Henrik Wergeland (Janson)

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Henrik Wergeland.
Af et Digt af Kriſtofer Janſon.

— — Frihedens Tanker kan aldrig dø;
thi de er Guds evige Skaberfrø,
de gik ſom en Ild Europa rundt
og ſkabte det ſyge om til ſundt,
ſlog Trældom af Bonden og fik op Skoler
og klædte af gallonerede Kjoler.
De traf ogſaa os i Nød og Trængſel,
ſlog Laaſen af Standsforſkjellens Fængſel,
paa Svenſkegrænſen de dobles i Blod,
i Eidsvoldsſalen de malmfaſt ſtod,
for førſte Gang taled med Loven ſom Tolk
det norſke, fri, ſuveræne Folk. —

Saa ſovned man af, lidt ſlappet og mattet
og ſtraks der blev paa Papirerne klattet,
Bæk randt i Bæk, og det ſamled ſig i
et lidet pent Bureeaumkrati.
Det vilde kun efter bedſte Evne
lidt mellem os og Svenſken jævne,
de „dannede“ ſkulde med Staten ſtelle,
mens man ſkrød af Bonden og fik ham at trælle,
det norſke var raat, og vi alle ſom een
for ſvage at ſtaa paa egne Ben;
det „nordiſke“ gjaldt det nu at ſamle,
og alt forøvrigt bli ved det gamle. —

Da kom Henrik Wergeland ſom et Skred
og ſtyrted paa alt det „pene“ ned;

han piſked med Svøber Selſkabstonen
og iſtemte Sangen fra Revoluſjonen;
han ſaa Republikens ſkinnende Taarne
ſom Folkefrihedens Former fuldbaarne;
det norſke Flag lod han flyve fra Stangen;
thi ſyttende Maj gav ſig ikke fangen;
han Smaafolk og Bonden til ſig drog
og trofaſt for deres Ære ſlog,
igjennem hans Digtning den norſke Natur
klang blødt ſom en Sommerdrøm, friſk ſom en Lur.

Han Skjældsord, Procesſer og Had fik til Løn,
og Norge glemte ſin ſtørſte Søn,
lidt Taarer paa Baaren, ſom man kunde ventet,
men Jøderne rejſte Monumentet. —
Efter den Tid vi kjemped ſaa mangen Kamp;
thi Friheden her gaar ikke med Damp,
det norſke Folk er forſigtig, det bier,
det ſadler ej ſamme Dag som det rider,
det ſjelden gjør noget med rigtig Mun i,
det trænger at ruſkes af „niende Juni“.
Reakſjonen kommer, den gode, gamle,
og den forſtaar ſine Kræfter at ſamle.
men medens man ſlæber paa Vetohalm,
ſaa ſtøbes og Wergeland i Malm. —

Ja det er en underlig gjærende Tid,
der er Liv i Norge ſkjønt bitter Strid,
ſelv under hans Støtte man friſter at flytte
hans Grænſepæle — men det ſkal ei nytte!
Vi ved, hvad han var, og med ham er nu ſtøbt
til et evigt Liv, hvad paa Ejdsvold blev døbt.

Ja op mit Folk og ryſt af dig Døſen,
huſk: Frihed og Lighed! — det gamle Løſen,
det ſom har gjort vort Aarhundreds Forvandling,
ikke ſom Mundsvejr, men kun ſom Handling.
Vær god mod de ſmaa, ſkaf Arbeideren Ret,
vær ſtød paa Foden og blæs ej Retræt,
vær ſelv din ſelvvalgte Friheds Tolk,
da ſkal Wergeland ſmile ſtolt til ſit Folk.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.