Hans Jægers sidste ord i bohêmesagen/Realitetsprocedure

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Højstærværdige herrer rigets øverste dommere!

Maa jeg faa lov til, ganske kort, at fremstille for dem det faktum, som ligger til grund for denne anklage.

Da min bog i sin tid blev beslaglagt, blev en beslaglæggelsesforretning afholdt ogsaa hos mig. Jeg var syg den dag og laa tilsengs, og byfogdens folk kom ind i det værelse hvor jeg laa. De sa, at de kom for at beslaglægge min bog, og spurte, om jeg havde noen exemplarer af den i mit værge? — Ja. — Om jeg da vilde være saa god at udlevere dem. — Nej. — Jasaa? om jeg heller ikke vilde gi noen oplysning om, hvor de var at finde? — Nej. — Ja... om jeg da altsaa ønsked tilført protokollen, at jeg nægted at gi noen somhelst oplysning om de bøger som jeg sad inde med? — Ja; det ønsked jeg tilført protokollen. —

Saa skede højstær værdigeherrer! det blev tilført øvrighedens egen protokol, at i vidners overvær havde jeg, for øvrighedens repræsentant paa stedet, erklæret, at det lovbud som indeholdes i Forordningen af 27de Septbr. 1799 § 21, det lovbud nægted jeg bestemt at adlyde.

Paa en skriftlig, vidnefast erklæring af den art antog jeg, højstærværdige herrer, at øvrigheden kun havde ét svar —: en tiltalebeslutning.

Nogen tiltalebeslutning kom imidlertid ikke.

Nu, i løbet af en maaneds tid saa solgte jo jeg — ganske aabenlyst, og med autoriteternes vidende — de exemplarer af bogen som jeg havde reddet fra beslaglæggelsen. Det vil sige de komplette exemplarer da, Foruden dem havde jeg jo ogsaa liggende disse 300 førstedele uden tilsvarende 2den dele. Men som forfatter fandt jeg mig ikke tjent med at sende disse førstedele alene ud i verden, og jeg lod dem derfor bli liggende deroppe paa det loft hvor de laa.

Saa kom højesteretsdommen af 22de septbr. ifjor, og bestemte at disse bøger skulde konfiskeres.

Nu,jeg gik jo ud fra at den dom som enhver anden skulde fuldbyrdes, ikke efter domfældtes egen, men efter øvrighedens foranstaltning, og jeg vented altsaa, at øvrigheden nu skulde henvende sig til mig og si som saa—: „Værsgod! har De endnu noen tilbage af de bøger, som De i sin tid var fræk nok til ganske aabenlyst at unddrage fra beslaglæggelsen — saa faar De ialfald nu komme med dem, nu da bogen er dømt til konfiskation; for skulde De nu finde paa at gjøre noe vrøvl, saa kunde det nok endnu hænde at vi kneb Dem for overtrædelsen af den gamle forordning fra Syttenhundrede-og-den-tid.

Nogen saadan henvendelse skede ikke og følgen var, at de 300 førstedele de blev fremdeles liggende deroppe paa det loft, hvor de laa.

Men saa en dag faar jeg en idé —: Jeg siger til bogtrykker Knudsen: Hør Knudsen, jeg har her liggende 300 førstedele af Bohêmen; de ligger her til ingen nytte — vil De nu paata Dem at trykke et tilsvarende antal andendele og saa ta og rejse ind til Sverige med de 300 komplette exemplarer, vi paa den maade faar, og afhænde dem der, saa skal De faa halvparten af nettoen? — Ja, Knudsen gik ind paa det; han trykte altsaa dette nye oplag af Bohêmens 2den del, fik sig saa udleveret mine 300 førstedele — og dermed rejste Knudsen, højstærværdige herrer, ind til Sverige og gav sig til at udbrede bogen der. —

I anledning af dette faktum er det, af justisdepartementet skriver til stiftet —: „Paa foranstaltning af forfatteren er der udkommet et nyt oplag af Bohêmens 2den del; forfatteren har altsaa paany gjort sig skyldig i forbrydelse mod krl. 8—1 og 3; værsgo sæt ham under tiltale for det; — og stiftamtmanden saa gjør. —

Jeg kan, højstærværdige herrer, af denne tiltalebeslutning ikke se, enten det er optrykningen af bogen her i landet, eller det er udbredelsen af den derborte i Sverige, som det høie departement finder strafbar. Jeg kan ikke se det, og jeg blir derfor nødt til at paavise, at hverken det ene, eller det andet hverken optrykningen af bogen her i landet eller udbredelsen af den derborte i Sverige, kan være strafbar efter norsk lov. Jeg blir nødt til at paavise begge dele, siden det høje departement ikke har været saa venlig at si mig, hvilken af delene det var, det mente — hvilket forøvrigt, højstærværdige herrer, det høje departement gjerne kunde ha gjort.

Jeg blir nødt til at paavise begge dele. La mig da ta optrykningen først —:

Trykningen af en bog er, højstærværdige herrer, i og for sig aldrig strafbar i Norge. Aldrig. Den har ophørt at være det siden pen dag, da censuren blev ophævet. Sæt nemlig, at allerede trykningen af en bog i og for sig kunde være strafbar; at det altsaa med andre ord allerede ved trykningen af en bog i og for sig kunde foreligge en forbrydelse. Hvad saa? — Jo, hvor der foreligger en forbrydelse, der har justitsen adgang til at gribe ind. Justitsen vilde altsaa kunne ha adgang til at skride ind overfor bøger før de endnu var kommet ud. Men da havde vi jo, højstærværdige herrer, da havde vi jo censur — og censur, se det er netop det vi ikke har. Siden den dag da censuren blev ophævet er trykningen af en bog ikke længer strafbar i Norge.

At det virkelig aldrig er trykningen, men bestandig kun udbredelsen af bøger, som kan være strafbar efter norsk lov, det vil De ogsaa meget let kunne overbevise Dem om ved at kaste selv det løseligste blik paa de pressebestemmelser som vi har. Lad os ta f. eks. Krl. 8—1 og og 3, som det her gjælder: Hvad de to §er vil værne om, det retsgode som de vil beskytte, det er jo, højstærværdige herrer, det er jo: almenhedens religiøse og sædelige følelser. Men der sker intet angreb paa almenhedens religiøse og sædelige følelser derved at en bog trykkes; et saant angreb sker først derved, at man begynder at udbrede bogen blandt almenheden. Først ved udbredelsen foreligger der altsaa en forbrydelse, fordi at først ved udbredelsen har man forgrebet sig paa det retsgode, som disse paragrafer forbyder En at forgribe sig paa.

Justitsdepartementet ved ogsaa meget vel, at det saa forholder sig; vidste det ialfald for 2 aar siden — og havde dengang anledning til at udtale det. Da hændte nemlig følgende —:

Korpslæge Koren her i byen, formand i sædelighedsforeningen og noe mere saant, han havde den gang, kort før min bog kom ud, paa uredelig vis tilvendt sig et exemplar af min bogs første del — anden del laa endnu under pressen saa den havde han ikke kunnet faa fat i. Han havde oversendt dette uredelig tilkomne exemplar til Kristiania Politi, og havde spurgt: „vil De taale, at en saan bog kommer ud?“ — Og Kristiania politi havde sendt det uredelig tilkomne exemplar videre, til Justitsdepartementet, og havde spurgt: „skal vi forhindre at denne bog kom mer ud?“ — Men Justitsdepartementet svarte —: „Nej; dertil har vi ingen ret. Det er vel nok, at denne bog er trykt; men derved er loven endnu ikke overtraadt. Først i det øjeblik bogen er kommet ud; først i det øjeblik man er begyndt at udbrede den blandt almenheden først da foreligger der en lovovertrædelse, en forbrydelse, og først da har vi adgang til at skride ind. For — der er nemlig det ejendommelige ved forbrydelser i trykt skrift, at selv om vi ser en saan forbrydelse komme, saa har vi alligevel ingen ret til paa forhaand at gribe ind for at forebygge den; vi maa vente til forbrydelsen foreligger — vi har nemlig her i landet ikke censur.“

De ser, højstærværdige herrer, at for 2 aar siden ialfald, saa vidste Justitsdepartementet meget vel, at trykningen af en bog i og for sig ikke er strafbar i Norge. Og der er ingen grund til at tro, at Departementet nu skulde ha glemt, hvad det for 2 aar siden vidste. Dertil har det høje Departement med hr. Sørensen i spidsen, i mellemtiden beskjæftiget sig altfor meget med pressesager — altfor meget højstær værdige herrer! — Og der er heller ingen grund til at tro, at Departementet i denne mellemtid skulde ha forandret sin opfatning i dette stykke. Dertil var den opfatning, som det høje Departement for 2 aar siden havde, altor iøjnespringende rigtig. For det er nu ikke noen omdisputabel ting det, højstærværdige herrer, at et angreb paa almenhedens religiøse og sædelige følelser det sker ikke derved at en bog trykkes, men det sker først derved at man begynder at udbrede en saan bog blandt almenheden. Det er ikke noen omdisputabel ting det. Og desuden som sagt: vilde man gaa ud fra, at allerede trykningen af en bog i og for sig kunde være strafbar, ja saa havde vi censur — og, censur det har vi jo ikke.

