Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/Fortale

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ved at udarbeide dette Skrift har jeg ſøgt at afhjelpe et Savn, ſom for alle dem, der enten til Belærelſe eller Underholdning beſkjeftige ſig med vort Fædrelands ældre Hiſtorie maa være mere eller mindre føleligt: Savnet af en fuldſtændig Haandbog i vort Fædrelands ældre Geographie. Viſtnok er dette Savn for en betydelig Deel afhjulpet ved de ypperlige af Capt. Munthe forfattede geographiſke Noter til Aalls Overſættelſe af Snorres og de følgende Kongeſagaer, men deels omfatte disſe Noter kun den Kreds af hiſtoriſke Navne, ſom findes i nysanførte Sagarække, deels har den Omſtændighed, at de kun lejlighedsviis ere anbragte ſom oplyſende Anmerkninger, hindret den ſyſtematiſke Ordning af Materien, hvorved endog enkelte ikke uvigtige Afſnit, ſom Elve- og Fjord-Syſtemet, Bjergſtrækningerne o. ſ. v. ej have kunnet afhandles i deres Heelhed. Overflødigt kan derfor, ſom jeg antager, mit Skrift neppe kaldes, hvis det forøvrigt befindes ſvarende til Henſigten. Det ligger i Sagens Natur, at jeg ikke fortrinsviis har kunnet udarbeide det med Henſyn til dette eller hiint Oldſkrift, men har ſøgt at underkaſte Stoffet en ſaa jevn og ligelig Bearbeidelſe ſom muligt, hvilket ej har kunnet ſkee uden ved at ſamle og meddele Alt, hvad der paa nogen Maade lod ſig tilvejebringe, hvor Hjelpekilderne vare magre og mangelfulde, men paa den anden Side at holde tilraade og ej blive altfor vidtløftig, hvor Kilderne vare mange og righoldige. Førſt og fremſt maatte det være af Vigtighed at give en klar og fuldſtændig Fremſtilling af de enkelte Inddelinger og Grundlagene for disſe, dernæſt at omtale de i de hiſtoriſke Skrifter forekommende Stedsnavne, hvor det for ethvert var meſt pasſende, uden at forbigaae noget, der kunde være af Interesſe.

At jeg ikke har holdt mig alene til de Landſkaber, der nu tilſammen udgjøre Norge, vil man finde rimeligt. De i det 17de Aarhundrede til Sverige afſtaaede Grændſe-Bygder udgjorde før den Tid ligeſaa integrerende Dele af Norge, ſom ethvert af dets nuværende Amter eller Fogderier; der var altſaa ingen Grund til at udelade dem. Snarere kunde man maaſke have udeladt Skatlandene i Veſterhavet, men da de alle i Oldtiden dog regnedes ind under det fælles Navn „Noregsveldi“, og egentlig førſt dette i ſin Heelhed dannede „Kongeriget Norge“, har jeg dog foretrukket at omtale dem, dog ſaaledes, at Island og Grønland, der førſt ſildigt kom under norſk Høihed, og dannede ligeſom en Verden for ſig ſelv, kun ganſke løſeligt, og i en hurtig Overſigt, ere omhandlede; de egne ſig bedſt til at beſkrives i egne Skrifter, og et ſaadant have vi allerede, hvad Grønland angaar, i de af det kgl. nordiſke Oldſkriftſelſkab udgivne „Grønlands hiſtoriſke Mindesmærker“, et Skrift, der med Henſyn til Lærdom og Fuldſtændighed intet lader tilbage at ønſke. Hvad jeg har underkaſtet en nøjagtigere og mere i det Enkelte gaaende Behandling, er ſaaledes det egentlige Norge, med de nu ſvenſke Landſkaber Jemteland, Herjedalen og Bohuuslen, og af Skatlandene Orknøerne, Hetland, Syderøerne og Færøerne.

Som egentlige Kildeſkrifter eller originale Levninger fra Oldtiden, af hvilke de nødvendige Oplysninger i denne Materie erhverves, maa førſt og fremſt de endnu opbevarede gejſtlige Jordebøger (jarðaskrár) omtales. Af ſaadanne gaves der i ældre Tider en ſtor Mængde, thi hvert Biſpedømme, hver gejſtlig Stiftelſe havde naturligviis nøjagtig Protokoll over ſine Landejendomme, til Efterretning ved Indkrævning af Landſkyld, Bortbygſling m. m.; ikke ſjelden havde man endog flere ſlige Protokoller, optagne til forſkjellige Tider. Saadanne Jordebøger ere ej alene oplyſende, fordi de indeholde en Mængde ældre Stedsnavne, men ogſaa fordi de, ved at ordne disſe Stedsnavne efter den under Affattelſestiden brugelige Inddeling, give bedre Underretninger om denne, end Sagaerne i Alm. kunne ſkaffe. Da Kirker og gejſtlige Stiftelſer overhoved vare meget rige, og deres Gods tillige meget ſpredt, ſaaledes at det oftere vare enkelte Parter af Gaarde, end hele Gaarde, ſom tilhørte dem, er den Masſe af Navne, der forekomme i deslige Jordebøger, overmaade ſtor, og afgiver næſten allerede i og for ſig tilſtrækkelige Data til, ved Sammenligning med den nyere Matrikel og fuldſtændige Karter, at drage de ſpecielle Inddelings-Grændſer i de Partier, ſom de omfatte. Hvis vi havde beſiddet alle disſe Jordebøger fuldſtændigt, og tillige de kongelige Jordebøger eller Fortegnelſer paa kongelige Ejendomme, ſom ifølge Hirdſkraa Cap. 21 maa have exiſteret, ſaavelſom de Fortegnelſer, de rige Jordegodsejere, f. Ex. Arnmødlingerne i Bjarkø og Gizke ogſaa upaatvivlelig maa have ladet optage, da vilde vi ſikkert allerede i disſe have et ſaa fuldſtændigt Apparat af Materiale, at man intet videre behøvede. Men desværre ere nu alle de ikkegeiſtlige Fortegnelſer tabte, og af de gejſtlige ere ikkun faa tilbage. Disſe ere:

a) Den ſaakaldte røde Bog for Oslo Biſpedømme, affattet paa Biſkop Øyſteins Viſitatsreiſer mellem Aarene 1388 og 1401, og ſiden forſynet med Tilſætninger af ſenere Hænder. Denne er den vigtigſte, meſt omfattende og meſt authentiſke, vi beſidde, thi den er affattet paa ethvert Sted ſelv, uden at være nogen blot Afſkrift af ældre Jordebøger, hvilke den dog undertiden paaberaaber ſig. Foruden Kirkernes Gods i Biſpedømmet indeholder den ogſaa Biſpeſtolens, Kannikernes og nogle Kloſtres Gods. Uheldigviis mangler den paa to Steder betydelige Stykker, nemlig paa det ene Sted (mellem fol. 52 og 53) de Blade, der indeholde 10 Kirker af Veſtfolds og een af Oslo Provsti; paa det andet (mellem fol. 61 og 62) de Blade, der indeholde fem Kirker af Oslo Provſtie. Bogen opbevares nu, uagtet dens Vigtighed for Norge, i den arnamagnæanſke Samling i Kjøbenhavn, betegnet No 328 folio. Den blev nemlig i Begyndelſen af forrige Aarhundrede laant af Arne Magnusſøn, og er ej ſiden bleven tilbageleveret. Hidtil har den ej været udgivet.

b) Det ſaakaldte Bergens Kalvſkind, eller en i Aarene 1360—70 tagen Copi af ældre Fortegnelſer over Kirkegodſet i Bergens Stift, indrettet omtrent paa ſamme Maade ſom „den røde Bog“, men langt mindre paalidelig, da Afſkriften viſer ſig at være noget unøjagtig. Derhos mangler den hiſt og her ſtore Stykker. Ogſaa denne er kommen ind i den arnamagnæanſke Samling, hvor den er betegnet No 329 folio. Men den er mere tilgængelig, end „den røde Bog“, fordi den i 1843 er udgiven ved det akademiſke Collegiums Foranſtaltning

c) Aſlak Bolts Jordebog, eller Fortegnelſe over det vidtløftige Biſpe-Gods i Nidaros Biſpedømme, affattet ſtrax efter Erkebiſkop Aſlak Bolts Tiltrædelſe 1428. Den indeholder fortrinlige geogr. Oplysninger for dette Biſpedømme, det vil ſige hele det nuværende Throndhjems Stift tilligemed Søndmøre og Nordlandene. Ogſaa denne Codex har desværre en Lacune, der falder i den Deel, ſom indeholder ydre Throndhjem og Nordmøre, og den er overhoved ſaa brøſtfældig, at den trængte til, ſnareſt mulig at udgives. Den opbevares i det norſke Rigsarchiv.

d) Fortegnelſe over de tunsbergſke St. Stephans og St. Jørgens Hoſpitalers Gods, optagen 1445. Det er en lang Pergamentsrolle, der opbevares i det deichmannſke Bibliothek i Chriſtiania, og iſærdeleshed giver Oplysninger med Henſyn til Veſtfold.

e) Fortegnelſer over St. Michaels eller Munkelifs Kloſters Jordegods, den ene fra 1487, indtagen ved Enden af den i dette Aar foranſtaltede Samling af Kloſtrets Adkomſtbreve, en anden fra 1463, og en tredie noget ſildigere; de opbevares alle i den arnamagn. Samling, Additamenta No 98, 99; men den førſte og den ſidſte er tilligemed Brevbogen udgiven 1845. De ere iſær oplyſende for Bergens og Stavangers Stifter.

f) Fortegnelſe over Kastelle Kloſters Jordegods i Elveſysſel, optagen 1485; den opbevares i det ſvenſke Rigsarchiv, men er aftrykt, ſkjønt med mange Fejl, i Holmbergs „Bohuslens beſkrifning“ 3 B. S. 363—366.

g) Fortegnelſer over Throndenes Kirkes Gaarde i Haalogaland omtrent fra 1400, paa Pergamentsſtykker, der opbevares i den arnamagnæanſke Samling.

