Harham. Et Exempel fra Fiskeri-Distrikterne/1
I 3die Hefte af Folkevennen for iaar, Side 258, gjorde jeg Læserne opmærksomme paa det fortjenstfulde Tidsskrift, som Hr. Overlæge Høegh i Throndhjem har begyndt at udgive under Tittelen „Folkets Helse,“ og navnlig priste jeg den Iver hos Forfatteren, at han ikke bare holdt sig til Ting, som i snævreste Forstand vedrøre Sundhedens Pleie, men ogsaa udstrakte sine Undersøgelser og Afhandlinger til Huslivet og Levemaaden i Almindelighed, saaledes i Kapitlet om Tjenere og Løskarle.
Imidlertid tør maaske netop dette Kapitel fortjene en nøiere Drøftelse. Hr. Høegh har, ser man, faaet et meget stærkt Indtryk af, at det i mange af Fiskeri-Distrikterne skulde vise sig uheldigt og for Samfundet og for selve Vedkommende fordærveligt, at unge ugifte Karle slaa sig til at drive Fiskeri paa egen Haand, som Løskarle, istedetfor at tage fast Tjeneste, og han tilraader endogsaa Husbønderne, at danne Foreninger for at indskrænke dette ved at nægte at tage Løskarle i Logis, hvormed de skulde nødsages til at tage Tjeneste igjen. Men lige modsat har jeg i nogen Tid baaret paa den Mening, at netop denne Løskarlenes Bedrift skulde lidt efter lidt føre til en ønskelig Forandring i den gamle Tilstand, saaledes, at de egentlige Bønder skulde holde sig til Gaardsbruget som sin Hoved-Syssel, og at andre Mænd skulde være Fiskere og drive „Søbrug“ – en Deling af Arbeidet, som skulde gjøre begge Slags Nærings-Virksomhed mere fuldkommen og derved blive til Nytte for begge Parter.
Med Tanke paa Hr. Høeghs mangeaarige Erfaring fra vore Kyst-Egne tør jeg visselig ikke fremsætte min Mening om disse Ting med Bestemthed og Paastaaelighed. Imidlertid er Tjener- og Arbeids-Klassens som den hele Almues Vilkaar i Norges vidtløftige Fiskeri-Distrikter en saa vigtig Sag, at den nok fortjener at betragtes med den største Opmærksomhed. Og med dette for Øie skal jeg tillade mig at meddele nogle Iagttagelser om Folkelivet i en enkelt af disse vestlandske Bygder.
Det er Harham, jeg mener, Harhams Præstegjæld i Søndmøre. Netop med den Hensigt at gjøre mig bekjendt med Arbeidsklassens Kaar og Sæder var jeg paa disse Kanter i Høsten 1856, og fik standse i Harham henved en Maaneds Tid.
Jeg kom med Dampskib lige fra Stavanger til Aalesund, og efter et Par Dags Stands her gik jeg i Baad for at komme ud til Harham. Efter nogle faa Aaretag satte Baadsfolkene Seil til, det her brugelige store Raa-Seil, som jeg ikke var vant med; alt i Et lagde Baaden over, saa den var ved at tage Vand ind, og for første Gang i mine Dage bandt jeg Redningsbelte om mig, hvilket jeg havde taget med fra Christiania netop for disse Farvande. Min Stemning var ikke ganske saa nu som nys paa Land-Jorden. Imidlertid kom Samtalen snart i Gang, og hvorledes det gik til eller ikke, kom en af Baadsfolkene til at fortælle en Tildragelse, som i hans tidligste Minde var hændt med hans Fader.
Denne Mand var Fisker, og paa en Ottring, som jeg tror hørte hjemme i Aalesund, tog han Del i Torske-Fisket ude paa Harhams-Havet. En Dag, da alle Mand vare ude, brød et Uveir løs. Forfærdelse paa Havet og Ængstelse paa Land. Paa Stranden stod Folk flokkede sammen forat modtage de Hjemvendende og spørge efter Tidender; blandt disse Ventende var ogsaa min Fortællers Moder, og hun gik hjem som grædende Enke. Man havde seet hendes Mands Baad gaa under. Men efter nogle Dages Forløb kom han hjem alligevel. Det var gaaet saaledes til: Som Baaden foer for Stormen over det oprørte Hav, gik den tvert af, i to adskilte Stykker, Noget, som formedelst disse Baades Bygning snarere skal kunne træffe, end at de kuldseile. Fem Mand af Besætningen blev; men den omtalte Mand og en halvvoxen Gut kom sig op paa det ene Stykke af Baaden og drev saa i Snekav og Fok Dagen igjennem, indtil de kastedes op paa en ubeboet Holme, Erkna, udenfor en af Harhams-Øerne. Næste Morgen reiste de en Aare op, som de fandt paa Stranden, og hang Klædes-Plag op som Signal. Men Uveiret rasede fremdeles, og der kom ingen Baad ud til dem. Endnu en Nat paa Holmen. Først Dagen derpaa kom Hjælpen. Formedelst Brændingen kunde Baaden dog ikke lægge lige til Holmen; der blev da kastet Taug i Land; dette bandt de halv Forsmægtede sig om Livet, og saaledes bleve de halede gjennem Brændingen og ombord. Og tænk – Ophavsmanden til deres Redning var en liden Gut paa en af de nærmeste Harhams-Gaarde, som havde drømt om dem og ikke gav sig, førend Folk føiede ham og reiste ud paa hans Ord!
„Og kan du – spurgte jeg Fortælleren – kan du mindes den Stund, da din Fader kom hjem“. Ja, han kunde da det, for Stuen blev fuld af Folk, Naboer og Andre, som vilde se ham og høre, hvordan det var gaaet. „End mindes Du, om Din Fader i den bevægelige Stund var god til at finde Ord og prise og takke sin Gud for den uventede Redning?“ Aa, det var nu ikke videre – – jo, da han drev paa Vraget, havde han lovet at give fem Daler til Hospitalet (Pleiestiftelsen for Spedalske ved Molde), dersom han kom til Land, og dem betalte han, strax Fisket var forbi.[1]
Endnu bevæget ved denne Fortælling sad jeg næste Dag med Harhams Ministerialbog eller Kirkebog for mig og talte efter hvor mange af Præstegjældets Indbyggere der i den sidste Menneske-Alder vare omkomne ved Ulykkeshændelser. I de 37 Aar fra 1819 til 1855 var Antallet 117.
Nu var Præstegjældets Folkemængde:
| i | Aaret | 1815 | 1565 |
| - | – | 1825 | 1644 |
| - | – | 1835 | 1836 |
| - | – | 1845 | 2029 |
| - | – | 1855 | 2257, |
og Middel-Tallet heraf eller 1866 kan antages som Middel-Tal paa Folkemængden i hint Tidsrum.
Men at der af saadant Folketal, af 1866 Mennesker, i 37 Aar skal være omkommet 117 Personer (aarlig 3 eller derover), det er noget særdeles Betydeligt; det er mere end det Dobbelte af, hvad det skulde være, dersom Tilstanden i dette Præstegjæld havde været ligedan som i Norges Land i det Hele, og Norge er dog maaske det Land i Europa, hvor det i den Henseende staar allersørgeligst til.[2]
Men det er ogsaa netop saadanne Distrikter som Harham, som give det største Bidrag til det store Tal af Ulykkes-Tilfælde i vort Land.
I Indlands-Bygder og især Flad-Bygder som f. Ex. Hedemarken hænder det vel ikke hyppigere end i de fleste andre Lande, at Folk overraskes af en brat Død; det er mest ved Havkanten og fornemmelig i Fiskeri-Distrikterne, at disse Tilfælde træffe. Og derfor synes de mig værd at lægge noget nøiere Mærke til Exemplet fra Harham.
Af de 117 omkomne Personer vare de allerfleste, nemlig 113, druknede paa Søen.[3] Af disse var der 8 Fruentimmer, altsaa 105 Mandfolk, og disse sidstes Livsstilling var, som følger:
| Gaardmænd | 23 |
| Pladse- og Husmænd | 11 |
| Tjenestedrenge | 56 |
| Kaarmænd og Andre | |
| (tildels uden Angivelse af Stand) | 15 |
| tilsammen | 105. |
Efter Alderen kunne de optælles saaledes:
| under 20 Aar | 11 |
| mellem 20 og 30 Aar | 39 |
| – 30 - 40 - | 26 |
| – 40 - 50 - | 17 |
| – 50 - 60 - | 7 |
| over 60 Aar | 5 |
| tilsammen | 105. |
Der var altsaa især Mange i Alderen under 30 Aar, i hvilken Alder netop de fleste Tjeneste-Drenge befinde sig.
Hvorledes Ulykkerne vare fordelte paa de forskjellige Aarstider, vil sees af følgende Tal:
| Januar | 4 | Juli | 12 |
| Februar | 13 | August | 9 |
| Marts | 15 | September | 5 |
| April | 10 | Oktober | 3 |
| Mai | 24 | November | 2 |
| Juni | 4 | December | 2 |
| tilsammen 105. |
Her synes det mig, at Maanederne Februar og Marts ikke have en saa stor Andel af Aarets Ulykkes-Tilfælde, som man skulde vente, naar man veed, at i disse stormfulde Maaneder drives det vigtigste af de her forefaldende Fiskerier. Det Fjerdingaar November, December og Januar udmærker sig ved Tilfældenes Sjeldenhed i Sammenligning med den lysere og roligere Aarstid. Mon Aarsagen hertil er at søge i, at der i Tiden nærmest før og efter Jul skulde være mindre Fiskeri og Færdsel i det Hele? Eller mon Aarsagen kan ligge deri, at man om Sommeren oftere farer til Byen (Aalesund, hvor Fiske-Varerne sælges) og paa Hjemreisen over Fjorden bruger mindre Forsigtighed? Ministerialbogen bruger oftest blot saadanne Udtryk som: omkommen paa Havet, paa Søen, uden at Rejsens Beskaffenhed eller Hensigt omtales, saa deraf ikke kan hentes Svar til dette Spørgsmaal. Men efterat jeg havde forladt Harham, saa jeg ikke kunde faa overveiet Sagen med kjendte Mænd, er rigtignok en Mistanke opstaaet hos mig desangaaende: i Aalesund blev det mig sagt, at det ikke er saa sjelden at se berusede Folk gaa i Baad og sætte Seil til; blandt dem vare vel adskillige Harhams-Folk, og nogle af disse have kanske netop formedelst deres Beruselse fundet sin Død i Bølgerne. Men idet jeg har nævnt den uhyggelige Tanke, bør jeg ogsaa anmærke Følgende: I selve Harham fik jeg Tro paa, at Brændevins-Drik og Fylderi har været noget i Aftagende nu paa nogle Aar, og efter særskilt Undersøgelse om hine Ulykkes-Tilfælde i den første og den anden Halvdel af det før nævnte Tidsrum finder jeg, at de heller ere blevne noget sjeldnere i den senere Tid[4].
Men for at fremstille endnu en Mærkelighed ved disse Tal-Opgaver maa jeg forklare lidt om Harhams Beliggenhed og Sogne-Inddeling. Med et Blik paa Kartet vil man finde ligesom et Hjørne af Norge ud mod Nordhavet, der hvor den bergenske Kyst-Linie fra Syd mod Nord støder sammen med den throndhjemske Kyst fra Nord-Ost til Syd-Vest. Ved dette vindhaarde Hjørne, lidt i Nord, ligger Harhams Præstegjæld. Paa en liden Rand af Fastlandet nær (Hildre-Stranden med nogle faa Gaarde) bestaar det af lutter Øer ude mod Havet; de ligge i en Række, Vigren i Syd-Vest, saa Lepsøen, Harhamsøen, Flemsøen, Fjærtoftøen og den nærmeste Del af Harøen i Nord-Ost. Og nu danner Vigren alene et Kirkesogn for sig, Annexet Roald, og alt det Andet hører til Hovedsognet (skjønt der ogsaa er et Kapel paa Fjærtoft). Men Folketallet i de to Sogne er ogsaa meget ulige, som disse Tal vise:
| Aar | Hovedsognet. | Annexet. |
| 1815 | 1134 | 431 |
| 1825 | 1200 | 444 |
| 1835 | 1329 | 507 |
| 1845 | 1500 | 529 |
| 1855 | 1659 | 598. |
Man kan sige, at Annexets Folketal ikke var stort mere end en Trediedel af Hovedsognets.
Men trods dette er Antallet af Druknede vel saa stort for Annexets Del, som for Hovedsognetes; thi det før nævnte Tal 113 for Aarene 1819–1855 var fordelt saaledes:
| Mandkjøn | Kvindekjøn. | Sum | |
| Hovedsognet | 47 | 5 | 52 |
| Annexet | 58 | 3 | 61 |
| Tilsammen | 105 | 8 | 113. |
Disse Tal vise en saa uforholdsmæssig stor Mængde Ulykkes-Tilfælde i det lille Roalds Annex, at jeg ikke fra noget andet Sted kjender et lignende Exempel.[5]
Man kunde mene, at Uligheden kanske var bevirket ved et enkelt ualmindeligt Tilfælde, som paa en Gang havde bortrevet en stor Del Mennesker i det lille Annex; men at det ikke er saa, at Uligheden derimod er stadig og vedholdende, det kan skjønnes af følgende Optælling (for de 105 Mandspersoners Vedkommende) særskilt for hver af Tidsrummets to Halvdele:
| 1819–1835. | 1836–1855. | Sum. | |
| Hovedsognet | 23 | 24 | 47 |
| Annexet | 24 | 34 | 58 |
| Tilsammen | 47 | 58 | 105 |
Her sees jo, at i hvert af de to Tidsrum er Antallet i Annexet større end i det langt folkerige Hovedsogn, og dette Misforhold er især paafaldende i det sidste af de tvende Tidsrum.
Efter Stand og Stilling kunne de samme Personer optælles saaledes:
| Hoved-Sognet. | Annex-Sognet | |
| Gaardmænd | 9 | 14 |
| Pladse- og Husmænd | 9 | 2 |
| Tjenestedrenge | 22 | 34 |
| Kaarmænd og Andre | 7 | 8 |
| Tilsammen | 47 | 58. |
At der i Annexet kun forekommer 2 Pladsemænd blandt de Forulykkede, det stemmer med, hvad der senere skal omtales, at der bor saa overmaade faa Pladsemænd her. Ellers bør det bemærkes, at netop i Annexet er der blandt de Forulykkede paafaldende mange Tjeneste-Drenge (blandt hvilke dog er medregnet voxne Sønner, som vare hos Forældrene i Tjeneres Sted).
Dette er Summen af mine Uddrag af Ministerialbogen, og disse foreløbige Oplysninger gave mig senerehen Stof til Samtaler med flere Almuesmænd. Det lod til, at man var ganske vel opmærksom paa det Alvorlige ved Sagen, og jeg fik den Forestilling, at formedelst uafbrudt Bestræbelser med at indrette Baade og tilhørende Redskaber paa bedste Maade og især med at holde dem i god Stand, Bestræbelser, som den stigende Velstand havde befordret, var man bleven sat istand til at befare Havet med mindre Fare nu end i tidligere Tider. Jeg vover dog ikke at gjengive alle disse Forklaringer i deres Enkeltheder. Kun maa jeg fremhæve, hvad jeg hørte om det paaviste Misforhold mellem Annexet og Hovedsognet. Før mig havde neppe Nogen foretaget saadan Tælling og Beregning med Hensyn til denne Sag, og alligevel fandt jeg, at det blandt Almuen selv var vitterligt, at Ulykkes-Tilfælde paa Søen forekom hyppigere blandt Annexets end blandt Hovedsognets Beboere. Og som Aarsag hertil hørte jeg flere forstandige Mænd angive med temmelig Bestemthed – ikke at Havet omkring Vigren var saa meget vanskeligere at befare, heller ikke at Befolkningen paa denne Ø var saameget mere end i Hovedsognet henviist til Søbrug som sin Hoved-Næring, men at Vigrens Mænd vare mere ihærdige og vovsomme i deres Fisker-Dont, og det fordi Fiskeriet pleiede at slaa bedre til ved deres Ø og altsaa Udsigten til Vinding var saa meget mere tillokkende, og hermed skulde de være komne i saadan Vane, at de ogsaa ved andre Anledninger, saasom Byreiser ofte lagde ud i Uveir, som Andre holdt det for uraadeligt at fare i.[6]
Men i ethvert Fald havde alle disse Tællinger og Efterspørgsler givet mig en stærk Forestilling om den Livsfare, hvorunder Folk paa disse Kanter idelig maa færdes. Og det forekom mig rimeligt, at denne alvorlige Omstændighed maatte have havt adskillig Indflydelse paa Folkelivet. Men medens jeg beflittede mig paa at sætte mig ind i alt dette, gjorde det navnlig et pinligt Indtryk paa mig at høre, hvorledes Tjenestekarle have det her. Paa Østlandet eller i Indlands-Bygderne veed en Tjenestekarl saa at sige ikke af andre Erinder for Husbond end ud paa Ager og Eng samt nu og da op i Skoven. I Harham derimod raader Husbonden efter gammel Sædvane over sin Tjenestekarl saaledes, at han kan tage ham med eller sende ham ud paa Havfiske, ganske ligesom den østlandske Bonde kan sætte sin Karl til at pløie op en Ager eller terske paa Laaven. Jeg kan gjøre en anden Sammenligning. I de barske Maaneder Februar og Marts foregaar her paa Søndmøre det vigtige Fiskeri efter Skreid eller Torsk; ved samme Tid omtrent eller fra Januar af gaar Silde-Fisket til ved Karmøen og Kinn; i dette Silde-Fiske deltage mange Baade fra Kysten mellem Farsund og Egersund, og Mandskabet bestaar dels af løse og ledige Personer, dels af gifte Mænd, Bønder og Andre, som drive Fiskeriet for egen Regning eller – men langt sjeldnere – have ladet sig leie af Andre for denne enkelte Tour; her er ikke Tanke om, at en Husbonde kunde tage sin Tjenestekarl med paa Baaden, uden ialfald efter særskilt Aftale. Men i Harham har det fra gammel Tid været saa, at Vaar-Fisket eller Torske-Fiskeriet ligesom andre Fiskerier paa andre Aarstider drives af Bønder som en mere eller mindre vigtig Bedrift ved Siden af deres Jordbrug, og saaledes, at de tage sine Tjenestekarle til Hjælp ligesaavel paa Søen som paa Landjorden.
Jeg havde nok hørt om denne Sædvane før; men endda var det mig ligesom nyt og uventet, da jeg paa Stedet selv fik lære, hvad det havde paa sig at være Tjenestekarl paa saadanne Vilkaar.
Matrosen leier sig ogsaa bort til Skibs-Rederen paa de Vilkaar, at han skal finde sig i den Møie og Fare, som kan møde.[7] Men han har ogsaa en ganske anderledes anseelig Løn end Tjenestekarlen hos en af Harhams Søbønder.
Er der Nogen, som har fattet saadan Godhed for vore Almuer, at han inderlig ønsker at blive bekjendt med deres Tilstand, med deres hele Kulturtrin og aandelige Udvikling, saa bør han endelig ikke forsømme at lægge Mærke til den Maade, hvorpaa de udføre sin daglige Dont, hvad enten det nu er Jordbrug eller Fiskeri eller hvilketsomhelst. Jeg mener, at jo mere Iagttageren gjør sig Flid for dette og faar høre, hvorledes Bonden eller Fiskeren har brugt sin Tanke ved sin Syssel, hvad Grunde han har at anføre for sin Fremgangsmaade, hvilke særegne Indsigter og Færdigheder han har vidst at tilegne sig, hvad det er, han har lært af fine Forfædre, og hvilke nye Erfaringer han selv monne have gjort – jo mere, siger jeg, Nogen anstrænger sig for at sætte sig ind i alt dette, desto lettere skal det falde ham at betragte og omgaaes Almuesmanden, denne „simple Mand“, med Agtelse og Velvillie. Thi taler Du med den simple Mand om høiere Anliggender, saa har han ofte ondt for at finde de rette Ord til at udtrykke, hvad han føler og tænker, og Du kan dermed snart faa et altfor ringe Begreb om hans Aand og Dannelse. Men taler Du med ham om disse mere synlige og paatagelige Ting, som nu engang høre til hans daglige Liv og Syssel, saa kan det være, at Du endog overraskes ved den Tænksomhed og Erfarenhed, han lægger for Dagen. Det være mig tilladt at oplyse min Mening med nogle anskuelige Exempler. For en Husmand oppe i Gudbrandsdalen er Geografiens Videnskab en fremmed Ting, og han veed ikke Besked hverken om Frankrig eller Spanien; men fra den Tid han maaske som Tigger-Gut maatte vandre Bygden om, og fra de Aar han som Gjæter solgte Kreaturene eller som Tjenestekarl ledte efter Hestene paa Fjeldet, kjender han med en ubegribelig Nøiagtighed saa at sige hver Stok og Sten nede i Bygden og hver Haug og Bæk paa Fjeldet videnom. Hans Verden er ikke stor; men dens enkelte Steder kjender han desto nøiere. – Bonden selv har i Regelen ikke befattet sig enten med Verdens-Historie eller med Fædrelands-Historie og veed kanske høist at tale om En i gamle Dage, som hedte Sankt Olaf; men endda kan han have øvet sin historiske Sands ganske vel; er det en opvakt Mand, saa er han kjendt med alle de Odels-Trætter og Skifte-Sager, som i den senere Tid have bestemt Gaardenes Grændser og Besiddelse i hans Bygd, og han veed at fortælle alle Bygdens Sagn om mærkelige Personer fra de sidste to – tre Menneske-Aldere, og han kjender derhos fast hvert nulevende Menneske i Sognet, kjender hans Herkomst og Skjæbne, hans Færd og hans Hjertelag og med denne Menneske-Kundskab veed han med stor Sikkerhed at fremstille og bedømme en Persons Karakter og Handlemaade, og ofte skinner Talentet frem i de anskuelige Fortællinger. – Og Agronomi? Hidtil er det jo kun en liden Brøk-Del af Norges Landmænd, som have læst agronomiske Skrifter, og der har da ofte nok været Tale om, at det hele norske Landbrugs-Stel maatte reformeres fra Grunden af efter Videnskabens Forskrifter; men det er dog ikke for Intet, at de mange Slægter alt fra Odins Dage have syslet med Jorden og været sig vel bevidste, at af dens Behandling skulde det afhænge, om de skulde lide Sult eller leve vel, og det kan mærkes, at netop de videnskabelig dannede Agronomer mere og mere skjænke de gammeldags Bønders efter hver Egn afpassede Brugsmaaade en bifaldende Opmærksomhed[8].
Men naar jeg undtager min glade Forundring over den Omtanke og Kunst, hvormed Agervandingen drives i Lom i Gudbrandsdalen, saa synes mig, at jeg aldrig har været saaledes overrasket ved Almuesfolks Iagttagelses-Evne og ihærdige Øvelse, som netop ved at tale med Harhams Fiskere om deres Bedrift.
Alt fra den Tid Sønnen er 10 Aar gammel og faar Lov at følge med Fader ud paa Havet, er det hans Lyst og Iver at lægge vel Mærke til alt, hvad han der ser og hører af de Ældre. Først gjælder det at lære de sikkre Løb mellem de Fald og Skjær (Klipper, som fra Havbunden hæve sig tæt op under eller lidt over Vandskorpen), som i stor Mangfoldighed opfylde Havet udenfor alle Harhams-Øerne til en halv eller en hel Mil ud for det yderste Land. Hvert Fald og Skjær har set Navn, saaledes omkring Løbene ud for Lepsøen og Harhamsøen: Grautefluda, Stavnæsfluda, Klauvningje, Daudingje, Skalmen, Skalmen-Skallen, Skreia o. s. v. o. s. v., og da Faldene (Fluderne, Boderne) kun ere bemærkbare, naar Havet i kortere eller længere Mellemrum bryder paa dem, saa maa deres Beliggenhed kjendes ved at tage Sigte paa bekjendte Gjenstande paa Land. Saadant Sigte er den saakaldte Mid (udtalt med aabent e, næsten som Med eller Me). Til enhver Tid høre tvende Gjenstande, en fjernere og en nærmere, som sees lige for hverandre eller i en Linie, og for at et Sted paa Havet skal være kjendt, udkræves to Mid, en i en Retning og en i en anden, saa de to Linier mødes i et Punkt. De Gjenstande, der bruges som Mid-Mærker, ere store Stene, Odder og Fjeldpynter nærmest ude imod Kysten og forskjellige Tinder og Skard paa de høiere Fjelde længer inde i Landet, hvilke Tinder og Skard vise sig som Knuder og Indhugg i Fjeldlinien mod Himmelen (Fjeld-Garden). Og alle disse Mærker have atter sine Navne. Der er f. Ex. et Fjeld paa en af Harhamsøerne, som hedder Skulen, og naar man er paa en vis Strækning paa Havet, saa skjuler dette Fjeld et længere inde paa Fastlandet, som kaldes Hildre-Hesten; reiser man saa langs Landet mod Nord, saa kommer Hesten lidt efter lidt frem for Skulen, og da hedder det: Hesten fin (naar Hovedet af Hesten netop kommer tilsyne), Hesten grov, første Hogget paa Hesten, andre Hogget, Sadlen paa Hesten er undan Skulen o. s. v., og ved hvert af disse Mærker veed man, hvor man er i Retningen mellem Nord og Syd; har man saa til samme Tid en anden Mid paa en anden Kant, saa veed man tillige, hvor man er i Retningen ud fra Land eller mellem Øst og Vest, og nu kan den kjendte Mand vide, at for at undgaa dette eller hint Fald maa han ikke seile stort længer i den Retning, men bøie af i en anden. En Styremand[9] kan altsaa føre sin Baad saaledes mellem Brændinger og Farer, at han ikke stort ser sig om efter de faretruende Gjenstande i Nærheden, men desto vissere og stadigere fæster Blikket paa Landet og det paa de fjerneste Fjeldhøider langt inde. – End naar nu disse Mærker ikk kunne sees formedelst Snedrev, Taage, Nattemulm? Da er der jo altid Fare paa Færde; men saa gjælder det at bruge Ørene; thi mange af disse Fald og Skjær ere kjendelige paa Brændingens Klang og Bulder, forskjellig efter Klippernes mere langstrakte eller bratte Form, en Forskjel, som dog tillige maa bedømmes efter Vindens eller rettere Bølgegangens Retning.
