Hans Majestæts Foged
PERSONER: Foged A. Ø. Gregersen. — Fogdens Datter Margrete. — Sorenskriver Ross. — Kaptein Tamp af Marinen. — Bureauchef Lorentz. — Uhrmager Reynholdt. — Kornelius, Ærindsgut.
(Fogdens Dagligstue. Fremme paa den høire Væg er der Vindu til Gaden, længer tilbage Dør til Kontoret. Paa Bagvæggen er Udgangsdøren lidt tilhøire, og tilvenstre for denne er der en liden Dør med Forhæng. Midt paa den venstre Væg fører Dør til Spisestuen.
Værelset er paafaldende fuldt af sirlige Møbler, Skamler, Hylder o. s. v. Paa en Garderobeholder tæt ved den lille Dør hænger Fogdens Uniformshue.
Naar Tæppet gaar op, sidder Margrete ved et Bord tilhøire i Forgrunden og piller ved Uhrværket i et Taffeluhr, som staar foran hende paa Bordet.
Det banker; Uhrmageren kommer.)
MARGRETE. Aa — det var godt, De kom — Hr. Reynholdt! — jeg sendte Bud til Dem, fordi Uhret her er —
REYNHOLDT. Er det stanset?
MARGRETE. Ja, jeg er bange, det er gaaet lidt i Ustand.
REYNHOLDT. Er Fjæren trukket af?
MARGRETE. Nei — jeg tror just ikke det, men —
REYNHOLDT (ser ind i Uhret). Har nogen rørt ved Værket?
MARGRETE Ja, det er nok jeg, som kom til at —
REYNHOLDT. De? — Frøken!
MARGRETE. Jeg fik saadan Lyst til at prøve —
REYNHOLDT. Ih — men Uhrværket har jo været taget fra hinanden.
MARGRETE. Kun et Par Hjul.
REYNHOLDT. Og dette har De gjort? — og med hvilke Redskaber? — om jeg tør spørge.
MARGRETE. Med denne —
REYNHOLDT. En afbrukken Pennekniv! — og De har ogsaa sat det sammen igjen?
MARGRETE (nikker).
REYNHOLDT. Men det er jo næsten utroligt!
MARGRETE (spændt). Er det rigtigt?
REYNHOLDT (ler). Nei — undskyld Frøken! det er splittergalt. Der gives ingen Magt i Verden, som kan sætte disse Hjul i Bevægelse.
MARGRETE. Jo!
REYNHOLDT. Uhrfjæren kan det ialfald ikke.
MARGRETE. Nei — desværre; men denne.
REYNHOLDT. En Strikkepinde!
MARGRETE (pirker ind i Uhret). Se her! — naar jeg dreier paa det store Hjul der — de stikker Begge Hovederne tæt sammen og kiger bagfra ind i Uhret).
FOGDEN (kommer fra Kontoret). Hvad — hvad er dette — Margrete?
MARGRETE (forvirret). Der er Uhrmageren, som kommer, for at hente Uhret. Det er stanset.
FOGDEN. Stanset! — umuligt! — Det Uhr har nu gaaet uafladeligt i over tyve Aar. Det er et udmærket Uhr.
REYNHOLDT. Det lader tilat være et udmærket Uhr; men jeg tror nok, det kunde trænge til en liden Afpudsning.
FOGDEN. Naa ja! — det kunde saa være. Vil De tage det med Dem; men jeg Dem vær forsigtig, det er et udmærket Uhr.
MARGRETE. Kunde vi ikke lade Kornelius bringe det over til Hr. Reynholdt?
REYNHOLDT. Aa — nei Tak! — Frøken! jeg kan saa godt bære det selv! det er jo bare over Gaden. (Gaar.)
FOGDEN. Godmorgen Reynholdt! — (til Datteren). Hvorfor skulde han ikke selv kunne bære Uhret over Gaden? — skulde kanske Manden skamme sig ved at være Haandværker?
MARGRETE. Nei langtfra — Far! jeg mente bare, det var høfligst —
FOGDEN. Man maa ikke gaa for vidt i sin Hensynstagen overfor saadanne Folk. Det kan tage sig noksaa smukt ud; men der er dog — som Ross siger — noget usundt i denne moderne Nivellering af Stænderne. Har du seet Sivertsen?
Margrete. Nei — er han ikke i Kontoret?
FOGDEN. — Og desuden gaar det ikke an, at en Dame i din Stilling sidder og stikker Hovedet sammen med en fremmed Mandsperson.
MARGRETE. Men Reynholdt er ingen fremmed. Jeg træffer ham ofte hos Tante. Det er en meget behagelig Herre.
FOGDEN. Vel — vel! Manden kan være brav nok. Men du skal dog huske paa, at du er Datter af Anders Ørsted Gregersen — Han Majestæts Foged — som Ross siger.
MARGRETE. Begyndte ikke Bedstefar som Mursvend?
FOGDEN. Hm! — jo; men saa blev han rig, meget rig.
MARGRETE. — og saa gik han nok fallit?
FOGDEN. Det gjorde han — den salig Mand! og jeg arvede ikke andet end min juridiske Uddannelse og mit smukke Navn. Men netop derfor har jeg adopteret min Ven Ross’s Vittighed, og jeg er ligefrem stolt ved at nævnes mellem Kongens betroede Embedsmænd med Hædersnavnet: Hans Majestæts Foged (ser paa sit Uhr. Har du seet Sivertsen.
MARGRETE. Nei, er han ikke i Kontoret?
FOGDEN. Det var da Fanden til Nysgjerrighed! — og desuden — hvorledes hænger det sammen, at du kan holde Stævnemøder med Haandværkere hele Formiddagen? — skal vi ikke have Middagsmad idag?
MARGRETE (ler). Naa — naa — Far! jeg gik bare herind et Øieblik, medens det kogte (gaar).
FOGDEN (trækker Uniformen af og hænger den paa Garderobeholderen). Ikke arbeidet siden igaarmorges! (kjender paa Musklerne i Armen). Det gaar tilbage med dig — Anders! du kommer ud af Øvelse. (Trækker Forhænget tilside; man ser et Snedkerværksted med Høvlebænk og Værktøi. Fogden tager en Limpotte fra Ovnen.) Ak! — den dilige Limlugt! — hvad mon der gaar af Sivertsen? — han skulde vel aldrig være syg — (ifører sig en blaa Bluse, samler alt Værktøi, og giver sig til at arbeide, mens han fløiter: „For Norge, Kjæmpers Fødeland“).
KORNELIUS (kommer fra Kontoret). Her er et Brev til Fogden.
FOGDEN. Godt — læg det der. Er Sivertsen kommen?
KORNELIUS. Nei — han er vist syg.
FOGDEN. Du faar springe hjem til ham og spørge.
KORNELIUS. Men — men Kontoret —
FOGDEN. Ja — saa faar du løbe derhen i Middagsstunden (han skruer et Emne fast i Høvlebænken). Kom og tag i — Kornelius!
KORNELIUS (hjælper). Her var ikke Plads for en Svend i Værkstedet.
FOGDEN. Svend! — Værksted! — hvad er det for Næsvished! — mit Arbeidskabinet, hvor jeg efter Lægens Ordre tager Motion.
KORNELIUS. Omforladelse! — jeg kom bare til at tænke paa Snedker Hansens nye Værksted, — aa det er storartet!
FOGDEN. Hæ? — har du været der — er der saa storartet?
KORNELIUS. Aa! — Spilglasvinduer helt ned til Gulvet.
FOGDEN. Hæ? — men der maa være deiligt lyst at arbeide — hm! — at tage Motion.
KORNELIUS. Og saa er der Dreierbænk og to nymodens Høvlebænke.
FOGDEN (misundelig). To! — nymodens!
KORNELIUS. — og en liden Patentovn til at koge Lim —
FOGDEN. Patentovn til Lim — men Død og Snyde! Limet! (rører om i Limpotten). Hvad staar Du her og snøvler efter. Vil du bare passe Kontoret!
KORNELIUS. Hvis der kommer nogen?
FOGDEN. — skal du sige, Sivertsen er syg.
KORNELIUS. Men hvis nogen spørger efter Fogden?
FOGDEN (raaber). Har jeg ikke sagt, du skal sige, Sivertsen er syg? — Lille Kvæg!
KORNELIUS (gaar ind i Kontoret).