Vi mangle ſaaledes Jordebøger for Hamars og Stavangers Stifter, ſaavelſom for alle de øvrige Kloſtre og geiſtlige Stiftelſer; der findes viſtnok ſenere Fortegnelſer af dette Slags, men de ere os i nærværende Materie ej til Nytte, da de i Almindelighed ikke længer fremſtille de gamle Navnformer, men derimod allerede fremſtille Navnene lempede efter den danſke Retſkrivning. Disſe Savn ere derfor ſaare følelige; imidlertid kunne de dog nogenlunde udfyldes ved den overordentlige Mængde af Diplomer eller Pergamentsbreve, ſom endnu ere tilbage fra Aarene mellem 1300 og 1500, og ſom iſærdeleshed angaae Kjøb, Salg og Bytte af Jordejendomme. Disſe Diplomer, hvoraf mindſt henimod-6000 ere forhaanden, og hvis Masſe aarligen forøges ved de hidtil ubekjendte, der opdages rundtom i Bygderne, give en Mængde Oplysninger, og ere fornemmelig til Nytte, hvor Jordebøgerne ſlippe. Af ſaadanne Diplomer har man endog en ſærſkilt Samling for Munkelif Kloſters Vedkommende, den ovennævnte Adkomſtbrevbog, udgiven 1845. Der er neppe nogen Egn af Norge, fra hvilken Diplomer ikke findes, ſkjønt rigtignok Throndhjems og Tromsø Stifter, uviſt hvorfor, hidtil have viiſt ſig ſaare fattige i denne Henſeende.

Disſe authentiſke Oplysninger, ſammenholdte med den nye Matrikel og med de nøjagtigſte Specialkarter over Fædrelandet, hvortil mine flereaarige Kart-Arbeider beredede mig Adgang, afgave ſaaledes mine vigtigſte Materialier. Jeg gjorde mig det til en Regel, intet at anføre uden Hjemmel, og fornemmelig, ikke af nyere Navnformer at ſlutte tilbage til ældre, for hvilke ingen authentiſk Hjemmel havdes, uden hvor Oldformen var aldeles utvivlſom, f. Ex. ved Ord ſomströnd, akr, þveit o. ſ. v. Det er en altfor raſk Tilbageſlutning af dette Slags, ikke tillige underſtøttet ved ſikker grammatiſk Indſigt i Oldformerne og Overgangs-Theorien, og en ſaagodtſom total Undladelſe af at benytte de diplomatiſke Kilder, ſom har gjort Schønings ellers ſaa fortjenſtlige Arbeider i denne Materie, fornemmelig hans, Udgaven af Heimskringla ledſagende, Karter ſaa fejlagtige, at de næſten maa kaldes ubrugelige. Der vrimler her af Navne, ſom baade i og for ſig ere urigtige, eller ikke ſvarende til de rette gamle Navnformer, og derhos grammatiſk umulige. Saaledes f. Ex. kaldes det nuværende Hitterdal, der af Almuen udtales Heddal, paa Schønings Kart Hitardalr, efter Analogien af den islandſke Bygd af dette Navn, medens det rette gamle Navn var Heitradalr; ved at forvexle grœnn (grøn) og grön (Gran) har han faaet Grenland op imod Mjøſen, o. ſ. v. — Det var førſt Capt. Munthe, der i ſine oldgeographiſke Notitſer i „Samlinger til det Norſke Folks og Sprogs Hiſtorie“, og fornemmelig i Anmærkningerne til Aalls Overſættelſe af Heimskringla, anvendte den rette Methode, i det han lagde de authentiſke diplomatariſke Kilder til Grund, og han har derfor ogſaa leveret en Skat af værdifulde Oplysninger, uden hvilke mange Afſnit i nærværende Skrift, der nu med Lethed ere udarbeidede, kun med yderſte Møje vilde have kunnet komme iſtand.

Af de nu anførte Kilders Beſkaffenhed vil man lettelig kunne ſlutte, at min efter dem udarbeidede Fremſtilling ogſaa væſentligſt indſkrænker ſig til det Tidsrum, de omfatte, iſærdeleshed det 12te, 13de og 14de Aarhundrede. Det er ogſaa dette Tidsrum, hvori Spørgsmaalet om geographiſke Oplysninger paa Grund af de i de hiſtoriſke Skrifter forekommende geographiſke Navnes Hyppighed iſær opſtaar. Men ogſaa til de tidligere Aarhundreder, forſaavidt Oplysninger om dem haves, er der taget Henſyn; og i det Hele taget maa man antage, at Hovedinddelingerne og de fornemſte Stedsnavne da vare de ſamme. Imidlertid kan det ikke negtes, at enkelte ikke ubetydelige Uovereensſtemmelſer med, hvad der ſenere fandt Sted, i hine Tider aabenbare ſig, fornemmelig i Inddelingen af det ſydlige Norge, hvor, ſom paa ſit Sted bemerket, Thelemarken og Grenland i den fjerneſte Oldtid ej ſynes at have udgjort noget eget Fylke, medens Rogaland indbefattede den nu ſaakaldte veſtfjeldſke Deel af Thelemarken. Ligeſaa ſynes enkelte Navne at have undergaaet en Forandring, hvis dette ikke ellers er at tilregne Afſkriverne, f. Ex. naar den Gaard, der idetmindſte i det 15de Aarhundrede hed Skerðingsstaðir, i Olaf Tryggveſøns Sagn for Aar 995 heder Skerðingssteðja; o. fl. Men disſe Afvigelſer maa dog i det Hele betragtes ſom faa og uvæſentlige, og en Beſkrivelſe, der fremſtiller den mere indviklede og mangfoldigere Tingenes Orden under de ſenere Aarhundreder, bliver ſaaledes altid lige brugbar for de ſimplere Forhold i ældre Tider, medens omvendt en Beſkrivelſe, der gik ud fra disſe, vilde blive mindre brugbar for hiin.

Hvad Inddelingen angaar, da kunde jeg have ønſket fuldſtændigere Kilder, end de, ſom ere forhaanden. Dette gjelder iſær den vigtige Skibrede-Inddeling, med hvilken jeg, ſom man vil ſee, ingenlunde overalt er kommen paa det Rene, men har maattet hjelpe mig frem ved Conjecturer, hvilket jeg dog ſtedſe, naar det er Tilfældet, ej har undladt at bemærke. Aarſagen, hvorfor Kilderne med Henſyn til denne Inddeling ere ſaa mangelfulde, er den, at man ikke paa alle Steder i Landet regnede efter den i de ſædvanlige Retsforhandlinger. Dette ſkete nogenlunde hyppigt kun i Gulathingslagen, andenſteds regnede man efter Bygdelag og Sogner. Heller ikke var Skibredernes Antal til alle Tider lige ſtore, eller førte de altid ſamme Navne. I den ældre Gulathingslov Cap. 315, hvor der handles om, hvormange Skibe ethvert Fylke ſkal udrede, antyder det opgivne Skibe-Antal øjenſynligt ogſaa Skibredernes Antal: derom vil man let overbeviſe ſig ved at ſammenligne dette Capitel med Kong Magnus Haakonsſøns Teſtamente af 1 Febr. 1277 (Thorkelins Dipl. Arnamagn. II. p. 253 fgg.) hvor hvert enkelt Fylkes Skibrede-Antal nævnes; men dog findes der ogſaa betydelige Afvigelſer, hvilket letteſt vil ſees ved følgende ſammenlignende Overſigt:

Efter Gul. L. Efter Teſtamentet
Haalogaland 13 eller 14 Skibe 13 Skibreder.
Naumdølafylke 9 — 9 —
Thrøndelagens 8 Fylker 80 — 59 —
Nordmørafylke 20 — 16 —
Raumsdølafylke 10 — 8 —
Sunnmørafylke 16 — 16 —
Firdafylke 20 — 15 —
Sygnafylke 16 — 16 —
Hørdafylke 24 — 32 —
Rygjafylke 24 — 32 —
Egdafylke 16 — — 15 —
Den øvrige Kyſtſtrækning mellem
Rygjarbit og Gøtaelven 60 — 48 —

Flere af disſe Afvigelſer kunne nu vel maaſkee nogenlunde forklares derved, at ikke alle de Skibe, der ifølge Gulathingsloven ſkulle ſtilles, ere angivne til ſamme Størrelſe, ſaaledes heder det, at Haalogaland har at ſtille 13 Tyveſesſer og een Tredive-Sesſe; Naumdølerne, Thrønderne, Nordmørerne og Raumsdølerne ſtille Tyveſesſer; Sundmørerne, Firderne, Sygnerne, Hørderne, Rygerne og Egderne ſtille 25—Sesſer (hálfþritug), Vikverjerne Tyveſesſer. Men betydelige Afvigelſer blive dog altid tilbage, og lignende Afvigelſer viſe ſig derhos, naar man ſammenligner den ældre Skibrede-Inddeling med den, ſom i de ſenere Aarhundreder var almindelig og førſt i vore Dage er ophævet. Alt dette viſer, at Skibrede-Inddelingen har været ſvævende. Jeg har naturligviis holdt mig til den, der angives i Teſtamentet, fordi den maa antages at have været den, ſom gjaldt i den Periode, mit Skrift nærmeſt omfatter, dog har det ofte været vanſkeligt, ogſaa at forlige denne med Diplomernes Angivelſer. Uagtet ſaaledes Romsdalens 8 Aattinger fuldſtændigt opregnes i Aſlak Bolts Jordebog, hvilken Inddeling af mig er fulgt S. 90, findes dog Diplomer, der omtale en Fræns áttungr og en Framness áttungr, hvilke maaſkee have været de ſamme ſom Stims áttungr og Sunds áttungr, men muligtviis ogſaa kunne have været forſkjellige fra disſe, ſaaledes at Fræes áttungr indbefattede Egnen om Frænfjorden, Framness áttungr Faſtlandsdelen af Sands Aatting. I Firdafylke omtales undertiden Breiðefnis eller Breiðheims skipreiða, undertiden Hör skipreiða, der indbefattede baade Breiðefni (Breum) og Jólurstœr (Jølſter). Ligeledes finder man undertiden baade en Gemlastaða, (rimeligviis d. ſ. ſ. Gloppa) en Uppstrjónar (Nedſtryns) en Miðstrjónar og en Innstrjónar eller Niðstrjónar (Nedſtryns) Skibrede. I Rygjafylki omtales undertiden en Yxnafjarðar skipreiða, der ſynes at betegne det ſamme ſom Hýsfjarðar skipreiða eller en enkelt Deel af denne, og paa Veſtfold Arnadals skpr., der ſynes at have været det nuværende Stokke Preſtegjeld.