Udenfor denne ujevne, med Fald og Skjær opfyldte Land-Grund er der en Strækning af Havet, som kaldes Land-Meen. Rimeligvis kaldes den saa, fordi Havbunden her fremdeles er kjendt ved en Mængde Mid paa Land Her paa Land-Meen, i en Afstand af et Par Mil fra Land eller derover, drives det vigtige Torske-Fiskeri i Februar og Marts Maaned. Man forklarede mig Fiske-Stimernes Gang saaledes: De komme ind fra Havet igjennem Bredsunds-Dybet, der fra den Fjord, som kaldes Bredsund, strækker lig med stor Dybde tvers ud fra Land, søndenfor Harhams-Øerne og de udenfor samme værende Grunde; i ældre Tider søgte Stimerne jevnligst helt ind i Bredsund og Borgunds-Fjorden, og da foregik det bedste Fiskeri der; men nu i en Række af Aar have de fra Bredsunds-Dybet af mere udbredt sig mod Nord over de nævnte Harhams-Grunde eller Land-Meen, og det skal være sædvanligt, at Fisken først fornemmes udenfor den sydligste af Harhams-Øerne og siden udenfor de nordligere. Dog drives ikke Fiskeriet paa hvert Punkt af denne Land-Me, men paa visse udmærkede Fiske-Grunde her, ligesom paa Bakker og Aaser, der hæve sig noget op over den dybere Bund, Bakker og Aaser, hvor Vandet kan være 40 til 60 Favne dybt. Der er ogsaa Grunde med endnu mindre Dyb; men allerede paa 30 Favne Vand er der Fare for, at Bølgegang og Storm kan rive Garnene bort. Paa saadanne Grunde, der ogsaa ere kjendte med hver sit Navn, sættes Garn eller rettere Garn-Lænker, d. e. flere Garn sammenhæftede i en Længde. Og ikke nok med, at selve Grunden maa kjendes og søges efter Mid fra Land, men man forklarede mig, at naar man en Dag havde sat Garnet paa Forsøg fra Toppen af den undersøiske Bakke nedover Skraaningen til Foden, og man saa næste Dag fandt mest Fisk f. Ex. i den midterste Del af Garn-Lænken, et Tegn paa, at Fisken mest holdt sig omkring Midten af Bakken, saa kunde man næste Gang sætte Garnet langs Bakken, midt imellem dens Øverste og Nederste. Efter dette skulde jo disse Folk være kjendte med Havbunden, omtrent som andre Folk kjende Hauge og Smaa-Dale paa Land-Jorden, og vist er det ialfald, at de tale med stor Sikkerhed om disse Ting.
Hvorledes findes Garnet igjen? Jo, fra Garnet paa Havbunden gaar en Line op til en flydende Dubl, og idet denne sættes paa Vandet, er det Styremandens Sag at tage nøiagtig Mid paa Land, i to Retninger naturligvis; næste Dag, naar han skal ud at trække Garnet, styrer han efter Miden og veed at træffe lige paa Dublen; ja, det blev mig sagt, at om Styremanden formedelst Sygdom eller andet Forfald ikke kunde reise ud selv, saa skulde han kunne opgive sin Mid saa nøiagtigt for en anden kjendt Mand, at denne kunde finde Dublen. Ved alt dette maa dog anmærkes, at hver Fisker kun pleier være kjendt med en vis mindre Strækning af Havet, lige ud for hans Fiske-Vær; og det er vel heller ikke den hele Havbund, som er saaledes kjendt, men kun de enkelte Bakker og Aaser paa samme eller de udmærkede Grunde, som Fiskere fra samme Vær i umindelige Tider have søgt, og om hvilke Kundskaben er nedarvet fra Fader til Søn. Man kan spørge, hvorledes disse Fiskegrunde fra først af bleve opdagede? Med Garnbrug, hvormed Fiskeriet har været drevet nu i flere Menneske-Aldere, maatte det, som det synes, gaa meget langsomt med saadan Opdagelse, og denne skriver sig efter min Forestilling fra hin fjernere Tid, da Fiskerne ikke vidste af andet Redskab end Snøre med Lod og Krog: dette maatte jo idelig fires ned og hales op, og for hver Gang blev jo Dybet maalt som ved Lodskud. Paa denne Maade have ogsaa Harhams Fiskere samlet sig Kundskab om Havets Bund i et endnu større Dyb og i en langt større Afstand fra Landet, hvor der aldrig har været bragt Garn. Udenfor den nævnte Land-Me skal der være et fiskeløst Dyb, Stor-Dybet, som det kaldes, med omtrent 120 Favne Vand. Men udenfor dette igjen hæver Bunden sig atter og danner den saakaldte Lang-Grund, et Navn, som rimeligvis sigter til, at den med temmelig jevn Dybde (omtrent 80 Favne) strækker sig langt ud i Havet. Den inderste Del af denne Lang-Grund kaldes tildels Me-Botn; her findes visse Fiske-Grunde, kjendte formedelst Mid fra Land (deraf udentvivl ogsaa Navnet Me-Botn eller Mid-Bund). Længere ud paa Lang-Grunden bliver der atter fisketomt; men saa igjen alleryderst ved den Kant eller Egg, hvormed Lang-Grunden brat styrter af mod det bundløse eller ukjendte Havdyb, her er det fiskerigt. Denne Lang-Grundens yderste Egg (den kaldes ogsaa af Fiskerne Stor-Eggen) sagdes at strække sig fra det før omtalte Bredsunds-Dyb omtrent i samme Retning som Landet, men ellers med forskjellige fremspringende Næs og indadgaaende Bugter, og jeg mindes deraf Sørmands-Næsset, Fjærtoft-Næsset, Skadde-Næsset. Til disse Stor-Eggens Næs søge Harhams-Fiskere i gode Sommerdage ud med sine Ottringer; paa Veien did maa de se sine egne Øer synke under Havbrynet; de Fastlands-Fjelde, som før vare dem de høieste, blive smaa, og de endnu høiere Fjelde længer inde, saasom Romsdals Horn og Trold-Tinderne, træde frem til Landkjending for dem. Men Afstanden sagdes ogsaa at være et halvt Snes Mil, nordvest ud fra Landet.
Paa Toure til Stor-Eggen tror jeg at Fiskerne bruge at have Kompas med paa Baaden. Men ellers tænkes ikke stort paa Kompasstreger; det gjælder bare at finde ud til den bekjendte Fiskegrund og tilbage til Hjemmet: Og Fiskeren har intet Middel til at maale Afstandene, dem han kun angiver efter Skjøn. Naar man betænker dette og tillige erindrer, at Fiskeren ikke har befattet sig videre med egentlige Undersøgelser af Havbunden, men kun har havt for Øie at faa saa meget Fisk som muligt, og at han derfor mest har holdt sig til de fra gammel Tid kjendte Fiske-Pladse nærmest Hjemmet, saa vil det forstaaes, at disse Forklaringer om Havbunden maatte være temmelig utydelige og lidet sammenhængende. Men jeg har gjengivet Forklaringerne saaledes, som jeg lidt efter lidt opfattede dem ved Samtale med flere Mænd, og jeg kunde ikke høre paa disse Forklaringer uden Deltagelse; thi idelig maatte jeg tænke paa, hvad uhyre Møie det dog har kostet, for at Menneskene i Tidens Løb skulde kunne samle sig saa megen Kundskab om Havets Dyb. Her i Nærheden af Harham, paa Giske-Øen, levede Olaf den Helliges Ven, Thorberg Arnesøn, og han sendte vist jevnlig sin Værkstyrer med Tjenestemændene ud paa Fangst i disse fiskerige Farvande; men hvor langt mon de vare kjendte ud over Havbunden? Og hvem var vel den Opdager, som først fattede Tanken om, at hine yderste Fiske-Grunde, et halvt Snes Mil af Land, med 80 Favne Vand, dannede Eggen af en stor undersøisk Høi-Slette eller dens bratte Afstyrtning mod Dybet udenfor? Og hvor mange Menneskeliv ere vel ikke gaaede til Grunde under al denne Søgen og Leden, under denne Kamp med Havet for at tiltvinge sig Herredømmet over den Bund, det skjuler? Og endda er jo det her Fortalte kun en liden Prøve paa hvad der er foregaaet og hvad der er udrettet paa ethvert Punkt af den langstrakte, mærkværdige norske Kyst.[10]
En ligedan Række af Iagttagelser og Erfaringer, vel lige fra Landets første Bebyggelses-Tid, er det, som har givet Baadene deres eiendommelige Form og Indretning. Stærkt paavirket ved Betragtningen af de mange Ulykkes-Tilfælde paa Søen, gik jeg med en vis Uvillie og Mistanke hen for at bese disse Baade og høre Bøndernes Forklaringer om dem; men jeg maa tilstaa, at for hver Tvivl og Anke, jeg kunde finde paa at fremsætte, vidste man med stor Sikkerhed at forklare, hvorfor Baadene maatte være saa og ikke anderledes, saa disse søndmørske Baade, større og mindre, Ottringer, Sexrøinger Trerøinger, netop passede for Søndmørs Hav og Strand. – Ved denne Leilighed maatte jeg dog idelig beklage, at jeg ikke besad Kundskab nok for ret at sætte mig ind i disse Ting. Det er Tilfælde, at i forskjellige Strøg af Kysten finder man forskjellige Slags Baade. I Søndmøre ere alle Ottringer, Sexrøinger o. s. v. ligesom støbte i en Form; men længere Nord eller længere Syd have Storbaadene og Smaabaadene andre Former, og det samme gjælder om Seilene og alt andet Tilbehør. Er nu dette saa at forstaa, at Egnenes ulige Omstændigheder (mere Fart ude paa Havet eller i indenskjærs, Mangel paa eller Overflødighed af gode Havne o. s. v.) virkelig kræve saadanne ulige Slags Baade, saa vi altsaa maa beundre den Skarpsindighed og Opfindsomhed, som vidne at indrette Alting saa vel? eller er det kanske for en Del saa med Baade som med Huse og Klæder, at hver Mand uden videre Tanke retter sig efter Egnens Skik, og at denne Skik ganske tilfældig er bleven saa ulig i de forskjellige Egne, ligesom det jo aabenbart er tilfældigt, at Snittet paa Klæder er saa uligt her og der? Ved at høre Harhams-Bøndernes bestemte Forklaringer om deres Baades særegne og nødvendige Egenskaber maatte jeg tænke paa Agerdyrkernes Plove: for et halvt Hundrede Aar siden brugte man i Gudbrandsdalen svære Plove, som næsten helt og holdent vare byggede af Træ, og jeg har hørt gamle Mænd forklare, at disse i Grunden skulde være de bedste; men i den sidste Menneske-Alder har man jo løsrevet sig fra den gamle Plov-Skik, og hver Mand søger sig ud det Slags Plove, som efter hans Mening skal være bedst. Skal det gaa ligesaa med Baadene og er den Ting, at alle Søndmørs Baade af samme Størrelse (Ottringer o. s. v.) nu ere nøiagtig ligedanne, maaske kun Tegn paa en Stillestaaen i Tænkning og Vedhængen ved Skikken, som kun venter paa en kommende Tids større Oplysning og Omtanke og Stræben efter Forbedringer?[11]
Men hvorledes det end monne have sig hermed, saa er det sikkert nok, at Harhams Søbønder vide at styre sine Baade med Mesterskab. De vare gjerne livligst i sin Tale, naar det gjaldt at skildre for mig deres Bedrift paa Havet; jeg tænker mig ogsaa, at de ere livligst i sin Færd, naar det gjælder at føre Baaden under Storm og Fare. Hvad gjør Styremanden paa en Ottring naar Stormen tager ret i og Faren bliver alvorlig? Han heiser Seilet i høieste Top for at løbe fra Vinden og „seile Sjøen ud,“ saa det Vand, som tages ind forud, formedelst Fartens og Baadens Bevægelse skyller ud igjen agter! Den største Fare skal være, hvad jeg allerede har fortalt et Exempel paa, at den dirrende Baad med sin usædvanlige lette Bygning skal gaa tvært af, idet den bøier sig over Bølgens Ryg; thi, som en Sø-Bonde sagde, det er næsten utænkeligt, at en Ottring skulde kuldseile selv i haardeste Storm, naar der er dueligt og paapasseligt Mandskab ombord.
Dog, selv om jeg var sagkyndig, skulde det blive endeløst at fortælle om al den Øvelse og Kunst, der skal til for at blive en fuldgod Sømand og Fisker i disse Farvande. Og selv om jeg var fagkyndig nok til at fremhæve de Mangler, der muligvis forekomme i Harhams-Bøndernes Bedrift paa Havet, saa vilde der sikkerlig blive Mere tilbage at beundre. Jeg siger saa: Om den nu levende Slægt paa disse Øer og Kyster flyttede ud til Amerika og tog sin Kunst med sig, og om saa fremmede Folk kom i deres Sted, saa skulde der, trods de mange Hjælpemidler, som Nutiden har at glæde sig ved fremfor Fortiden, sikkerlig gaa Menneske-Aldere hen, inden Folket fra nyt af fik udforsket Havets Dvbheder og gjort sig fortrolig med Stormvindens Luner, saa Fiskerierne atter kunde drives med den Fuldkommenhed og Nytte som nu.
Men for det Følgendes Skyld maa jeg endnu forklare lidt om, hvorledes de enkelte vigtigere Fiskerier drives. Paa Stor-Eggen bruges, som omtalt, de største Baade, Ottringer; Baadene lægges for Dræg eller drive saa smaat, og der fiskes med Snore efter Lange, Kveite og Haa; som Bi-Produkt falder der noget Brosme og anden mindre Fisk. Men det lod til, at Fiskeriet paa Stor-Eggen ikke drives saa meget nu som før. – Langt vigtigere er Fiskeriet efter Smaa-Seid med Sekke-Not. Dette er et stort firkantet Garn, som fra fire mindre Baade, en for hvert Øre eller Hjørne (3 Mand i hver Baad), sænkes horizontalt ned i Vandet. Seiden pleier staa i Stimer omkring de saakaldte Skaller eller smaa Grunde med kun 10–12 Favne Vand, men en Mils Vei eller længere fra Land, og Noten sænkes ned saaledes, at den af Strømmen kan drives ind under Stimet, hvorefter den hurtigst muligt trækkes op. Og dette gjentages Kast efter Kast, ofte et helt Døgn; er Veiret roligt, kan man kaste Dræg for at hvile og sove lidt, og saa begynde paa igjen. Dette Fiskeri pleier begynde tidlig paa Forsommeren og drives enkelte Dage, naar Veiret er gunstigt og andre Sysler ikke hindre, til langt ud paa Høsten, tildels ind under Jul. Seiden tørres til Handelsvare eller saltes til Husbrug.[12]
Mærkeligst er dog Vaar-Fisket efter Skreid-Torsken. Dette Fiskeri har givet Anledning til Byen Aalesunds Anlæg og betydelige Handels-Rørelse, og dette Fiskeri sætter saa at sige hele Søndmøre i Bevægelse, idet hele Baadelag og mange enkelte Fiskere eller Fiske-Arbeidere (Rorskarle) fra de indre Bygder i Fiske-Tiden søge ud til Havkanten. Men Harham er nok den Søndmørs-Bygd, som forholdsvis mest deltager i dette Fiskeri. Og Virksomheden er saa meget livligere i Vaar-Fisket, som det foregaar i en sammentrængt kort Tid af omtrent 8 Uger, fra Begyndelsen af Februar til Slutningen af Marts; men Fiskens Tilvirkning og Salget af Varerne (Klipfisk, Tran og Rogn) beskjæftiger Folkets Hænder og Tanker til langt ud paa Sommeren, og længe tør Fisket mærkes allehaande Forberedelser til den vigtige Bedrift. – Til disse Forberedelser hører ikke blot Anskaffelse af Baad og Garn, men ogsaa Aftale Mand og Mand imellem om Dannelse af Baadlag og Fordeling af Luterne, og om disse Baadlag og Luter vil det for det følgende Kapitels Skyld være nødvendigt, at tale lidt udførligt. Til Torske-Fiskeri paa Harhams-Havet, sone før nævnt: 2 Mil fra Land og derover, bruges Baade af største Slag, Ottringer, og en Ottring maa bemandes med mindst 7 Mand. At udrede en Ottring, at tilveiebringe det fornødne Antal Garn og at holde 7 Mand med Kost og Løn, det er en saa betydelig Sag, at hidtil sjelden eller aldrig nogen Bonde har været ene derom; oftest forene flere Mænd sig om at danne et Baadlag. Men de have ikke altid lige stor Andel i Udredning og Udbytte. Det Hele tænkes sædvanlig delt i 8 Dele eller Luter, og ved denne Deling regnes en Lut for selve Baaden og de den tilhørende Seil-Redskaber, og en Lut for hver af de 7 Mand med de Garn og andre Fiskeredskaber, som de skulle have med sig. Eier nu en Bonde Baaden, og har han til dens Bemanding sig selv, en Tjener og to for Fisket leiede Karle (Rorskarle), tilsammen 4 Mand, saa kan han tage ind i Baadlaget 3 Garnmænd eller Lut-Mænd, d. e. Fiskere, som deltage for egen Regning, og Udbyttet deles saa, at Bonden faar 1 Lut for Baaden og 4 for de af ham skaffede 4 Mænd, og 3 Luter (Resten af de 8) tilhøre de 3 Garnmænd. Eller det kan være 3 Bønder, som eie Baaden (og saa var det ofte for 10–20 Aar siden, da Velstanden og Søbruget var mindre), og de kunne bemande den med sig, selv og hver sin Tjener og en i Fællesskab leiet Rorskarl; ved Delingen faar hver af Bønderne 2 hele Luter for sig og sin Tjener, samt ½ Lut for Baaden og ½ for Rorskarlen. Eller skulde nogen af disse 3 Bønder ikke have Tjener og ikke have Raad til at leie en egen Rorskarl for Fisketiden, saa kan den Lut, som dermed bliver ledig, overlades til en Fisker, som vil deltage for egen Regning eller som Garnmand, og denne faar da Udbyttet. Efter disse Exempler vil det forstaaes, naar en Bonde for at beskrive, hvor stort Søbrug han havde i sidste Torske-Fiske, bruger det Udtryk, at han havde kun 2 Luter, eller han havde 4 Luter; 5 Luter o. s. v.[13]
En Ottring er, skjønt aaben Baad, et ganske anseeligt Fartøi, langs Æsingens Munding omkring 22 Alen lang.[14] Selve Skroget kjøbes gjerne af Baadbyggere i Voldens Præstegjæld, og Prisen har været 30–40 Spdr. eller i den seneste Tid endnu mere. Seil, Mast og andet Tilbehør koster omtrent ligesaa meget. Og en saadan Baad skal kunne udholde almindeligt Brug i en 15 Aar. – Et Torskegarn er 32 Favne langt i Bindingen, men udstrammet, saaledes som det skal staa i Vandet, er det 20 Favne langt og et Par Favne høit. Spundet og bundet hjemme i Huset, koster Garnet en Dalers Penge; men hertil kommer Udgift til Touge om Kanterne af Garnet og til Kavl, saa det Hele nok kommer paa et Par Daler. 20 til 30 Garn heftes sammen til en Garn-Lænke eller Sætning, og at drage og igjen udsætte en saadan Sætning er et Baadlags Arbeide for Dagen. I Bund-Kanten ere Garnene betyngede med vedhæftede Stene, og en Række af Trækavler af letflydende Træ i Overkanten af Garnene tjene til at holde dem oprette og spændte. Men ved nogen Tids Brug vilde Kavlerne gjennemtrækkes af Vand og synke til Bunds; derfor maa der haves flere Sæt af Garn i Beredskab, for at det ene kan ophænges til Tørring, medens det andet staar i Søen; desuden maa man have Garn i Baghaand for det Tilfælde, at nogle skulde gaa tabt i Uveir. Derfor kræver ogsaa Udrustningen en stor Mængde Garn, og Harhams-Bønderne pleie regne 20 for hver Mands-Lut, dog kun nogle faa nye, de fleste bødte. Men for det Følgendes Skyld bedes erindret, at der kun fiskes med et Sæt eller 20 til 30 Garn hver Gang.
Førend Garnbruget var blevet bekjendt, dreves Fiskeriet, som Præsten Strøm beretter i sin fortræffelige Søndmørs Beskrivelse, med Snøre med Agn paa Krogen (Djups-Aagn). Dette sad da Fiskeren med hele Dagen. Men ofte var ikke Fisken villig til at bide paa Krogen, naar det var lyst i Vandet om Dagen, og saa fortsatte Fiskeren sit Arbeide ud over Natten med et andet Redskab: paa Blyloddet paa Snøret befæstedes flere Kroge saaledes, at alle Spidserne vendte ud ad, og lidt ovenfor dem var en Tin-Sild (et Stykke Tin dannet som en Sild) ophængt for at lokke Fisken, og ved idelig at rykke i Snøret kunde det lykkes at hukke Fisken i Bugen og saaledes faa den op. Dette kaldtes at krøge. Men da Torskegarnet, som ved Aaret 1685 var opfundet eller indført af en Handelsmand Claus Nilsen paa Gaarden Slinningen i Borgund, var kommet i Brug, saa slap man for hint natlige Arbeide (thi nu fisker Garnet om Natten), og Dybs-Agnets Brug indskrænkedes mest til Smaabaade, som i enkelte Aaringer kunde overkomme Torsken inde paa Fjordene, eller det brugtes ude paa Havet nu og da, som et Hjælpe-Fiskeri ved Siden af Garnbruget, i de sidste Dage af Fisket, naar Torsken efter Gydningen ikke holder sig faa meget ved Grundene, men, maver og sulten, farer hid og did og gjerne sluger Agnet i sig.[15] – Men nu paa nogle Aar er Snøret atter kommet meget i Brug, og det saaledes, at dermed er bevirket adskillig Forandring i mange Forholde. Dette nye Snøre-Brug ligner den gamle Krøging, kun at Arbeidet foregaar ikke om Natten, men om Dagen, og istedetfor de mange sammenheftede Kroge bruger man kun en. Hver Mand paa Baaden firer sit Snøre ned i Fiske-Stimet, med blank Krog, uden Agn eller Madding, og nu sidde de og rykke og rykke, indtil en Fisk bliver hukket, i Bugen eller hvor som helst, hukket saa fast, at den kan drages op; thi ofte slider Fisken sig løs og svømmer saaret bort. Efter hvad en gammel og klog Bonde paa Vigren fortalte mig, skal det have været nogle Romsdalinger, som først begyndte med denne Rykking, som dette Fiskeri kaldes; de vare komne hid til Aalesund for at deltage i Fiskeriet, men havde kun en liden Baad og ingen Garn, bare almindeligt Haand-Snøre med Agn paa.Krogen; men saa var det vel hændelsesvis, at de nu. og da hukkede en Fisk, naar de drog Snøret op for at se til Agnet, og derved fandt de paa denne Rykking. De Søndmøringer, som først toge efter denne Opfindelse, vare efter samme Bondes Fortælling nogle Fiskere paa Rundø; her bleve nogle Lodse fra Vigren kjendte med den nye Maade, og ved dem blev den indført her paa Øen for 10–12 Aar siden (regnet fra 1856), og derefter spredtes den hurtigt til Nordøerne eller Hovedsognet. Saa blev det mig ogsaa sagt, at de mange Mænd, som nu prøvede Kunsten, med forenet Opfindsomhed have vidst at gjøre adskillige Forbedringer ved den, med bedre dannede Kroge o. s. v., saa det nu skal være sjeldnere, at en bukket Fisk slider sig løs, og saa det nu mere skal lykkes at faa hukket Fisken i Hovedet, saa den vordende Klipfisk ikke faar Mærke af Saaret. Hvorom Alting er: der er paa Vigren adskillige Baadlag, som i de sidste 5–6 Aar ikke have havt Garn i Søen, men kun have holdt sig til Rykke-Snøret, og det uagtet de have havt Garn i Snesevis i Beredskab, og i den sidste Vinter, som jeg hørte om (1856), skal Garnbrug endnu kun have været i Gang paa en af Vigrens Gaarde. Men hermed er Udrustningen til Vaar-Fisket bleven langt lettere: de saa Rykkes-Snører koste en ringe Ting i Sammenligning med Garnene, og Rykke-Fiskeriet kan selv paa Havet udføres med mindre Baade, medens Garnbruget kræver de store Ottringer med stort Mandskab. Siden Rykkingen kom i Brug, er det langt lettere for Løskarle og Fattigfolk at deltage i Fiskeriet.[16]
Den samme gamle Bonde vidste ogsaa at fortælle mig, at Vaar-Fisket var gaaet særdeles rigt til i Aarene 1793–1796, men at det saa tog meget af, og at der i Krigens Aar før 1814 saagodt som ikke var noget Fiske, tildels dog paa Grund af, at man ikke havde kunnet skaffe sig Garn. I de Aar vovede man sig heller ikke ud paa Stor-Eggen, af Frygt for de fiendtlige Krydsere. Saa gik atter Fiskeriet til, navnlig her ude paa Harhams-Havet, og nu i en lang Række af Aar har det for det Meste været lønnende og tildels meget rigt, saa de fleste Bønder Aar for Aar have kunnet udvide sit Søbrug, og flere Folk fra Indlandet have søgt herud for at deltage i Fisket.
Naar jeg til det, som nu er sagt om Søbruget, endnu nævner dette, at ogsaa Jordbruget er ganske betydeligt, saa vil man saa nogenlunde forstaa, hvad Dygtighed og Arbeide der kræves af en fuldgod Tjenestekarl her i Harham, hvor, som allerede sagt, Tjeneren maa forrette, hvad han befales, ligesaavel paa Havet som paa Landet. Nu skulle vi høre noget om Lønnen.