FOGDEN (arbeider ivrigt).
SORENSKRIVER ROSS (kommer). Ah — du er der! — Godmorgen! Hør Gregersen! — du gjør for meget af det.
FOGDEN. Af hvad?
ROSS. Af det der — (mod Værkstedet).
FOGDEN. — af Motionen — mener du?
ROSS. Kald det, hvad du vil; men du gjør for meget af det — du gjør Død og Pine for meget af det!
FODEN (trækker Blusen af). Ja — siger du det — Ross!
ROSS. Man snakker om det, man ler af det, det tager Overhaand, bliver rent til en — til en —
FOGDEN (kommer fremover). Motion —
ROSS. Nei — Passion, og det gaar ikke an; dertil er du for god, meget for god, — dertil er du Død og Pine altfor god! For — ser du! det kan ikke nægtes, — det ligger i Blodet, — nedarvede Tilbøieligheder —, denne hm! denne vulgære Trang til — hm! — til —
FOGDEN. Motion —
ROSS. Javel! — den har du, — det kan ikke nægtes, — du har den, — du har den endogsaa i en meget høi Grad. Men! — ser du! saa er der ogsaa noget af det Rette ved dig, meget saagar. Du har dette sandtfuldt lødige Præg, som tilhører Embedsstanden. Naar du vil, kan du være Hans Majestæts Foged! — det kan du! — det kan dud Død og Pine være — Gregersen!
FOGDEN (stiver sig op). Det tror jeg nok ogsaa, jeg kan, naar det behøves.
ROSS. Ja — se det var Ret! — Men à propos! — medens jeg husker det! hvorledeshænger det egentlig sammen med den Udpantningshistorie hos Landhandlerens Enke?
FOGDEN. Hm! hæ! — ja nu er Sivertsen syg idag —
ROSS. Er Sivertsen syg? — jaja! det haster s’gu ikke med Kjærringen. Det souveraine Folk har godt af at øve sig i Taalmodighed; og desuden kan jo min Fuldmægtig konferere med Sivertsen en anden Dag. Det var hellerikke derfor, jeg kom indom idag. Men jeg har en Overraskelse for dig! — iaften skal du faa dig en ordentlig reel Boston.
FOGDEN. Se se! — med dig og Tamp — men Fjerdemanden?
ROSS. Ja, han er netop Overraskelsen. Hvad siger du om din gamle Kammerat Lorentz — Bureachef Lorentz!
FOGDEN (glad). nei! — hvad siger du! er Lorentz i Byen? — jeg maa strax afsted —
ROSS. Vent nu lidt, skal du høre. Imorges da jeg passerede Hotellet, gik jeg indom i Gangen — som jeg pleier —, for at se paa Tavlen, om der var kommen nye Reisende. Og saa finder jeg Nr. 3 Bureachef Lorentz.
FOGDEN. Du gik vel strax op til ham?
ROSS. Nei — Pigen sagde, at Bureachefen var gaaet tilsengs og ikke vilde vækkes før over Middag, da han havde reist hele Natten.
FOGDEN. Aa — det skal blive prægtigt! saa faar vi os en Boston ganske comme il faut. Jeg maa strax sende ham en Invitation (raaber ud) Margete! aa — kom ind et Øieblik!
ROSS. Saa du vil bede ham? — jeg tænkte ellers selv paa at —
FOGDEN. Nei, nei! — du maa overlade ham til mig; husk vi ere Kontubernaler fra Studenteraarene. (Til Datteren, som kommer.) Margrete! du maa belave dig paa et lidet Kortparti iaften. Her kommer en gammel Ven af mig — Bureauchef Lorentz.
MARGRETE. Min Gudfader?
FOGDEN. Netop! — lad Kormelius løbe hen i Hotellet og bede — eller vent! — jeg vil skrive et Par Ord. (Skriver ved Margretes Pult, som staar paa Bordet tilhøire.)
MARGRETE. Skal her være bare Herrer?
ROSS. Ja — og tilmed gamle; — og vi kommer vist til at være mer end almingeligt kjedsommelige, for vi skal have os en liden Boston.
MARGRETE. Ja ja — velkommen skal De være alligevel. Bare jeg faar Lov til at gaa tilsengs, naar jeg bliver søvnig.
FOGDEN. Værsaagod — Barn! naar du vil. Men du maa sørge for lidt god Mad til os. Saadan en Departementsmand sætter vist Pris paa rigtig god Brøndtosk — hvad?
ROSS. Uden Tvivl!
MARGRETE. Jeg kan godt skaffe udmærket Tosk.
ROSS (gnider sig i Hænderne). Aa — det vil blive en prægtig Aften.
FOGDEN (raaber ind i Kontoret). Kornelius! spring hen i Hotellet og lever dette. Og saa maa du gaa bortom til Kaptein Tamp og hilse fra mig, om han vil gjøre os den Fornøielse at spille Kort her iaften.
KORNELIUS (i Døren). Men — men — Kontoret?
FOGDEN. Luk Kontoret! — naturligvis!
KORNELIUS (idet han gaar). Ja — Fogden saa vel Brevet?
FOGDEN. Brevet?
ROSS. Her ligger et Brev paa Bordet! det er din Kontorists Haandskrift — synes jeg.
FOGDEN. Ah! — det er formodentlig Sygemeldelse fra Sivertsen. Bare det ikke bliver langvarigt med ham (læser, gaar frem mod Forgrunden, læser igjen).
ROSS. Er han meget syg?
FOGDEN Syg? — nei tænk syg! — (ler) Sivertsen er en stor Spøgefugl! — en stor Spøgefugl! —
MARGRETE. Sivertsen?
ROSS. Det har jeg heller aldrig mærket før.
FOGDEN. Engang maa være den første! — en Spøgefugl er han, — thi hvis dette skulde være Alvor — aa umuligt — læs selv!
ROSS (læser langsomt). Jeg har forladt Deres Hus, træt af at kjæmpe mod det uundgaaelige. Den Kas — hm! — den Kassemangel, De gjennem flere Aar har vidst at overdække ved urigtige Posteringer og alskens Kunstgreb, er nu saa stor, at den ikke lader sig skjule.
Den Ødselhed, hvormed De tilfredsstiller Deres latterlige Snedkerpassion, Deres Udu — hm!... Deres Uduelighed i Embedet og Deres bureaukratiske Hovmod har ført det hertil; og jeg bede Gud tilgive Dem, hvad De har gjort mod mig, Sivertsen. — Hm! — Tonen synes mig just ikke spøgefuld.
FOGDEN. Aa Snak! — jo vist er det Spøg! — du kan da vel for Pokker forstaa, at det er Spøg. Sivertsen! — min Sivertsen! som har været i mit Hus fra han var Gutunge, — han skulde sige for Alvor, at jeg var udu — hm! — umuligt! — det er Spøg!
MARGRETE. Jeg kan fortælle dig noget om Sivertsen, som —
FOGDEN. Jeg vil ikk høre et Ord!
ROSS. Jeg har heller aldrig havt nogen rigtig Tiltro —
FOGDEN. Du tror, det er Alvor?
MARGRETE. Kjære Far! — tro mig, Sivertsen er intet godt Menneske.
ROSS. Har jeg ikke altid sagt: han er mig for hellig! — Gregersen?
FOGDEN (sætter sig). De tror, det er Alvor! — jeg er uduelig; — jeg er i Kasse — men det er jo ganske umuligt! — skulde jeg have forødt offentlige Midler!
MARGRETE (pludselig). Far! jeg er sikke rpaa, at Sivertsen har taget Pengene; han har villet gjøre os saa meget ondt, som han kunde! — han maa ikke faa reise; — vi maa lade ham gribe —
FOGDEN. — gribe? — min Sivertsen!
MARGRETE. Ja noget maa gjøres; hvad ved jeg! men hurtigt, hurtigt — Far!
ROSS (skyder hende tilside). Her er ikke Stedet for ungdommelig Fremfusenhed eller Kvindetale. Et Øieblik som dette kræver Mænd — virkelige Mænd — Embedsmænd! Enten nu Siversten har besveget Fogedkassen eller ei, saa er det iethvertfald bedst, at han kommer bort. Thi har han ikke gjort det, saa vil der dog let kunne — saadan af sig selv — falde lidt Mistanke paa ham. Og er han skyldig, vilde han naturligvis — om han blev greben — gjøre alt for at nedsætte sin Principal; mangt og meget kunde da komme hm! — komme for en Dag som—
FOGDEN. Men Pengene! — hvis der nu mangler Penge!