En Inddeling, til hvis Fremſtilling Kilderne neppe nogenſinde ville forſlaa, er ogſaa de indre Diſtrikters i Thinglag (þinghár); jeg har derfor maattet afholde mig fra at tage den i Betragtning; dette gjelder ogſaa den mærkelige, ſikkert ældgamle Inddeling i liðar, der kun ſynes at have fundet Sted i Strækningen mellem Glommen og Gøta-Elven, eller hvad der udgjorde det gamle Álfheimar. En anden Inddeling, ſom det derimod maaſkee endnu var muligt at fuldſtændiggjøre, er de enkelte Hereders eller Thinglags Inddeling i Fjerdinger, fornemmelig paa Oplandene. Denne Inddeling er nemlig endnu brugelig, men man har hidtil desværre undladt at anføre den ſaavel paa Specialkarter, ſom i Matrikelen. Det eneſte Kart, hvor jeg veed at have fundet en ſaadan Inddeling afſtukken, er paa det Kart over Eker, der ledſager Strøms Beſkrivelſe over dette Preſtegjeld.

Jeg har ved hvert Fylke anført et betydeligt Antal Gaardsnavne, ikke fordi de alle have nogen hiſtoriſk Interesſe, men deels for at man derefter, ved at ſammenholde dem med nyere Specialkarter, paa egen Haand med deſto ſtørre Sikkerhed kan drage Inddelingslinjerne, deels fordi man kun ved at lære en ſtor Masſe af deslige Navne at kjende kan erhverve ſig det rette Begreb om Maaden, paa hvilken Overgangen fra ældre til nyere Navnformer har fundet Sted, og abſtrahere ſig paalidelige Analogier i denne Henſeende. Jeg har derfor ogſaa iagttaget, at anføre alle ældre Navne i den rene Oldform, grammatiſk rigtigt, og efter den beſtemte antagne Normal-Orthographi, uden at angive de mange Smaa-Afvigelſer, ſom Originalſkrifternes vaklende Skrivemaade frembyder, Afvigelſer, der mere vedkomme Grammatiken, end et Skrift ſom nærværende, og ſom desuden aldrig kunne forvilde den, der førſt har lært den rette Form at kjende. Mærkeligt er det forreſten, at der gives flere Navne, med hvis rette, ej blot grammatiſke, men virkelig etymologiſke Form man ikke engang i ældre Tider var paa det Rene, en Omſtændighed, ſom deels vidner om flere af disſe Navnes Ælde, deels om, at de Egenheder i Udtale, der nu betegne de enkelte Mundarter i Landet, ogſaa i den gamle Tid fandt Sted, uden da, ſom nu, at tages for mere, end de ere, blotte Udtale-Egenheder. Af Navne, med hvilke man ſaaledes ikke engang i ældre Tider var paa det Rene i etymologiſk Henſeende, kunne vi anføre Skiptvet, der findes ſkrevet baade Skipþveit og Skygþveit, og altſaa da, ſom nu, har været udtalt mere ſkjødesløſt, ſom Skjetvet eller Skjøtvet; Udenes paa Raumarike ſkrives i den „røde Bog“ Údulgjanes, Údylgjanes, Údýjanes, Údynes; Udtalen har umiskjendelig været faa ſkjødesløs, at ylgj neppe hørtes uden ſom en Lyd af y eller i; Grandshered i Thelemarken ſkrives Grandássherað, Grandássherað, Grandsherað; Enningdalen ſkrives Annilladalr, Anniðadalr, Ønyndadalr, ſaaat det endog er umuligt at afgjøre, om den rette Form er Arnhildardalr, Önundardalr, Eynindardalr eller endnu noget andet. Ødefjeld i Thelemarken ſkrives Øyjafjall og Elgjarfjall; Kodal findes ſkrevet Kúadalr og Kvaðadalr; Skjeringrud i Thrøgſtad ſkrives Skeiðrungaruð, Skerfungaruð og Skefrungaruð, og maa altſaa have været udtalt Skerungaruð, ligeſom nu, med udeladt ð; Naper i Fyrisdal ſkrives et Diplom fra Midten af 14de Aarhundrede „Nabæ“, hvoraf det tydeligt ſees, at den veſtlandſke Udtale af p ſom b imellem to Vocaler allerede da var brugelig; allerede i et Diplom af 1270 (Thorkelin II p. 58) finder man den veſtlandſke Udtale -ak for -akr, nemlig Viðarak; Navnet paa en Sø i Jemteland ſkrives allerede i Grændſedocumentet for 13de Aarhundrede (ſee Norges gl. Love II. S. 491) Kjœrsio eddr Kjolsjo, ɔ: en mellem Kjörsjór og Kjölsjór vaklende Form, hvilket viſer at l allerede da har haft den nu bekjendte tykke, over mod r ſpillende Udtale. Mange ſlige Exempler kunde anføres, og deres Opdagelſe og Studium er iſær at anbefale dem, der ønſke at trænge tilbunds i vort ældre Sprogs Lydlære. Paa nogle faa Steder har jeg været uvis, hvorvidt jeg har truffet det Rette, men iſaafald altid antydet denne Uvished. Her vil jeg kun tilføje, at jeg, efterat Texten var trykt, har faaet etſlags Tvivl om Rigtigheden af Skrivemaaden Rábyggjalög, thi vel udtales Navnet nu ſtedſe med aa, men i Diplomer ſtaar altid o, og muligt kunde det dog være, at Robú, Robúsdalr, Robyggvir, Robyggjalög, egentlig ſtaar iſtedetfor Rogbú, Rogbyggvir, Rogbyggjalög, og ere Levninger fra den Tid, Diſtriktet hørte til Rogaland, altſaa var beboet af Rogar.

Navnene ere naturligviis, hvor de ej ſtaa ſammenſatte eller grammatiſk forbundne med andre Ord, anførte i Nominativformen. I denne forekomme de dog ſjeldent, ſaavel i Sagaer ſom i Breve, da det ligger i Sagens Natur, at de ofteſt findes ſtyrede af Forholdsordene til, í, á, af eller frá, og ſaaledes i Genitiv eller Dativ. Den Vanſkelighed, der maaſkee for dem, ſom ej kjende vort ældre Sprogs Declinationer, vilde være forbunden med at gjenkjende et hos mig i Nominativform anført Navn, hvoraf de i Sagaer og Diplomer kun havde ſeet Genitiv- eller Dativ-Formen, har jeg ſøgt at raade Bod paa, ved oftere ogſaa at tilføje en af de ſidſte. Imidlertid vil jeg dog ikke undlade, for de mindre Kyndiges Skyld her at tilføje nogle vejledende Bemærkninger, hvilke den i vor ældre Grammatik bevandrede gjerne kan forbigaa.

Det er iſær i Fleertalsformer, at den ſtørſte tilſyneladende Forſkjel mellem Nominativ og de øvrige Caſus viſer ſig. I Enkelttallet dannes Genitivet enten ved -s eller ved -ar, Dativet undertiden ved tillagt i, undertiden, blot ſom Accuſativ, ved at bortkaſte Nominativet -r, undertiden, ſom i Femininer, ved -u eller antydes ſlet ikke. I Fleertal derimod ender Nominativ ſomofteſt paa -ir eller ar, Genitivet paa -a, Dativ paa —um, Acc. paa -a, -i, -ir eller -ar, hvorhos det er at mærke, at Endelſen -um ſomofteſt bevirker at et foregaaende a omlyder til ö, der ſkrives o. Navne, der have den ſaa hyppigt brugelige Aſledsendelſe paa „staðir“, forekomme ſaaledes ofteſt i Dativformen -stöðum, -stoðum, -staðum, eller i Genitivformen -staða. Finder man en Gaard ſkrevet: -á Faxstöðum, Faxstoðum eller til Faxstaða, ſaa veed man ſtrax, at den i Nominativ bør ſkrives Faxstaðir; en Gaard i Dativformen Sólheimum heder i Nom. Sólheimar. Større Vanſkeligheder frembyde de Navne, der have den beſtemte Artikel, thi der gives, mærkeligt nok, enkelte, ſom kun forekomme ſaaledes. Naar man f. Ex. finder Dativet Buðunum, ſaa veed den med Oldſprogets Grammatik fortrolige ſtrax, at Nominativformen er Neutr. Buðin, Gen. Buðanna (Fleertal); Dativet Dölunum forudſætter Nominativet Dalirnir, Genitiv Dalanna, ligeledes Fleertal. Naar man finder en Fjords Navn i Dativ Sing. Beðjanum (Bejern), forudſætter dette Nom. Beðinn, og Accuſ. Beðjann. Til Lettelſe ved Beſtemmelſen af ſaadanne Former, hidſættes følgende Exempler paa Stedsnavne, declinerede med eller uden beſtemt Artikel.

Hankjønsnavne: med Artikel. Fleert. med Artikel.
Nom. staðr staðrinn staðir staðirnir
Gen. staðar staðarins staða staðanna
Dat. stað staðnum stöðum stöðunum
Acc. stað staðnum staði staðina

Saaledes gaar undertiden dalr, sjór eller sær (Gen. sjávar, sævar), válr.

med Artikel. Fleert. med Artikel.
Ent. N. vagr vágrinn vágar vágarnir
G. vágs vágsins vága váganna
Hankjønsnavne: med Artikel. Fleert. med Artikel.
D. vági váginum vágum vágunum
A. vág váginn vága vágana

Saaledes gaar krókr, haugr, garðr, hóll, Gen. hóls, hamarr, Dat. hamri, tildeels skógr og dalr.

med Artikel. Fleert. med Artikel.
Ent. N. fjörðr fjörðrinn firðir firðirnir
G. fjarðar fjarðarins fjarða fjarðanna
D. firði firðinum fjörðum fjörðunum
A. fjörð fjörðinn fjörðu fjörðuna

Saaledes gaa ogſaa völlr, G. vallar, Dat. velli, Nom. Pl. vellir.

med Artikel. Fleert. med Artikel.
Ent. N. endi endinn endar endarnir
G. enda endans enda endanna
D. enda endanna enda endunum
A. enda endann enda endans

Saaledes gaa ogſaa hali, Beði, eyri.