Fra gammel Tid har her været ligesom en Taxt for en Tjenestekarls Aarsløn, saa temmelig ligedan som i Indlands-Bygderne. For nogle Aar tilbage lød Taxten paa 10–12 Spdr., dog saaledes, at hvert andet Aar blev der for omtrent Halvdelen af disse Penge givet et vist Sæl af Klæder (Buxe og Trøie af 8 Alen Vadmel, færdig syet, men uden Knapper, 2 Skjorter, 1 Par nye og 1 Par paabundne Hoser, 1 Par Vanter, 1 Hat eller Hue, endelig nogle M₻, Læder, som Karlen lig hver anden Mand med egne Hænder syede sig Sko af). I den senere Tider det blevet almindeligere, at Gutten faar sin Løn udbetalt i Penge hvert Aar.[17] I Annexet skal Lønnen være størst, nemlig (i 1856) 15–16 Spdr. foruden 1 Spdr. i Fæstepenge; i Hovedsognet hørte jeg oftest angive en 12 Spd. med 1 Spdr. i Fæstepenge, samt nogle Tillæg, saasom Ret til at sætte 1 Tønde Potetes eller Læder til 1 Par Sko og 1 Par nye Hoser (eller. Paabinding paa et Par gamle) – forskjelligt efter den ved Fæstingen gjorte Aftale. – Men foruden alt dette har Karlen til Opmuntring under nogle af de store Fiskerier havt visse Rettigheder: den Brosme og Torsk, som faldt ved Fiskeriet paa Stor-Eggen, skulde høre ham til, og under Torske-Fiskeriet skulde han have „et naivt Garns Fiske.“[18] Denne sidste Rettighed ansloges med et Middeltal til et Par Daler, og den første sagdes at være endnu ubetydeligere.
Denne Tjenernes Ret til et halvt Garns Fiske var ældre end Mands Minde. Alligevel, fortalte man mig, vilde Øvrigheden engang forbyde samme – vel i Henhold til nogle kongelige Forordninger om saadanne Ting, – og da en Bonde paa Tinget svarede: „Det ’alve Garn ’ar min Dreng ’avt og skal ’ava,“ saa maatte han staa i Gabestokken for disse Ord. Min Hjemmelsmand, en Bonde paa 47 Aar, sagde, at dette var skeet i hans tidligste Barndom, og at der endnu levede Folk, som mindedes det vel.
Men saa var der, fortalte man mig fremdeles, paa Vigren to Søbønder, som tillige vare Lodser, og som hver havde en dygtig, velbefaren Tjenestekarl. Maaske agtede disse Karle ikke længer at forblive i Tjenesten, og Husbønderne kunde nødig undvære deres paalidelige Hjælp, naar de selv midt i Fiske-Tiden maatte fare paa Lodseri. Nok er det: hver af disse Bønder indrømmede sin Tjener 1 Lut paa Baaden i Torske-Fisket eller Ret til at deltage i dette for egen Regning, altsaa med Udsigt til 1 Luts Vinding, (se Side 352). En af disse Tjenere lever endnu i en Alder af 50 Aar, saa det altsaa ikke kan være ret mange Aar, siden dette skeede. Men Exemplet udbredte sig meget hurtigt: alle Tjenestekarle fandt det ønskeligt at have Lut paa Baaden i Vaarfisket, og de, som vare saa gamle i Tjenesten og øvede i sin Dont, at de kunde drive sin Fordring igjennem, betingede sig saadan Ret ved Indfæstingen. Og Forholdet hermed blev, rimeligvis efter det første Exempel, almindelig ordnet paa følgende Maade: 1, Tjeneren maatte selv skaffe Garn for sin Lut (thi endnu blev Fiskeriet udelukkende drevet med Garn); 2, derhos maatte han uden Udgift for Husbonden skaffe i sit Sted en Leiekarl eller Rorskarl for Fiske-Tiden; 3, med Kostholdet i samme Tid kunde der gjøres forskjellig Aftale: enten vedblev Tjeneren som ellers at spise ved Husbondens Bord, og han maatte, da (mod større Betaling) leie til Rorskarl en Selvfostring, som skulde holde sig selv med Kost, eller Rorskarlen leiedes (mod mindre Betaling) saaledes, at han gik ind i Tjenerens Plads ved Huusbondens Bord, og Tjeneren maatte da besørge sit Madstel selv; 4, ellers fulgte med Tjenerens Ret i Almindelighed ogsaa dette, at den Fisk, som var falden paa hans Lut, blev virket og ført til Kjøbmanden sammen med Husbondens, uden at Tjeneren fik anden Udgift end til Salt.[19] Man vil forstaa, at Tjeneren fremdeles beholdt sin Aarsløn som før, og at denne nye Ret til en Lut skaffede ham en Extra-Fortjeneste, forsaavidt Fiskeriets Udbytte gav noget Overskud, efter at de almindelige Fiskeri-Udgifter samt Løn (og Kost) til Leiekarlen var betalt.
Men i samme Grad som Tjeneren paa den Maade fik Udsigt til Vinding, blev denne Udsigt mindre for Bønderne selv, som maatte afstaa disse Luter og altsaa selv ikke havde saa mange som før. Men derfor var det heldigt, at den (netop formedelst dette Fiskeri) stigende Velstand satte Bønderne istand til at udvide sin Bedrift: der kjøbtes og udrustedes flere Baade, og hvor før 3 Bønder havde været sammen om et Baadlag, der delte de sig, saa kun 2 og 2 kom til at være sammen, ja paa Vigren er det kommet dertil, at mangen enlig Bonde har sin Ottring i Søen, skjønt det vel er sjelden, at han bemandet den ganske alene, idet han gjerne overlader et Par Luter til sine Tjenere eller andre Lut-Mænd.
Men det blev ikke hermed; Tjenerne erholdt endnu større Rettighed. For omtrent 15 Aar siden (regnet fra 1856, da jeg hørte det) var der paa Gaarden Blindheim paa Vigren en Bonde, som havde to Tjenestekarle. Disse to kjøbte og udrustede en stor Sexrøing, som det til Nød gik en at drive Garn-Fiskeriet med, og vexelvis styrede en en af dem Baaden hver sit Aar. Den, som styrede Baaden og forestod denne ganske selvstændige Fisker-Bedrift, forlod altsaa Husbondens Baad og var i Fiske-Tiden at agte ikke som Tjener, men snarere som Løskarl, og det Hele var naturligvis grundet paa Aftale med Husbonden. Men hermed blev givet det første Exempel paa, at en Karl fæstede sig saaledes i Aarstjeneste, at han skulde have Ret til, under Vaar-Fisket ganske at forlade sin Husbonde, kun at han, som før forklaret, skulde skaffe Husbonden en Leiekarl i sit Sted. Ogsaa dette Exempel blev efterlignet af temmelig Mange. Hertil bidrog især følgende to Omstændigheder. Istedetfor som før at gaa ind i Bredsundet og Borgunds-Fjorden havde Fiskestimerne nu paa nogle Aar mest holdt sig ude paa Harhams-Havet, og mange af de Baadlag, som Bønder inde i Indlandsbygderne eller „Borgere“ i Aalesund (Kjøbmænd og Andre) udrustede, søgte nu ud til Harhamsøerne for at drive Fisket paa Harhams-Havet; men hertil maatte de saa sig Styremænd, som vare kjendte med det vanskelige Farvand her, og til disse fordelagtige Styremands-Bestillinger vare netop Harhams-Bøndernes velbefarne Tjenestekarle skikkede.[20] Fremdeles var det ved denne Tid, at Fiskeriet begyndte at drives paa den nye og billigere Maade, med Rykke-Snøre, og nu kunde flere Tjenestekarle fatte Tanke om at slaa sig i Lag sammen for at kjøbe eller leie en mindre Baad (Sexrøing) og udruste og bemande denne ganske for egen Regning (Gutte-Baade). –
Men i samme Grad som det blev almindeligt, at de ældre og øvede Tjenestekarle havde betinget sig Ret til at forlade Husbondens Baad, i samme Grad opstod for Husbønderne den Ulæmpe, at de maatte ikke alene selv styre sine Baade, men arbeide med mindre øvede Begyndere af Tjenestekarle og med aldeles fremmede og uøvede Leiekarle eller Rorskarle. Disse ere nemlig i Almindelighed unge Gutter fra de indre Fjord-Distrikter, lidet vante med Søen, tildels søsyge og rædde, naar det blæser lidt op. Derfor kunde det træffe, at naar Bønderne i noget uroligt Veir fandt det betænkeligt at fare ud paa Havet, saa seilede de med raske og øvede Karle bemandede Guttebaade ud om Morgenen og kom om Aftenen hjem med rig Fangst. Ja, om en Husbonde blev syg, saa han ikke selv kunde være med, saa kunde det være altfor betænkeligt at betro Baaden til de uøvede Folk, som hverken vidste ud eller ind mellem Harhams-Havets mange Fald og Skjær, og det skal have hændt, at Husbønder for saadan Aarsag have maattet se sine Baade staa paa Land næsten under hele Fisket.
Alt dette maatte synes saa meget mere urimeligt, som Tjenere tildels endvidere havde betinget sig den Ret, at den Fisk, de for sin Part havde fanget paa en anden Baad og foreløbig saltet og opbevaret paa en anden Gaard, skulde de have Lov til efter sluttet Fiske at hente hjem for fuldstændig at tilvirkes sammen med Husbondens, saaledes som før forklaret.
Men netop paa Vigren, hvor disse nye Skikke imellem Husbonde og Tjenestekarl først vare opkomne og vel mest vare blevne udviklede, begyndte ogsaa Bønderne tidligst at indse Ulæmperne deraf, og deres Iver for en Forandring vaktes end mere ved en ny Omstændighed, som kom til. Under Storthinget 1854 ophævedes nemlig en 100-aarig Forordning, ifølge hvilken Almuefolks Sønner og Døttre kunde tvinges til at tage Aarstjeneste; paa de fleste andre Steder i Landet, hvor jeg har faret, synes denne Forordning at have været saa godt som glemt i lange Tider; men her i Romsdals Amt, hvortil Søndmøre hører, skal den have været brugt og fulgt langt ned i Tiden, og vist er det at jeg blandt Harhams Bønder hørte en ganske almindelig og paafaldende stærk Uvillie over dens Afskaffelse; ingen offentlig Foranstaltning blev saa hyppig omtalt og heftig lastet som netop denne.
Saa udgik der fra nogle af Vigrens Bønder et Forslag til paa en Maade at bringe Tingen tilbage til den gamle Skik; Forslaget blev optaget af Præstegjældets Formandskab, og i Møde af Formænd og Repræsentanter den 21de Juni 1856 blev følgende Beslutning vedtaget og indført i Forhandlings-Protokollen:
„Denne Uskik[21] eller dette Onde, som vil blive mere og mere føleligt og trykkende for Familieforsørgerne og Skatteyderne hersteds, tror Formandskabet, at man med al Magt bør søge at udrydde og hemme ved at indgaa et almindeligt Forlig for hele Præstegjældet paa følgende Punkter:“
„1. Ingen Gaardbruger, Pladsemand eller Husmand skal i Vaarfiske-Tiden for bestandig indtage til Logis flere end et Storbaad-Lag foruden sit eget. Hvo, som handler herimod, skal være pligtig til at erlægge til Stedets Fattigkasse en Mulkt af 15 Spd. og til Angiveren 5 Spd.“
„2. Intet Baadlag maa indtages til Logis, som har Præstegjældets faste Tjeneste-Drenge til Styremænd uden Husbondens Tilladelse[22], undtagen Baadlaget bestaar af Familieforsørgere samt disses Drenge eller Sønner, som drive Fiskeri for Faderens eller Husbondens Regning.“ (Mulkt som ovenfor 20 og 5 Spd.).
„3. Ingen af Præstegjældets Beboere maa paa nogensomhelst Maade indtage til Logis hverken store eller smaa Baadlag, som er sammensat af Løsgjængere, hvorfra deres Styremænd end monne være.“ (Mulkt 25 og 5 Spd.)
„4. Dersom nogen Familieforsørger udenfor Præstegjældet agter at søge sit Erhverv i Vaarfiskeriets Tid, saa skal det ikke være Nogen tilladt at herbergere ham, saafremt han befindes at medbringe Løsgjængere, som drive Fiskeri for egen Regning.“ (Mulkt 10 og 2 Spd.)
„5. Ingen af Præstegjældets Beboere maa tillade sine Drenge at have flere end 1 Lod for egen Regning.“ (Mulkt 10 og 2 Spd.)
„6 Ingen af Præstegjældets Beboere maa herbergere Løsgjængere (undtagen Haandværkere, som kunne ernære sig af sit Haandværk) til andre Tider, end disse ere i Arbeide hos ham “ (Mulkt 30 og 5 Spd.)
„Samtlige disse Mulkter blive at udrede af dem, som gjøre sig skyldige i Overtrædelse af dette her indgaaede Forlig, og besørges inddrevet ved Søgsmaal, hvis ikke mindelig Overenskomst finder Sted.“
Harhams-Øerne ligge en kort Mil fra Fastlandet. Havde de ligget 100 Mile ude i Havet og dannet en Republik for sig selv, saa var vel denne Formandskabs-Beslutning uden videre bleven til Lov. Nu blev den, som sagt, kun et Forslag til en frivillig Forening mellem Bønderne, og da jeg var her, ud paa Høsten samme Aar (1856), stod Sagen saa, at Forslaget holdt paa at sendes omkring til Vedtagelse og Paategning, og det Hele var et stadigt Samtale-Emne. Mest gjaldt det naturligvis at vinde de Bønder for Sagen, som boede paa de beleiligste Steder, hvor fremmede Fiskere pleiede at søge Herberge.[23] Jeg finder det ikke troligt, at det er blevet til Alvor med Sagen, eller at der er kommet andet ud af den end maaske et tvivlsomt Forsøg og dertil vel nogen Utilfredshed paa den ene Side over Forsøgets Begyndelse og paa den anden Side over dets Mislykken. Det Naturlige vilde dog være, at den Husbonde, som fandt det fordelagtigt at drive Vaar-Fisket i en vis stor Udstrækning og derfor ønskede at beholde en duelig Aarstjener, forhøiede dennes Løn med noget Klækkeligt, saa ogsaa Tjeneren kunde finde sig holden. Dette synes saa meget mere at tilsige sig selv her i Harham, hvor Tjenestefolk ere saa at sige en Indførsels-Artikkel, som maa søges fra andre Steder, noget, som jeg kommer til at tale mere om siden.[24]
Naar en Harhams Tjenestekarl efter den nye Skik forlader Husbondens Arbeide og Brød i Vaarfiskets 8 Uger, saa kan han jo betragtes som Løskarl i den Tid. Og mod Løskarlenes Væsen høres ofte den Mening, at saadanne Folk forstaa saa lidet at nytte Tiden og spare paa det, de erhverve, saa de hverken gavne sig selv eller Andre. Med Hensyn til denne Anke kan det være værd at agte paa, hvorledes en saadan Harhams-Karl indretter sig med Kostholdet, naar han under Vaar-Fisket lever som Selvfostring. Jeg talte derom f. Ex. med en gammelvoren, troværdig Tjenestekarl, som, nu 41 Aar gammel, havde været med paa Fisket fra sit 14de Aar og i mange Aar havde været Styremand paa Ottring. Han opgav, hvad han, naar han var Selvfostring, pleiede at anskaffe sig til de 8 Ugers Kosthold, og tilføiede det sidste Aars noget høie Priser, saaledes:
| 4 B℔ Kogemel, Havre og Byg | 1 | Spd. | 40 | ß |
| 1 Vog Bygmel til Kake og Lefse | 1 | – | 12 | - |
| 1 Vog Havremel til Fladbrød | - | – | 84 | - |
| Udgift til Bagning | - | – | 24 | - |
| 12 M₻ Smør | 1 | – | - | - |
| 8 M₻ tørret Smalekjød | - | – | 24 | - |
| (Flesk ikke, heller ikke Ost). | ||||
| 1 Vog Potetes (5 Vog paa Tønden) | - | – | 24 | - |
| 2 Kander Brændevin (3 Potter i Kanden) | - | – | 108 | - |
| 6 Kander sur Melk | - | – | 18 | - |
| (Øl og Kaffe ikke). | ||||
| 1 Pægl Sirup til Grøden paa „Grøde- | ||||
| Tirsdag“ (Hvide-T.) og lidt ellers | - | – | 6 | - |
| Tilsammen | 5 | Spd. | 100 | ß. |
Disse Opgaver kunne trygt antages som Prøve paa Selvfostringers almindelige Mad-Stell.[25]
Dersom Nogen skulde ville gjøre Sammenligning med det langt bedre og kostbarere Kosthold, som bruges f. Ex. af de Fiskere, der fra Lister søge hen til Vaarsild-Fiskeriet nordenfor Stavanger, maatte han dog først have sat sig noget nøiere ind i Sagen. Og dette kan vel ogsaa i andre Henseender være Umagen værd. Derfor lidt omstændeligere Forklaring endnu.
Paa de Dage, da Veiret tillader Fiskeren at drage paa Havet (fra Kl. 6–7 om Morgenen til 7–10 om Aftenen), er Selvfostringens Frokost oftest Grød med Melk eller Sirups-Suvl til. Paa Baaden medtager han i Madbommen 4 Kaker med paasmur Smør og til Drikke har han en Kagge Vand, maaske med lidt Syre (sur Myse), hvis der er Overflødighed deraf i Logis-Huset. Husets egne Folk, som have mere Hjælp af Kvindfolkene, faa sig gjerne lavet et Slags Pandekager af Torske-Rogn, knadet i Mel, eller den saakaldte Kamse-Ball, d. e. Boller af Torske-Lever og Mel. Ellers vilde denne Mad ikke være tilstrækkelig paa Landjorden; men paa Havet bliver der liden Tid til at tænke paa Mad. Kveldsmaden bestaar af Bygmels Supe med Smør og Brød samt i Begyndelsen Potetes og senere hen kogte Torske-Hoveder („Aud“). Hovederne hentes fra den store Dunge ved Stranden, hvor Fisken er bleven sløgjet og flekket. Der er dog ikke altid Overflødighed af friske Hoveder; thi stundom kan der gaa flere Dage i Rad, hvor Uveir forbyder Folk at komme paa Søen og fiske; men da vælges de nyeste, de, som Regn og Sol mindst har virket paa. Selve Fisken smager man kun en Gang, lidt af det første Dræt; Resten skal virkes til Klipfisk og bringes til Kjøbmanden; den er altsaa „for god“ til at spises. Styremanden, som ikke alene styrer Baaden, men ogsaa det Brændevin, som hører Baadlaget til, skjænker stundom paa Stygveirs-Dage en Dram til Frokosten og stadigt en Dram til Kvelds; er det ikke Selvfostringskarle, men Husbondens egne Folk, faa de dog oftest noget opvarmet Øl; efter haardt Arbeide kan der vanke en Dram istedet, eller efter haardt Arbeide og lykkelig Fangst tillige kan baade Husmoderen varme Øllet og Husbonden trække Korken af Flasken. Men det er, som sagt, ikke alle Dage, man er paa Søen; det er kanske ikke mere end 20 Dage af de 8 Uger eller 48 Arbeids-Dage.[26] Paa de andre. Dage eller Hjemlæge-Dagene kan Bespisningen være saadan: Frokost: som før nævnt; Middag: Supe samt Hoveder og Potetes (ikke Smør og Brød til); Kveldsmad: som for nævnt. Om Søndagen nydes til Frokost eller, lidt senere, til Midmorgen (Memorgo): Hoveder med Smør og Brød, til Middag eller, lidt senere, Non: Mølje paa Fedtet af Aften-Supen, dertil fremdeles Hoveder, til Kveldsmad: Kjød og Kjød-Supe med Potetes og Brød. Søndag Morgen skjænker Styremanden en Dram, men ellers ikke paa Landlæge-Dage.
Omtrent saaledes som Selvfostrings-Karle lever ogsaa selve Husbondsfolket, dog maaske lidt bedre, især formedelst den bedre Kvindfolkshjælp. Saaledes kan der til Afvexling istedetfor Torskehoveder engang imellem laves Ball eller Boller af saltet Seid, som hakkes sammen med raspede Potetes samt Mel og Melk, eller af Torskerogn og Mel kan laves Boller af det Slags, som kaldes Kumper-Døser. Fremdeles kan ogsaa den omtalte Mølje til Søndag-Middag gjøres federe ved at have smeltet Talg i (Lyse-Talg).
Men naar jeg – for at komme tilbage til Beregningen over Selvfostringens Kosthold – tæller efter de mange Maaltider med Torskehoveder, og naar jeg regner – som man sagde jeg maatte gjøre – mindst to Hoveder til hvert Maal, saa bliver det for hele Fiske-Tiden mindst 150 Hoveder – en ikke ringe Mængde Mad. Skulde de værdsættes efter Salgsprisen paa denne i Fisketiden saa overflødige Vare, saa blev det rigtignok kun 24 til 30 Skilling[27]; men et Hoved af bedste Slag skal nære omtrent som en saltet Smaaseid, saa hine 150 Hoveder svare omtrent til Tønde saltet Seid eller til en Penge-Værdi af omkring 96 ß, hvilke Skillinger altsaa skulde lægges til den for angivne Pris paa Kostholdet i de 8 Fiske-Uger, nemlig omkring 5 Spd.
Saa tarveligt lever altsaa selv en Løskarl. Dog vil jeg ikke netop rose ham derfor, som om han heri udmærkede sig fremfor Andre. Det er Bygde-Skik her paa disse Kanter. Den velstaaende Bonde lever ligedan, og det hele Aaret om. Det vilde dog falde for vidtløftigt, om jeg gav mig til at beskrive Aarets Kosthold, og det vil være nok at have seet, hvorledes der leves under den besværlige Drift af et af Norges „rige“ Fiskerier.
Og sammeledes har det sig med Klædedragten. Jeg kan give en ganske kortfattet Forklaring om, hvad der medgaar til Klæder Aaret om for en voxen Mandsperson. Jeg har allerede før fortalt, at i ældre Dage fik en Tjenestekarl som Del af sin Løn et fuldstændigt Sæt af Klæder, som værdsattes til omtrent 5 Spd., og som skulde være nok for Aaret. Dette erindrede jeg en Aften, jeg paa en Gaard i Hovedsognet sad i Samtale med en hel Forsamling af Gamle og Unge, og i Samtalens Løb fremsatte jeg det Spørgsmaal: hvor stor Del af sin Pengeløn en Karl vel maatte anvende til Klæder. Bonden i Huset, en særdeles forstandig og betænksom Mand, og derhos saa gammel, at hans Erindringer mest hørte hjemme i de Tider, da Mændene brugte Knæ-Buxer og Kvinderne langt kortere Stakker end nu, saa der altsaa ikke gik saa meget Vadmel og Værken til, denne Mand tog Ordet og forklarede som sin uforgribelige Mening, at en voxen Karl skulde være vel bjerget med 5 Spd. for Aaret til Klæder; men nogle af de unge Karle talte imod og mente, at saa dyrt som Alting var nu, kunde man ikke komme ud med mindre end 6 Spd., ja en af dem slog paa 7; men dette Sidste syntes vel djærvt og gjorde den Gamle hel ivrig; han gjennemgik Personen fra Top til Taa og omtalte Stykke for Stykke af den hele Klædning og mente, han havde Ret. Og lignende Forklaringer hørte jeg oftere, saa jeg fast maatte studse, da engang en Gut sagde, at der nu for Tiden nok maatte 8 Spd. til Klæder for Aaret. – Altsaa – mellem 5 og 8![28]
Naar vi imidlertid fra den før nævnte Tjenerløn, 12 til 16 Spd., trækker dette Beløb til Klæder, fremdeles et Par Daler til Tobak og en Dalers Penge eller to til Æresskilling nei og da (Skaal-Penge i Bryllupper o. s. v.), saa bliver der ret ikke Stort tilovers til at samle Kapital af for Fremtiden. Det kommer da an paa, hvad den omtalte Lut i Vaarfisket Aar om andet kan indbringe. Jeg gjorde mig nok Flid for at komme efter dette; men det var saa Faa, som vidste at angive mig Udbyttet for nogen Række af Aar, og naar det gjaldt at fradrage Omkostningerne for at finde den sande Indtægt, saa blev Regne-Stykket gjerne for indviklet og usikkert. – Den føromtalte Tjenestekarl, hvis Opgave over Kostholdet jeg har anført, angav mig sit Udbytte paa en Lut saaledes: 1856: 21 Spd., 1855: 40, 1854: kun 5, 1853: 33, 1852: 38, 1851: 35, 1850: 27, 1849 – 1842: mindst 15 og høist 50 Spd. med et Middel-Tal maaske mellem 30 og 40 Spd. De egentlige Fiskeri-Udgifter kunne maaske sættes til 10 Spd. (noget mere under Garnbruget, mindre efter Rykke-Snørets Indførelse); Netto-Indtægten skulde altsaa være mellem 20 og 30 Spd. Men heraf maa der endelig for Tjenerens Vedkommende udredes Løn til en Rorskarl, som skal træde i Tjenerens Sted.[29]
Nok er det, jeg hørte ikke stort tale om Oversætsighed blandt Ungdommen, men jeg hørte nævne enkelte Karle, som havde tjent 10–12–15 Aar og brugt sin Tid med Omtanke og Driftighed og nu i en Alder af 30 Aar eller derover havde forhvervet og opsparet en Sum af 150, 200 indtil 300 Spd. Og det maa være dem vel undt!
