Hopp til innhold

Harnisch, Katechetisk Haandbog. Oversat ved S. O. Wolff

Fra Wikikilden
Norsk Litteratur.

11. Katechetisk Haandbog for Religionslærere. En sammentrængt Oversættelse af Dr. Wilh. Harnisch’s Entwürfe und Stoffe zu Unterredungen über Luthers kleinen Katechismus, ved S. O. Wolff, Sognepræst til Saude. 1ste Hefte. Over de ti Bud. Christiania 1848. C. A. Dybwad. IV. 171 S. st. 8. 40 ß. heftet.

Det katechetiske Værk, hvoraf den første Deel her foreligger os i Oversættelse, giver kun hvad Titlen lover: Udkast og Stof til Samtaler over Luthers Katechismus men ikke disse Samtaler selv saaledes udarbeidede, som de efter Forfatterens[1] Mening maatte og burde være, for at kunne ansees for at have tilfredsstillende behandlet sit Thema. Harnisch er kun udtømmende i de hvert Lærestykke forudskikkede Dispositioner af Lærestoffet, hvilke danne Grundlaget for de følgende Udviklinger i Spørgsmaal og Svar, der atter, ledsagede af hyppige didaktiske Anviisninger og ledende Spørgsmaal for den videre Udvikling, kun indeholde ligesaamange Momenter for katechetiske Samtaler, hvis videre Bearbeidelse og Udførelse ere overladte til Læreren. Stoffet til disse Samtaler maa ikke blot søges i de med didaktisk Kyndighed indrettede Spørgsmaal og Svar, men ogsaa i det Fond af christelig Viisdom og Kundskab, som indeholdes i de hosføiede Bibelsteder, der ere ligesaa velvalgte som sparsomt anvendte, Psalmevers, Bønner og Tiltaler, samt i righoldige og interessante Citater af de Betragtninger, som Kirkens mest udmærkede Lærefædre have anstillet over Christendommen saavel med Hensyn til Læren som til Livet. Her forekomme saaledes hyppige Citater af Chrysostomus, Augustin Thomas af Kempis, Luther, især af hans store Katechismus, Kalvin, Joh. Arndt o. m. fl.

