subinde mutata fuerunt statuta juris Romani de usucapionibus et longi temporis præscriptionibus numqve ejus statuta cum jure partrio concurrunt an ab eodem differunt? Cenſorerne, Asſesſor Lange, Juſtitiarius J. C. Berg og Advokat Sørensſen, afgave derpaa følgende Dom:

1. At Kand. jur. Motzfeldt ved de af ham afholdte Forelæsninger har afgivet Beviſer paa, at han er i Beſiddelſe af Evne til med Orden, Indſigt og en henſigtsmæsſig Benyttelſe af de fornødne Hjælpemidler at behandle omfattende juridiſke Gjenſtande, ſamt af den Maade, hvorpaa han har vidſt at begrunde ſine Reſultater – ſelv hvor disſe Reſultater maaſke ikke kunne gjøre Regning paa ubetinget Bifald – røber en Tænkſomhed, hvoraf man med Tiden kan forvente de heldigſte Frugter.

2. At de naturlige Anlæg til det mundtlige Foredrag, hvilke han allerede beſidder, lade formode, at han ved mere Øvelſe ogſaa i denne Henſeende vil vorde ſat iſtand til at præſtere noget Mere end almindeligt.

3. Og at de, med Henſyn til det ſaaledes Anførte, nære det grundede Haab, at Kand. juris Motzfeldt, ligeſom han allerede i ſin Tid har med Hæder beſtaaet i den latinſk juridiſke Examen, ſaaledes ogſaa, ved ſtadigen at gaa frem paa den af ham betraadte Bane, vil med Hæder udfylde den Plads, hvortil han er udſeet, til hvilken Cenſorerne derfor paa bedſte Maade anbefale ham“.

Som Følge heraf blev da Ulrik Anton Motzfeldt (f. 1807 † 1865 ſom Asſesſor i Høieſteret) 9 Februar 1829, kun 22 Aar gammel, udnævnt til Lektor juris, med Gage fra 18de Oktober 1828, fordi han paa Grund af ſin Anſøgning da havde maattet opgive ſin private Anſættelſe. Han begyndte allerede i Marts ſ. A. ſine Forelæsninger, over den norſke Søret, ſamt paa Latin over Romerret. Baade Fakultet og Kollegium vedblev ſine Anſtrængelſer for at faa en tredie faſt Lærer. De indſtillede omtrent ſamtidig med Motzfeldts Udnævnelſe, at Kand. jur. Fredrik Stang (den nuværende Statsraad), ſom var konſtitueret Fuldmægtig i Juſtitsdepartementet og dengang kun gik i ſit 21de Aar, ogſaa ſkulde udnævnes til Lektor. Fakultetet bemærkede i Anledning af Stangs Ungdom, „at han for enhver offentlig Prøve, han har underkaſtet ſig, næſten aldrig har modtaget anden Karakter end udmærket Ros, og at han fra ſit 15de Aar ſtedſe har beſkjæftiget ſig, ved Siden af ſit eget Studium, med at underviſe ſine Medftuderende, førſt i de filologiſke og ſenere i de juridiſke Videnſkaber“. „Da Kandidat Stang ſaaledes maa anſees ſom en ung Mand, hvis Dannelſe gaar langt forud for hans Alder“, tog Kirkedepartementet – ſom fandt, at de tidligere Anſøgninger om Lasſon og Arntzen maatte anſees ſom ſtiltiende tilbagekaldte og man derfor nu kun havde at veie Stangs Dygtighed – ikke i Betænkning at indſtille ham til Lector, dog ſaaledes, at han ganſke paa ſamme Maade ſom Motzfeldt førſt ſkulde holde Prøveforelæsninger.

Men Regjeringens øvrige Medlemmer opretholdt „det i ſenere Aar antagne Princip, ikke uden Nødvendighed at anſætte ved Univerſitetet Mænd, der ei har naaet Myndighedsalderen og ei forinden enten ved høiere akademiſke Prøver, ved i Trykken udgivne Skrifter, ved Reiſer i Udlandet eller ved Embedsſtilling i Staten have havt Anledning til at aflægge andre Prøver paa mere end almindelig Duelighed end med Held at have udholdt Embedsexamen“. Derimod foreſlog de at gjøre, ſom man havde gjort flere Gange forhen for at uddanne unge Mænd til nyttige Univerſitetslærere, (ſaaſom Hjelm,) Arntzen, Abel, Keyſer) nemlig at konſtituere Stang ſom Docent. Dette havde man ogſaa agtet at gjøre ved Motzfeldt, men denne havde vægret ſig derfor og Nødvendigheden af at faa en anden Lærer (ingen Anden end Motzfeldt vilde nemlig indgaa i Fakultetet uden ſom Profesſor) havde derfor brudt Principet for den enkelte Gang. Nu havde imidlertid Stang underhaanden erklæret med Taknemmelighed at ville modtage Anſættelſe ſom konſt. Docent, og Principet kunde altſaa nu atter følges. Denne Flertallets Indſtilling nød naadigſt Bifald og Stang blev den 19de September 1829 konſtitueret ſom Docent i Lovkyndighed med aarligt Honorar af 600 Spd. (Lektorgagen var 750), og ved Reſol. af 24de November ſ. A. tilpligtet ogſaa at deltage ſom Cenſor og Medexaminator ved juridiſk Embedsexamen og i Fakultetets øvrige Forretninger og Forhandlinger, lige med Lektorer. Sine Forelæsninger begyndte han førſt i 1830, da Reſten af 2det Semeſter medgik til Forberedelſe derfor, ſamt til Examen.

Førſt under 4de Juni 1831 blev Stang udnævnt til Lektor overensſtemmende med en Indſtilling fra Kollegiet, hvori anførtes: „at den pasſende Tid hertil nu ſynes at verre forhaanden, da han har i fuldt Maal ſtadfæſtet de Forventninger, man allerede dengang nærede om hans Duelighed til det juridiſke Lærembede, og udført alle de med Embedet forbundne Forretninger til Enhvers Tilfredshed; – at Kollegiet neppe kjender nogen ung Mand, ſom dertil er mere ſkikket end konſt. Docent Stang, og at det ſkulde have Vanſkelighed ved at finde hans Lige. Kollegiet har med Henſyn til den ringe Forſkjel, ſom er mellem den Gage, Stang nu oppebærer, og Lektor-Gagen, troet, at der heller ikke fra denne Side kunde være Noget til Hinder for den foreſlaaede Forfremmelſe, men at derimod var at befrygte, at om end ikke Docent Stang vilde anſe et Afſlag ſom et concilium abeundi, ſamme dog ſkulde gjøre ham misfornøiet med ſin Stilling, i hvilken han, ifølge ſine private Forhold, neppe vilde længe kunne ønſke at vedblive, hvorved Univerſitetet unægtelig vilde tabe meſt, og det fra mere end een Side betragtet“. – Denne nye Lektorgage blev med flere andre forelagt Storthinget i 1833, ſom endeligen bevilgede den (Storthforh. 1833, V. 165 jfr. 179). Fakultetet havde da ſaaledes faaet ſin tredie faſte Lærerpoſt.

Allerede i 1829 blev af Kollegiet udtalt Ønſket om en fjerde Lærer ved Fakultetet, og det en Profesſor, for at lette Byrden for den eneſte Profesſor; Steenbuch, der ſtadig ſom ſaadan maatte være Decanus.
III.
(1829–35. Steenbuch, Motzfeldt og Stang; – Studieplanen – Stangs Afgang).

Steenbuch, Motzfeldt og Stang udgjorde da i de 5 Aar 1829–34 Fakultetets Medlemmer. Og i dette Tidsrum kan man førſt ſige, at en ſelvſtændig norſk Retsvidenſkab begyndte at grundlægges ved de nye Kræfter. Ørſteds Rydningsarbeide havde nu baaret Frugter ogſaa hos os; Fakultetets førſte Lærere Lange og Steenbuch vare Ørſteds Samtidige og ſtod viſtnok tildels paa ſamme videnſkabelige Standpunkt ſom Ørſteds Forgjængere, hvor dygtige Mænd de – ialfald Lange – end kunne have været. De nye Lærere havde derimod faaet ſin juridiſke Opdragelſe væſentlig gjennem Ørſteds vækkende og frigjørende Skrifter. Dette gjælder viſtnok ogſaa om Hjelm og Arntzen; men disſe vare for kort ved Univerſitetet til, at deres Virkſomhed kunde være af blivende Betydning. Navnlig maa det fremhæves, at man nu fik det førſte ſtørre norſk-juridiſke Værk, nemlig Stangs bekjendte „Fremſtilling af Norges konſtitutionelle Ret“, ſaameget mere mærkværdigt, ſom det var Frugten af en 25-aarig Mands Studier og ſaagodtſom uden Støtte af Andres Forarbeider eller en faſt konſtitutionel Praxis. De Forelæsninger, ſom laa til Grund for det trykte Værk, holdtes 2det Semeſter 1831 og 1832. Af Stangs øvrige Forelæsninger maa iſær mærkes hans Fremſtilling af den almindelige Retslære, hvoraf man endnu ſtundom læſer haandſkrevne Exemplarer. Dette er maaſke ſidſte Gang, der her ved Univerſitetet er holdt fuldſtændige Forelæsninger over denne Videnſkab.[9] Motzfeldt foredrog iſær Romerret, og det paa Latin, hvilket vel er de ſidſte latinſke Forelæsninger, der har været holdt her ved Fakultetet; forøvrigt kan fremhæves hans Forelæsninger over Søret og Tingsret.

I dette Tidsrum forfattedes den førſte og eneſte „Studieplan“, ſom kjendes her ved Fakultetet, overensſtemmende med Fundatſens § 17 og 21. Der opſtod herom en vidtløftig Skriftvexel mellem Fakultetet og Kollegiet, ſom havde at approbere Planen. Kollegiet forlangte af Fakultetet, at det ſkulde forfatte en „Studieplan“ for de Studerende, indeholdende en Anvisning af den Orden, ſom de antoges at burde følge i ſine Studier. Men Fakultetet paaſtod, at Fundatſens Mening ikke kunde være denne, men alene en Plan, hvorefter de vigtigſte Fag i en vis Orden og i en vis Tid ſkulde foredrages.[10] Det mente, at „Studieplanen“ kun var et Kontrolmiddel ligeoverfor de enkelte Fakulteter og Lærere, og at de Studerendes rette Studiemaade burde foredrages under Videnſkabens Methodologi (i Encyklopædien), uafhængig af nogen høiere Approbation. Kollegiet maatte give efter, idet det under 20de Juni 1832 meget forbeholdent erklærede, „at det ikke har villet nægte at vedtage ovenſtaaende Fortegnelſe over Forelæsninger – – hvilken Fortegnelſe Fakultetet har indſendt til Kollegiet ſom den i Univ.fund. § 17 befalede Studieplan.“ Denne Studieplan, ſom i trykte Exemplarer uddeltes til de Studerende, lyder ſaaledes:

„Studieplan
hvorefter

Retsvidenſkaben ved det Kgl. Norſke Fredriks Univerſitet vil vorde foredragen i et Curſus af fire Aar, at regne fra det ved Auguſt Maaned 1832 begyndende Semeſter indtil Udgangen af det førſt akademiſke Halvaar 1836, forfattet i Henhold til de af det Juridiſke Facultet i Skrivelſe til det Akademiſke Kollegium af 22de Februar 1832 udviklede Motiver.“

Den Ældſte blandt Fakultetets fungerende Lærere (Stenbuch) vil foredrage[11]:

Juridiſk Encyclopædi,

Poſitiv Folkeret i Forbindelſe med den poſitive Statsret,

Fædrelandets Criminalret.

Den næſtældſte Lærer (Motzfeldt) vil i den Orden, hvori de her følge paa hinanden, foredrage følgende Diſcipliner:

Indledning til Fædrelandets Privatret i Forbindelſe med juridiſk Hermeneutik,

Fædrelandets Perſonret,

Fædrelandets umiddelbare Tingsret,

Almindelig Retslære,

Af Romerretten jus obligatianum et actionum med dertil hørende Retshiſtorie og Antikviteter.

Facultetets yngſte Medlem (Stang) vil i nedenſtaaende Orden foredrage Følgende:

Fædrelandets middelbare Tingsret,

Fædrelandets offentlige Ret,

Af Romerretten almindelig Indledning ſamt jus personarum og jus in rem med dertil hørende Retshiſtorie og Antikviteter,

Fædrelandets Proces.

Saafremt Tiden maatte tillade det, ſkulle Fakultetets Medlemmer ikke undlade ved Forelæsninger over Norſk Lovhiſtorie ſamt nogle af de vigtigſte ſpecielle Diſcipliner, ſaaſom Militairret, Politiret, Sø- og Handelsret, Landboret o. ſ. v. ſaavelſom ved practiſke Forelæsninger og Øvelſer efter bedſte Evne yderligere at fremme Studiet.“

Denne „Studieplan“ var altſaa kun forſkjellig fra den ſenere almindelige Fagfordeling, deri, at den tillige indeholdt den Orden og den Tid, hvori de for Examen nødvendige Forelæsninger ſkulde holdes. „Studieplanen“ blev forreſten fulgt, ſaalænge Stang var ved Univerſitetet, men ſom vi ſtrax ſkulle ſe, afbrødes hint fireaarige Kurſus af hans Bortgang. Udenfor de i Studieplanen nævnte Forelæsninger foredrog Stenbuch i denne Tid Norſk Lovhiſtorie, Motzfeldt Søret og Stang Politiret. Der læſtes altſaa i denne Tid over enkelte Fag, ſom ikke vides ſenere at have været foredragne ved Fakultetet (Encyclopædi, Politiret). Forøvrigt kan det tilføies, at Fakultetet ſelv fandt fire Aar at være et for langt Kurſus for de Studerende, og da man desuden ved de daværende Kræfter ikke kunde foredrage enkelte andre Fag, ſom anſaaes nødvendige, androg Fakultetet gjentagne Gange, men forgjæves, om en fjerde Lærerpoſts Oprettelſe.