Saa hvorledes jeg end vender og snur paa dette her, saa kan jeg kun komme til ét resultat, og det er det —:

Trykningen af en bog er i og for sig aldrig strafbar i Norge; kun udbredelsen kan være det.

At altsaa jeg ved at la min bog trykke her i landet skulde ha forbrudt mig imod krl. 8—1 og 3, det er, højstærværdige herrer, ingenting andet end meningsløs snak — meningsløs snak højstærværdige herrer, og ingen ting andet.

Det var det ene.

Den anden paastand, som kan ligge til grund for det høje Departements tiltalebeslutning, det er da altsaa den, at jeg ved at udbrede min bog i Sverige, skal ha forbrudt mig mod den norske kriminallovs 8—1 og 3.

Sæt, højstærværdige herrer, at saa var. Sæt, at jeg virkelig ved at udbrede min bog i Sverige skulde ha forbrudt mig mod den norske kriminallov — hvad vilde saa det si? — Jo det vilde si intet mindre, end at vi havde et norsk lovbud, som forbød udbredelsen af bøger i Sverige; at vi havde et norsk lovbud, som vilde gi sit besyv med, hvor det gjaldt at bestemme, hvad svenske borgere skulde faa lov til at læse og ikke læse. Men det er jo, højstærværdige herrer, umuligt. Thi hvilken ret skulde vel den norske stat ha til overhovedet at bestemme noe somhelst med hensyn til hvad svenske borgere skulde læse og ikke læse? Hvilken ret i al verden skulde den norske stat kunne ha til gjennem sin lovgivning at blande sig ind i ordningen af et i den grad intimt svensk anliggende! — Nogen hjemmel for en saa taabelig anmasselse lar sig ikke paavise. Den norske stat har tout simplement ingensomhelst ret til at udstede et sligt lovbud. Og har den norske stat altsaa udstedt lovbud som angaar udbredelsen af bøger, saa ligger det altsaa i sagens natur, at disse lovbud kun angaar udbredelsen af bøger i Norge. Med andre ord —: krl. 8—1 og 3. forsaavidt de omhandler bøgers udbredelse, gjælder ifølge sagens natur kun indenfor Norges riges grænser.

At altsaa jeg, ved at udbrede min bog i Sverige — altsaa udenfor rigets grænser — skulde ha forbrudt mig imod den norske kriminallovs 8—1 og 3, som omhandler bøgers udbredelse indenfor rigets grænser — det er, højstærværdige herrer, heller ikke noe andet end meningsløs snak; meningsløs snak højstærværdige herrer, og ingenting andet.

Hvilken paastand altsaa der end maatte ligge til grund for det høje Departements tiltalebeslutning — enten den at optrykningen af bogen her i landet, eller den at udbredelsen af den borti Sverige skulde være strafbar etter norsk lov — i begge tilfælde er og blir denne tiltalebeslutning en meningsløshed. En meningsløshed, højstærværige herrer, og ingenting andet.

Se dette havde jo jeg altsammen sagt mig selv, før jeg skred til at foranstalte dette nye oplag af Bohêmens 2den del — og det var derfor med dyb og uforstilt forbauselse at jeg en god dag finder i en avis denne hr. Sørensens tiltalebeslutning. Det var mig jo aldeles uforstaaeligt, hvorledes en mand i hr. Sørensens stilling kunde ville træ frem for en domstol med en paastand, som vidned om en saa fuldstændig mangel paa den aller simpleste almindeligste bonsens, aldeles ufatteligt. — Nu, jeg var jo ikke i mindste tvil om, hvorledes en saan paastand vilde bli mødt af domstolene; jeg vidste jo nok, at den vilde bli tilbagevist. Men, der var én ting, som ærgred mig, og ærgred mig meget. Og det var, at jeg tænkte mig jo paa forhaand, at naturligvis kommer denne Byretten til at gi sin tilbagevisning i en pen pyntelig form, istedenfor at gi den i en høvisk form, saaledes som denne hr. Sørensen havde fortjent. Men som sagt: hvorledes en saan god paastand i realiteten vilde bli mødt af domstolene, derom var jeg jo ikke i ringeste tvil.

Imidlertid, højstærværdige herrer, der var mig flere overraskelser beredt i denne sag, og en af dem var da den, at en dag som jeg sidder og læser i en avis, saa træffer jeg paa denne Byretsdom, hvoraf jeg altsaa ser, at Byretten aldeles ikke har tilbagevist hr. Sørensens meningsløse paastand; men at Byretten tværtimod har tat denne hr. Sørensens meningsløse paastand tilfølge og altsaa har dømt mig for forbrydelse mod krl. 8—1 og 3.

Nu, jeg gik straks op paa Justitskontoret og bad om at faa læse igjennem en saan god dom. Jeg var jo meget spændt paa at faa vide, hvad det var for en af disse to handlinger, enten optrykningen af bogen her i landet, eller udbredelsen af den borti Sverige, som Byretten havde fundet strafbar — og meget nysgjerrig efter at faa erfare, ved hjælp af hvilke fiffige kunstgreb Byretten havde kunnet faa det til at se ud, som om noen at disse to handlinger inneholdt en forbrydelse mod krl. 8—1 og 3; indeholdt et angreb paa det retsgode, som disse paragrafer vil beskytte. Jeg var meget nysgjerrig efter at faa erfare det. Men højstærværdige herrer, min nysgjerrighed blev ikke tilfredsstillet. Jeg var akkurat lige klog paa, hvad det var for en forbryderisk handling jeg skulde ha begaaet efter at ha læst dommen som før jeg havde læst den. Akkurat. Hvad Byretten siger herom indskrænker sig nemlig til følgende —:

„Uagtet det, som ovenfor refereret, ikke er oplyst, at nogen af de optrykte exemplarer har vært forhandlet her i landet, finder retten dog, at optrykningen maa være underkastet de norske lovbestemmelser angaaende i trykt skrift.“ — Altsaa, læg mærke til det: det er optrykningen som Byretten finder inde holder en forbrydelse mod krl. 8—1 og 3. Og hvorfor finder Byretten det? Jo —: til anvendelse af disse paragrafer maa det nemlig antages tilstrækkeligt, at trykningen er foregaaet her i landet, og at skriftet er udbredt, uden at det kan kræves, at det er udbredt her i landet“.

Altsaa, højstærværdige herrer! Byrettens ræsonnement er dette: „Fordi optrykningen her i landet plus udbredelse ligegyldigt hvor — fordi de to ting tilsammen udgjør en forbrydeise mod krl. 8—1 og 3, derfor udgjør allerede optrykningen alene en saadan forbrydelse! Den rigtige slutning er jo den modsatte —: Kan det først ansees tilstrækkeligt at trykningen er foregaaet her i landet og at udbredelsen har fundet sted ligegyldigt hvor — saa kan det ikke antages tilstrækkeligt, at trykningen er foregaaet her i landet, hvis ingen udbredelse har fundet sted; og altsaa kan det ikke være optrykningen som er strafbar, det maa være det andet moment, det maa være udbredelsen, som er det strabare.

De ser, højstær værdige herrer, at Byretten begynder med at sige, at det er optrykningen, som er strafbar; men den ender med i virkeligheden at paastaa, at det er udbredelsen. Og intet forsøg, end ikke det svageste, gjør Byretten paa at vise, at noen af de to foreliggende handlinger virkelig indeholder et angreb paa det retsgode, som krl. 8—1 og 3 vil beskytte.

