Hans E. Kinck, Renæssansemennesker, historien om Niccolò Machiavelli
Hans E. Kinck. Renæssansemennesker, historien om Niccolò
Machiavelli. Kristiania 1916. 336 s.
Machiavelli er en av de mest omstridte skikkelser i historien. Han hæves til skyerne av somme og fordømmes endda sterkere av andre. Jesuiterne, som selv fulgte den samme politik som Machiavelli synes at lære i »Fyrsten«, fik pave Paul IV til at sætte den paa listen over de forbudne bøker, og siden er det ikke den politiske skjændselsdaad ned gjennem tiderne som Machiavellis lære ikke har faat skylden for, først og fremst Bartholomæusnattens bloddaad som blev øvet av hans elev (?), Katharina Medici. En kan endog se sindige engelske historikere føre tilbake til Machiavelli som utspring den prøisiske politik, som har ført til den nuværende verdenskrig[1]. Rousseau kalder derimot »Fyrsten« for »republikanernes bok«. Machiavellis tanker satte frugt hos italienske frihetsmænd og republikanere i forrige aarhundrede og gaar igjen i ordskifte i italienske aviser nu under krigen. Ingen under at en skikkelse som Machiavelli maa lokke forskerne og kanske endda mere dikterne. Hans Kinck er, vet vi, begge deler. Han kjender Italien bedre end nogen anden herhjemme og er like godt hjemme i italiensk historie, litteratur og politik. Det er derfor med store forventninger en griper hans bok om Machiavelli. Og forventningerne blir ikke skuffet. Kinck eier ogsaa som historieskriver dikterens evne til at mane menneskene levende frem for os; ved hjælp av malende billeder og aandfulde sammenligninger forstaar han at kaste nyt lys over menneskenes og folkenes sjæl og lynne i svundne tider. Jeg tviler paa at en fagmand f. eks. vilde ha fundet paa at sammenligne Girolamo Morone, hovedmanden i Pescara-sammensværgelsen i 1525, med »de russiske agents provocateurs i nutiden, som er eltet og formet direkte ut av miliøet. Saa normale mennesker ikke vet om de er samfundets politi eller revolutionære; de vet det jo tilslut mangen gang ikke selv« (s. 218). Og dog er denne sammenligning merkværdig træffende. Paa den anden side er fremstillingen hos Kinck stundom litt mere springende end en historiker av fag vilde skrive, og for dem som ikke er hjemme i emnet, er det kanske ikke let altid at følge med. Men ogsaa for fagmænd byder Kincks bok meget som er nyt og av stor interesse.
»Renæssansemennesker« er, som titelen siger, først og fremst historien om Niccolò Machiavelli, den store florentinske politiske tænker, statsmand, historieskriver og dikter. Men boken vider sig ut til en skildring av Firenze og Italien i de tre første aartier av 1500-tallet, da renæssansekulturen naadde sin høieste blomstring samtidig med at friheten gik tilgrunde og Italien paany kom under fremmede. »Samtidens fyrster« og »Samtidens psyke« er overskriften paa to kapitler, som i livfulde billeder skildrer hovedpersonerne i Machiavellis samtid og de vigtigste hændelser i den. Forfatterens maal har vistnok været i Niccolò Machiavelli at gi os saa at sige generalnævneren paa renæssansens psyke. Om Machiavelli virkelig var denne centrale skikkelse i renæssansen, kan det selvsagt være tvil om. For anmelderen staar Lionardo da Vinci som den mest fuldkomne renæssanseskikkelse. Machiavelli repræsenterer efter mit skjøn bare én side av renæssansekulturen; der er andre sider som forfatteren