Denne korte Beskrivelse af dette ligesaa interessante som lærerige Skrift, der i Tydskland har nydt og nyder velfortjent Anerkjendelse, og som i høieste Maade fortjener at anbefales til Lærerstandens Opmærksomhed, fordrer imidlertid, om det skal stifte nogen sand Nytte, baade nidkjære og duelige Lærere. Man vilde aldeles misforstaae og misbruge det, dersom man troede uden Videre, paa en blot mechanisk Maade at kunne benytte det ved Religionsunderviisningen: denne vilde da falde ud i mange, usammenhængende Stykker, overlæsses med Stof, men blive uden Aand og Kraft. Mod en saadan Misbrug advarer ogsaa Harnisch gjentagende i sine indholdsrige Fortaler, der tilsammen danne en Katechetik in nuce[2]. H. gjør store Fordringer til Læreren, som kun ved en tænkende og prøvende Selvfordybelse i H.s Forarbeider vil blive saa aandelig fri- og myndiggjort, at han tilfulde vil kunne forstaae hvormeget han besidder i denne Bog. Dette maa nøie agtes paa, og den, som søger til katechetiske Haandbøger for at spare sig selv Arbeidet, bør ikke befatte sig med H., som aldeles vilde skuffe hans Forventninger. Harnisch’s Arbeide er imidlertid saaledes indrettet, at det vanskelig vil kunne misbruges paa samme Maade, som altfor ofte er Tilfældet med dette Slags Bøger, blandt Andet især med Dinters voluminøse Arbeide, fra hvilket H. iøvrigt paa det Fordeelagtigste udmærker sig ved sin christelige Aand og religiøse Dybde. Om den Maade, hvorpaa H. ønsker sit Arbeide benyttet, ytrer han sig i Fortalen til første Udgave bl. A. saaledes: „Zum bloßen Nehmen und Wiedergeben sind die Entwürfe nicht gemacht, die Stoffe nicht gesammelt, sondern zum Verarbeiten für den Lehrer. Ich wünsche, daß der Lehrer, indem er für sich die Entwürfe und Stoffe durcharbeitet, wirklich sich erbaue, daß ihm der Gegenstand licht und lieb werde und daß er in dieser Erbauung, in dieser Liebe und Erleuchtung zu predigen anfange. Hat der Lehrer meine Gabe sich so angeeignet, daß sie bei ihm in Saft und Blut verwandelt ist, so hat er sich wahrhaft vorbereitet. Macht er das so mit jedem einzelnen Gebot, 8 Tage etwa vorher, ehe er es lehren will, so braucht er dann weiter beim Lehren meine Gabe nicht. Solche Vorbereitung möchte ich eine geistige, lebendige (organische) nennen, während die gewönlichen Vorbereitungen, welche nur auf einzelne Stücke sich beziehen, körperliche, todte (mechanische) Zurüstungen sind. Die erstern Vorbereitungen werden aber auch dann nur ganz seelenvoll sein, wenn der heilige Geist wirklich dabei erleuchtet. Fehlt uns die Einwirkung des heiligen Geistes, so müssen wir viel studieren und bleibt doch Flickwerk, wir segeln dann dem Wind entgegen und laviren. Wenn aber der heilige Geist uns beseelt, so segeln wir frisch mit dem Winde und die Arbeit geht gut von Statten. Fehlt der heilige Geist, und daß ist nicht selten, (wenigstens von mir zu schließen), so heißt es: betet; denn „wer da anklopfet, dem wird aufgethan““ – Jeg har indtaget dette noget vidtløftige Citat, ikke blot fordi det giver Læseren en klar Forestilling om H.s Plan og Mening med dette Arbeide, men ogsaa, og det fornemmeligen, fordi H.s hele christelige og religiøse Charakter deri aabenbarer sig med saamegen Bestemthed, at man allerede deraf vil blive istand til at skjønne, af hvad Grund og med hvad Ret de rationalistiske Pædagoger, hvoraf Tydskland endnu har Mange, med al Anerkjendelse af H.s Fortjenester iøvrigt have kunnet beklage hans mystiske og pietistiske Anskuelser.

Men, uagtet H.8s Værk maa ansees for at være en særdeles hensigtsmæssig og vel indrettet katechetisk Haandbog, saa vilde dog en slet og ret Oversættelse deraf neppe være at anbefale. Vistnok er H. besjælet af sand christelig Aand og gjennemtrængt af en paa levende Erkjendelse grundet Agtelse for Aabenbaringens og Kirkens Autoritet; men han tillader sig dog stundom at indblande sine egne subjektive Anskuelser, og, skjønt disse kun sjelden er af en saa selsom Natur som i Skabelseshistorien, saa ere de dog oftere af mindre Værd og af den Beskaffenhed, at de ikke ret vel kunde gjengives i Oversættelse uden i det mindste at være ledsagede med passende Bemærkninger; maaskee udelades de rettest. Han søger desuden at lempe sit Arbeide efter den unierte Kirkes Interesser, ikke ved at udhæve og overvinde Differentserne, hvortil en katechetisk Haandbog vel ogsaa kun har liden Leilighed, men ved at lade dem optræde ved hverandres Side som allerede forligte Parter, hvilket naturligviis kun kan gaae an under Forholde, hvor Unionen allerede er bragt istand; men derimod ikke i et Land, hvor Unionen er fremmed og uden praktisk Betydning. Naar man end videre betænker, at et Skrift af den Natur, som nærværende, stedse i Enkelthederne vil tiltrænge Forbedringer hvilke en Oversætter endog har lettere for at bemærke end Forfatteren selv, da vil man sikkert indrømme, at Harnisch’s Haandbog ikke vilde være tjent med en almindelig Oversætter, der kun havde den nødvendige Sprogkundskab, men at den meget mere fordrer en Mand, der med pædagogisk Indsigt og Erfaring forener theologisk videnskabelig Dannelse, og det maa derfor glæde enhver Ven af Underviisningsvæsenet, at en Mand, som Pastor Wolff, der maa antages at besidde de hertil nødvendige Egenskaber, har overtaget dette ligesaa vanskelige som fortjenstlige Arbeide.