Bær eller býr har i Gen. bœjar, býjar, bjár, i Dat. og Acc. eller ; i Nom. Plur. bœir eller býir, Gen. bœja, býja, bjá; Dat. bœjum, býjum, bjám; Acc. bœi, býi. Hvorledes den beſtemte Artikel tilføjes, ſkjønnes let af det ovenanførte.

Hunkjønsnavne: med beſt. Art. Fleert. med Artikel:
Ent. N. vík víkin víkr víkarnar
G. víkr víkrinnar víka víkanna
D. vík víkinni víkum víkunum
A. vík víkina víkr víkrnar

Saaledes gaa mörk, Gen. merkr, der dog ogſaa har Gen. markar.

med beſt. Art. Fleert. med Artikel.
Ent. N. þveit þveitin þveitar þveitarnar
G. þveitar þveitarinnar þveita þveitana
D. þveit el. þveitu þveitinni el. þveitunni þveitum þveitunum
A. þveit þveitina þveitar þveitarnar

Saaledes gaar ogſaa fit, G. fitjar, vin, G. vinjar (ofte vinar), á, Gen. ár.

med beſt. Art. Fleert. med Artikel.
Ent. N. jörð jörðin jarðar ell. jarðir jarðarnar eller jarðirnar
G. jarðar jarðarinnar jarða jarðanna
D. jörðu jörðunni jörðum jörðunum
A. jörð jörðina jarðar ell. jarðir jarðarnar; -irnar

Saaledes gaa ogſaa mörk (der dog ogſaa har i Gen. merkr); ey, G. eyjar.

med beſt. Art. Fleert. med Artikel.
Ent. N. heiðr el. heiði heiðrin el. heiðin heiðar heiðarnar
G. heiðar heiðarinnar heiða heiðanna
D. heiði heiðinni heiðum heiðunum
A. heiði heiðina heiðar heiðarnar

Saaledes gaa ogſaa elfr, der og ogſaa heder elf, og da gaar ſom þveit.

med beſt. Art. Fleert. med Artikel.
Ent. N. gata gatan götur göturnar
D. götu götunnar gatna gatnanna
G. götu götunni götum götunum
A. götu götuna götur göturnar
Saaledes og ekra, tunga, fjara.
Ent. N. Heinini.
G. Heinini eller Heininar Bruges ikke i Fleertal eller med
D. A. Heinini beſtemt Artikel.

Saaledes alle paa -ini, ſom Leykini, Eyðini, Sköðini.

Intetkjønsnavne: med beſt. Art. Fleert. med Artikel.
N. fjall fjallit fjöll fjöllin
G. fjalls fjallsins fjalla fjallana
D. fjalli fjallinu fjöllum fjöllunum
A. fjall fjallit fjöll fjöllin

Saaledes gaa ruð eller rjüðr, fall, djúp, tildeels berg, nes, hús, tún. Former ſom skeiði, eiði, gerði have i Gen. skeiðis, eiðis, gerðis, og gaae forreſten ſom fjall.

Men det er en mærkelig Omſtændighed, at mange Intetkjønsord, naar de bruges ſom Stedsnavne, gaae over til at blive Hunkjønsord; dette er idetmindſte Tilfældet med de fire ſidſtnævnte; man finder ſaaledes berg eller bjarg, Fl. bergar, bjargir, nes, fl. nesjar; tún, fl. túnir, hús, fl. húsar (den røde Bog. fol. 195. a.), holt, fl. holtar). Tages nu hertil den beſtemte Artikel, faaes Former ſom borgarnar, nesjarnar, túnirnar, húsarnar, der ofte asſimileres bergannar, nesjannar, túninnar, húsannar, hvoraf nyere Former ſom Bergann’, Huſann’, ere afkortede. Overhovedet kan man overalt, hvor rn forekommer, ogſaa finde nn, ligeſom man i alle Endelſer, hvor i forekommer, ogſaa kan finde e.

Endelſerne ſelv, eller de til Dannelſe af Stedsnavne anvendte Ord, ere baade med Henſyn til deres Betydning og deres Anvendelſe heel mærkelige; flere af dem maae endog anſees ſom Levninger fra et Sprogſtadium ældre end det, paa hvilket vi nu kjende Sproget, hvilket heller ikke er at undres over, da de egentlige Urnavne (örnefni), maae være opkomne ſtrax efter at Landet befolkedes af vor Stamme. Disſe örnefni betegne i Regelen en Lokalbeſkaffenhed, ſom Slette, Høj, Bakke, Myr, Eid, Kyſt, Lid, Dal, Ø o. ſ. v., og forekomme enten uſammenſatte eller ſammenſatte med andre Ord, der betegne enkelte nærmere Omſtændigheder ved dem, f. Ex. Højde, Farve, Brede o. ſ. v. Til en ſenere Klasſe af Navne, der allerede antyder en ſtærkere Befolkning og en Udſtykning af det tilſtedeværende Jordsmon høre de, der betegne en Gaard, Plads (Sted), en Rydning (Rud) „Sæde“, en Afſondring (Thvet), en Dyrkning, o. ſ. v.; disſe Navne ſammenſættes derfor ogſaa oftere med Perſons-Navne, og forekomme ofteſt i de ſildigſt bebyggede Egne. Vi ville her omtale nogle blandt de mærkeligſte og hyppigſt forekommende af begge Klasſer.

Af den ældre Klasſe er neppe noget Navn mere oprindeligt, eller en mere umiddelbar Levning fra Urtiden, end det hyppigt forekommende vin, g. vinjar. Det ſvarer ganſke til det gotiſke vinja, ſom hos Ulfilas bruges i Betydningen „Græsgang“, og til det angelſaxiſke vynn, det oldtydſke wunna, hvilke dog kun anvendes i Betydningen „Velbehag“, det nyere tydſke „Wonne“. Ordet har altſaa aabenbart Henſyn til en Tid, da Fædriften udgjorde vore Forfædres fornemſte Levevej, og da den ypperſte Græsgang tillige var det behageligſte Sted. Hvilken af begge Betydninger er den oprindelige, lader ſig vanſkeligt afgjøre; men tager man Henſyn til Ligheden, og vel derfor ogſaa Slægtſkabet med Ordet vinr ɔ: „Ven“, ſkulde man dog nok helde til den Mening, at Ordet egentlig har betegnet „Velbehag“, „behageligt Sted“, og at Betydningen „Græsgang“ er afledet. Overgangen fra en foreløbig Dvælen til en faſt Beboelſe, og da rimeligviis ogſaa fra Fædrift til Agerbrug, betegnes heel anſkueligt ved Ombytningen af Ordet vin (behageligt Sted, Græsgang) med heimr (Hjem); det ſkal nemlig ſnart nedenfor viſes, hvorledes flere ſammenſatte Stedsnavne have en dobbelt Form, een paa vin, og een paa -heimr, hvilke bruges i Fleng. uſammenſat forekommer vin temmelig ofte, iſær i Flertal; i Thelemarken er ſaaledes et Vinjar, g. Vinja (nu Vinje), den nordveſtligſte, mindſt til Agerbrug og meſt til Fædrift ſkikkede Deel; Suledals Kirke i Ryfylki heder Vinje Kirke, Vinjar kirkja, og Gaarden, paa hvis Grund den ligger, ſaaledes vin; en heel Aatting paa Voſs hed, og heder endnu Vinjar áttungr, eller kortere Vin; et Vin, eller Vinjar kirkja, nu Vinje Kirke, findes og paa Nordmøre, og Snaaſens Kirke i Sparbyggjafylki heder ligeledes Vinje Kirke; i Skaun paa Hedemarken er et Vin (Ven). Sammenſat har Ordet en endnu ſtørre Anvendelſe, og forekommer iſær i Hørdafylke, hvor vi ſtrax finde Kjøbſtaden Bergens Navn ſaaledes dannet, nemlig af Björg- eller Berg (Bjerg) og vin: Bjargvin, Björgvin, Bergvin. Efter en for den med de germaniſke Sprogs Lydforhold fortrolige meget bekjendt Analogi ombyttes vi, naar en Conſonant kommer foran, med y, eller maaſke rettere med o eller u, (f. Ex. kona for kvina, koma for kvima), hvilket igjen paa Grund af det oprindelige, og endnu i Flexionen efterfølgende j er omlydet til y, ſaaledes Björgyn, Þoptyn, eller v udelades aldeles, f. Ex. Björgin. Og, mærkeligt nok, af Formen vin er der atter dannet en ſaakaldet ſvag Declinationsform vini, gen. vini, ſjeldnere vinar, der iſær bruges med udeladt v: ini, og ſom er den forherſkende Søndenfjelds, medens den oprindelige Form vin er brugeligere Nordenfjelds. Derhos maa det mærkes, at Endelſen -vin i Sammenſætninger foretrækker Genitivformen vinar, medens -yn foretrækker -ynjar, rimeligviis for at kunne beholde Omlyden; ſaaledes Björgvinar og Björgynjar. Endelig er det ſædvanligt, at Bogſtavet v, hvad enten den beholdes eller ej, bevirker at et a i en umiddelbart foregaaende Rodſtavelſe ſomofteſt omlyder til ö, ja endog ofte at et foregaaende ei faar den ſaakaldte ſterke Omlyd og bliver til ey (udtalt oi), ſenere oy; i ligeledes til y. Alt dette vil bedſt viſe ſig af enkelte Exempler. Af grön g. granar ɔ: Grantræ, og vin dannes Navnet Grönvin, ogſaa omlydt Granvin, nu Graven i Hardanger, det eneſte Sted i disſe Egne, hvor Grantræer findes; af sandr (Sand) og vin dannes Sandvin, Söndvin, Söndyn, Söndini, Sandini, af hvilke Former den førſte er hyppig paa Veſtkanten, f. Ex. Sandven i Hardanger, de ſidſte paa Øſtkanten, f. Ex. Sandini sókn, nu Sande Sogn nærved Drammen. Af Leir (Leer) og vin dannes Leirvin, og med ſtærk Omlyd Leyryn, Leyrini; deraf er Navnet paa en Bygd i Romerige, Leyrinskógr, nu Lørenſkogen, dannet; og vilde nogen betvivle denne Etymologi, maatte han dog blive overbeviiſt ved at ſee, at Oldſkrifterne bruge Navnet Leyrinskógr og Leirheimsskógr i Fleng; altſaa er Leyrini, Leirvin og Leirheimr eenstydige. Det vil nu blive begribeligt, hvorfor det gamle Eiðvin (af eið, Iſthmus), ogſaa kan ſkrives Eyðyn, Öyðyn, og nu udtales Ødven, ligeſaa, hvorledes Leikvin (af Leikr, Leeg), hvilken Form iſær paa Veſtlandet er brugelig, og nu udtales „Lekven“, „Lekve“, paa Øſtlandet oftere forekommer ſom Leykyn, Leykini, og nu udtales „Løken“, medens det dog er aldeles ſamme Navn ſom Veſtlændingernes „Lekve“, og ingenlunde maa forvexles med lœkrinn ɔ: Bækken. Af tað ɔ: Gjødning dannes Taðvin, der og ſkrives Töðvin, Töðyn, Töðini, Taðini, og nu ſædvanligviis udtales Tojen, Tøjen, da ð ej ſjelden er gaaet over til en j lignende Lyd. Saaledes er ogſaa af Vað (Vadeſted) dannet Vaðvin, Vöðvin, Vöðini, nu „Vøjen“; af Dalr Dalvin, Dölvin eller Dölini, der nu deels udtales Dæli eller Dali, deels Dolven. Særdeles interesſant er Formen Skaðvin, Sköðvin, Sköðini, der nu udtales „Skojen“, „Skøjen“, thi dette her forkommende Skað er neppe andet end en Forkortning af Skand, ligeſom Staðr er beſlægtet med standa; Skaðvin ſtaar altſaa iſtedetfor Skandvin, og vi have her et med det gotiſke Skandin-avi (ɔ: Skandia-ey) beſlægtet Navn; ligeſom Skandia-ey ſammendrages til Skáney (Skaane), ſammendrages Sköðynjarvík (ɔ: Skandvinjarvík) hos os til „Skaanevik“. Skand betegner, ſom man antager, en Rand, en Yderkant, og maa ej, hvad der ſaa ofte ſkeer, forvexles med skaun, hvorom ſiden. Ved den nu brugelige Udtale er det ſædvanligt, at gjengive vin, hvor det ej er afkortet, „ven“ eller „ve“, f. Ex. Sandvin, Sandven; Leikvin, Lekve, iſær paa Voſs, hvor der forekomme ſlige Navne i Mængdeviis, f. Ex. Helluvin, Helleve, Endavin, Endeve, Hornvin, Honve, Sævin, Sæve, og hvor Flere urigtigen have antaget „ve“ for at være det gamle ɔ: Helligdom. Hvor det derimod er afkortet, eller gaaet over til -ini, plejer man at udtale det „-en“, eller endog „-i“, f. Ex. Björgyn, Bergen, Töðini, Tojen, Dölini, Dali, Bóndini, Bondi, o. ſ. v. Derved opſtaar mangen Inconſeqvens, thi medens man udtaler Byen Björgvin Bergen, udtaler man det ſamme Navn, naar det, hvilket hyppigt er Tilfældet, forekommer ſom Gaards-Navn, ſnart „Børve“, f. Ex. i Hardanger, ſnart „Bjerve“, „Berven“, „Bervin“ o. ſ. v. Som nomen appellativum forekommer det i vort Sprog neppe uden i den allerede længſt forældede Sammenſætning vinjartoddi, Afgift for Benyttelſe af Græsgang, ſee Ólafs Saga hins helga S. 60, 143.

