Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/Fortale
Ved at udarbeide dette Skrift har jeg søgt at afhjelpe et Savn, som for alle dem, der enten til Belærelse eller Underholdning beskjeftige sig med vort Fædrelands ældre Historie maa være mere eller mindre føleligt: Savnet af en fuldstændig Haandbog i vort Fædrelands ældre Geographie. Vistnok er dette Savn for en betydelig Deel afhjulpet ved de ypperlige af Capt. Munthe forfattede geographiske Noter til Aalls Oversættelse af Snorres og de følgende Kongesagaer, men deels omfatte disse Noter kun den Kreds af historiske Navne, som findes i nysanførte Sagarække, deels har den Omstændighed, at de kun lejlighedsviis ere anbragte som oplysende Anmerkninger, hindret den systematiske Ordning af Materien, hvorved endog enkelte ikke uvigtige Afsnit, som Elve- og Fjord-Systemet, Bjergstrækningerne o. s. v. ej have kunnet afhandles i deres Heelhed. Overflødigt kan derfor, som jeg antager, mit Skrift neppe kaldes, hvis det forøvrigt befindes svarende til Hensigten. Det ligger i Sagens Natur, at jeg ikke fortrinsviis har kunnet udarbeide det med Hensyn til dette eller hiint Oldskrift, men har søgt at underkaste Stoffet en saa jevn og ligelig Bearbeidelse som muligt, hvilket ej har kunnet skee uden ved at samle og meddele Alt, hvad der paa nogen Maade lod sig tilvejebringe, hvor Hjelpekilderne vare magre og mangelfulde, men paa den anden Side at holde tilraade og ej blive altfor vidtløftig, hvor Kilderne vare mange og righoldige. Først og fremst maatte det være af Vigtighed at give en klar og fuldstændig Fremstilling af de enkelte Inddelinger og Grundlagene for disse, dernæst at omtale de i de historiske Skrifter forekommende Stedsnavne, hvor det for ethvert var mest passende, uden at forbigaae noget, der kunde være af Interesse.
At jeg ikke har holdt mig alene til de Landskaber, der nu tilsammen udgjøre Norge, vil man finde rimeligt. De i det 17de Aarhundrede til Sverige afstaaede Grændse-Bygder udgjorde før den Tid ligesaa integrerende Dele af Norge, som ethvert af dets nuværende Amter eller Fogderier; der var altsaa ingen Grund til at udelade dem. Snarere kunde man maaske have udeladt Skatlandene i Vesterhavet, men da de alle i Oldtiden dog regnedes ind under det fælles Navn „Noregsveldi“, og egentlig først dette i sin Heelhed dannede „Kongeriget Norge“, har jeg dog foretrukket at omtale dem, dog saaledes, at Island og Grønland, der først sildigt kom under norsk Høihed, og dannede ligesom en Verden for sig selv, kun ganske løseligt, og i en hurtig Oversigt, ere omhandlede; de egne sig bedst til at beskrives i egne Skrifter, og et saadant have vi allerede, hvad Grønland angaar, i de af det kgl. nordiske Oldskriftselskab udgivne „Grønlands historiske Mindesmærker“, et Skrift, der med Hensyn til Lærdom og Fuldstændighed intet lader tilbage at ønske. Hvad jeg har underkastet en nøjagtigere og mere i det Enkelte gaaende Behandling, er saaledes det egentlige Norge, med de nu svenske Landskaber Jemteland, Herjedalen og Bohuuslen, og af Skatlandene Orknøerne, Hetland, Syderøerne og Færøerne.
Som egentlige Kildeskrifter eller originale Levninger fra Oldtiden, af hvilke de nødvendige Oplysninger i denne Materie erhverves, maa først og fremst de endnu opbevarede gejstlige Jordebøger (jarðaskrár) omtales. Af saadanne gaves der i ældre Tider en stor Mængde, thi hvert Bispedømme, hver gejstlig Stiftelse havde naturligviis nøjagtig Protokoll over sine Landejendomme, til Efterretning ved Indkrævning af Landskyld, Bortbygsling m. m.; ikke sjelden havde man endog flere slige Protokoller, optagne til forskjellige Tider. Saadanne Jordebøger ere ej alene oplysende, fordi de indeholde en Mængde ældre Stedsnavne, men ogsaa fordi de, ved at ordne disse Stedsnavne efter den under Affattelsestiden brugelige Inddeling, give bedre Underretninger om denne, end Sagaerne i Alm. kunne skaffe. Da Kirker og gejstlige Stiftelser overhoved vare meget rige, og deres Gods tillige meget spredt, saaledes at det oftere vare enkelte Parter af Gaarde, end hele Gaarde, som tilhørte dem, er den Masse af Navne, der forekomme i deslige Jordebøger, overmaade stor, og afgiver næsten allerede i og for sig tilstrækkelige Data til, ved Sammenligning med den nyere Matrikel og fuldstændige Karter, at drage de specielle Inddelings-Grændser i de Partier, som de omfatte. Hvis vi havde besiddet alle disse Jordebøger fuldstændigt, og tillige de kongelige Jordebøger eller Fortegnelser paa kongelige Ejendomme, som ifølge Hirdskraa Cap. 21 maa have existeret, saavelsom de Fortegnelser, de rige Jordegodsejere, f. Ex. Arnmødlingerne i Bjarkø og Gizke ogsaa upaatvivlelig maa have ladet optage, da vilde vi sikkert allerede i disse have et saa fuldstændigt Apparat af Materiale, at man intet videre behøvede. Men desværre ere nu alle de ikkegeistlige Fortegnelser tabte, og af de gejstlige ere ikkun faa tilbage. Disse ere:
a) Den saakaldte røde Bog for Oslo Bispedømme, affattet paa Biskop Øysteins Visitatsreiser mellem Aarene 1388 og 1401, og siden forsynet med Tilsætninger af senere Hænder. Denne er den vigtigste, mest omfattende og mest authentiske, vi besidde, thi den er affattet paa ethvert Sted selv, uden at være nogen blot Afskrift af ældre Jordebøger, hvilke den dog undertiden paaberaaber sig. Foruden Kirkernes Gods i Bispedømmet indeholder den ogsaa Bispestolens, Kannikernes og nogle Klostres Gods. Uheldigviis mangler den paa to Steder betydelige Stykker, nemlig paa det ene Sted (mellem fol. 52 og 53) de Blade, der indeholde 10 Kirker af Vestfolds og een af Oslo Provsti; paa det andet (mellem fol. 61 og 62) de Blade, der indeholde fem Kirker af Oslo Provstie. Bogen opbevares nu, uagtet dens Vigtighed for Norge, i den arnamagnæanske Samling i Kjøbenhavn, betegnet No 328 folio. Den blev nemlig i Begyndelsen af forrige Aarhundrede laant af Arne Magnussøn, og er ej siden bleven tilbageleveret. Hidtil har den ej været udgivet.
b) Det saakaldte Bergens Kalvskind, eller en i Aarene 1360—70 tagen Copi af ældre Fortegnelser over Kirkegodset i Bergens Stift, indrettet omtrent paa samme Maade som „den røde Bog“, men langt mindre paalidelig, da Afskriften viser sig at være noget unøjagtig. Derhos mangler den hist og her store Stykker. Ogsaa denne er kommen ind i den arnamagnæanske Samling, hvor den er betegnet No 329 folio. Men den er mere tilgængelig, end „den røde Bog“, fordi den i 1843 er udgiven ved det akademiske Collegiums Foranstaltning
c) Aslak Bolts Jordebog, eller Fortegnelse over det vidtløftige Bispe-Gods i Nidaros Bispedømme, affattet strax efter Erkebiskop Aslak Bolts Tiltrædelse 1428. Den indeholder fortrinlige geogr. Oplysninger for dette Bispedømme, det vil sige hele det nuværende Throndhjems Stift tilligemed Søndmøre og Nordlandene. Ogsaa denne Codex har desværre en Lacune, der falder i den Deel, som indeholder ydre Throndhjem og Nordmøre, og den er overhoved saa brøstfældig, at den trængte til, snarest mulig at udgives. Den opbevares i det norske Rigsarchiv.
d) Fortegnelse over de tunsbergske St. Stephans og St. Jørgens Hospitalers Gods, optagen 1445. Det er en lang Pergamentsrolle, der opbevares i det deichmannske Bibliothek i Christiania, og isærdeleshed giver Oplysninger med Hensyn til Vestfold.
e) Fortegnelser over St. Michaels eller Munkelifs Klosters Jordegods, den ene fra 1487, indtagen ved Enden af den i dette Aar foranstaltede Samling af Klostrets Adkomstbreve, en anden fra 1463, og en tredie noget sildigere; de opbevares alle i den arnamagn. Samling, Additamenta No 98, 99; men den første og den sidste er tilligemed Brevbogen udgiven 1845. De ere især oplysende for Bergens og Stavangers Stifter.
f) Fortegnelse over Kastelle Klosters Jordegods i Elvesyssel, optagen 1485; den opbevares i det svenske Rigsarchiv, men er aftrykt, skjønt med mange Fejl, i Holmbergs „Bohuslens beskrifning“ 3 B. S. 363—366.
g) Fortegnelser over Throndenes Kirkes Gaarde i Haalogaland omtrent fra 1400, paa Pergamentsstykker, der opbevares i den arnamagnæanske Samling.
