Historiske Efterretninger om Besidderne af Giske Gaard paa Søndmøre
Der gives ingen Gaard i Landet, der gjennem hele Norges Middelalder har havt mægtigere og mærkeligere Bebøere end Giske, og ingen, om hvis Beboere man har mere sammenhængende Efterretninger. Et Omrids af Giskes Historie er ogsaa allerede oftere leveret, af Strøm i Søndmørs Beskrivelse II. 102–121; af Kraft i Norges Beskrivelse V. 121–125, af J. Chr. Berg i Budstikken VI. 617–656, og af P. A. Munch udførligere i hans Afhandling om „Arnmødlingerne“ i Annaler for Nord. Oldkyndighed 1846. 192 ff., foruden at mangfoldige Efterretninger, hovedsagelig af G. Munthe, findes spredte i Samlinger til norske Folks og Sp. Historie. Det kunde saaledes synes at være et unødigt Arbeide her atter at behandle dette Æmne, og at et andet Høvdingesæde, om hvis Beboere man hidtil havde mindre fuldstændig Underretning, heller burde været valgt. Men deels kan man neppe for Tiden tilveiebringe saa sammenhængende Kundskab om nogen anden Gaard, deels haaber jeg med Hensyn til Giske i væsentlige Henseender at kunne fuldstændiggjøre og tildeels berigtige det forhen Bekjendte og haaber derfor, at disse samlede Bidrag hverken ville være uvelkomne for Tidsskriftets Læsere, eller paa Grund af det Nye i Sammenstillingen uden Værd selv før dem, der have de ovennævnte ældre Bidrag ved Haanden.
Omtrent 1⁄2 Miil i Nordvest for den nuværende Kjøbstad Aalesund i Borgunds Præstegjeld og Sogn paa Søndmøre under 621⁄2° N. B. ligger Øen Giske (fordum Gizki, á Gizka). Den har Form af en afrundet Firkant, er 3⁄4 norske Miil i Omkreds, og overalt jævn uden Klippegrund og skikket til Agerbrug. Den skilles ved Jøsund fra den flade, af sine Oldtidslevninger mærkelige Vigerø i Nord, og ved Giskesund fra den bjergfulde Godø i Syd. Mod Vest ligger Øen aaben mod Havet. Dens fordelagtige Beliggenhed i Midten af Søndmøre, dens naturlige Frugtbarhed og det store Flyndrefiske, som i Jøsund falder rigere end andensteds, sætter den lille Ø i Stand til at underholde en forholdsviis stærk og velhavende Befolkning. Den er aldeles skovløs, men Vedmanglen erstattes ved Torv, som findes paa Øen. Den bestaaer nu som før kun af en eneste Gaard; men denne har allerede i lang Tid været deelt i to Hoveddele: Giske Gaard eller Hjemme-Giske paa Sydsiden, nu i 5 Brug, og Giske Ødegaard paa Nordsiden i 12 Brug, foruden Gaardens Pladsmænd, der bygge paa Giske Gjærde Øst paa Øen, tilsammen i 1845 med 297 Beboere i 54 Huusholdninger. Om denne Gaards Eiere skulle vi her levere Efterretninger gjennem et i vort Lands Historie usædvanligt langt Tidsrum af 600 Aar, og ville for at lette Oversigten betegne dem med fortløbende Nummere.
1. Arne i Giska er den første Besidder af Gaarden, som man finder antegnet. Han var en Søn af Arnmødlingernes eller Arnungaættens[1] Stamfader Arnmod Jarl, maaske den Arnmod af Ønundarfjord, der faldt for Vagn Aakessøns Haand i Slaget paa Hjørungavaag 997[2], og fra ham nedstammede denne mægtige Æts øvrige Lemmer. Hvorvidt han havde arvet Giske efter sin Fader eller fik den med sin Hustru Thora, en Datter af Thorstein Galge, vides ikke. Han var Lendermand paa Olaf den Helliges Tid og dennes store Ven,[3] men omtales iøvrigt ikke i Sagaerne. Desto mærkeligere bleve hans Sønner Arnesønnerne som de kaldtes, Kalf paa Egge, Finn paa Austraat, hvis Datter Ingeborg blev Orknøjarlernes Stammoder, Thorberg paa Giske, og Arne, fra hvem den nedenfor omhandlede Bjarkø-Æt nedstammede.
2. Hans Søn Thorberg Arnessøn, som arvede Giske efter Faderen, tillægges to Hustruer, nemlig Astrid den Aarbaarne og Ragnhild, en Datter af Erling Skjalgssøn paa Sole,[4] af hvilke imidlertid kun den sidstnævnte tør antages ganske sikker. Thorberg var ligesom Faderen Kong Olaf Haraldssøn hengiven, medens Svigerfaderen Erling som bekjendt var dennes mægtigste Modstander. Dette Forhold medførte huslige Ubehageligheder, da hans Hustru Ragnhild stod paa Faderen Erlings Parti. Saaledes berette Sagaerne, at Islændingen Stein Skoptessøn, som var falden i Kongens Unaade ved sin løse Mund og gjort fredløs før Manddrab,[5] tog sin Tilflugt til Giske engang, da Thorberg ei var hjemme. Ragnhild, hvem han før havde viist en Tjeneste, modtog ham vel. Da Thorberg kom hjem, vilde han af med den fredløse Mand og ikke for hans Skyld paadrage sig Kongens Hævn; selv Ragnhilds Trudsel at ville følge med Stein, hvis Manden jog ham bort, bevægede ham ikke, men da hans ældste 12aarige Søn Eystein Orre traadte frem og vilde følge sin Moder, maatte Thorberg give efter. Kongens Stævning at møde for ham turde han kun adlyde i Følge med sine Brødre og Svogere, der med stort Mandskab stødte til ham, og seilede til Throndhjem. De bøde Kongen Bøder for Thorberg, og da Kongen afslog dette, truede Finn Arnessøn med, at de Samtlige vilde drage til Kong Knut i England og tjene ham. Da gav Kong Olaf efter, mod at de Alle skulde sværge ham Troskab og love at tjene ham mod hans Fiender inden og uden Lands, hvilket skede. Stein fik Kongens Tilgivelse mod at drage af Riget, og han seilede Aaret efter til England og blev Kong Knuts Mand. – Thorberg holdt sin Ed til Kongen. Da denne maatte forlade sit Rige, var han blandt de Lendermænd, der fulgte ham, og da han kom tilbage, stødte han med sin Broder Finn og Arne til Olafs Hær, medens Kalf Arnessøn var Bøndernes Anfører. Efter Slaget ved Stiklestad (1030) søgte Kalf sine Brødre paa Valpladsen, og fandt Thorberg og Finn uden farlige Saar; Arne var værre saaret, men kom sig dog hos Kalf paa Egge,[6] hvorhen de alle bragtes, indtil de helbredede kunde drage hjem. De toge Leide af den unge Kong Svein Knutssøn, og holdt sig rolige paa sine Gaarde. Kalf angrede snart sit Forræderi, da Knut ei holdt noget af sine Løfter; han udsonede sig med sine Brødre, og satte Olafs Søn Magnus paa Norges Throne. Sagaerne give forskjellige Træk af disse Brødres Karakter, især er den trofaste heftige Finn ypperlig skildret. Thorberg synes at have været roligere og svagere. Under en Skjemtetale ved Kongens Bord, hvori denne og hans Mænd hver nævnte sin fornemste Dyd, satte Thorberg sin Ære i, at han aldrig brød sit Ord eller den Ed, han havde svoret sin Konge.[7] Uden Tvivl har han efter Stiklestad-Slaget holdt sig i Rolighed paa Giske, og forekommer ei senere. Med Ragnhild Erlingsdatter havde han 4 Børn: Eystein Orre, der faldt i Slaget ved Standfordbrygge i England 1066, hvor han efter Kong Haralds Fald kom til med friske Tropper fra Skibene, og atter i nogen Tid gjorde Englændernes Seier tvivlsom (Orrahríd), Thora, der i 1047 blev gift med Kong Harald Sigurdssøn Haarderaade og ved ham Stammoder til hele den følgende norske Kongeæt, Jorun, der var gift med Islændingen Ulf Uspakssøn Stallar, og endelig
3. Øgmund Thorbergssøn i Giska, om hvem Historien intet beretter. Han synes at have været yngre end Eystein Orre, siden han ei omtales i den ovennævnte Handel med den fredløse Islænding, og har saaledes maaske først ved Broderens Død arvet Giske. Hans Hustru er ubekjendt, men hans Børn vare: Ingeborg, der blev gift med Eigill Aslakssøn (Fagrsk. kalder ham Askellssøn) af Aurland, som deltog i Steigar-Thorers Oprør mod Kong Magnus Barfod, og hængtes med ham, og Sønnen Skofte (nedenfor).
4. Skofte (Øgmundssøn) i Giska var en i mange Henseender mærkelig Mand. Han var gift med Gudrun, en Datter af Thord Folessøn (Folefot), som bar Kong Olafs Mærke i Slaget ved Stiklestad og faldt der. Hun maa da været fød før 1031, hvoraf man tør slutte, at Skofte ei har været meget yngre. Han har saaledes været meget til Aars, da han i 1097 med sine voxne Sønner Øgmund, Finn og Thord fulgte Kong Magnus Barfod paa dennes første Tog til de skotske Øer.[8] Foruden de ovennævnte 3 Sønner havde han Datteren Thora, der blev gift med Aasolf paa Reine, Kong Inge Baardssøns og Hertug Skules Oldefader, samt (maaske i andet Ægteskab) Datteren Ragnhild,[9] der ægtede Lendermanden Dag Eilifssøn og blev Gregorius Dagssøns Moder, samt Sønnen Paal[10] (nedenfor 5.) Brødrene Øgmund og Finn vare med Kong Magnus paa hans uheldige Tog mod Sverige, paa hvilket Finn tilligemed Sigurd Ullstreng bleve satte til Høvdinger i den Træborg, Nordmændene anlagde paa Kvaldinsø i Venern. Her bleve de af Kongen ladte i Stikken; Kong Inge Steinkellssøn rykkede mod Borgen, og tilbød Besætningen en hæderlig Bortgang; men da de afsloge dette, og Isen lagde sig, blev Borgen stormet og tagen. Finn og Sigurd beholdt Livet med sine Mænd, men de maatte nedlægge Vaabnene og hver fik et Limerap, idet han gik ud af Borgen. Kongen med sin Hovedhær var ikke stort heldigere. Han blev slagen ved Foxerne, og var paa Flugten nær bleven tagen til Fange af de forfølgende Gauter. Øgmund Skoftessøn red ved hans Side med sine Mænd. Kongen og han vare begge høie og velvoxne, Kongen let kjendelig paa sin røde Kappe, og Fienden nær. Da byttede Øgmund, medens en Bøining af Veien skjulte dem for Forfølgerne, Kappe med Kongen, og slog strax efter, da han atter kunde sees af dem, ind paa en Sidevei med nogle Svende. Herved trak han Opmærksomheden fra Kongen, som uden at forfølges naaede Skibene, medens Øgmund kun med yderste Nød slap hjem. Paa Grund af slig Mandighed vare og Skoftesønnerne, efter Snorres Ord, de haabefuldeste og vennesæleste Mænd. Men de lønnedes af Kongen med Utak. I Anledning af Arven efter en død Mand, som Skofte havde tilegnet sig og Kong Magnus krævede som Kongedømmet tilhørende, udspandt der sig en lang Strid mellem ham og Giskemændene. Forgjeves paaberaabte den gamle Skofte sig det Venskab, der havde fundet Sted mellem ham og Kongens Fader, forgjeves mindede Finn om den Vanhæder, han for Kongens Skyld havde lidt paa Kvaldinsø, og Ogmund om Flugten ved Foxerne. Kongen stod ubevægelig paa sin formentlige Ret. Da besluttede de at vige for den Mægtigere, og Aaret derefter (1102) droge Skofte, Finn, Øgmund og Thord med 5 Langskibe fra Giske i frivillig Landflygtighed. De stævnede mod Syden, for at drage til det hellige Land og deeltage i det første Korstog. Men det første Aar kom de kun til Flandern, hvor de overvintrede; næste Aar seilede de gjennem Kanalen, opholdt sig Sommeren over i Valland (Frankrige), og droge derfra gjennem Nørvasund (Gibraltar-Strædet) til Rom, hvor de ankom om Høsten. Her døde først Faderen, og de 2 ældste Brødre kort efter; Thord naaede kun Sicilien, hvor og han døde. „Det er et Sagn, siger Snorre, at Skofte var den første Nordmand, der seilede gjennem Nørvasund“.[11] Deres Følge vendte efterhaanden tilbage, og medbragte eventyrlige Underretninger om Sydlandene, hvilke senere bragte Kong Sigurd (Jorsalfareren) til med Norges Ungdom at drage den samme Vei paa Korstog.
5. Giske arvedes nu af Paal Skoftessøn, der, som anført, uden Tvivl har været meget yngre end sine Brødre, og maaske ei over Barnealderen, da disse med den gamle Fader droge til Rom. Morkinskinna tillægger ham en Hustru Ragnhild, der paa Grund af den Pragt, hun førte under et Ophold i Bergen, medens Kong Sigurd Jorsalfarer var her, vakte dennes Opmærksomhed. Hun seilede derfra paa et Langskib som en Lendermand, hvilket gav Anledning til en Vise af Islændingen Einar Skulasøn.[12] Efter nogle gamle Slægtregistre skulde han derimod været gift med en Sigrid Thorkelsdatter paa Fogl.[13] Som Paals Børn nævne Sagaerne kun Sønnen Nikolaus; men hine Slægtregistre tillægge ham desuden to Døtre, Sigrid, der skal have været gift med en Gudmund paa Stadeim i Nordfjord, og Ingeborg, ligesaa med Guttorm paa Rein, altsaa hendes Søskendebarn, hvilket efter den kanoniske Ret er umuligt.[14]
6. Nicolaus Paalssøn Kufung anføres udtrykkelig i Arnmødlingatallet i Fagrskinna Cap. 215 som Paal Skoftessøns Søn, og dette gaaer til Nød an, naar man, som anført, antager Paal født i sin Faders Alderdom, ei længe før han drog af Landet. Sønnen Nikolaus omtales først under Magnus Erlingssøns Kampe med Sverrer 1177–1184, og var da en af Kong Magnus’s mest agtede Lendermænd, ligesom det af en Ytring af Kong Sverrer sees, at Nikolaus var den eneste af Magnus Høvdinger, som blev denne tro i Ulykken. Da Magnus nemlig efter Slaget paa Ilevolden 1180 maatte flygte til Danmark, sendte hans Mænd hemmelig Breve til Kong Sverrer, hvori de søgte Forlig med ham, undtagen Nikolaus. Derfor sagde Sverrer, da han Paasken efter drog fra Bergen: „Nu har jeg alle Kong Magnus’s Lendermænds Troskab i min Pung, undtagen Nikolaus Kufungs“.[15] Giskeætten bevarede saaledes fremdeles sit Ry for Troskab mod den Herre, den engang havde valgt. Senere faldt Nikolaus’s Søn Paal Flida i Birkebenernes Hænder tilligemed sin Fosterfader, og befandt sig ombord paa Sverres Flaade, da denne i Saltøsund ved Hvaløerne overrumpledes af den fra Danmark hjemvendende overlegne Magnus. Under Sverres Flugt herfra lagde Heklungen Eiolf Haflasøn sit Skib til det, hvorpaa Drengen Paal var, og bandt et Toug deri. Derpaa sprang han ombord til Fienden, tog Paal i sine Arme, og løb saa ombord i sit eget Skib, som han huggede løst, og bragte Barnet tilbage til Faderen Nikolaus, der altsaa Vinteren 1180–1181 har opholdt sig i Danmark med Kong Magnus. Ogsaa i dennes sidste heldige Vaabendaad, da Svine-Peter overrumpledes i Bergen kort før Slaget i Sogn 1184, var Nikolaus med; han førte da et 20sædigt Skib Erkesuden, som Erkebispen (Eystein) havde skjænket ham; og derefter maa han have fulgt Kong Magnus ind i Sognefjorden og deeltaget i Slaget ved Fimreite, hvor Magnus og de fleste af Heklungernes Høvdinger faldt. Nikolaus Kufung maa være undkommen, da han først døde 1217[16]; men om hans senere Liv er intet optegnet. Ei heller kjendes hans Hustru, men som hans Børn nævner Arnmødlingetallet den ovennævnte Søn Paal Flida og en Datter Ragnhild.
7. Giskes følgende Eier Paal Nikulassøn Flida maa efter Sverres Saga Cap. 51 være født omtrent 1170. Han havde efter sin Fader arvet Fiendskab mod Sverrer og hans Æt, og man finder ham derfor strax efter Kong Inges Død 1217 nævnt som Skule Jarls Tilhænger, ligesom han og med denne svor Kong Haakon Troskab i Bergen, da denne blev givet Kongenavn af Gulethingsmændene, og første Gang enedes med sin Frænde Skule om Rigsstyrelsen.[17] Med sin Søn Peter var han nærværende i Bergen paa det store Rigsmøde 29 Juli 1223, da Riget formeligen blev Kong Haakon tildømt, og nævnes da først blandt Gulethingslagens Lendermænd. Ogsaa ved denne Leilighed antydes det, at han hørte til Skules Parti, og var blandt dem, der raadede denne til at staa paa sin formeente Ret til Riget.[18] Efter denne Tid forekommer han ikke, og er vel enten død kort efter, eller har holdt sig rolig hjemme i sin Alderdom, og overladt til Sønnen Deeltagelsen i de følgende Kampe. Hans Familieforholde forøvrigt ere ubekjendte.