ROSS. Saa er det jo let at dække den øieblikkelige Deficit ved et Laan, og saa senere i al Stilhed reparere Skaden. Se det tager sig langt bedre ud. Embedsstanden kan i vore Dage ikke noksom tage sig ivare for de onde Tunger. Har du nogen Ide om Beløbet?
FOGDEN. Jeg?
ROSS. Kom, lad os gjennemgaa Regnskaberne og eftertælle Kassen.
FOGDEN Regnskaberne? — ja, det er nu Sivertsen, som altid har ført dem, saa jeg —
ROSS. Jeg skal hjælpe dig.
FOGDEN. Tak, Tak! — jeg er aldeles sønderknust, tilintetgjort, — fortvivlet.
ROSS (idet de gaar ind i Kontoret). Aa — hvad! aligt kan saamænd hænde den bedste! det er ikke noget at bryde sig om, — slet ikke, det er Død og Pine ikke noget at bryde sig om — Gregersen!
MARGRETE (alene). Det var det altsaa, han mente igaar — Sivertsen, — og saa skulde han faa slippe bort! — Det kan umuligt være ret, saaledes som Sorenskriveren siger: bare at dække over og skjule det hele! — men hvad skal jeg gjøre!
REYNHOLDT (kommer). Omforladelse Frøken! jeg vilde gjerne have Uhrnøglen; — jeg fandt ingen hjemme, som passede; — det er lidt gammeldags — Uhret! — aa her er den! (finder Nøglen paa Uhrhylden ved Vinduet). Undskyld — Godmorgen Frøken!
MARGRETE. Vil De alt gaa? — sæt Dem ned — Hr. Reynholdt! — det er længe siden, jeg havde den Fornøielse at tale med Dem.
REYNHOLDT. De gjør mig altfor megen Ære — Frøken Gregersen.
MARGRETE. Hvor kan De dog sige noget saa dumt?
REYNHOLDT. Nei — De har Ret! — det faldt mig kun i Munden af Vane.
MARGRETE. — af Vane?
REYNHOLDT. Ja man er jo vant til at anse det som en overordentlig stor Ære, at en Embedsmands Datter viser sig saa — saa nedladende — tror jeg, det hedder herhjemme — mod en Haandværker.
MARGRETE. Men De er ikke som de andre.
REYNHOLDT. Jeg har været meget udenlands, det giver Mod. Det er ikke at undres over, om mine Kollegaer herhjemme blive som de er i dette omhyggeligt rangerede Samfund.
MARGRETE (smiler). De vil dog vel ikke sige noget ondt om vor Embedsstand?
REYNHOLDT. Tvertimod! der er ingen Stand, som holder saa godt sammen.
MARGRETE. Det har De Ret i; men om det just var nogen Ros, ved jeg ikke. Lad os imidlertid glemme Rangforordningen et Øieblik — og tale — (forvirret) — tale sammen.
REYNHOLDT (uvis). Jeg er ganske til Deres Tjeneste — Frøken!
MARGRETE (bestemt). Nuvel! — jeg har lært Dem at kjende som en paalidelig Mand, og jeg trænger til at raadføre mig med nogen. Min Faders Kontorist Sivertsen har pludseligt forladt Huset.
REYNHOLDT. Gudskelov for det!
MARGRETE. Men han har efterladt et Brev, hvori han underretter Far om, at — at der er Under ballance i Kassen.
REYNHOLDT. Saa har Sivertsen stjaalet — kort og godt! — det giver jeg mit Hoved paa!
MARGRETE. Jeg har ogsaa Mistanke til ham, saameget mere som han — aa ja! har jeg begyndt, kan jeg jo ligesaagodt fortælle Dem altsammen — hanfriede igaar til mig —
REYNHOLDT (farer op). Sivertsen? — det Udyr!
MARGRETE. Men Hr. Reynholdt! —
REYNHOLDT. Sivertsen er et Udyr!
MARGRETE. Ja, jeg tog ham jo heller ikke. Men saa truede han mig, idet vi skiltes, dengang forstod jeg ikke, men nu —
REYNHOLDT (ivrigt). Det er klart! — det er soleklart! han er løbet bort med Fogdekassen, for at hævne sig. Der er vel telegraferet til alle Kanter? — eller skal jeg — (griber sin Hat).
MARGRETE. Nei — nei! hør nu; Ross siger —
REYNHOLDT. Sorenskriveren? — er han med?
MARGRETE. Han er just inde i Kontoret med Far.
REYNHOLDT (sætter Hatten fra sig). Ja naar han er med, saa skal det vel gaa paa den gamle Maade.
MARGRETE. Hvad mener De med det?
REYNHOLDT. Jeg formoder, at Sivertsen skal faa løbe sin Vei, Kassemangelen dækkes underhaanden af Fogdens Venner; alting gaar stille og pynteligt af, og der bliver ikke Spor af Skandale.
MARGRETE. Ja — det var hans Raad; men hvad vilde nu De gjøre?
REYNHOLDT. Jeg vilde først og fremst, at den, som har gjort ondt, skal faa sin Straf, — den kunde nu aldrig træffe nogen værdigere end Sivertsen! — og hvad Deres Fader angaar, saa er han jo ligefrem bestjaalet, det er jeg vis paa —
MARGRETE. Men Poss mente, at hvis man drev Sivertsen til det yderste, vilde han let kunne aabenbare — saadan fremstille Fars Embedsførsel — ja, De forstaar? — Far er kanske mindre agtpaagivende — eller —
REYNHOLDT (halvhøit). Ah — jeg forstaar! — det kunde skade Standen, om det blev bekjendt, hvormeget en Embedsmand kan overlade til en ansvarsløs Fuldmægtig! — hm! det er dog ærgerligt! —
MARGRETE. Jeg ser, De er ikke fornøiet med Sorenskriverens Raad. Det er jeg heller ikke; men jeg øiner ingen anden Udvei. Sig mig — det var egentlig det, jeg vilde bede Dem om — hvad vilde De gjøre i Fars Sted?
REYNHOLDT. Dersom jeg var ansat i en ansvarsfuld Stilling som det blev mig klart, at jeg ikke havde fuldstændig Greie paa, saa vilde jeg — ja saa tror jeg, jeg vilde sige til mig selv — hm!
MARGRETE. Hvad vilde De sige til Dem selv?
REYNHOLDT — du duer vist ikke til dette — Steffen! og saa vilde jeg forlade Stillingen.
MARGRETE. De mener, at Far burde søge Afsked? — men hvad skulde der saa blive af ham? — hvad skulde han leve af?
REYNHOLDT. Dersom Deres Fader kom i den Stilling, som passer for ham, vilde han have rigeligt Udkomme.
MARGRETE. Hvad mener De?
REYNHOLDT. Lad mig sige Dem, at nu taler jeg bare som Haandværker, uden at tænke paa Rangforordningen; — og da maa jeg ligefrem beklage, at en saa stor Dygtighed som Deres Faders gaar tilspilde.
MARGRETE. Min Faders Dygtighed?
REYNHOLDT. Som Møbelsnedker — Frøken!
MARGRETE. Men — Hr. Reynholdt!
REYNHOLDT. Undskyld! — men vi vare jo enige om at glemme Rangforordningen?
MARGRETE. Javist, det var heller ikke det; jeg blev bare saa overrasket. At Far arbeider Møbler, har jeg aldrig betragtet som andet end som en gavnlig Motion.
REYNHOLDT. Det er vist ogsaa Fogdens egen Opfatning. Men nu har jeg havt Øinene med mig, naar jeg har været her i Huset; — jeg kjendte jo paa Forhaand en Smule til, at Hr. Fogden —
MARGRETE (smiler). Javist — Alverden kjender jo hans Passion.
REYNHOLDT. — og hvad jeg har seet, er ganske forbausende. Jeg forsikrer Dem — Frøken! at det er sjeldent fertillands at se saa godt og smukt Arbeide som Deres Faders.
REYNHOLDT. Se nu alle disse Ting her —
MARGRETE (ler). Ja ovenpaa er det endnu værre!
REYNHOLDT. I Fogdens Hus er meget at dette ganske vist overflødigt; men i en Møbelhandlers Lager er disse Ting mange Penge værdt.