Vi mangle saaledes Jordebøger for Hamars og Stavangers Stifter, saavelsom for alle de øvrige Klostre og geistlige Stiftelser; der findes vistnok senere Fortegnelser af dette Slags, men de ere os i nærværende Materie ej til Nytte, da de i Almindelighed ikke længer fremstille de gamle Navnformer, men derimod allerede fremstille Navnene lempede efter den danske Retskrivning. Disse Savn ere derfor saare følelige; imidlertid kunne de dog nogenlunde udfyldes ved den overordentlige Mængde af Diplomer eller Pergamentsbreve, som endnu ere tilbage fra Aarene mellem 1300 og 1500, og som isærdeleshed angaae Kjøb, Salg og Bytte af Jordejendomme. Disse Diplomer, hvoraf mindst henimod-6000 ere forhaanden, og hvis Masse aarligen forøges ved de hidtil ubekjendte, der opdages rundtom i Bygderne, give en Mængde Oplysninger, og ere fornemmelig til Nytte, hvor Jordebøgerne slippe. Af saadanne Diplomer har man endog en særskilt Samling for Munkelif Klosters Vedkommende, den ovennævnte Adkomstbrevbog, udgiven 1845. Der er neppe nogen Egn af Norge, fra hvilken Diplomer ikke findes, skjønt rigtignok Throndhjems og Tromsø Stifter, uvist hvorfor, hidtil have viist sig saare fattige i denne Henseende.
Disse authentiske Oplysninger, sammenholdte med den nye Matrikel og med de nøjagtigste Specialkarter over Fædrelandet, hvortil mine flereaarige Kart-Arbeider beredede mig Adgang, afgave saaledes mine vigtigste Materialier. Jeg gjorde mig det til en Regel, intet at anføre uden Hjemmel, og fornemmelig, ikke af nyere Navnformer at slutte tilbage til ældre, for hvilke ingen authentisk Hjemmel havdes, uden hvor Oldformen var aldeles utvivlsom, f. Ex. ved Ord somströnd, akr, þveit o. s. v. Det er en altfor rask Tilbageslutning af dette Slags, ikke tillige understøttet ved sikker grammatisk Indsigt i Oldformerne og Overgangs-Theorien, og en saagodtsom total Undladelse af at benytte de diplomatiske Kilder, som har gjort Schønings ellers saa fortjenstlige Arbeider i denne Materie, fornemmelig hans, Udgaven af Heimskringla ledsagende, Karter saa fejlagtige, at de næsten maa kaldes ubrugelige. Der vrimler her af Navne, som baade i og for sig ere urigtige, eller ikke svarende til de rette gamle Navnformer, og derhos grammatisk umulige. Saaledes f. Ex. kaldes det nuværende Hitterdal, der af Almuen udtales Heddal, paa Schønings Kart Hitardalr, efter Analogien af den islandske Bygd af dette Navn, medens det rette gamle Navn var Heitradalr; ved at forvexle grœnn (grøn) og grön (Gran) har han faaet Grenland op imod Mjøsen, o. s. v. — Det var først Capt. Munthe, der i sine oldgeographiske Notitser i „Samlinger til det Norske Folks og Sprogs Historie“, og fornemmelig i Anmærkningerne til Aalls Oversættelse af Heimskringla, anvendte den rette Methode, i det han lagde de authentiske diplomatariske Kilder til Grund, og han har derfor ogsaa leveret en Skat af værdifulde Oplysninger, uden hvilke mange Afsnit i nærværende Skrift, der nu med Lethed ere udarbeidede, kun med yderste Møje vilde have kunnet komme istand.
Af de nu anførte Kilders Beskaffenhed vil man lettelig kunne slutte, at min efter dem udarbeidede Fremstilling ogsaa væsentligst indskrænker sig til det Tidsrum, de omfatte, isærdeleshed det 12te, 13de og 14de Aarhundrede. Det er ogsaa dette Tidsrum, hvori Spørgsmaalet om geographiske Oplysninger paa Grund af de i de historiske Skrifter forekommende geographiske Navnes Hyppighed især opstaar. Men ogsaa til de tidligere Aarhundreder, forsaavidt Oplysninger om dem haves, er der taget Hensyn; og i det Hele taget maa man antage, at Hovedinddelingerne og de fornemste Stedsnavne da vare de samme. Imidlertid kan det ikke negtes, at enkelte ikke ubetydelige Uovereensstemmelser med, hvad der senere fandt Sted, i hine Tider aabenbare sig, fornemmelig i Inddelingen af det sydlige Norge, hvor, som paa sit Sted bemerket, Thelemarken og Grenland i den fjerneste Oldtid ej synes at have udgjort noget eget Fylke, medens Rogaland indbefattede den nu saakaldte vestfjeldske Deel af Thelemarken. Ligesaa synes enkelte Navne at have undergaaet en Forandring, hvis dette ikke ellers er at tilregne Afskriverne, f. Ex. naar den Gaard, der idetmindste i det 15de Aarhundrede hed Skerðingsstaðir, i Olaf Tryggvesøns Sagn for Aar 995 heder Skerðingssteðja; o. fl. Men disse Afvigelser maa dog i det Hele betragtes som faa og uvæsentlige, og en Beskrivelse, der fremstiller den mere indviklede og mangfoldigere Tingenes Orden under de senere Aarhundreder, bliver saaledes altid lige brugbar for de simplere Forhold i ældre Tider, medens omvendt en Beskrivelse, der gik ud fra disse, vilde blive mindre brugbar for hiin.
Hvad Inddelingen angaar, da kunde jeg have ønsket fuldstændigere Kilder, end de, som ere forhaanden. Dette gjelder især den vigtige Skibrede-Inddeling, med hvilken jeg, som man vil see, ingenlunde overalt er kommen paa det Rene, men har maattet hjelpe mig frem ved Conjecturer, hvilket jeg dog stedse, naar det er Tilfældet, ej har undladt at bemærke. Aarsagen, hvorfor Kilderne med Hensyn til denne Inddeling ere saa mangelfulde, er den, at man ikke paa alle Steder i Landet regnede efter den i de sædvanlige Retsforhandlinger. Dette skete nogenlunde hyppigt kun i Gulathingslagen, andensteds regnede man efter Bygdelag og Sogner. Heller ikke var Skibredernes Antal til alle Tider lige store, eller førte de altid samme Navne. I den ældre Gulathingslov Cap. 315, hvor der handles om, hvormange Skibe ethvert Fylke skal udrede, antyder det opgivne Skibe-Antal øjensynligt ogsaa Skibredernes Antal: derom vil man let overbevise sig ved at sammenligne dette Capitel med Kong Magnus Haakonssøns Testamente af 1 Febr. 1277 (Thorkelins Dipl. Arnamagn. II. p. 253 fgg.) hvor hvert enkelt Fylkes Skibrede-Antal nævnes; men dog findes der ogsaa betydelige Afvigelser, hvilket lettest vil sees ved følgende sammenlignende Oversigt:
| Efter Gul. L. | Efter Testamentet | |
| Haalogaland | 13 eller 14 Skibe | 13 Skibreder. |
| Naumdølafylke | 9 — | 9 — |
| Thrøndelagens 8 Fylker | 80 — | 59 — |
| Nordmørafylke | 20 — | 16 — |
| Raumsdølafylke | 10 — | 8 — |
| Sunnmørafylke | 16 — | 16 — |
| Firdafylke | 20 — | 15 — |
| Sygnafylke | 16 — | 16 — |
| Hørdafylke | 24 — | 32 — |
| Rygjafylke | 24 — | 32 — |
| Egdafylke | 16 — | — 15 — |
| Den øvrige Kyststrækning mellem | ||
| Rygjarbit og Gøtaelven | 60 — | 48 — |
Flere af disse Afvigelser kunne nu vel maaskee nogenlunde forklares derved, at ikke alle de Skibe, der ifølge Gulathingsloven skulle stilles, ere angivne til samme Størrelse, saaledes heder det, at Haalogaland har at stille 13 Tyvesesser og een Tredive-Sesse; Naumdølerne, Thrønderne, Nordmørerne og Raumsdølerne stille Tyvesesser; Sundmørerne, Firderne, Sygnerne, Hørderne, Rygerne og Egderne stille 25—Sesser (hálfþritug), Vikverjerne Tyvesesser. Men betydelige Afvigelser blive dog altid tilbage, og lignende Afvigelser vise sig derhos, naar man sammenligner den ældre Skibrede-Inddeling med den, som i de senere Aarhundreder var almindelig og først i vore Dage er ophævet. Alt dette viser, at Skibrede-Inddelingen har været svævende. Jeg har naturligviis holdt mig til den, der angives i Testamentet, fordi den maa antages at have været den, som gjaldt i den Periode, mit Skrift nærmest omfatter, dog har det ofte været vanskeligt, ogsaa at forlige denne med Diplomernes Angivelser. Uagtet saaledes Romsdalens 8 Aattinger fuldstændigt opregnes i Aslak Bolts Jordebog, hvilken Inddeling af mig er fulgt S. 90, findes dog Diplomer, der omtale en Fræns áttungr og en Framness áttungr, hvilke maaskee have været de samme som Stims áttungr og Sunds áttungr, men muligtviis ogsaa kunne have været forskjellige fra disse, saaledes at Fræes áttungr indbefattede Egnen om Frænfjorden, Framness áttungr Fastlandsdelen af Sands Aatting. I Firdafylke omtales undertiden Breiðefnis eller Breiðheims skipreiða, undertiden Hör skipreiða, der indbefattede baade Breiðefni (Breum) og Jólurstœr (Jølster). Ligeledes finder man undertiden baade en Gemlastaða, (rimeligviis d. s. s. Gloppa) en Uppstrjónar (Nedstryns) en Miðstrjónar og en Innstrjónar eller Niðstrjónar (Nedstryns) Skibrede. I Rygjafylki omtales undertiden en Yxnafjarðar skipreiða, der synes at betegne det samme som Hýsfjarðar skipreiða eller en enkelt Deel af denne, og paa Vestfold Arnadals skpr., der synes at have været det nuværende Stokke Prestegjeld.