Jeg vil faa lov til at si om den dom, at hvis de tre byretsherrer, istedenfor at sidde til doms i en sag som angaar en medborgers ve og vel, havde siddet oppe til sin juridicum, og de der havde faat sig forelagt denne sag som opgave — hvis de da havde leveret en besvarelse som den her foreliggende; en besvarelse, hvori de vel domfældte efter de og de paragrafer, men uden at paavise, at noen af de foreliggende handlinger gik ind under disse paragrafer, ja uden engang at oplyse om, hvilken af de foreliggende handlinger det var de „antog“ „formente“ „fandt“ gik ind under disse paragrafer; hvis de med andre ord havde leveret en besvarelse, hvori de vel domfældte, men uden at faststille det strafbare faktum, og uden at berøre engang det retslige spørgsmaal paa hvis afgjørelse sagens udfald maatte bero; — ja saa kan jeg ikke forstaa andet, end at den eneste karakter de for en slig besvarelse kunde ha obtineret, det var —: Immaturus. Hvis altsaa de tre Byretsherrer havde siddet oppe til juridicum og levert en slig besvarelse, saa havde de kunnet slippe med at bli vist bort med et „immaturus“. Men nu er d’hrr. ikke oppe til juridicum, de sidder som medlemmer af Kristiania Byret — og da gaar jo deres dom ind under krl. 24—9, som siger, at „har nogen af uagtsomhed, uforstand eller uvidenhed i loven afsagt dom, skal han, naar dommen kommer under højererets prøvelse, og den befindes at være aabenbart ulovskikket eller ugrundet, straffes med bøder indtil et hundrede speciedaler“. Skal i det hele taget noen dom kunne siges at gaa ind under denne bestemmelse, skal i det hele taget nogen dom kunne siges at være aabenbart ulovskikket og ugrundet, saa maa det vel være denne Byrettens, og jeg agter i overensstemmelse dermed at nedlægge min paastand. —

De vil forstaa, højstærværdige herrer, at en dom som denne Byrettens den kunde for mig vel ha sit værd som et ganske kuriøst dokument; men, som endelig afgjørelse i min sag kunde jeg jo ikke bruge den. Jeg var jo nødt til at appellere, om det saa bare var for at faa vide, hvad det var for en forbryderisk handling jeg skulde ha begaat. Men da jeg saa havde appelleret sagen, saa var der én ting, som faldt mig ind, og det var det —:

Hvad Justitsdepartementet havde ment, det maatte jo tydeligvis være, at udbredelsen af bogen i Sverige, udført af en norsk borger, er strafbar efter norsk lov. Og i den grad maatte hr. Sørenssen ha fundet dette selvfølgeligt, at han end ikke havde fundet det nødvendigt at si, at det var udbredelsen og ikke optrykningen han mente. Nu, for mig stod den jo som en meningsløshed denne paastand om at udbredelsen af bogen i Sverige, udført af hvem det saa var skulde være strafbar efter norsk lov. Men saa var det altsaa det, som faldt mig ind —: hr Sørenssen var jurist og jeg ikke: hvem kunde altsaa vide — det saa jo umuligt og utroligt og meningsløst ud, men, hvem kunde alligevel vide — jeg var jo ikke jurist — om ikke denne hr. Sørenssen til syvende og sidst kunde vise sig at ha en almindelig anerkjendt retsopfatning at holde sig til, naar han rejste en slig paastand; ellers var det jo ubegribeligt, hvorledes han havde kunnet komme frem med den. — Nu, hvis saa var, da maatte jo mit forsvar for højesteret komme ti! at bestaa i en paavisning af, at denne almindelig anerkjendte retsopfatning, som hr. Sørenssen altsaa havde at støtte sig paa, at den stred mod almindelig sund fornuft og altsaa var ugyldig — og jeg skred til at forberede mig paa et saant forsvar.

Men, højstærværdige herrer, jeg blev fritat for at føre det forsvar. For da jeg saa kom til de juridiske forfattere, som har skrevet om international strafferet, straffeloves virkekreds og hvad det nu kaldes, saa var de allesammen enige med mig og uenige med hr. Sørenssen. Og ikke det bare. Nej, men noe saa dumt som det hr. Sørenssen her har fundet paa, noe saa dumt var end ikke faldt dem ind. Og for nu at vise Dem, hvorledes denne hr. Sørenssens paastand ikke blot strider imod den simpleste almindeligste bonsens, men hvorledes den ogsaa vidner om et fuldstændigt mangel paa kjendskab til de allerelementæreste strafferetslige begreber, saa vil jeg her faa lov til ganske kort at fremstille for Dem hvad jeg om denne materie, straffeloves virkekreds, har fundet hos disse forfattere. Det er klart og grejt og fod i hose og skal ikke ta lang tid. Hvad jeg derom har fundet er følgende —:

Det er aldeles utvivlsomt at et lands straffelov kan ikke nøje sig med at gjælde bare indenfor landets egne grænser. En straffelov, som nøjed sig med det, vilde umulig kunne fyldestgjøre sin opgave. Sraffeloven er jo nemlig til for at værne om de af staten anerkjendte retsgoder; dens opgave er at sikre disse retsgoders integritet. Og al den stund nu endel af disse retsgoder, som f. ex. liv, frihed, ejendom osv., faktisk er ambulante, faktisk lar sig promenere omkring fra det ene land til det andet, og altsaa ligesaa gjerne kan befinde sig paa den ene som paa den anden side af rigets grænser — saa er det jo klart at straffeloven som skal beskytte disse ambulatante retsgoder, den kan ikke nøje sig med bare at forbyde de angreb som kan ske paa dem indenfor rigets grænser: den er nok temmelig nødt til, hvis den virkelig vil sikre deres integritet, at forbyde et hvilket somhelst angreb paa dem, og altsaa ogsaa de angreb, som kan ske udenfor rigets grænser.

For altsaa at kunne fyldestgjøre sin opgave, som er den: at sikre de af staten anerkjendte retsgoders integritet, saa er enhver straffelov nødt til at la sine straffebud gjælde, ikke blot indenfor, men ogsaa udenfor rigets grænser — notabene: forsaavidt disse straffebud har til opgave at beskytte ambulante retsgoder.

Men højstærværdige herrer! ikke ethvert retsgode er ambulant. Der gives jo ogsaa retsgoder, i hvis natur det ligger, at de er bundne til det lands geografiske omraade, hvor de hører hjemme; retsgoder, som ifølge sin egen natur er stationære i sit hjemland, og som altsaa ikke lar sig promenere omkring i fremmede lande. Og de straffebud, som har til opgave at beskytte saanne i sit hjemland stationære retsgoder — ja de faar jo altsaa aldrig noen lejlighed til at følge disse retsgoder ud over grænsen for at beskytte dem der, og altsaa kommer de ifølge sagens natur aldrig til at gjælde andet end indenfor rigets grænser.

Sagen er simpelthen den, at ethvert straffebud gjælder jo selvfølgelig overalt hvor der bare er den mindste mulighed for at noen kan komme til at overtræde det; overalt hvor der bare er den mindste mulighed for at noen kan komme til at forgribe sig paa det retsgode som dette straffebud forbyder En at forgribe sig paa. Men paa et stationært retsgode er det aldeles umuligt at faa forgrebet sig andet end indenfor rigets grænser; og altsaa er det aldeles umuligt andet end indenfor rigets grænser at komme til at overtræde et lovbud som forbyder En at forgribe sig paa et saant retsgode.

Altsaa, højstær værdige herrer —: de straffebud, som har til opgave at beskytte ambulante retsgoder, de gjælder ifølge sagens natur baade indenfor og udenfor rigets grænser; mens derimod de, som har til opgave at beskytte stationære retsgoder, ifølge sagens natur kun kan gjælde indenfor rigets grænser.

Nu, af slige stationære retsgoder har vi en hel mængde, og jeg behøver jo bare at ta for mig et enkelt et af dem og analysere det for derved at finde ud, hvad det egentlig er, som er det karakteristiske for et saant stationært retsgode; hvad det egentlig er som gjør, at et saant retsgode maa være stationært, og ikke kan være ambulant. Jeg kan til den analyse benytte et hvilket somhelst saant stationært retsgode og jeg kan altsaa ta et ganske i flæng. F. ex. —:

Norge har jo en mængde skov. Jeg sætter, at de norske lovgivere sa som saa: en rationel skovdrift vil være et overordentlig stort gode; vi anser det for at være saa stort, at vi vil ophøje det til et retsgode; vi befaler altsaa ved lov enhver skovejer at drive sin skov efter de og de rationelle regler — og den som ikke det gjør, han straffes med det og det. Med andre ord: jeg sætter, at de norske lovgivere vedtog en forstlov med tilhørende straffebestemmelser. Om nu en norsk borger ejed en skov borti Sverige og han drev denne sin skov derborte i Sverige paa en maade som aldeles ikke stod i overensstemmelse med den norske forstlov — saa vilde jo derfor ikke noe levende menneske falde paa at tro, at denne norske borger derved skulde ha for brudt sig imod den norske forstlov. Hvert menneske vilde jo vide, at det retsgode, som en slig norsk forstlov havde at beskytte, det var ikke en rationel drift af skov i sin almindelighed, men det var en rationel drift af Norges skove — og imod en lov, som paabyder en rationel drift af Norges skove kan man jo ikke forbryde sig ved at drive skov i Sverige. Hvert menneske vilde m. a o. vide, at det retsgode som en saan norsk forstlov beskytted med nødvendighed var stationært i Norge.