ikke behandler og ikke synes at ha interesse for, men som er likesaa vigtige. Det er romantiken, som søkte tilbake til den straalende fortid, fordi nutiden var fuld av ulykker og elendighet. Romantiken er en av drivfjærene i Petrarca. Humanister som Poggio Bracciolini har trods alt sit gjøn og kaldflir en snev av den. Pave Pius II med sit sentimentale sværmeri for oldtiden og sin korstogsbegeistring er en fuldblods romantiker. Likesaa malere som Sandro Botticelli. I det hele var den romantiske aand levende i kredsen om Lorenzo Medici i Firenze. Nær sammenknyttet med romantiken er tidens uklare religiøse higen, som faar sit utslag i Nyplatonismen, som vi kan kalde gudstroen for den Mediceiske kreds. Nyplatonismen, som vilde forene kristendom og hedenskap til en høiere enhet, faar sit mest fuldkomne uttryk hos Pico della Mirandola og i hans glødende tro paa menneskets store fremtid. »Mitt i verden«, siger skaperen til Adam, »har jeg stillet dig, forat du saa meget lettere skal kunne se dig om og se alt som er i den. Jeg skapte dig som et væsen, som hverken er himmelsk eller jordisk, hverken dødelig eller udødelig alene, forat du av egen fri vilje kan forme og overvinde dig selv; du kan synke ned til dyrene og gjenfødes til et guddomsliknende væsen«[2]. Er ikke Michelangelos fresker av skapelsen i det Sixtinske kapel i Rom et billede av Picos tanker, disse tanker, som ogsaa luet i Lionardo da Vinecis sjæl?
Endelig er det det religiøse drag i Florentinernes og samtidens lynne, som jeg synes Kinck ikke rigtig vurderer. Savonarola var ikke bare en magtsyk lægprædikant, som »strakte verdslige fangarmer ut efter politisk magt, som kirkefolkets vane er« (s. 22). Det er sandt at Savonarola tilhører middelalderen, ikke renæssansen. Han er først og fremst en profet, i hvis indre det brændte en ild som tvang ham til at tale, som han sagde. Han er i slægt med profeterne i det gamle testamente og med middelalderlige skikkelser som den hellige Birgitta i Sverige. I Italien har den profetiske aandsretning sine røtter langt tilbake i tiden; den stammer fra den syditalienske abbed Joachim av Flores († 1202) og lever hos de radikale av Franciskanermunkene (Spiritualerne), som trodde paa det tusenaarige rike og som bl. a. paavirket Cola di Rienzi. Men en profet kan ogsaa være en stor mand. Det er tider, som trænger profeter. Kan vi tænke os jødefolket uten dem? Savonarola seiret ikke. Men det kan vel ikke være tvilsomt at han saa rigtig, at det var fordærvelsen i Italien og særlig i Rom, som ødelagde Italien og gjorde at friheten og dermed hele renæssansens herlige kultur gik tilgrunde. Hadde Italienerne eiet Savonarolas aand, den som grep Florentinerne da de for sidste gang værget sin uavhængighet før overgivelsen i 1530, da vilde de aldrig ha kommet til paany i aarhundreder at maatte bøie sig under fremmed aag. Det kan være at Florentinerne flest, som Kinck siger (s. 25), bare »maapet ved profetens prækener«. Men paa de største virket han som en aabenbaring. Mellem Savonarolas tilhængere var Michelangelo, hvis verker bærer dype spor av mesterens forkyndelse. Det skulde vel være vidnesbyrd nok om at Savonarolas aand heller ikke var kulturfiendtlig. For ikke at tale om at Savonarola, som Kinck ogsaa indrømmer, »et helt sekel igjennem forblev folkets hemmelige begeistring, ja dets helgen«.