En Inddeling, til hvis Fremstilling Kilderne neppe nogensinde ville forslaa, er ogsaa de indre Distrikters i Thinglag (þinghár); jeg har derfor maattet afholde mig fra at tage den i Betragtning; dette gjelder ogsaa den mærkelige, sikkert ældgamle Inddeling i liðar, der kun synes at have fundet Sted i Strækningen mellem Glommen og Gøta-Elven, eller hvad der udgjorde det gamle Álfheimar. En anden Inddeling, som det derimod maaskee endnu var muligt at fuldstændiggjøre, er de enkelte Hereders eller Thinglags Inddeling i Fjerdinger, fornemmelig paa Oplandene. Denne Inddeling er nemlig endnu brugelig, men man har hidtil desværre undladt at anføre den saavel paa Specialkarter, som i Matrikelen. Det eneste Kart, hvor jeg veed at have fundet en saadan Inddeling afstukken, er paa det Kart over Eker, der ledsager Strøms Beskrivelse over dette Prestegjeld.
Jeg har ved hvert Fylke anført et betydeligt Antal Gaardsnavne, ikke fordi de alle have nogen historisk Interesse, men deels for at man derefter, ved at sammenholde dem med nyere Specialkarter, paa egen Haand med desto større Sikkerhed kan drage Inddelingslinjerne, deels fordi man kun ved at lære en stor Masse af deslige Navne at kjende kan erhverve sig det rette Begreb om Maaden, paa hvilken Overgangen fra ældre til nyere Navnformer har fundet Sted, og abstrahere sig paalidelige Analogier i denne Henseende. Jeg har derfor ogsaa iagttaget, at anføre alle ældre Navne i den rene Oldform, grammatisk rigtigt, og efter den bestemte antagne Normal-Orthographi, uden at angive de mange Smaa-Afvigelser, som Originalskrifternes vaklende Skrivemaade frembyder, Afvigelser, der mere vedkomme Grammatiken, end et Skrift som nærværende, og som desuden aldrig kunne forvilde den, der først har lært den rette Form at kjende. Mærkeligt er det forresten, at der gives flere Navne, med hvis rette, ej blot grammatiske, men virkelig etymologiske Form man ikke engang i ældre Tider var paa det Rene, en Omstændighed, som deels vidner om flere af disse Navnes Ælde, deels om, at de Egenheder i Udtale, der nu betegne de enkelte Mundarter i Landet, ogsaa i den gamle Tid fandt Sted, uden da, som nu, at tages for mere, end de ere, blotte Udtale-Egenheder. Af Navne, med hvilke man saaledes ikke engang i ældre Tider var paa det Rene i etymologisk Henseende, kunne vi anføre Skiptvet, der findes skrevet baade Skipþveit og Skygþveit, og altsaa da, som nu, har været udtalt mere skjødesløst, som Skjetvet eller Skjøtvet; Udenes paa Raumarike skrives i den „røde Bog“ Údulgjanes, Údylgjanes, Údýjanes, Údynes; Udtalen har umiskjendelig været faa skjødesløs, at ylgj neppe hørtes uden som en Lyd af y eller i; Grandshered i Thelemarken skrives Grandássherað, Grandássherað, Grandsherað; Enningdalen skrives Annilladalr, Anniðadalr, Ønyndadalr, saaat det endog er umuligt at afgjøre, om den rette Form er Arnhildardalr, Önundardalr, Eynindardalr eller endnu noget andet. Ødefjeld i Thelemarken skrives Øyjafjall og Elgjarfjall; Kodal findes skrevet Kúadalr og Kvaðadalr; Skjeringrud i Thrøgstad skrives Skeiðrungaruð, Skerfungaruð og Skefrungaruð, og maa altsaa have været udtalt Skerungaruð, ligesom nu, med udeladt ð; Naper i Fyrisdal skrives et Diplom fra Midten af 14de Aarhundrede „Nabæ“, hvoraf det tydeligt sees, at den vestlandske Udtale af p som b imellem to Vocaler allerede da var brugelig; allerede i et Diplom af 1270 (Thorkelin II p. 58) finder man den vestlandske Udtale -ak for -akr, nemlig Viðarak; Navnet paa en Sø i Jemteland skrives allerede i Grændsedocumentet for 13de Aarhundrede (see Norges gl. Love II. S. 491) Kjœrsio eddr Kjolsjo, ɔ: en mellem Kjörsjór og Kjölsjór vaklende Form, hvilket viser at l allerede da har haft den nu bekjendte tykke, over mod r spillende Udtale. Mange slige Exempler kunde anføres, og deres Opdagelse og Studium er især at anbefale dem, der ønske at trænge tilbunds i vort ældre Sprogs Lydlære. Paa nogle faa Steder har jeg været uvis, hvorvidt jeg har truffet det Rette, men isaafald altid antydet denne Uvished. Her vil jeg kun tilføje, at jeg, efterat Texten var trykt, har faaet etslags Tvivl om Rigtigheden af Skrivemaaden Rábyggjalög, thi vel udtales Navnet nu stedse med aa, men i Diplomer staar altid o, og muligt kunde det dog være, at Robú, Robúsdalr, Robyggvir, Robyggjalög, egentlig staar istedetfor Rogbú, Rogbyggvir, Rogbyggjalög, og ere Levninger fra den Tid, Distriktet hørte til Rogaland, altsaa var beboet af Rogar.
Navnene ere naturligviis, hvor de ej staa sammensatte eller grammatisk forbundne med andre Ord, anførte i Nominativformen. I denne forekomme de dog sjeldent, saavel i Sagaer som i Breve, da det ligger i Sagens Natur, at de oftest findes styrede af Forholdsordene til, í, á, af eller frá, og saaledes i Genitiv eller Dativ. Den Vanskelighed, der maaskee for dem, som ej kjende vort ældre Sprogs Declinationer, vilde være forbunden med at gjenkjende et hos mig i Nominativform anført Navn, hvoraf de i Sagaer og Diplomer kun havde seet Genitiv- eller Dativ-Formen, har jeg søgt at raade Bod paa, ved oftere ogsaa at tilføje en af de sidste. Imidlertid vil jeg dog ikke undlade, for de mindre Kyndiges Skyld her at tilføje nogle vejledende Bemærkninger, hvilke den i vor ældre Grammatik bevandrede gjerne kan forbigaa.
Det er især i Fleertalsformer, at den største tilsyneladende Forskjel mellem Nominativ og de øvrige Casus viser sig. I Enkelttallet dannes Genitivet enten ved -s eller ved -ar, Dativet undertiden ved tillagt i, undertiden, blot som Accusativ, ved at bortkaste Nominativet -r, undertiden, som i Femininer, ved -u eller antydes slet ikke. I Fleertal derimod ender Nominativ somoftest paa -ir eller ar, Genitivet paa -a, Dativ paa —um, Acc. paa -a, -i, -ir eller -ar, hvorhos det er at mærke, at Endelsen -um somoftest bevirker at et foregaaende a omlyder til ö, der skrives o. Navne, der have den saa hyppigt brugelige Asledsendelse paa „staðir“, forekomme saaledes oftest i Dativformen -stöðum, -stoðum, -staðum, eller i Genitivformen -staða. Finder man en Gaard skrevet: -á Faxstöðum, Faxstoðum eller til Faxstaða, saa veed man strax, at den i Nominativ bør skrives Faxstaðir; en Gaard i Dativformen Sólheimum heder i Nom. Sólheimar. Større Vanskeligheder frembyde de Navne, der have den bestemte Artikel, thi der gives, mærkeligt nok, enkelte, som kun forekomme saaledes. Naar man f. Ex. finder Dativet Buðunum, saa veed den med Oldsprogets Grammatik fortrolige strax, at Nominativformen er Neutr. Buðin, Gen. Buðanna (Fleertal); Dativet Dölunum forudsætter Nominativet Dalirnir, Genitiv Dalanna, ligeledes Fleertal. Naar man finder en Fjords Navn i Dativ Sing. Beðjanum (Bejern), forudsætter dette Nom. Beðinn, og Accus. Beðjann. Til Lettelse ved Bestemmelsen af saadanne Former, hidsættes følgende Exempler paa Stedsnavne, declinerede med eller uden bestemt Artikel.
| Hankjønsnavne: | med Artikel. | Fleert. | med Artikel. |
| Nom. staðr | staðrinn | staðir | staðirnir |
| Gen. staðar | staðarins | staða | staðanna |
| Dat. stað | staðnum | stöðum | stöðunum |
| Acc. stað | staðnum | staði | staðina |
Saaledes gaar undertiden dalr, sjór eller sær (Gen. sjávar, sævar), válr.
| med Artikel. | Fleert. | med Artikel. | |
| Ent. N. vagr | vágrinn | vágar | vágarnir |
| G. vágs | vágsins | vága | váganna |
| Hankjønsnavne: | med Artikel. | Fleert. | med Artikel. |
| D. vági | váginum | vágum | vágunum |
| A. vág | váginn | vága | vágana |
Saaledes gaar krókr, haugr, garðr, hóll, Gen. hóls, hamarr, Dat. hamri, tildeels skógr og dalr.
| med Artikel. | Fleert. | med Artikel. | |
| Ent. N. fjörðr | fjörðrinn | firðir | firðirnir |
| G. fjarðar | fjarðarins | fjarða | fjarðanna |
| D. firði | firðinum | fjörðum | fjörðunum |
| A. fjörð | fjörðinn | fjörðu | fjörðuna |
Saaledes gaa ogsaa völlr, G. vallar, Dat. velli, Nom. Pl. vellir.
| med Artikel. | Fleert. | med Artikel. | |
| Ent. N. endi | endinn | endar | endarnir |
| G. enda | endans | enda | endanna |
| D. enda | endanna | enda | endunum |
| A. enda | endann | enda | endans |
Saaledes gaa ogsaa hali, Beði, eyri.