8. Sønnen Peter Paalssøn i Giska fulgte ham som Ættens Hoved. Han nævnes allerede 1221 som Lendermand, da han paa Skule Jarls Bud drog med denne og Flere fra Throndhjem til Oplandene mod de forenede Ribbunger og Slitunger, og deeltog med Kongen og Jarlen i at forjage dem fra Viken. Ligesaa var han som Lendermand paa Rigsmødet i Bergen 1223, og var atter i 1225 paa Oplandene blandt Skules Høvdinger mod Ribbungerne.[19] Men senere, da Skules Ærgjerrighed bragte ham til at tragte efter Kronen, og hemmeligen at lægge Raad op mod sin Svigersøn Kong Haakon kom Peter i en ubehagelig Stilling. Hans Fædre og han selv havde hidtil været Birkebenernes Modstandere og han var selv Hertugens Ven. Men han havde nu svoret Kong Haakon Troskab og var dennes Lendermand. Vi finde ham derfor aldrig mere blandt Skules Tilhængere, men Antydninger om, at han af de gamle Birkebenere mistænktes for at være dennes hemmelige Ven. Da Skule om Sommeren 1239 aabenbart brød med Kongen ved ikke efter Aftale at oppebie denne i Bergen, som han forlod med sine Tilhængere ved Budskabet om Kongen Ankomst, blev Peter i Giska der tilbage, indtil han med flere nordenfjeldske Lendermænd fik Kongens Hjemlov. Han fik dog ei sidde længe hjemme; thi 6 Novbr. s. A. lod Skule sig give Kongenavn paa Ørething i Nidaros, og en af Kongens Hirdmænd ilede med denne store Tidende over Surendalen og Thingvold til Peter i Giske, og derfra til Kongen i Bergen.[20] Peter havde givet sine fleste Mænd Hjemlov, og laa kun med et 20sædigt Skib og en Skude i Borgund, da han fik vide, at 3 Varbelger-Skibe laa søndenfor ved Herøerne. Han seilede strax did, men da han kom til Havnen, lod han blæse i Ludren, hvorved Varbelgerne mærkede Uraad og flygtede. Somme sagde, at han gjorde dette, for at give Varbelgerne Nys om Faren, da han ei vilde stride mod Hertugens Mænd, og man var meget misnøiet med hans Adfærd, hvorfor han og for det første drog hjem igjen. Men Kongens Tillid maa han ikke derved have tabt. Vi finde ham strax efter hos denne i Bergen, hvor han tilligemed Aasolf af Rein fik Anførselen over 25 Skibe, som sendtes nordover mod Varbelgerne. Peter traf dem først i Borgund, hvor han fratog dem den indsamlede Leding, og iøvrigt gav dem Fred, til Kongen kom; men da han erfarede, at Skule havde stor Magt hos sig i Nidaros, vovede han sig ikke did, men drog tilbage til Kongen i Bergen. Ved Kyndelsmisse (2 Febr.) 1240 brød Kongen op fra Bergen og seilede nordover med sin hele Styrke, men ved Ankomsten til Nidaros var Hertugen allerede dragen over Fjeldet til Oplandene, og de tilbageblevne Varbelger flygtede eller underkastede sig. Ved Tidenden om at Knut Jarl og Arnbjørn Jonssøn vare slagne af Skule ved Laake, lod Kongen give sin Søn Haakon Unge Kongenavn, rustede en saa stor Flaade som muligt, og seilede i stor Hast sydover, for at komme Arnbjørn til Hjælp. Paa denne Færd fulgte Peter Paalssøn Kongen, og i Slaget i Oslo 21 April 1240, der afgjorde Borgerkrigen, fik han med Gunbjørn Bonde Befalingen over Birkebenernes venstre Fløi, som skulde lægge til ved Gyljande (Pipervigen?) og over Frysiebro (en Bro over Akers-Elven) møde Varbelgerne, om de kom frem der; men da de bleve slagne af Kongen selv midt i Byen omkring Halvardskirken, og toge Flugten opad Landet mod Martestokker (Galgebjerget), kom Peter og hans Mænd ei til at tage virksom Deel i Kampen. Skule fandt kort efter (24 Mai) Døden i Helgeseter Kloster ved Nidaros, og siden vovede Ingen at trodse Kongens Magt. – Ved Kroningen 29 Juli 1247 nævnes atter Peter Paalssøn blandt Rigets tilstedeværende Høvdinger, og paa Kongens Tog til Danmark 1252–1253 var han ligeledes med, og førte Langskibet Borgundbaaden. Han nævnes ved denne Leilighed først blandt Lendermændene,[21] og dette blev hans sidste Færd; thi Aaret derefter 1254 i Fasten døde han, uden Tvivl paa sin Fædrenegaard.[22] Hans Hustru synes den Gyrid Karlshovedsdatter i Giska at have været, som ikkun forekommer i de ovenfor nævnte gamle Slægttavler;[23] men herom haves ingen Vished, ligesaalidt som man veed, om han efterlod sig flere Børn end Sønnen
9. Nikolaus Peterssøn i Giska, den sidste af Giskeættens Mandsstamme. Han nævnes første Gang i Anledning af Toget til Danmark 1252, da han allerede var Lendermand, og fulgte med Faderen; derimod deeltog han ikke med Kong Haakon i dennes sidste Ledingsfærd til Skotland 1263, men efterlodes af denne i Bergen med Hr. Gaut af Mel, som den unge Kong Magnus’s Raadgivere.[24] Forøvrigt vide vi intet andet om Nikolaus, end at han byggede en nye Gaard paa Giske, og at de indtraf en Ildebrand der i hans sidste Levetid eller kort efter hans Død. Herom beretter den lille os levnede Stump af Kong Magnus’s Saga, at da Kongen med sin Moder Dronning Margareta paa Reisen fra Bergen til Nidaros ved Allehelgens Tid 1264 laa i Steinavaag paa Søndmøre, saa man en Ild brænde til Havs. Kongen, der formodede at Gaarden brændte paa Giske, sendte strax Folk til Hjælp, og det lykkedes Jon Tviskafen at bjerge den nye Bygning, Nikolaus havde opført, men den gamle brændte op. „Samme Høst, beretter Sagaen videre, døde Nikolaus i Giske, og udslukkedes med ham Giskemændenes Slægtrække, som vare komne fra Arne Arnmodssøn. Dog efterlod han sig en Datter Margareta, som ansaaes for det bedste Gifte i Landet saavel paa Grund af hendes Æt som hendes Rigdom og Skjønhed.“[25] Hun blev da og gift med en af de mægtigste Mænd i Riget, Hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø, og da Giske hermed gik over til en anden af vore berømteste Slægter, vil det være passende her at gaa noget tilbage, for at give nogle Oplysninger om Bjarkø-Ætten.
Øen Bjærkø (Bjarkey) ligger under 69° N. B. sydligst i det store aabne Sund, der fra Nord gaaer ind til Fastlandet mellem Senjen-Øen i Ø. samt Andøen og Hindøen i V., i Sands Sogn, Throndenes Præstegjeld i Senjen (Nordlandene). Den stilles ved et smalt Sund, Kværnsundet, fra den noget større Grytø eller Grytlandet i S. V., har Sandøen med Sognes Kirke i S. og er ved høit Land paa Nordvestsiden beskyttet mod det aabne Havs Indflydelse hvorved Øens sydlige flade Strækninger faae en for disse Egne smuk og fordelagtig Beliggenhed. Saalangt man kan trænge op i Tiden, finder man her et Høvdingesæde, hvis Beboere stode ved Siden af Giskemændene i Velstand og Magt. I Harald Haarfagers Tid boede en Karl i Bjarkø, hvis Søn Olaf Bekk paa Grund af Drabet paa Thorer Svarte som fredløs maatte forlade Norge, og drog til Island, hvor han blev en af Landnamsmændene.[26] Fra Karl i Bjarkø nedstammede uden Tvivl Thorer i Bjarkø, hvis Sønner vare den bekjendte Thorer Hund, Kong Olaf Haraldssøns mægtigste Modstander og Banemand i Slaget ved Stiklestad, og Sigurd Thoressøn i Aumd (paa Throndenes), gift med Erling Skjalgssøns Søster Sigrid, og Fader til Asbjørn Selsbane. Da Thorer Hund angerfuld drog til Jerusalem, for at udsone sin Brøde mod Kong Olaf, overlod han Bjarkø til sin Søn Sigurd Thoressøn, der blev gift med den af Vigastyrs Saga bekjendte Viga-Bardes Enke Aude Snorresdatter, og fra dette Ægtepar nedstamme Bjarkøingerne.[27] Deres Datter Ranveig blev gift med Jon Arnessøn, en Søn af den ovenfor under No. 1 nævnte Arnmødling Arne Arnessøn og Erling Skjalgssøns Datter Geirtrud, og Bjarkø kom saaledes til denne Gren af den mægtige Arnmødlingeæt, i hvis Besiddelse den siden gjennem Aarhundreder forblev. Deres Sønner vare Vidkunn Jonssøn i Bjarkø, Magnus Barfods berømte Lendermand, som fældede dennes Banemand i Slaget mod Irerne 1103, og døde efter 1138, Sigurd Hund, Erling og Datteren Jarthrud.[28] Vidkunn havde Sønnen Erling i Bjarkø, død ved 1180, hvis eneste Søn Vidkunn Erlingssøn (den Ældre) døde ugift 18 Aar gammel 1182, hvorefter Datteren Ragna, der var gift med Lagmanden paa Haalogaland Bjarne Mardarsøn, som var med paa Rigsmødet i Bergen 1223, arvede Bjarkø. Deres Søn var uden Tvivl den Erling i Bjarkø, der deeltog i Skotlandstoget 1263.[29] – Han havde to Sønner, der begge ere blevne mærkelige i vor Historie, Bjarne, (nedenfor No. 10), formodentlig opkaldt efter Farfaderen, og Vidkunn Erlingssøn (den Yngre), der døde som Ridder og Baron 1 Mai 1302, og 1292 ægtede Fru Gyrid Andresdatter, der hørte hjemme i Egnen om Stavanger og døde 25 Oktbr. 1323.[30] D havde Sønnen Hr. Erling Vidkunnssøn (nedenfor No. 12) og maaskee endnu en Søn Jon, som imidlertid efter Andre var Bjarnes og Vidkuns Broder, en iøvrigt ligegyldig Sag, da han neppe efterlod sig Afkom.
10. Margareta Nikulasdatter i Giska bragte saaledes sine Fædres Gods til sin Mand Bjarne Erlingssøn i Bjarkø, der under Magnus Lagabøter og dennes Sønner var en af Rigets mægtigste og meest anseede verdslige Høvdinger. Han er forresten neppe den Kongens Svend Bjarne, som i 1257 kom til Spanien med Budskab fra Kong Haakon strax efter Kristinas Bryllup med Don Filip,[31] thi han er nok først født henimod Midten af Aarhundredet, ellers vilde han blevet for gammel til endnu i 1312 at afgaa som Sendebud til Skotland. Derimod nævnes han allerede 1273 som Baron,[32] hvilken Værdighed han sandsynligviis, uagtet sin unge Alder, paa Grund af sin Æt og Rigdom har modtaget strax ved dens Indstiftelse, og i 1277 var han tilstede og besvor Kongens og Erkebiskoppens Overenskomst i Tønsberg angaaende Grændserne for den geistlige og verdslige Myndighed. Fra Kong Eriks Tronbestigelse 1280 bliver Bjarnes Indflydelse større, da han strax optræder som en af den unge Konges Formyndere. J 1281 sluttede han i Roxburgh i Skotland, som eneste verdslige Underhandler, i Forening med Biskop Peter af Orknø, Mester Bernhard og Minoriterbroderen Mauritius, Ægtepagten mellem Kong Alexanders af Skotland Datter Margareta og den unge Kong Erik; Bjarne besvor Pagten i sin Konges Navn og stillede sin Broder Vidkunn med flere andre Riddere som Gidsler for dens Opfyldelse fra norsk Side.[33] I 1284 bleve han og hans Broder Vidkunn af Kong Erik sendte til England, for at fornye det ældre mellem Kong Henrik III og Magnus Lagabøter sluttede Forbund mellem Norge og. England, hvilket og kom istand i Karnawan 13 Juli s. A. Da Kong Alexander af Skotland døde (Marts 1285), arvede hans Datterdatter, Kong Eriks Datter Margaretæ, Riget, og Herr Bjarne sendtes atter Vester over Havet, før at beskytte hendes Rettigheder saavel mod Kong Edvard af England som skotske Prætendenter, og forblev i Skotland Vinteren over 1285–1286[34], efterat han Sommeren forud havde været med Biskop Narve af Bergen i Sverige ved de indviklede Forhandlinger, som under Kong Magnus’s Mægling der pleiedes mellem Norge, Danmark og de tyske Søstæder, og først sendtes det følgende Aar.[35] Da den danske Konge Erik Glipping i 1286 blev myrdet af sit Riges Magnater og disse derfor gjordes fredløse, toge de sin Tilflugt til Kong Erik i Norge, hvor de fandt Beskyttelse, og Bjarne har medforseglet det derom i 1287 fra Tønsberg udstedte Kongebrev.[36]
Men paa samme Tid som han saaledes stadigen benyttedes ved Ordningen af Norges udenrigske Forholde, udøvede han en væsentlig Indflydelse paa den indre Styrelse. Kong Erik var et 12 Aars Barn ved Faderens Død, og heraf vilde Erkebiskoppen benytte sig til at hæve Geistlighedens Myndighed til den Høide, den under Magnus Erlingssøn virkelig havde eller udgaves før at have faaet. Men Kongens Formyndere Bjarne Erlingssøn og Andreas Plytt satte sig kraftigen herimod; det kom til aabenbart Brudd mellem den geistlige og verdslige Magt, hvilket har skaffet Kongen i en senere Tid Øgenavnet „Præstehader“. Erkebiskop. Jon lyste Bjarne og Andreas i Band, men Bandsættelsen agtedes ikke, og Andreas Plytt, som døde bandsat, blev desuagtet høitidelig begraven i Bergen. Formynderne havde styrket Kongedømmet, saa det turde trodse den geistlige Arms Magt, Baronerne stode alle paa Kongens Side, og Erkebiskoppen døde 1282 landflygtig i Skara. Erkestolen stod nu i 5 Aar ledig, medens begge Parter førte sin Sag for Paven, og da Jørund endelig i 1287 af Pave Honorius IV valgtes til Erkebiskop, maatte han som saadan aflægge Lens-Ed til Kongen som dennes Jarl, et djærvt Indgreb i Kirkens Ret, som Kongens Raadgivere foranledigede, men Eftermanden Kong Haakon i 1310 atter ophævede som stridende baade mod Kirkens og Rigets gamle Vedtægter.[37] Men den varige Følge af denne de verdslige Høvdingers heldige og mærkelige Optæden mod Geistligheden blev, at denne ikke i Norge fik tilrevet sig den omfattende og skadelige Indflydelse hvoraf den i Nabolandene var eller senere kom i Besiddelse. De samtidige danske Konger Erik Glipping og Erik Menved maatte til Kongedømmets store Skade opgive lignende Forsøg mod Prælaterne, fordi de ikke fandt Bistand hos de verdslige Stormænd. At dette derimod var Tilfældet i Norge, skyldes maaske især Hr. Bjarne Erlingssøns Myndighed og store Indflydelse paa sin Samtid. Vi have hermed i Grunden anført nok til Oplysning om Bjarnes politiske Virksomhed, da det her ikke er Stedet til at give fuldstændige Efterretninger derom. Det maa da være nok at tilføie, at han fremdeles under Eriks og Haakons Regjeringer ligetil sin sidste Levetid deeltog i Rigets vigtigste Ærender. I 1295 var han paa Hindsgavl i Fyen ved Stilstanden mellem Norge og Danmark, og i 1309, da den endelige Fred i Kjøbenhavn sluttedes, nævnes han som den første norske Forlover for Freden.[38] Ligesaa var han med, da Kong Haakon forandrede Rigsarvefølgen 1802, ved Forliget mellem Kong Birger og hans Brødre i Sverige 1305, og endelig ved det fornyede Forbund mellem Norge og Skotland i Inverness 1312. Dette var vel hans sidste Forretning i Rigets Ærende; thi 7 Juli 1313 døde han,[39] og er formodentlig efter sin sidste Vilje begraven i Nidaros Domkirke, „ved det yderste Alter i det sydvestre Hjørne i det nye Verk“ (den vestre Fløi).
Med sin Hustru Margareta, der døde nogle Aar før ham, havde han kun et eneste Barn, Sønnen Andres, som han imidlertid ogsaa overlevede.[40] Om eller med hvem denne Andres Bjarnessøn har været gift, vides ikke, men han efterlod sig en Datter Kristina, hvem Farfaderen testamenterede Giske, og under hvem vi nærmere skulde undersøge de forviklede og tvivlsomme Arve- og Slægtskabsforholde, som dette Tidspunkt frem byder. Lyset hertil maa tildeels hentes fra Bjarnes Testamente af 23 Januar 1308, som kun haves i nyere Afskrift-Oversættelser, men til Lykke i to af hinanden uafhængige, den ene tagen i Bergen af Absalon Pedersen ved Midten af 6de Aarhundrede; den anden senere i Danmark af den ukritiske Samler Peder Dyrskjøt. Hvor begge disse stemme, tør man dog antage Sandheden bevaret.
11. Kristin Andresdatter i Giska forekommer ikkun i Bjarnes Testamente. I dette indstifter han et Alter i Nidaros Domkirke til Sjælemesser for sig selv, sin kjæreste Ægtehustru Margareta og sin Søn Andres, og ved dette Alter skulde der daglig synges Messer for alle christne Sjæle, foruden særlig Messe paa hans Dødsdag med Lys, Ringning og 20 Fattiges Bespisning. Blandt de ellers deri nævnte Kirker mærkes her Bjarkø Kirke og Giske Kirke, som begge vare Familie-Kapeller ved Gaardene. Dronning Eufemia gav han sit forgyldte Bæger (spira), Kantsleren Hr. Thorer. Haakonssøn et St. Nicolai Billede af Guld, Fru Ingeborg Erlingsdatter en Del Jordegods, sin Broderkone Fru Gyrid (Andresdatter) et Guldbelte, „som den store Edvard Konge af England gav mig;“ sin Sønnedatter Kristina gav han hele Giske med al Tilliggelse og andet Jordegods.[41] Biskoppen i Bergen og Abbeden i Munkeliv indsættes til Executorer, Vidnerne vare de ovennævnte Thorer Haakonssøn, Fru Ingeborg, Fru Gyrid, Haakon Thoressøn, Erling Vidkunssøn (No. 12) og flere. At en Sønnedatter af Bjarne Erlingssøn var bestemt til at arve Giske efter ham, tør man vel altsaa antage for givet; Bjarkø, Fædrenegaarden, derimod omtales aldeles ikke i Testamentet; den tilhørte maaske allerede Brodersønnen Erling Vidkunssøn. Men om denne Kristina Andresdatter findes ellers ingen Oplysning. Det synes derfor rimeligst at antage, at hun er død ung, maaske ugift, og at Giske dermed er tilfaldet Bjarkøættens Hovedmand Erling ved Arv, da det sidste Skud af Giskeætten med Kristina var uddød.[42] Vist er det, at Giske kort efter Bjarnes Død er i Brodersønnens Besiddelse. Men da Hr. Capt. Munthe (i Samlinger til Norske Folks osv. Historie I. 150. 151) har opstillet en anden sindrig Arvegang, hvorved Erlings Ret til Giske bliver endmere utvivlsom, kræver vor dybe Agtelse for denne Lærdes Paalidelighed en nærmere Undersøgelse, om den end leder til, at han i dette Tilfælde har Uret. For Oversigtens Skyld hidsættes følgende efter det Ovenanførte sikkre Slægtled.