I det udkomne Hefte af sin katechetiske Haandbog, der er, hvad Titelen angiver „en sammentrængt Oversættelse“ af Harnisch’s katechetiske Værk, gaae Pastor Wolffs Bestræbelser hovedsagelig kun ud paa at forkorte Originalen, der heller ikke i denne Deel tiltrænger den samme kritiske Bearbeidelse som i de tvende følgende Dele. Denne Forkortning hvorved Oversætteren fornemmelig har havt til Hensigt at gjøre Bogen billig og tilgjængelig for de som oftest mindre formuende Almueskolelærere“, har han „foretaget dels ved Sammendragning i selve Stilen, dels ved Udeladelse af Psalmer og Vers, af indstrøede Tiltaler (Anreden) og Bønner, samt endeel af Bemærkningerne og Citaterne“. Han gaaer imidlertid videre, end her angivet; thi han har ikke blot „sammendraget“ Stilen, men ogsaa flere Spørgsmaal og Svar til Eet, og, især i de første Ark, endog forkortet Dispositionerne og som Følge deraf udeladt eller sammendraget flere af de opstillede Udkast til katechetiske Samtaler. Men Harnisch’s Dispositioner kunne ikke sammendrages uden Skade; de ere affattede med den logiske Nøiagtighed, som det nødvendige didaktiske Hensyn til Lærestoffet, Luthers lille Katechismus, tillader og indeholde saaledes intet overflødigt, der kunde bortskjæres uden at dette vilde have Indflydelse paa Harnisch’s Methode i det Hele. Oversætteren bør lade en Forfatter saa meget muligt være sig selv, og overlade det til Læseren at tilegne sig denne med de Modifikationer som hans Individualitet fordrer. Selv der altsaa, hvor Oversætteren maatte finde H.s Dispositioner mindre heldige, burde dog disse beholdes uforandrede, og Manglerne ved dem, samt de formentlig rigtigere Dispositioner antydes i tilføiede Anmærkninger, hvorover vedkommende Lærer, som dog alene kan afgjøre hvad han i sin Praxis seer sig istand til at benytte af de givne Anviisninger, selv maa fælde Dommen.

Ansees det for saa vigtigt at Bogen kan sælges nogle Skilling billigere da vilde det udentvivl være mindre tabt ved at udelade endeel Svar; thi disse maa en Lærer, der med Nytte kan betjene sig af H.s Veiledning, selv lettelig kunne tænke sig, naar han kjender Spørgsmaalene, hvori Samtalens Momenter angives. Spørgsmaalene kunne derimod i Almindelighed ikke uden Skade sammendrages. Hvor imidlertid de følgende Spørgsmaal ere motiverede i et forudgaaende Svar, maae disse naturligviis beholdes eller ogsaa det Hele omredigeres.

Hvad Oversætterens Bearbeidelse af H. iøvrigt angaaer, falder det i Øinene, at den kun vedkommer saadanne Ting, hvorfor ingen almindelig Regel kan gives; Enhver vil nemlig have sin Mening om det rette Maal for Stilens Korthed, Citaternes Længde og Mængde, o. s. m. Harnisch’s Stiil forekommer mig i det Hele taget daddelfri og passende med Arbeidets Natur; han er neppe mere ordrig end nødvendigt, og Spørgsmaal og Svar ere opfattede med saadan Bestemthed og Tydelighed, at de deri liggende Momenter til videre Udvikling med Lethed kunne udfindes. Oversætterens Stiil er vistnok kortere og mere afrundet, men lader derimod ikke, maaskee netop af den Grund, de enkelte Momenter fremtræde med samme Tydelighed. Til Beviis herfor, og tillige som Prøve paa Overs.s Fremgangsmaade, skal jeg tillade mig at hidsætte et Par Steder af Originalen og Oversættelsen. Harnisch, 1ste Deel Side 45, Spørgsmaal 8: „Wen nennen wir unsern Gotte? – Den, welcher unser höchstes und bestes Gut ist, dem wir in allen Lagen vertrauen, dem wir gerne folgen und den wir von Herzen lieb haben. Wolff, S. 15, Sp. 13, gjengiver Svaret saaledes: „Den, som er vort høieste Gode, vor Tilflugt og Trøst i alle Tilfælde. H., S. 46, Sp. 11: „Wozu soll uns die Erklärung des Gesetzgebers, daß er unser Gott sein will, auffordern? – Daß wir Ihn auch willig unsern Gott sein und bleiben lassen, und gern und freudig Seine Gaben, wozu auch Seine Gesetze hören, annehmen. W., S. 46, Sp. 15: „Til villigen at erkjende ham derfor, og gjerne og taknemmeligen modtage hans Gaver og hans Love. H., S. 227, Sp. 15: „Wie werden die (Anverwandten) außerlich dazu veranlaßt, daß sie sich fremder Kinder annehmen? – a) Durch die Noth derselben, b) Durch daß Wohlgefallen, welches sie an denselben vegen ihrer Folgsamkeit haben. W., S. 72, Sp. 27: „Hvilken udvortes Grund o. s. v.? – Medlidenhed med deres Nød og Velvilje formedelst deres Lydighed“.