MARGRETE. Ah — jeg forstaar; De mener, Far skulde sælge, hvad vi ikke behøver.
REYNHOLDT. Javel! — sælge og arbeide.
MARGRETE. — sælge og arbeide?
REYNHOLDT. Jeg maa takke Dem, at De ikke ligefrem ler af mig. Thi den Tanke, at en Foged skulde forlade sit Embede, for at blive Snedkermester, er isandhed saa halsbrækkende dristig, at den nærmer sig til det komiske. Men jeg talte jo ogsaa som Haandværker, og det hele var en urimelig Ide, som det ikke lønner sig at tænke mere paa. Sorenskriveren klarer det nok — (ser efter sin Hat).
MARGRETE. Vent et Øieblik — Hr. Reynholdt! Deres Ide synes mig ikke saa aldeles umulig; men den er mig saa ny, at jeg ikke strax kan finde mig tilrette.
REYNHOLDT. Er det Deres Alvor? — Frøken?
MARGRETE. Mit fulde Alvor.
REYNHOLDT. Dersom nogen skulde kunne sætte det igjennem, maatte det være Dem.
MARGRETE (halvhøit). Far kunde komme bort fra dette Embede, som han slet ikke egner sig for; saa kunde han faa arbeide aabenlyst af Hjertens Lyst —
REYNHOLDT. Men —
MARGRETE. — men?
REYNHOLDT. De synes mig at glemme det vigtigste —
MARGERETE. — og det er?
REYNHOLDT. Hvad vilde Folk sige?
MARGRETE (smiler). Nu vil De prlve mig i Rangforordningen!
REYNHOLDT. Nuvel! — Formaa ham til at tage Afsked — uden at lægge Skjul paa noget, og vis saa, at De for fuldt Alvor vil følge ham til det nye Arbeide.
MARGRETE (retter sig op). Det vil jeg! — Da Ross før talte om at skjule det hele, følte jeg mig saa mat og ubrugelig. Men nu ser jeg et Arbeide, jeg kan magte. Endnu i Eftermiddag vil jeg tale med Far.
REYNHOLDT (tager sin Hat). Jeg vilde ønske, jeg kunde være Dem til nogen Nytte.
MARGRETE. Aa — Hr. Reynholdt! — De har isandhed gjort mig den største Tjeneste; lad mig takke Dem.
REYNHOLDT. Et vil jeg dog gjøre for min egen Fornøielse: telegrafere saa smaat efter Sivertsen. Farvel Frøken! — god Lykke! — jeg vil tillade mig at komme indom i Eftermiddag med Uhret.
MARGRETE (idet han gaar). Ja gjør det! — det var et velsignet Uhr! bare jeg turde invitere ham til iaften. (Ind i Spisestuen. Sorenskriver Ross og Fogden fra Kontoret.
ROSS. Omkring 10,000 Kroner, — ganske nøie lader det sig ikke beregne efter den Tilstand, hvori Regnskaberne ere, men saa omtrent 10,000 Kroner.
FOGDEN. Men kan du begribe —?
ROSS. Jeg kan ikke begribe — vi er jo alene —, hvorledes du saa ganske kan overlade alt til en anden. Du ved jo hverken op eller ned — Gregersen!
FOGDEN. Sivertsen var saa ualmindeligt flink —
ROSS. Selv med den dygtigste Fuldmægtig bør man dog stundom se lidt efter selv; men du har andre Jern i Ilden — Gregersen! du gjør for meget at det der! (med Hentydning mod Værkstedet.)
FOGDEN (i Stolen). Ak jeg arme elendige mand, — jeg falder sammen, jeg gaar op i Limningerne, jeg er et kasseret Møbel!
ROSS. Naa, naa — Gregersen! — tab ikke Modet! — alt kan endnu komme iorden. Jeg vil redde dig.
FOGDEN (i Ørsken). Tak Sivertsen!
ROSS. Men paa en Betingelse! — ikke mere af det der.
FOGDEN. Motionen?
ROSS. Ja. Du lukker Værkstedet,sætter aldrig dine Ben der, opgiver et uværdigt Arbeide, der gjør dig latterlig, — og saa skal vi ordne det hele.
FOGDEN. Men Doktoren har sagt, at Motion —
ROSS. Du kan hugge Ved.
FOGDEN Mon det vil forslaa?
ROSS. Som du vil: enten — eller. (vil gaa).
FOGDEN. Nei, nei! jeg samtykker. Jeg skal lukke — mit Arbeidskabinet!
ROSS. Nuvel! min Plan er denne. Lorentz er Bureachef i Finantsdepartementet, han er vant til det Slags Affærer. Altsaa iaften efter Tosken og et Par Toddyer fortælle vi ham, at din Kontorist er rømt med 10,000 Kr.
FOGDEN. Men er det nu vist, at Sivertsen —
ROSS. Aa hvad Fanden gjør det? — han er væk, og Pengene er væk, saa er intet rimeligere, end at de har slaaet Følge. Og saa inviterer vi ham til et Glas Portvin og en Kassevisitation imorgen.
FOGDEN. Men de 10,000?
ROSS. Dem laaner vi i Banken, du, Tamp og jeg paa et Papir; det skulde være godt nok.
FOGDEN. Nu forstaar jeg! — og det vil du gjøre for mig! — mange Tak! det er i Nøden man skal kjende sine sande Venner.
ROSS. Det er intet at takke for, hvad skulde der vel blive af os Embedsmænd, om vi ikke holdt sammen? — Du husker Betingelsen?
FOGDEN (usikker). Ja — det er sandt!
ROSS. Men Gregersen! — lad dog ikke de vulgære Tilbøieligheder, som unægtelig stikker dig i Blodet, faa Overtaget. Husk: Anders Ørsted Gregersen, Hans Majestæts Foged!
FOGDEN (retter sig). Ja du har Død og Pine Ret! Ross! — man har Forpligtelser! — hm! høiere Hensyn —!
ROSS. Se det var Ret, nu er du dig selv igjen! — Jeg gaar, for at forberede Tamp! — og saa friskt Mod! — vi tre skal nok klare de Erter! (gaar).
FOGDEN (ser mod Kontoret). Hu! — Kassevisitation! (gaar mod venstre, kiger ind bag Forhænget). Det tænkte jeg: indkogt, ganske indkogt — det herlige Lim; — aa ja, nu kan det jo være det samme med alt! (ud til venstre).
KORNELIUS (i Udgangsdøren). Jeg skulde hilse at sige saa mange Tak fra begge to.
Samme Stue. Fogden gaar frem og tilbage mismodig og nedtrykt.
REYNHOLDT (kommer med Uhret). Jeg bringer Uhret — Hr. Foged.
FOGDEN. Aa — Uhrmageren! — sæt Uhret paa sin Plads.
REYNHOLDT. Det pleier at staa paa Hylden her — ved Vinduet?
FOGDEN. Javist! — Farvel!
REYNHOLDT. Det er igrunden Synd for det fine Uhr, at det staar saa nær Vinduet; den kolde Træk virker ikke godt.
FOGDEN. Saa — mener De? — ja Uhret er jo udmærket, men —
REYNHOLDT. Hvis man anbragte en Hylde her — (peger paa en ledig Plads paa Bagvæggen).
FOGDEN (opmærksom). Hæ — tror De? — en Hylde —
REYNHOLDT. Ja — her er jo vistnok den Ulempe, at en Hylde let kunde være udsat for Stød, naar man passerer i Døren. Men saa kunde man jo stille en Etagère under — saaledes — her —
FOGDEN. Hvad behager? tror De virkelig der er Plads for en Etagère?
REYNHOLDT. Hvorfor ikke? (rydder en liden Plads) se her for Exempel.
FOGDEN (sagte)</sagte>. Baade en Hylde og en Etagère — fortræffeligt! hvilken forstandig ung Mand! — (høit). Jeg tænker, jeg gjør — det vil sige — lader gjøre den nye Hylde omtrent i samme Stil som den der — hvad?
REYNHOLDT. Den er ret vakker, men Arbeidet er meget bedre end Tegningen.
FOGDEN (spændt). De finder Arbeidet godt?
REYNHOLDT. Udmærket! — frit skaaret og solid. Jeg synes mindre om Formen.