Hr. Munthe antager, at det er ved sit Ægteskab med Fru Elin Thorersdatter, at Erling Vidkunssøn har arvet Giske, og at denne Elin var en Datter af Hr. Bjarnes mangeaarige Ven, Kantsleren Hr. Thorer Haakonssøn i et andet Ægteskab, han efter sin første Hustru Fru Ingeborg Erlingsdatters Død, paa sine gamle Dage skulde have indgaaet med Bjarnes Sønnedatter Kristina. Paa denne Maade blev nemlig Elin ligefrem Giskes Arving efter sin Moder. Men herimod hæve sig stærke Tvivl. Hr. Thorers første Hustru levede ifølge det oftnævnte Testamente endnu 23 Januar 1308; hendes Dødsdag var 14 Januar;[43] altsaa kan hun ei være død før tidligst i 1309, og det formodede Giftermaal med Kristina i Giske maa derfor falde endnu sildigere. En Datter af dette Ægteskab, som Elin antages for at være, bliver da altfor ung til at være Moder for Drotseten Erlings Børn, hvoraf Sønnen Bjarne i 1337 allerede var voxen.[44] Ulykken er, at man hverken med Bestemthed veed, hvis Datter Thorers første Hustru Ingeborg var, eller om Erlings Hustru Elin Thoresdatter just netop var denne Thorers Datter. Var, som Munthe antager, og jeg ligeledes gjerne troer, Fru Ingeborg Erlingsdatter en Datter af Hr. Erling Alfssøn og saaledes en Søster af den berømte Alf Erlingssøn af Thornberg (og Munthe paaviser to Omstændigheder, som bestyrke dette), saa synes mig, at Sagen lettest klares ved at antage Fru Elin Thoresdatter for dette Ægtepars Barn, og den unge Kristina for død ugift; men skulde, som jo og er muligt, den titnævnte Ingeborg være en Søster af Hr. Bjarne og Hr. Vidkunn, hvorved paa den anden Side hendes og Mands Nærværelse ved Udstedelsen af Bjarnes Testamente i Forening med dennes vitterlige Slægtninger Fru Gyrid og Erling finder en nær Forklaring, saa kan atter Erling Vidkunssøns Hustru Elin ikke være deres Barn; thi hun blev da sin Mands Søskendebarn, og fra saa nært Slægtskab dispenserede Kirkeloven ikke. Spørgsmaalet lader sig neppe, før nye Kildeskrifter komme for Lyset, bringe til Sikkerhed, og vi maa derfor blive staaende ved, at Kristina Andresdatter arvede Giske efter Bjarne, saafremt hun overlevede ham,[45] at dennes Brodersøn efter hende (eller ham) kom i Besiddelse af Godset ved Arv, og at hans Hustru Elin ikke kan være Kristinas Datter, og saaledes ikke heller have bragt ham Giske.
12. Erling Vidkunssøn til Bjarkø og Giske var en Søn af den oftnævnte Baron og Ridder Vidkunn Erlingssøn og Fru Gyrid Andresdatter. Hvem denne Fru Gyrid var, veed jeg ikke. Hun hørte hjemme i Stavangers Stift, og hendes Slægt havde ligget i alvorligt Fiendskab med Bjarkømændene. For at bilægge dette kom Ægteskabet mellem hende og Vidkunn istand ved Pave Nikolaus IV.s Dispensation af 20 Aug. 1291, uagtet Vidkunn forhen havde havt kjødelig Omgang med en Kvinde, som var Gyrid beslægtet i 4de Led.[46] Denne Fru Gyrid maa ei forvexles med en anden samtidig rig Kvinde af dette Navn, Hustru Gyrid Andresdatter i Okavik, der allerede i 1303 gjorde sit Testamente og gav sig i Provent til Kannikerne i Nidaros,[47] medens Fru Gyrid efter sin Husbondes Død 1302 fremdeles styrede ei blot sin egen, men en Tidlang og sin Brodersøns Gregorius Andressøn „den Unges“ Godser, og derfor i 1309 efter Kongens Bud aflagde Regnskab for sin Svoger Hr. Bjarne og Flere.[48] Sønnen Erling er uden Tvivl født allerede 1292 eller kort derefter; thi 20 Marts 1314 var han myndig, og modtog da Erkebiskop Eilifs Kvittering for, at han havde rigtig afgivet til St. Olafs Kirke i Nidaros alt det Jordegods, som Hr Bjarne i Giske havde givet did i sit Testamente.[49] Man seer heraf, at Erling umiddelbart efter Farbroderen Bjarnes Død optræder raadende over hans Gods, uagtet han ikke var hans executor testamenti; var Thorer Haakonssøn, der endnu levede, kommen i Besiddelse af Giske efter Bjarne, maatte vel han, og ikke Erling, besørget Gaven til Domkirken. I 1316 var Erling allerede Ridder,[50] og, 1319 hævedes han ved Kong Haakons Død til Rigets høieste Værdighed som Drotsete under Magnus Erikssøns Mindreaarighed. Da Kongens Moder Hertuginde Ingeborg paadrog sig almindelig Misnøie, blev hun paa et Rigsmøde i Oslo 20 Febr. 1323 berøvet al Deel Rigsstyrelsen, og denne udelukkende overdraget til Hr. Erling som Rigsforstander en Værdighed, han synes at have beholdt ligetil Kongen i 1333 blev myndig. Hermed staaer en lidet oplyst Begivenhed i Forbindelse, hvori Erling tillige var indviklet. I dette Aar, fortæller Annalerne, forholdt Hr. Erling, Hafthorssønnerne (Kongens Fættere Jon og Sigurd) vi Ulf Saxessøn, Kongen Tønsberghus, men gave sig siden i Kongens Vold, som lod dem beholde Liv og Gods undtagen Ulf, der rømte af Landet.[51] Sammenhængen hermed kjendes ikke, men Følgen blev, at Erling ikke længere beholdt den forrige Indflydelse paa Rigsstyrelsen, men uden Tvivl holdt til paa Giske, for hvis Familiekapel han i 1345 erhvervede 100 Dages Aflad af Pave Clemens VI. I 1347 nævnes han som Sysselmand paa Søndmøre. Kun ved vigtigere Anledninger tager han atter Deel i det offentlige Liv. Hans Navn findes saaledes i Spidsen for den Ytring af Misnøie mod Kong Magnus’s Regjering og Foreningen med Sverige, som aabenbarede sig ved at den umyndige Søn Haakon i 1343 ved et Høvdingemøde paa Varberg 15 August toges til Konge i Norge under Faderens Formynderskab.[52] I 1347 var han 15 Juli i Lødese i Vestergøtland, hvor samtlige Rigets Biskopper og de øvrige Rigsraader forseglede Kong Magnus’s og Dronning Blankas norske Testamente.[53] Den sorte Død 1349 har maaske givet Anledning til, at Hr. Erling i Aaret 1350, altsaa henimod 60 Aar gammel, med to Svende drog til Rom, hvorfra han ved Paasken 1351 vendte tilbage i Følge med den der viede Erkebiskop Olaf.[54] Om det var paa denne Reise eller endnu senere, at Hr. Erling faldt i engelsk Fangenskab, hvoraf han af Erkebiskop Olaf blev udløst, vides ikke. Denne mærkelige Omstændighed i hans Liv kjendes kun af en Optegnelse i Aslak Bolts Jordebog, at han pantsatte Thjøttø og Telgarheim, to betydelige Eiendomme paa Haalogaland, til Erkebiskoppen „for det Guld og Sølv, som han udlagde for ham, da han var fangen i England“.[55] Erling døde i Aaret 1355.[56]
Med Hensyn til Erling Vidkunssøns Familieforholde, da var han gift med Fru Elin Thoresdatter, der maaske var en Datter af Hr. Thorer Haakonssøn og Alf Erlingssøns Søster Ingeborg. Deres Børn vare følgende: 1. Bjarne Erlingssøn. Han var allerede i 1337 en voxen Mand, til hvem Biskop Haakon af Bergen, der stod i nært Venneforhold til Erling og hans Huus, skriver om offentlige Ærinder, og fra hvem han udbeder sig Efterretninger fra Hoffet i Viken, hvorved Bjarne dengang opholdt sig og gjorde Tjeneste.[57] Sidst i 1338 synes Bjarne at have havt en alvorlig Sag for, der ængstede ham selv og Biskoppen, som faderligen formaner ham til at have Gud for Øie og den hæderlige Slægt, hvoraf han stammer, og beder ham idelig have i Minde det Vers, han længe har kunnet: Qvicquid agas, prudenter agas et respice finem.[58] Maaske staaer dette i Forbindelse med Bjarnes Giftermaal, der ifølge Annalerne foregik i 1339, men snarere har det Hensyn til den nye Splid mellem Kongen og Rigets Høvdinger, som ligeledes indtraf ved denne Tid. Kongen holdt Hof paa Bahuus om Sommeren 1339, og der holdtes Ridderspil ved hvilket Bjarne overvandt en tydsk Ridder i Dystridt. Søm Løn herfor skal Kongen havt givet ham Ædø (paa Nordmøre?) med alt Tilliggende saalænge de begge levede, samt en Frændkvinde af sig til Ægte.[59] Men om dette Ægteskab vides ellers intet. Han deeltog med Faderen i de ovennævnte vigtige Forhandlinger 1343 og 1347, men forekommer ikke efter Pesten, saa det nok er muligt at baade han og hans Hustru og mulige Børn ere døde i denne, og at den gamle Faders Pilegrimsfærd til Rom dermed staaer i Forbindelse.[60] – Den anden Søn Vidkunn (Uvienus), som Erling tillægges,[61] maa være død ung og før 1338; thi han nævnes ikke af Biskop Haakon, som dog aldrig undlader at hilse Fru Elin, unge Bjarne og Erlings Døtre. – 2. Ingeborg Erlingsdatter (nedenfor No. 13.) – 3. Gyrid Erlingsdatter var født før 1ste Jan. 1330, da Fehirderen i Bergen Svein Sigurdssøn skjænkede sin Frænde Hr. Erling 1⁄3 af den store Gaard Hval i Sogndal i Sogn m. v., og bestemte, at dennes Datter Gyrid skulde have Godset efter Erlings Død paa Grund af alt det Gode, Svein i sin Barndom havde nydt af Drotsetens Moder Fru Gyrid.[62] Hun blev ifølge pavelig Dispensation af 1347 gift med Eilif Eilifssøn (i Naustdal), en Søn og Sønnesøn af de fra Haakon Haakonssøns Tid og senere bekjendte Lendermænd Eilif i Naustdal, Fader og Søn. Denne yngre Eilif, der i 1343 endnu var Væbner, fik denne Giftetilladelse af Paven paa Kong Magnus’s Forbøn, uagtet Gyrid var ham beslægtet i 4de Led, fordi han ikke, siges der,[63] uden Dispensation kunde finde nogen jævnbyrdig Kvinde i Landet. Ifølge Annalerne druknede de begge i 1358; men efterlode sig idetmindste en Datter Fru Margaræta Eilifsdatter, der blev gift med Hr. Diderik Vistenaker, Ridder og Norges Riges Raad, og levede endnu i 1424.[64] – At Erling har havt flere Døtre end de to ovennævnte, sees saavel af hvad nedenfor ved Ingeborg oplyses, som af Bisp Haakons Hilsener til „Jomfru Ingeborg og alle hans andre Døtre“,[65] men jeg har ei kunnet finde nogen af de øvrige udtrykkelig nævnte ved Navn. Munthe har dog vist Ret i, at 4. Gerthrud Erlingsdatter, der blev gift med Kong Magnus’s Yndling Hr. Otte Svalessøn Rømer, har været hans Datter, ligesom han tillægger ham 5. en Datter Elin.[66] Til bedre Overblik hidsættes denne Stamtavle:
13. Ingeborg Erlingsdatter var Drotsetens ældste Datter,[67] og 24 Januar 1354 gav han hende, overensstemmende med sin Søns Bjarnes Ønske i hans yderste Time, hele Giske uskiftet. Han anmoder Kong Magnus og alle sine Landsmænd om at styrke hende Besiddelsen heraf; men vilde hans Svigersønner og Døtre slet ikke tilstede denne Gave, da skulde Ingeborg have Fjerdings og Tiendegave uskiftet af alt hans Gods.[68] Hun var, formodentlig allerede før Faderens Død, gift med Kongens Fætter Sigurd Hafthorssøn, og da man finder dette Ægtepar i Besiddelse af Giske med underliggende Gods, have Svogrene, Eilif Eilifssøn og Otte Rømer ikke modsat sig Erlings Bestemmelse desangaaende. Hr. Sigurd Hafthorssøn var Søn af Hr. Hafthor Jonssøn og Kong Haakon V.s Datter Agnes, og var tilligemed sin ældre Broder Jon Hafthorssøn uden Tvivl nogle Aar ældre end Kong Magnus Eirikssøn. Deres Fædrenegods laa især paa Oplandene og i Viken, og de mærkeligste Gaarde vare Borgagerde (Borregaard) med Sarpfossen i Borgesyssel og Sudrheim (Sørum) paa Romerike. Den første Gaard havde Hafthor faaet af sin Svigerfader Kong Haakon, en Gave, som de følgende Konger stadfæstede.[69] Deres Oprør mod Kongen i 1333 er ovenfor omtalt, ligesom det Bekjendte om Sigurds Livsomstændigheder allerede før er meddeelt af Munthe i Samlinger IV. 124–130. Et mærkeligt Vidnesbyrd om hans Uvenskab med Kongen er det, at han endnu i 1353, altsaa efter et 20aarigt offentligt Liv, hvori han havde deeltaget i de fleste vigtigere Begivenheder, ikkun var Væbner. Ridderværdigheden har han ventelig først faaet af Kong Haakon VI. ved dennes formelige Regjeringstiltrædelse i August 1355. Det var nok ogsaa først denne Konge, der betroede ham noget Embede; man finder ham i 1358 som Sysselmand over søndre Hedemarken, og i 1366–1370 som Kongens Høvedsmand i Bergen. Hans Dødsaar kjendes ikke (mærkeligt nok nævnes hverken han eller Broderen nogensinde i Annalerne), men begge Brødre levede endnu i 1386,[70] og have saaledes naaet en høi Alder. Om hans Hustru Fru Ingeborg findes forøvrigt intet optegnet Vi kjende ikke Skiftet mellem hende og hendes Søstre, uden forsaavidt Giske angaaer, men af det Følgende er det klart, at hun foruden Giske ogsaa maa have arvet Bjarkø i Senjen og maaske Slinde i Sogn. Fru Ingeborgs Børn med Sigurd Hafthorssøn vare: 1. Sønnen Haakon (nedenfor No. 14) og 2. Datteren Agnes Sigurdsdatter, der blev gift med Rigsraaden Hr. Jon Marteinssøn (Rømer), og bragte ham Sørum paa Romerike. Det er fremdeles uimodsigeligt at Sigurd Hafthorssøn har havt en Datter Cecilia, der blev gift med Ingeld i O (i Vangs Sogn, Hedemarken) og havde en Søn Gyrd, hvis Søn Jon Gyrdssøn levede 1448;[71] men da hverken Cecilia eller hendes Æt kom i mindste Betragtning, da Arv senere faldt efter hendes formentlige Broder Haakon, og da Beboerne af Gaarden O ikke nævnes som velbaarne Mænd eller have været af nogen Anseelse, er der al Grund til at antage, at denne Cecilia har været Hr. Sigurds uægte Datter, og altsaa Giskeætten uvedkommende. Desuden tillægges Sigurd en Søn Jon,[72] hvis Søn Timme Jonssøn ei heller krævede Arv efter Haakon Sigurdssøn. Men denne Jon Sigurdssøn nævnes neppe nogetsteds udtrykkelig som Hr. Sigurd Hafthorssøns Søn, og da han var Ridder og Rigsraad, er det mindre rimeligt, at han skulde været uægte. Han er derfor vistnok ikke en Søn af Sigurd Hafthorssøn, i al Fald ikke med Fru Ingeborg.[73]
Følgende Slægttavle oplyser Hafthorssønnernes Familieforholde.