Jeg er imidlertid langt fra at ville dadle Overs.s Bestræbelser for at give Harnisch’s Spørgsmaal og Svar en nettere og mere afrundet Form, og skjønt det forekommer mig, at dette undertiden er skeet med Opoffrelse af andre væsentligere Fordele, som den af H. brugte Form har tilladt, indrømmer jeg dog villigen, at Overs.s Arbeide, der overalt bærer tydelige Spor af Flid og Omhyggelighed, i denne Henseende har Fortrin for Originalen. Dette har desuden ingen væsentlig Indflydelse paa H.s Fremstilling og Bearbeidelse af Lærestoffet, hvilket derimod lettelig kan blive Tilfældet med Sammendragningen af flere Spørgsmaal til eet. Det er klart, at der vil udfordres en dyb og levende Fortroelighed med Originalen, for at de Synspunkter, hvorfra H. vil have sin Gjenstand betragtet, og de Momenter, han vil have udhævede, ikke derved skulle blive forrykkede eller fortrængte. Jeg kan ikke Andet end i det Hele taget, efter hvad jeg ovenfor allerede har bemærket, misbillige denne Sammendragning, som især er hyppig i de første Ark, hvor Lovens første Tavle behandles. Jeg vil dog ikke undlade at bemærke, at Overs., eftersom han er kommen videre frem i Arbeidet og bleven fortroeligere med Planen og Udførelsesmaaden, hvad han selv tilstaaer i Forordet, selv maa have fundet en saadan Sammendragning mindre hensigtsmæssig og derfor indskrænket den; thi Sammendragningen er langt mindre, og meget heldigere udført, i den sidste, vidtløftigere Deel af det udkomne Hefte. Hvilke Farer man her er udsat for vil bedst sees af Exempler, hvoraf jeg skal tillade mig at anføre et. H., S. 63, Sp. 11: „In welchem Verhältniß stehen wir zu Gott als unserem Herrn? Wir sind Seine Diener, Knechte und Mägde. Sp. 12: „In welchem Verhältniß stehen wir als Christen zu Gott? – Wir sind Seine Kinder. Sp. 13: „Sollen wir uns als Knechte oder als Kinder vor Gott fürchten? – Es ist beides möglich. Sp. 14: „Wie wird deshalb die Furcht eingetheilt? – In die knechtische (sklavische), und die kindliche, welche auch wohl in einander übergehen“. W. sammendrager Sp. 11, 12, 13 til eet, S. 22, Sp. 9: „I hvilket Forhold staae vi til Gud, som vor Herre? – Som Skabninger ere vi hans Tjenere, som Christne ere vi hans Børn“. (Der svares saaledes paa mere end der spurgtes om). Svaret 14, gjengiver W. mindre rigtigt saaledes: „I den slaviske (Trældoms) og den barnlige Frygt, hvilke tildeels falde sammen“.