FOGDEN. Det var efter en Hylde hos Sorenskriver Ross, jeg arbeidede den. Thi mellem os sagt — Hr. Reynholdt, — det er et Værk af mig selv — i mine Fristunder — forstaar De.
REYNHOLDT. Nei — er det muligt!
FOGDEN. Ja — ser De! jeg pleier stundom for min Fornøielse at arbeide sadanne — hm!
REYNHOLDT. — Smaating om Vinteraftenerne —, jeg forstaar; det er en morsom Beskjæftigelse.
FOGDEN (modigere). Ja — sandt at sige — har jeg ogsaa forsøgt mig paa større Gjenstande — hm!
REYNHOLDT (tager fat i en Stol og ser spørgende paa ham). Skulde for Exempel?
FOGDEN (pludseligt). Det hele Møblement er arbeidet af mig.
REYNHOLDT. Altsammen!
FOGDEN (sagte). — og mere til!
REYNHOLDT Isandhed — Hr. Foged! — det lyder næsten utroligt; — og dertilmed, — hvilket ypperligt Arbeide; (vender Stolen) saa solide og dog lette Bagben træffer man sjeldent hertillands.
FOGDEN (tager ogsaa en Stol). Ah — jeg ser, De forstaar Dem paa Snedkerarbeide.
REYNHOLDT. Ikke synderligt; men man maatte være meget ukyndig for ikke strax at blive opmærksom paa det fremragende Arbeide. Et er at beklage —
FOGDEN. — og det er?
REYNHOLDT. At Hr. Fogden ikke — saavidt jeg kan se — har havt Anledning til at holde Skridt med de nye Former og Tegninger i Deres — om Forladelse — i Faget.
FOGDEN. Ak nei — desværre! — jeg har nok mangengang tænkt paa det; men saa er det jo bare en Beskjæftigelse for mine ledige Timer — ser De.
REYNHOLDT. Naturligvis; men hvis det kunde interessere Dem, saa har jeg bragt en Del Tegninger med fra Udlandet.
FOGDEN. Aa — kjære Hr. Reynholdt! — om De vilde laane mig dem et Par Dage. Kanske kunde der findes en smuk Hylde, som jeg kunde arbeide efter — eller en Etagère —
REYNHOLDT. Det skal være mig en sand Fornøielse — Hr. Foged. (Han gar hele Tiden og undersøger Møblerne; Fogden følger ham i Hælene.)Undskyld — dette Decoupørarbeide paa Skrivepulten har De kjøbt færdigt?
FOGDEN. Nei — mellem os sagt — saa er det et Forsøg af mig sel; men det er mislykket — hm?
REYNHOLDT. Ingenlunde! — med det nye Lim og den forbedrede Methode vilde De snart kunne udføre smukke Sager.
FOGDEN. De sagde — det nye Lim?
REYNHOLDT. Ja, man har opfundet en Tilsætning, hvorved almindeligt Hornlim vinder mange Procent i Styrke og Varighed.
FOGED. Hvilken Opfindelse! — en Tilsætning — siger De?
REYNHOLDT. Det er et brunagtigt Fluidum —
FOGDEN. De har Tilsætningen?
REYNHOLDT. Jeg kjøbte en Prøve i Paris for Kuriositetens Skyld.
FOGDEN. Var De i Paris under Udstillingen?
REYNHOLDT. I to Maaneder.
FOGDEN (ivrig). To Maaneder! — da har De vel seet den — det mærkværdigste paa hele Udstillingen?
REYNHOLDT. De mener?
FOGDEN. Boret — det nye Bor!
REYNHOLDT. Ah! — det amerikanske Bor!
FOGDEN. Javist! — en af Nutidens største Opfindelser! — jeg har læst om det i Avisen: det kan bore bagover og opover og til Siden og i Vinkler — aah!
REYNHOLDT. Ja det er et smukt Redskab. Jeg gad vide, om der ikke blandt mine Papirer skulde findes en Beskrivelse med Detailtegninger.
FOGDEN (henrykt). Kjære Hr. Reynholdt! — om De kunde finde det! — det vilde glæde mig overordentligt; værsaagod — sid ned! Hvor det dog er mostomt at tale med Folk, der have Øinene med sig, naar de reise. De maa endelig se indom til mig imorgen — eller stop! — her kommer et Par Herrer (ser paa sit Uhr) om en Timestid; vil De ikke ogsaa gjøre os den Fornøielse?
REYNHOLDT. Mange Tak — Hr. Foged! menisaafald tør jeg ikke opholde Dem længer. (tager Afsked.)
FOGDEN. Ja — og saa var det den Tilsætning, De talte om —
REYNHOLDT. Jeg skal tage den med mig iaften, og Tegningerne ogsaa — Farvel! (gaar.)
FOGDEN (efter ham). Mange Tak! — velkommen igjen. Hvilken mageløs ung Mand! og hvor han forstod sig paa Snedkerarbeide! (gnider Skrivepulten med Lommetørklædet.) Det er igrunden ikke saa ilde! — og med den forbedrede Methode! — hi — hi — hi!
MARGRETE (fra venstre). Du ser saa glad ud — Far!
FOGDEN. Javist, Barn! — tænk dig — han — Uhrmageren, din Ven Reynholdt! han har lover — ja det er sandt! jeg inviterede ham til iaften.
MARGRETE. Men hvorledes kunde du falde paa det?
FOGDEN. Jo — ser du! det er et prægtigt Menneske! — han har lovet at laane mig —
MARGRETE. Far!
FOGDEN. Naada — barn! der er da ikke noget ondt i, at han laaner mig nogle Tegninger, og saa en Tilsætning — du — tænk dig! — som —
MARGRETE. Aa hvor du forskrækkede mig; jeg troede, du havde bedet Hr. Reynholdt laane dig Penge.
FOGDEN. Penge? — hvad skulde jeg med — (synker sammen i Stolen). Aa jeg arme Mand! nu havde jeg glemt altsammen! Hvad Glæde har jeg nu af Tilsætningen og Boret — dette mærkelige Redskab. Jeg skal jo lukke!
MARGRETE. Lad os nu engang tale ud om dette. Hvorledes kan det dog være gaaet til?
FOGDEN. Dersom Sivertsen var her —
MARGRETE. Men fører du da ikke ordentligt Regnskab?
FOGDEN. Sivertsens Bøger er de smukkeste, jeg har seet.
MARGRETE. Men enten nu Sivertsen har bedraget dig eller ikke, saa faar jeg det Indtryk, at du ikke ved Synderlig Besked om dine Embedsanliggender.
FOGDEN. Ja — ser du! — Sivertsen var saa flink og paalidelig —
MARGRETE. Men du bærer dog Ansvaret, og naar du staar saa ganske raadløs, saa er jeg næsten bange for — for —
FOGDEN. — for hvad?
MARGRETE (varsomt). — for, at du ikke rigtig passer — saadan egner dig for din Stilling som Foged.
FOGED (reiser sig). Hvad behager! — skulde jeg ikke være en duelig Embedsmand! — jeg Anders Ørsted Gregersen! Hans Majestæts Foged! Ved du, at jeg har rent Laud til Juridicum? — at jeg var Foged med 32 Aar? — og jeg skulde være uduelig! Hør min Pige! — jeg synes, du tillage dig —
MARGRETE. Saa — saa Far! bliv nu ikke heftig. Jeg taler jo bare, for at finde ud af vor fælles Ulykke. Men se dig nu om! — hvor synes du, at du arbeider bedst — enten der? (mod Kontoret) — eller der? (mod Værkstedet.)
FOGDEN. Det var da et høist besyndeligt Spørgsmaal!
MARGRETE. Har du en lykkelig Stund derinde mellem Papirerne? fløiter du nogensinde: „For Norge Kjæmpers“, naar du sidder med Pennen i Haanden?
FOGDEN. Fløite i Kontoret!
MARGRETE. Men du kvidrer som en Lærke, naar Spaanerne flyver dig om Ørene; og naar du hamrer og sveder og kliner og limer — da er du lykkelig!
FOGDEN. Barn — Brn! hvad er dette for Galskaber! Hvor har du disse Tanker fra? Jeg skulde næsten tro, jeg havde snakket isøvne, og du havde lyttet ved Døren. For jeg skal sige dig — (ser sig om) — det er sandt: da er jeg lykkelig! Naar jeg rigtig kan faa arbeide løs; naar jeg indbilder mig selv, at jeg maa være færdig til Søndag, da har jeg Kræfter som sex Fogder, — jeg glemmer baade Kontoret og Sivertsen og Majestæten og Fogden, og min Sorg er bare, at det altsammen er saa unyttigt.