14. Haakon Sigurdssøn, Hr. Sigurds og Fru Ingeborgs eneste Søn, havde allerede i Faderens levende Live ved 1388 ægtet Sigrid Erlendsdatter (den Ældre), en Datter af Fehirderen i Bergen Erlend Philippussøn til Losne i Sogn, og boede i de første Aar efter Brylluppet paa Slinde i Sogndal. De synes at have havt flere Børn, af hvilke den ældste Datter Ingeborg, født paa Slinde 1390, udtrykkelig nævnes,[74] men ingen af dem bleve voxne. Senere skrev han sig til Giske, hvor han levede uden at tage Deel i det offentlige Liv, eller, saavidt man kan finde, at have staaet i nøgen Embedsstilling, hvad enten han nu ei har skjøttet derom, eller ikke er bleven anseet skikket dertil. I 1405 pantsatte han alt sit Gods i Senjen og Tromsen til Erkebiskop Askell, som for Landskylden deraf overtog at betale hans Gjæld til Diderik Sæm,[75] og i samme Aar synes hans Hustru Sigrid, i Følge med en Islænding, Munken Arne Olafssøn, der dengang var Huskapellan paa Giske og siden blev Biskop i Skalholt, at have foretaget en Pilegrimsfærd til Aachen, hvor i dette Aar stor Aflad uddeeltes.[76] Svogeren Hr. Jon Marteinssøn (Rømer), som ligeledes dette Aar gjorde Valfart til Rom, har maaske fulgt hende. Haakon Sigurdssøn laa imidlertid i Proces med sit Sødskendebarn Fru Margareta Eilifsdatter (Slægttavlen ovenfor under No. 12), deels angaaende noget Gods i Thrøndenæs Fylke, som Fru Herdis Thorvaldsdatter havde eiet, og som altsaa var tilfaldet hans Fader 1363, da Hafthørssønnerne arvede hende,[77] men som Fru Margareta og hendes Mand Hr. Tideke Henrikssøn Vistenaker havde tilegnet sig, deels angaaende noget Gods, ligeledes i Nordlandene som Sigurd Hafthorssøn havde kjøbt af Arvingerne efter Fru Ingeborg Petersdatter paa Husstad, men hvoraf ligeledes Hr. Tideke var kommen i Besiddelse. Den første Sag førte Hr. Alf Haraldssøn, Haakons Søsters Svigersøn, for ham i 1401; den anden førte han selv, og vandt den i 1404.[78] Haakon døde allerede 1407, samme Aar som sin Svigerfader Erlend af Losne. „Han var, sige Annalerne, den velbaarneste Mand i Norge af alle Slægter, den uegennyttigste og dygtigste i mange Dele.“[79] Før sin Død skal han have testamenteret hele Giske til sin Hustru, men dermed løde de Odelsberettigede sig ikke nøie. Disse vare, da Haakons eneste Fuldsøster Agnes allerede var død tilligemed hendes Mand Hr. Jon Marteinssøn, som neppe kom hjem fra sin Pilegrimsfærd 1405,[80] disses Børn: 1. Katharina Jonsdatter, der først var gift med Hr. Alf Haraldssøn † 1412, og siden med Hr. Jens Hjerne; 2. Ingeborg Jonsdatter, der synes at være død ugift, og 3. Sønnen Sigurd Jonssøn (nedenf. No. 16). En anden Søn Magnus, der omtales i Faderens Testamente, maa være død førend denne Arvesag reistes. Af disse Børn synes alene Fru Katharina paa denne Tid at have været myndig og hendes Mand Rigsraaden Hr. Alf Haraldssøn (Bolt?)[81] anlagde som sin Frues og to Søskendes Ombudsmand Sag mod Hustru Sigrid for Gulethinget, hvor 19 August 1409 Dom faldt til de Odelsberettigedes Fordeel, da Hustru Sigrid erkjendte, at Agnes’s Børn vare rette Arvinger til Haakon Sigurdssøns Gods, som derfor tildømtes dem, foruden alt hvad de havde arvet efter deres Forældre, „saalænge til andet findes sandere“.[82] Imidlertid istandbragte Dronning Margareta 1410 i Oslo et Giftermaal mellem Hustru Sigrid Erlendsdatter og en velbyrdig Svend Magnus Magnussøn fra Sverige, som havde staaet i Dronningens Tjeneste. Margareta selv og mange Stormænd vare i dette Bryllup, og den ovennævnte Broder Arne, som maa ansees for denne Beretnings Hjemmelsmand, gik fremdeles i Magnus’s Tjeneste som hans Kapellan paa Giske.[83]
15. Sigrid Erlendsdatters anden Mand Magnus Magnussøn kom, medens Arvesagen stod paa, i midlertidig Besiddelse af Giske (1410–1426). Hans Herkomst er ubekjendt. Annalerne sige kun, at han var velbaaren, svensk af Slægt og Dronningens Svend, og de udtrykke sig, som om Forbindelsen ei ansaaes ganske passende for Enken, der vel har været betydelig ældre end sin Mand. Giftermaalet skyldes ganske vist Margaretas Politik at blande gamle og nye, rige og fattige Slægter fra de forskjellige Riger.[84] Hverken Sigrid eller Magnus vilde efterleve Lagmands-Dommen af 1409, hvorved Giske blev dem fradømt, og Hr. Alf Haraldssøns kort efter (1412) paafulgte Død har formodentlig hindret Odelssagens Fremme. Men selv da Odelsmanden til Giske Sigurd Jonssøn var bleven myndig, maa den være draget betydeligt i Langdrag, tildeels vel paa Grund af, at der var Tvivl om, enten den hørte under verdslig eller geistlig Ret. Sigurd Jonssøn gjorde Paastand paa hele Giske med dets Gods som sin rette Odel, hvilket vedkom de borgerlige Love; Sigrid og Magnus støttede sin Ret til Haakon Sigurdssøns Testamente, og Testamenters Bedømmelse hørte under Erkebiskoppens Jurisdiktion. Og hverken den ene eller den anden Dommer syntes at have Lyst til at skille Trætten. 3 Novbr. 1424 vare Sigurd og Magnus for Erkebiskop Askells Domstol for at faae Testamentet undersøgt. Sigurd erklærede det ulovligt og mistænkeligt; Forsøg paa Mægling mislykkedes, og Parterne bleve derunder end mere uenige. Da henviste Askell Sagen til Bergens Lagthing, hvor Arveladeren havde boet, hvor hans meste Gods laa, og Testamentet var gjort. Misfornøiet hermed forbød Sigurd Jonssøn samme Dag Magnus al Brug af Giske Gods, til Dom var fældet, hvortil denne svarede, at han ei vilde røre Sigurds Mødrenearv, nemlig Trediedelen deraf.[85] I næste Aar 1425 udeblev Magnus aldeles fra det tilstævnte Møde paa Gulething, hvor derfor Sigurd 23 Juni tildømtes Kost og Tæring. Nu begav denne sig til Giske, hvor han forgjeves lod Hustru Sigrid paastævne at indfinde sig, og derpaa 20 Juli s. A. formeligen satte sig i Besiddelse af Gaarden, med Tilbud at svare Magnus for Konge, Rigsraad og Lagmand. Atter 6 Juli 1426 i Bergen var Sagen for Retten, hvor begge mødte, og Sigurd krævede endelig Dom. Men efterat Retten forgjeves havde raadet dem til at lade Sagen afgjøre ved Voldgift, negtedes atter Dom, forinden Erkebiskoppens Kjendelse var falden, om hvordan Haakon Sigurdssøns Testamente skulde forstaaes.[86] Udfaldet kjendes ikke; men efter denne Tid omtales hverken Sigrid eller Magnus, men Sigurd findes i Besiddelse af Godset.
16. Sigurd Jonssøns Livsforholde ere allerede i de fleste Henseender opløste af Munthe i Saml. IV. 597–605, og en Gjentagelse vilde her blive før vidtløftig. Vi skulle indskrænke os til en Antydning af de vigtigste Begivenheder i hans offentlige og private Liv. Han nævnes første Gang som myndig Mand 1417, var 1434 Rigsraad og 1437 Ridder. Fra 1437 og maaske til 1445 var han Høvedsmand paa Akershus, 3 Septbr. 1439 blev han af Kong Erik valgt til Drotsete,[87] og efter Kong Christoffers Død 1448 overtog han Rigets Styrelse som Rigsforstander,[88] ligesom der dengang var et stort Parti, som endog vilde havt ham til Konge. Af ukjendte Grunde har han ikke selv virket herfor, men tvertom været blandt de første Nordmænd til at antage sig Christiern af Oldenborgs Sag, af hvem han derfor og strax ved Mødet i Marstrand Juni 1449 blev udnævnt til „fuldmægtig Høvedsmand over alt Norges Rige.“ Han var ikke tilstede ved Karl Knutssøns Hylding eller Kroning i Nidaros af Erkebiskop Aslak Novbr. 1449, men derimod ved Kong Christierns Kroning og Ophold der i Juli og August 1450 samt ved Overeenskomsten med Danmark i Bergen 29 Aug. s. A., da han nævnes som første verdslige Rigsraad. Efter denne Tid forekommer han ikke, og han er maaske død faa Aar derefter.[89] – Sigurd Jonssøn var gift med Philippa, en Datter af Grev Hans af Neugarten og Eberstein, en Pommeraner, der var kommen til Norden med Kong Erik, var dennes Yndling, og skal have ægtet Johan Bylovs Datter Armegaard, der siden fik Hr. Knut Bosson (Grip?) i Sverige.[90] Hr. Sigurd og Philippa havde kun et Barn,[91] Sønnen Hans Sigurdsøn, nedenfor No. 17.
Foruden sin Morbroder Haakon Sigurdssøns store Besiddelser og hvad han efter sine rige Forældre fik, arvede Sigurd Jonssøn endvidere sin Moders Søskendebarn Fru Margareta Eilifsdatter. I Saml. t. Norg. Hist I. 608–613, hvor Efterretninger om hende iøvrigt findes, er hun antaget for Eilif Thoraldssøn Hjernes Datter og Væbneren Eilif Jonssøn Hjernes Faster. Men dette er ikke rigtigt. Hun var, som Side 62 anført, en Datter af Eilif Eilifssøn i Naustdal og Fru Gyrid Erlingsdatter. Hendes Ægteskab med Rigsraaden Hr. Tideke (Diderik) Vistenaker, der maa være indgaaet før 1396,[92] blev barnløst. Han maa være død mellem 1416 og 1418, da hun 15 Mai endnu opholdt sig paa sin Hovedgaard Manvik paa Brunlanes, men 19 August d. A. var hun som Enke i Bergen, hvor hun gav Akrefjord og sit Gods paa Hetland til Munkeliv Kloster, mod at dette skulde føde hende standsmæssigt hendes øvrige Levetid, og holde hendes og Forældres Aartid 4 Gange aarlig efter hendes Død.[93] Imidlertid har hun atter 9 Septbr. 1420 været i Viken, da hun skjænkede sine Frænder velbaarne Jens Hjerne og Fru Katharina Jonsdatter Fjerdings- og Tiende-Gave i Land og Løsøre samt Manvik Gaard og alt sit Gods paa Vestfold, hvilket ogsaa skulde tilfalde deres Børn, hvis Sigurd Jonssøn dertil gav sit Samtykke, hvilket ogsaa i 1422 paafulgte. Imidlertid maa en Hr. Ivar Niklissøn have fremkommet med Arvefordring, eller man maa have frygtet derfor; thi 14 Aug. 1422 i Bergen udstedte Fru Margareta for Biskop Aslak Bolt m. fl. en Erklæring om sit Slægtskab til Sigurd Jonssøn, at nemlig hendes Møder Fru Gyrid og Sigurds Mormoder Fru Ingeborg vare Fuldsøstre, medens Hr. Ivar og hun vare Søskendebørn, sammødre men ikke samfædre, hvorfor Sigurd Jonssøn var hendes nærmeste levende Slægtning paa Jorderige.[94] Hun nævnes sidste Gang 1424 i Bergen,[95] og er uden Tvivl død kort efter i Munkeliv. Ved Arven efter hende maa Sigurd for en stor Deel atter have bragt ind under Giske-Ætten, hvad Fru Gyrid Erlingsdatter havde ført derfra som Arv efter Erling Vidkunssøn, men hvilke Eiendommene vare, kunne vi ikke for Tiden oplyse. Sigurd var vistnok den største Jordegodseier som endnu havde været i Norge.
17. Om Sønnen Hans Sigurdssøn, der som eneste Barn arvede det Hele, haves saare liden Kundskab. Den fornemme Titel „Junker“ (domicellus), som Samtiden tillægger ham, er vel snarere foranlediget af hans Moders grevelige Byrd, end af hans egen Nedstammen fra Kongeætten; thi ingen af hans Forfædre, end ikke Kongens Fættere Hafthorssønnerne, have baaret denne Titel, som i de Dage kun tillagdes Fyrstebørn. Han døde i sin bedste Ungdom, medens han var forlovet med en Datter af Aake Axelssøn Thott til Hjulberg, Ingeborg Thott, der siden blev gift først med Steen Bjelke og siden med Sveriges Rigsforstander Steen Sture den Ældre,[96] og hans Moder Philippa har uden al Tvivl overlevet ham. Hun har da sandsynligvis i Henhold til den ovennævnte mellem hende og Mand indgaaede Pagt, da hun ingen Børn havde at skifte med, beholdt de samlede Eiendomme indtil sin Død. Dette bestyrkes ved et Brev af 1463, hvorefter en Martin Jonssøn afstod sin Gaard Brynjolfs-Tomt i Bergen til Hr. Sigurds Enke Fru Philippa for sin Svigerfaders Gjæld til Sigurd Jonssøn.[97] Hun nævnes sidste Gang i 1472, da hun gav Hr. Alf Knutssøn sin Gaard Dræggen i Bergen,[98] og er formodentlig død 1476 eller senest 1477. Thi 6 Juli 1478 afsagde paa Oslo Bispegaard flere Rigsraader og Lagmænd en Dom, hvorefter Fru Philippas løse Gods og Penge tildømmes Kong Christiern paa Norges Krones Vegne, da dette Gods havde staaet Aar og Dag og længere, uden at rette Arvinger vare komne.[99] Af denne Dom er det klart, at Fru Philippa har overlevet sin Søn, som ellers vilde have arvet det Hele, og at hendes løse Gods, hvortil nu hendes Faders tydske Slægt var arveberettiget, ikke af denne inden lovlig Tid er indtalt og saaledes tilfaldet Kronen, men at Giske-Slægtens samtlige faste Gods maa, som og siden sees, allerede da være gaaet over til Sigurd Jonssøns Udarvinger. Modstaaende Stamtavle viser, at Hr. Sigurd Jonssøns tre Søsterdøttres Afkom vare de rette og nærmeste Arvinger til Hans Sigurdssøns Gods, hver med en Trediedeel. Men skjønt denne Arv som viist allerede maa være falden i Aaret 1477 eller før, er dog intet formeligt Skifte foregaaet førend i 1490. Grunden til denne lange Udsættelse kjendes ikke; men det store Gods, der var spredt over det hele Rige fra Finmarken til Viken, kunde vistnok foraarsage langvarige Undersøgelser om dets virkelige, Udarvingerne mindre bekjendte, Værd, Trætter med andre, som derpaa gjorde Fordring m. m., som man har anseet gavnligt at faae paa det Rene, førend det endelige Skifte foregik.
At Arvingerne længe før have været i midlertidig Besiddelse af Hans Sigurdssøns Gods, vil det Følgende vise. Selve Skiftet kom først istand 11 Sept. 1490, da Erkebiskop Gaute, Biskop Hans Teiste af Bergen, Provsten ved Apostelkirken Christiern Pederssøn, Nils Henrifssøn (Gyldenløve) Ridder, Diderik Pining Væbner og Erland Frak Lagmand i Bergen, paa Kongsgaarden sammesteds efter Kong Hans’s Befaling og efter samvittighedsfuldt fælles Overlæg skiftede Junker Hans Sigurdssøns Gods mellem 1. Hr. Alf Knutssøn Ridder og hans Søskende, 2. Hr. Otte Matssøn Ridder og hans Søskende, og 3. Arald Kane Væbner paa hans Hustru Fru Ingerds og hendes Søster Fru Sigrids Vegne. Efter flere Dages Ransagning om det vidtbeliggende Gods og dets Værd, skiftedes det i tre lige Dele, da alle tre vare jævne Arvinger efter Hans Sigurdssøn. Til den første Lod, som tilfaldt Hr. Alf Knutssøn og Søskende, henlagdes: Sørum med underliggende Gods paa Romerike og i Hallingdal, Skenem (formodentlig Skinheimren) Gaard i Oslo, Giske med alt underliggende Gods i Romsdal[100] og Søndmøre, Yrjen med Holmene, Kerlingvik, Stene, Leirvaag og Hundestad i Kvædfjord, Tredieparten af Landvorden (Afgift til Landdrotten af dem, der fiskede under hans Land) i Øyefjord, Gryflefjord og Thorskefjord, alt i Senjen, samt en betydelig Deel Gods paa Hetland. – Paa den anden Lod (Hr. Otte Matssøns) faldt: Hval i Sogn med alt Gods sammesteds, Akrefjord og Lid i Søndhordland, en Gaard ved Næset, alt Gods i Nordfjord, hele Sandøen i Finmarken, Berg i Senjen med Sandtorv og Grimsholm, Teistevik, nedre Gaard i Bjarks m. v., den anden Trediepart af Landvorden i de ovennævnte Fjorde samt forskjelligt Gods paa Hetland. – Den 3die Lod (Arald Kanes Hustru og hendes Søster) udgjorde: Dønnes paa Helgeland med alt underliggende Gods, halve Landvord i Vægen, alt Gods i Surendalen og andensteds i Ædøens Len, Midfjord i Senjen med Trælen og Hop, øvre Gaard i Bjarkø, Ballesvik, Grytøen, Slagestad, en Gaard i Aristafjord, og den 3die Trediepart af Landvorden, samt endelig en Deel Gods paa Hetland. Uskiftede bleve Boets Gaarde i Bergen.[101] – Hr. Alf Knutssøn har atter skiftet sin Lod med sine Søskende, saaledes at disse fik Erstatning i hans Fædrenegods i Sverige, medens han beholdt det norske Gods.