Af de ved Siden af hinanden beſtaaende og i Fleng brugte Former Leyrinskógr (ɔ: Leirvinskógr) og Leirheimsskógr ſees allerede, at -vin og -heimr kunne bruges, eller rettere i den fjerneſte Oldtid have været brugte om hinanden. Den ſamme dobbelte Form findes ogſaa ved det nuværende Thofte i Dovre Sogn i Gudbrandsdalen, der omtales i Sagaerne i Anledning af Kong Harald Haarfagres Æventyr med Jotnen Svaſe, og her kaldes deels Þoptyn ɔ: Þoptvin, deels Þoptheimr. Man finder ligeledes Skerfvin og Skerfheimr, Ullarini og Ullarheimr, o. fl. Denne Ombytning af -vin med heimr er, ſom jeg allerede ovenfor har ytret, viſtnok betegnende med Henſyn til Overgangen fra et mere nomadiſk eller idetmindſte endnu ikke faſt, men nybyggermæsſigt Ophold paa et Sted til en blivende Nedſættelſe. Den ſkjønne, til Græsgang ſkikkede Egn (vin) bringer Nybyggeren til at ſtandſe; naar han har taget faſt Bolig, bliver Stedet førſt hans Hjem (heimr). Og derfor finder man ikke ſjelden, at ved Navne, der endes med -vin eller -heimr, dette Tillæg endog er udeladt ſom uvæſentligt til Localbetegning, og kun den førſte Deel, der egentlig betegner Stedet, brugt i Fleertal. Saaledes kaldes netop det nysomtalte Þoptvin og Þoptheimr ogſaa ſlet og ret Þoptar, eller á Þoptum, og naar Staden Björgvin, Bergvin allerede i de ældſte paa Latin forfattede Documenter, hvor den omtales, kaldes Bergæ, g. Borgarom — hvilken latinſke Navnform ſiden er vedbleven — ſaa er dette heller ikke andet end en latinſk Overſættelſe af Navnets fornemſte, betegnende Deel Björg, Berg ɔ: Bjerge, maaſkee i den feminine Form Bergar, ſom ovenfor er nævnt. Der findes forreſten Antydninger til, hvad der i og for ſig er rimeligt, at den blotte Fleertal-Endelſe udtrykker noget mere udſtrakt, ubeſtemt, et heelt Strøg, medens -vin betegner noget mere ſpecielt, det fornemſte Sted eller den oprindelige Hoved-Gaard i Egnen. Det nuværende Bamble Sogn veſtenfor Langeſundsfjorden kaldes ſaaledes i Oldſkrifter Bamblar, á Bömblum eller Bamblum, hvormed det hele Hered eller Diſtrikt betegnes; Kirken, der ligger paa Gaarden Skeiðis Grund, kaldes derfor Skeiðis kirkja á Bömblum. Men i Diſtrictet findes ogſaa en Gaard ved Navn Bamble, og denne ſkrives i „den røde Bog“ (fol. 30. a.) Bamblyn (ɔ: Bambl-vin). Den ſamme Forſkjel har vel oprindelig været mellem þoptar (Strøget, Grenden) og Þoptvin (Hovedgaarden), mellem Björg (Strøget i hine Bjergegne) og Björgvin, (Stedet, hvor Byen anlagdes). En Analogi er det ogſaa, naar man i „den røde Bog“ finder Øen Nøterø ſkreven Njótarøy, Njótarey, men Gaarden Nøterø paa denne Njótarini. Muligt kunde det nu ogſaa være, at -heimr oprindelig har antydet noget mere omfattende, end -vin, eller et heelt Strøg eller en Samling af Boliger; dog bruges -heimr meget ofte om enkelte Gaarde. Paa ſamme Maade anvendes ogſaa Fleertalsformen -heimar, og det maa vel mærkes, at Forſkjellen mellem Enkelttals- og Fleertals-Formen ſomofteſt nøje overholdes, ſaaledes at en Gaard, der f. Ex. heder Sólheimar, ikke ſkrives Sólheimr eller omvendt. Saavel heimr ſom vin ſammenſættes med Appellativer, ej med Egennavne, f. Ex. Vatnheimr, Sólheimr,Eiðheimr, Bjargheimr,Björgvin o. ſ. v.

Af Ord, der betegne en Højde, gives en heel Deel, alle viſtnok med noget forſkjelligt Bibegreb, hvilket dog nu vanſkeligt lader ſig beſtemme. Temmelig almindeligt, iſær paa Island, er hváll eller hvóll, hóll, baade enkelt og ſammenſat, og da ofte med Perſonsnavne; det ſynes at være forſkjelligt fra hvalr, og dette igjen fra Válr enkelt f. Ex. i Válir (Vaaler), ſammenſat i Ullarválr (Ullevaal); alle ſynes dog at betegne en Forhøjning, ſtørre eller mindre. Ordet hvammr ſynes at betegne et dybere Bakkeheld, at dømme efter de ſaaledes benævnte Gaardes Beliggenhed. Kjölr er en Ryg mellem to Dale. Egg, g. Eggjar maaſkee det ſamme. Haugr, hlíð, hall, berg, brekka, þúfa, hamarr trænge ej til nogen Forklaring. Hjallr, hjalli er en Terrasſe, ham betegner en Kant, et Hjørne.