Jeg spør nu: hvorfor er det retsgode, som beskyttes af norsk forstlov med nødvendighed stationært i Norge? —

Jo af den simple grund, at den norske stat har ingensomhelst ret til at fatte noen bestemmelse om, hvorledes Sveriges eller andre landes skov skal drives; det er noe som hvert enkelt land selv bestemmer, gjennem sin egen lovgivning. Den norske lovgivning kan altsaa vel bestemme, at en rationel skovdrift skal være et retsode i Norge, men ikke at denne rationelle skovdrift ogsaa skal være et retsgode i Sverige; det kan alene den svenske lovgivning gjøre. Fordi altsaa at enhver stat paa skovvæsenets omraade kan indrette sig ganske som den selv vil; fordi m. a. o. hver enkelt stat paa dette kan oprette eller la være at oprette hvilkesomhelst retsgoder de selv finder for godt — derfor maa med nødvendighed de retsgoder som paa dette omraade oprettes, bli stationære i vedkommende lande, som finder for godt at oprette dem. M. a. o. ethvert retsgode, som skylder de enkelte staters forgodtbefindende sin existens som retsgode, blir nødvendigvis stationært. Et ambulant retsgode maa altsaa ikke skylde de enkelte staters forgogtbefindende sin existens som retsgode. Og det gjør de heller ikke, de ambulante retsgoder som liv, frihed, ejendom osv.; de skylder ikke de enkelte staters forgodtbefindende sin existens som retsgoder; man spør ikke de enkelte stater, om de vil være saa snil at anerkjende liv frihed ejendom osv. som retsgoder. Tværtimod: træffer man paa et folkeslag, som ikke anerkjender og ikke vil anerkende disse retsgoder, saa simpelthen tvinger man dem til det; man tvinger dem til at anerkjende disse retsgoder, tvinger dem til at omgjærde dem med en straffelov og til at oprette domstole som haandhæver den staffelov. Og først naar det er giort; først naar paa den maade anerkjendelsen af de ambulante retsgoder er sikret — først da kan man træ i fredelig forbindelse med et saant folkeslag. Sagen er den, at anerkjendelsen af disse ambulante retsgoder er jo det fælles almene fundament, hvorpaa ethvert moderne civiliseret statssamfund hviler — og ovenpaa dette fælles almene fundament er det saa, at alle de forskjellige stater bygger sig ivejret hver sin særegne individuelle retsbygning, afpasset efter hver sine særegne individuelle behov. Og som alle civiliserede stater i civilisationens navn maa staa solidariske om at slaa ned ethvert angreb paa det fælles almene fundament, saa maa det bli hver enkelt stats egen sag at beskytte de særegne nationale retsgoder, som de selv af egen drift har fundet for godt at oprette; for de retsgoder har de andre stater ingensomhelst interesse af at beskytte.

Jeg skal ikke udføre dette videre; den nærmere udførelse af det hører ikke herhen. Hvad jeg hermed har villet konstatere er kun det, at det ubedragelige kjendemærke paa et stationært retsgode, det er, at man ikke i civilisationens navn forlanger det anerkjendt af enhver stat, men at det er overladt til hver enkelt stats eget forgodtbefindende, om den vil ha et sligt retsgode eller ikke ha det. Og det er, højstærværdige herrer, faktisk tilfælde med de retsgoder, som er oprettede paa presselovgivningens omraade. Det staar faktisk ethvert land frit for, gjennem sin egen lov givning at bestemme, enten det vil ha fuld pressefrihed, eller indskrænket pressefrihed eller censur — og dermed er det ogsaa faktisk givet, at de retsgoder, som paa dette omraade er oprettede gjennem de enkelte staters lovgivning, de er stationære i sine respektive hjemlande. Og ikke blot er de faktisk for tiden stationære disse retsgoder men de kan aldrig bli ambulante. I midten at vort aarhundrede skede det, at friheden, den personlige frihed, gik over fra at være et stationært retsgode til at bli et ambulant, idet et flertal af civiliserede stater slog sig sammen om i civilisationens navn at tvinge de andre til ved lov at forbyde slaveriet. Det kunde ske med et retsgode som den personlige frihed, fordi udviklingen der gik fra slaveri mod frihed; men det vil aldrig kunne ske med retsgoder oprettede ved en lovgivning, som indskrænker pressefriheden. Vi befinder os nemlig ikke paa vejen fra pressefrihed til censur, men omvendt: paa vejen fra censur og til pressefrihed.

Og i ethvert fald — fortiden er det anerkjendt international ret, at hvert enkelt land selv har at bestemme, hvilke retsgoder det paa pressefrihedens omraade vil oprette, og intet land kan altsaa i saa henseende bestemme noe for et andet. Den norske lovgivning kan altsaa vel bestemme, at den norske almenheds religiøse og sædelige følelser ikke maa angribes paa tryk; at med andre ord uantasteligheden af disse følelser skal være et retsgode i Norge; men den kan aldrig bestemme, at uantasteligheden af disse følelser ogsaa skal være et retsgode i Sverige; det kan kun den svenske lovgivning, og den alene. Og det altsaa at ville paastaa, at en mand, som har angrebet den svenske almenheds religiøse og sædelige følelser, dermed har forbrudt sig mod den norske presselov, det er altsaa akkurat den samme juridiske uhyrlighed som at ville paastaa, at den norske borger, som ejed den skov derborti Sverige, og som drev den paa en maade, som ikke stod i overensstemmelse med den norske forstlov — at han derved skulde ha forbrudt sig mod den norske forstlov. Og til hvad slags uhyrlige praktiske konsekvenser det vilde kunne føre, om domstolene skulde gi sig til at prakticere den slags juridiske uhyrligheder, ja det vil De jo strax kunne se ved at ta et exempel, hvor to landes lovgivninger paa dette omraade kom mer i modstrid med hverandre —:

Jeg sætter, at et lands lovgivere siger som saa: de og de gamle gode meninger er dybt rodfæstet i vort folks bevidsthed, de er blet vort folk hellige og dyrebare; og at de det er, derpaa hviler igrunden hele vor forfatning. Vi vilde derfor anse det for overordentlig skadeligt, om disse gode gamle meninger skulde rokkes i vort folks bevidsthed, og vi anser det altsaa for et gode, at man ikke forsøger paa at rokke ved dem. Og saa stort anser vi det gode for at være, at vi vil ophøje det til et retsgode; vi forbyder altsaa ved lov enhver at angribe disse gamle gode meninger, og den som alligevel gjør det, han straffes med det og det.

Jeg sætter for en anskueligheds skyld at dette land er Rusland.

Nu, et andet lands lovgivere ræsonnerer anderledes: de siger som saa —: Nej, meninger er til for at angribes. Jo stærkere meningerne brydes mod hverandre, desto hurtigere kommer sandheden for en dag; og sandheden, se det er den vi har brug for. Vi anser det derfor for et overordentligt stort gode at den fri diskussion finder sted i den størst mulige udstrækning. Og om vi end ikke kan ved lov befale enhver borger værsgod at yde sit bidrag til den offentlige diskussion — fordi det altsaa ligger udenfor endel af borgernes evne —, saa vil vi ialfald ved lov forbyde enhver paa nogensomhelst maade at gribe hindrende ind i den frie diskussion. Og den som alligevel gjør det — han straffes med det og det.

Jeg sætter, ogsaa for en anskueligheds skyld, at dette sidste land er Frankrig.

Saa kommer en Russer rejsende til Paris for der at gjøre noen studier. Og mens han ligger der, saa opkommer der i pressen en diskussion, som netop angaar noen af de gamle meninger, som er fredlyste i Rusland. Russeren kaster sig ind i denne diskussion; han angriber paa det skarpeste de gamle meninger, som er fredlyste i hans hjemland; og — højstærværdige herrer, jeg sætter, at det netop blir denne Russer, som kommer til at levere det afgjørende indlæg imod disse gamle meninger; det indlæg imod dem, som slaar dem til jorden slig at de aldrig mere formaar at rejse sit hode i den offentlige diskussion. Nuvel, kort efter er denne Russer færdig med de studier han havde at gjøre i Paris. Men før han rejser hjem, saa aftaler han med den Pariserredaktør, i hvis blad han har skrevet sine artikler, at fra Rusland af skal han sende ham en ny række artikler om et nyt emne, som nu er kommet op til diskussion i den Parisiske presse. Dermed rejser Russeren hjem. Men ikke før er han kommen til Petersburg, før han øjeblikkelig blir fakket og sat under tiltale. Og man gjør derborte kort proces med ham. Dommeren simpelthen spør —: har du skrevet de artikler i det franske blad? — Ja. — Indrømmer du, at de indeholder et angreb paa de og de gamle meninger? — Ja. — Vel! se her ser du: vi har en lov, som siger, at hvo som angriber de og de gamle meninger, han straffes med det og det. — Jamen du store gud, siger literaten, den lov kan da ikke gjælde udenfor Rusland! — Sludder! svarer dommeren; du er Russer, og har at holde dig russisk lov efterrettelig, hvor i al verden du end maatte befinde dig. Og dermed saa dømmer han manden og lar ham sende til Sibirien.