18. Alf Knutssøn var af en svensk Æt, som efter sit Vaaben har faaet Tilnavnet „af tre Roser“. Hans Slægt, forsaavidt den eiede Jordegods i Norge, sees af modstaaende to Tavler. Alf, der stadig synes at have opholdt sig i Norge, medens (den ældre?) Broder Jøns var bosat i Sverige, nævnes første Gang 11 Novbr. 1454, da han blev forlænet med Soløer, saaledes som Hr. Sigurd Jonssøn havde havt det, og i 1458 var han allerede Ridder.[102] Ved denne Tid har han og indgaaet Ægteskab med Fru Magnhild Oddsdatter, en Datter af Odd Botolfssøn paa Vos og Enke efter Hr. Benkt Harnikssøn,[103] der nogen Tid forud var bleven ihjelslagen i Gudbrandsdalen. Med hende fik han Fjerdeparten af Skodin Gods paa Hedemarken, samt hele Grefsheim sammesteds, og efterhaanden tillagde han sig ved Kjøb en Mængde store Eiendomme baade Norden- og Søndenfjelds. Efter sin Mormoder Fru Katarina Jonsdatter arvede han efter hendes Bestemmelse Manvik Gaard paa Brunlanes samt Bugaarden ved Sandefjord med underliggende betydelige Gods, hvilket ved Dom af 1482 blev ham tilkjendt.[104] Ligesaa arvede hans Frue efter sin Farbroders Haavard Botolfssøns Hustru Gertrud Jakobsdatter (Rømer) Finnen Gaard og Gods paa Vos. Denne Hustru Gertrud havde senere giftet sig med Magnus Hogenskild, og da Hr. Alf ikke var tilfreds med Maaden, hvorpaa disse børnløse Ægtefolk bestyrede Finnen, tilbød han hende 19 Sept. 1462 at holde hende med Kost, Klæder og sømmeligt Tjenerskab hendes Livstid, og tage hendes Gods i sit Værge, da det var hans Hustrues og Børns rette Odel, som nu længe havde ligget øde og derved var fordærvet. Hun svarede, at hun havde faaet Bud fra sin Bonde Magnus Hogenskild, og vilde reise til ham i Sverige; desuden agtede hun at give sig i Kloster. Hr. Alf bød sig da i Rette med hende for Rigsraadet, og forbeholdt sig Forkjøbsret, hvis dets Dom tillod hende at sælge Godset.[105] Formodentlig har hun ei villet føre Sag herom; thi 22 Sept. s. A. solgte hun Finnen med Ødegaarde til Hr. Alf, og lovede ei at sælge Resten af Godset til Andre end ham eller hans Frue.[106] Efter Gertruds Død reiste hendes Brodersønner Jakob og Otte Matssønner (Rømer), den ovenfor S. 73 nævnte Fru Gro Alfsdatters Børn, Sag mod Alf Knutssøn om hele Finnen Gods, men ved Rigsraadets Dom af 2 Okt. 1472 blev det efter Kong Haakons Retterbod og Kong Christierns Stadfæstelse deraf tildømt Alf og Fru Magnhild.[107] – I Besiddelse af Giske maa han være kommen allerede 1477; thi 29 Jan. d. A. udstedte Hr. Thord (Philipssøn) Bonde, Jøns Knutssøn, Ragnfrid og Katarina Knutsdøttre en Erklæring paa Brøden (ved Frederikshald), om at de havde afstaaet al deres Ret til Giske med underliggende Øer og Holmer til deres Broder Hr. Alf Knutssøn,[108] og da Hans Sigurdssøn og Fru Philippa dengang begge vare døde, var Slægten „af tre Roser“ ogsaa nærmest til at overtage Godsets Bestyrelse, indtil Skiftet, som anført, i 1490 holdtes. Naar man efterregner alt det Gods, han deels ved Arv deels ved Kjøb kom i Besiddelse af, har det neppe været stort mindre end Hans Sigurdssøns.
Om hans offentlige Virksomhed er kun lidet bekjendt. Han har ikke været nogen stadig Deeltager i Rigsraadets Forhandlinger. Derimod har han havt en meget alvorlig Strid med Hr. Sigurd Jonssøns Eftermand som Norges Riges Drotsete eller Hofmester, som det fra denne Tid kaldtes, den mægtige Holstener Hartvig Krumedike til Brunla, Høvedsmand paa Akershus, hvis Anledning og rette Sammenhæng desværre ikke kan udfindes. Ved det Møde, Kong Christiern I. i Januar 1458 havde med det norske Rigsraad i Skara, udstedte Krumedike 21 Jan. et mærkeligt Dokument om, at Kongen nu har bilagt al den Trætte og Tvedragt, som havde været imellem ham (Hartvig) og Læge og Lærde i Norge, undtagen den Beskyldning, Hr. Alf Knutssøn siger at have til ham, og da Kongen nu har overseet og naadigen eftergivet ham den Tiltale hans Naade i disse Sager havde til ham, saa oplader han til Kongen alle de Breve, han havde fra ham, baade Pante- og Forlænings-Breve, saavel paa Livstid som enkelte Aar, baade paa hans Hustrues og hans eget Navn, hendes Fædrenearv i Danmark undtagen. Ligesaa kvitterer han Kongen for al dennes Gjæld til ham.[109] Dette er tydeligt en Pengesone for begangne Misligheder ganske af samme Art som den, Kong Frederik III. 200 Aar senere aftvang Giskes daværende Eier, den en Tid i Norge saa almægtige Statholder Hannibal Sehested, og som det synes tildeels med samme Udfald, idet Krumedike dog idetmindste for en Deel maa have beholdt sine Forlæninger, da han endnu i mange Aar havde det største af dem, Akershus i Værge. – Sagen mellem ham og Alf Knutssøn stræbte man at forlige. Provsten Ivar Vikingssøn, Hr. Bo Fleming o. Fl. havde dem for sig i Oslo i Fasten 1461 ifølge kongelig Befaling, og Krumedike tilbød saavel der som nogle Dage efter for Rigsraadet at ville opfylde Kongens Bud og gjøre Hr. Alf al den Ret, som han var ham pligtig men denne vilde ikke forliges.[110] Tvertimod slog han i dette eller det følgende Aar Hartvigs Foged paa Hedemarken Lasse Jenssøn ihjel,[111] hvis Efterladenskab Krumedike i 1464 udbetalte til hans Arvinger i Kjøbenhavn.[112] Hvad Enden blev paa Fiendskabet vides ikke. Det gik uden Tvivl i Arv til Sønnerne, og har Hr. Alf været den uforsønlige mod Hr. Hartvig, saa tog Hr. Henrik Krumedike en frygtelig Hævn derover ved Knut Alfssøns Mord. Hartvig og Alf deeltoge efter denne Tid ikke synderligt i Rigets offentlige Forhandlinger; den første var til sin Død 1476 Høvedsmand paa Akershus, den anden havde i nogen Tid ved 1484 Bergenhus Kongsgaard inde; ellers opholdt han sig for det Meste paa Grefsheim, stundom paa Finnen, sjelden paa Giske eller sine andre Gaarde. Paa Manvik finde vi ham aldrig; maaske har han skyet Naboskabet med Krumedike paa Brunla. – Han sees at være død mellem 3 Nov. 1495 og 13 Juli 1496, og Fru Magnhild henlevede sine sidste Aar i sin Fødeegn paa Finnen, hvor hun maa være død 1499. Deres os bekjendte Børn vare: 1. Knut Alfssøn (nedenfor No. 19). 2. Odd Alfssøn, Ridder og efter Hr. Bo Fleming i nogle Aar Høvedsmand paa Akershus. Han døde barnløs og maaske ugift i Mai 1497, eller dog ikke længe derefter, arvedes af sine Søskende. 3. Jomfru Karine Alfsdatter til Grefsheim (nedenfor No. 21).
19. Knut Alfssøn. Det vilde langt overskride denne korte Afhandlings Grændser at forsøge paa en Skildring af denne mærkelige Mand, hvis Liv og Charakteer endnu for den største Deel ligger i Mørke. Vi kunne alene korteligen berøre de væsentligste bekjendte Træk af hans Liv. Han skrev sig til Giske, hvilket Gods altsaa er faldet paa hans Lod ved Skiftet efter Forældrene. Dette i Forening med hans Navn Knut viser, at han har været den ældste Søn; thi det var dengang meget almindeligt at opkalde den ældste Søn efter Farfaderen og den næstældste efter Morfaderen; her Knut efter Knut Jønssøn til Mørby, og Odd efter Odd Botolfssøn paa Finnen. Begge ere uden Tvivl fødte mellem 1460 og 1465, men til deres Liv, førend de optræde som Rigsraader og i Besiddelse af et af Rigets største Læn Akershus, kjendes intet. Hr. Knut var to Gange gift, først, efter 1478, med Gyrild (Geirhild?) Eriksdatter Gyllenstjerna, en Datterdatter af Kong Karl Knutssøn (Bonde), og med hende havde han idetmindste disse tre Børn: 1. Karl Knutssøn (nedenfor No. 20). 2. Erik Knutssøn, der var gift med Margareta Eriksdatter (Vasa) uden Børn, og blev henrettet af Christiern II. i det Stockholmske Blodbad 1520. 3. Bodil Knutsdatter, der i Ægteskab med Fader Nilssøn (Sparre) til Hjulstad blev Moder til Giskes sidste Eierinde af denne Æt, Fru Gyrild Fadersdatter (nedenfor No. 22).[113] Hr. Knuts første Hustru var død rum Tid før 1500, da han 29 Novbr. d. A. paa Kjølberg (paa Onsø?) udstedte et Gavebrev til Mariækirken i Oslo, hvori han skjænker dennes Kapitel alt sit Gods i Hallingdal for 3 aarlige Messer for hans Fader Alfs, hans Broder Odds og hans Hustru Fru Gyrvilds Sjæle.[114] Anden Gang ægtede han den efter 1491 afdøde norske Rigsraad Anders von Bergens Enke Fru Marta, Mette eller Merette Ivarsdatter af den danske Slægt Dyre, som siden 1504 blev gift med Sveriges Rigsforstander Svante Sture.[115] Dette Hr. Knuts Ægteskab har nok været barnløs, hvis ikke mod Formodning en Datter 4. Karen, som i Anetavler tillægges ham, er Fru Merettes Barn. I 1497, altsaa efter Faderens Død, da Knut Alfssøn først optræder, var han i Besiddelse af Kong Hans’s fulde Tillid. Da Kongen paa denne Tid havde vundet et stærkt Parti blandt den svenske Adel, og saaledes besluttede med væbnet Haand at bemægtige sig den svenske Krone, overdrog han til Henrik Krumedike Høvedsmand paa Bahus, Knut Alfssøn og Ebbe Munk, Høvedsmand paa Varberg, at beleire Elfsborg Slot.[116] Men Familiehadet mellem Knut Alfssøn og Krumedike har neppe været gunstigt for de fælles Foretagender mod Elfsborg, som først seenhøstes overgav sig, og nu fik Krumedike ikke blot hele Æren for Toget, og forlænedes med det erobrede Slot, men han fik ogsaa 8 Juli Aaret efter Livsbrev paa Numedals Læn fra den Tid, Knut Alfssøns Brev derpaa var udløbet, og senere flere af de øvrige mindre norske Læn, hvoriblandt Søløer,[117] som vist ogsaa forhen havde været Hr. Knuts. Den kongelige Ugunst, som dette røbede, grundede sig vistnok paa en mod Knuts Troskab opstaaet Mistanke, som senere Begivenheder retfærdiggjorde, men det er endnu uoplyst at Mistanken paa denne Tid har været beføiet, og er Knut Alfssøn hos sin Konge og Herre bleven falskelig beført af sin Arvefiende Krumedike, bliver hans senere Frafald fra Kongen en efter hine Tiders Anskuelse reen og klar Sag. Der er endog en Begivenhed, som synes at antyde hans Uskyldighed. Almuen fra hele Akershus og omliggende Læne havde i stor Masse og væbnede ifølge udsendt Budstikke samlet sig paa Akers Thing ved Oslo i Februar 1498. Hr. Knut indfandt sig her i Biskop Herlags, Erkepræstens, Lagmandens vog Oslos Borgermesters og Raadmænds Nærværelse, og spurgte dem „paa Kong Hans’s Vegne“, hvorfor de vare saaledes forsamlede, og om de havde Noget paa ham eller hans Tjenere at klage. Almuen svarede, at Bønderne af Nes (paa Romerike) og Odalen havde ved Budstikke stævnet dem hid, og at de intet havde at klage over Hr. Knut, hverken i de Læn, han før havde havt, eller de, han nu havde, hvorpaa de lovede ham at være Kong Hans lydige og betale deres lovlige Afgifter m. v.[118] Dette Forlig maa være brudt paa en eller anden Maade; thi 5 Dec. s. A. mødte Knut Alfssøn for 4 Lagmænd i Konghelle mod menige Almue af Akershus Læn, som havde ihjelslaaet hans Foged Lasse Skjold og derpaa gjort Opløb. Dommen, som lød paa Bøder for Drabet og Fredløshed og Formuestab for dem, som havde gjort Opløb mod Hr. Knut, blev paa Hr. Henrik Krumedikes og Mester Jens’s Begjæring formildet til 10 Marks Bod af hver Skyldig.[119] Aaret derefter (1499 i August) var Peder Griis, dog maaskee kun midlertidigt Høvedsmand paa Akershus, paa samme Tid som Kong Hans paalagde Hr. Knut Alfssøn med Biskop Herman af Hammer og nogle Lagmænd at dømme i en Pengesag mellem denne samme Peder Griis og Henrik Krumedike; men fra denne Befaling, som synes at være stilet imod sidstnævnte, hvis gamle Fiendskab mod Slægten „af tre Roser“ ikke kunde være Kongen ubekjendt, maa Knut have unddraget sig; thi han har ikke taget Deel i Dommen.[120] Mærkeligt er det fremdeles, at Krumedike har hævet og til Kongen indbetalt den Knut Alfssøn tildømte Bod for dennes Tjener Lasse Skjold.[121] At Kongens Mistanke mod Knut nu er vakt, sees af hans Breve fra denne Tid til Krumedike. „Forfare I, skriver han til denne 29 Sept., nogen Ærende af Hr. Knut Alfssøn, som anderledes lyde eller have sig, end som tilbørligt er, da giv os det tilkjende, og vær ude og forhør, hvad hans Bedrift er. Vi vide ei, om vi meget s til ham maa forlade.“ – „Vi bede eder kjærligen, skriver Kongen 23 Okt. s. A., at I lader forfare, hvad Hr. Knut Alfssøn har for Hænder, og om I kunde faa at vide, hvo det maa være, som gjør Almuen saa uvillig.“[122]
Saaledes stod Forholdet spændt, da Efterretningen om Kongens og Holstenernes Nederlag mod Ditmarskerne i Februar 1500 satte Mod i Sturernes Parti i Sverige, til hvilket Knut nu aabenbart sluttede sig. Hele Aaret 1500 og det første Halvaar 1501 hengik med Underhandlinger; men da Kongen ikke vilde eller kunde afhjælpe Klagerne, opsagde Heming Gad, Sturerne, Knut Alfssøn o. Fl. ham Huldskab og Troskab paa et Møde i Vadstena (30 Juni ell. 20 Juli) 1501.[123] I en udførligere Fremstilling af deres Klagemaal mod Kongen, ligeledes fra Vadstena af 27 Septbr. anfører Knut Alfssøn, at han forgjeves havde klaget for Kongen og Rigsraadet over den Uret og Overvold, som ham og Nørges Indbyggere var skeet af Hr. Henrik Krumedike, Anders Nilssøn, Peder Griis o. fl., og daglig skeer af Kong Hans’s Embedsmænd, Rigets og Knuts hadske Fiender, mod hvem han paa sin lovlige Klage ei kunde faa Lov eller Ret.[124] Imidlertid havde Kongen allerede modtaget hans Opsigelsesbrev, og naturligviis strax frataget ham hans Læn og befalet sine Embedsmænd og Fogder i Norge at lægge alt Knuts Gods under Kronen og anvende Indtægterne deraf til Slottenes Fornødenheder.[125] Fremdeles forklarede han for det norske Rigsraad sine Forhold til Svenskerne, og opfordrede det til Troskab. Men da Raadet holdt sig stille og tillod Knut Alfssøn og hans Tilhængere at samle sig og øve Fiendtligheder mod Kongens Mænd, fik Høvedsmanden paa Tønsberghus Mathias Olssøn i Oktbr. efter kongelig Befaling Undsætning fra Krumedike, og skal have drevet Knuts Hær tilbage til Sverige. Imidlertid bragte Elfsborgs Høvedsmands Erik Gyllenstjernas Frafald i Januar 1502 Krumedike i Knibe, især da Knut Alfssøn og Nils Ravaldssøn den første fra Vestergøtland, og den anden uden Tvivl fra Borgesyssel, besatte Bahus-Læn og truede Bahus Slot.[126] Til Lykke for Krumedike fik imidlertid Hertug Christiern, der stod med en Hær i Skaane, Forstærkning, og han tilbagedrev nu i Juli Knut Alfssøn, som ved denne Tid tog Biskop Herman af Hammer til Fange, og samlede sin Styrke omkring Oslo og Akershus. Krumedike seilede derop med nogle Skibe, hans første Angreb blev vel afslaaet, men da han havde trukket Mathias Olssøn til sig med Forstærkning, begyndte han Slottets Beleiring til Lands vog Vands.[127] Den 18 Aug. indfandt Knut sig paa Henrik Krumedikes Skib efter Aftale og med givet Leide for at underhandle. Her kom Begges private Trætter paa Bane, det kom til Slagsmaal, og Knut blev dræbt og hans Lig kastet i Søen, en Omstændighed, der ikke tyder paa Vaades-Drab, som heller ikke Gjerningsmændene paastode. Besætningen paa Akershus overgav sig, og Hr. Knut Knutssøn til Morland (ovenf. S. 74) fik Befalingen her, medens Knut Alfsøns Enke Fru Merette samlede Folk for at hævne den Myrdede. I en Hast blev Akershus erobret tilbage, Konghelle besat og Krumedike indsluttet paa Bahus. Efter flere Omskiftninger blev Hertug Christiern om Sommeren 1503, uvist hvorledes, Herre over Opstanden.[128] Strax Henrik Krumedike efter Hr. Knuts Mord blev Mester over Oslo og Akershus, stævnede han Thing paa Torvet i Oslo 26 Aug. 1502, indfandt sig der med de Tjenere og Medfølgere, som vare tilstede, da Hr. Knut blev ihjelslagen, og lod de tilstedeværende Lagmænd forkynde Lovens Bud om de Mænd, der forraade Kongen. 36 tilkaldte Borgere i Oslo dømte da Hr. Knut for en Landsforræder, der som saadan havde forgjort sin Fred og sit Gods, Odelsgodset medregnet. Derpaa førte Krumedike (for at frigjøre sig som Ridder for den Nidingsdaad at have myrdet en Mand, der med frit Leide havde indfundet sig hos ham) Vidner om, at Knut havde brudt sit Leide ved at komme til Oslo med større Hær end de 100 Mand, Leidet skal have tilladt, ved under dette at fange Biskop Herman og en af Kongens Mænd Anders Amundssøn. Fremdeles paastodes, at det havde været Hr. Knuts Agt at afbrænde Oslo Nat til Fredag, som han om Thorsdagen blev ihjelslagen. Forfærdede over slig tiltænkt Ondskab mod deres By, og omringede af Krumedikes Tropper, dømte Borgerne naturligviis, at Knut selv havde brudt sit Leide, frikjendte hans Banemænd, dømte alt hans Gods under Kronen, og hans Lig til Kongens Miskundhed.[129] Denne sidste var dog ei større, end at Liget blev staaende over Jorden (d. e. ubegravet) i 12 Aar.[130] Derimod gav Kongen, formodentlig for ei at gjøre sig Knuts indflydelsesrige Arvinger altfor fiendske, paa det svenske Rigsraads Forbøn ved Forliget i Kjøbenhavn 1504 efter med Hensyn til Godset, idet han tillod Hr. Knut Alfssøns Børn at annamme deres fædrene og mødrene Gods igjen, hvor det laa i Norge.[131] I det mindste forpligtede han sig i 1504 hertil, og har vistnok for en væsentlig Deel opfyldt Løftet; men noget af Godset har han dog beholdt; thi Bjørøens Gods i Namdal, som Hr. Knut havde pantsat til Erkebiskop Gaute for 200 Mark, skjænkede han i 1505 til Nidaros Domkirke som forbrudt til Kronen, mod at faa godtgjort det Overskydende af Godsets virkelige Værd.[132]
20. Karl Knutssøn, Knuts ældste Søn, kom altsaa uagtet Dommen over Knut i Besiddelse af Giske, og udstedte som Væbner i Kjøbenhavn 29 Juli 1515 en høitidelig Erklæring om, at han paa Grund af den Gunst og de Velgjerninger Kong Christiern II havde viist ham, havde svoret ham Troskab som en ærlig Mand til sin Død, og af al Magt selv og ved sine Venner vilde hjælpe Kongen til Sveriges Rige. Fremdeles overdrog han paa egne, sin Broders og Slægts Vegne sin Tiltale mod Hr. Henrik Krumedike for sin Faders Død til Afgjørelse af Kongen, Mester Aage Bilde, Kongens Kantsler Nils Erikssøn, Hofmesteren Mogens Gjøe og Hr. Tyge Krabbe, og forpligtede sig og sin Slægt til at antage deres Voldgift.[133] Hvorledes Sagen med Krumedike afgjordes, er ikke bekjendt; men sit Løfte til Kongen holdt Karl Knutssøn „som en ærlig Mand til sin Dødsdag“, skjønt hans yngre Broder Erik og hans øvrige Slægt stod paa den modsatte Side. Kongen indsaa godt Vigtigheden af at vinde den i Norge og Sverige saa rige og anseede, og med de indflydelsesrigeste Mænd nøie forbundne Slægt „af tre Roser“ for sig, og hævede Karl Knutssøn hurtig til Værdigheder, som denne efter sin Alder og Erfaring ellers ikke kunde ventet. I Januar 1519 overdrog han „sin Fodermarsk“ Karl Knutssøn Befalingen over en Hær, som Krumedike paa Varberg fik Ordre at forstærke med sine Svende, og hvormed Karl gjorde et Indfald i de svenske Grændselande. Han drog frem med Mord og Brand efter Tidens Brug, og den svenske Befalingsmand der Erik Abrahamssøn (Lejonhufvud) gjengjældte Halland med samme Mynt. I April drog Karl med sin Hær mod (gamle) Elfsborg, fordrev Svenskerne derfra, og var i Mat sysselsat med dens Befæstning.[134] Senere sendte Kongen ham som øverstbefalende til Øland, Gotland og Finland, for at bevare disse i 1518 erobrede Provindser, hvilket ligeledes ved Søren Norbøs Hjælp lykkedes.[135] Endelig aabnedes 1520 Kong Christierns Hovedangreb paa Sverige, og Landhæren anførtes af Otte Krumpen og Karl Knutssøn. Efterat have slaaet Svenskerne paa Isen ved Bogesund 19 Januar, hvor Steen Sture blev dødelig saaret, og med stort Tab trængt frem gjennem Tiveden, aftvang de Rigsraadet Vaabenstilstand og senere 7 Marts en Fred i Upsala, hvorved Christiern erkjendtes som Sveriges Konge og almindelig Amnesti lovedes.[136] Men Steen Stures uforfærdede Enke Christina Gyllenstjerna nægtede, understøttet af hele den svenske Almue og i Besiddelse af Stockholms Slot, at tiltræde dette Forlig, og Fiendtlighederne vedbleve. Under de blodige og forbitrede Kampe, som nu leveredes ved Upsala og i Egnen om Stockholm, blev Karl Knutssøn truffen af en Kanonkugle fra Stockholms Slot.[137] Han oplevede saaledes ikke den Sorg at see sin Broder Eriks Hoved falde efter den Konges Bud, han selv saa trofast havde tjent.