I 1834 konſtitueredes Motzfeldt ſom Profesſor mod aarlig Gagetillæg af 200 Spd., nemlig af den Grund, at Hjelm, der i Formen endnu ſtod i Fakultetet, men var uden Forretninger og uden Gage ſom Univerſitetslærer, ſamtidig udnævntes til Profesſor.

Af ſtørre Betydning var den Forandring, at Fakultetet ſnart miſtede Stang. Sommeren 1834 indgav Stang Anſøgning om at erholde Tilladelſe til at aflægge Prøve for Høieſteretsadvokaturen, og han var hertil mod ſit Ønſke bevæget af den Grund, ſom i Anſøgningen er anført, „at hans økonomiſke Forfatning og Stilling ſom Familieforſørger gjorde ham det til Pligt ſnareſt mulig at forlade en Embedsbane, paa hvilken han efter Omſtændighederne[12] umuligen kan vente i Fremtiden at ville kunne erhverve det Fornødne til Subſiſtence for ſig og Sine.“ Høieſteret udtalte ſig imod denne Anſøgnings Indvilgelſe, da han ikke havde været Stiftsoverretsprokurator (jfr. L. 2den Juni 1821 §§ 4 og 5). Overensſtemmende med Juſtitsdepartementets Indſtilling fik imidlertid Stang ved kgl. Reſol. af 27de Aug. 1834 den anſøgte Tilladelſe. Han aflagde derpaa Prøven, hvor han efter Høieſterets Indberetning „lagde ſærdeles Duelighed, Skarpſindighed og grundige Indſigter for Dagen“, og blev derfor ved kgl. Reſol. af 27de November 1834 udnævnt til Høieſteretsadvokat. Ligeſom han fremdeles havde holdt ſine Forelæsninger i 2det Semeſter 1834, vedblev han ſom midlertidig konſtitueret Lektor ſine tidligere Forretninger, navnlig for at kunne deltage i Embedsexamen i Slutningen af 1834 og Begyndelſen af 1835, indtil han under 2den Febr. 1835 endeligen entledigedes fra ſin Stilling ved Fakultetet. Stang forlod altſaa Univerſitetet allerede i en Alder af knapt 27 Aar, efter kun at have været der i vel 5 Aar. Kollegiet beklager i ſin Aarsberetning, at Univerſitetet i ham tabte „en erkjendt duelig og talentfuld Lærer.“

Heldigt var det, at han juſt nu kunde erſtattes. Thi Stangs Eftermand i Fakultetet blev Schweigaard.

IV.
(Schweigaards Examen, Udenlandsreiſe og Udnævnelſe ſom Lektor i Lovkyndighed; hans førſte Univerſitetsaar.)

Anton Martin Schweigaard underkaſtede ſig efter 2 Aars Studietid, hvori han ogſaa beſøgte Forelæsningerne ved det daværende filologiſke Seminarium, den juridiſke Embedsexamens theoretiſke Del i November og December 1831, i en Alder af 23 Aar (f. 11te April 1808). Hans Beſvarelſer gjemmes endnu, ſom alle andre juridiſke Examensarbeider, i Fakultetets Arkiv. Den theoretiſke Examen var dengang og endnu nogle Aar ſenere indrettet temmelig forſkjelligt fra den nuværende. Ifølge Fakultetets Beſlutning af 22de Febr. 1831 varede Prøven i 4 Dage, hvorunder der gaves 10 Opgaver, – 3 hver af de førſte Dage, nemlig 2 om Formiddagen, hvilke bleve ſamtidig givne Kl. 8 og ſkulde være beſvarede inden Kl. 2, og 1 om Eftermiddagen (Kl. 5–8), ſamt endelig den ſidſte Dags Formiddag Opgaven i Romerſk Ret (Kl. 9–12; fra 1832 til Kl. 2)[13]. Den nuværende Beſtemmelſe om den ſkriftlige Prøves Varighed, Tiden til hver Beſvarelſe o. ſ. v. er i alt Væſentligt af 19de Mai 1836. Hine 10 Opgaver vare ogſaa fordelte anderledes end nu; der gaves 2 i almindelig Retslære (fra 1835 kun 1), 1 i Kriminalret, 1 i Fædrelandets offentlige Ret, 1 i Folkeret (gives ikke ſiden 1838), 1 i Procesſen (fra 1838: 2), 1 i Indledning eller „Fortolkningslære“, 1 i Tingenes Ret eller Formuesret (fra 1835 2), 1 i Perſonernes Ret og 1 i Romerſk Ret. Af disſe gaves og beſvaredes de 4 Opgaver, nemlig i almindelig Retslære, i Folkeret og i Romerſk Ret, i det latinſke Sprog.[14]

De „Qvæſtioner“, ſom bleve fremſatte til Beſvarelſe for Schweigaard og Medexaminander, vare følgende: Den 30te November 1831 om Formiddagen: Ex jure privato universali: 1) An et quatenus notiones imputabilitatis juridicæ et imputatabilitatis moralis inter se differunt? 2) An ex jure universali ad omnia, quæ jus aliorum non lædant, obligare nos possumus? Om Eftermiddagen: Ex jure gentium: Anne civitati tum civimn tum extraneorum delicta in alias civitates harumve cives commissa officium vel jus est puniendum? Den 1ſte December 1831 om Formiddagen: Af Fortolkningslæren: „Hvilke ere Betingelſerne for Anvendelſen af den ſaakaldte indirekte-udvidende eller antithetiſke Lovfortolkning?“ Af Fædrelandets off. Ret: „Er den i Grundl. §§ 76, 77 og 78 foreſkrevne Form for Behandlingen af Lovforſlag ogſaa anvendelig paa Forſlag til Storthingsbeſlutninger angaaende Paalæg af Skatter, Afgifter, Told og andre offentlige Byrder?“ Om Eftermiddagen: Af Perſonretten: „Hvorvidt kunne Ægtefæller ved Forening forandre det mellem dem ſom ſaadanne umiddelbart efter Loven beſtaaende Forhold?“ Den 2den December om Formiddagen: Af Tingsretten: „Hvad Virkning medfører en Kjøbekontrakts Thinglæsning?“ Af Kriminalretten: „Hvorvidt finder Straffekumulation Sted, naar Nogen i en Handling overtræder to Straffebud?“ Om Eftermiddagen: Af Procesſen: „Hvorvidt kan den ſaakaldte frivillige Prorogation af Jurisdiktion finde Sted?“ Den 3die December. Af Romerretten: „Quæ fuit ratio actionum jure Romano ad res vindicandas proditarum, numque eadem in jure nostro obtinet?“ – Den mundtlige Prøve underkaſtede Schweigaard ſig den 21de December 1831. Han beſtod hele den theoretiſke Embedsexamen paa en ſaadan Maade, at Fakultetet derom fandt, at burde „underdanigſt indberette“, at han, „efter ſamtlige Cenſorers[15] enſtemmige Dom, har lagt ſaa ualmindelige og grundige Kundſkaber for Dagen, at Fakultetet har anſeet det Tilfælde at være forhaanden, ſom den kgl. Reſol. af 7de Mai 1828 omhandler, og desaarſag har troet at burde underdanigſt henlede Deres Kgl. Majeſtæts naadigſte Opmærkſomhed paa denne unge Mand, af hvem uden Tvivl Fædrelandet og Videnſkaberne i lige Grad kunne vente ſig Gavn“ – en Indberetning, ſom under 8de Mai 1832 blev Kongen af Regjeringen forelagt. Dette er den eneſte Gang ſiden hin Reſol. af 1828, Udmærkelſe er bleven nogen juridiſk Examenskandidat til Del.[16] Den praktiſke Prøve underkaſtede han ſig den 11te Januar 1832 med Karakteren Laudabilis.

Det følgende halvandet Aar tilbragte Schweigaard i Kriſtiania ſom Manuduktør til Examen artium og juridiſk Embedsexamen. Han var ogſaa fra Høſten 1832 Medredaktør af „Studenterforbundets“ Ugeſkriſt „Vidar“, hvori han under Mærket „–d“, foruden en Del Indlæg i Skoleſtriden, ſkrev ſin førſte ſtatsøkonomiſke Afhandling: „Om Bankens uforanderlige Vexlingsforhold“.

Allerede under 10de April 1832 indgav Schweigaard følgende Anſøgning til Kongen om at faa offentligt Stipendium til en videnſkabelig Reiſe i Udlandet:[17]

„Efter Fuldendelſen af mit juridiſke Studium ved det norſke Univerſitet, er det mit høieſte Ønſke ved en Reiſe i Udlandet at udvide min Kundſkab i Retsvidenſkaben og dermed beſlægtede Diſcipliner. Saavel den erkjendte Vigtighed af videnſkabelige Reiſer i Almindelighed til en levende og flerſidig Kundſkabs Erhvervelſe, ſom iſær Lovkyndighedens praktiſke Tendents og dens Forhold til ydre og lokale Inſtitutioner, fremſtiller mig Opholdet paa de Steder, hvor Videnſkaben har ſit Sæde, ſom et ønſkeligt Dannelſesmiddel for Enhver, der ved Studium og Beſkuelſe ſtræber at opfatte Retsbegrebet i dets Anvendelſe og Virkelighed. Men da jeg aldeles mangler egen Formue til denne Plans Virkeliggjørelſe, ſaa anſøger jeg underdanigſt Deres Majeſtæt om et Reiſeſtipendium af Statskasſen, i det Haab, Tiden at kunne gavne mit Fædreland for den Opofrelſe fra det Offentliges Side, ſom med denne Anſøgnings naadigſte Indvilgelſe vilde være forbunden. Gjenſtandene for denne Reiſe vilde være den preusſiſke, franſke og romerſke Ret, Statsøkonomi, Bank- og Pengevæſen ſamt, ſaavidt muligt, at ſtifte Bekjendtſkab med fremmede Strafanſtalters Indretning. Til disſe Øiemeds Opnaaelſe anſer jeg Berlin og Paris for de henſigtsmæsſigſte Opholdsſteder, og vover underdanigſt at foreſlaa Tiden til et Aar paa førſte og et halvt Aar paa andet Sted, ſamt det anſøgte Stipendiums Størrelſe til femhundrede Sølvſpecies aarlig“.

Denne Anſøgning blev paa det varmeſte anbefalet af alle Autoriteter. Fakultetet erklærede det ſom ſin „enſtemmige Overbevisning, at Hr. Schweigaard ved ſin aflagte Prøve i Lovkyndighed ikke blot har beviſt ualmindeligt Forraad af forberedende Kundſkaber, udmærket Flid og Opfatningsevne, men tillige en ſelvſtændig og omfattende videnſkabelig Anſkuelſe, og i det Hele et videnſkabeligt Anlæg, der hører til det Overordentlige, og i Forbindelſe med hans bekjendte Faſthed og Alvor i Arbeide berettiger til de ſkjønneſte Forhaabninger baade for Videnſkaben og Fædrelandets Hæder . Fakultetet ytrede med det ſamme det Ønſke, „at Schweigaard ſaaſnart ſom muligt maatte kunne blive anſat ved Univerſitetet ſom Lærer i Lovkyndighed, da man maa anſe det at være af høieſte Vigtighed for Staten, at konſervere for denne Stilling en Mand med faa udmærkede Evner.“ Ogſaa for dette Øiemed vilde en Udenlandsreiſe være ſærdeles ønſkelig, og „Fakultetet tror, at kunne gaa i Borgen for, at Fædrelandet, ſaafremt Forſynet vil bevare for det denne udmærkede Mand, ſkal i Tiden høſte rigelige Frugter af, hvad der paa hans Dannelſe vil blive anvendt.“

Univerſitetets Prokantsler, Grev H. Wedel-Jarlsberg, erklærede, at han kjendte „Supplikanten ſom en ſærdeles udmærket haabefuld ung Mand, hvoraf Fædrelandet kan vente fortrinlig Ære og Gavn“. „Det maa derfor efter min Overbevisning i høi Grad interesſere Riget i Almindelighed og Univerſitetet i Særdeleshed, at ham gives Anledning til endvidere at uddanne og forøge ſine udmærkede Talenter og Kundſkaber ved udenlandſke Reiſer, og det ſkulde være ſaare beklageligt, om Regjeringen ikke ſkulde finde Midler dertil“.