Saa vil skjæbnen, at kort efter kommer denne russiske dommer til at gjøre en rejse til Paris. Og den Pariser-redartør, som skulde havt de artikler fra den dømte russiske literat, men som selvfølgelig ikke har faat dem; for literaten har naturligvis skrevet ned til ham og sagt —: De faar virkelig ha mig undskyldt, jeg er blit dømt for mine forrige artikler, og jeg har ingen lyst lil at bli dømt en gang til, De kan altsaa ikke faa de nye, jeg har lovt Dem — denne Pariser-redaktør faar tilfældigvis vide om, at den russiske dommer er kommen til Paris, og han rekvirerer ham øjeblikkelig sat under tiltale. Man gjør da i Paris kort proces med en saan russisk dommer. Man bare spør —: Er det Dem, som har dømt den russiske literat for hvad han har skrevet i dette Pariserblad? — Ja. — Vel, De har der ved forhindret manden fra at levere det bidrag til den fri diskussion her i Frankrig, som han havde lovt at levere; De har altsaa grebet hindrende ind i den fri franske diskussion. Og her ser De —: vi har enlov, som siger, at hvo som paa noen somhelst maade hindrer den fri diskussion, han straffes med det og det. — Jamen, siger Russeren, det forbud kan da bare gjælde Franskmænd, og jeg er Russer! Men dertil faar han kun det svar —: Den franske stat har bestemt, at den fri diskussion skal være et uangribeligt retsgode i Frankrig; paa dette franske retsgode har De forgrebet Dem; De har altsaa overtraadt loven og dermed gjort Dem skyldig til den straf som for en saadan overtrædelse er bestemt. Og dermed blir Russeren dømt.

Nu, det kan vel være, at den første indskydelse en saan russisk dommer vil faa, det er at stille sig under beskyttelse af det russiske gesandtskab i Paris. Men er han en fornuftig mand, saa vil han neppe være kommet saalangt som ud af retslokalet engang, før der vil være gaat op en praas for ham, og han vil slaa sig for sit bryst og si —: Mig sker min ret! jeg har ærlig og redelig fortjent det, for jeg har vært et stort fæ. For det burde jeg da virkelig ha begrebet, at den russiske stat vel kan forbyde at angribe disse gamle meninger blandt den russiske almenhed, men at den aldrig kan forbyde at angribe dem blandt den franske almenhed. Vedkommende literat har altsaa aldeles ikke forbrudt sig mod noget russisk lovbud; min dom over ham var altsaa et justitsmord. Og idet jeg begik det justitsmord, saa kom jeg altsaa til at udføre det kunststykke: siddende i Petersburg at forgribe mig paa den fri diskussion i Frankrig. Mig sker altsaa min ret — jeg har vært et stort fæ! Og dermed saa vil manden rolig vandre i fængsel. Og er han, foruden at være en fornuftig mand, tillige en retsindig mand, saa vil han øjeblikkelig skrive hjem til den russiske administration og si —: for guds skyld benaad den mand, min dom over ham var et justitsmord.

De ser, højstærværdige herrer, til hvad slags uhyrlige praktiske konsekvenser det vilde kunne føre at praktisere den slags juridiske uhyrligheder — i tilfælde, hvor to landes lovgivninger stod i modstrid med hinanden.

Men, vil man kanske si —: i en slik modstrid staar ikke, fortiden ialfald, de forskjellige europæiske lovgivninger til hverandre, at et sligt tilfælde kunde indtræffe.

Nej, det er saa. Men tænker vi os, at et enkelt land, før alle de andre, rækker frem til at faa en pressselov, som kun indeholder én sætning —: „pressefrihed bør finde sted,“ og det saa viser sig, at de omkringliggende landes literater sender sine produkter ind til dette pressefrihedens land og derved beriger det lands llteratur — hvis da de omkringliggende landes Justitstministre gav sig til at anfalde disse literater med tiltaleordrer, og de samme landes domstole gav sig til at dømme dem for altsaa aldeles fiktive forbrydelser og derved berøved det frie land dette literaturtilskud; saa er det jo klart, at vedkommende land ikke kunde finde sig i det. Sagen vilde jo straks bli gjort til gjenstand for diplomatiske forhandlinger, og skulde de enten strande eller trække i langdrag, saa vil jo vedkommende frie land hurtigst muligt skaffe sig strænge straffebestemmelser ligeoverfor den slags indgreb i dets pressefrihed. Og jeg vilde da ikke raade hverken en saan hr. Sørenssen eller en saan russisk dommer eller saanne byretsherrer til at sætte sin fod indenfor det lands grænser. For ikke blot vilde de der bli fakket og tiltalt og dømt og straffet, hvis man tilfældigvis fik fat paa dem; men man vilde gjøre sig en ganske speciel fornøjelse af at faa fat paa den slags karle og faa git dem den straf, som de saa ærligen havde fortjent for sin forbrydelse mod international ret. For det er nu engang saa det, at ethvert land har efter international ret lov til paa presselovgivningens omraade at indrette sig som de selv vil, og det er saalangt fra, at man i civilisationens navn kan forlange sine egne pressebestemmelser anerkjendt i fremmede lande, at man tværtimod i civilisationens navn maa forlange, at ethvert land selv faar lov til at greje med sine presseforhold, uden deri at forstyrres af fremmede landes regjeringer og domstole. Og endnu mere: Forbrydelser mod et lands pressebestemmelser er angreb paa stationære retsgoder, og overfor dem har kun det enkelte land strafferet; men forbrydelser mod den internationale retsregel, at ethvert land selv bestemmer sine presseforhold, det er derimod angreb paa et ambulant retsgode, og slige angreb burde alle stater være solidariske om at slaa ned. Vedkommende justitsministre og dommere burde altsaa fakkes og straffes, hvor man saa paagreb dem.

Jeg véd meget vel, højstærværdige herrer, at hvad jeg her har anført, det henhører under den strafferetlige ABC; og jeg véd ogsaa, at højesteret ikke netop er det sted, hvor man skal staa og holde juridiske ABC-foredrag. Men al den stund Justitsministeren mod mig har rejst en anklage, som strider imod den strafferetslige ABC, saa har jo ikke jeg noe andet at gjøre en at ta ABCen og holde den op for fjæset paa manden og spørge —: kan De læse far? — Det blir altsaa ikke mig, men denne hr. Sørensen, som har at be Dem, højstærværdige herrer, om, undskyldning for, at et saant ABC-foredrag er blet holdt her i retten. —

Højstærværdige herrer! Efter nu altsaa at ha paavist, hvorledes hr. Sørenssens paastand ikke blot strider mod simpel almindelig bonsens, men hvorledes den ogsaa vidner om et fuldstændigt mangel paa kjendskab til de aller elementæreste strafferetslige begreber, saa tror jeg nok jeg tør sige, at temerærere paastand end denne hr. Sørenssens — lar sig simpelthen ikke finde op.

Jeg spør da —: hvorledes er det muligt, at en Justitsminister kan finde paa at ville anfalde en norsk borger med en i den grad temerær straffepaastand? — hvorledes er det muligt? —

Ja, højstærværdige herrer, jeg vil ikke blot opkaste det spørgsmaal — jeg vil ogsaa besvare det. For før man har faat forklaringen paa dette mildest talt underlige faktum, saa er man jo virkelig fristet til at tro, at ved et mærkelig sjæbnens spil saa er Justitsministeren kommen til at bli siddende igjen med alle argumenterne i sin baglomme. Men, højstærværdige herrer! hr. Sørenssen har ingen argumenter i sin baglomme. Forklaringen er den ganske simple og enkle, at hr. Sørenssen, dengang han rejste denne anklage, befandt sig i en yderst opirriteret sindstilstand ; og at jeg, højstærværdige herrer, deri ikke var ganske uden skyld. — Jeg skal fortælle, hvorledes det var gaat til —:

Det var dagen efter at jeg var sluppet ud af arresten, og dagen før „Impressionist“ Nr. 1 kom ud. Som vi om formiddagen sidder inde paa Bodêga, Kristian Krohg og jeg og et par andre kammerater, saa kommer der pludselig farende ind en ung mand med et bestyrtet ansigt og spør —: har De hørt det? — Nej! — Albertine er beslaglagt.

Vi slog op en skoggerlatter og forlangte øjeblikkelig Champagne — vi syn’s det var for morsomt, at denne ynkelige hr. Sørenssen nu havde rendt sig den stage i livet. Og mens vi drak den Champagne saa redigerte vi følgende lille notis, som den følgende dag stod at læse i „Impressionist“ Nr. 1, under overskrift: „Beslaglæggelsen“.

„Tør hr. Aimar Sørenssen efter dette vise sig paa Karl Johan? — Jeg vil se paa det. — Jeg tænker han skulde bli led bort — ind i sidegaderne“.

Sammenligner De dette, højstærværdige herrer, med den medfart, som blir slige herrer tildel i andre lande, naar de begaar den slags ting, saa vil De forstaa, hvor pen og human den var denne vor lille notis. Ministerpræsident Goblet, da han i sin tid — det var kort efter at ha tiltraadt regjeringen — forbød opførelsen af Zolas Nora, saa modtog f. ex. Rochefort ham med en artikel betitlet Goblet, som begyndte slig —:

Dette provins-fæ! denne minister-idiot, dette uvidende kvæg af en bonde, som kommer her og vil indføre træskoregimente i verdens hovedstad Paris, osv. osv.

De ser, højstærværdige herrer —: vor lille notis var pen og tam i forhold til dette. Alligevel er det mig bekjendt, at hr. Sørenssen ikke skulde ha likt den. Selv om man gjorde det i en pen form, fandt hr. Sørenssen det dog ikke passende, at man spurgte en norsk Justitsminister, om han nu forstod, at han druknede i sin egen latterlighed.