Udeladelsen af Psalmer, Bønner, Tiltaler og Citater formindsker vistnok i høi Grad Bogen med Hensyn paa Volumen, uden derhos at virke forstyrrende ind paa H.s Behandling af Lærestoffet, men berøver den ogsaa paa den anden Side en væsentlig Deel af dens Livlighed og Interesse. Betænker man derhos, at efter H.s Hensigt skulle disse Bestandele af Bogen, foruden at belive og gjøre Lærestoffet mere rigt, tjene til at sætte Læreren i den rette Stemning, samt hvormeget de i denne Henseende kunne udrette, vil man ikke kunne andet end beklage deres Savn. I hvilken Grad og hvorledes de skulle benyttes af Læreren, maa være overladt til ham selv at bedømme; og det bør ikke komme i nogen Betragtning, at en og anden Lærer maaskee kunde ville misbruge dem til at give sig selv Udseende af stor Belæsthed og Lærdom. Efter hvad Overs. ytrer i Forordet, vil der maaskee senere udkomme fra hans Haand en Samling af Bønnerne, som Tillæg til Bogen; men selv om han skulde finde sig foranlediget til ogsaa at indtage Tiltalerne og Citaterne i Samlingen, og i denne anføre nøiagtige Henviisninger til vedkommende Samtaler i Bogen, er det dog klart, at Bønnerne, Tiltalerne o. s. v., revne ud af den Sammenhæng, hvori de hos H. staae med de Samtaler, hvortil de høre, ikke ville kunne virke lige oplivende paa Læreren. Naar de derimod anføres paa deres rette Plads i Bogen, vil ikke alene megen Tid spares for Læreren, men derved sikkrer man sig ogsaa, at de virkelig blive læste, og det, hvad der ikke er af liden Vigtighed, til rette Tid, just medens Læreren er i Aande med Forberedelsen.

En Synderlighed, hvorpaa Overs. selv i Forordet gjør opmærksom, nemlig, at han udelader Texten ved 2det, 3die, 4de, 5te og 6te Bud, men anfører den ved de øvrige, kan jeg ikke lade gaae ganske upaatalt hen. Han anfører som Grund, maaskee rettere Undskyldning, herfor, at han ikke har fundet sig tilfredsstillet med Texten i vore norske Katechismer, der endog er forskjellig i de forskjellige Udgaver, og ikke har villet forøge Forvirringen for de mindre Oplyste (disse bor imidlertid lade denne Haandbog ligge) ved, efter H. ordret at gjengive Luthers, hvilket tildeels er forsøgt i den danske Oversættelse af Lisco’s: Christelige apostoliske Troesbekjendelse; desuden kan Texten, som ethvert Barn bekjendt, uden Skade for Bogens Afbenyttelse gjerne være borte – en Grund, som vel kunde forsvare Udeladelsen af Katechismens Text i det Hele, men ingenlunde en deelviis Udeladelse deraf. Ved Udeladelsen af Katechismens Text spares imidlertid kun det lille Rum, som den vilde optage; iøvrigt vindes derved Intet. Katechismens Ord og Vendinger maa jo danne Substratet for de katechetiske Samtaler, som anstilles til Oplysning af Katechismens Indhold; dens Ord og Udtryksmaade maae derfor haves for Øie saavel under Underviisningen som under Lærerens Forberedelse og W. bliver derfor nødt til, under Udviklingen af de Bud, med hvis Text han er utilfreds, at anføre og oplyse de mere betegnende Ord og Udtryk, saaledes som de findes i vore Katechismer. Forandringerne ere iøvrigt saa uvæsentlige, at det næsten ikke kunde synes Umagen værd at gjøre nogen Ophævelse desangaaende. Det forekommer mig desuden høist tvivlsomt, om de af V. antydede Forandringer ere virkelige Forbedringer. Saaledes forkaster han Udtrykket: „tage forfængeligt“ i 2det Bud som antikveret, idet han synes at foretrække: tage eller anføre unyttigt, efter Luthers „unnützlich führen“; men dette betyder aabenbar det samme som vort „tage forfængeligt“, hvilket derimod er langt mere betegnende for Judaismens Aand, hvorefter der udentvivl i dette Bud befales at hellige Guds, den eneste sande Guds, Israels Helliges, Navn; det andet Bud kunde derfor gjerne gjengives saaledes: Du skal ikke vanhellige Guds Navn (3 Msb. 19, 12.); thi det Vanhellige er forfængeligt. Det paaankede Udtryk kan heller ikke betragtes som antikveret, saalænge det findes i Katechismen og derved holdes levende i Folkets Mund; og kunde man end faae det udstødt af Katechismen, vilde dette dog lidet hjælpe, saalænge det findes i vor Bibel, hvorfra det forhaabentlig aldrig vil blive borttaget. Ogsaa Kalkar har beholdt det i sin Oversættelse; ligesaa Lisco’s Oversætter. Det samme gjælder om det 6te Buds: „Du skal ei bedrive Hoer“, hvor W. synes at foretrække Luthers: Du skal ikke begaae Ægteskabsbrud; begge Udtryk betyde det Samme, men den foreslaaede Forandring vanskeliggjør dog Budets christelige langt mere omfattende Anvendelse. Der kunde vistnok endnu vær endeel at bemærke ved Enkelthederne i Oversættelsen, se t. Ex. S. 5, Sp. 25, S. 9, Sp. 9, S. 59, Sp. 5; dette sidste Sted, som er mindre heldigt redigeret af Harnisch, er aldeles forfeilet hos W.; men dette vilde dog kun have liden Indflydelse paa Dommen over Arbeidets Værd i det Hele, især da disse Udsættelser hovedsagelig kun vedkomme de første 2 à 3 Ark, som Overs. desuden er villig til at omarbeide, dersom Bogen maatte nyde den Afsætning som en Oversættelse af H.s fortrinlige Værk bør kunne gjøre Regning paa. Den sidste Deel af det udkomne Hefte er i det Hele vellykket, H.s Dispositioner og indledende Bemærkninger næsten fuldstændigt indtagne, ligesom ogsaa hans Udviklinger bedre gjengivne. Det sjette Bud er her bedre og, om jeg saa maa udtrykke mig, delikatere behandlet end hos H. Jeg veed desuden med Vished, at Overs. vil gjengive Originalen saa fuldstændigt som muligt i de følgende tvende Dele, og der bør saameget mindre lægges nogen Vegt paa, at Sammendragningen i det udkomne Hefte er større end nødvendigt og ønskeligt kunde være, som den her udviklede Deel af Religionslæren i Almindelighed er lettere for Læreren at behandle, og den givne Veiledning dog maa ansees for at være af meget Værd. Maatte nu ogsaa Forholdene tillade Overs. at meddele H.s Bønner, Tiltaler og Citater, eller, hvad de sidste angaaer, forsaavidt de ere hentede fra den senere Tids Skribenter, som ere mindre bekjendte hos os, at ombytte disse med Citater fra vore egne Forfattere med Tilføiende af passende Psalmevers af de hos os bekjendte Psalmedigtere, holder jeg mig overbeviist om, at man vil finde sig særdeles vel tjent med denne Haandbog.