Bær eller býr har i Gen. bœjar, býjar, bjár, i Dat. og Acc. bœ eller bý; i Nom. Plur. bœir eller býir, Gen. bœja, býja, bjá; Dat. bœjum, býjum, bjám; Acc. bœi, býi. Hvorledes den bestemte Artikel tilføjes, skjønnes let af det ovenanførte.
| Hunkjønsnavne: | med best. Art. | Fleert. | med Artikel: |
| Ent. N. vík | víkin | víkr | víkarnar |
| G. víkr | víkrinnar | víka | víkanna |
| D. vík | víkinni | víkum | víkunum |
| A. vík | víkina | víkr | víkrnar |
Saaledes gaa mörk, Gen. merkr, der dog ogsaa har Gen. markar.
| med best. Art. | Fleert. | med Artikel. | |
| Ent. N. þveit | þveitin | þveitar | þveitarnar |
| G. þveitar | þveitarinnar | þveita | þveitana |
| D. þveit el. þveitu | þveitinni el. þveitunni | þveitum | þveitunum |
| A. þveit | þveitina | þveitar | þveitarnar |
Saaledes gaar ogsaa fit, G. fitjar, vin, G. vinjar (ofte vinar), á, Gen. ár.
| med best. Art. | Fleert. | med Artikel. | |
| Ent. N. jörð | jörðin | jarðar ell. jarðir | jarðarnar eller jarðirnar |
| G. jarðar | jarðarinnar | jarða | jarðanna |
| D. jörðu | jörðunni | jörðum | jörðunum |
| A. jörð | jörðina | jarðar ell. jarðir | jarðarnar; -irnar |
Saaledes gaa ogsaa mörk (der dog ogsaa har i Gen. merkr); ey, G. eyjar.
| med best. Art. | Fleert. | med Artikel. | |
| Ent. N. heiðr el. heiði | heiðrin el. heiðin | heiðar | heiðarnar |
| G. heiðar | heiðarinnar | heiða | heiðanna |
| D. heiði | heiðinni | heiðum | heiðunum |
| A. heiði | heiðina | heiðar | heiðarnar |
Saaledes gaa ogsaa elfr, der og ogsaa heder elf, og da gaar som þveit.
| med best. Art. | Fleert. | med Artikel. | |
| Ent. N. gata | gatan | götur | göturnar |
| D. götu | götunnar | gatna | gatnanna |
| G. götu | götunni | götum | götunum |
| A. götu | götuna | götur | göturnar |
| Ent. N. Heinini. | |
| G. Heinini eller Heininar | Bruges ikke i Fleertal eller med |
| D. A. Heinini | bestemt Artikel. |
Saaledes alle paa -ini, som Leykini, Eyðini, Sköðini.
| Intetkjønsnavne: | med best. Art. | Fleert. | med Artikel. |
| N. fjall | fjallit | fjöll | fjöllin |
| G. fjalls | fjallsins | fjalla | fjallana |
| D. fjalli | fjallinu | fjöllum | fjöllunum |
| A. fjall | fjallit | fjöll | fjöllin |
Saaledes gaa ruð eller rjüðr, fall, djúp, tildeels berg, nes, hús, tún. Former som skeiði, eiði, gerði have i Gen. skeiðis, eiðis, gerðis, og gaae forresten som fjall.
Men det er en mærkelig Omstændighed, at mange Intetkjønsord, naar de bruges som Stedsnavne, gaae over til at blive Hunkjønsord; dette er idetmindste Tilfældet med de fire sidstnævnte; man finder saaledes berg eller bjarg, Fl. bergar, bjargir, nes, fl. nesjar; tún, fl. túnir, hús, fl. húsar (den røde Bog. fol. 195. a.), holt, fl. holtar). Tages nu hertil den bestemte Artikel, faaes Former som borgarnar, nesjarnar, túnirnar, húsarnar, der ofte assimileres bergannar, nesjannar, túninnar, húsannar, hvoraf nyere Former som Bergann’, Husann’, ere afkortede. Overhovedet kan man overalt, hvor rn forekommer, ogsaa finde nn, ligesom man i alle Endelser, hvor i forekommer, ogsaa kan finde e.
Endelserne selv, eller de til Dannelse af Stedsnavne anvendte Ord, ere baade med Hensyn til deres Betydning og deres Anvendelse heel mærkelige; flere af dem maae endog ansees som Levninger fra et Sprogstadium ældre end det, paa hvilket vi nu kjende Sproget, hvilket heller ikke er at undres over, da de egentlige Urnavne (örnefni), maae være opkomne strax efter at Landet befolkedes af vor Stamme. Disse örnefni betegne i Regelen en Lokalbeskaffenhed, som Slette, Høj, Bakke, Myr, Eid, Kyst, Lid, Dal, Ø o. s. v., og forekomme enten usammensatte eller sammensatte med andre Ord, der betegne enkelte nærmere Omstændigheder ved dem, f. Ex. Højde, Farve, Brede o. s. v. Til en senere Klasse af Navne, der allerede antyder en stærkere Befolkning og en Udstykning af det tilstedeværende Jordsmon høre de, der betegne en Gaard, Plads (Sted), en Rydning (Rud) „Sæde“, en Afsondring (Thvet), en Dyrkning, o. s. v.; disse Navne sammensættes derfor ogsaa oftere med Persons-Navne, og forekomme oftest i de sildigst bebyggede Egne. Vi ville her omtale nogle blandt de mærkeligste og hyppigst forekommende af begge Klasser.
Af den ældre Klasse er neppe noget Navn mere oprindeligt, eller en mere umiddelbar Levning fra Urtiden, end det hyppigt forekommende vin, g. vinjar. Det svarer ganske til det gotiske vinja, som hos Ulfilas bruges i Betydningen „Græsgang“, og til det angelsaxiske vynn, det oldtydske wunna, hvilke dog kun anvendes i Betydningen „Velbehag“, det nyere tydske „Wonne“. Ordet har altsaa aabenbart Hensyn til en Tid, da Fædriften udgjorde vore Forfædres fornemste Levevej, og da den ypperste Græsgang tillige var det behageligste Sted. Hvilken af begge Betydninger er den oprindelige, lader sig vanskeligt afgjøre; men tager man Hensyn til Ligheden, og vel derfor ogsaa Slægtskabet med Ordet vinr ɔ: „Ven“, skulde man dog nok helde til den Mening, at Ordet egentlig har betegnet „Velbehag“, „behageligt Sted“, og at Betydningen „Græsgang“ er afledet. Overgangen fra en foreløbig Dvælen til en fast Beboelse, og da rimeligviis ogsaa fra Fædrift til Agerbrug, betegnes heel anskueligt ved Ombytningen af Ordet vin (behageligt Sted, Græsgang) med heimr (Hjem); det skal nemlig snart nedenfor vises, hvorledes flere sammensatte Stedsnavne have en dobbelt Form, een paa vin, og een paa -heimr, hvilke bruges i Fleng. usammensat forekommer vin temmelig ofte, især i Flertal; i Thelemarken er saaledes et Vinjar, g. Vinja (nu Vinje), den nordvestligste, mindst til Agerbrug og mest til Fædrift skikkede Deel; Suledals Kirke i Ryfylki heder Vinje Kirke, Vinjar kirkja, og Gaarden, paa hvis Grund den ligger, saaledes vin; en heel Aatting paa Voss hed, og heder endnu Vinjar áttungr, eller kortere Vin; et Vin, eller Vinjar kirkja, nu Vinje Kirke, findes og paa Nordmøre, og Snaasens Kirke i Sparbyggjafylki heder ligeledes Vinje Kirke; i Skaun paa Hedemarken er et Vin (Ven). Sammensat har Ordet en endnu større Anvendelse, og forekommer især i Hørdafylke, hvor vi strax finde Kjøbstaden Bergens Navn saaledes dannet, nemlig af Björg- eller Berg (Bjerg) og vin: Bjargvin, Björgvin, Bergvin. Efter en for den med de germaniske Sprogs Lydforhold fortrolige meget bekjendt Analogi ombyttes vi, naar en Consonant kommer foran, med y, eller maaske rettere med o eller u, (f. Ex. kona for kvina, koma for kvima), hvilket igjen paa Grund af det oprindelige, og endnu i Flexionen efterfølgende j er omlydet til y, saaledes Björgyn, Þoptyn, eller v udelades aldeles, f. Ex. Björgin. Og, mærkeligt nok, af Formen vin er der atter dannet en saakaldet svag Declinationsform vini, gen. vini, sjeldnere vinar, der især bruges med udeladt v: ini, og som er den forherskende Søndenfjelds, medens den oprindelige Form vin er brugeligere Nordenfjelds. Derhos maa det mærkes, at Endelsen -vin i Sammensætninger foretrækker Genitivformen vinar, medens -yn foretrækker -ynjar, rimeligviis for at kunne beholde Omlyden; saaledes Björgvinar og Björgynjar. Endelig er det sædvanligt, at Bogstavet v, hvad enten den beholdes eller ej, bevirker at et a i en umiddelbart foregaaende Rodstavelse somoftest omlyder til ö, ja endog ofte at et foregaaende ei faar den saakaldte