Hadde Kinck sterkere fremhævet disse strømninger, da tror jeg vi vilde ha faat et rigtigere billede av renæssansen. Men da blir Machiavelli heller ikke den store, typiske og centrale skikkelse i renæssansen, men bare en enkelt side av denne. Ingen vil negte at Machiavelli er en særpræget og merkelig skikkelse. Men om Kincks syn paa ham derfor vil bli fremtidens, er ikke helt sikkert. I Kincks øine er Machiavelli først og fremst den store patriot, som gaar op i sit virke for fædrelandets vel, den eneste som mitt i al raadløsheten saa veien til frelse for Italien. Bak alt hans stræv laa tanken paa Italiens enhet og frihet. Denne tanke gaar som den røde traad gjennem hans fornemste verker, særlig de tre politiske skrifter, »Fyrsten« (Il Principe), »Betragtninger over Livius’s Dekader« (Discorsi) og »Krigskunsten« (Arte della guerra). »De tre nævnte verker har«, siger Kinck, »selvsamme maal. Il Principe handler om at skape en stat med magt og øke den, saa den omslutter hele halvøen som ett rike; det er sjælen i Fyrsten. Discorsi handler om den ene side av saken, hvordan man gjør en stat fri. Og Arte della guerra om hvordan en fyrstes hær skal være for at naa og hævde maalet, statens frihet; ti en stat maa være stærk vil den være fri«. Kinck nærmer sig i sit syn til Macaulay, som siger: »The Prince traces the progress of an ambitious man, the Discourses the progress of an ambitious people. The same principles on which, in the former work, the elevation of an individual is explained, are applied in the latter, to the longer duration and more complex interest of a society«[3]. Mens Kinck mener at kjærligheten til Italien og haapet om Italiens enhet altid har glødet i Machiavellis sind og gaar som den varme understrøm gjennem hele hans virke, siger den kyndige anmelder av hans bok i svensk »Historisk Tidskrift«, Erik Falk[4]: »Mig förefaller det som om Machiavelli vore mycket mera objektiv i sitt tänkande, än man vanligen förestiller sig.« »Fyrsten<« er, mener dr. Falk, egentlig en specialavhandling over et emne, som ikke er behandlet utførlig nok i Discorsi. Arthur Burd, som nylig har skrevet om Machiavelli i »Cambridge Modern History« (I, 202) siger derimot: »In the Discourses on Livy the doctrinal and secientific interest predominated; in The Prince which became the most influential of all his books, the local and temporary problems lay at the root of the whole discussion.« – Saa skilte meninger er det, selv mellem de nyeste forskere, om Machiavelli og hans verk.
Det er ikke underlig at saa er tilfældet. Der er tilsynelatende uforlikelige motsætninger mellem Machiavellis liv og hans verk, mellem de forskjellige av disse – særlig mellem Discorsi og Principe –, ja til og med i »Fyrsten« selv. Machiavelli var gjennem hele sit liv en rakrygget republikaner, og Mediceerne lønnet ham, efter at de i 1527 var kommet tilbake, med fængsel, om end kortvarig, tortur, avsættelse og nødte ham til at flytte ut paa landet. Dog lot Machiavelli sig siden bruke i mindre ærender; han skrev sin florentinske historie (Istorie Fiorentine) paa opfordring av pave Clemens VII og tilegnet »Fyrsten<« til den ubetydelige Lorenzo Medici den yngre. Og Machiavelli siger i »Fyrsten« ting som skulde synes uforenelig med et frisindet lynne. En fyrste og en statsmand har, siger han, naar han vil gjøre sin stat stor og sterk, lov til at bruke alle midler, helst de vonde; for med dem naar han længst; dog maa han bevare skinnet av at være god. »En god fyrste maa, naar en ser og hører ham, synes bare fromhet, bare troskap, bare menneskelighet, bare gudsfrygt. Og det er ikke noget som trænges mere end at synes at eie denne sidste egenskap; for menneskene ialmindelighet slutter mere efter øinene end efter hænderne; for enhver evner at se, men faa at føle sig for; men en klok fyrste bør ikke holde et løfte, om det blir til skade for ham at opfylde dette, og grunden, som fik ham til at love, ikke mere er tilstede. Om alle mennesker var gode, vilde denne forskrift ikke være god; men siden de er slette og ikke vil holde sine løfter til dig, behøver du heller ikke at holde dine løfter til dem. Heller ikke vil en fyrste nogensinde mangle et passende paaskud til at utsmykke at han ikke har holdt ord.« Selvsagt var det bedre at være hæderlig, men en faar ta verden slik som den er, og i den »blir hæderlige slaver altid slaver og gode mænd altid fattige«; her gjælder sætningen at »maalet helliger midlet, og halve forholdsregler er altid skadelige«[5].