Et par dage efter kom „Impressionist“ Nr. 2, hvor vi imputerer saavel hr. Sørenssen som hans kolleger ond tro i denne affære. Først staar der til Johan Sverdrup, ministerchefen —:

„Fordi du netop vidste, hvad du gjorde,
Jeg tilgir aldrig dig, du gamle mand“.

Og saa følger, under titelen „Beslaglæggelse“, følgende smaa stjerne-artikler —:

„Efter forlydende skal beslaglæggelsen være besluttet i samlet statsraad.

* * *

Hr. Aimar Sørenssen, fortællas det, var den eneste, der stemte imod. Da imidlertid de andre stemte for, fandt han dog, at magtens hynder var for blød.

* * *

Den lille sortgule Intrigant, siges at være anstifter.

* * *

Om forhenværende Johan Sverdrup fortælles der, at han ikke skammer sig.

* * *

Hr. Haugland skal ha erklæret sig beredt til at dille med paa enkver „pen“ foranstaltning.

* * *

Hr. Arctander skal ha fundet, at han ikke behøvede at gjøre sig noen „samvittighed“ af at gaa med paa et lille felttog mod den norske literatur.

* * *

Hr. Astrup vil paa Søndag bivaane Gudstjenesten i Trefoldigheden.

* * *

Om dr. Blix vides intet andet, end at Arne Garborg har henvendt sig til ham og stillet ham det valg: enten at stoppe skandalen, eller som mand, kirkeminister og Kristen at ryste støvet af sine fødder og forlade det underlige kollegium.

* * *

Det oplyses, at hr. Aimar Sørenssen igaar ikke viste sig paa offentlig gade“.

Kort efter kom saa „Impressionist“ Nr. 3. I mellemtiden havde vi faat vide af dhrr. Konow, Sparre og Blehr, hvordan det havde sig med denne hr. Sørenssens og hans kollegers onde tro; og overensstemmende med disse 3 herrers oplysninger skrev vi —:

Beslaglæggelsen har — det véd man nu — intet med sædelighed at gjøre, bare med politik — et sort-gult chack-træk, beregnet paa at flytte bønderne over til Oftedølerne og det rene venstre over til Bohèmen; den brikke som ofres er leteraturen.

Ved næste træk ofres jury for menighedsraad.

3die træk sortgul mat.

* * *

Vi er kommen langt her i landet nu: der spilles røverspil med matadorer for at vinde bønder. — Dø gamle Sverdrup! dø! — før skjændselen hober sig alt for højt op over dit minde“.

De ser, højstærværdige herrer, hvor pene og tamme vi var. Rochefort vilde sikkerlig ha brugt udtryk som „skurke“, „kjæltringer“, „pak“ osv.; vi indskrænker os til at konstatere faktum —: herrerne befinder sig i ond tro. — De har handlet mala fide“.

Men ogsaa disse pene smaating er det mig bekjendt, at hr. Sørenssen ikke kunde like.

Og samtidig med at disse „Impressionister“ kom ud, saa havde den saakaldte Albertinebevægelse rejst sig og havde antat dimensioner. Der var blet holdt møde paa møde og fattet resolution paa resolution, som protesterte mod denne skammelige beslaglæggelse. Og tilslut var hele bevægelsen kulmineret i det store Albertine-tog, hvor 5 a 6000 mennesker med faner og klingende spil drog ned til Johan Sverdrup og forlangte, at han skulde gi Albertine fri.

Og bag hele denne ubehagelige bevægelse saa hr. Sørenssen to hoder: et gult og et sort —: Chr. Krohgs og mit. Vi stod for ham som repræsentanterne for den retning, som havde fremkaldt den ubehagelige bevægelse. Og netop som bevægelsen havde naad sit toppunkt i det store Albertinetog, saa var det, at Stiftamtmanden sendte ind til Justitsministeren det forhør han havde lat opta over mig i anledning af de svenske affærer — med spørgsmaal om, hvorvidt jeg skulde sættes under tiltale.

— Aa ja vist skal han saa, ja! sa Justitsministeren — og paa den maade var det, højstærværdige herrer, at denne taabelige tiltale blev rejst.

Nu, jeg kunde jo ikke andet end smile ad denne tiltalebeslutning; og jeg indrømmer, at det var et ondskabsfuldt smil. Jeg søgte altsaa slet ikke at formilde den vrede herre; tværtimod. I „Impressionist“ Nr. 4 — et numer, som fra ende til anden er gjennemstrømmet af dyb foragt for hr. Sørenssen og hans seminaristkolleger — der stod blandt meget andet en artikel med overskrift „Personlige Chikanerier“, der lød saa:

„Igjen er regjeringen ude med tiltale mod Hans Jæger — denne gang for at ha solgt Bohêmen i Sverige.

Skulde d’hrr. af den johonsverdrupske regjering virkelig nu, ved siden af sin øvrige Svenske-venlighed, ogsaa være blet befængt med ømme følelser overfor Svenskernes sædelighed og blufærdighed?

Eller er De blet sinte naa, sinte fordi vi, som vil en literatur her i landet, har fortalt Dem, hvor foragtelig De er?

Indbilder De Dem kanske, at De blir mindre foragtelige, naar De til fræk voldsdaad føjer ogsaa personlige chikanerier?

Aaa nej! aktionsmyndigheden benyttet til voldshandlinger mod literaturen, det var foragteligt; men at benytte den til personlig at chikanere literaturens forsvarere, det er ikke bare foragteligt — det er at handle som uslinger.

Forresten er denne tiltale ikke bare chikaniøs; den er ogsaa dum. Saa dum, at man ikke skulde ha tiltrod selv Sørenssen den. For det skjønner jo hver mand i landet, fra den største til den mindste: ved norsk lov at ville forbyde udbredelse af bøger i Sverige — det er jo bare nonsens og ingenting andet“.

Som sagt: hele denne „Impressionist“ Nr. 4 er fra ende til anden gjennemstrømmet af foragt for hr. Sørenssen og de øvrige Seminaristministre. Jeg skal ikke citere noe større, bare pege paa et par steder til —: I slutningen af et brev fra Georg Brandes til Chr. Krohg, som findes indtat der, heder det f. ex. —:

„Beslaglæggelsen er et symptom paa, hvor vi holde, eller rettere: i hvilken sump, vi ere sunkne. Vi regjeres af Seminarister, hvad er end værre end det, som den bibelske forbandelse truer med —: I skulle blive regjerede af drenge“.

Og i en artikel, hvori vi spør d’hrr. Konow, Sparre og Blehr, som havde lovt at interpellere i anledning Albertines beslaglæggelse, hvorfor de ikke har gjort det? om de var for usle da det kom til stykket osv., der ender vi med at spørge dem —:

„Er I da ikke andet end høker-sjæle, I ogsaa. fuldt saa villige til at sjakre med nationens helligste interesser som denne sølle regjering?“

De ser, højstærværdige herrer: det er ikke noen agtelsesfuld tone, som gaar igjennem dette numer. Og tilslut saa hænges de in effigie i fiat lux —:

„Velfærdskomiteen har igaar udstedt følgende proklamasjon:

I morgen den 21de Germinal, aar 1, kl. 12 middag, fjernes Kristian Kvart fra Stortorvet; „fiat lux“ rejses paany, og i den klynges op dhrr., som er nævnte paa nedenstaaende proskriptionsliste:

1. Forhenværende Johan Sverdrup (sevil frækhed, skamløs læggen sig tilrette i magtens hynder), osv. nedover“.

Heller ikke disse pyntelige smaating kunde hr. Sørenssen like. Og saa var der en omstændighed, som kom til. Det var ikke bare „Impressionisten“, som fandt hr. Sørenssens tiltalebeslutning dum. Den havde vært adskillig paa tale ogsaa i juridiske kredse her i byen, og man havde ogsaa der rystet paa hodet af den og sagt: den gaar vist ikke. Og hvorom alting er —: da tiltaleordren saa kort efter kom fra Stiftet, saa havde den faat et lidet tillæg —: jeg skulde nu ogsaa sættes under tiltale „for i sin tid at have til bageholdt fra beslaglæggelsen endel exemplarer af Kristiania-Bohêmen“. —

Nu kom den altsaa den tiltale som jeg saa stærkt havde provoceret for over 16 maaneder siden. Nu kom den. Jeg skal fortælle Dem, højstærværdige herrer, hvorfor den ikke var kommen før —:

Det var med fuldt overlæg, at jeg i sin tid havde lat tilføre i øvrighedens protokol, at jeg bestemt nægtet at adlyde det lovbud, som indeholdes i forordning af 27de Septbr. 1799 § 21. Mod et saadant lovbud fandt jeg det nemlig at være min pligt som norsk borger at protestere. Hensigten med denne § er ingen anden end den, om muligt, at hindre en bog, som skal sættes under anklage, fra at naa publikum i et eneste exemplar. Naaes denne hensigt, saa vil det sige, først, at vi har censur, dernæst, at man narrer os til at sætte os i den betydelige udgift, som udgivelsen af en bog fører med sig, og endelig, at man straffer os atpaa. „Kan trykkes. Rejersen“ er et stort fremskridt fra dette. Og er allerede „Kan trykkes. Rejersen“ en skjændsel for et land — hvor meget mere da ikke en presselovgivning som vor med denne forordningsparagraf. Ganske vist: §en har vanskeligt for at naa sin skjændige bestemmelse; men, skal det blive skik og brug her i landet, at sædelighedsformænd ustraffet faar lov til at stjæle bøger fra trykkerierne, og at justitsministre, istedenfor at sætte saadanne sædelighedsformænd under tiltale for tyveri, benytter sig af tyvekosterne til at lægge sig paa lur efter vedkommende bøger, — saa vil det slet ikke bli saa vanskeligt endda for bestemmelsen at naa sin infame hensigt. Og derfor, højstærværdige herrer, saa fandt jeg mig forpligtet til aabent at erklære, ved tilførsel i øvrighedens egen protokol, at den bestemmelse vilde jeg ikke adlyde. Og jeg gjorde det ganske trygt. Jeg vilde nemlig se paa, om Justisministeren voved at rejse tiltale mod mig for det. — Han voved det ikke. Mod Askeland og konsorter voved han det; mod mig voved han det ikke. Jeg skal si dem hvorfor. Det var dengang afskyresolutionens tid, og der vilde ligeoverfor en saan tiltalebeslutning ha rejst sig en storm af indignation —: der faar være maade med sjofelhed ogsaa, vilde man ha sagt. Det vidste hr. Sørenssen, og tiltalen blev ikke rejst.

Men nu, 16 maaneder efter, nu var situationen en anden. „Aftenposten“ og noen andre blade havde nu fortalt publikum historien om de falske titelblade — disse stakkars titelblade, hvis hele hensigt var, og hvis hele bestemmelse blev den, at ligge nede i kasserne mens de førtes over grænsen, for om toldvæsenet skulde finde paa at aabne dem. Bladene havde fortalt dette paa en maade, saa selv min ven, Fritz Thoulow sa, at ja nu burde jeg ha ordentlig straf, for falsk, det fik man la være. Hele publikum havde det indtryk, at jeg mindst havde gjort noe, som svarte til at skrive falsk. Nu var altsaa tiden til at rejse den anklage, man ikke havde vovet at rejse 16 maaneder i forvejen — og saa kom den da.

Men jeg sad og smilte. Jeg vidste jo, at nu kom den for sent; nu var forbrydelsen præskriberet; præskriptionstiden for denne forbrydelse var jo bare et aar. Se, det havde hr. Sørenssen glemt. Og referenten i byretten havde heller ikke vært opmærksom paa det, og da forsvareren gjorde opmærksom paa det under proceduren, saa havde referenten ingenting at svare: sagen blev umiddelbart efter forsvarerens tilsvar optat til doms, og jeg antog altsaa, at den hellige grav var vel for varet.

Men, byretten fandt paa raad. Præskriberet? — Nej da, sier byretten, der er jo her tale om en undladelsesforseelse; de tiltalte har helt siden beslaglæggelsen kontinuerlig gjort sig skyldig i forseelsen, de har stadig været in culpa, og vi har altsaa ikke noen terminus a quo.

Na, tænkte jeg ved mig selv da jeg fik se det —: det er en dejlig forklaring. Altsaa: Om de 300 førstedele fremdeles var blet liggende deroppe paa det loft — hvad der meget let kunde ha hændt; for det var jo rent tilfældigt, at jeg fandt paa at sende dem til Sverige — om de var blet liggende deroppe f. ex. 7 aar, og der saa var kommet en velsindet mand derop og havde fundet dem og havde anmeldt det; og jeg da havde staat paa en lige saa god fod med Justitsministeren som nu — saa skulde altsaa samme Justitsminister ogsaa da, efter 7 aars forløb, kunne faat mig idømt 1600 kroners bøder — ja for man vilde fremdeles ikke havt nogen terminus a quo for præskriptionen; jeg vilde i alle disse 7 aar vedvarende have gjort mig skyldig i en undladelsesforseelse ved ikke at aflevere bøgerne! Anej, højstærværdige herrer, sagen er, at tilbageholdelsen udgjør en afsluttet handling for sig; men der er én maade, hvorpaa forbrydelsen kan fortsættes, og det er ved efter at ha tilbageholdt bøgerne senere at udbrede dem blandt publikum, eller „falholde“ dem, som det heder. Man faar for det ikke 1600 kroner bøder til, men præskriptionen begynder ikke at løbe, før efter at falholdelsen er ophørt. Var tilbageholdelsen af bøger fra beslaglæggelse at opfatte som en vedvarende undladelsesforseelse, saa vilde jo præskriptionsbestemmelsen indeholde en opmuntring til ny forbrydelse. Den vilde da sige til forbryderen: har du først formelt forbrudt dig imod denne forordnings § ved at tilbageholde bøger, saa skynd dig endelig med ogsaa reelt at forbryde dig imod den; kast bøgerne ud iblandt publikum det forteste du kan, for ellers kommer du ikke til at nyde godt af præskriptionsbestemmelsen, men er git i Justitsministerens vold i al din dag.

De ser, højstærværdige herrer, at byrettens paafund er noe vaas.

Men, siger Byretten; vi har et højeste retspræjudikat at paaberaabe os. — Véd De hvad den gjælder, højstærværdige herrer, den dom som Byretten paaberaaber sig? — Det er et værnepligtigt mandskab, som har undladt at melde at han har skiftet bopæl. To aar er gaat hen, før man mærker det; da skal man ha fat i manden og finder ham ikke der hvor han efter listerne skal findes, men paa et helt andet sted. Da han saa blir sat under tiltale siger fyren at, ja men det er over to aar siden jeg undlod at melde min flytning; den forbrydelse maa altsaa var præskribert. — Nej, svarer Højester et, det har den hele tid været Deres pligt at holde Deres militære overord nede à jour med Deres opholdssted, og det er Deres pligt endnu den dag idag; De har altsaa kontinuerlig gjort Dem skyldig i en undladelsesforseelse, og vi har altsaa ingen terminus a quo for præskriptionen. Havde De enten senere meldt Dem, eller var De senere flyttet tilbage til Deres tidligere bosted, eller var Deres anmeldelsespligt senere ophørt, og saa to aar var forløbet efterat en af de tre ting var sked — ja da havde forbrydelsen vært præskribert, men nu kan der jo ikke engang være tale om en præskription.

Det er denne dom Byretten paaberaaber sig som præcedens. De ser, højstærværdige herrer, forskjellen.

Opfattes ikke det værnepligtige mandskabs forsømmelse som en undladelsesforseelse, da staar jo præskriptionsbestemmelsen der som en opmuntring til at fortsætte forbrydelsen. Har det værnepligtige mandskab først undladt at melde sin flytning, saa maa han jo da for guds skyld ikke gjøre den forseelse god igjen; det vilde jo være at anmelde sig selv. Han maa bare se til, om han kan greje sig to aar uden at bli opdaget, og klarer han det, saa er han dermed fri.

Opfattes altsaa ikke denne forseelse som en undladelsesforseelse, saa staar præskriptionsbestemmelsen der som en opmuntring til fortsat forbrydelse.

I det her foreliggende tilfælde er det akkurat omvendt —:

Opfattes tilbageholdelsen af bøgerne som undladelsesforseelse, saa staar præskriptionsbestemmelsen der som en opmuntring til fortsat forbrydelse, som en opmuntring til hurtigst muligt at sprede bøgerne ud blandt publikum.

Altsaa: netop i det punkt det her gjælder, nemlig hvorvidt forseelsen er at opfatte som en undladelsesforseelse eller ikke, netop i det punkt er disse to tilfælde hinanden stik modsatte. Og saa paaberaaber byretten sig det ene af disse to tilfælde som præcedens for det andet!

Højstærværdige herrer! Jeg har før sagt, at jeg agter at nedlægge paastand paa, at de tre byretsherrer blir at straffe efter krl. 24—9; jeg vil her lægge til, at der i domspræmisserne ogsaa bør gives administrationen et vink om, at mænd, hvis juridiske judicium er af den beskaffenhed, at de af to modsatte tilfælde paaberaaber sig det ene som præcedens for det andet — mænd, hvis juridiske judicium er af den beskaffenhed, de bør ikke indlemmes i vor dommerstand, forsaavidt de ikke allerede er det. To af disse tre byretsherrer er nemlig endnu kun konstituerede, d’hrr. Helliesen og Steffens.

Endelig staar tilbage et fæft faktum. Byretten har ikke indskrænket sig til paa disse præmisser om undladelsesforseelse osv. at dømme mig for forbrydelse mod Forordningen af 1799; den har ogsaa paa samme præmisser dømt bogtrykker Knudsen for samme forbrydelse. Og det uagtet Byretten selv gjør opmærksom paa, at bogtrykker Knudsen ikke har tilbageholdt bøger fra beslaglæggelsen; han fik nemlig først bøgerne, idet han stod i begreb med at rejse til Sverige.