Det var imidlertid meget vanſkeligt for Regjeringen, trods al anvendt Umage, at finde disſe Midler, da der dengang endnu ikke gaves nogen ſærlig Bevilling til ſaadant Øiemed. Finantsdepartementets Chef, J. Collett, til hvem Kirkedepartementet henvendte ſig, maatte, ſkjønt meget mod ſin Vilje, ſvare, at Statskasſen ikke for Tiden havde noget Fond, hvoraf Summen kunde udredes, og foreſlog den Udvei at opføre den nødvendige Sum paa Budgetpropoſitionen for næſte Storthing. Heller ikke Univerſitetskasſen, fandt man, kunde bære Udgiften, og Kirkedepartementet og Regjeringen ſaa ſig da efter langvarige Underſøgelſer nødt til i Begyndelſen af 1833 at indſtille til Kongen paa Afſlag af Schweigaards Anſøgning, men at derimod 700 Spd. aarlig til Reiſeſtipendier for Videnſkabsmænd ſkulde opføres paa Budgetpropoſitionen. Kongen bifaldt 19de Febr. 1833 det ſidſte, men udſatte Schweigaards Anſøgning for at faa detaillerede Opgaver over Univerſitetskasſens og Oplysningsvæſenets Fonds Status. Disſe blev da ſenere afgivne, men uden bedre Reſultat.

Imidlertid bevilgede heldigvis Storthinget overensſtemmende med den kongelige Propoſition 700 Spd. aarlig „til videnſkabelige Reiſer i Udlandet“, – en Poſt, ſom ſiden ſtadig har ſtaaet paa Budgettet, og ſom altſaa egentlig indkom for Schweigaards Skyld.[18] Under 16de Oktober faldt da endelig Kongelig Reſol. om, at den bevilgede Sum, 700 Spd. aarlig, forundtes Schweigaard for et Tidsrum af Aar, „for i denne Tid under en videnſkabelig Reiſe, og under Ophold dels i Berlin, dels i Paris, at ſtudere fremmede Lovgivninger og Statsøkonomien, ſamt at gjøre ſig bekjendt med Bank- og Pengevæſen, og ſaavidt muligt, med fremmede Straffeanſtalters Indretning“. Schweigaard fik altſaa i det Hele 1,050 Spd. eller 300 Spd. mere, end han havde ſøgt.

Schweigaard havde under 15de Auguſt 1833 paany henledet Departementets Opmærkſomhed paa ſin Anſøgning for om muligt at faa afgjort den ſaa ſnart, at han kunde komme afſted med ſidſte Dampſkib. Dette Ønſke opnaaede han ikke; dertil kom Reſolutionen for ſent. Han maatte derfor ſenhøſtes ſætte over fra Kragerø til Strømſtad paa en Lodsbaad, da Kolerakvarantænen hindrede Reiſen over Land. Han reiſte derpaa gjennem Sverige, opholdt ſig en Uge i Lund, ſatte over til Pommern, hvor han ogſaa opholdt ſig en Uge i Greifswalde; ved begge Univerſiteter gjorde han Bekjendtſkab med de fleſte Lærere og fik Anbefalinger til Berlin. Til denne Stad ankom han ſidſt i November, og opholdt han ſig der til den 29de April. Han ſtuderede navnlig den preusſiſke Retsforfatning, theoretiſk og praktiſk; ſærlig interesſerede det ham desuden at beſøge Straffe- og Undervisningsanſtalter i Berlin og Spandau. „Univerſitetet“, ſiger han i et Brev til Kirkedepartementet af 7de Febr. 1834, „har jeg jevnligen beſøgt, og bivaanet Forelæsninger i alle de Fag, der ikke ligge ganſke udenfor min Sfære; men til noget viſt Kollegium har jeg ikke bundet mig for at gjennemgaa et helt Kurſus, fordi Forelæsningerne, idetmindſte i Lovkyndigheden, ere indrettede efter en ſaa kompendiariſk Plan, at jeg i den romerſke Ret ikke fik at vide Andet, end hvad der forhen fuldſtændigen var mig bekjendt, og i den Preusſiſke Ret Kildeſtudinm med de rige Hjælpemidler, ſom her ſtaa til min Tjeneſte, er mig langt frugtbarere, end den blot overſigtlige Fremſtilling, der gives fra Kathedret. Derimod har jeg iſær havt til Henſigt at danne mig et klart Billede af Studiets Methode, Plan, Omfang, Foredrag og Standpunkt ved dette Tydſklands fornemſte Univerſitet, der fra disſe Synspunkter ikke ubetydeligen afviger fra den hos os herſkende Methode“. Sine Fagſtudier fortſatte han iſær ved at ſætte ſig ind i den nyere, navnlig romerretslige og ſtatsøkonomiſke Literatur. Det var ham ogſaa et væſentligt Øiemed her i dette Tydſklands daværende videnſkabelige Middelpunkt at blive fortrolig med hele det tydſke Aandsliv i forſkjellige Retninger. Sit Ophold i Berlin havde han egentlig beſtemt til et Aar; men da han havde faaet et rigeligere Stipendium, end han havde ſøgt om, beſluttede han at reiſe mere omkring og forlod Berlin allerede efter et halvt Aars Forløb. Han drog over Halle, Leipzig, Dresden, Prag, Wien, til München, hvor han opholdt ſig fra 19de Juni til 5te Juli. „Det er viſt nok“, ſiger han i et Brev fra München til Kirkedepartementet, „at der under de hyppige Afbrydelſer og Stedforandringer, der ere forbundne med en Reiſe af halvandethundrede Mil i 2 Maaneder, ikke kan være Tale om noget Studium i ſtreng Forſtand, eller lader ſig opviſe noget enkelt videnſkabeligt Udbytte ſom et beſtemt vundet Reſultat; men paa den anden Side er det ogſaa viſt, at den almindelige videnſkabelige Interesſe og Belærelſe, ſom flyder af et i et kortere Tidsrum afvexlende Beſøg paa flere litterære Centralpunkter, fuldſtændigen, ſkjønt paa en anden Maade, opveier den ſpeciellere Fordel af et ſtatariſk Ophold paa et enkelt Sted“. – – „Iſær i Halle, Leipzig, Dresden og München har jeg havt Anledning til dels at komme i perſonlig Berørelſe med, dels fra Kathedret at høre Tydſklands betydeligſte Videnſkabsmænd, og ved mundtlige Meddelelſer, ved Beſøg i Stænderforſamlinger og Læsning af temporaire og lokale Skrifter, at blive bekjendt med flere Forgreninger af disſe tydſke Staters indre Økonomi, deres ſtatsretslige Forholde og videnſkabelige Indretninger, en Kundſkab, der, ſkjønt adſpredt i Enkeltheder, dog ved ſin umiddelbare Anſkuelighed tjener til at kaſte et Lys paa det Hele.“

Fra München gik han gjennem Tyrol til Schaffhauſen, derfra, efter en Fodreiſe i Schweitz, over Genf til Paris, hvor han ankom 23de Juli 1834. Han opholdt ſig her til Slutningen af Aaret. Forelæsninger beſøgte han her lidet, Retterne deſto mere, og han ſøgte at ſkaffe ſig „en ſammenhængende Overſigt over den franſke Literatur i dens nyeſte Periode, der hos os, der altfor udelukkende ſlutte os til Tydſkland, indeholder meget Lærerigt“. „Opholdet i Paris har været den frugtbareſte Del af min Reiſe; ikke deſto mindre er det vanſkeligt, at gjøre nøiagtig Rede for Anvendelſen deraf, fordi jeg i Grunden her ikke har faaet ſaameget at vide, ſom meget mere berigtiget Meget, ſom jeg vidſte før[19].“ Her i Paris optraadte han førſte Gang ſom juridiſk Forfatter. Som en Frugt af hans Studium af den tydſke Videnſkabelighed maa anſees nogle „Betragtninger over Retsvidenſkabens Tilſtand i Tydſkland“ (navnlig Retsfiloſofiens og Romerrettens), ſom han ſendte til det i Kjøbenhavn udgivne „Juridiſke Tidsſkrift“, hvor de ere indrykkede XXIII, 292–340,[20] – ſamt en i Pariſer-Maanedsſkriftet „France literaire“ optagen Afhandling om den tydſke Filoſofi og Muligheden af dens Optagelſe i Frankrige.[21] Hans Dom over den tydſke Filoſofi og Retsvidenſkab var, ſom man kan forſtaa, ikke meget gunſtig. At han ikke engang undtog den tydſke hiſtoriſke Retsſkole fra en temmelig ſtreng Dom, maa vel tildels forklares deraf, at Savigny dengang endnu ikke havde udgivet ſit berømte Hovedværk „Syſtem des heutigen rømiſchen Rechts“. – Ligeſaa ſkrev han i den af Fælix dengang redigerede „Révue étrangère de legislation“, en Afhandling om Kvindernes Retstilſtand efter norſke Love.

Paris forlod han Juledag 1834 og drog over Brüsſel, Loewen, Aachen, Goettingen og Hamburg – opholdende ſig en kort Tid paa hvert Sted – til Kjøbenhavn, hvor han ankom, ſaavidt vides, allerede i Februar 1835. Her opholdt han ſig i flere Maaneder. I de førſte Dage af Mai kom han tilbage til Norge og til Kriſtiania kom han den 17de Mai, ſamme Dag, ſom hans Udnævnelſe til Lektor ankom fra Stockholm.

Imidlertid havde nemlig Stang, ſom før meldt, forladt Univerſitetet i Februar 1835, og paa vanlig Vis – det var førſt nogle Aar ſenere, man begyndte med at kundgjøre Univerſitetslærerpoſter ledige – indhentede Regjeringen Kollegiets og Fakulteters Betænkning om den ledige Poſts Beſættelſe. Kirkedepartementets Foredrag i Sagen indeholder herom Følgende:

„Det juridiſke Fakultet, hvis Betænkning Kollegiet i denne Anledning har indhentet, har erklæret, at den Mand, ſom er den eneſte, hvem Fakultetet ſiden den Kongelige Reſolution af 7de Mai 1828 har fundet værdig til om ham at gjøre den i nysnævnte Kgl. Reſol. ommeldte Indberetning, og hvem Fakultetet ſenere har havt Anledning til at anbefale til at erholde naadigſt Stipendium til den Reiſe, hvorfra han endnu ikke er hjemkommen, nemlig Kand. jur. Anton Martin Schweigaard, ogſaa af Fakultetet anſees for at være den Mand, ſom der nu ſpørges efter. – Vel har Fakultetet ikke havt ſpeciel Anledning til at lære hans Evner til Undervisning og Foredrag at kjende, men forſaavidt der af andre Egenſkaber og Omſtændigheder lader ſig drage nogen Slutning i ſidſtnævnte Henſeende, tvivler det ikke om, at jo Schweigaard ogſaa er i Beſiddelſe af hine Evner, og frygter ikke for, at man ſkulde ville lade denne Leilighed gaa forbi til at tilbyde ham Anſættelſe ved Univerſitetet, for hvilket maaſke ellers det Talent, til hvis yderligere Udvikling Staten allerede gjennem meddelt Reiſeſtipendium paa en ſærdeles Maade har virket, muligens kunde gaa tabt. – Fakultetet har derfor foreſlaaet, at han naadigſt maa vorde udnævnt til Lektor i Lovkyndighed, en Anſættelſe, der vil være til ſtørſte Baade for Videnſkaben, ſom for Univerſitetet. – Saavel Collegium academicum, der har erklæret, at det har modtaget paalidelig Underretning om, at Kand. jur. Schweigaard ogſaa ønſker at modtage Anſættelſe ſom Lektor i Lovkyndigheden, ſom Prokantsleren, have aldeles tiltraadt det juridiſke Fakultets Forſlag. – Departementet, for hvilket Kand. jur. Schweigaard er bekjendt ſom en ligeſaa talentfuld ſom med ſjelden videnſkabelig Dannelſe udruſtet Mand, kan ikke drage i Tvivl, at han beſidder den fornødne Dygtighed til at overtage den omhandlede Lektorpoſt.“

Overensſtemmende hermed blev da Schweigaard, ſom dengang nys havde fyldt ſit 27de Aar, under 13de Mai 1835 udnævnt til Lektor i Lovkyndighed.

Den 27de Mai 1835 var Schweigaard for førſte Gang tilſtede i det juridiſke Fakultets Møder. Han deltog allerede i den ſtrax derpaa begyndte theoretiſke Embedsexamens ſkriftlige og mundtlige Del og aabnede i 2det Semeſter 1835 ſine Forelæsninger, nemlig over Proces og Romerret. Over andre juridiſke Diſcipliner læſte han ikke i det førſte Tidsrum 1835–40. Det var hans Forelæsninger i disſe Aar over Procesſen, ſom kort efter bleve kontratrykte, og ſom ligge til Grund for den ſenere trykte Bearbeidelſe. Derimod holdt han allerede nu udenfor de 6 ugentlige Timer Forelæsninger over Statsøkonomi og Statiſtik, hvorom mere ſiden, og i ſit førſte Semeſter for et talrigt Auditorium en ugentlig Forelæsning over „Videnſkabernes almindelige Methode“[22].

Omkring 1840 foregik der ſtore Forandringer i Fakultetet, navnlig ved Oprettelſen af en Lærerpoſt i Statsøkonomi og Statiſtik. Men til nærmere Forklaring bliver det her nødvendigt, at gaa lidt tilbage i Tiden.
V.
(Statsøkonomiens og Statiſtikens forhenværende Plads ved Univerſitetet. – G. F. Lundh. – Schweigaard midlertidig Lærer i Statiſtik. – Oprettelſen af en egen Lærerpoſt i Statsøkonomi og Statiſtik. – Striden om dens Henlæggelſe til det filoſofiſke eller det juridiſke Fakultet. – Dens Overdragelſe til Schweigaard 1840).