Til hans private Liv kjendes saare lidet. I 1516 mageskiftede han nogle Gaarde i det Throndhjemske til Erkebiskop Erik Valkendorf mod 2 Gaarde paa Søndmøre i Nærheden af Giske, hvortil han da skrev sig,[138] og samme Aar lod han sig af 12 Mænd give en Erklæring om, at nogle Gaarde siden før Sigurd Jonssøns Tid og lige til Hr. Knut Alfssøn blev slagen upaatalt havde ligget under Giske.[139] Da han vistnok ikke var gift, og ialfald ikke efterlod Livsarvinger, var hans Søster Bodil (ovenf. S. 78 og hendes Afkom hans nærmeste Arvinger, men hans Faster Jomfru Karine Alfsdatter udløste dem med Gods i Sverige, og kom saaledes i lovlig Besiddelse af Giske.
21. Men foruden Jomfru Karine Alfsdatter til Grefsheim gjorde ogsaa Andre Fordring paa den rige Arv. Hendes Fætter, den berygtede svenske Rigshofmester Hr. Thure Jønssøn (jfr. Tabellen S. 74), der efter Steen Sture den Yngres Fald forgjeves søgte at opkaste sig til Rigsforstander, fordrede Arv efter Karl Knutssøn under Paaskud af, at hans Fader Jøns Knutssøn ei havde faaet Arv efter sin Moder Fru Agnes, erhvervede sig i Malmø Kong Frederiks Brev paa Giske, og anmodede 1526 i Henhold hertil Erkebiskop Olaf om at indtale Godset fra Fru Ingegerd og Hr. Vincents Lunge.[140] Man finder nemlig og Jomfru Karines Nærsøskendebarn Fru Ingegerd Ottesdatter (Rømer), gift med den i 1523 afdøde norske Rigshofmester Nils Henrikssøn (Gyldenløve) til Østeraad, en Tid i eget Navn i Besiddelse af Giske og dets Gods. Denne kraftfulde og ved sine mægtige Svigersønner Vincents Lunge og Nils Lykke indflydelsesrige og djærve Kvinde har fundet Tidsforholdene gunstige for en Erhvervelse, hvis Ulovlighed hun i det Mindste kunde besmykke med sit Slægtskab til Giskes ældre Eiere. Til Oplysning herom udfyldes den S. 73 aftrykte Slægttavle for Rømernes Vedkommende saaledes:
Fru Ingerd Ottesdatter (Rømer) har altsaa rum Tid før 1526 ved sin Svigersøn Lunge sat sig i Besiddelse af Giske, og i Aarene 1528–1533 findes hans Fogder og Tjenere der bosatte. Dette Ophold her paa denne Tid er tillige mærkeligt deraf, at det første paalidelige Spor af Reformationen paa Landet i Norge viser sig her. I Brev til Erkebiskop Olaf af 10 Januar 1529 beklager Provsten paa Søndmøre Nils Mogenssøn i Herrø sig blandt Mere over, „at Fru Ingerds Tjenere begynde nu at kvæde til Bords og fra paa Giske og andensteds her omkring, som Hr. Vincentius pleier at gjøre i Bergen imod gammel god Sædvane, og de aarsage (undskylde) sig dermed, at Viserne ere udsatte og gjorte efter deus miseratur og andre Psalmer. Og besynderlig den Olaf Skriver, som kom til Eders Naade af Oslo, Hans Jenssøns Broder, er en Principal derfor at kvæde og skæmme Præster efter Luthers Digt, som han og gjorde i Nils Tuesens Bryllup i Høst med mange forfængelige Ord“ o. s. v. Da Præsten i Borgund forbød Olaf Skriver Kirken (d. e. excommunicerede ham), sagde han, „at han vilde sidde oppe i et Træ paa Kirkegaarden og kvæde og synge saa fast som de“. Provstens paafølgende Bandsættelse ændsede han ligesaa lidet. En anden Foged paa Giske, Rasmus Skriver var efter Provstens Klage ikke bedre; han tiltog sig den Erkebiskoppen tilkommende Domsret og Bøderne for Løsagtigheds-Forseelser og Kirkerov, jog Provsten fra Thinget, hvor denne indfandt sig for at dømme i de geistlige Sager m. m.[141] Paa denne Maade var Reformationen, saaledes som den danske Adel stræbte at indføre den, i fuld Gang paa Søndmøre, og Erkebiskoppen ønskede derfor vist gjerne en passende Anledning til drive Doctor Vincentius’s Fogder fra Giske. Denne fik han, da den rette Eier Jomfru Karine, der fremdeles opholdt sig paa Grefsheim, ved Fuldmagt af 21 Marts 1530 overdrog Erkebiskoppen Forsvaret af alt hendes Fædrenegods Nordenfjelds, især Giske, som hendes Fader (Alf Knutssøn) altid havde nydt i Fred for sin Frænde Hr. Otte Matssøn. Hun beder ham at besætte og forsvare alt hendes Gods Nordenfjelds ligetil Lindesnæs, undtagen Mødrenearven paa Vos (Finnen) og andensteds, som hun selv ligesom hidtil vilde bestyre, og byder alle sine Landbønder at yde deres Rente til Erkebiskoppen alene.[142]
Medens saaledes Jomfru Karine stræbte at hævde sin Ret til Giske, optraadte første Gang den rette Arving Jomfru Gyrild (No. 22), som ved denne Tid omtrent er bleven myndig, med Fordring derpaa. Paa Oslo Raadstue mødte 16 Marts 1531 som hendes Ombudsmand Peder Svenske, med Pas fra Kong Gustaf for at søge hendes Gods i Norge. Men for de der forsamlede Rigsraader m. Fl. fremkom da velbyrdige Jakob Brokkenhus paa Hr. Thure Jønssøns Vegne med Indsigelser da denne havde Kong Frederiks Brev paa samme Gods, og fremdeles Svend Knutssøn og Peder Fynbo for Jomfru Karine. De sidste tilkjendegave, at Jomfru Gyrild i Sverige havde faaet sin fulde Lod i Arvegods der, medens Karine havde faaet det norske Gods, hvortil hun var Faster og Gyrild Søsterdatter. Paa Grund heraf afvistes begge de Andres Paastande, indtil det rette Skiftebrev blev fremlagt for det samlede Rigsraad; thi nu vidste man ei rettere, end at Hertug Christiern med Rigsraadet i Oslo havde efter Norges Lov og rette Arvetal tildømt Jomfru Karine dette Gods.[143] Da der paa denne Maade var liden Udsigt for Fru Ingerd Ottesdatter til at beholde det Gods, hun eller hendes Svigersønner havde sat sig i Besiddelse af, forsøgte de et andet Middel. Under Christiern II.s Ophold i Konghelle først i Aaret 1532 blev Hr. Thure Jønssøn, som havde frelst sin Hals fra Blodbadet 1520, og nu som fredløs i Sverige efter sit Oprør mod Gustaf I. havde søgt til Kong Christiern, en Morgen funden hovedløs paa Konghelles Gade, og Frederik I. lod hans Gods i Norge som forbrudt dømmes under Kronen. Nils Lykke ilede til Kjøbenhavn, klagede for Kongen over det store Tab, han ved sin Troskab mod den danske Sag havde lidt, medens Christiern II. var Herre i Landet, og fik til Vederlag derfor 1 Mai 1532 Kong Frederiks Gavebrev for sig og sine Arvinger paa Giske Gaard, som Jomfru Karine arvelig tilhørte, men Rigets aabenbare Fiende og fredløse Mand Thure Jønssøn havde indtaget, og Fru Ingerd ogsaa nogle Aar havt.[144] Men heller ikke dette hjalp. Paa Rigsmødet i Bod i Romsdal i Aug. 1533, hvor saa mange forviklede Forholde skulde ordnes, har Erkebispen benyttet sin Fuldmagt, og tvunget den der tilstedeværende Fru Ingerd til at afstaae Giske med dets Gods til Karine Alfsdatter.[145] Selv efter denne Erklæring har hun dog forhalet Godsets Afstaaelse, thi endnu 11 Januar 1535 beder Truid Ulfstand (nedenfor No. 22) Erkebiskop Olaf om at hjælpe Jomfru Karine og Truids Frue Gyrild til den Arv Nordenfjelds, som vældeligen bort er tagen fra dem. „Det, som Jfr. Karine har og opbærer, det er jeg, skriver han, saa vel tilfreds med, som jeg det selv opbaaret havde“.[146] Endelig 1 Aug. s. A. kom et Forlig istand i Hammer mellem V. Lunge paa Svigermoderens Vegne og Ifr. Karine, hvorved denne eftergav Fru Ingerd den hele oppebaarne Rente af Karines „rette Fædrenegods“ Nordenfjelds og paa Skatlandene (Hetland), som hun i Bod havde forpligtet sig til at udbetale, imod at Lunge indestod Karine for, at Godsets Aflevering nu ikke skulde møde flere Hindringer.[147] Det er dog usikkert, om selv dette Forlig er opfyldt af Fru Ingerd Ottesdatter, eller om Karine Alfsdatter før sin Død, der maa være indtruffet paa Grefsheim i Julen 1536,[148] har faaet fuld Raadighed over sit Gods Nordenfjelds.