Ingen under at slike ord har gjort Machiavellis navn hatet og at han er blit regnet som en læremester for tyranner. Hvorledes skal vi forklare dette? Og er det ikke underlig at Machiavelli med sin jernhaarde logik og sin tanke, som er saa hvass som en rakekniv, netop har valgt Cesare Borgia som mønsteret paa en fyrste eller rettere paa en fyrstevirtuos? Machiavelli saa jo selv den bygning, som pavesønnen med blod, mened og list hadde tømret op, styrte sammen som et korthus og Cesare selv omkomme glemt og i nød og elendighet. Ingen tyran i Italien virker mere som en døgnflue. Og stort likere er det ikke med Machiavellis andet ideal, Ferdinand den katolske av Aragon og Spanien. Mens Ferdinands hustru, Isabella den katolske, levet, kunde han synes en stor mand; i virkeligheten var det dog hun som eiet de store maal og idealerne. Og det han selv gjorde efter hendes død, da han kunde tjene som mønster for »Fyrsten«, var ikke stort. Hadde han, som han haapet, faat barn med sin anden hustru, Germaine de Foix, vilde han selv ha gjort sit store livsverk, et samlet Spanien, om igjen.
Vi skjønner ikke »Fyrsten«, uten vi ser de vilkaar, Machiavelli skrev den under. Det var i 1513. Han levet ute paa landet, en mils vei syd for Firenze, i tvungen uvirksomhet, fjærnt fra sine venner og fjærnt fra alle som han kunde veksle tanker med. Han hadde ikke andet selskap end sine bøker og værten paa vinkneipen og nogen skrikende, kortspillende slaktere, møllere og murstensbrændere. Han skriver selv om dette liv til vennen Vettori, som var sendemand i Rom: »Jeg gaar rent op i dette elendige liv, og har faat mug paa hjernen av det; jeg lar denne min skjæbnes ondskap ha sin frie gang, og var bare tilfreds den slik kunde trampe mig ned, saa en fik se, om den da ikke skammet sig. – Naar kvelden kommer, gaar jeg hjem igjen, og stiger ind i mit arbeidsrum; i døren kaster jeg av mig disse bondske plagg, som er fulde av søle og smuds, og ifører mig kongelige og hofmandsmæssige klædebon, og anstændig antrukken stiger jeg ind til de antikke mænds antikke hof, der hvor jeg blir mottat elskværdig og nærer mig av den føde, som er min som en synderlig ting, og som jeg er baaren og født til; der hvor jeg ikke undser mig for at tale med dem og spørge dem om aarsaken til deres handlinger, og hvor de paa grund av sin høie kultur (humanità) kan gi mig svar. I hele fire timer føler jeg ingen lede, glemmer jeg al kummer, tænker ikke paa fattigdommen, ængstes ikke for døden. Jeg gaar helt op i dem (tutto mi trasferisco loro). Og fordi Dante sier, at »det blir aldrig til videnskap uten man beholder det man har forstaat«, saa har jeg notert mig det væsentlige under samtalen med dem, og har sat sammen et litet arbeide de principatibus (ɔ: om fyrstendømmer), hvor jeg fordyper mig saa meget jeg evner i betragtninger over dette tema, idet jeg sætter ut fra hverandre hvad et fyrstendømme er, hvad sorter det er, hvorledes man skaffer sig dem, hvorledes man beholder dem, hvorledes man mister dem. Saasandt nogensinde et indfald (ghibirozzo) av mig har vundet jert bifald, saa skulde I ikke mislike dette. Og en fyrste, særlig en ny fyrste, skulde det være kjærkomment. Iethvertfald dedicerer jeg det til hans herlighet Giuliano[6] (ɔ: Medici).«