sterke Omlyd og bliver til ey (udtalt oi), senere oy; i ligeledes til y. Alt dette vil bedst vise sig af enkelte Exempler. Af grön g. granar ɔ: Grantræ, og vin dannes Navnet Grönvin, ogsaa omlydt Granvin, nu Graven i Hardanger, det eneste Sted i disse Egne, hvor Grantræer findes; af sandr (Sand) og vin dannes Sandvin, Söndvin, Söndyn, Söndini, Sandini, af hvilke Former den første er hyppig paa Vestkanten, f. Ex. Sandven i Hardanger, de sidste paa Østkanten, f. Ex. Sandini sókn, nu Sande Sogn nærved Drammen. Af Leir (Leer) og vin dannes Leirvin, og med stærk Omlyd Leyryn, Leyrini; deraf er Navnet paa en Bygd i Romerige, Leyrinskógr, nu Lørenskogen, dannet; og vilde nogen betvivle denne Etymologi, maatte han dog blive overbeviist ved at see, at Oldskrifterne bruge Navnet Leyrinskógr og Leirheimsskógr i Fleng; altsaa er Leyrini, Leirvin og Leirheimr eenstydige. Det vil nu blive begribeligt, hvorfor det gamle Eiðvin (af eið, Isthmus), ogsaa kan skrives Eyðyn, Öyðyn, og nu udtales Ødven, ligesaa, hvorledes Leikvin (af Leikr, Leeg), hvilken Form især paa Vestlandet er brugelig, og nu udtales „Lekven“, „Lekve“, paa Østlandet oftere forekommer som Leykyn, Leykini, og nu udtales „Løken“, medens det dog er aldeles samme Navn som Vestlændingernes „Lekve“, og ingenlunde maa forvexles med lœkrinn ɔ: Bækken. Af tað ɔ: Gjødning dannes Taðvin, der og skrives Töðvin, Töðyn, Töðini, Taðini, og nu sædvanligviis udtales Tojen, Tøjen, da ð ej sjelden er gaaet over til en j lignende Lyd. Saaledes er ogsaa af Vað (Vadested) dannet Vaðvin, Vöðvin, Vöðini, nu „Vøjen“; af Dalr Dalvin, Dölvin eller Dölini, der nu deels udtales Dæli eller Dali, deels Dolven. Særdeles interessant er Formen Skaðvin, Sköðvin, Sköðini, der nu udtales „Skojen“, „Skøjen“, thi dette her forkommende Skað er neppe andet end en Forkortning af Skand, ligesom Staðr er beslægtet med standa; Skaðvin staar altsaa istedetfor Skandvin, og vi have her et med det gotiske Skandin-avi (ɔ: Skandia-ey) beslægtet Navn; ligesom Skandia-ey sammendrages til Skáney (Skaane), sammendrages Sköðynjarvík (ɔ: Skandvinjarvík) hos os til „Skaanevik“. Skand betegner, som man antager, en Rand, en Yderkant, og maa ej, hvad der saa ofte skeer, forvexles med skaun, hvorom siden. Ved den nu brugelige Udtale er det sædvanligt, at gjengive vin, hvor det ej er afkortet, „ven“ eller „ve“, f. Ex. Sandvin, Sandven; Leikvin, Lekve, især paa Voss, hvor der forekomme slige Navne i Mængdeviis, f. Ex. Helluvin, Helleve, Endavin, Endeve, Hornvin, Honve, Sævin, Sæve, og hvor Flere urigtigen have antaget „ve“ for at være det gamle vé ɔ: Helligdom. Hvor det derimod er afkortet, eller gaaet over til -ini, plejer man at udtale det „-en“, eller endog „-i“, f. Ex. Björgyn, Bergen, Töðini, Tojen, Dölini, Dali, Bóndini, Bondi, o. s. v. Derved opstaar mangen Inconseqvens, thi medens man udtaler Byen Björgvin Bergen, udtaler man det samme Navn, naar det, hvilket hyppigt er Tilfældet, forekommer som Gaards-Navn, snart „Børve“, f. Ex. i Hardanger, snart „Bjerve“, „Berven“, „Bervin“ o. s. v. Som nomen appellativum forekommer det i vort Sprog neppe uden i den allerede længst forældede Sammensætning vinjartoddi, Afgift for Benyttelse af Græsgang, see Ólafs Saga hins helga S. 60, 143.
Af de ved Siden af hinanden bestaaende og i Fleng brugte Former Leyrinskógr (ɔ: Leirvinskógr) og Leirheimsskógr sees allerede, at -vin og -heimr kunne bruges, eller rettere i den fjerneste Oldtid have været brugte om hinanden. Den samme dobbelte Form findes ogsaa ved det nuværende Thofte i Dovre Sogn i Gudbrandsdalen, der omtales i Sagaerne i Anledning af Kong Harald Haarfagres Æventyr med Jotnen Svase, og her kaldes deels Þoptyn ɔ: Þoptvin, deels Þoptheimr. Man finder ligeledes Skerfvin og Skerfheimr, Ullarini og Ullarheimr, o. fl. Denne Ombytning af -vin med heimr er, som jeg allerede ovenfor har ytret, vistnok betegnende med Hensyn til Overgangen fra et mere nomadisk eller idetmindste endnu ikke fast, men nybyggermæssigt Ophold paa et Sted til en blivende Nedsættelse. Den skjønne, til Græsgang skikkede Egn (vin) bringer Nybyggeren til at standse; naar han har taget fast Bolig, bliver Stedet først hans Hjem (heimr). Og derfor finder man ikke sjelden, at ved Navne, der endes med -vin eller -heimr, dette Tillæg endog er udeladt som uvæsentligt til Localbetegning, og kun den første Deel, der egentlig betegner Stedet, brugt i Fleertal. Saaledes kaldes netop det nysomtalte Þoptvin og Þoptheimr ogsaa slet og ret Þoptar, eller á Þoptum, og naar Staden Björgvin, Bergvin allerede i de ældste paa Latin forfattede Documenter, hvor den omtales, kaldes Bergæ, g. Borgarom — hvilken latinske Navnform siden er vedbleven — saa er dette heller ikke andet end en latinsk Oversættelse af Navnets fornemste, betegnende Deel Björg, Berg ɔ: Bjerge, maaskee i den feminine Form Bergar, som ovenfor er nævnt. Der findes forresten Antydninger til, hvad der i og for sig er rimeligt, at den blotte Fleertal-Endelse udtrykker noget mere udstrakt, ubestemt, et heelt Strøg, medens -vin betegner noget mere specielt, det fornemste Sted eller den oprindelige Hoved-Gaard i Egnen. Det nuværende Bamble Sogn vestenfor Langesundsfjorden kaldes saaledes i Oldskrifter Bamblar, á Bömblum eller Bamblum, hvormed det hele Hered eller Distrikt betegnes; Kirken, der ligger paa Gaarden Skeiðis Grund, kaldes derfor Skeiðis kirkja á Bömblum. Men i Districtet findes ogsaa en Gaard ved Navn Bamble, og denne skrives i „den røde Bog“ (fol. 30. a.) Bamblyn (ɔ: Bambl-vin). Den samme Forskjel har vel oprindelig været mellem þoptar (Strøget, Grenden) og Þoptvin (Hovedgaarden), mellem Björg (Strøget i hine Bjergegne) og Björgvin, (Stedet, hvor Byen anlagdes). En Analogi er det ogsaa, naar man i „den røde Bog“ finder Øen Nøterø skreven Njótarøy, Njótarey, men Gaarden Nøterø paa denne Njótarini. Muligt kunde det nu ogsaa være, at -heimr oprindelig har antydet noget mere omfattende, end -vin, eller et heelt Strøg eller en Samling af Boliger; dog bruges -heimr meget ofte om enkelte Gaarde. Paa samme Maade anvendes ogsaa Fleertalsformen -heimar, og det maa vel mærkes, at Forskjellen mellem Enkelttals- og Fleertals-Formen somoftest nøje overholdes, saaledes at en Gaard, der f. Ex. heder Sólheimar, ikke skrives Sólheimr eller omvendt. Saavel heimr som vin sammensættes med Appellativer, ej med Egennavne, f. Ex. Vatnheimr, Sólheimr,Eiðheimr, Bjargheimr,Björgvin o. s. v.
Af Ord, der betegne en Højde, gives en heel Deel, alle vistnok med noget forskjelligt Bibegreb, hvilket dog nu vanskeligt lader sig bestemme. Temmelig almindeligt, især paa Island, er hváll eller hvóll, hóll, baade enkelt og sammensat, og da ofte med Personsnavne; det synes at være forskjelligt fra hvalr, og dette igjen fra Válr enkelt f. Ex. i Válir (Vaaler), sammensat i Ullarválr (Ullevaal); alle synes dog at betegne en Forhøjning, større eller mindre. Ordet hvammr synes at betegne et dybere Bakkeheld, at dømme efter de saaledes benævnte Gaardes Beliggenhed. Kjölr er en Ryg mellem to Dale. Egg, g. Eggjar maaskee det samme. Haugr, hlíð, hall, berg, brekka, þúfa, hamarr trænge ej til nogen Forklaring. Hjallr, hjalli er en Terrasse, ham betegner en Kant, et Hjørne.