I Virkeligheden hørte jeg ikke heller selve Harhams-Bønderne fremføre nogen Klage over, at Ungdommen i Almindelighed forødte sine Skillinger med Overdaadighed. Derimod hørte jeg Bønder gjøre saadan Indvending mod den Frihed, som Tjenestekarle i den senere Tid gjorde Fordring paa: „Naar jeg har taget en ganske uøvet Gut i min Tjeneste og lært ham op i alt Søbrug, saa han tilsidst forsvarlig kan styre en Baad i dette vanskelige Farvand, saa burde jeg til Gjengjæld faa beholde ham i nogle Aar, og det er ikke ret at han skal fordre sig Frihed netop i den vigtigste Fisketid for at være Styremand paa en fremmed Baad.“ Dette er samme Tankegang, som naar en Haandværksmester tager en Gut i Lære paa det Vilkaar, at Gutten
l efter udstaaet Lære skal tjene ham i nogle Aar. Men ved denne Sammenligning maa følgende mærkes: En udlært Haandværker har jo den Udsigt, at hans Haandværk skal blive hans Levebrød; en fremmed Gut derimod, som er bleven udlært i Harhams Fiskeri, saa han kjender Harhams-Havets mange Fald og Skjær og Fiskegrunde o. s. v., har ikke saadan Udsigt; thi naar han kommer saa vidt, at han skal tænke paa selvstændig Stilling med Hus og Hjem, saa maa han bort fra Harham, – her er ikke blivende Sted for ham.
Dette gjælder fornemmelig for Vigren eller Roalds Annex og hænger sammen med den her herskende Anskuelse med Hensyn til Jordens Besiddelse.
Antallet af Gaardmænd paa Vigren var:
| i | Aaret | 1759: | 60 |
| - | – | 1800: | 53 |
| - | – | 1825: | 53 |
| - | – | 1845: | 53 |
| - | – | 1855: | 53[30] |
Her er det yderst mærkeligt at se, hvor uforanderligt Antallet i længere Tider har været. Men jeg hørte ogsaa den Anskuelse mellem Bønderne, at det ikke er raadeligt, at Gaardene blive udstykkede videre, end skeet er.
Fremdeles: foruden de i Anmærkningen nys omtalte faa Brugere af skyldsatte Pladse, de her saakaldte „Pladsemænd“, der mest kun i Navnet ere forskjellige fra hine Gaardmænd eller „Jordmænd“, som det her hedder, var der ved mit Besøg i 1856 5 „Husmænd“ med ikke skyldsat Jord og 1 Husmand uden Jord. Men af denne Klasse var der forhen flere. En Bonde vidste at fortælle, at for en 30 Aar siden var der bleven nedsat ikke saa faa saadanne Familier. Men de fleste af dem vare nu forsvundne; de Gamle vare døde, mest paa Lægd (to Enker leve igjen endnu, den ene paa Lægd, den anden i meget smaa Kaar), og Børnene ere i Tjeneste paa Øen eller ere flyttede bort fra Øen. Og efterhvert som disse Pladse eller Huse vare blevne øde, have Bønderne ikke indvilget i, at nye Familier kom ind i de gamles Sted, og det for at Bygden ikke fremdeles skulde faa Byrde af saadanne Fattigfolk.
Som overhoved paa Søndmøre er det ogsaa her paa Vigren Tilfælde, at en stor Del af Gaardbrugene ere Bygselgods og det for den største Del under private Land-Drotter, og navnlig tilhørte den oftnævnte Gaard Blindheim med 12 Opsiddere helt eller næsten helt en og samme Land-Drot. Denne havde ved Bygslingen forbeholdt sig Ret til at nedsætte Husmænd i Gaardens vidtløftige og dyrkbare Udmark, og for nogle faa Aar siden lod det til, at han vilde gjøre Brug af denne sin Ret. Men saa enedes Bønderne om at kjøbe Gaarden til Odel og Eiendom, og en af Bevæggrundene hertil skal have været netop den, at de vilde forhindre hin Plan med Nedsættelse af Husmænd inden deres Grændser. Om dette Sidste kom jeg rigtignok ikke til at tale med nogen af Blindheims-Mændene selv; men om det forholdt sig saa i Sandhed, saa vilde det kun stemme overens med den Tænkemaade om deslige Ting, som,jeg ellers ofte hørte. En Vigrens Bonde udtalte endogsaa sin Beklagelse over, at Løsgjængere og Tjenere havde saa let for at faa Jord opladt til Pladsbrug inde i Borgund, i Omegnen af Aalesund; Aarsagen fandt han deri, at her boede flere Embedsmænd og Andre udenfor Bondestanden, og saadanne Folk tog det ikke saa nøie, om Fattigkassen fik forøgede Udgifter, og som en Følge af de mange Pladsers Oprettelse fremhævede han dette, at naar Gutterne fik gifte sig og blive Husmænd, saa var det vanskeligere for Skattebønderne at faa Tjenere, og uden Tjenere kunde de ikke bestaa.
Det er ogsaa vigtigt for Vigrens Bønder, at der i Indlands-Bygderne er brav mange unge Folk, som ere nødige om at tage Tjeneste hos Fremmede. Thi de behøve mange Tjenestefolk, men have ikke tilladt Husmandsklassen at formere sig paa deres Ø, og det er jo netop Husmandsbørn, som mest blive Tjenere. De samme Bønder, som opgav mig Antallet af Familier paa Vigren, vidste ogsaa at sige mig, hvormange „Drenge“ der var i hvert Hus (d. e. Tjenestekarle eller hjemmeværende Sønner i Tjeneres Sted.) Næst 3 Drenge hos nogle af de faa Pladsemænd, var der 118 hos de 53 Gaardmænd (og vel endnu flere Piger). Af samme 118 vare 27 Sønner og 91 leiede Tjenere; men af disse 91 vare kun 2 barnefødte paa Vigren, saa 89 vare fra fremmede Steder, fra Indlandet.[31]
Se, for disse 89 gjælder, hvad jeg bemærkede ovenfor, at naar de engang slutte med Tjenesten for at komme i en selvstændig Stilling, saa maa de tilbage til sine Hjembygder eller hvorsomhelst og faa sig Pladsbrug eller se til hvad de kunne finde paa; thi her paa Øen er ikke blivende Sted for dem. Den megen udyrkede Jord og det fiskerige Hav kunde vistnok give adskillige af dem et rimeligt Levebrød; men Bønderne ville ikke have, at saadanne nye Familier skulle nedsætte sig, som ikke have stort andet at begynde med end Arbeidsomhed og Dygtighed. Og ligesaa er det med de yngre Sønner hjemme paa Gaardene; de maa ikke vente, at Fædrene for deres Skyld skulle stykke Jorden ud, saa naar de ville sætte Fod under eget Bord, maa de ogsaa bort og kjøbe eller bygsle sig Gaarde eller tage sig hvilkensomhelst Bestilling til.
I mange Bygder, saaledes navnlig her paa Østlandet, har jeg ofte hørt Bønder tale om, hvor ønskeligt det skulde være, om man kunde faa sat en Bom for Arbeidsklassens Formerelse og Pauperismens Tilvæxt. Men intetsteds har jeg fundet denne Tanke saaledes udført i Gjerningen som paa Vigren. Selv i Harhams Hovedsogn er det ikke ganske saa; her er forholdsvis noget flere Smaabrug og Pladsebrug og Husmandsstuer med liden eller ingen Jordvei til, og her befinde da adskillige Familier sig i saadanne Kaar, at de, istedetfor at leie Tjenere, maa lade sine Børn søge Tjeneste hos andre Familier. Heraf følger da, at til Hovedsognet er der ikke hentet forholdsvis saa mange Tjenere fra fremmede Bygder som til Vigren.[32]
Nu maa jeg gaa over til en anden Række af Forklaringer, som dog vil sees at staa i Sammenhæng med det hidtil Anførte.
I de 15 Aar 1841–1855 er der i Præstegjældet født 57 Børn udenfor Ægteskab. Disse Børn tilhørte 55 Forældre-Par; to Par havde nemlig havt to Børn hver. Om de allerfleste af disse 55 Par kan jeg meddele adskillige Forklaringer; thi den gamle og ærværdige Kirkesanger Jakob Strømme, som kjendte de allerfleste af dem meget nøie, havde den Taalmodighed at gjennemgaa den hele Liste med mig og for hvert enkelt Par at besvare visse Spørgsmaal, som jeg forelagde ham.
Først skal jeg anføre Barnefædrenes og Barnemødrenes Herkomst, og det særskilt for de 7 Aar 1841–47 og de 8 Aar 1848–1855, saaledes:
| Aar. | Indfødte. | Fremmede. | Ubekjendte. | Sum. |
| Barnefædre. | ||||
| 1841–47 | 8 | 11 | 1 | 20 |
| 1818–55 | 11 | 22 | 2 | 35 |
| Sum | 19 | 33 | 3 | 55. |
| Barnemødre. | ||||
| 1841–47 | 13 | 7 | 20 | |
| 1848–55 | 16 | 17 | 2 | 35 |
| Sum | 29 | 24 | 2 | 55. |
Af disse Tal kan det sees, at Antallet er forøget fra det første og til det andet Tidsrum, mere end svarende til det ene Aar, som det sidste Tidsrum er længere end det første. Og fremdeles vil det sees, at denne Forøgelse for den allerstørste Del falder paa de Fremmede.
Paa 6 Par nær,[33] altsaa om 49 Par kan jeg endvidere oplyse, hvorvidt de senerehen bleve {{sperret|gifte sam}men eller ikke. Nogle af Barnefædrene eller Barnemødrene ere blevne gifte med Andre end dem, de havde Barn med; men her skal kun, som sagt, oplyses, hvor mange af de 49 Barnefædre bleve gifte sammen med deres Barnemødre og omvendt saaledes at de her omhandlede uægte-fødte Børn kunde blive opdragne som ægte-fødte.
| Indfødte | Fremmede | |||||||
| Aar. | Gifte. | Ikke gifte. | Sum. | Gifte. | Ikke gifte. | Sum. | ||
| Barnefædre. | ||||||||
| 1841–47 | 3 | 5 | 8 | 4 | 5 | 9 | ||
| 1848–55 | 7 | 4 | 11 | 5 | 16 | 21 | ||
| Sum | 15 | 9 | 19 | 9 | 21 | 30. | ||
| Indfødte. | Fremmede. | |||||||
| Aar. | Gifte. | Ikke gifte. | Sum. | Gifte. | Ikke gifte. | Sum. | ||
| Barnemødre. | ||||||||
| 1841–47 | 6 | 5 | 11 | 4 | 5 | 6 | ||
| 1848–55 | 9 | 7 | 16 | 3 | 13 | 16 | ||
| Sum | 15 | 12 | 27 | 4 | 18 | 22. | ||
Heraf sees Følgende: 1) Af de Indfødte, som have levet i utilladelige Forbindelser, ere dog forholdvis langt flere blevne gifte sammen med den medskyldige Part, end af de Fremmede, nemlig over Halvdelen af hine, og af disse ikke fuldt 73 Del (Barnefædrene) eller ⅕ Del (Barnemødrene), dette regnet for begge Tidsrum under Et, og 2) den strax ovenfor omtalte Forøgelse i Barnefædrenes og Barnemødrenes Antal i Aarene 1848–55 sees nu ikke alene mest at falde paa de Fremmede, men paa saadanne Fremmede, som ikke senerehen have bødet paa sin Forseelse ved at indtræde i ordentligt Ægteskab med den medskyldige Part.
At der i de senere Aar viser sig saa betydelig Forøgelse i Antallet af fremmede Barnefædre og Barnemødre, det er noget, som kunde ventes formedelst den vitterlige Omstændighed, at der i de senere Aar har været et større Antal Fremmede i Præstegjældet; den større Velstand har nemlig gjort, at Bønderne have udvidet sine Brug og derfor leiet flere Tjenere, og Størstedelen af de nægte Børns Forældre vare Folk i fast Tjeneste (kun 3 af de 55 Barnefædre hørte til de Rorskarle, som i saa stor Mængde komme ud til Harhams-Øerne under Vaarfisket, og ganske faa vare i andre Stillinger). Men at en saa stor Del af de Fremmede skulde leve saa løsagtigt, at deres Kjærligheds-Forbindelse ikke siden førte til Ægteskab, det stemmer overens med en meget almindelig Erfaring, at unge Mennesker, som komme hjemmefra og ud til fremmede Bygder, ere mere udsatte for Udskeielser af alle Slags, en Erfaring, som Husfædre, Præster og alle Andre, som kunne øve nogen Indflydelse paa Bygdens Sæder, skulde lægge megen Vægt paa.[34]
Endelig maa jeg anføre en Omstændighed, som fortjener Opmærksomhed. Jeg spurgte min Hjemmelsmand, hvorvidt de omhandlede Personer havde Bolig eller fast Ophold paa en og samme Gaard paa den Tid, da de stiftede deres utilladelige Forbindelse. Om 5 af de 55 Par erklærede han sig ubekjendt hermed; men om Resten eller om de 50 Par fik jeg den Opgave, at paa et Par nær havde begge Parter boet sammen paa en Gaard og ofte i et Hus. Nu tør jeg vistnok ikke stole saa meget paa denne Opgave som paa de andre; thi denne Sag kunde vel lettere have undgaaet min Hjemmelsmands Opmærksomhed eller Hukommelse. Men saa meget synes mig dog utvivlsomt, at det maa have været det almindeligste Tilfælde, at Løsagtighedsforseelser bleve begaaede af Folk, som boede enten i samme Hus eller i Nabohuse paa samme Gaard. Og dette stemmer desuden paa det Bedste overens med tvende Omstændigheder, som jeg ellers, ved Samtale med flere Mænd, havde forhørt mig om: 1) paa Harham hersker ikke stort Nattefrieri eller Natteløben, Uskikke, som ellers i saa mange Egne bringe Gutterne til at fare om paa ulovlige Veie fra Gaard til Gaard al Bygden over, 2) men at unge Folk af begge Kjøn, hjemmeværende Børn samt Tjenere have sit Natteleie i samme Rum, paa Loftet, og at Husdøren staar aaben om Natten, som der Der let Adgang til Loftet, det er almindelig Skik i Harham, og navnlig i Annexet ligesaa vel som i Hovedsognet.
Men naar man veed dette Sidste samt kjender til den paaviste Omstændighed, at dette Løslevnet især er hyppigt blandt de Fremmede, saa skulde man formodet det værste Forhold i Vigrens Annex, hvor der forholdsvis er flest fremmede unge Folk, nemlig Tjenere. Og dog fremviser netop Annexet et ganske usædvanlig gunstigt Forhold, hvilket vil sees af følgende Uddrag af Ministerialbogen over de le.vende fødte Børn:
| Hovedsognet | Annexet. | |||
| Aar | ægte | uægte | ægte | uægte |
| 1841–45 | 173 | 14 | 66 | - |
| 1846–50 | 205 | 19 | 64 | - |
| 1851–55 | 194 | 22 | 65 | 1 |
| Sum | 572 | 55 | 195 | 1.[35] |
Forholdet i Hovedsognet er ifølge disse Tal ikke just saa slemt i Sammenligning med mangfoldige andre Bygder i Landet; men det er yderst paafaldende i Sammenligning med Annexet; thi her er Forholdet jo næsten rent. Og ikke nok med Ministerialbogens Tal – jeg sandt ogsaa, at Almuesmænd, som jeg talte med om saadanne Ting, længe havde været opmærksomme paa og vidende om denne Forskjel.
Jeg gjorde mig al optænkelig Umage for at udfinde den rimelige Aarsag til denne mærkværdige Forskjel, og tilsidst kom jeg til at standse ved en Betragtning, som egentlig bestaar i at forbinde de tvende Rækker af Oplysninger, som dette Kapitel allerede indeholder.
Vigren eller Roalds Annex udmærker sig ved de uægte Fødslers Sjeldenhed; men Vigren udmærker sig ogsaa ved den usædvanlige Bestemthed, hvormed Bønderne modsætte sig ubemidlede Familiers Bosættelse paa deres Ø. Dette Sidste tør være Aarsag til det Første. Thi blandt Land-Almuen i vort Land blive de allerfleste løsagtige Kjærligheds-Forbindelser indledede med den Tanke eller Indbildning, at der skal blive Ægteskab af tilsidst. Viser det sig, at det selv for de fattigste Folk gaar let at blive gifte og faa sig et Slags Hjem, saa trives Letsindigheden; men denne tvinges til Betænksomhed og Forsigtighed, naar Bygdens Mænd med bestemt Samholdighed nægte Fattigfolk Husvær. Og saa er det paa Vigren. Her staar det fast, at Bønderne ikke ville vide af nogen Udstykning af Gaardsbrugene eller nogen Oprettelse af nye Husmandspladse, og de Unge vide, at med Hensyn til Bosættelse kunne de ikke komme et Skridt længer, end deres Fædre eller Husbønder ville, saa de, om de giftede sig, med det samme maatte forvise sig selv fra Øen. I dette væsentlige Anliggende have Eiendoms-Mændene det fuldstændigste Overtag over Arbeidsklassen, Fædrene og Husbønderne den fulde Myndighed over Børnene og Tjenerne, og dette er erkjendt og fornummet paa begge Sider, og fra dette Punkt af er det, som om Myndighedens Alvor og Strænghed udbreder sig over det hele Husliv og behersker alle de Tilbøieligheder og Fristelser, som ellers saa ofte bringe Ungdommen til først at glemme og saa at trodse de Ældres Ønske og Raad.
I Hovedsognet vidste en gammel skjønsom Mand at forklare mig, at i Fortiden var der ikke saameget forargeligt Tidsrummet som nu. Og hvad kunde Aarsagen være til saadan uheldig Forandring? Jo, klagede han, der er ikke længer saadan „Must og Myndighed“ blandt Folk nu som før.
Netop samme Klage har jeg hørt paa Romerike, paa Hedemarken, i Gudbrandsdalen. Men paa Vigren er den gamle Must og Myndighed, som det lader, endnu ved fuld Magt. Den er opretholdt derved, at Bønderne have benyttet sin Besiddelses-Ret over selve Jorden, og den ledende Tanke har været at holde Fattigfolk ude for at slippe for Byrderne med dem.
Der kan ogsaa tales om en „stræng Hustugt,“ som ikke just er saa bange for mulig Fattigdom hos de af de Unge stiftede Familier, men som lægger alt sit Alvor og Had paa usømmelig, uordentlig, syndig Adfærd hos de Ugifte, hvem Forældre og Husbondsfolk have at svare for. Og man maa haabe, at den Tid skal komme, da en saadan Hustugt atter skal faa forbedret Sædeligheds-Tilstanden paa Hedemarken o. s. v. Men paa Vigren, hvor der ligesom i Harham overhovedet er meget gammeldags, har jeg forstaaet den almindelige Tænkemaade og den raadende Hustugt anderledes. Og vel har jeg kaldt den stræng; men den er dog ikke det samme som Tvang; thi de Ældres Tænkemaade og Sind forplantes jo uvilkaarlig til Ungdommen, og det tør nok have sig saa med en stor Del af de Unge, at de – fra Barnsben vante med at betragte Ægteskabet næsten alene som en Aftale om Forsørgelse og Levebrød – kun lidet bevæges af Elskov og dens Fristelser. Jeg mener, at det følgende Kapitel skal bestyrke dette.[36]
Naar „en Mands Søn“ (dette Udtryk giver tilkjende, at her skal tales om Gaardmands-Familier) har Hu til „en Mands Datter“ og har faaet Tanke om, at hun kanske har Godhed for ham, saa taler han først med sine Forældre om sit Ønske. Raade Forældrene fra, saa er det ikke videre; her stiftes vist yderlig faa Forbindelser mod Forældrenes Raad. Men nu forudsætte vi, at Forældrene samtykke. Saa bliver „en agtendes Mand“ formaaet til at være „Kvæmmelsmand“[37] og bære Guttens Bud til Pigens Forældre. Han begjærer ikke Svar, beder dem kun at betænke Sagen paa det Bedste og lader et Ord falde om, hvad Tid omtrent han vil komme igjen for at „gjentage Budet.“ Ved dette Kvæmmelsmandens andet Besøg ville vi antage, at han faar et gunstigt Svar med et foreløbigt Ja. Dette kan være skeet om Høsten, og det er gjerne Tanken, at Brylluppet skal staa næste Aar. Engang i Julen (eller almindelig sagt: i den Jul, som er nærmest før Bryllups-Aaret; thi det hænder undertiden, at der gaar mere end et Aar mellem den foreløbig Aftale og Brylluppet) – altsaa engang i Julen holdes „Frieri.“ Gutten og hans Fader og nogle Slægtninger eller Naboer (gjerne Deltagere i Baadlaget) og blandt dem først og fremst Kvæmmelsmanden, en 6–8 Mand i alt, reise en Lørdag hen til Pigens Forældre. Disse ere iforveien underrettede om Besøget og have paa sin Side samlet et lignende Antal af Slægt og Venner. I dette Lag, som kaldes „Omtals-Øllet“ og varer til ud paa Mandagen, bliver Frieriet endelig fremført og Trolovelsen sluttet; først gjøres mellem de Allernærmeste en nøiagtig Aftale om visse Bryllups-Vilkaar, og derefter (jeg tror: ved Slutningen af et af de større Maaltider) skrider man til den endelige Forretning: Kvæmmelsmanden tager Ordet, bekjendtgjør de aftalte Vilkaar for de tilstedeværende Vidner og henvender sig til de Unge: Saasom og efterdi I nu have raadført Eder med Gud og Slægt og – – mere end en Mand har sagt mig, at han ret maatte presse Læberne sammen eller skyndsomt trykke Huen for Øinene, da disse eller lignende Ord henvendtes til ham og hans Brud. Nu give de To hinanden Hænderne, Fader og Moder slaa imellem og alle de Andre ligesaa. Rimeligvis gaar Øl-Skaalen rundt nu, og nu tænker jeg det er, at Gutten tager frem de Gaver, han efter Skik og Brug har bragt med til Omtals-Øllet: en Hue til Faderen, et godt Tørklæde til Moderen, forskjellige Ting til Pigens Sødskende og Husets Tjenere og endelig til Bruden selv et Skrin, hvori der, foruden Tørklæder og Baand, bør være et Par Sølvringe og 10 til 20 Sølv-Dalere eller flere, eftersom Gutten er Karl til. – Jeg talte om visse Vilkaar, som maatte aftales før Trolovelsen. I Oldtiden var det faa, at der sluttedes et Slags Handel (Kaup), idet det blev vedtaget, hvad Hjemmegave Pigen skulde faa med sig, og hvad Tilgave Brudgommen skulde lægge imod, og jeg spurgte efter, om saa var Brug endnu. Men man svarede mig, at saadan Aftale var overflødig, saasom Formuesomstændighederne paa begge Sider vare bekjendte iforveien, saa det kunde vides, f. Ex. hvad Udstyr Bruden vilde faa, og hvad Arv der kunde ventes efter hendes Forældre. Men det er dog tildels Brug, at der før Trolovelsen gjøres Aftale om, hvad hver skal have efter den anden i Tilfælde af dødelig Afgang før Ægtevielsen;[38] fremdeles maa der gjøres Aftale om, hvor Brylluppet skal staa, og hvem af Fædrene der skal bekoste det, eller om begge Fædrene kanske skulle bekoste det i Fællesskab. Det er dog nok Regel her, ligesom jeg hørte det noget omstændeligere i andre af Søndmøres Bygder, at Brylluppet bekostes af Pigens Fader, og dette Udlæg („Bryllupskost“) betragtes som hendes Arv eller en Del af Arven Har en Mand f. Ex. 3 Døttre, og har han i levende Live giftet 2 af disse bort med en Udgift af 30 Spd. for hver, saa faar den 3die Datter det samme Beløb forløds af Arven efter hans Død. Det skal ogsaa strax nedenfor sees, hvorledes denne „Bryllupskost“ bliver en væsentlig Medgift eller Indtægtskilde for de Nygifte.
En 8 Dages Tid efter dette Omtals-Øl eller Frier-Stevne pleier Pigen med et lignende Følge som Gutten reise hen til dennes Forældre „for at se sig om“, helst hvis hun siden skal bo paa disse Forældres Gaard. Ogsaa her er man underrettet om Besøget og har forberedt sig paa et lidet Gjæstebud, og Pigen har ligesom Gutten adskillige Gaver med til Kjærestens Forældre og Sødskende, Huer, Tørklæder, Vesketøier, Buxe-Sæler, Vanter, samt til ham selv en Brudgoms-Skjorte m. m.
Ud paa Vaaren flytter Pigen gjerne til sin tilkommende Mand for at overtage Husbestyrelsen sammen med ham, og ved St.-Hans-Tider staar Brylluppet. Da har man bedst Tid og da er det mindst at befrygte, at Styg-Veir skal hindre Kirkefærden paa den bestemte Dag; ja, saadant Styg-Veir kunde, som en betænksom Mand gjorde mig opmærksom paa, gjøre et andet slemt Skaar i Beregningen: Kanske der ikke kunde komme Folk nok til Brylluppet, og da gik man Glip af Skaalpenge, eller kanske Bryllupsgjæsterne kunde blive liggende veirfaste i Bryllups-Huset, og da vilde der medgaa for meget Mad og Drikke i Forhold til de betalte Skaal-Penge.[39]
Ja Skaal-Penge! Den hele Anordning af Brylluppet faar sit Præg netop formedelst disse Skaal-Penge. Det viser sig allerede ved Indbydelsen til Bryllup. Her er ikke saadan Indretning som i mange Indlands-Bygder med Bedelag eller en vis Kreds af Nabo-Gaarde, som deltage i de forefaldende huslige Fester. Naar her paa Harham skal bydes til Bryllups, saa begive begge Svigerfædrene sig ud i egen Person og opsøge Slægtninger, tildels saa langt ud som til Tremænninger, samt de Naboer og Kjendinger, som de selv eller som Bruden eller Brudgommen engang i Tiden have drukket Bryllup hos – at sige, hvis de ikke bo saa langt borte, „at det ikke kan lønne sig at reise efter dem“.[40] Hvor mange Gjæster der skal bydes, det afhænger af, hvor mange Tønder Øl o. s. v. man har laget til. Man behøver ikke altid at indbyde den hele Familie; stundom stiles Indbydelse kun til enkelte Personer; det frygtes ikke, at Nogen vil fornærmes over at blive forbigaaet; det antages tvertimod, at de Fleste helst ville slippe for Indbydelsen for ikke at betale Skaalpenge.