Vistnok er denne Bog meest skikket for den mere dannede Mand, og en stor Deel af vore Almueskolelærere ville derfor neppe med nogen sand Nytte kunne betjene sig deraf; men der findes dog forhaabentlig nu i de fleste Præstegjelde, om ikke i alle, enkelte blandt Almueskolens Lærere, som, idetmindste ved Hjælp af Præstens Veiledning, ville være skikkede til at forstaae og bruge den; Skolekommissionerne vilde derfor udentvivl bidrage meget til sand christelig Oplysnings Fremme ved at anskaffe endeel Exemplarer af Bogen, hvilke vedkommende Præst kunde uddele til de Lærere, som han kjendte for duelige og nidkjære. Værkets Fortsættelse er naturligviis afhængig af den Modtagelse som det maatte nyde, og det er derfor meget at ønske, at denne maatte blive saa god, at Oversætteren og Forlæggeren deri maatte finde tilstrækkelig Opmuntring til at fremme Arbeidet paa den hensigtsmæssigste men ogsaa bekosteligere Maade.

Andr. N. H. Stenersen.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Denne udmærkede Pædagog er født 1787, og siden 1822 Direktør for Skolelærerseminariet Weißenfels i Provindsen Sachsen. Om denne Skole se Bugge: „Det offentlige Skolevæsens Forfatning o. s. v.“ 1 Deel. S. 40 fl. 275 fl.
  2. Oversætteren vilde udentvivl meget forøge sit Arbeides Værd ved at ledsage det med et passende Uddrag af disse Fortaler.