MARGRETE. Tænk om dig Arbeide kunde komme os tilnytte.
FOGDEN (modfaldent). Nu kan det aldrig blive til noget; ikke engang en Hylde og en Etagère! — ikke engang Motion i mine Fristunder!
MARGRETE. Jeg mente, om du kunde komme til at arbeide for Alvor, faa travelt!
FOGDEN. Aa! — det som havde travelt! naar jeg maatte staa tidligt op, for at blive færdig — ikke forat ingen skulde høre mig arbeide, — da skulde jeg vel tage i! Men her er jo ingenting at gjøre; du siger selv, at Huset er et Møbelmagazin, og saa maa jeg nøies med Reparationer — og her er saa faa Reparationer. (hemmelighedsfuldt) Hør du! — mangengang, naar jeg gaar gjennem Værelserne i Mørke, løber jeg mod Møblerne — saadan med lidt Fart — forstaar du; men det nytter ikke, — de er saa forbandet solide!
MARGRETE. For dem vil du være ansvarlig?
FOGDEN. Ja — Død og — Omforladelse!
MARGRETE. Den, som kjøbte dine Møbler, blev ikke narret.
FOGDEN. Nei — retskaffent gjort — det er de!
MARGRETE. Nuvel — saa lad os sælge dem.
FOGDEN. Sælge — jeg sælge! — det vil tage sig ud for Hans Majestæts Foged! — og hvem vilde desuden kjøbe disse gammeldagse Tingester!
MARGRETE. Da har jeg dog ladet mig fortælle, at dit Arbeide er baade smukt og godt.
FOGDEN. Hm! — ja her var jo rigtignok idag — det vil sige — forleden Dag — en Mand — det var s’gu en Skjønner — var det! — han mente, det var ikke saa galt. Men hvad vilde saa det hele indbringe?
MARGRETE. Du maatte vedblive at arbeide —
FOGDEN. Er du ikke rigtig klog? — Barn! mener du, at jeg, en kongelig Embedsmand, skulde blive — blive —
MARGRETE. Snedkermester!
FOGDEN. Vil du ikke gaa ovenpaa og lægge dig en Stund paa Sengen; du er ikke ganske frisk — Barn!
MARGRETE. Nei Fader! nu maa der handles; nu maa du vælge din Vei som en Mand.
FOGDEN (halvhøit). Jeg tror saa Skam, det er hendes Alvor!
MARGRETE. Paa den ene Side har du et ansvarsfuldt Embede, som aldrig har interesseret dig, og som nu tilslut er paa Vei til at bringe din Sorg og Skam. Paa den anden Side et hæderligt Arbeide, som du ligefrem elsker, som vil sætte dig istand til at gjenoprette, hvad du har tabt i en Stilling, hvor du ikke hørte hjemme.
FOGDEN. Svar mig bare paa et: hvad vilde mine Venner sige.
MARGRETE. Jeg tænker, de Venner, der ere værd at beholde, ville ikke føle mindre Venskab for en ærlig Haandværksmand end for en Embedsmand i Kassemangel.
FOGDEN. Men saa den skrækkelige Skam, at det skal hedde, jeg var i Kassemangel —
MARGRETE. Dersom du siger aabent og ærligt, at du ikke vil forblive i et Embede, som du ikke kan magte, saa er der ikke et Menneske, som vil tro noget uhæderligt om dig.
FOGDEN. Men Snedker! Snedker! — aa det er den rene, skjære Galskab!
MARGRETE. Vil du da tage fat paa Sivertsens Regnskaber?
FOGDEN. Hu!
MARGRETE. I det støvede Kontor med en fremmed Kontorist —
FOGDEN. Hu!
MARGRETE. Saa kommer Bureauchefen fra Finantsdepartementet for at efterse Kassen —
FOGDEN. Du gjør mig gal — Barn!
MARGRETE. Hvad synes du om et stort, rummeligt Værksted?
FOGDEN. Hæ!
MARGRETE. — med to høie Vinduer —
FOGDEN (halvhøit). — helt ned til Gulvet —
MARGRETE. — en Svend og en Gut i Værkstedet —
FOGDEN. Kornelius har Talent —
MARGRETE. — om Vinterarftenerne kunde du sidde i Stuen med finere Arbeide —
FOGDEN. — Decoupørarbeide efter de nforbedrede Methode —
MARGRETE. Og hvis du ikke har Kræfter nok til tungt Arbeide —
FOGDEN (høit). Kræfter! — jo saa Bitterdød har jeg Kræfter! — du tror kanske, jeg er gammel og stør, fordi jeg holder mig saa stiv og gaar med denne Fandens Paryk — (kaster den paa Bordet). Her er Haar nok til en Snedker! — det er bare, for at faa lidt juridisk Sving — forstaar du! — og Kræfter! aa det er her nok af! (svinger mægtigt med Armene) — uf — den Frak!
MARGRETE. Ja — jeg forsikrer dig, du tager dig langt bedre ud i Blusen! skal jeg hente den?
FOGDEN. Aa hvad! — du er jo ifærd med at forhexe mig. Om nogen hørte os, maatte de jo tro, at jeg ialfald var splittergal. Hvad vilde Ross sige, og Tamp og Departementet og Kongen?
MARGRETE. Vi vilde ikke spørge nogen af dem; men simpelthen flytte herfra til en større By. Du bliver snart bekjendt som den flinkeste Snedker —
FOGDEN. Tror du virkelig?
MARGRETE. Tænk, naar du ser ud af Vinduet, staar Kornelius med en Haandkjærre foran Døren; begge Svendene —
FOGDEN. — faar jeg to? hahaha!
MARGRETE. Javist — de bærer et elegant Sybord —
FOGDEN. — med Decoupørarbeide paa Laget og Renaissanceben —
MARGRETE. — sætter det paa Kjærren —
FOGDEN (raaber). — forsigtigt! — Kornelius!
MARGRETE. — Og alle Mennesker vender sig om og siger: Nei — for et mageløst Sybord! det er fra Gregersens Værksted, det kan man da se paa det.
FOGDEN (ler høit). Du vil gjøre mig ærgjærrig! — (alvorlig) Skulde der alligevel blive noget af min Ungdoms Drøm; skulde denne vulgære Arbeidstrang, som jeg skammede mig ved, tilslut blive min Livsgjerning —
MARGRETE. — og din Hæder!
FOGDEN. Men jeg skjønner ikke, hvorledes det kunde blive til noget — saa sent. Og du — Margrete! har du tænkt dig selv som Snedkerens Datter? — saa kommer der en Dag Glasmageren og frier til dig —
MARGRETE. — eller Uhrmageren —
FOGDEN. Hm! — ja han var s’gu ikke den værste! men alligevel — naar jeg tænker paa, at jeg — nei du — jeg formaar det ikke, — det er for sent.
MARGRETE. Husker du, da jeg var liden, hvad du pleiede at sige, naar jeg skulde til Tandlægen? — vær nu fornuftig Barn — sagde du; — det staar jo bare paa et Øieblik; bare et Ryk, — og saa er alt over; den lille stygge sorte Tand er væk, og der vokser en ny istedet.
FOGDEN. Javist — men —
MARGRETE. Saa beskrev du, hvor pent og hyggeligt der var hos Tandlægen. Saa tager den snille Doktor dig — sagde du — og sætter dig i en nydelig blød Stol, (trykker ham ned i Lænestolen) — saa aabner han et smukt Skrin (aabner Skrivepulten) — og tager frem nogle blanke, skinnende Instrumenter, — (hun stikker ham Pennen i Haanden).
FOGDEN. Hvad vil du? — hvad betyder dette?
MARGRETE. Nu skal vi skrive.
FOGDEN. Til hvem?
MARGRETE. Til Kongen.
FOGDEN. Til Kongen!
MARGRETE. Jeg dikterer, du skriver: Afskedsansøgning — har du det?
FOGDEN. Nei gu’ har jeg ei! (vil reise sig).
MARGRETE (trykker ham ned). Patienten maa sidde stille under Operationen.
FOGDEN. Margrete! hør nu et Alvorsord —
MARGRETE. Det maa være kort, for nu kommer snart Bureachefen fra Finantsdepartementet.