En jevn og flad Strækning betegnes ved völlr, der ej maa forvexles med válr, og bruges ſaavel enkelt ſom ſammenſat: i Enkelttal f. Ex. Ásvöllr, eller i Fleertal, f. Ex. Hlöðuvellir, eller med den beſtemte Artikel Völlrinn, Vellirnir, g. Vallanna. Skove og Lunde antydes ved skógr, lundr, holt, mörk, viðr, kjarr fl. kjörr. En formelig Slette betegnes ved slétta, en Sandſtrækning ved mór, der ogſaa bruges i Fleertal, móar, og med den beſtemte Artikel mórinn, g. mósins, d. mónum, fl. móarnir, g. móanna, d. mónum. Disſe Ord ſammenſættes allerede meget ofte, völlr maaſkee endog ofteſt, med Perſonsnavne. Jaðarr betegner deels et fladt Forland, deels en Række af Gaarde. Fit, eller Fl. fitjar, er en gjødet, lidt fugtig Slette med friſk Græsvæxt; istra omtrent det ſamme. Localbenævnelſer, der antyde Naboſkab af Vand, ere foruden vatn (Vand), tjörn eller tjarn (Tjern), sjór (Sø), fjörðr (Fjord), vík (Vig), botn (Bund), sund, strönd, á (Aa), elfr (Elv), , g. lóar, der altid bruges om en lav Kyſtrand ved Foden af et Fjeld, f. Ex. Lóar, á Lóm, i Gudbrandsdalen (Lom), i Aaſen i Strindafylke, Osló, Veló, Lýsiló o. fl. Angr betegner en Fjordſtrækning, kill en Kile, kjóss en meget ſmal Fjordegn. En Sump antydes ved dý, myri, fen, saur, mosi. En Elvs eller Bæks udløb i Havet eller en Sø, eller dens Udløb af en Sø, kaldes óss eller mynni. Deler den ſig i flere Arme, kaldes en ſaadan kvisl. Eið, der ikke ſjelden bruges i den afledede Form eiði, g. eiðis, er en Jordtange, Iſthmus i Almindelighed; en ſaa ſmal og lav Tange, at Baade kunne drages derover, kaldes ofte drag. Bakki betegner ofteſt en ſaakaldet Aabakke, eller ſkraa Elvebred; ogſaa det føromtalte til betegner ofte en ſumpig Flade ved Stranden, fjara en Fjære, flad Strand, efja er den ved Breden af et Sund eller Elv tilbagegaaende Modſtrøm, Evje, den kaldes ogſaa iða (den røde Bog fol. 39. a). Lœkr g. lœkjar er en langſomt, undertiden i flere Smaaarme rindende Bæk; á er det almindelige Navn paa en Flod, straumr en Strømning, fló et videre Basſin, lögr hvilketſomhelſt Vand, enten Indſø eller Elv, vágr en Vaag, mindre Søſtrækning, Rhede, nör et ſmalt Sund, ved et Vadeſted, ogſaa veðill, Fleertal vaðlar. Forſkjellige Slags Halvøer eller Landſpidſer betegne nes, höfði, skagi (flad), tangi, múli, eyri (flad Kyſtſtrækning) tunga; det ſidſte betegner ogſaa en Strækning mellem to ſammenløbende Elve, hvis Sammenløb kaldes mót (ármót, ámót, lœkjamót). Et Nes, der rager ſkarpt frem og bevirker en pludſelig Svingning i Seiladſen, eller bringer det indenfor liggende Land til med eet at forſvinde (hverfa), kaldes hvarf. Forſkjellige Slags omflydte Lande ere ey, hölmr, sker, fles; modſat disſe er meginland (Faſtlandet). Beſynderligt er det, at naar en Ø benævnes efter vágr, og derfor nu kaldes Vaagø, tilføjes i Ordſproget aldrig ey, men der ſættes blot Fleertallet vágar, ſaaledes Vágar i Lofoten (egentlig baade Øſt- og Veſt-Vaagen); Vágar paa Færøerne (Vaagø), Vágar i Orknøerne (Waes).

Til den yngre Klasſe af Navn, der tyde paa en virkelig Bebyggelſe, høre hús, Fl. hús eller húsar, þorp, tún (Gaardsplads), kot, stofa, bœr eller býr; ból, eller ſvag Form bœli; Bo, af byggja; braut, en Vei, leið ligeſaa; túpt (d. e. Tomt) akr, hvoraf ogſaa ekra; garðr, hvoraf ogſaa gerði; teigr (Afdeling paa Ageren) þveit, fraſkilt Stykke (af det nu ubrugelige Verbum þvíta, afſkære, præt. þveit, hvilket oftere forekommer i Angelſaxisk, þvítan, þvát, þviton eller þveoton, ſee cod. exon. fol. 95. a., Beda ed. Smith p. 524, 544), reit, et Beed, en Opdyrkning, egentlig vreit, ſvenſk vret (af rita, vrita); ruð eller rjóðr, (af rjóða, ryðja) Rydning, , Græsplads; auðn, nyoptagen Ødemark, setr, (Sæde, Sæter), sel (Sæterhuus), staðr, næſten altid i Fleertal, staðir; stöðull, en Støl, Sæterſtøl, hagi (indhegnet Plads, Hage), tröð, (gjødſlet Plads, Indhegning for Kvæg), eng, eller ſvagt engi, vangr. Alle disſe Ord ſammenſættes ofteſt med Perſonsnavne, ofte endog med andre Stedsnavne, hvoraf da iſærdeleshed deres yngre Oprindelſe kan ſluttes. Af ſæregen Interesſe ere de Navne, der vidne om den hedenſke Cultus, ſom hof (Tempel), hörgr (Guderne helligt Sted), (indviet Sted), iſær naar de ere ſammenſatte med virkelige Gudenavne, ſom Njarðarhof, Freyshóf, Forsetalundr.

Enkelte Endelſer ere blotte Afledsendelſer uden nogen ſelvſtændig Betydning, f. Ex. -und, der blot tilkjendegiver Tilstedeværelſen af en vis Beſkaffenhed, og derfor bruges i ſædvanlige Appellativer, f. Ex. mergund (hvad der gaar til Marven), holund, hvad der gaar til Hulheden, vitund, hvad der vides, þusund (Tuſende, hvad der vrimler beſlægtet med þyss, Vrimmel); ſaaledes og Sælund, paradiſisk Sted (af sæll lykkelig), Borgund, (hvor der findes Borge), Raðund, eller maaſkee Hraðund (hvad der befares let, af hraðr). Disſe Ord vakle mellem Femininum og Neutrum.

De Rodord, til hvilke Aflednings-Endelſerne føjes, ere ikke ſjelden meget dunkle, eller rettere ſaa gamle, at deres Betydning ej kjendes, f. Ex. det ovenfor nævnte Bambl-, ligeſaa Os eller As i Osló, o. fl. Gamle, dog altid forſtaaelige, Rødder ere (indviet Sted), hlæ, ofteſt (got. hlaiv), Grav, Dybde. De fleſte ere almindelig bekjendte Ord, der betegne Beliggenhed, ſom björg, sól, vatn, eller Udſeende, ſom fagr, grœnn, svartr, hárr (høi), eller Træarter, ſom björk, grön, lindr, runnr; eller Dyr, ſom kú, uxi, refr, o. ſ. v. Sammenſætningerne ere ofte forbundne med ſtærke Sammendragninger, f. Ex. naar Sæheimr ſammendrages til Sæimr, Sæmr (nu Sæm); Háheimr til Hæmr (Hæm), Hlæheimr til Hlæmr, Læmr; Nýjuhús til Njús (ligeſom Fé-hús til Fjós). Om Maaden hvorpaa vin behandles, er forhen talt. Naar h kommer efter en Conſonant, udelades det ſædvanligviis, ſ. Grímaugr for Grimhlaugr, Forseimr f. Forsheimr, Kamborn f. Kambhorn. Naar Adjectiver i den ſvage Form ſammenſættes med et Navn, declineres begge Dele, f. Ex. Mikligarðr, gen. Miklagarðs, dat. Mikllagarði, acc. Miklagarð; Fagravík, gen. Fögruvíkr.

Af uſammenſatte Navne, der tillige ere oprindelige Appellativer, vil jeg her blot omtale nogle faa. Skaun har været Gjenſtanden for flere Fortolkninger, og man har ſomofteſt urigtigviis ſat det i Forbindelſe med Skáni. Det er en Femininform, gen. Skaunar, og anvendes ſtedſe om ſkjønne, frugtbare Slette-Egne; de Steder, der føre dette Navn, ere alle ſaadanne, nemlig Skaun i Sparbyggja-Fylke, Skaun (nu Skogn) i Indhered i Throndhjem, den ſmukkeſte Deel deraf; Skaun i Orkdølafylke (Børgſeſkognen), Skaun paa Hedemarken, nemlig Stange Sogn, Skaun paa Raumarike, Skaun paa Veſtfold, det ſmukke Sandehered, og Skaun i Borgeſysſel eller Rakkeſtad Preſtegjeld. Navnet er oprindelig Feminin af det i Oldnorſk forlængſt obſolete Adjectiv skaunn, ſom derimod findes i Gotiſk: skauns, og er det tydſke ſchön, hvoraf „ſkjøn“ igjen er optaget i vort Skriftſprog; skaun betegner derfor „en ſkjøn Egn“. En lignende Betydning har fraun, der ſvarer til det gammeltydſke frôn ligeſom skaun til det glt. scôn, scôni; frôn betyder egentlig „offentlig“, men det afledede frônisc ogſaa „herlig, prægtig“; fraun har altſaa hos os enten betegnet „offentligt Land“, ager publicus, eller „godt, herligt Land“. Det bruges ſtundom i Enkelttal, ofteſt i Fleertal, Fraunar. Det maa ikke forvexles med Frón, der betyder Jord, Land, og kun er en mere poetiſk Benævnelſe. Mjörs, g. Mjarsar, ſynes oprindelig at have været det almindelige Ord paa en Indſø.

Benævnelſen paa Indbyggerne i de enkelte Diſtrikter har jeg kun anført, naar den var dannet paa en ſæregen Maade, f. Ex. Elfargrímar; ellers har jeg undladt det, da disſe Benævnelſer ſomofteſt dannes ved regelret Afledning, og derfor helſt bør omtales under eet. Den almindelige Afledning er ved at danne af Stedsnavne et ſtærkt Maſculins-Fleertal med i-Flexion og I—Omlyd, f. Ex. af Skaun Skeynir, af Sogn Sygnir, af Agð Egðir, af Harðangr Harðengrir, af Lóar Lœir, af Lesjar Lesir, af Vestfold Vestfyldir. Undertiden er Afændringen ſtørre, f. Ex. naar der af Hálogi dannes Háleygir, af dalr -dœlir, af bú byggvir (f. Ex. Sparabú, Sparbyggvir, Selabú, Selbyggvir) af Ey Eynir. Alle disſe Benævnelſer forekomme neppe uden i Fleertal, men forudſætte dog en Enkelttalsform, ſom vel ogſaa ofte maa have været brugt, (aldeles ſvarende til Danr, fl. Danir, angelſ. Dene, ſg. og pl. Engle, leóde, vare o. ſ. v.) og efter den nuværende Udtale at dømme maa have været f. Ex. Skeynn, Egðr, Lœr, Vers, Firðr, Less, Dœlr o. ſ. v., og Hunkjønsformerne Sygna, Egða o. ſ. v. Dog findes ogſaa Former med a-Flexion, ſom Hörðar, Vörsar, Raumar, Haðar, Hjaltar (for Hetland), Jamtar (for Jemteland) eller begge Dele, f. Ex. Vörsar og Versir, Rogar eller Rugar og Rygir. Efter disſe Navne benævnes altid Fylkerne (f. Ex. Sygnafylki ɔ: Sygnernes Fylke), og dannes Adjectiverne, ſom sygnskr, egðskr, háleyskr, firðskr o. ſ. v. Undertiden dannes Subſt. ved Tilføielſe af fl. verjar (Fleertal af varr ɔ: Mand), navnlig er dette Tilfældet med Vík, hvoraf Víkverjar, og Gaular, hvoraf Gaulverjar; Adjectivet er -verskr, víkverskr, gaulverskr; man finder og heinverskr. Endelſerne -ingr og -ungr ere heller ikke ſjeldne, det førſte iſær ved mörk, holt ſ. Vingulmerkingr, Stafhyltingr. Af Hliðir dannes Hliðungr (Beboer af Lier), af Sóleyjar Sólungr.