Bryllups-Gjæstebudet varer regelmæssig tre Jevndøger, fra Lørdag Eftermiddag til Tirsdag Middag. Til et Bryllup blev der brygget op 6 Tdr. Malt (af hver Tønde 4 Anker godt Øl, 4 Anker ringere og en Del tyndt Øl, hvilket sidste gaar til Husholdningen) og anskaffet 2 Tdr. almindeligt Brændevin, 1 Anker Aqvavit og 10 Kander (30 Potter) fransk Brændevin. Efter sluttet Lag var tilovers Td. Brændevin og nogle Anker Øl. Det hele Bryllup kostede nær 150 Spd., men Gjæsternes Antal var ogsaa omtrent 250, og Skaal-Pengene beløb til 408 Spd.[41]. Dette var vel et af de allerstørste Bryllupper; et ganske almindeligt Bryllup derimod koster mindst 60–70 Spd. og indbringer 100–120 Spd. Og imellem disse to Yderligheder maa vi altsaa tænke os Tingen i de fleste Tilfælde. Dette maa fremdeles anmærkes som en Regel med alle disse Skaal-Bryllupper, at skjøndt Forældrene bekoste dem, saa tilfalder dog Indtægten helt og holdent de Nygifte, og det Lokkende ved denne Bryllups-Skik ligger egentlig deri, at Forældrene med en mindre Udgift kunne skaffe Børnene en større Indtægt.
Da en Bonde engang meget udførlig havde fortalt mig, hvorledes han havde været med at byde Gjæster til Skaal-Bryllup for et af sine Børn, og da jeg yttrede, at det hele Væsen syntes mig aldeles uværdigt, saa han noget forundret paa mig og svarede som saa: Nu havde han i Aarenes Løb drukket Bryllup hos Mangfoldige og betalt store Penge, saa han havde Ret til at kræve Gjengjæld – skulde han da give Slip derpaa? Ja, han forsvarede sin Sag yderligere saaledes: Da han selv for omtrent 20 Aar siden blev gift, fik han i Skaalen 110 Spd.; men siden har han maattet være Bryllups-Gjæst hos alle dem, som da vare hans Gjæster, og eftersom Fiskerierne have givet godt Udbytte, er Taxten for Skaal-Penge stegen, saa han har betalt ud igjen meget mere, end han da fik.[42]
Det kan være værd at betragte denne Skaal-Skik lidt nøiere. Lad Brudefolkenes Forældre bekoste et Bryllup for 100 Spd., og lad saa Skaalen indbringe de Nygifte 200 Spd. Det ene 100 Spd. kunne vi betragte som en Gave af Forældrene; det andet 100, som de have Gjæsterne at takke for, er at anse som et Laan, en Gjæld, som de hele sin Levetid igjennem have at betale Afdrag paa og det med høie Renter og paaløbende Omkostninger. De maa nemlig betale, som om de af de Fremmede havde faaet ikke 100, men 200 Spd. – eller mere, hvis Taxterne for Skaalpenge i Aarenes Løb stige. Dette er dyrt Laan. Det indse ogsaa Alle. Men alligevel hersker dette Laane-System hele Søndmøre over, og det falder virkelig vanskeligt at komme udaf det.[43] At den, som skylder disse Penge, maa fare til Bryllup til sine Kreditorer, derom kan der nu ikke være mere end en Mening; Forandringen kan kun ske derved, at den, som har Ret til at kræve Skaalpenge, opgiver sin Ret. Men et Raad derom er lettere at give end at følge. Med 100 Spd. i Skaalpenge har man ialfald indtil den senere Tider kunnet bygsle sig en ganske anseelig Gaard; at slaa Vrag paa dem kunde da i mangt et Tilfælde være det samme som ikke at bygsle nogen Gaard og ikke at faa noget Levebrød og ikke at holde Bryllup heller. – Kanske naar Alt kommer til Alt, tør den besynderlige Udartning af Skaal-Bryllupper, som netop i Søndmøre er saa paafaldende, hænge sammen med den Omstændighed, at ikke mindre end Halvdelen af Fogderiets samtlige Gaardmænd ere ikke Selveiere, men Bygselmænd, et Forhold, som ellers ikke paa langt nær finder Sted i noget Fogderi i det sydlige Norge. Denne Omstændighed tør idet Hele være baade Tegn paa og Virkning af og Aarsag til en vis Forknythed, Vedhængen ved det Gamle, Mangel paa Foretagelses-Aand. I Bygder, hvor Jordegodset er Selveiendom, der kan den tiltrædende Bruger optage et Banklaan paa sin Gaard og slippe for det kostbare og endeløse Skaal-Penge-Laan.[44].
Dog, jeg vender tilbage til Harham. Det nu Fortalte gjælder nærmest det Tilfælde, at ældste Søn i et Velstands Hus bliver gift for at overtage sin Faders Gaard. I andre Tilfælde falder det i et og andet Stykke noget anderledes. Med Hensyn til yngre Sønner kan det mærkes, at de ofte indgaa Ægteskab med Enker. Naar en Gaardmandskone bliver Enke, saa pleier hun overveie med Slægtninger og Lagværge, om hun bør opgive Gaardbruget eller fortsætte dermed. Befindes dette Sidste raadeligt, saa er dermed forstaaet, at hun ogsaa bør gifte sig igjen. Herefter have nu de unge Karle at rette sig. En og anden af disse kan stundom (og heri syntes jeg at se et meget gammeldags Træk) faa et „ringe Menneske,“ en Betlerkone eller saadan En, til at gjøre sig et Erinde hen til Enken og i Hemmelighed udforske hendes Mening om Karlen. Faar han paa denne Maade Haab, saa gaar han selv – ikke til Enken, men til Lagværgen, og efter dennes Raad kan det ske, at Partiet kommer istand. – Paa denne Maade kan det ogsaa træffe, at en eller anden af de mange Tjeneste-Drenge kan blive bosat Mand i Harham.
Det er overhoved yderst paafaldende ikke al ene her i Harham, men ogsaa længere inde i Søndmøre, hvor mange Ungkarle der blive gifte med Enker, og det ofte ganske unge Karle med meget gamle Enker, 50 Aar og derover.[45] Nøiagtige Tællinger efter Ministerialbøgerne have viist mig, at saadanne Tilfælde ere usædvanlig hyppige her. En omstændelig Fremstilling heraf vilde dog falde for vidtløftig. Kun en Bemærkning: man, kunde tro, at det for Harhams Vedkommende var en Følge af, at saa mange gifte Mænd der omkomme paa Søen; men at det alligevel ikke er saa, det skjønnes deraf, at et lignende Misforhold finder Sted ogsaa i de indre Bygder, hvor dog Ulykkestilfælde ikke ere saa hyppige. Og dette Misforhold er gammelt her i Egnen; allerede den oftere nævnte Forfatter Strøm klager derover.
Et andet besynderligt Forhold er ogsaa det, at i Harham som ellers i Søndmøre sees der at være usædvanlig mange ægteviede Par af gamle Enkemænd og Enker, begge over 50 Aar paa deres Bryllupsdag. Det er mest Kaarfolk, som saaledes slaa sig sammen, og Aarsagen tør vel ofte være den, at de finde sig mindre vel behandlede af den Familie, de skulde nyde Kaar og Pleie hos.
Sluttelig skal jeg fortælle lidt om, hvorledes det har sig med Tjenestefolk paa Harham, især de fra fremmede Bygder, naar de skulle fri og holde Bryllup. Siden de ere saa langt borte fra Forældrene, kan der ikke videre tænkes paa at indhente disses Raad og Samtykke; de maa da forlove sig paa egen Haand, uden nogen Kvæmmelsmands Mellemkomst. Men – og dette bliver ligesom et Omtals-Øl for dem – i Julen nærmest før deres Bryllup reise de to sammen ind til Vatne eller Borgunds Sogn eller hvor det nu kan være, at Pigen har sine Forældre. – Der er gjerne flere Tjenere, som i Juletiden skulle hjem i Besøg, og de, som have hjemme ved samme Fjord, forene sig i en Sexrøing, og en for en sættes de af, indtil den sidste farer alene og beholder Baaden; paa den bestemte Dag kommer han igjen med Baaden, og nu tages de ind igjen allesammen, hver paa sin Strand, og det hele Følge stævner tilbage til Harham. Imidlertid har det Kjæreste-Par, som var med paa Baaden, feiret sin Trolovelsesfest hjemme hos Forældrene, rimeligvis i al Simpelhed.[46] – Selv da naar saadanne unge Folk ere bestemte paa strax efter Brylluppet at bosætte sig i en anden Bygd, holde de dog gjerne Brylluppet her paa Harham; thi her ventes altid flere Skaalpenge end i de mere pengetomme Fjord-Distrikter. De maa selv sørge for Øl, og hvad andet der skal til; men er det en afholdt Tjener, saa overlader Husbonden ham gjerne sit Husrum og drikker Bryllup hos ham med Kone og Børn, og andre Bønder i Nabolaget kunne lade en Søn og en Datter forøge Gjæsternes og Skaalgivernes Tal, og fordums Medtjenere mangle ikke. Der kan da med forholdsvis liden Udgift samles en Skaalgave paa 30–40–50 Spd.[47] – Men det er jo ikke alle de fremmede Gutter og Piger, som det gaar saa; adskillige vende vel i uforlovet Stand tilbage til sine Hjembygder, enkelte Piger endogsaa (fra Hovedsognet) med et Barn paa Armen. Og nu kan det gaa op og ned,[48] og kanske de omsider skulle holde Bryllup paa den kummerlige Maade; at de – fremdeles uden velstaaende Forældres Hjælp – selv maa gjøre Udlæg til Brændevin o. s. v. for at tjene nogle Skaalpenge. Det vil falde dem vanskeligt at faa samlet Gjæster; thi man kan ikke synderlig vente at faa sit Udlæg i Skaalen erstattet senerehen af saa fattige Folk. Derfor kan det høres ved Kirkerne i Borgunds og Ørskougs Præstegjælde, at den netop viede Brud gaar omkring blandt den forsamlede Kirke-Almue for at vinde En og Anden som Gjæst til sit Brudefølge. Hør – nu træffer hun en Kjending, en Pige, som han veed har Raad til at give nogle Mark, og i det bløde søndmørske Maal og med en Stemme, som røber Forsigtighed og Betænksomhed, føres følgende Samtale:
Bruden Aa, god Dag.
Pigen. Aa, Gud sign dig.
Br. Hvor staar det med dig?
Aa, jo Tak, vi tusle med Helsen. Aa til Lykke!
Br. Aa, du har vel ikke villet gjøre saa vel og komme i Brylluppet vort?
P. Aa, jeg veed ikke, hvor det kan lage sig.
Br. Aa jo, du maa se til at gjøre saa vel – vi har laget saa meget til og faar saa lidet Folk, saa jeg veed ikke, hvor det kommer til at gaa med os.
P. Du skal have Tak for Budet – men jeg kan ikke tro, det kan lage sig saa.
Br. Aa jo mi sann – du lyt prøve at gjøre saa vel. – Det blir vel ikke saa længe, før du trænger selv – saa skal vi drikke aat dig!
P. Aa ja, jeg skal see til da. Er det saa, at jeg faar Lov?
Br. Aa ja, du skal have Tak – det var vel.[49]
Men trods saadanne Overtalelser hænder det dog nu og da, at Folk lide Tab ved sin Bryllups-Tilstelling, netop saadanne Fattig-Folk, som mindst kunne taale Tab. Derfor er der ogsaa – og det ikke saa faa – Exempler paa, at Folk i Borgund og Ørskoug, maaske ogsaa i Harham, ganske have opgivet Tanken om Skaal-Bryllup. Hvorledes gaar det da til? Jo, oftest saa, at Parret lader sig ægtevie paa samme Søndag som et andet lykkeligere Brude-Par og saa fra Kirken af slutter sig til dettes Følge og deltager i Brylluppet som Gjæster og selv betaler Skaalgave – thi saa fattige maa de ikke være, at de ikke skulde have Raad til det heller. Snarest bruges maaske denne Maade af gamle Folk, som blive opgifte. Saaledes i følgende Tilfælde: En gammel Kaarmand blev Enkemand og giftede sig igjen med en Kaar-Enke, som var saa gammel, at hendes ældste Søn var Spillemand i Brylluppet; saa døde Manden, og hun, som nu var Enke anden Gang og meget over 50 Aar gammel, med 6 voxne Børn fra første Ægteskab, blev gift tredie Gang med en ganske ung Person (lidt over 30 Aar), og dette Brudepar gav sig ind i et andet Bryllup, hvor de naturligvis behandledes i alle Dele som et Brudepar No. 2. Jeg hørte det altsammen fortælle af dem selv og mindes endnu dette Træk, at Brudens Sønner og Døttre vare tilstede i Brylluppet som hendes Med-Gjæster, og alle gjorde de naturligvis Besked for sig med Skaalgaver til Husets Brudepar.
For ydermere at lægge den rette Skygge i Skildringen af den søndmørske Skik med Skaal-Bryllupper maa jeg endnu anføre en Sammenligning. Jeg skulde tro at Skaalbryllupper have været i Brug alt Landet over saaledes da ogsaa i de østlandske Bygdelag, Romerike, Gudbrandsdalen o. s. v. Men her er dog Skikken i den senere Tid paa de fleste Steder enten afskaffet eller ogsaa i stærkt Aftagende, og desuden lader det til, at der ikke saa almindeligt og kjendeligt har været lagt an paa at tjene Penge ved den huslige Fest; saadant synes nemlig ikke at stemme med den Tænkemaade og det Sindelag, som kom tilsyne ved andre Leiligheder: Ligfærd blev nemlig ogsaa høitideligholdt med et fast lige saa stort og kostbart Lag (Gravøl); der blev (rigtignok en Overdrivelse paa en anden Kant) brygget og baget og hentet Brændevin fra Byen o. s. v., saa Liget desformedelst ofte maatte være oven Jorde hele 14 Dage, ja 3 Uger – og her blev dog ikke givet i Skaalen eller tjent en Skilling. Men hvorledes har det sig paa Søndmøre med disse Gravøl, som ingen Penge-Indtægt give? De holdes slet ikke. Allerede i Harham maatte jeg studse ved at se af Ministerial-Bogen, at de Afdøde almindeligvis ere begravne efter 3 Dages Forløb (Ministerial-Bogen angiver nemlig baade Døds- og Begravelses-Dagens Datum). Og i de nærmeste Fastlands-Sogne Vatne og Skoue, hvor jeg talte nærmere efter, fandt jeg, at de i Aarene 1853 til 1855 afdøde 93 Personer vare blevne begravne saaledes:
| efter | 2 | Dages | Forløb | 10 |
| – | 3 | – | – | 31 |
| – | 4 | – | – | 24 |
| – | 5 | – | – | 18 |
| – | 6 | – | – | 8 |
| – | 7 | – | – | 1 |
| – | 8 | eller flere | 1 | |
| tilsammen | 93. | |||
Med en besynderlig Hast bringes altsaa den Døde i Jorden; Følget bestaar kun af dem, som skulle ro og bære og grave Graven op og igjen kaste den til; nære Slægtninger, ja Sønner og Døttre af den Afdøde kunne maaske bo paa den nærmeste Ø og ikke blive vidende om Dødsfaldet, før Alt er forbi. Paa nærmeste Søndag efter, naar Præsten skal kaste Jord paa Graven pleie Slægtninger og Venner være tilstede ved denne Høitidelighed; men er der derefter nogen Samling i Sørgehuset, saa er det nok i den aller tarveligste Stil og ikke at ligne ved hine Gravøl.[50]
Naar man reiser med Dampskibet langs de bergenske Kyster, ser man hist og her paa en Embedsgaard eller et Handelssted en vakker Samling af hvidmalede Huse; men rundt omkring sees Klynger af lave, mosgroede, torvtækte Huse, man skjelner dem vanskelig fra de graa, firkantede Klippe-Stykker, som fra det nære Fjeld ere rullede ned paa Marken, og det Spørgsmaal paatrænger sig Beskueren: Er der ogsaa saa stor Forskjel i Beboernes Kaar og Sæder som i Husenes anseelige og uanseelige Ydre? og hvorledes har egentlig Folket det under Torvtagene, dette Folk, som Dagen igjennem maa færdes ude i Storm og Væde, med Møie og Fare, og hvem man saa saare kunde unde al den Hygge, som en lun og venlig og trivelig Stue kan skjænke?
Nu, paa Harhams-Øerne fik jeg god Anledning til at overveie disse Spørgsmaal; thi her er netop saadanne Husklynger. For det meste er der nemlig temmelig mange Opsiddere paa hver Gaard, og Gaardens Huse staa gjerne meget tæt sammen paa lidet Rum. Aarsagen er vel nærmest den, at her er kun faa gode Havne eller bekvemme Steder til at anlægge Baadstød og Naust, og er der nu i Nærheden af Gaardens Strandsted en Tomt, som ligger lidt i Ly, saa trænge alle Familier sig sammen der med sine Stuebygninger, Madboder, Fæhuse, Svinebol. Paa flere Gaarde søgte jeg aldeles forgjæves efter Tegn paa Omtanke ved denne Husenes Sammenhobning Gjødsel-Dungen af den ene Bondens Fæhus kan vælte sig nær hen til den anden Bondes Stuedør. Meget almindeligt sees ogsaa strax udfor Stuedøren en Dunge af særegen styg Beskaffenhed: forraadnende Fiske-Slog og andet Affald fra Huset. Og der er en egen Skik med disse Dunger: der er gravet en Grube i Jorden, jeg veed ikke, hvor dyb, men nogle Alen bred, og den er stensat som en Brønd. Disse Gruber tømmes vel en Gang for Aaret, naar Indholdet skal bruges som Gjødsel; men jeg saa dem fyldte, saa det væmmelige Indhold tildels flød udover. Ukjendte Folk bør derfor ikke gaa i Mørke mellem Husene, og selv med Dagslys og i Tørveir kan det være vanskeligt at gaa tørskoet mellem alt dette Bløde og Flydende. Jeg mindes vel, hvorledes jeg paa en stor Gaard tog mig for at bese der hele Anlæg paa det Nøieste for at undersøge, om der dog ikke var anvendt nogen Omhu paa at lede Rendestens-Vand og anden Uhumskhed bort; men jeg fandt intet Tegn dertil, undtagen hine gravede og stensatte Gruber. Hertil kommer, at om Sommeren og Høsten er fast hver Husvæg og desuden mange Hjelde tæt omkring Husklyngen behængte med Seid og Sild og anden Fisk, som skal tørres, at hver Madbod og hvert Madkammer gjemmer store Mængder af lindsaltet og derfor sur og ildelugtende Fisk, og at Torven, det eneste Brænde her, uafladelig ulmer paa alle Skorstene. Det vil da forstaaes, at i stille Veir ere disse Gaarde indhyllede i en Damp og Dunst og Lugt af mangfoldig blandet og ulidelig Beskaffenhed.
Hvad det angaar at holde Gaardsrummet tørt og pent, saa have dog Almuerne paa disse Kanter engang seet bedre Exempler for sig. Paa Gaarden Blindheim paa Vigren, som i fordums Tid har været beboet af en anseelig Slægt, skal der være Levning af et eget Værk, saadant, som jeg senere ved eget Øiesyn blev bekjendt med paa den mærkelige Gaard Giske, paa Giskeøen nær Vigren. Her var den i Norges ældre Historie saa berømte Giske-Æts Hovedsæde, og jeg spurgte efter hos de Opsiddere, som nu bo her, om der ikke var Levninger af Bygværker, som kunde vise os lidt af fordums Herlighed. Man gav mig da nogle utydelige Forklaringer om Noget, som skulde være at se nede i Jorden paa Gaardspladsen mellem de nuværende Huse, og da jeg med en Spade fik skuffet bort en Del Muld og Smuds, saa jeg et Stykke af en Brolægning, som engang har smykket dette Herre-Sædes Tun, og som maaske endnu er til hel og holden. Den var lagt af smaa, men jevnstore runde Stene, saaledes at Rader af noget større Stene delte Feldtet af i regelmæssige, firkantede Ruder. – Se, saa kunde vistnok hvert Tun paa disse Gaarde være den Dag idag.
Dog, jeg syntes at bemærke nogen Stræben efter at faa det pynteligere paa Gaardene herefter, især kanske paa Vigren. Og efterhaanden som Gaardene monne blive udskiftede af Fællesskabet, ville vel adskillige Opsiddere flytte ud fra Klyngen, saaledes som f. Ex. en Bonde paa Blindheim allerede har gjort. Da vil det af sig selv blive triveligere omkring hvert Hus.
Ved Aaret 1760 fortæller Præsten Strøm i sit oftnævnte Værk, at Folket her almindelig boede i Røgstuer, og – mærkeligt nok – han roser disse Stuer her paa Harham for større Renlighed end almindelig i Egnen. Adskillige, tilføier han, havde dog i den senere Tid istedetfor Røgstuer lagt sig til Kakkelovns-Stuer, med Loft over og med Bilægger-Ovn. Siden er Røgstuen ganske afskaffet i Harham, saa nu for Tiden kun gamle Folk kunne mindes den her.[51] Ja, der er foregaaet saa stor Forandring med Bygningsvæsenet, at man med et laant Udtryk kan tale om to Generationer af Huse efter Røgstue-Tiden. Først byggedes saadanne mere simple Huse: Stue med Loft over, Forstue med Opgang til Loftet, og Kjøkken, fra hvis Skorsten Stuens Bilægger-Ovn bliver opvarmet. Saa ere endnu mange af Hovedsognets Huse. Men paa Vigren og paa nogle af Hovedsognets Gaarde ere disse Huse i de sidste 20–30 Aar ombyttede med saadanne: to Stuer, midt mellem dem Forstue og Kjøkken,[52] tildels Kammere ved Siden af Stuerne, samt to Lofter, et over hver Stue; med Loft forstaaes kun Rummet over Stuens Loftsgulv, under Tagets Skraaninger, hvilket Rum i de nyere Huse dog gjerne er gjort noget høiere formedelst et Par Omhvarv af Tømmerstokke over selve Stuens Høide. Disse nyere Huse ere fremdeles ofte rødmalede, med hvide Vindues-Rammer; Værelserne ere ogsaa høiere og rummeligere, og der er ikke sparet saa meget paa Glas i Ruderne som i de gamle Huse.
Hvorledes har nu Folket det i disse Huse? At fortælle det alt, vilde falde for vidtløftigt; jeg vælger at meddele nogle Træk af Livet i de festlige Stunder, nogle Oplysninger om Jule-Skikke og Selskabs-Skikke.
Paa ret gammeldags Maade begynder Jule-Aftens Helg med Non, Kl. 3; dette stemmer med den katholske Tids Kirkelov, som paabød, at for Julen som for visse andre større Høitider skulde der være nonhelligt. Ved Nons-Tid holdes ellers det daglige Middags-Maaltid; men nu indledes Julen med et Høitidsmaaltid: der er bredet Dug paa Bordet, og det dufter af „Steik“, tørret Smale-Kjød, stegt paa Pande, helst Ribbens-Stykket, som skiftes saa, at hver Person faar to Ribben paa en Fladbrød-Lev. Og under Maaltidet tilønsker Husfaderen sit Husfolk en glædelig Jul, sætter selv Ølskaalen for Munden og lader den gaa rundt, derhos skjænker han et Glas Brændevin eller to til hver. Senere hen, til Kveldsmad, maa der endelig være fersk Fisk og Melke-Suppe paa Bordet. Har ikke Bonden fersk Fisk og Husmoderen ikke sød Melk Jul-Kvelden, saa skal hun sidde i Fjøset og han ude paa Voren, siges der for Spøg. Festen forhøies derved, at denne Aften brænder Lys i Stage, og naar det er nedbrændt, holdes Kolen eller Tran-Lampen tændt hele Natten. – Og de unge Folk, som ellers have sit Natteleie oppe paa Loftet, indrette sig for Jule-Natten Fladsenge paa Gulvet nede i Stuen, hvor ogsaa Husfader og Husmoder ligge, og dette bliver der tildels fortsat med til 13de Dag Jul. Denne Skik har vistnok været meget almindelig i Landet; selv paa Hedemarken kunne gamle Folk mindes den. Jeg forestiller mig, at den skriver sig fra den Tid, da Børn og Tjenere havde set Natteleie i Fjøset (hvilket ogsaa tør have været Skik her i Harham dengang, da Røgstuerne vare i Brug, i hvilke der altsaa ikke var noget Senge-Loft). Man erindre, at i gamle Dage pleiede Bonden tillige paa Jule-Aften slaa en Øx over Fjøs-Døren eller male et Tjære-Kors paa den, for dermed at skræmme Troldene bort, som netop tænktes at være mest urolige og farlige den Nat, da deres Overvinder blev født til Verden, og denne Frygt for Troldene var da kanske den oprindelige Aarsag til, at Folket for Julenatten holdt sig sammen i Stuen, der i Sammenligning med Fjøset var ligesom et indviet og dermed betrygget Sted.
Tidlig paa 1ste Juledags Morgen, Kl. 4–5, staar man op, klæder sig halvt paa og samles om Bordet til „Kor“ eller Andagt med Sang og Læsning. Saa gaar Fjøspigen ud og giver Kreaturene et extra Maaltid af Korn og fint Hø, og Alle gaa atter til Sengs, dog Husfader og Husmoder sidst: De maa først gaa omkring og traktere de Liggende, hun med Vørterkage og fjelgt (opvarmet) Øl, han med et Glas Brændevin eller stundom to. I enkelte Huse er Øllet (men ikke Brændevinet) i de senere Aar afløst af en Kop Kaffe.[53]) Efter to-tre Timers Forlov staar man op for Alvor. Denne Morgen-Skik bruges 1ste og 2den Juledag samt Nytaarsdag.