FOGDEN. Hu!
MARGRETE. Altsaa: Afskedsansøgning —
FOGDEN (giver sig over og skriver).
MARGRETE (dikterer). Efterat jeg med Beklagelse har bemærket —
FOGDEN (skriver). — formærket er mere juridisk —
MARGRETE. — at jeg ikk længer formaar at varetage mit Embede —
FOGDEN. Nei — nei! — det er altfor ligetil! man vilde ikke engang forstaa det i Departementet. Mer juridisk maa det være, — for Exemple: „hvorhos“ — eller „henholdende mig forøvrigt“ — eller
MARGRETE (ser ud). Nu kommer vist snart Lorentz.
FOGDEN (skriver). — varetage mit Embede —
MARGRETE. — idet jeg uden mit Vidende (han vil stanse) er geraadet —
FOGDEN (skriver). — geraadet — det var et godt Ord —
MARGRETE. — i en betydelig Kassemangel —
FOGDEN (lægger Pennen). Nei — nei — jeg gjør det ikke, aldeles ikke! — hvad skal du med dette skrækkelige Ord? Kan du ikke omskrive eller antyde — eller noget sligt!
MARGRETE. Kjære Far! — det er jo bare et Ryk — ved du, saa er det hele over.
FOGDEN (skriver). Se saa! — der staar det! (lægger sig tilbage i Stolen). Puh! — det var en Øientand — Hr. Doktor!
MARGRETE (dikterer). Derfor ønsker jeg at gaa over i en anden Stilling —
FOGDEN (bønligt). — Kunde du ikke være lidt mere juridisk — (skriver) i en anden Stilling —
MARGRETE. — hvisaarsag jeg herved underdanigst ansøger og anholder om —
FOGDEN. — Det var bedre! — ansøger og anholder om —
MARGRETE. — i Naade at blive entlediget fra mit Embede.
FOGDEN. — entlediget — et smukt Ord! — fra mit Embede. — Hvad mere?
MARGRETE. Der er ikke mere.
FOGDEN. Ikke mere? har du nogensinde i dit Liv seet en Embedsmand forfatte et saa latterligt kort Dokument! — det vilde være en Skam at komme med sligt! — lad mig læse det igjennem.
MARGRETE (lægger Papiret sammen). Nei Far, det er der ikke Tid til. Klokken er over sex, vi kan vente vore Gjæster strax. Put nu din Afskedsansøgning i Lommen —.
FOGDEN. Bah! — Afskedsansøgning! — uden Underskrift — i det høieste etslags Concept.
MARGRETE. Det er godt nok til din Ven Lorentz; lad ham læse det iaften, naar de andre ere gaaede.
FOGDEN. Aa hvad tænker du paa! — du kjender jo ikke Sorenskriverens Plan. Ser du — Ross vil, at jeg —
MARGRETE (ser ud af Vinduet).
FOGDEN (ræd). Ser du ham?
MARGRETE. Nei ikke endnu; men han er her vist strax. (stikker ham Papiret i Haanden) Se saa Far! — frisk Mod! — jeg skal hjælpe dig; men nu maa jeg pynte mig og ordne lidt til Gjæsterne (ud tilvenstre).
FOGDEN. Herregud Margrete! hvorledes du tumler med din gamle Fader. Her staar jeg arme, bedragne Mand — uden Paryk med min saakaldte Afskedsansøgning i den ene Haand og — og ingen Verdens Ting i den anden. Og hun vil, at jeg skal koge Lim med Tilsætning, og Ross vil, at jeg skal spille Boston og laane Penge i Banken! — aa! aa! det gaar rundt for mig! O Siversten! O Sivertsen! (synker om i Stolen).
KORNELIUS (i Døren). Nu kommer de!
FOGDEN (farer op). Rettens Betjente! — Drabanterne lægge Haand paa ham! (Sorenskriver Ross og Kaptein Tamp kommer).
ROSS. Godaften Gregersen! nu har jeg sat Kaptein ind i Sagen, han ved, hvad det gjælder.
TAMP. Fuldkommen! — Godaften Hr. Foged! Brøndtosk! — Fanden partere mig! — der er ingenting i Verden, der smage slig som varm Toddy ovenpaa fersk Fisk om Aftenen.
FOGDEN (gaar urolig, finder Paryken og sætter den paa). Godaften mine Herrer, mange Tak mine Herrer! — men —
ROSS. Der bliver ikke nævnt et Ord om Tingen; ikke et Ord — skjønner du —, ikke Død og Pine et eneste Ord bliver der nævnt, før vi har ham ved de nanden Toddy —
TAMP. — den tredie — stemmer jeg for.
ROSS. Som jeg siger: ved den anden. Og alle gjør sig Flid for at blive Bêt, — det vil sige: du og jeg — Gregersen! Tamp kan spille som han pleier; det vil kvikke ham op. Ikke sandt — Gregersen?
FOGDEN. Jo, ganske vist! — men — (afsides) aa, hvad kan det nytte at fortælle dem om Margretes Daarskaber!
TAMP. Jeg skal fortælle ham om Togtet i Middelhavet, da vi havde fransk Kok ombord — hahaha! — den tænker jeg nok skal kvikke ham — du kjender den? — Ross?
ROSS. Ja Far! ja Far! — (til Fogden) Vær bare ikke forknyt; det skal gaa saa glat som Smør.
TAMP. Akkurat samme Tilfælde havde vi nede paa —
ROSS (afbryder). Bare hold Ørene stive — Gregersen! — hvad er det for et Papir du gaar med?
FOGDEN (stikker det i Brystlommen). Ingenting — aldeles ingenting! det var — det var en Fidibus! — ja minsæl var det saa!
REYNHOLDT (kommer med Tegningerne).
ROSS (imod ham). Jeg er bage for, at De kommer mindre beleigligt — Hr. Uhrmager —
FOGDEN (forlegen). Godaften Hr. Reynholdt! — velkommen —
ROSS og TAMP (samtidigt). Hva’ ba’?
FOGDEN. Jeg formoder, Herrerne kjender hinanden —?
REYNHOLDT. Tak — jeg tror jeg har den Ære. (Der bukkes.) Her bringer jeg Dem — Hr. Foged —
FOGDEN (trækker ham mod Baggrunden). Mange Tak — mange Tak —
ROSS (til Tamp). Et stort Misgreb af Gregersen.
TAMP. Det er Fanden partere mig for galt.
ROSS (ryster paa Hovedet). Det er disse vulgære Tendenser!
ROSS (halvhøit). Kaptein! — du ser, fra hvad Kant Vinden blæser? — det er bedst, vi stemmer i og viser os rigtig venlige mod denne Haandværkssvend. Siden naar vi kommer til —
TAMP. — Brøndtosken? —
ROSS. Nei Far! — til det vigtigste — du ved?
TAMP. Aa ja! — ved den anden Toddy.
Ross. Just! — da skal vi nok chikanere ham saapas, at han maa gaa. Men fra først af rigtig smørbilde.
TAMP. Hihihi! — fortræffeligt!
ROSS (sagte til Fogden). Hvordan kunde du finde paa at invitere det Menneske?
FOGDEN /yderst forlegen). Jo du — jeg skal sige dig — han har en Tilsætning —
TAMP (venligt til Reynholdt). Jeg sagde just imorgen til min Kone: hvor jeg dog er glad over, at vi har faaet en saa dygtig Uhrmager i Byen.
ROSS. Ja De har jo reist meget omkring — Hr. Reynholdt! — og studeret Deres hm! — Kunst — kan man gjerne sige — i de største Stæder.
REYNHOLDT. Jeg arbeidede et Par Aar i Genf og siden i Paris.
ROSS. Det er et glædeligt Tidens Tegn blandt de mange sørgelige, at selv de lavere — hm! at ogsaa Haandværksstanden føler Trang til Dannelse.
FOGDEN (ivrig). Ja — det har du Ret i — Sorenskriver! derved bliver ogsaa Arbeidet bedst. Som nu for Exempel Møbler —
MARGRETE (afbryder). Og hvad mere er, derved fjernes ogsaa mange af de Fordomme, som fra gammel Tid skiller Stand fra Stand.
TAMP. Netop, hvad jeg vilde sige.
FOGDEN. Men har vi ikke altid lært, at der er en Rangsforskjel mellem Haandens og Hovedets Arbeide?