En jevn og flad Strækning betegnes ved völlr, der ej maa forvexles med válr, og bruges saavel enkelt som sammensat: i Enkelttal f. Ex. Ásvöllr, eller i Fleertal, f. Ex. Hlöðuvellir, eller med den bestemte Artikel Völlrinn, Vellirnir, g. Vallanna. Skove og Lunde antydes ved skógr, lundr, holt, mörk, viðr, kjarr fl. kjörr. En formelig Slette betegnes ved slétta, en Sandstrækning ved mór, der ogsaa bruges i Fleertal, móar, og med den bestemte Artikel mórinn, g. mósins, d. mónum, fl. móarnir, g. móanna, d. mónum. Disse Ord sammensættes allerede meget ofte, völlr maaskee endog oftest, med Personsnavne. Jaðarr betegner deels et fladt Forland, deels en Række af Gaarde. Fit, eller Fl. fitjar, er en gjødet, lidt fugtig Slette med frisk Græsvæxt; istra omtrent det samme. Localbenævnelser, der antyde Naboskab af Vand, ere foruden vatn (Vand), tjörn eller tjarn (Tjern), sjór (Sø), fjörðr (Fjord), vík (Vig), botn (Bund), sund, strönd, á (Aa), elfr (Elv), ló, g. lóar, der altid bruges om en lav Kystrand ved Foden af et Fjeld, f. Ex. Lóar, á Lóm, i Gudbrandsdalen (Lom), Ló i Aasen i Strindafylke, Osló, Veló, Lýsiló o. fl. Angr betegner en Fjordstrækning, kill en Kile, kjóss en meget smal Fjordegn. En Sump antydes ved dý, myri, fen, saur, mosi. En Elvs eller Bæks udløb i Havet eller en Sø, eller dens Udløb af en Sø, kaldes óss eller mynni. Deler den sig i flere Arme, kaldes en saadan kvisl. Eið, der ikke sjelden bruges i den afledede Form eiði, g. eiðis, er en Jordtange, Isthmus i Almindelighed; en saa smal og lav Tange, at Baade kunne drages derover, kaldes ofte drag. Bakki betegner oftest en saakaldet Aabakke, eller skraa Elvebred; ogsaa det føromtalte til betegner ofte en sumpig Flade ved Stranden, fjara en Fjære, flad Strand, efja er den ved Breden af et Sund eller Elv tilbagegaaende Modstrøm, Evje, den kaldes ogsaa iða (den røde Bog fol. 39. a). Lœkr g. lœkjar er en langsomt, undertiden i flere Smaaarme rindende Bæk; á er det almindelige Navn paa en Flod, straumr en Strømning, fló et videre Bassin, lögr hvilketsomhelst Vand, enten Indsø eller Elv, vágr en Vaag, mindre Søstrækning, Rhede, nör et smalt Sund, ved et Vadested, ogsaa veðill, Fleertal vaðlar. Forskjellige Slags Halvøer eller Landspidser betegne nes, höfði, skagi (flad), tangi, múli, eyri (flad Kyststrækning) tunga; det sidste betegner ogsaa en Strækning mellem to sammenløbende Elve, hvis Sammenløb kaldes mót (ármót, ámót, lœkjamót). Et Nes, der rager skarpt frem og bevirker en pludselig Svingning i Seiladsen, eller bringer det indenfor liggende Land til med eet at forsvinde (hverfa), kaldes hvarf. Forskjellige Slags omflydte Lande ere ey, hölmr, sker, fles; modsat disse er meginland (Fastlandet). Besynderligt er det, at naar en Ø benævnes efter vágr, og derfor nu kaldes Vaagø, tilføjes i Ordsproget aldrig ey, men der sættes blot Fleertallet vágar, saaledes Vágar i Lofoten (egentlig baade Øst- og Vest-Vaagen); Vágar paa Færøerne (Vaagø), Vágar i Orknøerne (Waes).
Til den yngre Klasse af Navn, der tyde paa en virkelig Bebyggelse, høre hús, Fl. hús eller húsar, þorp, tún (Gaardsplads), kot, stofa, bœr eller býr; ból, eller svag Form bœli; bú Bo, af byggja; braut, en Vei, leið ligesaa; túpt (d. e. Tomt) akr, hvoraf ogsaa ekra; garðr, hvoraf ogsaa gerði; teigr (Afdeling paa Ageren) þveit, fraskilt Stykke (af det nu ubrugelige Verbum þvíta, afskære, præt. þveit, hvilket oftere forekommer i Angelsaxisk, þvítan, þvát, þviton eller þveoton, see cod. exon. fol. 95. a., Beda ed. Smith p. 524, 544), reit, et Beed, en Opdyrkning, egentlig vreit, svensk vret (af rita, vrita); ruð eller rjóðr, (af rjóða, ryðja) Rydning, tó, Græsplads; auðn, nyoptagen Ødemark, setr, (Sæde, Sæter), sel (Sæterhuus), staðr, næsten altid i Fleertal, staðir; stöðull, en Støl, Sæterstøl, hagi (indhegnet Plads, Hage), tröð, (gjødslet Plads, Indhegning for Kvæg), eng, eller svagt engi, vangr. Alle disse Ord sammensættes oftest med Personsnavne, ofte endog med andre Stedsnavne, hvoraf da isærdeleshed deres yngre Oprindelse kan sluttes. Af særegen Interesse ere de Navne, der vidne om den hedenske Cultus, som hof (Tempel), hörgr (Guderne helligt Sted), vé (indviet Sted), især naar de ere sammensatte med virkelige Gudenavne, som Njarðarhof, Freyshóf, Forsetalundr.
Enkelte Endelser ere blotte Afledsendelser uden nogen selvstændig Betydning, f. Ex. -und, der blot tilkjendegiver Tilstedeværelsen af en vis Beskaffenhed, og derfor bruges i sædvanlige Appellativer, f. Ex. mergund (hvad der gaar til Marven), holund, hvad der gaar til Hulheden, vitund, hvad der vides, þusund (Tusende, hvad der vrimler beslægtet med þyss, Vrimmel); saaledes og Sælund, paradisisk Sted (af sæll lykkelig), Borgund, (hvor der findes Borge), Raðund, eller maaskee Hraðund (hvad der befares let, af hraðr). Disse Ord vakle mellem Femininum og Neutrum.
De Rodord, til hvilke Aflednings-Endelserne føjes, ere ikke sjelden meget dunkle, eller rettere saa gamle, at deres Betydning ej kjendes, f. Ex. det ovenfor nævnte Bambl-, ligesaa Os eller As i Osló, o. fl. Gamle, dog altid forstaaelige, Rødder ere vé (indviet Sted), hlæ, oftest læ (got. hlaiv), Grav, Dybde. De fleste ere almindelig bekjendte Ord, der betegne Beliggenhed, som björg, sól, vatn, eller Udseende, som fagr, grœnn, svartr, hárr (høi), eller Træarter, som björk, grön, lindr, runnr; eller Dyr, som kú, uxi, refr, o. s. v. Sammensætningerne ere ofte forbundne med stærke Sammendragninger, f. Ex. naar Sæheimr sammendrages til Sæimr, Sæmr (nu Sæm); Háheimr til Hæmr (Hæm), Hlæheimr til Hlæmr, Læmr; Nýjuhús til Njús (ligesom Fé-hús til Fjós). Om Maaden hvorpaa vin behandles, er forhen talt. Naar h kommer efter en Consonant, udelades det sædvanligviis, s. Grímaugr for Grimhlaugr, Forseimr f. Forsheimr, Kamborn f. Kambhorn. Naar Adjectiver i den svage Form sammensættes med et Navn, declineres begge Dele, f. Ex. Mikligarðr, gen. Miklagarðs, dat. Mikllagarði, acc. Miklagarð; Fagravík, gen. Fögruvíkr.
Af usammensatte Navne, der tillige ere oprindelige Appellativer, vil jeg her blot omtale nogle faa. Skaun har været Gjenstanden for flere Fortolkninger, og man har somoftest urigtigviis sat det i Forbindelse med Skáni. Det er en Femininform, gen. Skaunar, og anvendes stedse om skjønne, frugtbare Slette-Egne; de Steder, der føre dette Navn, ere alle saadanne, nemlig Skaun i Sparbyggja-Fylke, Skaun (nu Skogn) i Indhered i Throndhjem, den smukkeste Deel deraf; Skaun i Orkdølafylke (Børgseskognen), Skaun paa Hedemarken, nemlig Stange Sogn, Skaun paa Raumarike, Skaun paa Vestfold, det smukke Sandehered, og Skaun i Borgesyssel eller Rakkestad Prestegjeld. Navnet er oprindelig Feminin af det i Oldnorsk forlængst obsolete Adjectiv skaunn, som derimod findes i Gotisk: skauns, og er det tydske schön, hvoraf „skjøn“ igjen er optaget i vort Skriftsprog; skaun betegner derfor „en skjøn Egn“. En lignende Betydning har fraun, der svarer til det gammeltydske frôn ligesom skaun til det glt. scôn, scôni; frôn betyder egentlig „offentlig“, men det afledede frônisc ogsaa „herlig, prægtig“; fraun har altsaa hos os enten betegnet „offentligt Land“, ager publicus, eller „godt, herligt Land“. Det bruges stundom i Enkelttal, oftest i Fleertal, Fraunar. Det maa ikke forvexles med Frón, der betyder Jord, Land, og kun er en mere poetisk Benævnelse. Mjörs, g. Mjarsar, synes oprindelig at have været det almindelige Ord paa en Indsø.