Jul siges her at vare lige til Kyndelsmesse (2den Februar): da begynder Vaarfisket, og til den Tid tager man det lettere med Arbeidet, og Kosten er bedre end sædvanligt og Gjæstfriheden rundeligere. I Løbet af Julen bør hver Mand have aflagt et Julebesøg hos hver af sine Naboer paa samme Gaard eller inden en fra gammel Tid vedtagen Kreds af flere nærliggende Gaarde. Selv den Fattigste har anstrænget sig for at have en Skaal Øl og et Glas Brændevin at byde ved denne Leilighed; dette veed ogsaa den rigere Bonde, og er han velsindet, saa undlader han derfor ikke at se indom til sin fattige Nabo – ellers kunde jo denne ikke vel komme til den Rige for at frembære sit „glædelig Jul“ og nyde Godt af hans Gjæstfrihed. Ved deslige Jule-Besøg kan ellers den lille Regel mærkes, at medens en Nabo fra samme Gaard kan trakteres med en Dram, saa bør man byde to, naar den Besøgende er fra en anden Gaard.
Familie-Besøg paa et Par Dage, ligesaa de før beskrevne Omtals-Øl eller Frierstevner, kunne jo ogsaa bidrage til at forhøie Julens Festlighed. Men dette er mere leilighedsvis. En bestemt og stadig Del af Festen er derimod de saakaldte Jule-Lag, og disse danne Høidepunktet af hele Aarets Selskabelighed mellem Naboer. De ere indrettede efter en meget fast Skik, baade hvad Indbydelsen og Beværtningen angaar.
Laget eller Gildet[54] holdes efter Omgang i et vist Lag eller en vis Kreds af Familier, og Indbydelsen bestaar i en Bekjendtgjørelse om, at den og den Aften skal Laget være hos den og den Mand: saa vide alle de Familier, som fra gammel Tid høre sammen, at de kunne komme, og hver Husfader tager med alt sit Husfolk, Smaa og Store. Men Anordningen er noget forskjellig efter Gaardens Størrelse. Paa Gaarden Ulla i Hovedsognet bor der 8 Bønder, og to og to af disse ere fælles om i et Lag at beværte alle Familier, saa her i Løbet af Julen bliver holdt 4 Lag eller Gilder; Beværtningen foregaar i den ene af de to Mænds Hus, men paa fælles Bekostning. – Til Gaarden Flem hørte i 1856 8 Bønder, 4 Pladsmænd, 5 Husmænd og 3 Familier af Kaarfolk; disse Familier med omtrent 120 Mennesker ere delte i to omtrent lige store Lag eller Kredse, og inden hver Kreds holdes Julelag saa, at de deltagende Familier paa hver fra Aften beværte alle de øvrige. – Paa Gaarden Aakre er det ligesom paa Ulla: her bo 8 Bønder, og 2 Mænd beværte alle de øvrige efter Omgang; Laget pleier staa hos den af de to Mænd, som har størst Stue. – Paa Rønstad er der 4 Bønder; to af disse have hver sin Aften at beværte alle de øvrige, de to andre derimod slippe med kun en Aftens Beværtning i Fællesskab, saasom deres Gaarde ere mindre end de andres og forhen udgjorde kan et Brug, som nu er delt. Det blev dog bemærket for mig, at disse to Brug tilsammenlagte have to „Mellag“ høiere Skyld end hvert enkelt af de to andre, saa Opsidderne i Grunden slippe vel let med det ene, fælles Julelag. – Dette i Hovedsognet. Blindheim paa Vigren med 12 Bønder er delt i 4 Lag, hvert paa 3 Bønder, og hver af de 3 Familier har efter Omgang at beværte de andre i Laget. – Det faar være nok med disse Exempler. – Kaarfolk med egen Husholdning kunne deltage i Bøndernes Julelag paa den Maade, at de igjen indbyde de Gifte til Lag hos sig. Er der en fattig Husfader, saasom nogen af Hovedsognets Husmænd, saa kan han lade være at komme til de Andres Lag, og han slipper da for at holde Lag igjen. Det samme kan ogsaa en ikke just fattig Familie finde Grund til at gjøre: er der nemlig en Mand med faa Børn og Tjenere, saa vilde det falde lidt uligt, om han med sine faa Husfolk skulde gjæste de Andre og saa igjen holde Lag for de mere folkerige Familier. Dog deltage de allerfleste, som ikke netop ere udfattige, og Regelen er ialfald den, at den, der indfinder sig som Gjæst, maa være forberedt paa at være Vært, naar Touren kommer til ham.
Med Værtskabet har det sig saa: Efterhaanden som Gjæsterne samles, i Mørkningen eller ud paa Aftenen, modtages de med en Dram og en Drik fjelgt Øl. Kvinder og Børn pleie naturligvis kun at nippe til det Stærke. I Løbet af Aftenen kan Enhver efter Behag forsyne sig med koldt Øl af en stor Bolle paa Bordet; men nogle Gange bydes fjelgt Øl rundt. Bespisningen bestaar i en Kake (hjemmebagt Rugbrød) samt Smaabrød (en Kringle eller et Par Skiver bybagt Rugbrød), ledsaget af en Dram. Men denne Bespisning pleier ikke foregaa ved nogen egen Bordsætning; man sidder under Samtale i smaa Hobe omkring i Stuen og faar Brødet i Haanden. Ved Afskeden, Kl. 11 eller saa, faar hver af Gjæsterne den 3die (paa nogle Gaarde kan det være den 4de) Dram samt en Lefse i Haanden Lefsen er til at tage med hjem, for at nydes ved det egentlige Aftensmaaltid, som der venter (i Almindelighed Bygmelssupe samt saltet Fisk og Potetes, Alt rigtignok koldt nu, saasom Kvindfolkene maalte lage det færdigt, før de gik hjemmefra). Paa en enkelt Gaard hørte jeg rigtignok om en anden Indretning af dette, rimeligvis en senere Tids Paafund: Ved den Tid, da Kakerne og Kringlerne skulle uddeles, lade de fremmede Familier sine Tjenestepiger gaa hjem og hente Aftensmaden hid, og nu sætter man sig hyggeligt til Bords, alle Gaardens 8 Familier: de Gifte, Mænd og Koner, Par og Par ved den øvre Ende af Bordet og Drengene ved den nedre, og Pigerne gaa omkring og forsyne hver sine Husfolk; Pigerne selv, som ikke faa Plads ved Bordet, sidde paa Sengekanten eller i Ovnskrogen og vente, til de andre have afspist, og Børnene kan man se paa Mødrenes Fang og ellers hist og her.
For den, der kun er vant med Selskabs-Skikkene i Byerne eller de mere nymodens Bygder, ville disse Lag med deres pligtmæssige Indbydelse og bestemt afmaalte Beværtning forekomme mindre hyggelige. Derfor er det nødvendigt, at Sagen betragtes i sin rette Sammenhæng, og jeg formoder ialfald, at disse aabenbart gammeldags Julelag hænge sammen med og ere en Fortsættelse af en Oldtids-Skik, der maaske er saa gammel som det norske Folk selv. Man maa vide, at allerede vore hedenske Forfædre havde en Helg ved Midvinters-Tid, som de kaldte Jul, og at det var en hellig lovbestemt Skik at holde Jul netop ved Sammenkomster i smaa Lag af nære Naboer. Hver Mand skulde have brygget og lade bære hen til Samlings-Stedet et vist Maal af Jule-Øl, og derfor kaldtes Laget Samburds-Øl; rimeligvis blev det ogsaa holdt efter Omgang, et Aar hos en Mand, et andet Aar hos en anden. Og Laget blev indviet til Odins og de andre Guders Ære, til Tak for alt Godt i det svundne Aar og til Nedkaldelse af deres Hjelp i det kommende. Om nogen Mand holdt sig borte fra dette Lag, var det rimeligvis det samme, som om han foragtede Guderne, og det blev straffet med Bøder. Og dette, at Laget blev holdt i Fællesskab, saaledes at den rigeste og mægtigste Bonde nød af hans ringeste Naboes Øl og de begge gjensidig vare hinandens Gjæst og Vært, det maatte vedligeholde Tanken om Alles væsentlige Lighed og Broderskab; i det daglige Liv var der vel mangen Gang liden Omgjængelse og stor Skilsmisse og megen Avind og stolt Overmod og Fiendskab og Trætte – men i Jule-Lagets festlige Stund vare de samlede som Ligemænd, med samme Skyldighed at takke Guddommen, med samme Behov at søge Hjælpen fra oven over al deres Skrøbelighed, vel ogsaa med samme Følelse af, at det bør sig de Dødelige at leve sammen i Endrægtighed. Vi kunne nok tænke os, at der fra disse simple religiøse Feste er udgaaet milde og velgjørende Stemninger, som have bidraget til at fremme Lovlydighed og Samholdighed i Nabolagene og Bygderne og Fylkerne. Vi finde ogsaa, at denne hedenske Jule-Skik ingenlunde blev forkastet ved Christendommens Indførelse; Olaf den Hellige og flere Konger efter ham stadfæstede den endogsaa ved at optage en egen Bestemmelse derom i den christne Lov, saa vi endnu i en af de første Paragrapher i Gulathings-Loven kunne læse om, hvormange Bønder der skulde høre sammen i et Lag (tre i det Mindste), hvor meget Malt hver skulde brygge, hvad Bøder den havde at lægge, som holdt sig borte fra Laget o. s. v., kun at Laget nu i den christne Tid naturligvis skulde holdes til Christi og Jomfru Marias Ære, og at Bøderne skulde tilfalde Biskoppen. – Nu mener jeg, at den Jule-Skik, som jeg i 1856 sandt bestaaende paa Harham, kan være fremkommen af hin gamle ved en Række af Smaa-Forandringer, og i denne Mening bestyrkes jeg derved, at i en nærliggende Bygd, Søkelven, Annex til Ørskoug, fandt jeg en Jule-Skik, som aabenbart ligner den gamle, og saa at sige staar midt imellem denne og Harhams-Skikken. Jeg skal fortælle om Jule-Lagene paa en Gaard i Søkelven, hvor der bor 7 Bønder sammen: 1ste og 3die Juledag (ikke 2den Dag, thi da er der Gudstjeneste i Kirken) samt Søndag mellem Jul og Nytaar eller Nytaarsdag, altsaa paa 3 Dage i Løbet af Julen, komme alle Gaardens Folk sammen, efter Omgang hos 3 af Bønderne; næste Aar holdes Samlingerne hos andre af de 7 Bønder. De Bønder, hos hvem der ikke er Samling det ene Aar, bære med sig til Laget en Tankar af sit Jule-Øl, og deres Koner ligesaa nogle Kaker og Lefser af sin Bagning, og dette falder da saaledes ud, at naar Julen er omme og alle Lag ere holdte, saa have Alle nydt af hinandens Julekost. Laget holdes om Formiddagen; de Forsamlede tilønske hinanden glædelig Jul og høre Dagens Text.forelæse; derpaa trakterer Konen i det Hus, hvor Laget den Dag holdes, med Kake og Lefse af sit Eget, og Manden skjænker hver af Gjæsterne et Glas Brændevin og lader Øl-Skaalen gaa rundt. Under Fortællingen herom maatte jeg forestille mig, at denne første Drik, strax efter Andagten, nydes med en vis Høitidelighed; thi „det skal nok være ligesom til Minde om Jomfru Marias Barsøl“, som en gammel Bonde yttrede. Siden nydes den sammenbaarne Julekost som i et almindeligt Lag; dog skal det have sit Forblivende med den ene Dram, om hvilket der, hvis jeg ikke mindes feil, var gjort formelig Aftale. – Efter den gamle Skik vilde vel disse 7 Bønder have holdt et stort Samburds-Øl; nu have de delt det i tre mindre Lag, men holde disse saa, at de endnu kunne kaldes Samburds-Øl, med fælles Beværtning og med en Forening af Opbyggelse og selskabelig Nydelse; i Harham er Forandringen gaaet videre: Samburds-Laget er opløst til gjensidige og pligtmæssige Lag i hver Deltagers Hus; den opbyggelige Del af den gamle Skik er henlagt til egne Sammenkomster til Text-Læsning paa Helligdagenes Formiddag, som det næste Kapitel skal melde om, og Trakteringen foregaar i de beskrevne Julelag om Aftenen. Men disse Julelag ligne de gamle deri, at de egentlig ere Drikke-Lag, hvor navnlig Øllet endnu har meget at betyde, og deri, at de, som sagt, ere gjensidige og pligtmæssige, saa hver Vært har at traktere Gjæsterne paa en vis ligedan Maade, med et fast Maal af Mad og især Drikke, ikke større i den rige Mands Hus end i den Fattiges[55].
Ogsaa i Bryllupper finder en lignende afmaalt Beværtning Sted, svarende til de taxtmæssig ligestore Skaalpenge, som der blev talt om i forrige Kapitel. Vi tør vel slutte os til Skikken i Harham efter en omstændelig Forklaring, som en Bondemand inde i det nys nævnte Søkelven gav mig. Med Skjænkingen sagdes Omgangsmaaden at være saa: Kjøgemesteren gaar om og skjænker Brændevin, og Kjældermanden følger efter med en Øl-Tankar, hvoraf han skjænker i en Skaal. 1ste Dram skjænkes ved Ankomsten til Huset, Lørdags Aften, 2den ved Aftensvordet (tildels ogsaa en ved Sengetid), 3die Søndag Morgen, 4de ved Maaltidet før Kirke-Reisen (tildels ogsaa en Dram lige ved Afreisen), 5te ved et Maaltid, som her holdes paa Veien fra Kirken, 6te ved Bordet Søndag Aften, 7de Mandag Morgen, 8de om Middagen, 9de ved Aftensbordet, 10de og 11te efter Maaltidet, idet der gives i Skaalen og Brud og Brudgom skjænke Giveren hver sit Glas, 12te Tirsdag Morgen, 13de om Middagen, 14de ved Afskeden Tirsdag Eftermiddag. Desuden til andre Tider efter Omstændighederne. Da Gjæsterne for en stor Del have Natteleie i Nabohusene og Kjøgemesteren maa søge dem der for at skjænke dem Morgenbrændevinet, saa er det Skik og Brug, at han med det samme skjænker alle Folk i Husene, ogsaa dem, som ikke ere Bryllups-Gjæster. Ligesaa skjænkes Forbireisende. Det er Kjøgemesterens Pligt ved alle de opregnede Omgange at skjænke ogsaa til Kvindfolk og Børn; men, blev det lagt til, dette maa han gjøre med Skjønsomhed, saaledes, at det nok sees, at man erindrer dem, men ogsaa forstaaes, at de ikke skulle nyde stort af det fremviste Glas.
En anden fast Jule-Skik i Harham er Kagge-Øllet, et Lag for Ungdommen. I ældre Tider gav hver Bonde sine Drenge, d. e. Tjenere eller voxne Sønner, en Kagge Øl (deraf Lagets Navn); nu faa de nogle Merker Byg, paa nogle Gaarde 14, paa andre 16, og alle Gutter paa Gaarden eller paa flere nærliggende Gaarde lægge det sammen og faa det brygget til et fælles Gilde. En 3 Pægle Brændevin pleier ogsaa Gutten faa til Julen, eller han faar en Fridag strax før Jul til at trække noget Snørefisk som han reiser ind til Aalesund med for at faa Skillinger til at kjøbe sig Jule-Brændevin. Nu faa Gutterne sig laant en Stue, bringe sine Drikkevarer did, og bestille Spillemand; Pigerne komme af sig selv, og der dandses og tures fra om Aftenen hele Natten igjennem (derfor hedder Laget ogsaa Vøku-Natt Vaage-Nat[56], og der fortsættes næste Dag til ind i den følgende Nat. Selskabet gaar hjem hver til Sit til de forskjellige Maaltider, og Husmødrene bør have lidt Godt at sætte frem da. I selve Laget kan maaske en og anden af de Unge have med sig nogle Kringler eller Sligt at traktere gode Venner med; ellers nøies man med Drikken. Og det sees gjerne, om nogle af „Mændene“ se hen til Ungdommen og sidde ned en Stund; deres Nærværelse pryder Laget, og de tør ikke frygte for at sidde tørmundede. – Skal jeg for Resten slutte fra Erfaringer i nogle af de indre Bygder paa Søndmøre, hvor ogsaa disse Kagge-Lag kunne erindres, men nu ere afskaffede, saa vil Ungdommen paa Harham nok ikke i mange Aar have dem at glæde sig ved – hvis ellers saadan Nattevaagen kan kaldes en fornøielig Ting.
Naar jeg endnu minder om Færde-Laget, et Gilde, som holdes efter sluttet Vaarfiske for dem, som have været med i Baadlaget, og af hvilke gjerne nogle ere fremmede og nu skulle begive sig paa Hjemfærden, – saa har jeg nok nævnt alle de brugelige Gilder[57]. Og udenfor disse af Skikken fastsatte Leiligheder (i Korthed sagt: Juletiden og Bryllupstiden – se Side 390) er der ikke Tanke om selskabelige Sammenkomster med Traktering. Det forstaar sig, naar en Mand, som bor noget længere borte, en enkelt Gang kommer hen til en anden i et Erinde, saa skjænker man ham gjerne en Dram eller to, som man andetsteds byder en Kop Kaffe. Og det blev mig sagt at om Søndags Eftermiddage samles gjerne Gaardens Folk eller nærmest Mandfolkene i en af Stuerne eller tildels Mændene i et Hus og Drengene i et andet – ikke for noget Slags Traktering, men for at prate sammen en Stund. Prate, hvorom? Jo, om Priserne paa Fisk og Salt, om den Storbaad, som sidst blev kjøbt til Øen, om det kan være raadeligt for den Kone, som sidst blev Enke at blive ved Bruget, om Formandskabets Beslutning til Indskrænkning af Tjenernes Rettigheder o. s. v. Dog, nede i Gutternes Stue gaar Samlingen ofte over til at blive en „Leik-Stemne“, som Pigerne lidt efter lidt tage Del i. Thi at der, som det sagdes i disse Guttelag skulde bruges at læse i „For Fattig og Rig“, Almuevennen, Snorre, Mallings store og gode Handlinger, Graves Fortællinger, det tror jeg ikke stort paa, saasom jeg netop i Harham syntes at finde saa lidet af Bøger og boglig Sands.
Før jeg kom hid til Egnen, havde jeg hørt omtale som en staaende Skik, at hver Bonde her ude paa Havkanten brugte at kjøbe en Tønde Brændevin for Aaret, og da jeg i Aalesund fortalte en Mand, at jeg agtede mig ud til Harham, beklagede han mig, saasom jeg der vilde finde en Almue, som ikke tænkte paa Andet end Penge og Brændeviin. I en af de første Samtaler med Harhams-Folk maatte jeg ogsaa studse ved at høre, hvorledes man her udtrykker sig ved Tale om Brændevin: ved Spørgsmaal om Prisen udtrykker man sig ikke saa: Hvad koster Potten? men: Hvor meget er det for Tønden? Og i den første Tid af mit Ophold i Præstegjældet henvendte en Harhams-Mand sig til mig med indstændig Opfordring om at søge oprettet en Afholds-Forening her. Efter dette vil man forstaa, hvorfor jeg gjorde mig saadan Flid for at blive kjendt med den hele Brændevins-Skik, at jeg, som man har seet, endog tog Tal paa de Dramme, som Skikken har fastsat for de forskjellige Leiligheder.
Skal jeg nu tilsidst vove at yttre min Mening om den hele Brændevinet-Sag, saa maa jeg sige saa: 1, Der er adskillig Overdrivelse i hint Omdømme om Harhams Brændevins-Brug; 2, der er dog ogsaa adskillig Overdrivelse i den virkelige Brug; 3, men denne Brug er i de senere Aar heller aftaget, og 4, hvad der sidder igjen, hænger saaledes sammen med den hele Leveskik, at det ikke er saa ganske let for Bønderne at faa det ganske eller hurtigt afskaffet, om de ogsaa selv monne ville det.
En dygtig og anseet Bonde paa Harham erklærede mig, at han vidste kun om 2 Bønder i Præstegjældet, der kjøbte saa meget som en halv Tønde Brændevin hver for Aaret; stundom vare 3, men almindeligst 4 Bønder sammen om en Tønde. Og dette Sidste, 4 om 1 Tønde, maa staa fast som Udtrykket for det almindelige Brug; thi flere Mænd, som jeg talte med en for en, brugte ensstemmig det samme Udtryk. Pladsemænd og Husmænd med mindre Husholdninger maa dog gjerne lade det forblive med „nogle Kander“. Men nu foregaar Kjøbet ofte saa, at en Mand kjøber en hel Tønde for siden at dele den med sine Naboer, og deraf kan den Forestilling være fremkommen, at hver Mand kjøber saa meget for eget Brug.
Endnu maa dog dette Brændevinskjøb kaldes stort; og i disse Opgaver er naturligvis ikke indbefattet, hvad der medgaar til de store Skaal-Bryllupper. Vel maa det erindres, at dette Brændevin, som gjerne kjøbes ind før Jul, skal vare Aaret om og navnlig tjene til Opfriskning i Vaarfiskets haarde Dage. Men saa kommer hertil en anseelig Jule-Brygning. Og det maa kaldes for meget, de mange Dramme med stærkt Øl til Juleaften og Julemorgen og ved Julebesøgene og i Julelagene og i Kagge-Øllet. Jeg frygter for, at det for Adskilliges Vedkommende bliver en halv Rus hele Helgen igjennem. At her nydes vel meget af Brændevin, det fremgaar ogsaa ved Sammenligning med de indre Bygder i Søndmøre: med samme Bestemthed som Brændevinskjøbet i Harham blev opgivet til Tønde, blev det her sat til „nogle Kander“, ofte til kun „et Par Kander“ eller endnu mindre[58].
Men det blev sagt temmelig almindeligt og bestemt, at der dog allerede kjøbtes mindre Brændevin nu end før. Jeg syntes dog at forstaa, at Aarsagen ikke saa meget var Erkjendelsen af, at der havde været gjort for meget af det før, men mere Brændevinets Fordyrelse. Og Formindskelsen i Kjøbet er neppe saa stor som Forhøielsen i Pris, saa Udgiften kanske heller bliver større, og jeg hørte adskillig Klage over, at Brændevinet var blevet saa dyrt.
Og saasom der er en fast Skik for Brugen af dette Brændevin, som ved alle de bestemte Leiligheder skal skjænkes ud og fordeles smaat til mange Folk, baade Husets egne og andre, saa er det meget langt fra, at den Tønde, som Bonden kjøber, kommer hans egen Mund tilgode, og der er kanske ikke ret meget Fylderi paa enkelt Haand. Og den gamle Skik har mange Rødder, saa det ikke er saa let at faa revet den ud. Jeg skal i den Anledning indskrænke mig til at paapege tvende Ting.
Overalt vil man jo have en eller anden Drik udenfor den daglige Nødtørft for at gjøre sig og sine Venner tilgode med i festlige Stunder. Hertil tjener nu i flere og flere Huse i Landet en Kop Kaffe. Men Husmoderen her i Harham kommer saa lidet ud fra den Ø, hvor hun engang bor, og hun har kanske aldrig seet, hvorledes Kaffe laves god; jeg synes heller aldrig at have været i nogen Bygd, hvor denne Kunst er saa ny og lidet øvet som her, og naar Konen en sjelden Gang forsøger det og sætter frem en Kop Kaffe, saa er den tynd og uklar, og foruden Sirupen, som er i den istedetfor Sukker, har den ikke sjelden en ubestemt Bi-Smag af Kjedlen, som kanske havde hængt ubrugt i et Fjerdingaar. Men en saadan Drik bliver ikke let foretrukket for et Glas af det klare Blanke. I det Hele maa Kvinderne besidde nogen uddannet Sands og vide at gjøre det ret hyggeligt i Huset, med godt Madstel og Renlighed og Pyntelighed, om Mændene ikke skulle sage sin kjæreste Nydelse i det Stærke; men netop her paa disse Udøer syntes det mig at staa noget tilbage med Kvindernes Dannelse i Sammenligning med Mændene, dels af den anførte Grund, dels ogsaa paa Grund af det meget Tung-Arbeide, de have (Træsking og andet Gaards-Arbeide, som Mændene lægge paa dem for selv at drive Søen).