Som før meddelt, indeholdt Planen for Univerſitetets Oprettelſe af 1812, at et af de „8 Hovedvidenſkabsfag eller Fakulteter“ ſkulde være et „ſtatsøkonomiſk“, hvori der ſkulde foredrages Statsøkonomi, Finants- og Kameralvidenſkab, Land- og Forſtøkonomi, Manufaktur- og Handelsvidenſkab af 3 Profesſorer. Denne ſtorartede Plan, ſom var et Udtryk for Tidens Lyſt til at give Univerſitetet et mere praktiſk Tilſnit, kom i ſaa liden Grad til Udførelſe, at Statsøkonomien iſtedetfor at være Hovedſag i et eget Fakultet, i en hel Menneſkealder førſt maatte ſtaa ganſke udenfor, og derefter nøie ſig med en beſkeden Plads i et Pulterkammer af en Lærerpoſt, ſom ſenere oprettedes.

Statiſtiken laa udenfor Planens Ramme. Efter den ældre Videnſkabernes Encyclopædi var Statiſtiken nemlig et Hjælpefag for Hiſtorien, og Læreren i Hiſtorie foredrog derfor længe Statiſtik ligeſom ved Kjøbenhavns og mange andre ældre Univerſiteter. Statiſtiken henlaa altſaa under der filoſofiſke Fakultet, men den ſtatiſtiſke Lærer var dog Medcenſor og Examinator ved juridiſk Embedsexamens mundtlige Del, den eneſte, hvorved hint Fag var repræſenteret jfr. Frdn. 7de Mai 1788 § 16[23] og Univ. fund. 1824 § 33. Den førſte Lærer i dette Fag, var Ludvig Stoud Platou (f. 1778, 1806 Overlærer i Kriſtiania), udnævnt 16de Januar 1813 til Profesſor i Hiſtorie og Statiſtik. I 1815 udnævntes han til Expeditionsſekretær med Bibehold af ſin halve Profesſorgage, for fremdeles at holde Forelæsninger over „Statsøkonomi, Geografi, og Statiſtik“. Af Statsøkonomien blev der Intet, men Statiſtiken læſte han ſtadig over, ligeſom fremdeles ogſaa over Hiſtorie. I 1825 udnævntes Platou til Statsſekretær, hvad han ogſaa for havde været ſom konſtitueret, og var fra nu af Profesſor kun i Statiſtik. Ved Siden heraf var Platou Univerſitetets Økonom[24] ligefra Begyndelſen uden ſærlig Godtgjørelſe; fra 1825 oppebar han for ſamtlige ſine Forretninger Lektorgage. I 1833 nægtede Storthinget den hertil midlertidigt givne Bevilling, og ſamme Aar døde Platou (30te November). Imidlertid var Rudolf Keyſer i 1828 konſtitueret ſom Docent i Hiſtorie og Statiſtik og 1829 udnævnt til Lektor i ſamme Fag, dog ſaaledes, at hans Forpligtelſe til at foredrage Statiſtiken ikke traadte i Kraft, ſaalænge Platou levede. Og i 1834 fritoges han, da det var overdraget ham at forberede Udgivelſen af Norges gamle Love, ganſke for denne Forpligtelſe, ſom da i Stedet blev paalagt Profesſoren i „Økonomi“ efter dennes eget Tilbud.

Denne Lærerpoſt i „Økonomi“ var det beſynderlige Embede, hvorunder Statsøkonomien ſognede indtil 1836. Nogen ſelvſtændig Lærerpoſt i Statsøkonomi blev der ved Univerſitetets Oprettelſe ikke Tale om. Derimod udnævntes den bekjendte Chriſten Smith 3die Juni 1814 til Profesſor i Botanik og Statsøkonomi, hvilken Poſt han imidlertid ikke tiltraadte, da han ſamme Aar drog ud paa den lange videnſkabelige Reiſe, hvorfra han ikke vendte tilbage († paa Kongokyſten 1816). Den 25de Oktober 1814 udnævntes Kapitain og Bureauchef Gregers Fougner Lundh til Lektor i Technologi ved Univerſitetet. Denne Mand kom i 20 Aar til alene at repræſentere hint „ſtatsøkonomiſke Fakultet.“ Lundh, ſom ſynes at have ſtaaet udenfor det almindelige Avancement og 1815–25 ogſaa var Sekretær ved Univerſitetet, anſøgte 1822 om at maatte blive udnævnt til Profesſor og om en Forandring af ſit Embede. Karakteriſtiſk for Karl Johans Regjeringstid er det, at han bilagde ſin meget korte Anſøgning en udførlig franſk Fremſtilling (egentlig Reſumé af en Skrivelſe til Statsraad Treſchow). Hans Ønſke blev ogſaa opfyldt, idet han 1ſte November 1822 udnævntes til Profesſor i „Økonomi“ med Forpligtelſe til ogſaa at holde Forelæsninger over „Landhusholdning og Statsøkonomi“, foruden over ſine tidligere technologiſke Videnſkaber. Denne Lærerpoſt i „Økonomi“ fremkaldte en Række af meget brogede Forelæsninger; foruden Technik, Bergfabrik- og Bergbygningslære, ſom var et af de væſentligſte Fag, foredroges „Læren om Bygningsmaterialier“, underviſtes i Diplomkundſkab – Lundh var tillige Beſtyrer af Diplomſamlingen – ligeſom der gaves „en rationel Fremſtilling af flere til det indre Husholdningsvæſen hørende Gjenſtande“, ja, i et Semeſter endog „for Medborgere, der attraa det, af Kunſten at tilberede Øl“. Ved Siden heraf læſtes der meget ſtadigt over „Statshusholdningslæren“; men Lundh beklagede ſelv i ſit Bidrag til Aarsberetningen for 1834 med Mismod, at han „efter for 12 Aar ſiden med den oprigtigſte Iver og de bedſte Forventninger at have begyndt Foredraget over Statsøkonomien, ſaa ſine Forhaabninger ſkuffede, da der ſtedſe havde været viſt den ubegribeligſte Ligegyldighed mod dette Studium“, – ligeſom han udtalte, at Studiet neppe vilde vinde Indgang uden ved en juridiſk dannet Lærer. Hertil kom endelig ogſaa fra 2det Semeſter 1834 Statiſtik. Efter det noget underlige Indtryk, ſom denne Fortegnelſe gjør, bør det fremhæves, at Lundh var en Mand af ikke ringe videnſkabelige Fortjeneſter.

Efter Lundhs Død (ved et ulykkeligt Tilfælde den 11te Juli 1836) kom man i nogen Forlegenhed med, hvorledes man bedſt ſkulde ſørge for de forſkjellige under den „økonomiſke“ Lærerpoſt henlagte Videnſkaber. Bergfabriklære overdroges til Profesſor Esmark, Technologien antog man ikke burde foredrages ved Univerſitetet, da man burde afvente en polytekniſk Læreanſtalt i Kriſtiania. En lignende Mening gjorde ſig gjældende med Henſyn til Landhusholdningslære. Om Lundhs egentlige Fag, „Økonomien“, reiſte der ſig derimod længere Forhandlinger, ſom navnlig angik Embedets Omdannelſe til Lærerpoſt i Statsøkonomi og Statiſtik.

Da det ſtrax viſte ſig, at man ikke ſnart vilde komme til Enighed herom, blev det nødvendigt at træffe en midlertidig Foranſtaltning angaaende Statiſtiken, ſom jo var Examensfag, medens Statsøkonomi ikke før Lov af 17de Sept. 1845 blev optagen blandt den juridiſke Embedsexamens Emner. Kollegiet, hvoraf Stenbuch var Medlem, indſtillede da i Oktober 1836 efter at have indhentet alene det filoſofiſke Fakultets Betænkning, at Cand. mag L. K. Daa (dengang ſiden 30te Marts 1836 konſtitueret ſom Docent i Hiſtorie under Keyſers Fravær i Anledning af de gamle Norſke Loves Udgivelſe) ſkulde midlertidig anſættes ſom Lærer i Statiſtik, og deltage i juridiſk Embedsexamen for dette Fags Vedkommende med et Tillæg af 150 Spd. aarlig, hvilket anbefaledes af den fungerende Prokantſler Biſkop Sørenſen. De to øvrige Medlemmer af det juridiſke Fakultet, ſom følte ſig tilſideſatte ved, at Fakultetets Mening om denne Sag ikke var indhentet, ſkyndte ſig, da de kom til Kundſkab om Kollegiets Indſtilling og de troede, det haſtede, at indgive en kraftig Foreſtilling direkte til Departementet, hvori de fremhævede Nødvendigheden af, at Foredraget og Examinationen i Statiſtik blev overdraget til en Juriſt. Det Væſentlige af denne Foreſtilling, ſom uden Tvivl er forfattet af Schweigaard, er trykt i Dept.-Tid. 1837 p. 293–8. Efter at have fremhævet det Uheldige i den hidtilværende Ordning, at en Lærer fra et andet Fakultet og ſelv Ikke-Juriſt, ſkulde deltage ſom Examinator og Medcenſor ved den juridiſke Embedsexamen, hvor Statiſtiken ingen ſærlig Karakter fik, men bidrog til den fælles Hovedkarakter, – fremſtillede de udførligere ſin Mening om, at Statiſtiken ſelv hørte naturligſt med blandt „den juridiſke Encyklopædis Diſcipliner“. Man vil viſtnok i følgende Udtalelſer finde Schweigaards Opfattelſe af Statiſtiken ſom Univerſitetsfag:

„Den hidtil beſtaaende Vedtægt med Henſyn til dette Fag er ſaa aabenbar mangelfuld, at det ſynes at være Tid til at ſlaa ind paa en anden Vei. En rigtig Indſigt i vort Beſkatningsvæſen og dets Hiſtorie, i vort Toldſyſtem, vore Bankindretninger, Brand- og Penſions-Forſikringsanſtalter, det beneficerede Gods, Rigets forſkjellige Inddelinger i geiſtlig, judiciel, adminiſtrativ, militær, medicinſk og metallurgiſk Henſeende o. ſ. v. kan ikke lettelig erhverves og end mindre forudſættes uden hos dem, der ere bevandrede i Lovgivningen og kunne gaa til Kilderne. Men tages ſaadanne Statsindretninger bort, hvoraf kun nogle her exempelvis ere nævnte, ſaa bliver der lidet for Statiſtiken tilbage. Men ſelv om man holder ſig til det mere faktiſke eller hiſtoriſke, der danner Økonomiens Elementer og den økonomiſke Videnſkabs Data, ſom Matrikulens Beløb, Bygningernes Asſuranceſum, de indirekte Skatters Sum, deres Af- og Tiltagende i de forſkjellige Perioder, de forſkjellige Exportartiklers afvexlende Beløb og indbyrdes Vigtighed, beſtemt ved Talſtørrelſer, Handelens Tilſtand og Gang, Rigets Eiendom i Kommercelæſter og de hæmmende og befordrende Omſtændigheder, ſom komme i Betragtning ved denne vigtige Del af Nationalformuen, Fragtfartens Gang, hvilken Rang vi i denne Henſeende indtage blandt Søſtaterne, og lignende Fakta, hvoraf de allerinteresſanteſte og og frugtbareſte Konkluſioner lade ſig udlede, naar man ikke tager dem iſoleret, men i deres hiſtoriſke Udvikling og deres ſamtidige Forhold – ſaa vil man dog erkjende, at, ihvorvel juridiſke Indſigter for at ſkaffe ſig en Kundſkab om lignende Data ei ere abſolut fornødne, ſaa ligge de dog Juriſten, der i ſine Granſkninger ſlaar i en umiddelbar Berørelſe med Virkeligheden, nærmere, da Adgangen til de Kilder, hvor Oplysningerne ſkulle hentes, ere ham mere bekjendte og tilgjængelige end Medlemmerne af de øvrige Fakulteter, og navnligen end Filologerne. Skal derfor det, man kalder Statiſtik, hvilket Fag ſom juridiſk Hjælpevidenſkab hovedſagelig maa rette ſig mod det Kameraliſtiſke og Statsøkonomiſke, faa nogen rigtig Betydning ſom Examensfag og tjene til Afrundelſen og Fuldſtændiggjørelſen af de juridiſke Diſcipliners Kreds, ſaa maa den fuldſtændig inkorporeres i den juridiſke Encyclopædie. Dens Foredrag maa ikke betragtes ſom et Accesſorium til en hiſtoriſk eller filologiſk Docents Embede, men, ſom poſitiv og tillige national Statsvidenſkab, foredrages af en Lærer, der ſelv er bevandret i de Kandidaters Hovedfag, ſom han ſkal danne. Thi i de bindrige Regiſtre over vort Statslivs Aabenbarelſer, der ſtrække ſig gjennem Aarhundreder, i den chaotiſke Masſe af gjældende og ugjældende Anordninger, hvoraf vore nærværende Tilſtande ere et Produkt, ligge der ſtore Skatte begravede. Hvad der er ophævet ſom bindende Norm, er ikke magtesløſt ſom hiſtoriſk Datum. Her kommer Alt an paa at give en tro Beſkrivelſe over Tilſtande og Inſtitutioner, ikke alene, ſom de nu ere, men ogſaa, hvorledes de ere blevne ſaaledes. Overalt, hvorhen man vender ſig, naar der er Spørgsmaal om, hvad der i vore materielle Statsindretninger ſkal forandres, rettes eller forbedres, er dette Savn føleligt. Hvormange ſtore Misgreb, hvormeget vandigt Ræſonnement havde man ikke ſparet ſig, hvis den ſtore Sum af Erfaringer, der ligge ſkjulte i Anordningerne, udredede og opklarede havde ſlaaet de beſluttende og beſtemmende Autoriteter for Øiet. Vore Storthings trykte Forhandlinger, der allerede ſelv ere blevne vigtige Kilder til Rigets kameraliſtiſke Statiſtik, og endnu mere deres mundtlige Debatter ere helt igjennem talende Vidnesbyrd om den her antydede Mangel, og denne vil ikke blive afhjulpen, førend Reſultaterne af Statsvirkſomheden blive fremſtillede under et Billede i deres ſukcesſive Udvikling og ſamtidige Sammenhæng. Dette er formentlig hvad der ved Beſættelſen af den ſtatiſtiſk-ſtatsøkonomiſke Poſt bør haves for Øie. Ikke paa Navnet, men paa Tingen, ikke paa Scholaſtikens vilkaarlige Kategori, men paa Statslivets paatrængende Anfordringer kommer det her an. Ved kun at gjengive, hvad man kan læſe ſig til af tydſke Bøger, vilde en Lærer i de ſtatiſtiſke Diſcipliner ved vort Univerſitet ligeſaalidt kunne fyldeſtgjøre ſine Pligter, ſom en Docent i Lovkyndigheden ved vor Høiſkole ved at udſkrive ſine Forelæsninger af fremmede Syſtemer“.