Benævnelsen paa Indbyggerne i de enkelte Distrikter har jeg kun anført, naar den var dannet paa en særegen Maade, f. Ex. Elfargrímar; ellers har jeg undladt det, da disse Benævnelser somoftest dannes ved regelret Afledning, og derfor helst bør omtales under eet. Den almindelige Afledning er ved at danne af Stedsnavne et stærkt Masculins-Fleertal med i-Flexion og I—Omlyd, f. Ex. af Skaun Skeynir, af Sogn Sygnir, af Agð Egðir, af Harðangr Harðengrir, af Lóar Lœir, af Lesjar Lesir, af Vestfold Vestfyldir. Undertiden er Afændringen større, f. Ex. naar der af Hálogi dannes Háleygir, af dalr -dœlir, af bú byggvir (f. Ex. Sparabú, Sparbyggvir, Selabú, Selbyggvir) af Ey Eynir. Alle disse Benævnelser forekomme neppe uden i Fleertal, men forudsætte dog en Enkelttalsform, som vel ogsaa ofte maa have været brugt, (aldeles svarende til Danr, fl. Danir, angels. Dene, sg. og pl. Engle, leóde, vare o. s. v.) og efter den nuværende Udtale at dømme maa have været f. Ex. Skeynn, Egðr, Lœr, Vers, Firðr, Less, Dœlr o. s. v., og Hunkjønsformerne Sygna, Egða o. s. v. Dog findes ogsaa Former med a-Flexion, som Hörðar, Vörsar, Raumar, Haðar, Hjaltar (for Hetland), Jamtar (for Jemteland) eller begge Dele, f. Ex. Vörsar og Versir, Rogar eller Rugar og Rygir. Efter disse Navne benævnes altid Fylkerne (f. Ex. Sygnafylki ɔ: Sygnernes Fylke), og dannes Adjectiverne, som sygnskr, egðskr, háleyskr, firðskr o. s. v. Undertiden dannes Subst. ved Tilføielse af fl. verjar (Fleertal af varr ɔ: Mand), navnlig er dette Tilfældet med Vík, hvoraf Víkverjar, og Gaular, hvoraf Gaulverjar; Adjectivet er -verskr, víkverskr, gaulverskr; man finder og heinverskr. Endelserne -ingr og -ungr ere heller ikke sjeldne, det første især ved mörk, holt s. Vingulmerkingr, Stafhyltingr. Af Hliðir dannes Hliðungr (Beboer af Lier), af Sóleyjar Sólungr.
Nogle Benævnelser bruges, uvist hvorfor, mere specielt; saaledes synes Rygir eller Rugar kun at betegne Ø—Boere, hvorfor de og kaldes Hólmrygir (ligeledes de gotiske Rugîs, Hulmarugîs); skeggr eller skeggi Fl. skeggjar bruges ligeledes altid og udelukkende om Ø—Boere, med Tilføjelse af Øens eller Stedets Navn: Mostrarskeggr (fra Mostr), Fitjaskeggr, (fra Fitjar paa Øen Storð), Byjarskeggjar (fra Hetland eller Ørknøerne), Götuskeggjar (fra Gata paa Østerø i Færøerne). Mere i Skjeldsordenes Række staae rimeligviis Navne som Elfargrímar, (fra Elvesyssel), Sygnakjúka (fra Sogn), Vágadrumbr (fra Vaage).
Ved at tilføje de nyere Navnformer har jeg, som de fleste ved slig Anledning, ofte været i stor Uvished og Forlegenhed med Hensyn til Skrivemaaden, og været nødsaget til, aldeles at opgive streng Conseqvens. Sagen er nemlig den, at man, da vort Sprog ophørte at være Skriftsprog, men derimod det danske Sprog indførtes, ikke længer skrev Navnene med den rette gamle, for alle Dialecter fælles Orthographi, men saaledes som Udtalen paa hvert Sted nærmest kunde gjengives efter det danske Retskrivningssystem. Og dette skete ikke engang efter en conseqvent Regel, men efter enhver Skrivers individuelle Opfatning af Lyden. Man fik derved paa eengang en Mængde tilsyneladende nye Navnformer, uagtet Udtalen fremdeles var den samme som forhen, og de Afvigelser fra den rette gamle Orthographi, som den nyere danske Lydbetegning syntes at antyde, egentlig allerede existerede i den gamle Tid, men ikke regnedes for andet end hvad de vare, Særegenheder i Udtalen. Beviser derfor ere allerede ovenfor anførte. Man bar sig omtrent saaledes ad, som Englænderne, naar de skrive indiske Navne med deres Orthographi, f. Ex. Punjaub, hvor en Franskmand maaskee vilde skrive Pennjab, en Tydsker Pendschab; Runjeet, hvor Franskmanden maatte skrive Rennjite, Tydskeren Rändschit, o. s. v. Men Fejlen var den, at Forandringen her var unødvendig, da der ej var Tale om Overførelse fra et andet Alfabet, eller til et grundforskjelligt Lvdsystem. Hvad vilde man sige, om en Englænder skrev Paree f. Paris? Naar nu f. Ex. Navnet Sólheimr, der allerede længe før det danske Skriftsprogs Indførelse udtaltes Sóleimr, og, med en skjødesløsere Udtale af Diphthongen, Sólemr, i Acc. Sólem, skulde skrives med den nye Bogstavering, skrev man snart Soleim, snart Solem, snart Solum; Forsheimr, der allerede i Oldtiden udtaltes Fosseimr, Fossemr, blev skrevet Fossum, Fossem; hvammr blev paa de Steder, hvor hv udtales som kv, til Kvam, paa andre Steder til Hvam eller endog blot Vam. Saaledes opstod af een Form pludseligt en Mangfoldighed af indbyrdes afvigende Former, hvilke af de ukyndige Embedsmænd antoges for forskjellige Navne, og Mangfoldigheden blev saameget større, som grammatiske Indsigter hverken var hine Embedsmænds, eller deres Tidsalders Sag. Hertil kom nu, at de samme Mænd ofte hvor Navnenes Etymologi var iøjnefaldende, omsatte de dem velbekjendte Appellativer til den danske Form; akr blev saaledes til Ager, flat- til flad, eik til Eeg, hvít til hvid, gata til Gade. Ja undertiden tillod man sig endog dristigere Conjecturer; i Navnet Hvítiseið f. Ex., hvor eið udtales som ei, antog man dette sidste for ø, eller man deelte endog hviti-seið, antog det sidste for „Sø“, og skrev derfor Hvidesø, uagtet Navnet den Dag idag udtales Hviteseid. Uagtet Navnene Skaun, Fraun overalt i Landet regelmæssigen udtales Skaugn eller Skongn, Frongn, skrev man dog Skaun i Throndhjem Skogn, Fraunar i Lier og andensteds Frogner, men Fraun ved Drøbak, der dog af Almuen stedse kaldes Frongn, skrev og skriver man Fron, Froen, som om Navnet var det samme som Frón i Gudbrandsdalen. Der opstod saaledes ved Siden af den rette Udtale, der nu blot betragtedes som fordærvet Folke-Udtale, en anden Skriftsprog-Udtale, der, løjerligt nok, ansaaes som den bedre og rigtigere, og det er ej at undres over, at denne sidste, efterat have vedvaret i to Aarhundreder, tilsidst er bleven den, man har vant sig til at see, og som Folket endog bruger i Skrift, uagtet det i daglig Tale betjener sig af den gamle, der endnu er saagodtsom uforandret, ihvorvel vistnok, hvad der ej er at undres over, den mangeaarige fordærvede Skrivemaade ikke aldeles har undladt at medføre skadelig Virkning. Hertil kommer ogsaa, at man, især i forrige Aarhundrede, ansaa det for gjævt at bruge saamange tydske Lydbetegnelser, som muligt. Prester, Sorenskrivere og nationale Capitainer, ikke at tale om Skolemestere og Underosficierer, bekvemmede sig aldrig til at bruge V, naar de kunde anvende det kjære W (en Skrivemaade der endnu spøger iblandt os); man skrev aldrig Erik, kun Erich, aldrig Skaar, kun Schaar; tager man den forrige Matrikel for sig, finder man Navne som Skulerud, Skrikerud, Veklen, stadig forhutlede til Schulerud, Schrigerud, Wechlen o. s. v. Endnu hænder det ofte, naar Nogen, efter gammel germanisk Skik, optager Navnet paa den Gaard eller det Sted, hvor han er fød, som Familienavn, at han af falsk Undseelse forvansket dette med endeel fremmedartede Tilsætninger. Naar man f. Ex. seer Navnet Bochelie, skulde man langt snarere formode at det var et fransk Navn, Monsieur Bochelie udtalt Boschelii, end det gode norske Tjømø-Navn Bukkahlíð udtalt Bokkeli. Navnet Bakke radbrækkes til Bache, Backa, Backe, Bakka, Bachke o. s. v. Det er overhoved kommet saavidt, at en Skrivemaade, der paa eengang fremstiller den gamle og den virkelige Udtale, ansees som barbarisk og uvant, medens den forvanskede findes nettere og hyggeligere. For Udlændingen og den som fordomsfrit betragter Forholdene maa det vistnok synes løjerligt og uforklarligt, at et Navn, som næsten overalt i Landet udtales Aker, alligevel skal skrives Ager, at man skal skrive Tved, naar man siger Tveit eller Tveet. Man beraaber sig paa, at Udtalen i det allersydligste Norge dog er blød, f. Ex. Tved, Ager, Nude, Nibe o. s. v. Men i Oldtiden, da dog Udtalen vistnok var den samme, skrev man alligevel i Regelen med Normal-Orthographi þveit, akr, nútr, nípa, anseende de enkelte Afvigelser for hvad de vare, uvæsentlige Egenheder i Udtalen. Her er det nu klart, at en bestemt Regel burde opstilles, og at denne Regel skulde rette sig efter hvad der er det mest almindelige, at man derfor burde skrive Aker, Tvet eller Tveit, Nute, Nipe, Gate, Flathuus, Hviteseid, Hvam (ikke Kvam eller Qvam, ligesaalidt som man skriver kvile fordi den sædvanlige udtale af hv er kv); eller at man overhoved burde følge den gamle Normal-Skrivemaade, der endnu den Dag idag nærmest gjengiver Udtalen, idet man blot sløjfede hvad der aldeles bestemt er bortfaldet, f. Ex. Forskjellen mellem T og Þ (Th), de grammatiske Endelser, især Nominativets -r, m. m. og at man istedetfor ey eller öy foretrak at skrive Ø, endog hvor hiin Diphthong er dannet ved sterk Omlyd af ei, men sædvanligviis udtales som Ø, f. Ex. Løken af Leykini f. Leikvin, Røken af Reykini f. Reikvin, Løren af Leyrini f. Leirvin, Økern af Eikrvin; dog kunde man ikke altid skrive Grønen af Greynini f. Greinvin, thi den sædvanlige Udtale er her Grini. Om man burde udelade det væsentlige r, hvor dette ligeledes er udeladt, f. Ex. i vestre Thelemarken og Raabygdelaget, hvor Navne som Skerfarakr, Freyjarakr. Laufarakr nu udtales Skjerverak, Frøyrak, Lauvrak, er vanskeligere at afgjøre; jeg tror det ikke, thi man skriver dog Ringsaker eller Ringsager, uagtet Udtalen sædvanligviis er Ringsak. Det første Forsøg paa at indføre en rigtigere Skrivemaade af vore Stedsnavne er skeet i den nye større Udgave af Matrikelen, hvor Capt. Munthe har gjort sin rige Skat af Indsigter i denne Materie frugtbringende, ved at berigtige Navnenes Skrivemaade efter det ovenangivne System, og derhos vedtegne de fleste ældre Navnformer. Siden den Tid har man ogsaa virkelig sporet en kjendelig Fremadskriden til det Bedre. Imidlertid have dog mange ukyndige og incompetente, men derfor lige djerve Stemmer opløftet Skrig imod den af Munthe foreslaaede Skrivemaade, som altfor „besynderlig, urimelig og afvigende fra det sædvanlige“; man har hængt sig ved enkelte Inconseqvenser og Unøjagtigheder, der ved et Arbeide af saa stort Omfang ingenlunde vare lette at undgaa, og man har derfor tilsidst maattet indgaa paa etslags Overeenskomst om at mødes paa halv Vej, en højst urimelig Føjelighed. Men i det Hele taget er dog et godt Slag vundet, og eftersom grundig grammatisk Indsigt i vort Oldsprog mere og mere udbreder sig blandt de vordende Embedsmænd, desto mere vil man efterhaanden naa det Rette i norske Steds- og Persons-Navnes Skrivemaade. Jeg har i nærværende Skrift kun tilføjet de nyere Navnformer, for at man i Hast skal gjenkjende de ældre; jeg maatte derfor nærmest holde mig til den vedtagne Skrivemaade, uagtet jeg anseer den for urigtig, thi skulde jeg skrive Navnene saaledes som jeg fandt det rettest og mest stemmende med Udtalen, kunde jeg somoftest have undladt at tilføje dem, da Skrivemaaden isaafald blot i en meget liden Grad vilde have afveget fra Oldsprogets. Kun altfor himmelskrigende Urigtigheder har jeg rettet. Men netop denne Sammenstilling af de ældre og de saakaldte nyere Former indeholder den bedste praktiske Vejledning til at finde den rette Maade, hvorpaa de sidste bør skrives.