ROSS (afsides). Jo — det skulde jeg Død og Pine mene.
MARGRETE. Naar jeg skulde sige min Mening, saa er det den Grad af Duelighed og Samvittighedsfuldhed, der er lagt i Arbeidet, som bestemmer dets Værd — eller Rang.
FOGDEN (beundrende). Det var godt sagt!
ROSS. Bravo Frøken! — saaledes er det. Alle ere vi Arbeider, der Side om Side arbeide til Fædrelandets Bedste.
TAMP. — og Forsvar.
MARGRETE (sagte). Du har vel Ansøgningen — Far?
FOGDEN (kjender efter i Lommen). Ja — synes du, jeg skulde prøve?
MARGRETE (nikker).
REYNHOLDT. Det er meget glædeligt at høre saa fordomsfrie Anskuelser.
ROSS. Overalt inden den norske Embedsstand vil De finde disse Anskuelser; det er kun Misundelse og Bagvaskelse, som paastaar andet.
FOGDEN (uvis). Overalt? — hm! siger du det? Ross!
ROSS. Tvivler du? Gergersen! Hvad siger ikke vor udødelige Digter: Var jeg en Arbeidsmand! — og Wergeland var dog Bureauchef!
REYNHOLDT. Men tror ikke Hr. Sorenskriveren, at det vilde falde en høitstaaende Mand vanskeligt frivilligt at gjøre et stort Skridt nedad?
TAMP (for sig selv). Frivillig Degradation? — forekommer ikke.
ROSS. Hvorledes mener De? — Hr. Reynholdt!
REYNHOLDT. Hvis for Exempel en Søn af meget høitstaaende Forældre vilde slaa sig paa et Haandværk eller et lignende lavere Erhverv?
ROSS. I et frit Land som vort er en Mand — han være sig en Embedsmand — eller —
FOGDEN (prøver). Snedker —
ROSS. Ja hvorfor ikke? — Snedker — han er lige agtet, naar han bare er hæderlig.
FOGDEN (glad). Hører du — Margrete! — jeg vil strax fortælle det. Mine Herrer!
TAMP. Fogden har Ordet!
FOGDEN. Nuvel! — kort og godt! — jeg har bestemt mig til —, det vil sige vi — Margrete og jeg — vi have tænkt — hm!
MARGRETE. Far vil fortælle, at han agter at fratræde sit Embede og tage fat paa sit Haandværk.
FOGDEN. Jeg synes, de ler.
LORENTZ. Kjære Gregersen! — det gjør mig ondt! men her gaar Rygter om, at det er galt med din Kasse, jeg maa visitere.
FOGDEN (beflippet). Nei, men det er Ross, som har Greie paa det hele.
ROSS (træde til). Hr. Bureauchef! — det er den gamle Historie: en utro Kassebetjent er løben bort — og —
LORENTZ. Er alt gjort —, for at gribe ham?
ROSS (hemmelighedsfuldt). Han skal ikke gribes — det er Tingen. Ser De — vor fælles Ven har muligens i et og andet været lidt mindre aarvaggen; det gjør altid et daarligt Indtryk, naar der bliver rodet op i sligt (fortsætter dæmpet).
REYNHOLDT (til Margrete). Ser De! — nu er det paavei til at gaa paa den Gamle Maade.
MARGRETE (træder raskt til, tager Papiret frem af Faderens Brystlomme). Hr. Bureauchef! — Undskyld! — min Fader vilde bede Dem læse dette!
FOGDEN. Men Margrete! —
LORENTZ (ser i Papiret). Er det Meningen, at jeg skal læse dette høit?
FOGDEN (ser paa Margrete, hun nikker).
LORENTZ (læser). Afskedsansøgning. —
ROSS og TAMP (samtidigt). Hva’ ba’!
LORENTZ (fortsætter). Efterat jeg med Beklagelse har formærket, at jeg ikke længer formaar at varetage mit Embede, idet jeg uden mit Vidende er geraadet i en betydelig Kassemangel! —
ROSS. Hys!
TAMP. Hys!
ROSS. Hvad er dog dette for et uforsigtigt Dokument! hvorledes kan du bære dig saa uforsvarligt ad — Gregersen! at gjøre en saadan Ting bekjendt? — (med en Hentydning til Reynholdt) — vi ere jo ikke alene.
TAMP. Netop hvad jeg vilde sige: der maa ingen vide et Ord —
ROSS. Kassemangelen kan naturligvis dækkes underhaanden —
LORENTZ. Jeg ved dog ikke saa ganske, om jeg er enig med Dem i det — Hr. Sorenskriver!
ROSS. Men Hr. Bureachef! De synes mig ikke at betænke, hvilket indtryk det vilde gjøre, for Exempel hvis Pressen faar Tag i Historien.
TAMP. Ja det er Tingen! altid underhaanden ingen Skandale; saaledes gik det ogsaa dernede —
ROSS. Netop i Tider som vore maa Embedsstanden holde sammen, tæt sammen —
LORENTZ (utaalmodig). Men denen Kontorist — denne Sivertsen — har man da ikke Mistanke til ham?
ROSS og TAMP. J—o!
LORENTZ. Men hvorfor Pokker har man da ikke søgt at sikre sig Personen?
ROSS (overlegen). Forstaar De ikke det — Hr. Bureauchef! — det er netop Sagen —
REYNHOLDT (til Lorentz). Her er et Privattelegram, jeg har faaet.
LORENTZ. Et Telegram! — naa Gudskelov! her er dog et fornuftigt Menneske.
ROSS og TAMP. Hva’ ba’!
LORENTZ (læser). Fra Christianssand. Omtelegraferede Sivertsen paagrebet Hullerbaaden; betydelige Kontanter; hvad gjøres? Politimesteren. — Hvad har De svaret?
REYNHOLDT. Behag at holde paa ham til imorgen.
LORENTZ. Godt svaret — meget godt! — Hr. Sorenskriver! Sagen overlades til Dem til videre Forføining (rækker ham Depechen).
ROSS (afsides). Slig en forbandet Klokkesmed!
MARGRETE (til Faderen, der har staaet og maabet). Hører du Fader! nu er du fri! der falder ikke længer nogen Skygge paa din Hæderlighed. Nu kan du med Freidighed gaa til dit nye Liv!
FOGDEN. Og det takker jeg først og fremst dig for — kjære Barn! (løfter Stemmen). Og nu skulle I alle vide, hvad vi to har isinde. Jeg fratræder mit Embede, hvor jeg ikke duede, og tager fat der, hvor jeg har mine Evner. Som Snedker — mine Venner! skal jeg først blive mig selv; for det er dog — ja jeg synes eller sikke om Ordet, men lad gaa for en Gangs Skyld! — det er dog, naar alt kommer til alt — mit Kald!
ROSS (et stort Skridt frem). Maa jeg paa de tilstedeværende Embedsmænds Vegne protestere —
LORENTZ. Tak — ikke paa mine!
ROSS. Hvad? De ogsaa — Hr. Bureauchef! Saa vidt er det kommen i dette ulykkelige Land! Tamp — Kaptein! du gaar med mig! (mod Døren).
TAMP (følger). Ja — Fanden partere mig.
FOGDEN (holder i Frakken). Men Ross — Ross! — du hører jo, det er Sivertsen, jeg har intet gjort!
ROSS. Ah — bah! hvem Fanden snakker om det? hvad er en simpel Kassemangel mod en saadan Skandale! (ud).
FOGDEN. Men Hr. Kaptein! — Brøndtosk —
TAMP (med Værdighed). Jeg vil heller spise Sild med en Embedsmand end Brøndtosk med en Snedkermester! (ud).
FOGDEN. Og du Lorentz! vil du ogsaa gaa fra mig?
LORENTZ. Nei min Ven! nu forst vil jeg gjerne blive her.
FOGDEN. Tak — gamle Ven! du kom itide.
MARGRETE. Se nu er Far i sin nye Uniform!
LORENTZ. Bravo! gamle Ven; her har vi altsaa Snedkermester Anders Ørst — nei lad os sige A. Ø Gregersen!
FOGDEN (straalende). Til Tjeneste — mine Venner! — og der (peger paa Uniformen) — der hænger Hans Majestæts Foged!
KORNELIUS (kommer hurtigt fra Spisestuen og raaber): Jeg skulde hilse fra Ane Kristine, at Toske blir kold!