Forøvrigt fremſatte disſe Medlemmer intet Forſlag om nogen varigere Ordning, da dette ſenere ſkulde komme paa Tale, men de tilbøde ſig begge at examinere i Statiſtik, hvortil de anſaa ſig mere ſkikkede end nogen filologiſk Kandidat.

Departementet indhentede i denne Anledning Vedkommendes Erklæring. Kollegiet vedblev ſit Forrige. Men Motzfeldt fremkom nu ſom Medlem af Kollegiet i et disſenterende Votum med et Forſlag om, at Schweigaard, ſom dertil var villig, ſkulde midlertidig overtage Lærerpoſten. Ligeſaa havde nu meldt ſig endnu en Anſøger, Kand. jur. C. Platou (formodentlig den nuværende Borgermeſter). Prokantſleren, Grev Wedel Jarlsberg – ſom forreſten erklærede, at han ſandt Motzfeldts og Schweigaards Fremgangsmaade „aldeles uformelig“ og foreſlog, at Departementet ſkulde tilkjendegive dem, at det ikke kunde bifalde deres direkte Henvendelſe – var i Realiteten enig med dem og foreſlog, at Schweigaard ſkulde midlertidig anſættes ſom Lærer i Statiſtik mod pasſende Godtgjørelſe. Motzfeldts og Schweigaards Mening vandt Medhold hos Regjeringen, og jeg har intet Spor fundet til, at den foreſlaaede Iretteſættelſe blev givet dem. Schweigaard, ſom allerede Sommeren 1836 havde examineret i Statiſtik efter Anmodning af Lundh, ſom anſaa ſig ſelv uſkikket dertil, blev – da Sagen drog ud – ſtrax konſtitueret til at examinere ogſaa ved Juleexamen 1836. Og Departementet indhentede dernæſt gjennem Kollegiet Schweigaards Erklæring om, paa hvilke Vilkaar han var villig til at overtage en ſaadan midlertidig Lærerpoſt ved Siden af ſine øvrige Forretninger. Han ſvarede hertil under 14de Januar 1837:

„Ved Skrivelſe fra det ærede Kollegium af Gaars Dato er jeg bleven tilſpurgt om, paa hvilke Vilkaar jeg var villig til midlertidig at overtage Statiſtikens Foredrag ved Univerſitetet ſamt Examinationen i dette Fag ved den juridiſke Embedsexamen.

Tilfølge heraf tillader jeg mig at underrette det ærede Kollegium om, at jeg paa Grund af de vidtløftige Efterſøgelſer i adſpredte Kilder, ſom udfordres til en efter de forhaandenværende Data nogenlunde fuldſtændig Fremſtilling af Fædrelandets Statiſtik, ikke kan forbinde mig til at holde mere end to ſtatiſtiſke Foredrag om Ugen, førend Norges Statiſtik tilendebringes, fra hvilken Tid jeg med mindre Møie kan læſe tre Gange ugentlig, der ſynes at være det pasſende Timetal for denne Diſciplin. Mit Forlangende om Honorarium for et ſaadant Foredrag ſamt for den dermed i Forbindelſe ſtaaende Examination ved den juridiſke Examen indſkrænker ſig til 150 Spd. aarlig. Vel ved jeg af egen Erfaring, at denne Godtgjørelſe ingenlunde er tilſtrækkelig Erſtatning for det Arbeide, ſom Fremſtillingen af Fædrelandets Statiſtik, endog efter Krafts fortjenſtfulde og berømmelige Værk, udkræver; men da jeg ingen Hjemmel har til at paaberaabe mig det, der bør præſteres, ſom det der virkelig vil blive præſteret, ſaa finder jeg, efter hvad det er mig bekjendt, at der i denne Sag er pasſeret[25], overveiende Grunde til indtil videre at nøies med ovenanførte Sum, i det Haab, at høie Vedkommende ikke vil negte mig fuldere Godtgjørelſe, hvis Engagementet bliver af længere Varighed, og Frugten af dette Foredrag maatte indeholde Bevis for, at der var et Misforhold mellem Møie og Løn“.

Ved kgl. Reſol. af 27de Marts 1837 blev det ſom Følge heraf „midlertidig overdraget Lektor juris Schweigaard at foredrage og examinere i Statiſtik mod en aarlig Godtgjørelſe af 150 Spd.“ Schweigaard læſte fra nu af ſtadig 2 Timer ugentlig over Statiſtiken.

Angaaende ſelve den økonomiſke Lærerpoſt faldt der ſamme Aar, 20de November 1837, en kongelig Reſolution, hvorved beſtemtes, „at der i afgangne Prof. Lundhs Sted anſættes en Lærer ved Univerſitetet i Statsøkonomi med Forpligtelſe til, naar Anledning dertil gives, ogſaa at foredrage Økonomiens Grundſætninger i dens Anvendelſe paa enkelte Næringer“. Det ſkulde altſaa fremdeles være en økonomiſk Lærerpoſt; men efter Prokantslerens Forſlag var her Statsøkonomien rykket ganſke anderledes i Forgrunden.

Ved denne Reſolution var imidlertid Intet afgjort om Lærerpoſtens Stilling og Beſættelſe. Viſtnok var der ved Univerſitetet under Erklæringerne, der gik forud for Reſolutionen, forefaldt en liden Forpoſtfægtning, idet det allerede nu udtaltes, at den burde beſættes med en Juriſt, medens der fra andre Sider paaſtodes, at den burde beſættes med L. K. Daa. Men man var bleven enig om, at disſe Spørgsmaal, ligeſom om Statsøkonomiens Ophøielſe til Examensfag, førſt ſkulde afgjøres, efterat ſelve Poſten var anordnet.

Kirkedepartementet indhentede derfor nu, ſtrax Reſolution af 20de November 1837 var falden, Univerſitetets Betænkning om Poſtens Beſættelſe, og dette fremkaldte en af de værſte Feider, ſom have fundet Sted ved vor Høiſkole[26]. De ſtridende Parter vare iſær det juridiſke og det filoſofiſke Fakultet, ſom navnlig ſtredes om Nødvendigheden af at anſætte en Juriſt i Poſten og om dennes Henlæggelſe fra det filoſofiſke til det juridiſke Fakultet. Det filoſofiſke Fakultet erklærede, „at det for Tiden ikke kjender nogen Videnſkabsmand, ſom har gjort Statsøkonomien til ſpeciel Gjenſtand for ſine Forſkninger, naar undtages Lektor Schweigaard, der vel neppe vil forlade ſin Stilling ſom Lærer i Jurisprudentſen for at gaa over i et andet Fakultet, der ikke har ſaamange Udveie at byde ſine Medlemmer, om de ſkulle ville forlade Univerſitetet, ſom det juridiſke. Blandt dem derimod, af hvilke Fakultetets fleſte Medlemmer antog at kunne gjøre ſikker Regning paa, at Univerſitetet, forſaavidt han vilde opofre ſig til Statsøkonomiens Studium, vilde erholde en duelig Lærer, troede ſamme at burde nævne Kand. mag. L. Kr. Daa, hvis hiſtoriſke og ſtatiſtiſke Forkundſkaber og øvrige grundige og omfattende videnſkabelige Dannelſe efter Fakultetets Formening frembyde fortrinlige Hjælpemidler til at kunne uddanne ſig i dette Fag.“ Et Medlem nævnte ogſaa ſom dertil ſkikket Kand. jur. B. Dunker. Daa ſelv – ſom følte ſig tilſideſat ved Reſolutionen om den midlertidige ſtatiſtiſke Lærerpoſt og ſenere ved Beſættelſen af en Lektorpoſt i Hiſtorie, hvortil P. A. Munch blev udnævnt Mai 1837, uagtet Daa ogſaa hertil var bleven indſtillet af det filoſofiſke Fakultet og Kollegiet, – indgav under 16de Februar 1838 en udførlig Foreſtilling til Kollegiet imod Nødvendigheden af at anſætte en Juriſt i Poſten, kritiſerede ſkarpt Schweigaards og Motzfeldts Skrivelſe til Kirkedepartementet om den ſtatiſtiſke Lærerpoſt og erklærede ſig villig til at underkaſte ſig en Konkurrence, beſtaaende i Afhandlinger og deres offentlige Forſvar.

Det juridiſke Fakultets Flertal – Motzfeldt og Schweigaard – fremhævede, ligeſom før ved Statiſtiken, at den ſamlede Lærerpoſt burde beſættes af en Juriſt. Af denne Betænkning, ſom er forfattet af Schweigaard, hidſættes følgende:

„Som Læren om de bedſte Befordringsmidler til de materielle Interesſers Fremme forudſætter Statsøkonomien en omfattende og indtrængende Indſigt i de Statsinſtitutioner, der betinge de produktive Elementærkræfters Udvikling, og hemmende eller befordrende gribe ind i den offentlige og private Økonomi. Ligeſom de ſtatsvidenſkabelige Diſcipliner overhovedet have Vanſkelighed for at ſkaffe ſig Indgang i Almenerkjendelſen og kun lede til ringe Reſultater, ſaalænge de holdes i en ſaadan abſtrakt Almindelighed, og i den Grad udvikles uafhængigt af beſtemte faktiſke Forudſætninger og beſtaaende Forholde, at de lige godt og lige ilde pasſe overalt, ſaaledes kan en dogmatiſk Fremſtilling af den ſtatsøkonomiſke Læres Almenſteder kun lidet virke til at afhjælpe det Savn, hvorover der fra mange Sider har været klaget. Forholdt dette ſig ikke ſaaledes, ſaa vilde det være meget let hos os at fremkalde en hel ſtatsøkonomiſk Literatur ved Overſættelſe af denne Videnſkabs Hovedværker i fremmede Sprog. Men hertil udfordres der en ganſke anden og ſelvſtændig Virkſomhed. En økonomiſk Lære, der i den Betydning er norſk, at den kan yde rigtig Veiledning om, hvad der hos os hør rettes og forbedres, og tjene til at lede og befæſte Almenanſkuelſen angaaende vore egne økonomiſke og financielle Anliggender og Foranſtaltninger, fremkommer førſt ved en ſaadan Gjennemarbeidelſe af vort Lands økonomiſke Inſtitutioner, at de i deres Grundſætninger, Formaal og Virkninger fremſtilles til Beſkuelſe i Videnſkabens Lys.