At behandle vort Fædrelands ældre statistiske Forhold, laa udenfor min Plan med nærværende Skrift. Jeg har derfor heller ikke indladt mig paa nogen nærmere Skildring af Skatte- og Afgifts-Væsenet, nogen Beregning af Statsindtægter eller Folketal. Imidlertid vil jeg dog ikke undladt, her korteligen at berøre en til Statistiken henhørende Materie, der med Hensyn til Bestemmelsen af et Steds geographiske Beliggenhed ofte kan give god Oplysning, nemlig de forskjellige Skyldspecies, hvori en Gaards Størrelse eller Afkastning angaves; de angaves nemlig forskjelligt i de forskjellige Landdistrikter. Saaledes er det eget for Gulathingslagen, det vil sige alle Fylker lige fra Sunnmøre indtil Rygjarbit, eller Egdafylkes yderste Grændse mod Øst, at regne efter mánaðarmatir ɔ: Madportioner for en Maaned. Grunden dertil er den, at før Magnus Haakonssøns Lovrevision, der gav Norge fælles Lovgivning, omtalte kun Gulathingsloven de saakaldte mánaðarmatir som en med Ledingen forbunden Præstation. Leding og Landskyld betegnedes paa samme Maade, og mánaðarmatr maa derfor i denne Deel af Landet ansees som Eenheden ved Skyldberegningen, og de større eller mindre Maal som Multiplicationer eller Brøkdele af hiin. Naar man saaledes i et Diplom finder en Gaard omtalt, hvis Navn forøvrigt er blandt de hyppigt forekommende, f. Ex. Sæheimr, uden at der tilføies, hvor den ligger, men dens Skyld dog anføres i mánaðarmatir, f. Ex. 3 mánaðarmata ból, da kan man i Almindelighed være temmelig sikker paa, at den hører til Gulathingslagen, vel at mærke Valdres og Hallingdal heri indbefattet. Ved mánaðarmatr tænkte man sig nok oftest Smør, og et saa stort Qvantum, som rummedes i en Løb (hlaupr); derfor bruges ogsaa laups ból og mánaðars matar ból om hinanden; háltlœypis ból er d. s. s. hálfs mánaðarmatar ból. Trediedelen af en Løb var et Pund, d. e. Bismerpund. Sjettedelen af en Løb eller Maanedsmad var et Spand, altsaa hører ogsaa spannsból (⅙ Løbsbol) til Gulathingslagen, ligesaa skettingr, hvis Størrelse dog ikke ret kjendes. I Frostathingslagen, altsaa fra og med Romsdalen indtil Haalogalands yderste Grændse, regnedes vistnok, som søndenfjelds, efter merkrból, eyrisból og ertogarból (Mk.=8 Ører, 1 Øre=8 Ertoger), men den sædvanlige Eenhed, hvorefter man regnede, var spannsleiga (ikke spannsból), hvilken er ligesaa charakteristisk for Frostathingslagen som misnaðarmatr for Gulathingslagen. Ligeledes regnedes efter vettr, vettarleiga, der synes omtrent at have været jevngod med eyrisból; begge Beregninger ere rimeligviis hentede deels fra Kornavl, deels fra Fiskeriet. I Eidsiva- og Borgarthingslagen var Beregningen efter merkrból, eyrisból og ertogarból det sædvanlige; men charakteristisk for Oplandene, især Heina- og Hada-Fylke, tildeels ogsaa Rauma-Fylke, var Beregningen efter sáld og hálft sáld, sædvanligviis skrevet helfsælda eller hefsælda og spannsmjörs, ligesom man ogsaa undertiden ved Marke- eller Øre-Beregninger finder tilføjet nøjere Steds-Angivelser, som dœlskt (for Gudbrandsdalen), haðskt (for Hadeland) o. s. v. I Gudbrandsdalen regnes ofte efter kýrleiga fl. kúaleigur, i Thelemarken efter kýrland fl. kúalönd, ligesom ogsaa i Thelemarken og det egentlige Grenland, merkeligt nok, Beregningen efter mánaðarmatir, skjønt sjeldent, (Dplt. Norv. No 95), og efter laupsland, haltleypis land, oftere kommer frem, tilligemed de for dette Strøg særegne Udtryk vikumatr, vikumatar ból. Dette synes at være en Levning fra den Tid, da noget eget Grœnafylki ej var til, og da maaskee hele Thelemarken med Grœnland stod i nærmere Forbindelse med Vestlandet, end med Østlandet. Beregningen efter laupsland udstrækker sig derimod ogsaa til hele Vestfolden. Overhoved kunde vistnok en nøjere Undersøgelse af disse Skyldberegnings-Forholde kaste meget Lys paa Landets allerældste Inddeling.
Charakteristisk bliver altsaa: for Gulathingslagen: mánaðarmatr og laupsból; for Frostethingslagen: spannsleiga og vettarleiga; for Oplandene: hefsælda og spannsmjörs; for Thelemarken: laupsland og vikumatarland, thi mánaðarmatr forekommer saa sjeldent, at det neppe kan komme i Betragtning; for Vestfolden: laupsland. Peningsból forekommer sjeldent i Norge, og her som det synes, kun i den sydøstligste Deel, Borgesyssel og Viken; paa Orknøerne og Hetland er derimod baade Skillinger og peningr charakteristisk.
De her meddelte Bemærkninger ville, som jeg haabe, indeholde flere ved Benyttelsen af Skriftet selv nyttige Vink. Dets Brugbarhed antager jeg forøget ved det alphabetiske Register, der dog naturligviis kun omfatter de i Paragraphernes egentlige Text indførte, historisk eller geographisk mærkelige, Navne, ikke den store Mængde Specialnavne, der ledsage hver enkelt Paragraph.
Under Skriftets Trykning har jeg tilfældigviis stødt paa Oplysninger, hvorved enkelte Udsagn i de allerede trykte Ark have kunnet berigtiges. Disse Berigtigelser har jeg anført i Rettelseslisten, som derfor bedes nøje paaagtet. En uventet og kjærkommen Oplysning har jeg derhos ganske nyligen modtaget fra Hr. Provst Grundell i Kongelf, hvem jeg havde tilskrevet angaaende de geographiske Forhold omkring det gamle Kongehelle; af disse Oplysninger fremgaar det, at Sólbjargir og Skyrbagar, der omtales i Beretningen om Vendernes Erobring af Kongehelle, ikke engang, som jeg senest (§ 198) antog, ere at søge i den vestre Deel af Ytterby Sogn, men længere mod Øst; Hr. G. troer i Rødbo Sogn paa Hisingen, jeg skulde dog snarere antage hvor det nuværende Konghelle ligger; hvorhos det maa bemerkes, at Beretningens Udsagn om de to Afdelinger, hvori den vendiske Flaade kom sejlende, ej maa’forstaaes saaledes, at den ene Afdeling virkelig sejlede østenom Hisingen, men at den Ø, de omsejlede, kun var den lille Gulley, nu Guldø, landfast med Hisingen. — Flere Berigtigelser veed jeg ikke at tilføje.
Juni 1849.