22. Gyrvild Fadersdatter, som nu arvede Giske, var en Datter af Fader Nilssøn (Sparre, efter Vaabenet kaldet Gyldensparre) til Hjulstad i Sødermanland, og Hr. Knut Alfssøns Datter Bodil, og disses eneste Barn, der naaede Skjels Alder. Hun var tre Gange gift. 1) i 1532 (?) med Peter Nilssøn Grip til Foldenes, der druknede kort efter Brylluppet; 2) i 1534 med Hr. Truid Gregerssøn Ulfstand til Torup, medens han med Nils Lunge og Axel Juel opholdt sig som dansk Sendebud i Sverige; og efter hans Død 19 Novbr. 1545[149] 3) med den danske Rigsraad Hr. Lage Brade til Krogholm, før Juli 1547. Den rige Kvinde sad altsaa ei længe Enke. Efter sin tredie Mands Død 1567, da hun har været omtr. 50 Aar gammel, giftede hun sig ikke mere. Hun havde kun eet Barn, nemlig en Søn af andet Ægteskab Nils Ulfstand, men han døde ung 1548, og den barnløse Enke, som tilbragte sin Alderdom paa Byringe Kloster i Skaane, hvormed hun af Kongen paa Livstid var forlænet, og hvis hele Slægt i Norge var uddød, skjænkede ved Skjøde af 1 Marts 1582 alt sit norske Gods til Kong Frederik II. Det Nationalhad, Aarhundredets Krige havde vakt mellem den dansk-norske Stat og Sverige, har ventelig bevæget hende til aldeles at forbigaa sine Nærsøskendebørn i Sverige, Hr. Thure Jønssøns Børn og disses Afkom, uagtet hun selv var svensk født. Kongen skjænkede hende til Tak for denne store Gave sit og sin Dronnings Contrafei til en Amindelse og et Tegn paa sin Gunst og Bevaagenhed. Hun døde først 20 April 1605, henved 90 Aar gammel, og ligger tilligemed Hr. Truid og sin Søn Nils begraven i Lunds Domkirke.[150]
Ved Jomfru Karines Død optræder strax Hr. Truid Ulfstand paa sin Frues Vegne som Giskes Eier, og Fru Ingerd, der imidlertid paa en ynkelig Maade havde mistet sine to ældste Svigersønner Lunge og Lykke, har nu ikke længere kunnet søge Udflugter. 1 Mai 1537 tillod hun ham at tage til sig alle Gaarde, Gods og Rente, som hun sad inde med af Hr. Knut Alfssøns Gods, mod at han selv skulde indestaa for Andres Tiltale derpaa.[151] En saadan udeblev ei heller fra Hr. Thure Jønssøns Sønner Johan og Laurents Thuressønner,[152] som paastode Arv efter Knut Alfssøn, fordi dennes Fader skulde have forholdt deres Farfader Jøns hans Arv i Norge. De tilforordnede Dommere henviste i Halmstad 31 Aug. 1537 Sagen til Oslo, da begge Parter manglede de behørige Beviser. Hr. Truid søgte nu disse i Norge. 20 Dec. s. A. fik han et Thingsvidne paa Brunlanes, hvor Almuen vidnede, at de aldrig havde hørt, at Hr. Alf Knutssøn skulde have drevet sin Broder Hr. Jens ud af Riget, men at de altid havde levet som kjødelige Brødre burde; og to gamle Mænd, som havde tjent Hr. Alf og hans Sønner, svore, at Manvik Gaard og Gods aldrig havde været umaget af nogen Mand inden eller uden Lands, men været i Hr. Alfs, Hr. Knuts og Jomfru Karines uforstyrrede Eie. Som Følge af dette og flere lignende Vidnesbyrd, som han erhvervede dømte Kantsleren Morten Krabbe med Flere paa Oslo Raadstue 30 Januar 1538 Hr. Truid berettiget til alt det Gods, han med sin Hustru havde faaet, og frikjendte ham særligen for Thuressønnernes Tiltale, da deres Paastand om deres Farfaders Fordrivelse og en ulovlig Bemægtigelse af hans Gods af Truid var bleven fuldstændig modbevist, og Fru Gyrvilds Forfædre nu havde havt dette Gods ukæret i over 60 Aar. En Erklæring af 31 Jan. s. A. fra forskjellige Mænd paa Hedemarken om, at de havde seet og læst Skiftebrevet mellem Brødrene Alf og Jøns Knutssønner angaaende deres Arvegods i Norge og Sverige, og et Thingsvidne til Ulfstands Fordeel fra Søndmøre om Giskegodset fra Midfaste, ere følgelig komne for seent til at faa Indflydelse paa Dommen. Derimod mislykkedes Ulfstands Forsøg paa at tilegne sig Ædøens Gods paa Nordmøre fra Vincents Lunges Enke Fru Margareta Nilsdatter til Lungegaarden. Da hun nemlig beviste, at hendes Mand havde kjøbt dette Gods af Karine Alfsdatter, og fremlagde dennes Skjøde med Hr. Alf Knutssøns Kjøbebrev for, at han havde kjøbt det af Fru Katarina Hansdatter, som arvede det efter sin Datter Fru Kirstine, Hr. Thorgaut Bengtssøns Datter (?), blev Fru Margareta frifunden for Truid Ulfstands Tiltale ved Herredagsdom i Bergen af 1 Aug. 1539.[153] Endelig opgjordes 22 Sept. s. A. i Oslo alle Arvetrætter mellem Hr. Truid og Fru Ingerd Ottesdatter til Østeraad. Om Godset paa Hetland skulde de sende deres Bud derover, om Godset paa Helgeland, Lofoten, Vesteraalen og Kvædfjord skulde Beviser opsøges, og om noget andet omtvistet Gods gaa efter de stærkeste Beviser. Derimod skal Truid strax modtage en Gaard i Romsdal, som Hr. Alf havde kjøbt, samt (de ved Skiftet 1490 uskiftede) Gaarde i Bergen: Dræggen, Galgen, Ottesgaard, Gyltan og Dystingen; Fru Ingerd skulde afgive alle Breve angaaende Fru Gyrvilds Gods, og om Manvik og Bugaarden blev man ligeledes forligt.[154]
Da Lage Brahe var bleven gift med Fru Gyrild, begyndte atter Retsforhandlinger angaaende hendes vidløftige Jordegods, først i Oslo 11 Juli 1547 for Godset Søndenfjelds, hvorom han bød sig i Rette mod Enhver; siden i Bergen 30 Juli s. A. for det nordenfjeldske Gods. Ligesaa opstod der langvarig Trætte mellem ham og Truid Ulfstands Sønner af første Ægteskab med Ide Brock; men da den nærmest angik det Gods, som han og Fru Gyrvild under deres Ægteskab havde erhvervet, vedkommer den ikke Giske, og kan her forbigaaes.[155] Ved Pindsetid 1548 opholdt Lage Brahe sig personlig paa Giske, og kjøbte da Gaardene Miklebolstad og Søvde paa Søndmøre; i de første Dage af Juli var han i Oslo, hvor han tog de tilstedeværende Adelsmænds Vidnesbyrd om, at han i 8 Dage forgjeves havde ventet paa Lage Ulfstand, som efter deres Forlig for Kongen skulde møde ham her angaaende sin Faders Gods, og at han nu ei kunde vente længere, da han til Bartholomæi-Tid (24 Aug.) skulde følge Dronning Dorothea til Meissen. Endelig 19 Okt. 1551 faldt Kongens Dom i denne Sag, og 26 Juni 1552 i Oslo tildømtes Brahe to i Hammer og Oslos Domkirker af Fru Gyrvilds Forfædre stiftede Præbender som lovlig Eiendom tilligemed al hendes rette Odel, medens alt andet Kjøb- og Pantegods, som ei var Odel, skulde deles efter Loven. I Henhold hertil foregik Skiftet efter Truid Ulfstand 30 Juni s. A. mellem Lage Brahe og Fru Gyrvild paa den ene og Christiern Munk, Høvedsmand paa Hammer, og hans Medarvinger paa den anden Side.[156] Hermed endte nok Stridighederne om Fru Gyrvilds store norske Gods. I 1582 skjænkede hun det meste deraf til Kronen og forlænedes til et Slags Vederlag ved Byringe Kloster i Skaane for Livstid. Manvik, Eidsteen og hendes øvrige Gaarde paa Brunlanes gav hun ved to Skjøder af 1599 ligeledes til Kronen.[157] Siden var Giske med underliggende Gods paa Søndmøre og i Romsdalen, bestaaende af 126 Gaarde paa Søndmøre, 57 i Romsdalen og 13 i Nordlandene, en særskilt Forlæning, medens hendes søndenfjeldske Gods laa under Akershus Hovedlæn. Ved Skjøde af 19 Decbr. 1648 blev det overdraget Statholder Hannibal Sehested,[158] som dog i 1651 atter maatte afstaa dette Gods med al sin øvrige Eiendom i Norge til Kronen, som bortforpagtede, pantsatte og tilsidst solgte Godset. Endnu i 100 Aar var Giske en samlet Eiendom, der tilhørte Gabriel Marsellius 1657, Hans Hansen Smidt (Lillienskjold) og hans Børn 1661, Jonas Lillienskjold 1691, Christen Sæd, Christian Solgaard, og endelig Amtmand Hans Hagerup (Gyldenpalm), som i 1758 solgte Godset Gaard for Gaard paa Auktion. Hvorledes Hovedgaarden nu er udstykket, er oplyst i Begyndelsen af denne Afhandling, og der er for Tiden lidet eller intet tilbage af Giskes fordums Herlighed.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Jfr. P. A. Munchs genealogiske Afhandling om denne Æt efter Ættetallet i Fagrskinna i Annaler for Nord. Oldkyndighed 1846. S. 168–219.
- ↑ Munch anf. St. S. 169. Dette kan dog betvivles, da han i 997 maatte have været meget gammel, neppe under 60–70 Aar, og saaledes lidet skikket til Vinterorlog.
- ↑ Olafs Saga i Fornm. Sögur. IV. 239.
- ↑ Fagrskinna S. 146 nævner kun den første, Fornm. Sög. III. 17. IV. 317 ff. kun den anden.
- ↑ Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger. S. 48.
- ↑ Olafs Saga, samme Udg., S. 73 siger, at Arne faldt ved Stiklestad.
- ↑ Þáttr af Rauðulfi i Fornm. Sög. V. 336.
- ↑ Fornm. Sögur VII. 48.
- ↑ Denne Ragnhild tillægges i Morkinskinna (Fornm. Sög. VII. 357) en Søster Gyda, der intetsteds nævnes som Skoftes Datter, og derfor snarere maa være af hans formodede anden Hustrus andet Ægteskab. I ethvert Fald kan denne Gyda, der er samtidig med Gregorius Dagssøn, ei være en Datter af Skoftes første Hustru Gudrun.
- ↑ Dersom ikke Arnmødlingetallet (Fagrsk. p. 146) anførte Paal i Giska som Skoftes Søn, og han ellers udtrykkelig (Fornm. Sög. VII. 318) kaldtes saa, maatte man snarere antage ham for hans Sønnesøn. Paal nævnes ei ellers i Sagaerne blandt Skoftes Børn, omtales ei under Magnus’s Regjering, og maa derfor ganske vist da været et Barn, født i Faderens Alderdom; men selv om dette antages, bliver hans visse Søn Nikolaus (No. 6) mærkelig gammel, da han først døde 1217, d. e. over hundrede Aar efter Farfaderen Skofte. Det vilde derfor passe meget bedre, hvis man turde antage et Led udfaldet af Ættavlen, saa at enten Skofte Øgmundssøn har havt en Søn Skofte, hvis Søn Paal blev, eller Paal atter havt en Søn af samme Navn, der var Nikolaus Kufungs Fader.
- ↑ Det er saaledes ei urimeligt, at Giskemændene have givet Strædet dette Navn, hvilket bliver saameget rimeligere, naar man lægger Mærke til, at det eneste Sund i Norge af dette Navn, det trange Sund, som adskiller Nørvøen (Nörfi) paa Søndmøre fra Fastlandet, kun ligger 1⁄2 Miil fra Giske.
- ↑ Fornm. Sög. VII. 356–357.
- ↑ Samlinger til Norg. Hist. VI. 190.
- ↑ Disse efter Adversaria Huitfeldiana af P. A. Munch meddelte Slægtregistre ere, som han og anfører, ikke paalidelige.
- ↑ Sverres Saga cap. 50.
- ↑ Annales Islandici p. 92.
- ↑ Hakon Hakonss. Saga Cap. 21 og 24.
- ↑ Hakon Hakonss. Saga Cap. 86. Fornm. Sög. IX. 325.
- ↑ Sammest. Cap. 62 og 132.
- ↑ Sammest. Cap. 196, 200 og 206.
- ↑ Hakon Hakonss. Saga Cap. 277–279.
- ↑ Sammest. Cap. 281.
- ↑ Saml. t. Norske Folks Historie VI. 189.
- ↑ Hakon Hakonss. Saga Cap. 319.
- ↑ Fornm. Sögur. X. 158.
- ↑ Landnama III. 11.
- ↑ Saga af Víga-Styr ok Heiðarvígum. cap. 41.
- ↑ Heimskringla. Magn. Godes S. Cap. 12.
- ↑ Om disse Personer af Bjarkøætten, der iøvrigt ei vedkomme hvad vi her nærmest afhandle, findes nærmere Oplysning i Munchs ovennævnte Afhandling i Annal. f. Nord. Oldkynd. 1846. S. 201 ff.
- ↑ Diplom. Norveg. I. No. 79, Annal. Island. 182. 218. Script. Rer. Dan. V. 385.
- ↑ Fornm. Sögur. X. 89.
- ↑ Dipl. Norveg. I. No. 64.
- ↑ Suhm Danm. Hist. X. 827–831. Vidkunn kaldes overalt i i latinske Breve Uvienus.
- ↑ Dette sees af følgende literære Notits foran en af de smaa þættir bag Karl Magnus’s Saga (Cod. Arn. Mag. chart. No. 180 d. fol.) „Af fru Olif ok Landres. – „Fann þessa sögu herra Bjarni Erlingsson or Bjarkey ritaða ok sagda i ensku máli i Skotlandi, þá er hann sat þar um væirin eptir fráfall Alexandri konungs. – – Var fyrir því herra Bjarni vestr sendr at tryggva ok staðfesta ríkit undir jungfrúna. En at mönnum sé því liósari, ok megi þvi meiri, nytsemi af hafa ok skemtan; þá lét herra Bjarni setja hana or ensku máli i norrœnu.“
- ↑ Thorkelin. Diplomat. II. 104. Dipl. Svecan. II. 667
- ↑ Thorkel. Dipl. II. 110.
- ↑ Dipl. Norveg. I. No. 125. Suhms Danm. Hist. X. 909–910. Torfæi Hist. Norv. IV. 372.
- ↑ Suhm XI. 203. 613.
- ↑ Dagen er efter Nekrologiet i Script. R. D. V. 365, Aaret efter Annal. Island. 204. Hans Dødsaar er vel og sammesteds S. 206 henført til 1314, men da hans Dødsdag er 7 Juli, maa Aaret være 1313; thi i Marts 1314 var han allerede død og hans Sjælegaver udbetalte af hans Brodersøn og Arving Erling Vidkunssøn. Dipl. Norv. I. No. 141.
- ↑ Margareta var død rum Tid før 5 Nov. 1307, da Hr. Bjarne tilskiftede sig den Del af Gaarden Fatten i Bergen som Fru Margareta i Giske havde givet i sine sidste Dage til Mariæ Alter i Bergens Domkirke, for sin egen Gaard Bjarnegaard i Skostrædet med Badstue og Kaalgaard, (Barth. IV. 292). Andres’s Dødsdag var efter Script. V. 385 den 4de Juli. Aaret kjendes ikke.
- ↑ De øvrige i Testamentet nævnte Personers Navne og Slægtskabsforholde ere deels tvivlsomme dels aabenbar urigtige. En Jon, der fik Talgseter i Sogn m. m., kaldes i den ene Afskrift hans Broder, i den anden hans Brodersøn; Absalon Pedersøn nævner en Sigrid, hans Søsterdatter, som faaer Penge og Jordegods; Dyrskjøt derimod har en Øilegaard (!), „min Margretas Søsterdatter“, hvem dette gives, mod at hun gifter sig med hans Samtykke. Man veed ikke, om Hr. Bjarne havde nogen Søster, og det er afgjort, at Fru Margreta ingen Søskende havde.
- ↑ Efter Landslovens Forskrift i Arvebalkens 7de Kapitel 9de Arv (Norges gamle Love II. 83), at Mand tager Arv efter Brødrungs (Fætters) Barn.
- ↑ Den i Script. V. 385 nævnte Fru Ingeborg Erlingsdatter, hvis Dødsdag var 14 Januar, kan ei være Drotsetens Hr. Erlings Datter Ingeborg (nedenfor No. 13), da Nekrologiet tydelig ei er fortsat til hendes Død. Efter Annalerne døde Fru Ingeborg endog først 1315.
- ↑ Dette fremgaaer tydeligt af Biskop Haakons i Saml. V. trykte Breve til og om den unge Bjarne. Faa Aar derefter var han allerede Ridder.
- ↑ Man maa ei glemme, at denne Kristina kun kjendes af Testamentet, hvori, mærkeligt nok, hendes Moder slet ikke omtales. Her ere saaledes mange Forholde mulige. Hun kan have været Frillebarn, og hun kan være død før Farfaderen, i hvilket Tilfælde Bjarne har arvet hende efter Arvebalkens 1ste Arv, og da maatte det hele samlede Gods ved hans Død gaa til hans nærmeste levende Arving, Brodersønnen Erling.
- ↑ Dispensationen findes i Dipl. Norv. I. No. 79. Man kunde gjette, at hun var en Datter af Hr. Andres Nikolassøn, som var med i Sendefærdene til Spanien 1257 og Frankrige 1258, deeltog i Toget til Skotland og Øerne 1263 (Fornm. Sög. X. 90. 92. 120. ff. 140) og som endelig med Broder Mauritius i 1271 drog til det hellige Land, hvor han døde paa Jorsalahavet 1273 (Annal. Isl. 142, hvorefter Munchs Anførte i dette Tidsskrift I. 44 ff. kan rettes). Eller Gyrid kunde være en Sønnedatter af den bekjendte Gregorius Andressøn, der ved 1240 blev gift med Kong Haakon Haakonssøns Datter Cecilia, som siden ægtede Kong Harald af Man og omkom med ham. (Fornm. Sög. X. 2. 3. 27. 28. 30.) Gyrids Brodersøns Navn Gregorius Andressøn den Unge peger herpaa.
- ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 7 No. 8 og 20 No. 5.
- ↑ Diplom i danske Geheimearchiv.
- ↑ Dipl. Norveg. I. No. 141.
- ↑ Dipl. Norveg. I. No. 148.
- ↑ Annal. Island. 238. Han kom dog siden tilbage og i Embede.
- ↑ Orig. i danske Geheimearchiv, trykt i Saml. V. 575–579.
- ↑ Saml. anf. St. S. 587.
- ↑ Annal. Island. 282. Er nogen af Erlings Slægt død af Pesten, maa det være Bjarne (nedenf. S. 61) og den Søn Uvienus (Vidkun), som i Saml. I. 130 tillægges ham, og som ellers ikke forekommer. Er der ikke en Forvexling med Farfaderen, maa denne Vidkunn været meget yngre end sine Søskende, og neppe have naaet Myndigheds Alder.
- ↑ Aslaks Jordebog paa Perg. i Rigsarchivet (Münch. Saml. No. 4292) S. 132. Thjøttøs alene rentede aarlig 3 Tønder Smør, og tilhørte endnu paa Aslaks Tid Erkestolen. Den var altsaa ikke bleven indløst.
- ↑ Annal. Island. 288.
- ↑ Biskoppens Breve i Saml. t. Norg. Hist. V. 102 ff. 112
- ↑ Sammesteds S. 133–134. Man seer heraf, at Bjarne har læst Latin i sin Ungdom.
- ↑ Annal. Island. 250–252.
- ↑ Nogle Annaler berette udtrykkelig, at Bjarne døde af Pesten i Bergen 1349; men andre lade ham 1351 deeltage med Kong Magnus i det norske Tog mod Rusland. Ann. 278. 284. Saameget er vist, at han i Jan 1354 var død uden levende Afkom.<
- ↑ Saml. t. Norg. Hist. I. 130.
- ↑ Dipl. Norveg. i. No. 207. Denne Hr. Svein der døde 1332, var gift med Fru Herdis Thorvaldsdatter, Hafthorssønnernes Fasters Datter, efter hvem de arvede de store Godser paa Hetland, som siden var; i Giskeættens Besiddelse (Dipl. Norv. I. No. 501).
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 308.
- ↑ Annal. Island. 294. Dipl. Norv. I. No. 683.
- ↑ Saml. t. Norg. Hist. V. 118. 133.
- ↑ Sammesteds. IV. 554. 571. Hun har ventelig bragt sin Mand Stofrheim Gaard i Nordfjord. Dette Ægtepars Slægt vedkommer alene for en enkelt yngre Gren Giske. Vi ville derfor her kun bemærke, at deres Datter Sigrid blev gift med Hartvik eller Harnikt Bolt til Gemlestad i Nordfjord, og med ham blev Moder til Aslak Bolt, Erkebiskop i Nidaros.
- ↑ Dette sluttes deraf, at Biskop Haakon nævner alene hende ved Navn, naar han beder Døtrene hilsede.
- ↑ Brevet er udstedt paa Nes i Romsdal. Dipl. Arn. Magn. fasc. 11 No. 7. Ifølge Landsloven (Arvebalken Cap. 21) havde en Mand Ret til at bortgive en Fjerdepart (fjorðungs-gjof) af det løse og faste Gods, han selv havde erhvervet og en Tiendepart (tiundar-giof) af hvad han havde arvet, til hvem han vilde.
- ↑ Diplomer i Rigsarchivet.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 501. Munthe (i Saml. IV. 126) har anført flere Omstændigheder, der synes at godtgjøre, at Brødrene have levet endnu i 1391 og derefter; men dette kan dog neppe være muligt, hvis der iøvrigt skal blive nogen Mening i den Afstaaelse af sin Ret til Norges Krone, som Jon Hafthorssøns Søn Haakon Jonssøn i 1388 udstedte. Thi førend Faderens Død havde han dog ingen Ret.