Fremdeles, om end den bedste Kaffe duftede ved Siden af det blinkende Glas, saa skulde alligevel de Fleste gribe efter dette. Smagen er saa. Og der er kanske en bestemt Grund til det. Eller det hænger ikke usandsynlig sammen med en – som visselig de Allerfleste, der ikke ere opvoxede her, maa finde det – besynderlig slet Smag i et andet Stykke. Jeg taler ikke figurligt her; det er Tunge-Smagen, jeg mener. Harhams-Folket spiser dagligdags Fiskemad af saadan Beskaffenhed, at naar den sættes paa Bordet, saa opfylder den Stuen med en stærke raaden Lugt, og der var Intet, jeg under mit Ophold her saa meget undredes over som netop dette, at de kunde ikke alene spise sig mætte, men spise med utvungent Velbehag; mig bar det saaledes imod, at jeg syntes, jeg maatte have i nogle Dage siddet hungrig paa et Vrag, før det kunde blive mig muligt at svælge den Mad. Det er den lindsaltede Seid, som ikke kan holde sig, men snart gaar over i en vis Forraadnelses-Grad eller bliver sur, som det hedder. Seid af ganske samme Slags virkes ogsaa til Handelsvare, ikke ved at saltes, men ved at hænges op til Tørring; der pleier at være Overflødighed af denne Tør-Seid i hvert Hus, og det forekom mig rimeligt at bruge noget af den i Husholdningen og ikke hin sure. Men hertil svarede man mig Følgende: Tør-Seiden maatte ludes, og Asken hertil maatte kjøbes fra Steder, hvor man ikke, som her, bruger Torv, men Ved til Brænde, og Tør-Seiden er saa ryr eller udrøi, og den „graver for Bringen“ eller er haard at fordøie. Naar jeg saa yttrede, at man da burde salte Fisken forsvarligt, svaredes, at det vilde være Tidsspilde for Husmoderen at udvande den stærkt saltede Fisk, at man ikke havde Raad til at kaste bort mere Salt end nødvendigt, og endelig, at de, som Maden var bestemt for, ikke fandt nogen Usmag i den saadan, som den var – hvilket Sidste netop var det, som saa høilig forundrede mig[59]. – Jeg har tænkt mig, at Tingen maaske kan have sig saa: I Fortiden, da Handelen var mindre udviklet, saa Fiskerne maatte sælge billigt og kjøbe dyrt, og da disse Leilændinger af Bønder rimeligvis vare meget afhængige af de i Nærheden, før Aalesunds Byanlæg, boende priviligerede Handelsmænd, der nok endogsaa for en stor Del vare Bygsel-Gaardenes Eiere, da var vel Armoden ofte saa stor, at man af Fornødenhed maatte undvære selv en saa ringe Ting, som Salt nu agtes for, eller hjælpe sig med det lidet deraf, som kunde sankes mellem Strand-Stenene, hvor det virkedes af Solheden (hvilket Sidste er noget, som Strøm omtaler og som endnu erindres her paa Harham); men havde flere Slægter efter hinanden maattet spise en formedelst Saltmangel halv forraadnet Fiskemad, saa kanske lidt efter lidt selve Fordøielses-Redskaberne bleve saaledes forvænte, at de fremdeles maatte have Føden saaledes halv opløst, som den ved en vis Grad af Forraadnelse bliver, og hvad Fordøielses-Redskaberne forlange eller Maven vil have, det – saa er Naturens vidunderlige Indretning – det synes Tungen godt om. Nu er vistnok Armoden for længe siden ophørt; men Estervirkningen kan vare længer end Aarsagen, altsaa her en overdreven Sparsomhed ved Madens Behandling og den tilvante Smag paa Mad, som for Andre er usmagelig. Men – og det var denne Slutning, jeg vilde arbeide mig frem til, idet jeg vovede mig ind paa disse for mig ellers saa fremmede Betragtninger, naar Smagen engang er saa, da sones jeg at kunne begribe-at naar der spørges om en god og vederkvægende Drik, saa vil en Kop Kaffe eller et Glas Vin ikke forslaa, men der maa et Stærkeste af det Stærke til[60]. Og dersom dette er saa, saa tør det ventes, at den nu paafaldende Tilbøielighed for Brændevin af sig selv vil dufte hen, naar Almuerne lytte til Lægernes Raad og indrette sit Kosthold som sit hele legemlige Liv paa en Maade, som mere stemmer med de almindelige Regler for Sundhedens Pleie.
Dog, saa meget end saadanne udvortes Ting som Madstel m. m. kunne have at betyde i denne Sag, og saa megen Magt end den herskende Bygde-Skik har med dens Forskrifter om Traktering for Gjæster o. s. v., saa veed jeg dog, at en Mands Villie, kan være endnu stærkere. Jeg fandt det vel utilraadeligt nu for Tiden at stile Opfordring til Almuen om at danne en Afholdsforening; men jeg siger dette, at en Bonde her vilde gjøre en god Gjerning, om han viste det Mod og Mandskab at bryde overtvært med den hele gamle Brændevins-Skik, saa det kunde blive aabenbart ogsaa paa Harham, at det gaar an at være Brændevin foruden og endda leve et sundt og fornøiet Liv.
En noget anden Sag er dette, at selv om Skikken vedbliver at bestaa i det Hele taget som nu, saa maa man inderlig ønske, at den befølges med stor Forsigtighed, saa den farlige Drik aldrig nydes til Overmaal, navnlig ikke paa Byreiser (se foran Side 334).
Til flere Harhams-Bønder yttrede jeg, at jeg nok skulde have Lyst til at være her en Jul over og besøge dem i deres Jule-Lag og drikke af deres Øl og hygge mig sammen med dem. Nu – maaske denne min Fremstilling kan naa frem til Harham inden Jul og blive læst i nogle af disse Lag. Det være da, som om jeg selv kom i Besøg. Jeg vilde tilønske de Forsamlede en ret glædelig Jul og saa tillade mig i al Oprigtighed at samtale med dem blandt Andet om de Ting, som jeg i dette Kapitel har berørt.
(Fortsættes.)
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Siden fik jeg opspurgt en af de Harhams Mænd, som havde været med ved Redningen, og her hørte jeg, at det Træk om Gutten, som drømte, rigtignok var almindeligt fortalt og troet, men at det dog i Virkeligheden var en Tildigtning af det udsmykkende Sagn. Alligevel var der noget Tilsvarende: paa en forbiroende Baad var der en ung Mand, som syntes at bemærke hint Nøds-Signal; Høvedsmanden paa Baaden paastod, at det vare var en Ørn, som sad og flaxede; men hin var en behjertet Karl og gav sig ikke, før det blev besluttet at slaa et Slag op mod Vinden for at komme Øen nærmere og faa Vished – og saaledes kom Hjælpen.
- ↑ I de 10 Aar 1841–50 var Forholdet i Norge saa, som om der blandt 10,000 levende Mennesker aarlig omkom ved Ulykkes-Tilfælde 7; i Harham var Forholdet som 17 istedetfor 7. Med samme Tilstand som i det samlede Norge skulde der i Harham i de 37 Aar verre omkommet ikke 117, men kun 49. Saml. min Afhandl. „Om Dødeligheden i Norge“, Side 158, hvor ogsaa Opgaver fra andre Lande ere meddelte.
- ↑ Og at dømme efter den Maade hvorpaa de ere anførte i Ministerialbogen, var det skeet ved 42 Tilfælde eller ialfald paa 42 særskilte Dage, saa der i Regelen var flere, som delte Skjæbne sammen; saaledes er der anført under 10de Mai 1821, at der var omkommet 10 Mænd, af hvilke 8 Tjenestedrenge.
- ↑ Antallet af de Druknede (de faa Kvinder iberegnede) var i
1819–1835 (17 Aar) 52. 1836–1855 (20 Aar) 61, og naar Middel-Tallet af Folkemængden i hvert Tidsrum beregnes efter de tilsvarende Folketællinger (1682 og 2041), kan det beregnes at Hyppigheden var aarlig i det første Tidsrum som 18 af 10,000 i det sidste som 15 af 10,000.
- ↑ De 61 Tilfælde for Roald i de 37 Aar, hvor Middel-Folkemængden bliver 502 Mennesker, svarer til 33 aarlig blandt en Befolkning paa 10,000. I Hovedsognet alene bliver der 11 paa 10,000, i hele Norge i Aarene 1841–1850 7 paa 10,000, i Tromsø Stift samme Aar 22 paa 10,000. I Danmark (1845–1849) viser Beregningen kun 4, i Frankrig (1840) endog kun 2 paa 10,000.
- ↑ Skulde det maaske ogsaa vare saa, at Brændevins-Drik er mindre aftaget paa Vigren, hvor der er større Velstand og altsaa mere Raad til at give Skillinger ud for saadan Nydelse? Vist er det ialfald, at den Formindskelse Ulykkes-Tilfældenes Hyppighed, som jeg ovenfor paaviste for den senere Tid, og som jeg mente kunde være en Følge af større Ædruelighed, egentlig kun har fundet Sted i Hovedsognet, hvorimod Ulykkes-Tilfældene i Annexet heller vare hyppigere i Aarene 1836–1855 end 1819–1835 (se de nys anførte Tællinger).
- ↑ Og endda gad jeg nok vide, om nogen af vore Byers Skibs-Flaade har et saa stort Antal Ulykkes-Tilfælde at beklage som det, jeg har paaviist for Harhams Præstegjæld.
- ↑ Det skulde sikkerlig være af stort Værd om en fagkyndig Mand vilde tage sig for at beskrive Landbrugsmaaden i nogle af de endnu mest gammeldags Bygdelag og det saaledes, at der især lagdes an paa at fremstille Bøndernes egne Betragtninger om Tingene, de Grunde, som fremføres, de Sætninger og Regler, som ere blevne gjældende. Et Skrift, som fremstillede dette, skulde forholde sig til Kultur-Historien omtrent som Ivar Aasens Sprogværker til Sprogets Historie. Men et saadant Skrift maatte skrives snart; thi i disse Dage blandes vore Bønders gamle Jordbrugs-Regler saa meget med fremmed Belæring, at det siden vil blive meget vanskeligt at skjelne mellem det Selvlærte og det Fremmede.
- ↑ Paa et Skib kaldes den næste Befalingsmand efter Skipperen: Styrmand; her i Søndmøre hedder Baadens Høvedsmand Styremand, fordi det hører til hans Bestilling at føre Baadens Ror (Styre).
- ↑ Paa flere Steder langs Kysten kjende Fiskerne visse Fiske-Grunde langt ude i Havet: saa langt ude, som man kan seile uden at tabe Land af Sigte –,ligesom Stor-Engen udenfor Søndmøre og Romsdalen. I Nordlandene bruges herfor Navnet Havbro. Ved at forbinde Beretningerne fra de forskjellige Steder var der tilsidst – uvist om det var mellem Fiskerne selv eller Andre – opkommet den Forestilling, at der skulde strække sig en saadan Havbro langs med den hele norske Vestkyst, adskilt fra Landet ved en dybere Rende og meget fiskerig paa den ydre Kant. Nogle tænkte sig endog denne Havbro at hænge sammen med det ligeledes fiskerige jydske Rev. Dette gav Anledning til at det Offentlige i Aaret 1844 bekostede en Del Oplodnings-Forsøg for at komme til Vished om denne Sag. Herved viste det sig rigtignok, at saadan sammenhængende Havbro ikke er til i Virkeligheden. Men derhos viste det sig ogsaa, at Søndmørs Fiskernes Forestilling om Stor-Eggen udenfor deres Kyst i det Væsentlige var rigtig. Af den haandskrevne Beretning herom (i den geographiske Opmaalings Archiv) skal jeg anføre Følgende: Fiskerne fra Vigren i Harham søge Stor-Eggen efter denne Mid: 1) Vartals-Eggen over høieste Godø og 2) Trold-Tinderne i Romsdalen over Hildre-Hesten og Harhamsø. Men meget nærved det Punkt, som denne Mid angiver, traf Oplodnings-Fartøiet Fiskere fra Vigren paa selve Stor-Eggen; Fiskepladsen befandtes at ligge 63° 7ʹ nordlig Bredde og 5° 7ʹ Længde Vest for Greenwich. Noget nordenfor skulde den Plads være, hvor Fiskere fra Bod i Romsdalen søge Stor-Eggen, og strax indenfor den mellem disse 2 Punkter tænkte Linie fandtes Bund paa 60–80 Favne, men udenfor samme Linie, altsaa udenfor Stor-Eggen, søgtes forgjæves Bund endog med 270 Favners Lod-Line. – Af denne Beretning hidsætter jeg endnu Følgende: „Bodværingerne fortælle, at deres Forfædre skulle have kjendt en Fiskeplads, Fanstrandgrunden, udenfor Stor-Eggen, men at al nøiere Underretning om samme gik tabt, efterat for omtrent et halvt Hundrede Aar siden, 30–40 Mand paa en Gang bleve borte der.“
- ↑ Tilføie bør jeg dog, at Lodsoldermanden i Distriktet gav Harhams-Bønderne fuldstændigt Medhold i Dommen om deres Ottringer, „de fortrinligste Hav-Baade i Landet.“ „Og der findes neppe mere haardbare Folk i aabne Baade paa Havet end Søndmøres Fiskere.“
- ↑ En Sekke-Not eies gjerne eller vel altid af flere Bønder i Fællesskab. Den store Gaard Blindheim paa Vigren med 12 Bønder havde i 1856 to Nøter, 6 Bønder om hver, men dog alle 12 i 1 Fiske-Lag. De to Nøter bruges skiftevis. Naar det en Dag tegner til godt Seid-Fiske og en af Nøterne skal ud, har hver af de 12 Bønder at skaffe 1 Mand til at bemande de 4 Baade, og Udbyttet deles ligt. Bønderne sende i Almindelighed sine Tjeneste-Karle i Vei; men træffer det saa for en Bonde, at han ikke kan afse en Karl den Dag, kan en anden Bonde sende en anden af sine Tjenere istedet og skal derfor have Delen af den Fisk, som falder paa hins Part.
- ↑ I enkelt Tilfælde forstod jeg det saa, at der skjelnedes mellem 7 Mands-Luter og 7 tilsvarende Dele af Baaden; 2 fattige Bønder eiede tilsammen 3⁄7 Dele af Baaden og havde Ret til at deltage i Baadlaget med 3 Mands-Luter (for dem selv og en af dem i Fællesskab leiet Rorskarl), og en rigere Bonde eiede 4⁄7 Dele af samme Baad, og havde Retten til de 4 andre Luter. Det kan ogsaa erindres, at de Søbønder (mest nære Naboer), som ere fælles om et Baadlag, gjerne ogsaa tilvirke Fisken i Fællesskab, saa det først kommer til Deling efter Varernes Salg. Den enkelte Garnmand derimod faar vel ofte det paa hans Lut faldende Antal Fisk udleveret hver Gang Baaden kommer til Lands
- ↑ „Danske“ Alen foer Søndmøringen gjerne, naar han, som her, mener lovbestemte Alen. Ved Talen om Baade regnes ellers almindeligst efter „norske“ Alen, et gammelt Maal, som blev mig opgivet at svare til Kvarter af den lovbestemte Alen. Heri er der vist en Erindring om det ældgamle norske Maal, som var en Del mindre end det, som nu er lovbestemt; men jeg traf ikke til at se noget Exemplar af dette gamle Maal.
- ↑ Som Bi-Redskab brugtes ogsaa Line, en lang Snor med mange korte Tømmer og en Krog med Agn paa hver Tom; Linen sattes langs Havbunden omtrent som et Garn, og stod Natten over. Opfinderen af denne Fiskemaade skal efter Strøms Beretning have været en Bonde paa Gaarden Moldnæs paa Vigren.
- ↑ Ved Garnbruget falder den fangede Fisk mere jevnstor; thi de smaa Fiske slippe igjennem Garnets Masker; ved Rykkingen derimod tages den smaa og den store Fisk om hinanden. Det forskjellige Fiskeri har altsaa Indflydelse paa Beskaffenheden af den Vare, som omsider bringes i Handelen. Men at afhandle dette ligger udenfor Hensigten med disse Meddelelser.
- ↑ Endnu er det dog saa, at Husbonden lader Tjeneren faa ikke til Eie, men til Brug ved Fiskeriet: Søstøvler samt Skindklæder (Stak og Brok).
- ↑ Tjeneren maatte lade sig gjøre nogle Garn af halv Størrelse (eller om der var to Tjenere sammen paa en Baad, kunde de forene sig om nogle hele Garn). Hvergang nu Garnstillingen blev sat (fra 20 til 30 Garn sammenheftede), saa havde hver Tjener et halvt Garn med, og den Fisk, som var fanget i dette halve Garn, hørte ham til. Under Optrækningen af Garnet, idet samme Fisken løstes ud af Garnet, brugte Tjeneren at mærke sine Fiske i Hovedet med sin Kniv, saa han siden kunde finde dem ud af Hoben; han pleiede nemlig tilvirke sine Fiske for sig selv. Saaledes opfattede jeg ialfald Betydningen af og Fremgangsmaaden med dette halve Garn.
- ↑ I et jevnt godt Fiske-Aar kan der (i det mindste paa Vigren, hvor Fisket dog pleier falde rigere end i Hovedsognet) falde 500 Fisk paa Luten (d. e. 4000 paa Baaden eller 8 Luter; i 1854 fik en dygtig Fisker paa Vigren kun 1200 Fisk paa sin Baad, og 6300 i 1841 var det største Tal, han havde naaet). Behandlingen af denne Fisk udføres i Regelen af Søbondens egne Husfolk; men fremmede Fiskere maa leie Folk dertil for saadanne Priser, som nedenfor angives. Strax Fisken er kommen paa Land, skal den sløgjes, flekkes og saltes (18 ß for 100 Fisk); ud paa Vaaren skal den vaskes i Søen (12 ß for 100); saa skal den tørres ved at bredes ud paa Stene og Klipper, men maa ofte vendes og lægges sammen først i smaa Stabler, saa i større, hvorved Vandet presses ud og Klipfisken trykkes flad (24 ß pr. 100); endelig skal Leveren koges til Tran og Fisken og Tranen samt den saltede Rogn føres til Kjøbmanden i Aalesund (omtrent 24 ß pr. 100 Fisk). For 500 Fisk beløbe disse Arbeids-Omkostninger sig til 3 Spd. 30 ß. Endvidere medgaar der en Tønde Salt til omtrent 300 Fiske eller kanske 2 Tønder til de 500. Men paa Saltet nær er Tjenestekarlen som sagt fri for disse Omkostninger.
- ↑ Før i Tiden kunde det gaa saa til, naar en Bonde-Baad fra Indlandet kom ud til Harham for at fiske, at de Fremmede godsnakkede med en af Harhams-Bønderne og fik ham til at indgaa paa Laanbytte, saaledes at han tog imod en almindelig Rorskarl fra den fremmede Baad og gav sin øvede Tjenestekarl istedet. Som et Slags Kjendelse fik denne gjerne Ret til et helt Garns Fiske paa den fremmede Baad istedetfor det halve Garn, han før skulde havt paa Husbondens. Nu for Tiden pleier Styremanden paa den fremmede Baad – foruden Ret til egen Lut – faa 1 Spd. af hver Mand samt 5 Fisk af 100 (Styremands-Fisken); dog, dersom Baaden tilhører Kjøbmænd i Aalesund, betales Styremanden mest med en vis Pengesum.
- ↑ Ifølge nogle Indlednings-Ord, dem jeg her forbigaar, menes hermed alene den af mig omtalte nye Skik, at Tjenere betinge sig Ret til at forlade Husbondens Baad; men det vil sees, at Planen gaar noget videre eller sigter til at modarbeide Løskarlenes Væsen i Almindelighed. Dette befrygtedes nemlig at ville opkomme formedelst Afskaffelsen af hin Lov om Tjenere eller den saakaldte Løsgjænger-Anordning.
- ↑ De Ord: uden Husbondens Tilladelse, staa ørkesløst her; thi et saadant Forhold fra Tjenerens Side kan hemmes ved de bestaaende Loves Tvang, saa hertil behøves ikke nogen Forening. Ellers kan det nok være, at den ved Fæstningen gjorte Aftale mellem Husbonde og Tjener ofte er ubestemt og utydelig (Tjeneren skal i Fiske-Tiden have det paa samme Maade som Andre o.s.v.), saa der, naar det kommer til Stykket, kan opstaa Tvist om, hvordan Aftalen egentlig var ment. – Eller kanske Meningen skal være den, at Husbondens Tilladelse for Tjeneren til at gaa paa anden Baad kun skulde gjælde, naar denne anden Baad tilhørte Familieforsørgere o. s. v.; men isaafald var Meningen utydeligt udtrykt.
- ↑ Paa Havet er der Riim nok og Fisk nok for mange flere Baade, end der hidtil har søgt derud. Hvad det gjælder om, er Rum paa Landet, med Husly og let Adgang til Havet og ikke alt for slet Havneplads. De fremmede Fiskere søge helst Tilhold paa de faa Gaarde, som ligge paa Udsiden af Harhams-Øerne, mest paa Vigren, mindre paa Nord-Øerne. Her paa Nord-Øerne, især paa Gaarden Ulla paa Harhamsøen, har der været enkelte Baade med Løskarle fra Romsdals-Fjordene; disse skildredes som nogle forvovne Folk, der, trods deres smaa Baade og deres Ubekjendtskab med Farvandet, gjerne fik meget Fisk; men de lastedes for deres Sæder; de levede overdaadigt med Flesk og Smør og Brændevin, bandte stygt og sad med Kortleiken selv om Søndagen; man fremhævede dette som afskrækkende Exempler mod at fylde Landet med Løskarle. – I 1856 hørte hjemme paa Vigren omtrent 60 Ottringer med ligesaa mange Baadlag i Fiske-Tiden; desuden skulle 70–80 fremmede Baadlag have logeret her paa Øen, mest paa de faa Gaarde paa Øens Udside. Hos en Mand paa Gaarden Blindheim var der tre Baadlag, hans eget og to fremmede, ialt altsaa 21 Mand eller 20 foruden Værten selv. Disse 20 havde, som almindeligt, sit Soverum paa Loftet over Stuen. Paa dette Loft saa jeg 5 fastspigrede Dobbelt-Senge, og for dem, som ikke saa Rum i samme, bliver der i Fiske-Tiden indrettet Fladsenge paa Gulvet. De fremmede Baadlag betale for Logis nu for Tiden, da Alting er bleven dyrere, 1 Spd for hver Mand; herfor faar de dog ogsaa Brænde og nogen Hjælp til Madlavningen samt Rum i Søboden for den saltede Fisk. Sengklæder maa de Fremmede, saa vidt mindes, have med selv. – De mange Fremmedes Ophold gjør Fiske-Tiden yderst besværlig for Husets Kvindfolk, som desuden først og fremst have det Arbeide at bære Husbondens Fisk op fra Baaden og sløgje den m. m.
- ↑ Efter at dette var skrevet, traf jeg paa en Aalesunds-Jagt i Christiania Havn et Par Sømænd, som nu i sidste Vaar reiste med sine Baadlag fra Indlandet ud til Harham, logerede og fiskede der. De lo, da jeg spurgte dem om denne Forening mellem Bønderne; der var nok gjort Forsøg dermed, men allerede det første Aar var det Hele gaaet overstyr; Foreningens Bestemmelser bleve nemlig altfor hyppigt omgaaede og det ikke alene af de fremmede Fiskere, men af Bønderne selv. En af hine Sømænd anførte et Exempel fra sit eget Baadlag: det var en Guttebaad, bemandet med lutter Løskarle; men det hedte sig, at de fiskede for sine Fædre og Husbønder; det hedte sig saa – men Alle vidste alligevel, hvordan det havde sig.
- ↑ Det er almindelig gammel Regning at værdsætte Kosten for en Karl i Fiske-Tiden til 5 Spd.; efter denne Regning pleiede Bønderne tinge sig Rorskarle; eftersom disse skulde have Kosten hos Bønderne eller holde sig selv, blev det Beløb trukket fra eller lagt til Rors-Lønnen.
Til Sammenligning hidsætter jeg ellers følgende Opgave af en af Præstegjældets dygtigste Bønder: 2 B℔ Bygmel til Kake og Lefse, i bagt Stand, 80 ß., 1 Vog Blandingsmel til Suve og Grød 108 ß, 1 Vog Havremel til Fladbrød (behøves egentlig ikke saa meget) 78 ß., 12 M₻ Smør 1 Spd., 8 M₻ Kjød 24 ß, 1 Kande Brændevin (1 Dram hver Morgen) 54 ß, 6 Kander Melk 12 ß, 1 Vog Poteter 24 ß, 1 Pægl Sirup 6 ß, tilsammen 4 Spd. 26 ß. Dette var dog for en Rorskarl i Husbondens Kost. – En anden Bonde nævnte: 1 Vog Bygmel til Grød og Kake, 1 Vog Havremel til Fladbrød, Skjeppe Rug til Kake, 16 M₻ Smør (mange kun 8, men da lidt Flesk istedet), 10 M₻ Kjød, 2 Vog Potetes, 2 Kander Brændevin, nogle Kander Melk, tilsammen værdsat for 5 Spd. 78 ß. – Alle 3 Opgaver dreie sig altsaa om 5 Spd., og Overensstemmelsen i Spiseseddelen er kjendelig. Senere talte jeg i Fastlandsbygderne med adskillige Karle, som havde været Rorskarle; en havde saaledes roet Fiske i sidste Vinter for 15 Spd. paa egen Kost og logeret paa Vigren. Han tog med hjemmefra: Fladbrød af 2 Voger Havremel, Kaker af Vog Bygmel, 1 Vog Kogemel, 12 M₻ Smør, 8 M₻ Kjød, 8 M₻ Flesk, 1 Anker Melk, 4 Kander Syre; Brændevin forsynte han sig ikke med, thi det skulde han faa hos Styremanden. Han var borte i 9 Uger, og Kosten strakte netop til. - ↑ En Bonde kunde erindre, at det mindste Tal et enkelt Aar havde været 14 Dage og det største 28 Dage, og flere Folk mente, at i Gjennemsnit kunde der ikke regnes paa mere end af de 48 Dage eller 16 Fiske-Dage.
- ↑ Almuesfolk fra de nære Fjord-Distrikter komme ud og kjøbe smaa Baads-Ladninger af Fiske-Hoveder, og Prisen pleier være 16 til 20 ß for 100. Skjøndt de ofte maa tages sure og ilde-lugtende af Dungen, bruges de dog af Kjøberne til Menneskeføde.
- ↑ Jeg mindes heller ikke at have seet en saa tarvelig klædt Kirke-Almue som her: Mandfolkene med mørkegraa eller sorte Vadmels-Trøier (med opstaaende Krave) og Lang-Buxer af
- ↑ Rorslønnen for en Karl, som holdt lig Kost selv, var indtil for nogle Aar siden, eller før 1850, jevnlig Spd. for Ugen, men er gaaet op, saa den i Vaaren 1856 almindelig var 1 Spd. 4 ₻ Ugen. Eller paa Husbondens Kost leiedes Rorskarle det sidstnævnte Aar for 9, 10 til 11 Spd. for det hele Fiske (omtrent 8 Uger).
For den Baad, som hin Tjenestekarl havde været paa, fik jeg følgende aldeles troværdige Optegnelser om Fangsten og de tilvirkede Varers Salgsværdi i de tre sidste Aar:Aar. Antal Fiske. Salgsværdi. Brutto-Udbytte paa en Lut. 1854 c. 600 40 Spd. c. 5 Spd. 1855 c. 4400 320 – c. 40 – 1856 c. 2100 160 – c. 20 – Fra dette Brutto-Udbytte maa drages Udgifterne ikke alene til selve Fiskeriet, men ogsaa til Fiskens Tilvirkning, Salt o. s. v. I 1854 mislykkedes Fisket formedelst stormfuldt Veir.