Hvorhen Statsøkonomen vender ſit Blik, fremſtiller ſig Nødvendigheden af at kjende det Syſtem af retslige Beſtemmelſer, hvorigjennem Staten er virkſom til Befordring af det materielle Velvære. Man behøver blot at tænke ſig enkelte Hovedpartier af Gjenſtandene for den økonomiſke Statsvidenſkab, ſom Finantsvæſenet, Beſkatningsſyſtemet, Leilændingsvæſenet, Udſkiftnings- og Udparcelleringsprincipet, Betingelſerne og Grændſerne for Næringsveiene, der ſkarpeſt fremtræde i Modſætning mellem Kjøbſtad, Ladeſted og Land, – Bank- og Myntvæſenet o. ſ. v., for at overbeviſe ſig om, hvilken Masſe af poſitive Forudſætninger og juridiſke Indſigter man maa være i Beſiddelſe af, for at ſætte Statsøkonomiens Grundſætninger i en organiſk Forbindelſe med de hos os beſtaaende Forholde. Blot til at forſtaa et Lovgivningsværk, ſom Loven af 1ſte Juli 1816, der udgjør Grundlaget for en vigtig Side i vort Beſkatningsvæſen, udkræves der et Apparat af juridiſk Kundſkab, der ikke kan erhverves uden ved et alvorligt Studium i den ſtore Række af Anordninger, der ere Kilderne til vor nu beſtaaende Retstilſtand. Men Erhvervelſe af tilſtrækkelig Raadighed over det poſitive Stof, der paa engang danner Udgangs- og Slutningspunktet for den praktiſk-økonomiſke Lære, vil blive ſærdeles vanſkelig for Enhver, der ikke har gjort Retsvidenſkaben til ſit Studium, og derved er bleven ſaa bevandret i vore Inſtitutioner og deres Kilder, at han føler ſig paa ſit eget Gebet, naar der ſpørges om at bringe Rede i Lovgivningen. Vor Ret er endnu ikke bearbeidet paa den Maade og i det Omfang, at man ved at flaa efter i juridiſke Skrifter kan finde hvad man ønſker at vide, og denne Mangel paa juridiſk Bearbeidelſe træffer juſt de Partier af Lovgivningen, ſom gaa ind paa Statsøkonomiens Gebet. Her haves i Almindelighed ingen anden Udvei, end at gaa til Kilderne, der ofte ſtrække langt oppe i Tiden, og hvori der herſker ſtor Urede.“

I Slutningen af deres Betænkning anføres, „at man efterat Retsſtudiet er kommet i den Gang, at en ſtor Del af de talentfuldeſte akademiſke Borgere vælge dette Fag, ikke vil være i Forlegenhed med i heromhandlede Anledning at bringe unge kvaliſicerede Mænd i Forſlag“, og har Fakultetet ſom ſaadanne „der ved deres Talent, Forſtudier og Granſkningslyſt vække de bedſte Forhaabninger, ſpecielt paapeget de juridiſke Kandidater P. J. Collett og G. F. Hallager, der begge have ytret Lyſt til en ſaadan Anſættelſe“.

Steenbuch udtalte ſig i ſærſkilt Votum paa 70 Folioſider mod Flertallet og for Daas Anſættelſe.

Kollegiets Flertal var enigt med det filoſofiſke Fakultet, da det ei vilde drage Schweigaard, ſom det forreſten anſaa meſt ſkikket, bort fra den Poſt, „han nu med ſaa megen Duelighed beklæder“, og indſtillede derfor 9de Auguſt 1838 Daa til Anſættelſe. Kollegiets Mindretal foreſlog, at man førſt udtrykkelig ſkulde opfordre Schweigaard til at erklære, om han vilde overtage en Lærerpoſt i Statsøkonomi og Statiſtik med Opgivelſe af ſin nuværende Poſt.

I ſin Erklæring af 28de Februar 1839 udtalte Prokantsleren Grev Wedel-Jarlsberg, at de Betænkeligheder, man havde næret ved at udnævne den utvivlſomt meſt ſkikkede Mand, Schweigaard, vilde fjernes, naar Lærerpoſten henlagdes til det juridiſke Fakultet, under hvilken Betingelſe Schweigaard for Prokantsleren havde erklæret ſig villig til at overtage Foredraget af de nævnte Videnſkaber. Han foreſlog derfor dette, hvilket han i og for ſig fandt at være det væſentligſte, og at Poſten overdroges til Schweigaard, ſom da ſkulde fritages for at holde juridiſke Forelæsninger, forſaavidt han ikke dertil ſaa ſig i Stand. Dette Forſlag er altſaa, ſom det ſees, tilblevet ved privat Forhandling mellem Grev Wedel og Schweigaard, ſom rimeligvis allerede da har ſtillet i Udſigt, at han ikke ganſke behøvede at opgive ſin juridiſke Lærervirkſomhed, om han end overtog Statsøkonomi og Statiſtik.

Prokantslerens Forſlag ſendtes da i 1839 Univerſitetet til ny Erklæring. Samtlige vare da – undtagen Profesſor Steenbuch – enige om, at Schweigaard var den til Poſten meſt kvalificerede. Han havde jo ogſaa ſærligt ſtuderet Statsøkonomien, blandt andet under ſin Udenlandsreiſe, havde offentliggjort flere ſtatsøkonomiſke Afhandlinger og holdt private Forelæsninger derom allerede i flere Aar. Stridens Hovedgjenſtand var derfor nu Poſtens Henlæggelſe til det juridiſke eller det filoſofiſke Fakultet.

Det filoſofiſke Fakultets Flerhed ſøgte at imødegaa det juridiſke Fakultets forhen anførte Grunde. Uden at ville negte Nytten af juridiſke Kundſkaber for Statsøkonomen mente man dog, at andre Kundſkaber vare langt vigtigere, navnlig Naturvidenſkaber og Hiſtorie; „om vedkommende Stats Love er der mere Spørgsmaal, forſaavidt de ſkulle gives, end ere givne“. Statsøkonomien hørte derfor naturlig ind under ſamme Fakultet ſom de nævnte Videnſkaber (det filoſofiſke Fakultet var dengang udelt). I de fleſte andre Lande henlaa ogſaa Statsøkonomi under dette Fakultet, der efter ſin Ide omfatter alle Videnſkaber, ſom behandles uden ſærligt Henſyn paa Embedsmænds Dannelſe.

Fakultetets Flertal indſtillede derfor, forſaavidt Schweigaard fremdeles vægrede ſig ved at gaa over til det filoſofiſke Fakultet, atter Daa til Anſættelſe, hvilket Fakultetet ſaameget tryggere kunde gjøre, ſom han i Mellemtiden havde foretaget en Reiſe paa egen Bekoſtning til Frankrig og England for at ſtudere Statsøkonomi; Hanſteen og Munch disſenterede.

Kollegiets Flertal henholdt ſig til det filoſofiſke Fakultet; Holſt og Motzfeldt disſenterede.

Protantsleren fandt, at man havde tillagt Statsøkonomiens Plads i Videnſkabens Encyclopædi for megen Betydning, og fremhævede ſom det væſentligſte og meſt praktiſke Henſyn, at man burde ſe til at faa den Mand, ſom Alle anſaa meſt ſkikket, nemlig Schweigaard, og af den Grund henlægge Poſten til det juridiſke Fakultet. Han vedblev derfor ſin Indſtilling.

Overensſtemmende med Kirkedepartementets Indſtilling, hvori alle Regjeringens Medlemmer undtagen Statsraad Vogt vare enige, afgjordes Striden endelig ved den kongelige Reſolution af 26de Marts 1840, der er affattet ganſke efter Grev Wedel-Jarlsbergs Forſlag, ſaalydende:

„1. At Lærerpoſten i Statsøkonomi og Statiſtik henlægges under det juridiſke Fakultet og

2. at denne Lærerpoſt overdrages til Lektor juris Anton Martin Schweigaard, ſom forøvrigt fritages for at holde Forelæsninger over de juridiſke Diſcipliner, forſaavidt han ikke dertil maatte ſe ſig iſtand, men fremdeles deltager i det juridiſke Fakultets Forretninger, navnlig i dets Examina, paa ſamme Maade ſom hidtil“.

Herved havde da Fakultetet faaet ſin fjerde Lærerpoſt. Selvfølgelig bortfaldt herved den midlertidige Lærerpoſt i Statiſtik. Schweigaards Embede var nu en enkelt Lærerpoſt i „Lovkyndighed, Statsøkonomi og Statiſtik“, ſaaledes ſom den ogſaa benævntes, da han under 11te Auguſt 1840 efter ſin Anciennitet rykkede op til Profesſor. Han oppebar ogſaa fra 1840 kun almindelig Profesſorgage uden noget Tillæg[27].
VI.
(Steenbuchs Død. – Hallagers og Colletts Udnævnelſe. – Motzfeldts Afgang og Platous Udnævnelſe. – Senere Forandringer. – Schweigaards Forelæsninger. – Slutning.)

Omkring 1840 foregik der ſtore Forandringer i det juridiſke Fakultet. Ikke blot fik Fakultetet nu en fjerde Lærer, idet Schweigaard overtog Poſten i Statsøkonomi og Statiſtik, men der blev endnu en Poſt ledig, idet nemlig Fakultetets ældſte Medlem nu afgik ved Døden. Steenbuch oplevede ikke at ſe Enden paa den bitre Strid, hvori han havde taget ſaa megen Del, idet han nemlig døde 11te Oktober 1839, ugift og 65 Aar gammel. Steenbuch havde Fortjeneſten af at være den førſte juridiſke Lærer, ſom blev ved Univerſitetet lige til ſin Død, ligeſom han i de 23 Aar oftere havde havt ſvære Byrder ſom Dekanus og Medlem af Kollegiet. Men hans Docentvirkſomhed havde viſtnok, i det Hele taget, liden Betydning, ligeſom hans retsvidenſkabelige Virkſomhed var ringe. Hans vigtigſte juridiſke Værk var hans førnævnte „Bemærkninger om den norſke Grundlov“, hvis Indledning (XXX S.) indeholder en ganſke velſkreven naturlig Statsret efter de da gjengſe Theorier, men ſom forøvrigt ere uden Betydning. Des righoldigere var hans øvrige Forfatterſkab, idet han navnlig lige til ſin Død førſt var en af Nationalbladets, dernæſt en af Morgenbladets vigtigſte Støtter. Han har ogſaa nogen Fortjeneſte ſom hiſtoriſk Forfatter. (Se navnlig en Afhandling om Landets og Sprogets Benævnelſe, Saml. t. N. F. etc. II, 379).

Der var altſaa nu tvende Lærerpoſter ledige, Steenbuchs og Schweigaards forrige Poſt. Forhen havde Univerſitetets Lærerembeder været udenfor den almindelige Konkurrence; de havde aldrig været kundgjort ledige, men det var blevet overladt Kollegium og Fakultet underhaanden at anſtille Underſøgelſer og derefter foreſlaa ſkikkede Mænd. Ved dette Tidspunkt begyndte man ogſaa, ifølge kgl. Reſol. 23. Novbr. 1839, at kundgjøre Univerſitetspoſterne ſom ledige paa almindelig Maade. I Løbet af 1840 blev dette derfor Tilfældet med de tvende Lektorpoſter i Lovkyndighed. Hertil meldte ſig da de to juridiſke Kandidater, ſom Fakultetet allerede i 1838 havde udpeget ſom Univerſitetsemner, P. J. Collett og G. F. Hallager, hin til den førſte, denne til den ſidſte Poſt. Begge Anſøgninger kom imidlertid under Behandling paa en Gang. Fakultetet udtalte om begge det Haab, at de vilde blive dygtige Univerſitetslærere, og anbefalede deres Udnævnelſe; naar de førſt tilfredsſtillende havde afholdt Prøveforelæsninger. Siden ſidſte Ledighed i Fakultetet var nemlig nu kommet en kgl. Reſol. af 20de November 1837 om Prøveforelæsninger af følgende Indhold: „Da det ſaavel for det Offentlige ſom for den ſtuderende Ungdom er ønſkeligt at erholde den ſtørſt mulige Vished for, at de til Lærerpoſterne ved Univerſitetet udnævnende Mænd, iſærdeleshed naar de for førſte Gang optræde ſom Univerſitetslærere, dertil beſidder ikke alene de udfordrende Kundſkaber, men ogſaa Lethed og Tydelighed i Foredrag, anſer Hs. Majeſtæt det rigtigt, enten at de til Lærerpoſterne ved Univerſitetet meſt kvalificerede Anſøgere gives Adgang til ved Prøveforelæsninger at lægge disſe Egenſkaber for Dagen, eller at den til en Diſciplin indſtillede Kandidat ved en midlertidig Anſættelſe erholder Anledning til under denne Tid at viſe, hvorvidt han til egen og ſine Tilhøreres Tilfredshed ſer ſig iſtand til at røgte ſit anſvarsfulde Kald“. Denne Reſolution er et kongeligt Diktamen af Karl Johan, ſom han tilførte Protokollen, med det ſamme han bifaldt Regjeringens Indſtilling om Oprettelſen af Lærerpoſten i Statsøkonomi og Statiſtik. Reſol. blev, forſaavidt Prøveforelæsningerne angaar, førſte Gang bragt i Anvendelſe ved denne Leilighed. Og tillige var det den førſte offentlige Konkurrence her ved Univerſitetet.