- ↑ Diplom paa Bjølstad i Vaage. Saml. IV. 129.
- ↑ Saml. t. Norg. Hist. III. 548. IV. 128–130.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 448 sætter det og udenfor al Tvivl, at Hr. Sigurd i 1378 ikke havde andre anerkjendte Børn end Haakon og Agnes, og hans Frue Ingeborg var da, hvis hun endnu levede, mindst 50 Aar gammel. Men dette samme Brev vækker desuden grundet Formodning om, at hun allerede da var død.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 537. Det er ganske vist urigtigt og foraarsaget af en Misforstaaelse, naar det i Saml. t. Norg. Hist. IV. 598 berettes, at Haakon Sigurdssøn kun arvede 1⁄2 af Giske efter sin Fader; thi det Følgende vil vise, at hans Enke besad hele Gaarden, og den kunde hun ei være kommen i Besiddelse af gjennem andre end sin Mand Ligesaa er det urigtigt, naar Datteren Ingeborg sammesteds og I. 597 antages gift med Magnus Magnussøn (nedenfor No. 15).
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 603. 604.
- ↑ Saaledes forstaaer jeg den dunkle, uden Tvivl af Udgiverne i Oversættelsen misforstaaede, Beretning i Annal. Isl. 378 ved dette Aar: „Aflát mikit í Taknum af syndum sinum. .Broðer Arni Ólafsson var þar þá með hústrú Sígríði Erlendsdottur, ok var settur penitentiarius öllum norrœnum mönnum“. At Takn, der og nævnes som Valfartssted i Dipl. Norv. I. No. 489, er en norsk Fordreielse af det nedertydske to Aken, t’Akn, som forekommer i samtidige tydske Breve, kan vel ei være tvivlsomt. Hr. Conferentsraad Werlauff har oplyst mig om, at Vor Frue Kirke i Aachen var en af de meest besøgte Valfartssteder, hvor stundom mange tusinde Pilegrime paa een Gang vare samlede.
- ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 24 No. 1, stadfæstet i 1386. Dipl. Norv. I. No. 50.
- ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 25 No. 1 og 3.
- ↑ Annal. Island. 382.
- ↑ Det maa grunde sig paa en Misforstaaelse naar Agnes i Saml. IV. 599 angives at have levet endnu i 1424; thi at hun var død, da Arvesagen første Gang paadømtes i 1409, sees tydeligt af Dipl. Norv. I. No. 621. Om Hr. Jon Marteinssøn haves udførlig Underretning i Saml. III. 607 ff. og IV. 597 ff.
- ↑ Om hans Livsforholde jfr. Saml. IV. 535–538.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 621. Mærkeligt nok paaberaaber Sigrid sig denne Gang aldeles ikke sin Mands Testamente, som først senere kom for Dagen.
- ↑ Annal. Island. 384. Herved rettes hvad der i Saml. III. 597 er antaget, at Magnus var gift med Ingeborg Haakonsdatter.
- ↑ Lagerbring Svea Rikes Historia IV. 40. – Munthe (Saml. III. 597) antager ham for en Søn af den norske Rigsraad Magnus Stoltekarl, men dette gaaer vel efter det nu Oplyste ikke an. Derimod er han nok den Magnus Magnussøn, som i 1403 i nogen Tid var Høvedsmand paa Bergenhus. (Holbergs Bergens Beskr. 136).
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 699 og 700. Magnus har altsaa anseet sin Hustrues Mand berettiget til at bortgive sin Broderlod i Giske, og meent, at Agnes’ Arvinger blot kunde fordre hendes Søsterlod, 1⁄3 af Arven efter Sigurd Hafthorssøn. Ogsaa dette er Beviis for, at sidstnævnte kun kan have efterladt disse to Børn.
- ↑ Sammesteds No. 705, 706 og 713.
- ↑ Rigsraadet havde givet Kongen Valget mellem 3 Mand til dette Embede: Olaf Haakonssøn (Stumpe), Erland Endridssøn til Losne og Sigurd Jonssøn. Jahns Unions Hist. 516. Jfr. Saml. III. 478. Anm.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 806.
- ↑ Jfr. Munthe i Saml. IV. 605. Nye Danske Magaz. VI. 36.
- ↑ Saaledes beretter Anna Fikkesdatter Bylov i sin Slægtebog Chronicon genealogicum. Stockh. 1718. 4to. Lagerbring Svea R. Hist. IV. 277 ff. Ifølge J. C. Bergs Uddrag af Neopolitans (Nysteds) Slægtebog skulde Grev Hans været Kong Eriks Søstersøn, bleven gift med Henrik Grubendals Enke Eline Lunge, og med hende havt 4 Døttre, hvoraf to døde unge, en blev Nonne i Gavns i Danmark og den yngste Philippa blev gift med Sigurd Jonssøn. Men dette er neppe rigtigt. Grev Hans døde 1439, og nævnes oftere i Eriks Tid. (Hvitfeld S. 678. 756. 785. Lagerbring. IV. 77. 205). I Hübners geneal. Tabellen II. No. 487 over Greverne af Eberstein (i Schwaben) anføres ved 1430 en Johannes, Søn af Ludvig af Neugarten og Eberstein og Eufemia Henningsdatter af Putbus, som vel er den samme, som kom til Norden. Jfr. Saml. III. 478. Anm.
- ↑ Der haves vel et Vidnesbyrd (i danske Geh. Arch.) af 1482 om, at Hr. Sigurd og Fru Philippa i sin Tid havde bestemt, at hvis de skulle skifte med deres Børn, skulde dog den Længstlevende beholde det halve Bo; men de øvrige Børn maa være døde før Forældrene.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 553.
- ↑ Munkelivs Brevbog, udg. af Munch. S. 32–34.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 671. 677. 683. Hvem denne Hr. Ivar Niklissøn var, veed jeg ikke, men Slægtskabet synes at maatte opstilles saaledes:
- ↑ Munkelivs Brevbog 111–112.
- ↑ Saml. t. Norg. Hist. III. 615. Hofmans Efterretn. om danske Adelsm. I. 129 Tab. 2. Aake Axelssøn var i Bergen 1450. Saml. IV. 345.
- ↑ Saml. t. Norg. Hist. IV. 541.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 900.
- ↑ Dommen findes paa Perg. i det danske Geheimearchiv.
- ↑ Vestnes i Romsdalen med underliggende Gods blev i 164* Hovedgaard. Kraft Norg. Besk. V. 190.
- ↑ Skiftebrevet er trykt i Annal. f. Nord. Oldkynd. 1846. S. 92–95. Et Thingsvidne om Alfs Skifte med sine Søskende, vil senere omtales.
- ↑ Nye Danske Magaz. VI. 36. 37. Derimod er det vistnok en Unøiagtighed, naar han af Hvitfeld S. 830 opføres som Ridder og Rigsraad allerede i 1442.
- ↑ Saavel Aslak Bolts Jordebog som Dipl. Norv. I. No. 783 synes tydelig at skrive hans Navn saaledes og ikke Harviktssøn eller Hartvigssøn, som hidtil er antaget. Han var af den gamle Gyldenløve-Æt. jfr. Saml. III. 580.
- ↑ Hr. Alfs og Frues Jordegods-Kjøb er for vidtløftigt til her udførligere at omtales. Vi maa henvise til Dipl. Norv. I, og Saml. III. 599 ff., og tilføie kun et Par hidtil ukjendte Oplysninger.
- ↑ Orig. p. Papir i danske Geheimearchiv.
- ↑ Saml. III. 599.
- ↑ Dommen paa Perg. i danske Geheimearchiv.
- ↑ Sammesteds.
- ↑ Nye danske Magaz. VI. 36–37.
- ↑ Sammesteds. VI. 37–38.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 1048.
- ↑ Diplom i danske Geheimearchiv.
- ↑ At disse Børn ere af første Ægteskab sluttes baade af deres Navne, idet Karl er opkaldt efter Moderens Morfader Kong Karl, Erik efter Morfaderen, og Datteren Bodils Datter efter hendes Moder; deels af Sønnernes Alder. Det er derfor vistnok en Feil, naar man har gjort disse tre til Fru Merette Dyres Børn. Forøvrigt er det rimeligt, at Knut Alfsføn har havt en efter hans Fader opkaldt Søn, der maa være død ung. Behrmann i Christ. II. Hist. II. 12. opgiver urigtigen Fru Gyrilds Død til 1476; thi det er vist, at hun endnu 1478 ikke engang var bleven gift. (Budstikken. VI. 632).
- ↑ Orig. i danske Geheimearchiv.
- ↑ Efter dennes Død havde hun Uenighed med sin Stedsøn Steen Sture den Yngre, og begav sig til sit Fødeland Danmark, hvor hun i 1516 var Forstanderske for St. Agnetes Kloster i Roeskilde. (Behrmann Christ. II. Historie. II. 73, hvor og mere om hende findes). Svenske Historieskrivere skildre hende som en falsk Kvinde.
- ↑ Kongens Brev til disse 3 Herrer af 28 Aug. 1497 i Danske Magazin 3die Række II. 25–26 blandt den yngre Jahns Efterretninger om Henrik Krumedike.
- ↑ Danske Magazin 3die Række II. 6. Krumedikes Biograf Jahn antager det ikke usandsynligt at han har vidst at vække og nære Kongens Mistillid og Uvillie mod Knut Alfssøn. (S. 8).
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 993.
- ↑ Orig. p. perg. i danske Geheimearchiv.
- ↑ Danske Mag. anf. St. S. 31–33.
- ↑ Sammesteds S. 333.
- ↑ Sammesteds S. 33. 34.
- ↑ Hadorph Rimchrønikor II. 372. 375.
- ↑ Hadorph Rimchrønikor S. 381
- ↑ Brev til Krumedike af 9 Sept. 1501. D. Mag. 3die Række. II. 38.
- ↑ Sammesteds S. 9 ff. 39 ff. Dipl. Norv. I. No. 1046, hvoraf sees, at Nils Ravaldssøn (en Svoger af Nils Henrikssøn Gyldenløve til Østeraad) dengang havde Olafsborg i Nordre Viken inde.
- ↑ Sammesteds S. 49. Saml. t. Norg. Hist. IV. 101. 543. I Brev af 24 Juli (i Geh. Arch.) melder Knut Hr. Svante Sture, at Erik Erikssøn har overgivet Elfsborg, og derfor er ihjelslagen af den opbragte Almue, samt at Knut har havt en heldig Træfning med den unge Konge, som derefter har sat Ild paa Elfsborg i alle fire Hjørner. Krumedike havde forgjeves forsøgt sin Lykke mod Akershus; de skotske Tropper, som fulgte ham, bleve deels nedhuggede, deels rømte de tilsøes og droge hjem til Skotland. Hele Veien fra Bahus Slot til gamle Elfsborg var efter Træfningen med Kongen bedækket med ubegravede Fiender, som udbredte en fæl Stank. – Angaaende de her nævnte skotske Hjælpetropper (2000 Mand og to Orlogsskibe), som Kong Jakob i 1502 sendte sin Morbroder til Hjælp mod Sverige (og Norge), se Hvitfeld S. 1044 og Becker de rebus inter Joannem &c. et Jacobum reges actis S. 35, hvoraf man og seer, at Tropperne kom hurtigere hjem end Kongen af Skotland havde ventet. Prof. Munch har i en skotsk Registratur fundet, at der i Anledning af denne Hjælp blev paalagt en Skat i Skotland af 12000 Pund.
- ↑ Man skulde efter den Indflydelse han havde, antage Knut Alfssøn for at have været en kraftfuld og forstandig Mand. Det er derfor mærkeligt, at to af hinanden uafhængige Kilder, den skibyske Krønike og Hvitfeld, begge skildre ham som enfoldig. Noget lignende siger Svaning (Christiernus II. Side 33) om Nordmændene i det Hele. „Han var, siger den skibyske Krønike, den fornemste Ridder i Norge, men af et snarere enfoldigt end fordærvet Sind (simplici ingenio magis qvam perverso), hvis Troskyldighed nogle svenske Forrædere misbrugte til Oprøret“. Længere hen fortælles der, at Henrik Krumedike og Biskoppen af Roeskilde Johan Ibsen (Ravensberg) grusomt myrdede Hr. Knut, der intet Ondt frygtede, da han var buden ombord under et offentligt Leide, som selv den blodtørstigste Tyrk vilde have overholdt. (Script. Rer. Dan. II. 562).
- ↑ Dommen findes endnu i flere Original-Exemplarer, og i forskjellige dog i alt Væsentligt overeensstemmende Versioner. Den er trykt hos Hvitfeld 1042–1043, i Danske Mag. 3die R. II. 48–50. En tredie Original findes i Dipl. Arn. Mag. fasc. 97 No. 2. Det var og rimeligt, at Krumedike stræbte at udbrede denne sin Frifindelse.
- ↑ Hvitfeld S. 1043.
- ↑ Hvitfeld S. 1052. Hadorph. II. 394.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 995. 1015. 1019. I en Dom af 1538 i danske Geh. Arch. siges, at Agerøen med Sandøen og Kalvøen (paa Agder) var det eneste af Alf Knutssøns Gods, som ikke senere af Kronen var tilbagegivet, hvorfor det da tildømtes Truid Ulfstand paa hans Frues Vegne.
- ↑ Denne Erklæring er trykt i Behrmanns Christ. II. Hist. II. 77–78.
- ↑ Danske Magaz. 3die Række II. 157–160. 162–164. Behrmann I. 142. II. 94. Af Karls Breve paa sidstnævnte Sted synes det rimeligt, at det er hans Klage over sit Nærsøskendebarn Hr. Knut Knutssøn (Baad), der har givet Anledning til dennes Henrettelse, der urigtig er henført til Aaret 1517.
- ↑ Behrmann Christ II. Hist. I. 144.
- ↑ Forliget med Kongens Stadfæstelse hos Hadorph II. 437.
- ↑ Bombarda percussus. Script. R. Dan. II. 562.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 1049.
- ↑ Orig. i danske Geheimearchiv.
- ↑ Saml. t. Norg. Hist. I. 500.
- ↑ Provstens i flere Henseender indholdsrige og velskrevne Brev findes i den Münchenske Samling i Rigsarchivet No. 2847.
- ↑ Münchenske Samling i Rigsarchivet No. 2985. Under sit Ophold i Oslo 15 April 1532 anmodede Christiern II. ligeledes Erkebiskoppen om at hjælpe Jomfru Karine til det Gods i Nordlandene, som Fru Ingerd og hendes Svigersønner „med Magt og Vælde, uden Lov og Ret“ havde frataget hende. Sammest. No. 3130, trykt i Samlinger II. 225 ff.
- ↑ Dipl. vorv. I. No. 1079. Med Hertug Christiern menes her Frederik I.s Søn, senere Kong Christian III, der i 1529 var i Oslo, og da med de tilstedeværende norske og danske Rigsraader paadømte mange Sager. Om dette sit Ærinde til Norge for Hr. Thure udstedte Jakob Brokkenhus, Landsdommer i Fyen, 9 Aug. 1540 en Erklæring fra Odense, om at Jfr. Karine havde paa egne og hendes Broderdatter-Datters Vegne overdraget Godset til Hr. Thure Jønssøns Værgemaal. (Geh. Arch.)
- ↑ Extrakt af Cancelli-Registr. i Saml. VI. 43. Det maa betvivles, at Hr. Thure virkelig har havt Giske i Besiddelse, men dette har vel Lykke foregivet, for at Kongen kunde tillægge sig Raadighed derover.
- ↑ Fru Ingerds Brev fra Bod til Bønderne i Søndmøre og Romsdal af 5 Sept., hvori hun siger, at hun har solgt Giske til Jfr. Karine og byder dem herefter at yde hende Renten, findes i danske Geheimearchiv.
- ↑ Münch. Saml. i Rigsarchivet No. 3359.
- ↑ Sammesteds No. 3321.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 1087.
- ↑ Ifølge en Ytring i et Brev i Geh. Arch. er han død 8 Dage efter Matrtini, ifølge Tillægget til den Skibyske Krønike derimod før denne Festdag. „Obiit ante Martini valde misere, qvantumvis ditissimus auro fuit. Script. Rer. Dan. II. 601.
- ↑ Om Fru Gyrvild jfr. Budstikken VI. 637 ff. Strøm om Søndmøre II. 108. 164. Edvardsens Skjelskjørs Besk. 603.
- ↑ Fru Ingerds Brev fra Bergen i danske Geheimearchiv.
- ↑ Johan var i 1527 gift med den yngre Steen Stures Enke Kristina Gyllenstjerna, døde 1556, og er Stamfader for den i 1624 uddøde svenske grevelige Slægt til Bogesund og Haga samt for den nu ligeledes uddøde Familie Rosenhane.
- ↑ De her anførte Breve findes alle i danske Geheimearchiv.
- ↑ Orig. sammesteds, forseglet af Klaus Bilde, Morten Krabbe, Gaute Galle og Ingerds Svigersønner Peder Hansen og Erik Ugerup.
- ↑ Domme i danske Geheimearchiv. Ved Dom af 6 Dec. 1547 paa Kjøbenhavns Slot, tilpligtedes L. Brahe af Kongen og Danmarks Rigsraad inden 6 Uger at opfylde Kongens i Lund Novbr. 1546 afsagte Dom, at Lage Truidssøn Ulfstand og hans Brødre skulde meddeles rigtig Jordebog over alt Fru Gyrvilds Gods i Norge. Jfr. Dipl. Norv. I. No. 1105.
- ↑ Sammesteds. Saavel Dommen som Skiftet er udstedt af Iver Jensen til Fresje, Erik Urup, Bent Bilde, Lagmand Nils Lystrup, Erik Kil til Ullen, Olaf Calips og Nils Stub.
- ↑ Kraft, Norges Beskriv. 1ste Udg. II. 974. 975.
- ↑ Herom samt om Giskegodset i det Hele fra den Tid, det blev Kronens, findes fuldstændigere Oplysning i Budstikken VI. 641–656. Kraft Norg. Beskr. V. 123. 124 og fl. St.
