Harald fra Reine

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Harald fra Reine, den flinke Svend,
der færdes ſaa vidt om Land,
har lagt ſin Randſel, er kommen igjen
til Frender paa Tyriſtrand.
Der ſamle ſig Bygdens Terner og Drenge
fra Kveld og til Hanegal;
Harald fra Reine raſter ei længe;
han maa vandre fra Dal til Dal.

I otte Kunſter er Harald flink,
og øver dem alle ſmukt:
Han ſtaar paa Ski fra den farligſte Brink,
han ſkyder en Spurv i Flugt,

han giør ſit Kaſt i Halling og Springer
med vinget og ſikkert Fjed,
i Fyr og Fjeld han klatrer, og bringer
Ørnens arrige Yngel ned.

Han hærmer efter Alverdens Dyr,
og gjør det beſtandig ligt,
han kaldes en Meſter i Eventyr,
i Sagn og i alſkens Digt;
der gjetter ingen i Norges Rige
alle de Gaader, han kan,
og Hvermand ved, at Ingen paa Gige
ſpiller ſaa deiligt og fint ſom han.

Harald fra Reine er høi og bleg,
men ſikker og muſkelfaſt;
hans Hoved er ſom ſkaaret i Eg,
hvert Træk er beſtemt og hvaſt.
Se, hvor han ſtemmer de fine Strenge
og lytter med lette Nik.
Paa alle de glade Terner og Drenge
hviler hans dybe, ſtirrende Blik.


Han ſidder ved Arnen, og hæver nu
ſin Røſt i hurtige Ord,
og Sagn udfolde ſig af hans Hu,
ſom Blommer af dyrket Jord.
Til Nøk og Alf i de grønne Dale,
til Dvergen i Klippeblok,
til Trold og Jetter i Klippeſale
fører hans Røſt den lyttende Flok.

Saa ſtandſer han Ordet af og til,
og fletter i Sagnet ind
det lifligt klingende Strængeſpil,
der raader for Sands og Sind;
det lyder med Røſt fra hviſkende Lunde
og ſyngende Kildevæld,
og atter høres det, ſom det kunde
have ſin Klang fra det dybe Fjeld.

Da kaldes igjen ved Haralds Stræng
det ſælſomme Minde frem,
at Harald blev ſom en tiaars Dreng
indtagen i Huldrens Hjem.

Til Fjeldet flyttedes Kirkens Klokke,
og rørtes paa ſjette Nat,
og Bygdens Folk i ſpredede Flokke
ſøgte den Tabte i Ur og Krat.

Til Slutning blev mod en Klippehal
en ſøgende Skare ført;
thi der lød Spil med et Tonefald,
hvis Mage var aldrig hørt.
Paa mosdækt Sten ſad Harald den lille,
med Gigen til Kinden lagt,
og traadte Takt, og vedblev at ſpille,
til Mængden førte ham bort med Magt.

Og ſiden har han vandret omkring
i alle de lange Aar,
og øvet de mange kunſtige Ting
paa Fjeld og i Bondens Gaard.
Der ſiges i Dalene allevegne,
hvor Harald ved Arnen ſad:
„Huldren har tryllet Harald fra Reine,
Harald fra Reine er aldrig glad.“


Til Kirkeſtevne møder han ei,
og gaar ei i Folkets Fjed,
men over den vildeſte Klippevei
han kommer til Bygden ned.
Hans Gods er lidet og let at flytte;
han følges med Elg og Ren.
Til Herberg har han en ſnæver Hytte,
muret af Urens vældige Sten.

Men kommer han end fra Fjeldenes Ørk,
han ſamler dog Folk i Flok,
og er hans Hu tungſindig og mørk,
han vækker dog Glæde nok.
Som Fyrrens Krone i haarde Vinde,
ſom Løv i den ſene Høſt,
ſaa bæver Stuen, hvor han er inde,
af Dands og Latter og alſkens Lyst.

Og derfor ſamles paa Tyriſtrand
de jublende Skarer nu,
og holder denne Gang Gulvet Stand,
det briſter ei let itu.

Paa Gaarden der gaar Ingen til Senge
fra Kveld og til Hanegal.
Harald fra Reine raſter ei længe;
han maa vandre fra Dal til Dal.