Ved kgl. Reſol. af 12te Januar 1841 tillodes det Collett og Hallager at afholde hver 3 Prøveforelæsninger, for efter et fyldeſtgjørende Udfald at udnævnes til Lektorer i Lovkyndighed. Den nærmere Anordning ſkete ved høieſte Reſolution af 11te Febr. ſ. A. overensſtemmende med Fakultetets Forſlag. Som Cenſorer forrettede Fakultetets Medlemmer og Advokat Stang. Af Forelæsningerne, ſom holdtes fra 10de til 16de Marts 1841, var den ene over ſelvvalgt, de to andre over opgivne Emner; til Udarbeidelſe af hver tilſtodes 8 Dage. Collett holdt over følgende opgivne Emner: 1) „Om den romerſke Rets Indflydelſe paa den ſyſtematiſke Fremſtilling af vor Ret“; 2) „om Anvendeligheden af Begrebet om Beſiddelſe og af de Erhvervelſesmaader, ſom dermed ſtaa i Forbindelſe, ſamt af de almindelige retslige Betryggelſesmidler, paa ulegemlige Gjenſtande“, ſamt 3) over følgende ſelvvalgte: „om hvorvidt det ene Storthing kan binde det andet“. Hallager holdt Forelæsninger over følgende opgivne Emner: 1) „Om den Forſkjel mellem det norſke og romerſke Tingsretsſyſtem, der er en Følge af, at der hos os haves et Thinglæsningsvæſen, ſom Romerretten ikke kjender“, 2) „om den forſkjellige Virkning af kontraktsmæsſige Retserhvervelſer med og uden Vederlag, ſaavel i Forbindelſe mellem Kontrahenterne indbyrdes ſom til Trediemand“, ſamt 3) over det ſelvvalgte: „Om den ældre Odelslovgivning i Forhold til Loven af 26de Juni 1821“. Prøven havde det Udfald, at Cenſorerne indſtillede begge Kandidater til Anſættelſe og Hallager ſom den førſte i Ordenen. I Overensſtemmelſe hermed blev da under 8de Mai 1841 Georg Fredrik Hallager (f. 1816, Kand. 1837) og Peter Jonas Collett (f. 1813, Kand. 1835) udnævnte til Lektorer i Lovkyndighed, Hallager med ældſt Anciennitet, hvilket havde Betydning for Oprykningen til Profesſor. Fakultetet, ſom tidligere gjentagne Gange havde bedet om en fjerde Lærer i Lovkyndighed, ſvarede i Anledning af disſe nye Udnævnelſer paa en Foreſpørgſel fra Kollegiet, at „ uagtet Retsvidenſkabens Omfang og Retsſtudiets ſtørre Frekvents gjør det ønſkeligt, at de juridiſke Læreres Antal kunde forøges, ſaa afholder man ſig dog fra herom at fremſætte noget beſtemt Forſlag, da Fakultetet vil være talrigt nok til at holde de befalede Examina i regelmæsſig Gang, hvilket hidtil ofte er faldet vanſkeligt“. Der vides heller ikke ſenere at være andraget om nogen ny Poſts Oprettelſe.

Det ſaaledes omdannede Fakultet vedtog følgende Fagfordeling: Motzfeldt: Indledning, Proces, Folkeret og poſitiv Statsret, Militærret, Kirkeret; Schweigaard „fortſætter ſine paabegyndte Forelæsninger over den adminiſtrative Ret, og vil forøvrigt, efter Aftale med ſine Kolleger, foredrage enkelte Dele af Retsvidenſkaben, forſaavidt hans Forelæsninger over Statsøkonomi og Statiſtik dertil levner Tid“; ſenere paa Aaret overtog han ogſaa Kriminalret[28]; Hallager: Middelbar Tingsret, Kriminalret, Romerret, Lovhiſtorie; Collett: Perſonret, Grundlov, umiddelbar Tingsret, Naturret.

I 1842 miſtede Fakultetet Motzfeldt, ſom havde været Lærer i 13 Aar, og ſiden 1834 desuden – mod aarligt Honorar af 100 Spd. – havde holdt Forelæsninger over Kirkeret ved det praktiſk-theologiſke Seminarium.[29] Han ſøgte nemlig det efter Henrik Bjerregaard ledige Asſesſorembede i Høieſteret, hvor han forreſten allerede i 3 Aar havde forrettet ſom extraordinær Asſesſor. Overensſtemmende med Høieſterets Indſtilling, hvori udtaltes, at „han ved ſin erkjendte Dygtighed og Retſkaffenhed, ikke mindre end ved ſin hidtilværende Stilling, maa anſees fortrinlig ſkikket“, tillodes det ham ved kgl. Reſol. af 9de Juni 1842 at aflægge den i Lov om Høieſteret af 1818 § 34 befalede Prøve. Ifølge Høieſterets Indberetning beſtod han Prøven – at votere i 5 Sager af forſkjelligt Slags – „med et aldeles fyldeſtgjørende Udfald“. Og Motzfeldt blev derfor under 8de Auguſt 1842 udnævnt til Asſesſor i Høieſteret. Fakultetet tabte i hans Lærdom, Grundighed og Arbeidſomhed en god Støtte. Som en Frugt af hans Univerſitetsvirkſomhed maa man forreſten ogſaa anſe hans ſenere Værker: „Veiledning til den juridiſk-praktiſke Prøve“ (1843), „Den Norſke Kirkeret“ (1844), og „Odels- og Aaſædesretten“ (1846).

Til det ved Motzfeldts Afgang ledige Embede meldte ſig 4 Anſøgere, Prokuratorerne O. H. Rolfſen (nu Advokat) og R. P. Berg († 1846), og Kandidaterne N. P. Vogt (nu Stiftamtmand i Kriſtiansſand) og Chr. Platou, hvilke ſamtlige Fakultetet anbefalede at ſtede til Prøveforelæsninger. Rolfſen og Vogt trak ſig imidlertid ſnart tilbage, – Rolfſen, fordi han kun vilde konkurrere under den Betingelſe, at han med en Gang blev udnævnt til Profesſor, om han ſeirede, hvilket, da kun et af Fakultetets Medlemmer udtalte ſig derfor, ikke toges tilfølge i den kongelige Reſolution af 15de April 1843, ſom nemlig afgjorde, at Embedet ſkulde beſættes ſom Lektorpoſt. I ſidſte Øieblik, nemlig efterat allerede Opgaverne vare vedtagne, faldt ogſaa Berg fra, idet han af Juſtitsdepartementet havde modtaget det Hverv, at underſøge og afgive Betænkning om Rigets Fængſelsvæſen. Platou, ſom allerede i 1842 efter Fakultetets Anbefaling havde faaet Tilladelſe til at holde Forelæsninger ved Univerſitetet, ſtod altſaa nu igjen ſom eneſte Anſøger; men ved høieſte Reſolution af 17de Mai 1843 beſtemtes, at Prøveforelæsningerne alligevel ſkulde have ſin Fremgang. Prøveforelæsningerne bleve denne Gang indrettede noget anderledes end den forrige Gang og paa det Nærmeſte i Overensſtemmelſe med den ſenere Sædvane. Deres Tal var 4, hvoraf en over ſelvvalgt Emne, „dog ikke udenfor Kredſen af den fædrelandſke Ret“, og 3 over opgivne Emner; til de tvende af disſe levnedes 8 Dages Forberedelſe; den tredie blev given 3 Timer, før den ſkulde holdes, og maatte udarbeides uden Brug af videnſkabelige Værker. Denne ſidſte Forelæsning behøvede ikke at forfattes ſkriftlig, hvorimod de øvrige maatte forud indleveres i renſkrevne Exemplarer. Platous Prøveforelæsninger afholdtes ſidſt i Mai 1843 over følgende Emner: 1) om Paatale af Forbrydelſer efter den nye Kriminallov (ſelvvalgt). 2) Om Agnation efter den romerſke Ret. 3) Om kontraktmæsſige Forpligtelſers forſkjellige Retsvirkninger ifølge den norſke Ret, efterſom Forpligtelſen gaar ud paa Handlinger, Pengeydelſer eller Andet. 4) Hvad Indflydelſe har det paa en Pantekreditors Ret, at Andre have Pant i ſamme Ting? – den ſidſte med 3 Timers Forberedelſe. Cenſorerne – Fakultetets Medlemmer ſamt Stang og Motzfeldt – anbefalede enſtemmig Platou til det ledige Embede, og under 28de Juni 1843 blev da Fredrik Chriſtian Platou (f. 1811, Søn af førnævnte Statsſekretær Platou, Kand. 1839, nu Sorenſkriver i Næs) udnævnt til Lektor i Lovkyndighed.

Fagfordelingen mellem Fakultetets Medlemmer var fra 1843 følgende: Platou foredrog Proces, Kriminalret og Tingsret; Hallager: Obligationsret, Indledning, Lovhiſtorie og Folkeret; Collett: Perſonret, Fædrelandets offentlige Ret og almindelig Retslære, og Schweigaard, ſom i 1843 holdt de mærkelige Forelæsninger over den nye Kriminallov, ſom ligger til Grund for hans Kommentar, foredrog Statsøkonomi, Statiſtik, poſitiv Statsret og Romerret. De Forelæsninger, ſom i disſe Aar (1842–45) holdtes ved Fakultetet, ere overhovedet mærkelige i vor Jurisprudents’s Hiſtorie, da de danne Grundlaget for flere af vore juridiſke Hovedværker. Hin Fagfordeling, ſom udtrykkelig atter vedtoges for 3 Aar ved Fakultetsbeſlutning af 14de Decbr. 1849, var den gjældende ligetil 1862, idet ved Colletts Død 1851 hans Eftermand Prof. Aſchehoug indtraadte i hans Fag. I 1862 blev Platou udnævnt til Asſesſor i Høieſteret og efterfulgtes af Univerſitetsſtipendiat Fr. Brandt. I 1864 gik Hallager over i ſamme Embedsſtilling, og eſterfulgtes af nærværende Forfatter.

Schweigaard læſte fra 1844 altid over de nysnævnte Fag. I hvert Semeſter foredrog han Romerret og Statsøkonomi, hin almindelig i 4 Timer ugentlig i et Kurſus paa 3 Semeſtre, og denne i 2 Timer gjennem 2 Semeſtre. Desuden læſte han almindelig 2 Timer ugentlig over forſkjellige Landes Statiſtik, navnlig Norges og Sveriges ſammenlignende Statiſtik, Englands, Frankriges og de nordamerikanſke Staters. Stundom foredrog han i Stedet for Statiſtik de vigtigſte Staters Forfatning (poſitiv Statsret), idet han forreſten ogſaa i de ſtatiſtiſke Forelæsninger gav mange Oplysninger herom, om deres Retsvæſen og forſkjellige andre Sider af Folkenes aandelige Liv.

En kortfattet Fremſtilling af Statsøkonomien dikterede Schweigaard i begge Semeſtre 1847, da den fra Juleexamen 1847 ſkulde være Examensfag, ligeſom han i Chriſtiania-Poſten for 1850 No. 680 meddelte en, halvanden Spalte lang, Indholdsfortegnelſe vedkommende hans ſtatsøkonomiſke Forelæsninger for det næſtforegaaende Halvaar. Dette ſkete ſom Svar paa en anonym Artikel i ſamme Blads No. 674: „Hvad er gjort for at fremme Studiet af Statsøkonomi og Statiſtik hos os?“, hvori paaſtodes, at Schweigaard ikke havde foredraget Økonomi i dens Anvendelſe paa de enkelte Næringer, hvorom der var talt i Reſ. af 20de November 1837, ligeſom der udtaltes Beklagelſe over, at han drev Statsøkonomien ſom Bifag. Denne ſidſte Paaſtand imødegik han ſaaledes: „Denne Mening maa jeg uden Omſvøb erklære for ugrundet og uefterrettelig. Jeg har ſom Univerſitetslærer betragtet Statsøkonomien ſom en Hovedſag, og gjort den til Gjenſtand for en ivrig, ſtadig videregaaende, og naar man ikke tager Ordene altfor bogſtavelige, aldrig hvilende Granſkning, hvis Reſultater, jeg tør være forvisſet om, have afſpeilet ſig hos de videre komne og mere udholdende af mine Tilhørere, ſom Afpræg af et ſig ſtedſe foryngende Studium“. Ligeſaa har Schweigaard dikteret, i 1843–4, en Overſigt over de vigtigſte Statsforfatninger og i 1841 en Fremſtilling af den norſke Adminiſtrativret, hvilken afbrødes ved Storthinget 1842 og ikke ſenere blev fuldendt. Af Forelæsningerne over Statiſtik har man Intet fra hans egen Haand udenfor den ufuldendte „Norges Statiſtik“ af 1840, hvorfor hans tidligſte dikterede Forelæsninger ligge til Grund. Forøvrigt havde han kun ſkrevet ganſke faa Notitſer, væſentlig Tal, til ſit eget Brug. Heller ikke har man Nogetſomhelſt ſkrevet af ham ſelv over Romerret.