Nogle Benævnelſer bruges, uviſt hvorfor, mere ſpecielt; ſaaledes ſynes Rygir eller Rugar kun at betegne Ø—Boere, hvorfor de og kaldes Hólmrygir (ligeledes de gotiſke Rugîs, Hulmarugîs); skeggr eller skeggi Fl. skeggjar bruges ligeledes altid og udelukkende om Ø—Boere, med Tilføjelſe af Øens eller Stedets Navn: Mostrarskeggr (fra Moſtr), Fitjaskeggr, (fra Fitjar paa Øen Storð), Byjarskeggjar (fra Hetland eller Ørknøerne), Götuskeggjar (fra Gata paa Øſterø i Færøerne). Mere i Skjeldsordenes Række ſtaae rimeligviis Navne ſom Elfargrímar, (fra Elveſysſel), Sygnakjúka (fra Sogn), Vágadrumbr (fra Vaage).

Ved at tilføje de nyere Navnformer har jeg, ſom de fleſte ved ſlig Anledning, ofte været i ſtor Uvished og Forlegenhed med Henſyn til Skrivemaaden, og været nødſaget til, aldeles at opgive ſtreng Conſeqvens. Sagen er nemlig den, at man, da vort Sprog ophørte at være Skriftſprog, men derimod det danſke Sprog indførtes, ikke længer ſkrev Navnene med den rette gamle, for alle Dialecter fælles Orthographi, men ſaaledes ſom Udtalen paa hvert Sted nærmeſt kunde gjengives efter det danſke Retſkrivningsſyſtem. Og dette ſkete ikke engang efter en conſeqvent Regel, men efter enhver Skrivers individuelle Opfatning af Lyden. Man fik derved paa eengang en Mængde tilſyneladende nye Navnformer, uagtet Udtalen fremdeles var den ſamme ſom forhen, og de Afvigelſer fra den rette gamle Orthographi, ſom den nyere danſke Lydbetegning ſyntes at antyde, egentlig allerede exiſterede i den gamle Tid, men ikke regnedes for andet end hvad de vare, Særegenheder i Udtalen. Beviſer derfor ere allerede ovenfor anførte. Man bar ſig omtrent ſaaledes ad, ſom Englænderne, naar de ſkrive indiſke Navne med deres Orthographi, f. Ex. Punjaub, hvor en Franſkmand maaſkee vilde ſkrive Pennjab, en Tydſker Pendſchab; Runjeet, hvor Franſkmanden maatte ſkrive Rennjite, Tydſkeren Rändſchit, o. ſ. v. Men Fejlen var den, at Forandringen her var unødvendig, da der ej var Tale om Overførelſe fra et andet Alfabet, eller til et grundforſkjelligt Lvdſyſtem. Hvad vilde man ſige, om en Englænder ſkrev Paree f. Paris? Naar nu f. Ex. Navnet Sólheimr, der allerede længe før det danſke Skriftſprogs Indførelſe udtaltes Sóleimr, og, med en ſkjødesløſere Udtale af Diphthongen, Sólemr, i Acc. Sólem, ſkulde ſkrives med den nye Bogſtavering, ſkrev man ſnart Soleim, ſnart Solem, ſnart Solum; Forsheimr, der allerede i Oldtiden udtaltes Fosseimr, Fossemr, blev ſkrevet Foſſum, Foſſem; hvammr blev paa de Steder, hvor hv udtales ſom kv, til Kvam, paa andre Steder til Hvam eller endog blot Vam. Saaledes opstod af een Form pludſeligt en Mangfoldighed af indbyrdes afvigende Former, hvilke af de ukyndige Embedsmænd antoges for forſkjellige Navne, og Mangfoldigheden blev ſaameget ſtørre, ſom grammatiſke Indſigter hverken var hine Embedsmænds, eller deres Tidsalders Sag. Hertil kom nu, at de ſamme Mænd ofte hvor Navnenes Etymologi var iøjnefaldende, omſatte de dem velbekjendte Appellativer til den danſke Form; akr blev ſaaledes til Ager, flat- til flad, eik til Eeg, hvít til hvid, gata til Gade. Ja undertiden tillod man ſig endog driſtigere Conjecturer; i Navnet Hvítiseið f. Ex., hvor eið udtales ſom ei, antog man dette ſidſte for ø, eller man deelte endog hviti-seið, antog det ſidſte for „Sø“, og ſkrev derfor Hvidesø, uagtet Navnet den Dag idag udtales Hviteseid. Uagtet Navnene Skaun, Fraun overalt i Landet regelmæsſigen udtales Skaugn eller Skongn, Frongn, ſkrev man dog Skaun i Throndhjem Skogn, Fraunar i Lier og andenſteds Frogner, men Fraun ved Drøbak, der dog af Almuen ſtedſe kaldes Frongn, ſkrev og ſkriver man Fron, Froen, ſom om Navnet var det ſamme ſom Frón i Gudbrandsdalen. Der opſtod ſaaledes ved Siden af den rette Udtale, der nu blot betragtedes ſom fordærvet Folke-Udtale, en anden Skriftſprog-Udtale, der, løjerligt nok, anſaaes ſom den bedre og rigtigere, og det er ej at undres over, at denne ſidſte, efterat have vedvaret i to Aarhundreder, tilſidſt er bleven den, man har vant ſig til at ſee, og ſom Folket endog bruger i Skrift, uagtet det i daglig Tale betjener ſig af den gamle, der endnu er ſaagodtſom uforandret, ihvorvel viſtnok, hvad der ej er at undres over, den mangeaarige fordærvede Skrivemaade ikke aldeles har undladt at medføre ſkadelig Virkning. Hertil kommer ogſaa, at man, iſær i forrige Aarhundrede, anſaa det for gjævt at bruge ſaamange tydſke Lydbetegnelſer, ſom muligt. Preſter, Sorenſkrivere og nationale Capitainer, ikke at tale om Skolemeſtere og Underoſficierer, bekvemmede ſig aldrig til at bruge V, naar de kunde anvende det kjære W (en Skrivemaade der endnu ſpøger iblandt os); man ſkrev aldrig Erik, kun Erich, aldrig Skaar, kun Schaar; tager man den forrige Matrikel for ſig, finder man Navne ſom Skulerud, Skrikerud, Veklen, ſtadig forhutlede til Schulerud, Schrigerud, Wechlen o. ſ. v. Endnu hænder det ofte, naar Nogen, efter gammel germaniſk Skik, optager Navnet paa den Gaard eller det Sted, hvor han er fød, ſom Familienavn, at han af falſk Undſeelſe forvanſket dette med endeel fremmedartede Tilſætninger. Naar man f. Ex. ſeer Navnet Bochelie, ſkulde man langt ſnarere formode at det var et franſk Navn, Monsieur Bochelie udtalt Boſchelii, end det gode norſke Tjømø-Navn Bukkahlíð udtalt Bokkeli. Navnet Bakke radbrækkes til Bache, Backa, Backe, Bakka, Bachke o. ſ. v. Det er overhoved kommet ſaavidt, at en Skrivemaade, der paa eengang fremſtiller den gamle og den virkelige Udtale, anſees ſom barbariſk og uvant, medens den forvanſkede findes nettere og hyggeligere. For Udlændingen og den ſom fordomsfrit betragter Forholdene maa det viſtnok ſynes løjerligt og uforklarligt, at et Navn, ſom næſten overalt i Landet udtales Aker, alligevel ſkal ſkrives Ager, at man ſkal ſkrive Tved, naar man ſiger Tveit eller Tveet. Man beraaber ſig paa, at Udtalen i det allerſydligſte Norge dog er blød, f. Ex. Tved, Ager, Nude, Nibe o. ſ. v. Men i Oldtiden, da dog Udtalen viſtnok var den ſamme, ſkrev man alligevel i Regelen med Normal-Orthographi þveit, akr, nútr, nípa, anſeende de enkelte Afvigelſer for hvad de vare, uvæſentlige Egenheder i Udtalen. Her er det nu klart, at en beſtemt Regel burde opſtilles, og at denne Regel ſkulde rette ſig efter hvad der er det meſt almindelige, at man derfor burde ſkrive Aker, Tvet eller Tveit, Nute, Nipe, Gate, Flathuus, Hviteseid, Hvam (ikke Kvam eller Qvam, ligeſaalidt ſom man ſkriver kvile fordi den ſædvanlige udtale af hv er kv); eller at man overhoved burde følge den gamle Normal-Skrivemaade, der endnu den Dag idag nærmeſt gjengiver Udtalen, idet man blot ſløjfede hvad der aldeles beſtemt er bortfaldet, f. Ex. Forſkjellen mellem T og Þ (Th), de grammatiſke Endelſer, iſær Nominativets -r, m.  m. og at man iſtedetfor ey eller öy foretrak at ſkrive Ø, endog hvor hiin Diphthong er dannet ved ſterk Omlyd af ei, men ſædvanligviis udtales ſom Ø, f. Ex. Løken af Leykini f. Leikvin, Røken af Reykini f. Reikvin, Løren af Leyrini f. Leirvin, Økern af Eikrvin; dog kunde man ikke altid ſkrive Grønen af Greynini f. Greinvin, thi den ſædvanlige Udtale er her Grini. Om man burde udelade det væſentlige r, hvor dette ligeledes er udeladt, f. Ex. i veſtre Thelemarken og Raabygdelaget, hvor Navne ſom Skerfarakr, Freyjarakr. Laufarakr nu udtales Skjerverak, Frøyrak, Lauvrak, er vanſkeligere at afgjøre; jeg tror det ikke, thi man ſkriver dog Ringsaker eller Ringsager, uagtet Udtalen ſædvanligviis er Ringsak. Det førſte Forſøg paa at indføre en rigtigere Skrivemaade af vore Stedsnavne er ſkeet i den nye ſtørre Udgave af Matrikelen, hvor Capt. Munthe har gjort ſin rige Skat af Indſigter i denne Materie frugtbringende, ved at berigtige Navnenes Skrivemaade efter det ovenangivne Syſtem, og derhos vedtegne de fleſte ældre Navnformer. Siden den Tid har man ogſaa virkelig ſporet en kjendelig Fremadſkriden til det Bedre. Imidlertid have dog mange ukyndige og incompetente, men derfor lige djerve Stemmer opløftet Skrig imod den af Munthe foreſlaaede Skrivemaade, ſom altfor „beſynderlig, urimelig og afvigende fra det ſædvanlige“; man har hængt ſig ved enkelte Inconſeqvenſer og Unøjagtigheder, der ved et Arbeide af ſaa ſtort Omfang ingenlunde vare lette at undgaa, og man har derfor tilſidſt maattet indgaa paa etſlags Overeenskomſt om at mødes paa halv Vej, en højſt urimelig Føjelighed. Men i det Hele taget er dog et godt Slag vundet, og efterſom grundig grammatiſk Indſigt i vort Oldſprog mere og mere udbreder ſig blandt de vordende Embedsmænd, deſto mere vil man efterhaanden naa det Rette i norſke Steds- og Perſons-Navnes Skrivemaade. Jeg har i nærværende Skrift kun tilføjet de nyere Navnformer, for at man i Haſt ſkal gjenkjende de ældre; jeg maatte derfor nærmeſt holde mig til den vedtagne Skrivemaade, uagtet jeg anſeer den for urigtig, thi ſkulde jeg ſkrive Navnene ſaaledes ſom jeg fandt det retteſt og meſt ſtemmende med Udtalen, kunde jeg ſomofteſt have undladt at tilføje dem, da Skrivemaaden iſaafald blot i en meget liden Grad vilde have afveget fra Oldſprogets. Kun altfor himmelſkrigende Urigtigheder har jeg rettet. Men netop denne Sammenſtilling af de ældre og de ſaakaldte nyere Former indeholder den bedſte praktiſke Vejledning til at finde den rette Maade, hvorpaa de ſidſte bør ſkrives.