- ↑ Tallet for 1759 er taget af Strøms Beskrivelse over Søndmøre, 2den Del, Side 14 samt 84; der var dengang desuden 5 Pladsemænd og 7 Husmænd. Tallene fra 1800 til 1845 ere efter Præstegjeldets Kaldsbog (1800), efter Kraft (1825) efter Folketællingslisterne (1835 og 1845); Tallet for 1855 er efter en Tælling som jeg fik udført paa Stedet af to dygtige Bønder. Da Folketællings-Listerne for 1855 havde et andet Tal (67), sammenlignede jeg Opgaverne med Fogdens Skattebog og fandt derved de to Bønders Tælling stadfæstet, saa jeg maa antage, at der er indløbet en Feil ved Folketællings-Listens Forfattelse. I Folketællings-Listerne for 1835 og 1845 er rigtignok Gaardbrugernes Antal angivet ikke til 53, men til 58; men i dette Tal er aabenbart indbefattet 5 skyldsatte Pladsbrug, som ogsaa vare til i 1855. Disse 5 Pladsbrug omtaltes for mig som meget gamle, og de vare rimeligvis til allerede i 1825 og 1800 (paa de ovennævnte Steder er der anført foruden de 53 Gaardmænd i Aaret 1800 14 „Plads- og Husmænd“ og i Aaret 1825 5 „Husmænd med Jord“); men dengang, før Gjennemførelsen af den nye Skyldsætning, faldt det naturligt at forbigaa dem ved Optællingen af Gaardbrugere, skjønt de i 1835 og 1845 med Føie kunde regnes med; thi disse skyldsatte Pladse ere og have i lange Tider været bortbygslede som selvstændige Brug. Det var ogsaa kjendte Mænds Sagn paa Vigren, at de egentlig saakaldte Gaardbrug, hvortil efter herværende Talebrug hine skyldsatte Pladse ikke henregnedes, i Mands Minde havde været uforandrede i Antal, saasom ingen Deling skulde have fundet Sted.
- ↑ Strøm siger i sit anførte Værk, at der i 1759 var kun 23 voxne „Drenge“ og 30 voxne Piger paa Vigren, og han omtaler som den største Mangel for Præstegjældets Bønder, „at dem fattes et tilstrækkeligt Antal af Tjenestefolk til deres vidtløftige Sø- og Landbrug, som altid udkræver flere Folk, end dette Kald nogentid har kunnet tilveiebringe, saa at her af denne Aarsag altid har opholdt sig en Hoben Tjenere fra andre Sogne.“ – – Nu ere Tjenerne saa mange, at nogen kunde spørge, hvad Brug vel disse Kystboere kunne have for dem. Men her er foruden Søbruget et ganske betydeligt Landbrug, Gaarde, som føde indtil et Par Heste og 10–12 Kreature samt avle indtil 50, ja 100 Tønder Korn. Det kan ogsaa mærkes, at Jordbruget, skjøndt endnu vistnok meget forsømt ved Siden af Søbruget, dog er i Opkomst i den senere Tid (med forbedrede Redskaber o. s. v.), ligesom Gaardenes Bygsel- og Salgspriser ere betydeligt stegne nu paa nogle Aar.
- ↑ Med Tal kan jeg ikke oplyse dette Forhold uden for Lepsøen, den af Hovedsognets Øer, som ligger Vigren nærmest. Her var i 1856, efter kjendte Mænds Meddelelser til mig, 21 Gaardmænd (Præstegaarden ikke beregnet) og 17 Pladsemænd, og disse havde følgende Tjenere eller voxne Børn i Tjeneres Sted:
Drenge. Piger. indfødte 24 31 fremmede 17 18. Forholdsvis er jo her langt færre fremmede Tjenere end paa Vigren. Men endda er Forholdet selv paa Lepsøen hel mærkeligt, naar det betænkes, at det nok sjelden eller kun undtagelsesvis hænder, at unge Folk herfra tage Tjeneste i fremmede Bygder. Harhams Hovedsogn har Brug for flere Tjenere, end det selv kan skaffe, paa samme Maade som Vigrens Annex, kun ikke i samme Grad.
- ↑ Nogle af disse 6 Par vare Folk, som reiste om paa Fantevis, og som kun standsede her, medens Barnet blev døbt.
- ↑ Det vil forstaaes, at i de 49 Par vare indfødte Barnefædre forenede dels med indfødte, dels med fremmede Barnemødre; ligesaa de fremmede Barnefædre. Jeg har optalt alle Par efter dette Hensyn og anfører Udfaldet saa:
Antal Af dem Par gifte 1, indfødte Barnemødre med a, indfødte Barnefædre 12 8 b, fremmede 15 7 2, fremmede Barnemødre med a, indfødte Barnefædre 7 2 b, fremmede 15 2 tilsammen 49 19. De Par af hver Klasse som bleve gifte sammen, udgjorde følgende Andel af hele Klassens Antal:
Klasse 1, a, 67 Procent, – 1, b, 47 –, – 2, a, 29 –, – 2, b, 13 –. Indfødte med Indfødte danne altsaa ifølge Exemplet fra Harham de mindst løse Forbindelser, saasom disse mest blive stadfæstede ved paafølgende Ægteskab; men Fremmede med Fremmede danne de mest løse Forbindelser. – Nu kan der vistnok ikke bygges saa meget paa Exemplet fra et enkelt Præstegjæld; men dels stemmer det fundne Udbytte med, hvad der efter min Opfattelse forud kunde ventes, dels kan Fremstillingen af dette Exempel tjene til at vise, hvorledes deslige Undersøgelser kunne udføres med Haab om belærende Udbytte.
- ↑ De uægte Børns Antal er her 56 (55 i Hoveds og 1 i Annexet) medens jeg ovenfor har angivet det efter en anden
- ↑ Der kan spørges: Hvorfor skulde hin Bestemthed mod at indrømme Fattigfolk Bolig have holdt sig mere paa Vigren end i Hovedsognet? Hertil har jeg tænkt mig følgende: Vigren er en flad Ø med meget dyrkbart Land; overalt, hvor der fandtes en Havn, blev der anlagt en Gaard, og til hver Gaard var der saa megen Jord, at med lige Deling samtlige Gaardbrug kunde blive jevnstore, uden fattige Smaabrug imellem. Noget saadant finder ogsaa Sted i Virkeligheden, meget mere end i Hovedsognet. Med de jevnstore Gaardbrug er der ogsaa temmelig jevn Velstand hos Bønderne. Men formedelst denne Lighed i Kaar er der ogsaa Lighed i Interesser, og naar det først ansaaes for nyttigt at forhindre Arbeidsklassens Formerelse ved at nægte nye Familier Husvær, saa kunde Samholdigheden saa meget snarere bevares, som Vigren med de faa Bønder danner et eget Kirkesogn, altsaa et eget lidet Samfund, hvis Medlemmer paa mange Maader finde sig skyndede til at handle efter en fælles Mening og Skik.
- ↑ I Ivar Aasens Ordbog skrives Ordet: Kvambelsmann, og efter Forklaringen skulde det være det samme, som om vi vilde sige: Kvinde-Beiler-Mand.
- ↑ Ved nærmere Overveielse finder jeg det dog troligt, at jeg har opfattet dette Sidste urigtigt. Ved Talen herom blev det dog sagt mig, at de ved Omtals-Øllet aftalte Vilkaar vare vidnesfaste, saa de kunde staa for Retten. Til Belysning af Forholdet skal jeg tilføie nogle Forklaringer, som en gammel og forfaren Bonde i Ørskougs Præstegjæld gav mig med Exempler fra sit eget Hus. Han havde havt 3 Børn, alle Døttre, og alle bleve gifte. Den ældste Datter havde han ikke kostet Brylluppet for; thi hun skulde have Faderens Gaard, og Skikken er den, at Brylluppet i saadant Tilfælde bekostes af Brudgommens Forældre; de to andre havde han derimod holdt Bryllup for. Den ene af disse blev gift til en Gaard, Brudgommens Fadersgaard, og døde barnløs, saa der blev Spørgsmaal om, at hendes Fader skulde arve. „Men jeg vilde ikke gaa i Arv med min Svigersøn anderledes, end at jeg fordrede tilbage Brylluppet (d. e.: Bryllups-Bekostningen) og nogle Kjør og Sengklæder, som Datter min havde faaet med sig hjemmefra.“ Og i denne Anledning opgav han hine Bryllups-Udgifter til 80 Spdr., og han var sikker om, at det ikke var for meget. – Efter den bestaaende Lov skulde Boet betragtes som fælles for Mand og Kone og deles ligt, saa Slægtningerne paa Konens Side (Faderen) skulde have faaet Halvdelen; men han fulgte ikke Loven, men Bygde-Skikken, og denne synes igjen at være Fortsættelse af den Lov, som bestod i Oldtiden, ja i Hedenskabets Tid: i den Tid havde Døttrene ingen Arve-Ret; men Firderne pleiede forsørge dem ved Giftermaal og det ved at bestemme for dem en Medgift eller Hjemmegave, jo større des bedre, for at en saa meget rigere Beiler skulde indlade sig paa Partiet; Beileren maatte love en vis Tilgave imod, og Aftalen herom mellem Faderen og Beileren (Kaup, Handel) gik forud for ethvert Fæster-Øl eller Omtals-Øl og Bryllup. Med Hjemmegaven og Tilgaven blev der nu forholdt saaledes, at de dannede en særskilt Del af Boet; dersom Manden uden lovlig Sag skilte sig ved sin Hustru, saa havde hun Ret til begge Dele; omvendt forbrød hun sin Ret selv til Hjemmegaven, dersom hun gjorde sig skyldig i Ægteskabs-Brud, og hvis hun døde i Ægteskab, men barnløs, saa faldt Hjemmegaven, og kun den, tilbage til Arvingerne paa hendes Side. – I Overensstemmelse med denne gamle lovbestemte Brug synes det at være, at Faderen endnu giver Datteren en Hjemmegave i Form af Bryllups-Udstyr, og at han i Tilfalde af Arv indskrænker sig til at kræve sit derved gjorte Udlæg tilbage. Muligt ogsaa, at Skikken med hine Sølvdalere som Friergave til Bruden er en Fortsættelse af den oprindelige Brug med Tilgave fra Beilerenø Side.
- ↑ I de 11 Aar 1816–1856 ægteviedes i Hovedsognet tilsammen 110 Par, og Fordelingen paa Maanederne var saadan:
Januar 7 Juli 33 Februar 6 August - Marts - September 3 April - Oktober 7 Mai 7 November 3 Juni 43 December 1. - ↑ Saa udtrykte en Bonde sig, som beskrev mig Anstalterne til hans egen Datters Bryllup.
- ↑ Af disse gav dog Brudens Fader 100 Spd. Brudens Moder gav naturligvis Sengklæder, 6 Sæt „ta koraa“ eller nogle af hvert Slag, nemlig 4 saakaldte „Senger,“ d. e. Dyner, og 2 Ryer, samt 6 Lagen (2 af Bomuld og 4 af Strie), dertil „Hyend“ og „Kvitler“. En Rye (et paa en høist besynderlig Maade hævet Senge-Teppe) er et mægtigt Stykke, vægtig 2 B℔ og værd saa meget som 2 B℔ Uld. Alle forsynlige Mødre have saadanne Sengklæder hængende til deres Døttres Udstyr.
- ↑ Den mindste Aars Udgift af dette Slags havde været for ham 7 Spd., oftest var det omkring 10 Spd., men et Aar endog 25 Spd., da fire af hans og Konens Sødskendebørn holdt Bryllup. For 20 Aar siden kunde en Gaardmand hos uskyldte Folk betale for sig alene Spd., for sig og Kone henved 2 Spd.; men nu maa en Mand i Velstands-Kaar betale hos uskyldte Folk for sig alene , men for sig og Kone 3 Spd., at sige, hvis det ikke er hos en af Naboerne paa samme Gaard; thi i dette Fald er Betalingen og 4 Spd. I Bryllup hos Slægtninger maa der naturligvis gives mere. Følger der Barn med, saa maa der selvfølgelig gives mere for hele Familien end for Mand og Kone alene. En Tjenestegut giver nu i Skaalpengene 6 ₻, en Tjenestepige mindre. – Uanseet Skaalpengene bringe ogsaa Konerne tildels „Føring“ eller Gaver af Madvarer med; men disse Gaver ere dog her temmelig ubetydelige i Sammenligning med, hvad der har været Skik paa Østlandet.
- ↑ Jeg hørte ogsaa adskillige Folk yttre Uvillie over den gamle Skik – dog gjerne med det Tillæg at nu, da Brændevinet var blevet saa dyrt, var der saa lidet at tjene med Skaal-Bryllupperne.
- ↑ Etsteds i Søndmøre hørte jeg saadan Historie: En Gut tænkte sig at blive Bygselmand paa en vakker Gaard og behøvede dertil en Sum Penge (til Bygsel) og en Kone (til Husholderske); men begge Dele kunde jo faaes i et Skaal-Bryllup. Saa friede han til en Pige, men med det Forord, at hendes Fader skulde koste almindeligt Bryllup for hende. „Mener Du han er god til det?“ „Jeg lyt spørge,“ svarede Pigen. – Se, en slig Historie er fast utænkelig i Bygder, hvor alle eller saa godt som alle Gaarde ere Selveiendom. – Hvad det angaar, at jeg fremstillede Skikken med Skaal-Penge som et eget Laane-System for nygifte Folk og begyndende Jordbrugere, et gammeldags Laane-System, istedetfor hvilket man andensteds, hvor Jorden sædvanlig er Selv-Eiendom, optager Laan i Banken, saa skal jeg anføre, at ifølge en Del Oplysninger, som i 1855 vare indsamlede for et paatænkt Andragende om Oprettelse i Aalesund af en Filial-Afdeling af Norges Bank, lod det virkelig til, at der i Søndmøres Fogderi var optaget Laan i Banken til et forholdsmæssigt langt mindre Beløb end i Romsdals og Nordmøres Fogderier. Men i disse sidste Distrikter ere Gaardene mere Selveiendom, og her have Almuerne ikke sat sig saa meget i Skaalpenge-Gjæld.
- ↑ I en Ministerialbog fandt jeg en Gut paa Aar gift med en Enke paa 62 Aar. Siden traf jeg ham selv og talte uforbeholdent med ham derom. Men det lod ikke til at han kunde forstaa min Forundring og Uvillie. Paa flere Steder i Søndmøre besøgte jeg adskillige saadanne Familier, og disse Besøg høre til mine ubehageligste Erindringer fra denne Egn.
- ↑ Det blev ogsaa sagt mig, at om saadanne Folk have sit Hjem for langt borte, saa de ikke kunne faa holdt noget „Frieri“ hos Forældrene, saa bruge de dog tildels der hvor de ere, at tilkalde et Par Mænd som Vidner paa deres aftalte Forlovelse, og dette fremdeles helst i Juletiden, som nu engang paa en Maade er bestemt for dette Slags Forhandlinger.
- ↑ Denne Forklaring stemmer ogsaa ganske vel med følgende, ved Sognepræstens Hjælp foretagne Tælling over de ægteviede Par i Harham 1855 og 1856: Af Brudgommene vare:
1, indfødte, a, bosatte her 24 b, strax udflyttede 3 27 2, fremmede, a, bosatte her 4 b, strar udflyttede 12 16. Af de 4 fremmede Brudgomme, som bleve bosatte der, var det saa med de 3, om ikke med den 4de ogsaa, at de kom til at ægte Enker med Gaards- eller Plads-Brug.
- ↑ Det være mig tilladt at fortælle et af de vistnok sjeldent glædelige Exempler. Jeg hørte Historien af Manden selv. Født af fattige Forældre var han tidlig kommen ud blandt Fremmede og tjente tilsidst i 14 Aar paa Vigren. I de 6 sidste Tjener-Aar havde han Lut i Vaar-Fisket og var heldig; jeg forstod ham saa, at han havde 230 Spd. i Behold da han sluttede. Paa Vigren var han bleven forlovet med en Pige, som ogsaa var fra Indlandet, men tjente derude. De forlode Tjenesten samme Vaar, og hendes Fader, som var Gaardmand, bekostede Brylluppet. Dette var paa 3 Tønder Malt „med Tilbehør“ (1 Td. Brændevin, 1 Anker Aqvavit, for hver Malt-Tønde 1 Vog Smør og 300 (meget smaa) Lever Fladbrød o. s. v.). Svigerfaderen beregnede Brylluppet til 80 Spd. efter Priserne i det Aar (1853) og gav desuden i Skaalen 100 Spd. samt 2 Kjør, 10 Sauder og 4 opredte Senge; af Gjæsterne, omtrent 100 i Tallet, blev der givet 430 Spd. Brudgommens Fader var med og gav 2 Daler af sin Fattigdom. Siden kjøbte den unge Mand en anseelig Gaard (Skyld: 1 Dal. 100 ß,, Pris: 280 Spd. foruden Føderaad til 2 Personer: Gaarden føder 1 Hest, 7.–8 „Beist“ og 10–12 Sauder, og dens Avl er 30–40 Tdr. Korn). Desuden er Manden og en Svoger af ham fælles om at holde en Baad ude i Vaarfisket.
- ↑ Ordret efter Virkeligheden, ifølge min Hjemmelsmands Forsikkring.
- ↑ I de nys nævnte Vatne og Skoue Sogne var Forholdet i Aarene 1838 til 1840 saaledes:
efter 2 Dages Forløb 9 Personer, – 3 – – 62 – – 4 – – 33 – – 5 – – 11 – – 6 – – 5 – – 7 – 3 – – 8 eller flere 3 – tilsammen 126 –. Sammenligner man Tal-Rækken for de to Tidsrum finder man, at i Aarene 1853–1855 var der heller noget flere Personer, i Forhold til det hele Antal, som bleve begravne med lidt længere Mellemrum efter Døden. Det kan da formodes, at Folkets egen Følelse begynder at modsætte sig dette lidet sømmelige Hastværk. Og som i disse Sogne, saaledes vel ogsaa i Harham.
- ↑ I flere Sogner længer inde i Søndmøre er dog Røgstuen den almindelige Bygningsform endnu, og det kunde da se ud, som om Folket ude paa Øerne ved at aflægge den gammeldags Bygnings-Skik havde gjort mere Fremskridt i nyere Kultur o. s. v. Men det maa erindres, at paa Harham bruges Torv til Brænde, og at dette maatte medføre megen Ulæmpe i en Røgstue, saa Forandringen af den Grund snarere maatte fremkomme ønskelig.
- ↑ Da der fremdeles mest bruges Bilægger-Ovne, er der tildels to Skorstene i Kjøkkenet, en paa hver Side, for Ovnene til de to Stuer.
- ↑ Paa Vigren er Natte-Skikken med Fladseng tildels afskaffet i den senere Tid. De Unge kaldes da ned fra Loftet til Morgen-Andagten, og enten foregaar saa Trakteringen nede i Stuen, eller Husfader og Husmødre kunne være saa snilde at bære den op paa Loftet, efterat de Unge allerede have lagt sig igjen; thi det skal vare saa hyggeligt at faa Traktering paa Sengen.
- ↑ Lag betyder ganske almindeligt en Samling af Folk, som i et eller andet Øiemed have forenet sig eller „lagt Lag sammen“, f. Ex. Baad-Lag. Særskilt betegner det en Samling af Deltagere i et Gilde og dernæst selve Gildet, f. Ex. Bryllups-Lag, Dandse-Lag. Baade Lag og Gjæstebud ere Gilder; men til det første have Deltagerne selv paa en Maade forenet sig, saaledes, at hver enkelt yder sit Bidrag (f. Ex. Bryllups-Gjæsternes Skaalpenge og Gaver af Madvarer), og til det andet har Parten indbudt Gjæsterne ganske frit.
- ↑ Ovenfor fortalte jeg, at paa en af Harhams Gaarde, Rønstad, fik to Bønder, som hver kun havde en halv Gaard, slippe med et fælles Lag, altsaa et halvt Lag hver, medens de to andre Bønder maatte holde hver sit Lag. Den Skik kommer jeg ogsaa til at fortælle et Exempel paa i et følgende Kapitel. Man kan maaske heri se en Tillæmpning af denne Bestemmelse i den fornævnte gamle Lov, at om en Mand havde Gaard paa mindre end 6 Kjør eller 6 Solds Sæd, saa skulde det staa ham frit for, om han vil deltage i Samburds-Øllet eller ei.
- ↑ Vøku, Vaka, er egentlig Navnet paa den hellige Nat før visse store Fest-Dage, som ifølge de gamle Kirkelove skulde helligholdes med Vaagen; jeg tror at Helligtrekongers-Dag hørte til disse store Fest-Dage, og Kagge-Øllet holdes gjerne ved denne nu udlagte Festdag.
- ↑ Om Gravøl talte jeg i Slutningen af forrige Kapitel. Barnsøl eller Barnedaabs-Gilder forhørte jeg mig ikke om; men i en Bygd i Nabo-Egnen Romsdalen lagde jeg Mærke til at Forældrene i al Simpelhed traktere Fadderne med nogle Kaker og Dramme i et af Husene ved Kirke-Stedet, hvorfra hver reiser hjem til Sit.
- ↑ Til Prøve skal jeg anføre hvad jeg optegnede under en fortrolig Aften-Samtale med 4 Bønder inde i Søkelven. Den ældste af dem kunde mindes den Tid, da det endnu ikke var tilladt at brænde Brændevin; Enkelte kjøbte da en Potte til Julen, Andre slet Intet. Da saa Brændingen var bleven tilladt og almindelig indført, brændtes saa at sige paa hver Gaard til Julen, ofte ogsaa 2–3 Gange siden; mange Bønder, saaledes en af hine 4, brugte at brænde en Tønde for Aaret. Meget af dette solgtes til Handelsmænd og Andre, for 28, 24, indtil 22 Sk. Kanden (1 Kande er 3 Potter). Blandt Kjøberne vare gjerne Bygdens Tjenestegutter: den Tid voldtes „Uppsitter-Lag“, om Fredags-Aftenerne udover Høsten til Jul, da Ungdommen samledes skifteviis paa Gaardene, Pigerne for at svinde og sy, Gutterne for at skjære Træ-Skeer eller spille Kort – og de spillede gjerne om Brændevin. – Der blev i det Hele drukket meget i disse Aar. Alligevel blev det ikke Skik at have Brændevin med til Kirken uden ved Bryllupper, og selv da skjænkedes der ikke ved selve Kirken uden til de Enkelte, som der bleve budne til Bryllups. Berusede Bryllupsgjæster fulgte ikke med til Kirken, eller de lagde sig igjen paa Veien. – Da Brændevins-Brændingen igjen blev forbudt, ophørte den strax; idetmindste kom Ingen her i Sognet i Uleilighed for Smug-Brænden. Nu for Tiden, blev det sagt, var det Almindelige, at en Bonde kjøbte 1 eller Kande til Jul. Paa personlig Tilspørgsel til hver af de 4 Bønder viste det sig dog, at de alle til sidste Jul havde kjøbt noget mere, nemlig 2 Kander, undtagen en, som havde 2 Kander paa en Pægl nær. Siden i Aaret til nu i November Maaned havde de Intet kjøbt. Og mange Husmænd kjøbe intet Julebrændevin. Men Bønderne maa have for at skjænke til Husfolket Juleaften og Julemorgen som i Harham, til Naboerne ved Sammenkomsterne paa Julehelligdagene (se Side 412) samt til Julegjæster, som komme langveis fra (en Velkomst- og en Morgendram). – Da jeg yttrede min Beklagelse over, at der skal sees saa mange berusede Bønder i Aalesund, blev der svaret, at hver Bonde her pleier være i Byen 2–3 Gange for Aaret, men at mange Baadelag vare inde uden at kjøbe en Pægl – nu, da Brændevinet er blevet saa dyrt. – Saalænge som Folk kan mindes, har det været aldeles almindeligt, at Barselkoner faa opvarmet Rom, og den Brug staar endnu.
- ↑ Senerehen, i en af Nabo-Bygderne, hørte jeg en Bondekone fortælle følgende Træk af den Harhamske Husholdning, som hun selv havde erfaret ved et Besøg paa en af Øerne: Naar man har faaet fersk Fisk til Hus og agter at koge den som fersk for at sætte for Fremmede eller som Gjæstebuds-Mad, lader man den først ligge en Dags Tid, for at den skal blive kasen eller noget anløben – man synes, den er bedst da.
- ↑ Med denne Betragtning stemmer dette, at inde i Fjord-Distrikterne, hvor Kostholdet er bedre (mere Kjød, Melk og Ost), drikkes mindre Brændevin end ude paa Øerne, noget, som allerede Strøm bemærker (anførte Værk, 1ste Del, Side 550), fremdeles dette, at paa Øerne bruges en svare Mængde Skraatobak (og det ikke Rulle-Tobak, men selve Bladene som kunne faaes stærkere), en Brug som nok heller ikke er saa stor inde i Fjord-Distrikterne (se ogsaa herom Strøm, samme Sted, Side 551, hvor det hedder at Fjordefolket mest bruger Tobak til Snus, men Øboerne til at tygge og røge).
Fordelingen maa være saa, sagde man; thi Vaarfisket varer næsten til Sommermaals-Tid; saa er det Vaaronn 2–3 Uger, saa Torvskjæring, 2–3 Uger, derefter mere ledigt til 4 Uger efter St.-Hans; saa Slagt og Skurd i Et, derefter Torvkjøring og Slag i Slag Træsking, Maling, Baging og Brygging til Jul, og Julen varer her lige til Kyndelsmesse. Men Tjenestefolk og andre Smaafolk, som i det Hele have ondt for at indrette sig paa sædvanlig Bygde-Skik, holde stundom sine tarvelige Bryllupper til andre Tider end Juni og Juli. – Frieriet eller Omtals-Øllet holdes i Julen rimeligvis af den Grund, at da ere jo Familierne alligevel forsynede med det Øl og Andet, som skal til.
med Fisk, og han maa da besørge dens Tilvirkning for sig selv. Dog, alt dette kommer an paa, hvad Overenskomst der er trusset iforveien.
Tælling til 57. Først nu bliver jeg opmærksom paa denne Uoverensstemmelse, og mine Optegnelser vise mig ikke Grunden til den. Rimeligvis har jeg paa fortie Sted medtaget Dødfødte.