Schweigaard læſte i Regelen 8 Timer om Ugen, Alt offentligt. Under Storthingene maatte han dog for en Del eller endog ganſke indſtille ſine Forelæsninger, men ſaa læſte han ogſaa ſtundom i de nærmeſt følgende Semeſtre 11–12 Timer ugentlig, ſaaſom i 1845 og 1858. Det var ſaa langt fra, at hans Univerſitetsvirkſomhed med Aarene blev mindre, at han tvertimod i de ſidſte Aar kun var ivrigere. Ligeſom under Storthinget i 1842 og 1845, læſte han ogſaa under de 3 ſidſte Storthing fordetmeſte ſine 4 Timer ugentlig over Romerret, kun med den Forſkjel, at han tog Timen fra 8–9 om Morgenen iſtedetfor, at han ellers læſte 2 Gange ugentlig fra 9–11. Under de tvende ſidſte Storthing deltog han, paa enkelte Dage nær, i det anſtrængende Examensarbeide. Under ſidſte Storthing hændte det flere Gange, at han, efterat have havt en varm 7 Thingdag, deltog i mundtlig Examen om Eftermiddagen fra Kl. 4–10. Ja, en af de Dage i Sommer, da Thinget baade Formiddag og Eftermiddag behandlede Jernbaneſagen, hvori han ſom bekjendt tog en ſaa ivrig Del, havde han forinden fra Kl. 6 til 8 Morgen været med ved Cenſur over den juridiſke Examens ſkriftlige Prøve. Og det behøver ikke at ſiges, at han i al Fakultetets fælles Gjerning til ſidſte Stund tog den ſtørſte Byrde. Kun en Ting unddrog han ſig for, ſaa ofte det lod ſig gjøre, – at forrette ſom Medlem af det akademiſke Kollegium; det var ikke, fordi han ſkyede Arbeidet; men dets Art ſmagte ham ikke. Hans ſidſte Forelæsninger vare over Statsøkonomi, Romerret, hvor han ligefør Jul ſtandſede midt i Læren om Servituter, ſamt Norges og Sveriges ſammenlignende Statiſtik. Sine Forelæsninger i dette Semeſter havde han endnu ikke begyndt, ligeſaalidt ſom deres Begyndelſe var kundgjort; han pleiede ellers altid at begynde med de førſte: om Høſten omkring den 23de Auguſt, ſaavidt vides efter gammel Kjøbenhavnſk Sædvane, og om Vinteren omkring 20de Januar. Men i Aar havde hans Huſtrus Sygdom forvoldt en Udſættelſe, ſom altfor ſnart ſkulde blive beſtandig.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Den findes in extenso trykt i det af Univerſitetsſekretær, Kammerherre Holſt udgivne Skrift: „Det kongelige Norſke Fredriks Univerſitets Legater, ſamt Aktſtykker, vedkommende Univerſitetets Oprettelſe, dets Donationer m. V. Chriſtiania 1851“ (egentlig Aftryk af Univerſitets- og Skoleannaler), jfr. ogſaa Norſke Univerſitets- og Skoleannaler I. 21.
  2. Adſkillige af disſe Oplysninger ere hentede fra Univerſitetskommisſionens Papirer i Rigsarkivet.
  3. Man har før 1825 kun Index scholarum at gaa efter, da der før den Tid ingen Aarsberetning findes. Kollegiet afgav rigtignok under 28de November 1817 en Indberetning om Univerſitetets Virkſomhed, men den findes hverken i Kirkedepartementets eller Kollegiets Arkiv.
  4. Meddelt af Hr. Rigsarkivar Birkeland, hvem ogſaa flere Vink om andre Oplyſninger ſkyldes.
  5. Af Regjeringens Indſtilling af 22de Marts 1815 ſees Hielm at have anſøgt om en Portomoderation for et paatænkt Tidsſkrift: „Annaler for norſk Lovkundſkab“, ſamt om Adgang til at underſøge Arkiverne for at finde Lovenes Motiver; det førſte indrømmedes, men det ſidſte fandtes „ikke tilraadeligt“. Saavidt vides, udkom aldrig hint Tidsſkrift. Han var ſenere Medudgiver af „Juridiſk Repertorium“ 1818–23.
  6. Se Ørſteds „Af mit Livs og min Tids Hiſtorie“ IV. Fortalen p. XXVII i Noten, Clemens Biografi af Schouw i Danſk Maanedsſkrift IV, 274.
  7. Denne Betænkning var afgivet efter Profesſor Jakob Keyſers Mening, der „ſelv er Juriſt og nøie kjender ham.“ Prof. Sverdrup forlangte tilføiet, „at han i denne Sag ingen Stemme vilde have“.
  8. Der er viſtnok gjort flere forgjæves Forſøg paa at faa Fakultetet beſat, end jeg har kunnet opdage. For Fuldſtændigheds Skyld kan her tilføies følgende Oplysninger.
     Den bekjendte danſke Etatsraad N. M. Spandet fortæller i ſin Autobiografi (Barfods Tidsſkrift: Folke, I, 171), at Treſchow under en Feſt, Studenterne holdt for ham ved hans Afreiſe til Norge 1813, beklagede for Sp., at han ikke havde valgt den akademiſke Vei, da man iſaafald kunde faat ham til Lærer i Retsvidenſkaben ved Kriſtiania Univerſitet. Spandet oplyſer forreſten ſammeſteds, at han ſenere fra Profesſor Sverdrup modtog et Tilbud om at blive Docent i Filoſofi ved vort Univerſitet; men han anſaa ſig hertil ikke dygtig.
     Den bekjendte danſke Literat Jens Krag Høſt (f. 1772, konkurrerede om en juridiſk Adjunktur 1799, ved Dom afſat fra ſit Embede ſom Asſesſor i Hof- og Stadsretten 1808, Udgiver af en juridiſk Lommebog, men iſær hiſtoriſk Forfatter) fortæller i ſine Erindringer p. 119–20, at han i Sommeren 1816 anſøgte om at blive Profesſor juris i Kriſtiania, – altſaa paa en Tid, da Fakultetet allerede var beſat. Gjennem formaaende ſvenſke Venner, navnlig Roſenſkjöld, ſørgede han for, at Anſøgningen kom til Karl Johans Kundſkab, og opnaaede en Samtale om Sagen med den ſvenſke Premierminiſter Engeſtröm. „E. lovede Alt godt, men at man iſaafald haabede, at jeg vilde cimentere Foreningen mellem Norge og Sverige; jeg ſvarede, at jeg ſom ærlig Danſk ikke kunde fremme en ſaadan Forening, naar den ei omfattede Danmark og ei gik ud fra Danmark“. Han ſlog derfor Anſøgningen ganſke ud af Sinde.
  9. Prof. Collett læſte derover mellem 1840 og 50; men det er mig ubekjendt, hvorvidt dette var noget fuldſtændigt Kurſus. Senere har der kun været læſt over Retsfiloſofiens Hiſtorie.
  10. Fund. § 17: „Det paaligger Kollegiet at vaage over, at enhve Videnſkab vorder foredragen i Overensſt. med de af Lærerne i hvert Fakultet forfattede og af det akad. Kollegium vedtagne Prælectionskataloger og Studieplaner“ jfr. § 21: Enhver Univerſitetslærer er forpligtet til i ethvert Halvaar at holde i ſit Fag de offentlige Forelæsninger, ſom efter Studieplanen paaligger ham, uden at noget Honorarium for disſe Forelæsninger erlægges.“
  11. Stenbuch, der her ſom almindelig var i Minoriteten ligeoverfor ſine unge Kolleger, vilde ikke forbinde ſig til nogen vis Orden.
  12. Det maa bemærkes, at Udſigterne til at rykke op ſom Profesſor dengang vare ſlette; de forbedredes et Par Aar efter betydeligt paa Grund af uventet ſtærk Afgang blandt de ældre Univerſitetslærere.
  13. Forhen vare Reglerne endnu ſtrengere; der dikteredes 3 (en Dag endog 4) Opgaver paa en Gang, hvilke ſkulde beſvares i Dagens Løb; i de førſte Aar gaves 5 Opgaver hver Dag. Men dette blev i 1831 forandret, da „Erfaringen ſynes at udviſe, at ikke alle Examinanders Helbred udholder den uafbrudte Anſtrengelſe ved Afhandlingers Udarbeidelſe den hele Dag.“
  14. Fra 1835, 2det Halvaar, gaves Opgaverne i alm. Retslære paa Norſk. I Folkeret vedblev man at give og beſvare den paa Latin, til den bortfaldt. Den ſidſte Levning af Latinens Brug ved juridiſk Examen var Opgaven i Romerret, ſom ligetil 1858 dikteredes i dette Sprog. Man havde da forlængſt ophørt at beſvare den paa Latin. Til ſamme Tid ophørte den Skik, at give det førſte Spørgsmaal i Romerſk Ret ved mundtlig Examen paa Latin. Det hændte dog ſtundom ogſaa ſiden, at Profesſor Schweigaard gjorde det af gammel Vane.
  15. Cenſorerne vare: Stenbuch, Lasſon, (ſom var konſtitueret i Stangs Sygdomsforfald), Motzfeldt. Statsſekretær Platou, hvilke ſamtlige examinerede, ſamt desuden Asſesſor Holſt og Expeditionsſekretær (ſenere Borgermeſter) Bonnevie.
  16. Reſol. 7de Mai 1828 befaler, at der herefter kun ſkal gives 3 Karakterer ved latinſk Embedsexamen, Laud, Haud ill. og Non cont., og at, derſom Nogen udmærker ſig ved ualmindelige og grundige Kundſkaber, bør derom gjennem Koll. akad. og Prokantsleren ſke underdanigſt Indberetning, og bør tillige i det meddelende Teſtimonium anmeldes, at ſaadan Indberetning er ſkeet (Laudabilis cum literis commendatitiis, ſom det kaldes). – Forhen gaves Udmærkelſe i Form af en egen Karakter. Asſesſor C. Winter Hjelm er den eneſte latinſke Juriſt, ſom forhen havde faaet den, nemlig Decbr. 1823 i de eiendommelige Udtryk: „Laudabilis et promte respondit.“ Af „norſke“ Juriſter er Udmærkelſe tildelt 1819 J. C. Schrøder († ſom kgl. Fuldm.) og i 1822 H. O. Chriſtenſen (nu Byfoged i Stavanger), den ſidſte i Formen: „bekvem med Anmærkning, at han under de aflagte Prøver har udmærket ſig ved Grundighed og omfattende Kundſkaber,“ – ſamt i 1826 Mons Lie (nu Sorenſkr. i Mandal) for den praktiſke Prøve („Lie, ſom efter Cenſorernes enſtemmige Dom med udmærket Nøiagtighed og Fuldſtændighed havde beſvaret Opgaven“); – Lie er den eneſte Juriſt, ſom har faaet Udmærkelſe ved denne Prøve.
  17. Efter Originalen i Kirkedepartementets Arkiv.
  18. Storthingsforh. 1833 V. 712 jfr. 766.
  19. Brev fra Paris til Kirkedepartementet af 24de Juli 1834. Man har kun de citerede korte Indberetninger fra ham; nogen ſamlet Indberetning kan han ikke ſees at have afgivet.
  20. Hans Brev til Kirkedepartementet leder til den Mening, at de ere ſkrevne i Paris; de ere dog muligens ſkrevne allerede i Berlin.
  21. Den ſidſte findes ikke nævnt i Forfatterlexikonet, og det har ei været muligt her at overkomme noget Exemplar af den. Men dens Tilværelſe er ſikker nok, da han ſelv nævner den i ſit Brev fra Paris. Ifølge et Privatbrev er den foranlediget af en Samtale med den i Paris boende berømte Digter Heinrich Heine.
  22. Ifølge en ſenere Meddelelſe holdt Schweigaard omkring 1840 et privat kurſoriſk Foredrag over den ſamlede norſke Ret.
  23. Enhver Studiosus juris ſkal ved denne Examen af en professor historiarum examineres in notitia statuum Europæ, og i Særdeleshed Kundſkaben om de danſke Staters naturlige og politiſke Forfatning.
  24. Kvæſtors Forretninger var til 1834 delt mellem en Økonom og en Kasſerer.
  25. Sigter til Kollegiets Indſtilling om Daas Anſættelſe for ſamme Løn.
  26. Se den officielle Fremſtilling i Deptstid. 1840 p. 593.
  27. Den lange Strid, ſom i høi Grad havde optaget Univerſitetets og Almenhedens Opmærkſomhed, havde ſine heftige Mellemſpil. En nu forlængſt afdød ældre Univerſitetslærer havde i et Votum ſigtet Schweigaard for af egennyttige Bevæggrunde at have bevirket det juridiſke Fakultets førſte Erklæringer i Sagen. Dette bevægede Schweigaard til under 25de Juni 1838 at indgive en meget kraftig „Proteſtation“ til det akademiſke Kollegium, hvori han bl. A. ſagde: „Disſe uværdige Inſinuationer erklærer jeg herved med en brav Mands Selvfølelſe for uſande og grundløſe, døde og magtelsløſe, kun beſkjæmmende og kun karakteriſerende for deres Ophavsmand. Jeg ved ikke, hvilke Grunde der har ledet Hr. Profesſoren til at antage, at den ſamme Embedsſtilling, ifølge hvilken han har Adgang til at ræſonnere over en Erklæring, hvori jeg har Del, ogſaa ſkulde give ham Ret til at ræſonnere over mit Hjerte, min Hjerne og min Perſon. Men det ved jeg, at en ſaadan Skrivemaade er en Forſtyrrelſe af den Fred, ſom bør herſke inden Univerſitetsanliggendernes Enemærker.“ – Se ogſaa Efterſpillet i Presſen (L. Kr. Daa i Morgenbladet 1840: Breve til Lektor Schweigaard i No. 115, 119, 134–136, 152 og Brev til Prof. Motzfeldt i No. 139, Schweigaards Svar i „Den Conſtitutionelle“ 1840 No. 121, 122, 151 og Motzfeldts Svar ſammeſteds No. 139.)
  28. I 1840 læſte Schweigaard over den norſke Handelsret, hvilket vel hang ſammen med hans Arbeide i Handelslovkommisſionen; hans Fremſtilling af Handelsretten – egentlig Særaftryk af et Anhang til Kommisſionens Indſtilling – udkom 1841.
  29. Motzfeldt, ſom ſiden 1834 havde været konſtitueret Profesſor mod aarligt Gagetillæg af 200 Spd., blev førſt 1839 virkelig Profesſor. Han var allerede tidligere indſtillet dertil af Kollegiet, men ſkal være bleven forbigaaet af Karl Johan ſelv, efter Sigende, paa Grund af hans Forfatterſkab ſom Redaktør af „Den Conſtitutionelle“.