At behandle vort Fædrelands ældre ſtatiſtiſke Forhold, laa udenfor min Plan med nærværende Skrift. Jeg har derfor heller ikke indladt mig paa nogen nærmere Skildring af Skatte- og Afgifts-Væſenet, nogen Beregning af Statsindtægter eller Folketal. Imidlertid vil jeg dog ikke undladt, her korteligen at berøre en til Statiſtiken henhørende Materie, der med Henſyn til Beſtemmelſen af et Steds geographiſke Beliggenhed ofte kan give god Oplysning, nemlig de forſkjellige Skyldſpecies, hvori en Gaards Størrelſe eller Afkaſtning angaves; de angaves nemlig forſkjelligt i de forſkjellige Landdiſtrikter. Saaledes er det eget for Gulathingslagen, det vil ſige alle Fylker lige fra Sunnmøre indtil Rygjarbit, eller Egdafylkes yderſte Grændſe mod Øſt, at regne efter mánaðarmatir ɔ: Madportioner for en Maaned. Grunden dertil er den, at før Magnus Haakonsſøns Lovreviſion, der gav Norge fælles Lovgivning, omtalte kun Gulathingsloven de ſaakaldte mánaðarmatir ſom en med Ledingen forbunden Præſtation. Leding og Landſkyld betegnedes paa ſamme Maade, og mánaðarmatr maa derfor i denne Deel af Landet anſees ſom Eenheden ved Skyldberegningen, og de ſtørre eller mindre Maal ſom Multiplicationer eller Brøkdele af hiin. Naar man ſaaledes i et Diplom finder en Gaard omtalt, hvis Navn forøvrigt er blandt de hyppigt forekommende, f. Ex. Sæheimr, uden at der tilføies, hvor den ligger, men dens Skyld dog anføres i mánaðarmatir, f. Ex. 3 mánaðarmata ból, da kan man i Almindelighed være temmelig ſikker paa, at den hører til Gulathingslagen, vel at mærke Valdres og Hallingdal heri indbefattet. Ved mánaðarmatr tænkte man ſig nok ofteſt Smør, og et ſaa ſtort Qvantum, ſom rummedes i en Løb (hlaupr); derfor bruges ogſaa laups ból og mánaðars matar ból om hinanden; háltlœypis ból er d. ſ. ſ. hálfs mánaðarmatar ból. Trediedelen af en Løb var et Pund, d. e. Bismerpund. Sjettedelen af en Løb eller Maanedsmad var et Spand, altſaa hører ogſaa spannsból (⅙ Løbsbol) til Gulathingslagen, ligeſaa skettingr, hvis Størrelſe dog ikke ret kjendes. I Froſtathingslagen, altſaa fra og med Romsdalen indtil Haalogalands yderſte Grændſe, regnedes viſtnok, ſom ſøndenfjelds, efter merkrból, eyrisból og ertogarból (Mk.=8 Ører, 1 Øre=8 Ertoger), men den ſædvanlige Eenhed, hvorefter man regnede, var spannsleiga (ikke spannsból), hvilken er ligeſaa charakteriſtiſk for Froſtathingslagen ſom misnaðarmatr for Gulathingslagen. Ligeledes regnedes efter vettr, vettarleiga, der ſynes omtrent at have været jevngod med eyrisból; begge Beregninger ere rimeligviis hentede deels fra Kornavl, deels fra Fiſkeriet. I Eidſiva- og Borgarthingslagen var Beregningen efter merkrból, eyrisból og ertogarból det ſædvanlige; men charakteriſtiſk for Oplandene, iſær Heina- og Hada-Fylke, tildeels ogſaa Rauma-Fylke, var Beregningen efter sáld og hálft sáld, ſædvanligviis ſkrevet helfsælda eller hefsælda og spannsmjörs, ligeſom man ogſaa undertiden ved Marke- eller Øre-Beregninger finder tilføjet nøjere Steds-Angivelſer, ſom dœlskt (for Gudbrandsdalen), haðskt (for Hadeland) o. ſ. v. I Gudbrandsdalen regnes ofte efter kýrleiga fl. kúaleigur, i Thelemarken efter kýrland fl. kúalönd, ligeſom ogſaa i Thelemarken og det egentlige Grenland, merkeligt nok, Beregningen efter mánaðarmatir, ſkjønt ſjeldent, (Dplt. Norv. No 95), og efter laupsland, haltleypis land, oftere kommer frem, tilligemed de for dette Strøg ſæregne Udtryk vikumatr, vikumatar ból. Dette ſynes at være en Levning fra den Tid, da noget eget Grœnafylki ej var til, og da maaſkee hele Thelemarken med Grœnland ſtod i nærmere Forbindelſe med Veſtlandet, end med Øſtlandet. Beregningen efter laupsland udſtrækker ſig derimod ogſaa til hele Veſtfolden. Overhoved kunde viſtnok en nøjere Underſøgelſe af disſe Skyldberegnings-Forholde kaſte meget Lys paa Landets allerældſte Inddeling.

Charakteriſtiſk bliver altſaa: for Gulathingslagen: mánaðarmatr og laupsból; for Froſtethingslagen: spannsleiga og vettarleiga; for Oplandene: hefsælda og spannsmjörs; for Thelemarken: laupsland og vikumatarland, thi mánaðarmatr forekommer ſaa ſjeldent, at det neppe kan komme i Betragtning; for Veſtfolden: laupsland. Peningsból forekommer ſjeldent i Norge, og her ſom det ſynes, kun i den ſydøſtligſte Deel, Borgeſysſel og Viken; paa Orknøerne og Hetland er derimod baade Skillinger og peningr charakteriſtiſk.

De her meddelte Bemærkninger ville, ſom jeg haabe, indeholde flere ved Benyttelſen af Skriftet ſelv nyttige Vink. Dets Brugbarhed antager jeg forøget ved det alphabetiſke Regiſter, der dog naturligviis kun omfatter de i Paragraphernes egentlige Text indførte, hiſtoriſk eller geographiſk mærkelige, Navne, ikke den ſtore Mængde Specialnavne, der ledſage hver enkelt Paragraph.

Under Skriftets Trykning har jeg tilfældigviis ſtødt paa Oplysninger, hvorved enkelte Udſagn i de allerede trykte Ark have kunnet berigtiges. Disſe Berigtigelſer har jeg anført i Rettelſesliſten, ſom derfor bedes nøje paaagtet. En uventet og kjærkommen Oplysning har jeg derhos ganſke nyligen modtaget fra Hr. Provſt Grundell i Kongelf, hvem jeg havde tilſkrevet angaaende de geographiſke Forhold omkring det gamle Kongehelle; af disſe Oplysninger fremgaar det, at Sólbjargir og Skyrbagar, der omtales i Beretningen om Vendernes Erobring af Kongehelle, ikke engang, ſom jeg ſeneſt (§ 198) antog, ere at ſøge i den veſtre Deel af Ytterby Sogn, men længere mod Øſt; Hr. G. troer i Rødbo Sogn paa Hiſingen, jeg ſkulde dog ſnarere antage hvor det nuværende Konghelle ligger; hvorhos det maa bemerkes, at Beretningens Udſagn om de to Afdelinger, hvori den vendiſke Flaade kom ſejlende, ej maa’forſtaaes ſaaledes, at den ene Afdeling virkelig ſejlede øſtenom Hiſingen, men at den Ø, de omſejlede, kun var den lille Gulley, nu Guldø, landfaſt med Hiſingen. — Flere Berigtigelſer veed jeg ikke at tilføje.

Juni 1849.