Havde Byretten sagt som saa: Krl. 8—1 og 3 gjælder udenfor rigets grænser, og altsaa maa ogsaa Forordn. af 27de Septbr. 1799 § 21 gjælde udenfor rigets grænser, eftersom den kun er en hjælpebestemmelse til Krl. 8—1 og 3; og altsaa har Knudsen ved at sælge bøgerne i Sverige forbrudt imod Forordningsparagrafen — saa havde der endda vært en slags mening i tingen fra Byrettens standpunkt. Men Byretten slaar først udtrykkelig ihjel dette eneste argument, hvorpaa de kan støtte sig, naar det gjælder at faa Knudsen dømt — og dømmer ham saa alligevel, som om han i sin tid havde tilbageholdt exemplarer af det beslaglagte skrift.

I den grad har de tre byretsherrer paa forhaand vært paa det rene med at en mand som Knudsen skulde dømmes, at de end ikke lægger noe større mærke til, hvad det egentlig er han har gjort. I dette forvirrede dokument, byretsdommen, staar det f. ex. først at begge de tiltalte, altsaa ogsaa Knudsen, lige siden beslaglæggelsen kontinuerlig har været in culpa — og to linjer nedenfor staar det, at tiltalte nr. 2 først senere sees at være kommen i besiddelse af de omtalte exemplarer, nemlig lige da han han skulde rejse til Sverige.. Naar man saa husker paa, at hr. Knudsen er en i allerhøjeste grad misliebig person, saa vil jeg nok si, at de tre byretsherrers dom ialfald ser ud som om den for Knudsens vedkommende var afgivet mala fide, og jeg skulde derfor ikke være saa svært utilbøjelig endda til at forlange de tre byretsherrer straffet efter krl. 24—8. Men, ingen kan granske hjerter og nyrer, og jeg indskrænker mig derfor til, som jeg før sa, at forlange dem straffet efter krl. 24—9.

Efter dette tillader jeg mig at nedlægge følgende paastand —:

  1. Tiltalte, H. Jæger og Chr. Holtermann Knudsen bør for justitiens tiltale i denne sag fri at være.
  2. D’hrr. H . M . Helliesen, Fr. Steffens og Fr. Sommerschild bør for forbrydelse mod krl. 24—9 at bøde til statskassen 100 spd., 400 kroner, hver.

Jeg beklager at ikke blot politiske, men ogsaa almindelige forbrydelser, begaaede af norske statsraader kun kan paatales ved rigsret. Jeg vilde ellers i min paastand, ha tilføjet et numer 3. om at statsraad Sørenssen for forbrydelse mod krl. 24—27 skulde ilægges en bod stor 2000 kr., da det jo maatte antages, at han da han rejste denne tiltale handlede i overilelse. Men det gaar altsaa nu ikke an. Imidlertid, højstærværdige herrer, De havde ifjor en amtmand som havde misbrugt sin tiltalemyndighed til at tilfredsstille sin personlige hævngjærrighed, og da De ikke kunde straffe ham, saa gav De ham i domspræmisserne en offentlig paaskrift og lod ham løbe. Jeg overantvorder Dem her en statsraad som har gjort det samme, og jeg haaber, De gjør ligesaa med ham. —

Hermed er altsaa den advokatoriske del af mit forsvar forbi. Tilbage staar kun en personlig henvendelse, som jeg har at gjøre til retten —:

Højstærværdige herrer!

Dengang jeg ifjor stod her i denne skranke, var det som literaturens advokat, som forsvarer altsaa af en stor sag; og jeg fandt mig derfor forpligtet til at iagtta de advokatoriske hensyn til det yderste. Iaar er det anderledes, jeg staar her væsentlig kun for at defendere min egen person, og derfor saa kaster jeg nu alle advokatoriske hensyn overbord og siger Dem rent ud, højstærværdige herrer, at uagtet jeg her soleklart har bevist, at det er mig som har ret og denne hr. Sørenssen som har uret, saa tviler jeg alligevel ikke et øjeblik paa, at jeg jo blir dømt. Jeg skal sige hvorfor —:

Paa det tydeligste havde min defensor ifjor paavist, at en opfatning af kri. 8—1 og 3, hvorefter jeg kunde dømmes, umulig lod sig forene med grundlovens klare bud i dens § 100. Paa det tydeligste havde han bevist det, og dermed altsaa godtgjort, at hvis De dømte, saa begik De et grundlovsbrud.

De dømte alligevel, idet De sa —: Defensor har gjort regning uden kriminalloven. Ikke med et eneste ord forsøgte De engang at vise at den opfatning af krl. 8—1 og 3, hvorefter De dømte, virkelig lod sig forene med grl. § 100; ikke med et eneste ord. Deres svar paa defensors argumentation var taushed. Denne taushed maa jo for mig staa som en indrømmelse. Jeg maa jo tro, at De, højstærværdige herrer, i det tilfælde fandt Dem berettiget til at sætte lov over grundlov. Men naar gamle dommere gir sig til at prakticere en saa juridisk umulig sats som den at lov staar over grundlov, da viser jo det intet andet end at følelserne er løbet i den grad af med disse dommere, at overfor dem er ethvert forsvar paa forhaand en umulighed. Nu, jeg har jo ingen grund til at tro, at De, højstærværdige herrer, iaar skulde nære mere venlige følelser overfor mig og det jeg repræsenterer, end De gjorde ifjor — jeg har altsaa ingen grund til at tro, at følelserne mindre skulde løbe af med Deres forstand iaar end ifjor, og derfor saa er jeg fuldt forberedt paa, at som De ifjor dømte mig stik imod grundlovens klare bud, saa vil De iaar dømme mig stik imod al sund fornuft og stik imod alle strafferetslige begreber.

Over for den følelsernes logik som fører Dem til dette resultat staar jeg fuldstændig magtesløs. Jeg kjender ikke disse forældede følelsers logik, og kan altsaa ikke finde det punkt i den, hvor den muligens lod sig angribe med den virkning at De lod Dem om stemme. Hvad jeg kan gjøre er derfor kun det ene: at henstille til Dem, naar De nu dømmer mig, da ialfald saa vidt at overholde simpel juridisk decorum, at De idetmindste forsøger paa at levere en mere eller mindre hørlig begrundelse af Deres dom.

Det er forøvrigt kun en henstillen.

Vel véd jeg at De efter højesteretsloven er pligtige til at begrunde Deres domme, og jeg har altsaa ret til at forlange at De efterkommer dette højesteretslovens bud. Men, højstærværdige herrer, hvis De ikke vil gjøre Deres pligt, ikke vil gi mig denne min ret, saa kan jeg jo ikke tvinge Dem; — jeg har ingen rigsret at sende Dem paa halsen. Jeg vilde altsaa ikke ha fast grund under fødderne, om jeg stod her og forlangte min ret, og jeg indskrænker mig derfor til at be om den — jeg indskrænker mig til en henstillen.

Men jeg venter ikke, at De skal imødekomme den henstillen. Der gives i vort sprog noen udtryk, som det lader til at De, højstærværdige herrer, ligesom vore øvrige domstole, er ligesaa glade i, som de er mig forhadte —: „det maa antages“, „det formenes“, „retten finder“ osv. osv. — altsammen udtryk, som ingen anden mening og hensigt kan ha end den at skulle dække over en manglende begrundelse. — Jeg venter at finde disse udtryk igjen i Deres domspræmisser.

Imidlertid, højstærværdige herrer, skulde det mod formodning ske, at De alligevel efterkom højesteretslovens bud og virkelig gav eller forsøgte paa at gi hørlige præmisser for Deres dom — ja da har jeg endnu en henstillen at gjøre til Dem, og det er den —: enten aabent og ærlig at tilstaa, at De ved dommen over mig ifjor og over Chr. Krohg iaar bevidst har sat lov over grundlov og altsaa begaaet et bevidst grundlovsbrud — eller ogsaa nu iaar, da De anden gang dømmer min bog, at gjøre godt igjen, hvad De ifjor forbrød mod højesteretsloven, ved ialfald denne gang at gjøre et forsøg paa at vise, at den opfatning af krl. 8—1 og 3, hvorefter De da dømte, virkelig lar sig forene med Grl. § 100. For saalænge De ikke det har gjort, saa maa jo — De vil forstaa det, højstærværdige herrer, saa maa jo Deres dom for mig staa som et bevidst Grundlovsbrud.

Ja, mere har jeg ikke at sige — undtagen det, at forresten saa er det mig ét fedt enten De dømmer eller De ikke dømmer. Jeg blir jo lige lykkelig og lige ulykkelig for det. Naar jeg har staat her og holdt denne lange forsvarstalen, saa er det jo bare fordi jeg havde moro af at se, om og i tilfælde hvad De, højstærværdige herrer, vilde finde paa at svare paa mine uigjendrivelige argumenter.