Slik er »Fyrsten« blit til. Den er skrevet i den bitre nød og i sjælens fortvilelse ute paa landet. Den er, som Machiavelli selv siger, et indfald, et lune (ghibirozzo). Han har skrevet, ikke for at frelse Italien, men for at frelse sig selv fra at gaa tilgrunde og faa »mug paa hjernen«. Bare i slutningskapitlet, som stikker saa underlig av mot det andre, kommer hans egen sjæl frem, i den brændende maning til at fri Italien fra barbarerne. Vi maa komme i hug at Italienerne var anderledes end vor tids mennesker. Vor tids moral er germansk og præget av reformationen, saa vi har vondt for at skjønne menneskene i renæssansen. Deres moral var hedensk. Alle fyrster og statsmænd i samtiden var, som Machiavelli skildrer dem. De elsket kunst og videnskap, var godgjørende og retfærdige mot de smaa og ufarlige, men naar nogen krydset deres vei, blev de uten skruppel støtt ned; alle midler var like gode, dolk, gift, mened og svik. Mangen gang synes det os, som om menneskene i den tid mangler de mest elementære menneskelige følelser. Som naar Benvenuto Cellini, Machiavellis bysbarn, i 1527 staar oppe i Engelsborg og ser paa den frygtelige herjing av Rom (Sacco di Roma). Han gripes ikke av rædsel og medynk, men nyter det som et nyt og før uset skuespil (istavo considerando questa inistimabile novità e incendio)[7]. En stund efter kommer Cellini hjem til Firenze. Faren, som han holdt oprigtig av, er netop død. Men om kvelden holder de lag, han, hans bror, hans nygifte søster og hendes mand; »hele kvelden blev det ikke talt mere om de døde, men mere om giftermaal, og saaledes endte vi gjæstebudet, glade og med stort gammen«[8]. Pave Alexander VI var like ens; »hans sorger varer bare natten over, siger en samtidig. Slik var folk i renæssansen. De eiet en evne som vi ikke har, til at se nøgternt og objektivt paa alting og til at se ulykke og død uten at røres derav. Litt av denne aand har ogsaa Machiavelli hat. Derfor stod han uforstaaende overfor mænd som Savonarola og Michelangelo. Derfor blev hans ideal ikke Julius II, som virkelig prøvet at samle Italien. En stor mand var Machiavelli visselig men han tilhører en svunden mennesketype, som vi – heldigvis skulde jeg helst si – ikke eier forutsætninger for helt at skjønne. Derfor tror jeg heller ikke at Machiavelli var saa hel, saa retlinjet, som Kinck fremstiller ham.
Kincks beundring for Machiavelli naar saa langt at hans venner i forfatterens øine allesammen ogsaa blir merkelige og interessante personligheter, saa nær som Francesco Guicciardini, som Kinck sætter underlig lavt.
At Machiavelli i politisk henseende var saa meget mere karakterfast end Guicciardini, har Kinck ikke bevist. Men ogsaa ellers synes det mig, at han gjør Guicciardini uret. Guicciardini var jo historieskriver likesom Machiavelli. Vel naar han ikke som tænker op mot denne. Machiavellis storverk som historieskriver er hans »Florentinske historie« (Istorie Fiorentine), et mesterverk, ikke ved sin frie, stundom altfor frie benyttelse av kilderne, men fordi forfatteren først av alle moderne historieskrivere ser den historiske sammenhæng og ser samfundet som et organisk væsen, som utvikler sig efter faste love (tænk bare paa sammenligningen mellem forfatningsutviklingen i Firenze og i Rom i oldtiden). Men Guicciardinis Storia d’Italia (»Italiens Historie« fra 1492 til 1534) er ikke bare, som Kinck siger (s. 300), »krøniker i dagboks form om hans samtids begivenheter, vistnok utført med florentinsk skarpsind og en menneske-indsigt, som gjennemskuer intriger og sladder, men allikevel bare tørre notater og uten helhets-syn, og hvor det altsaa ganske klikker, naar han faar det indfald at lage skrivende kunst«. Eduard Fueter har et andet syn paa Guicciardini. I sin ypperlige »Geschichte der neueren Historiographie« siger han bl. a. (s. 76): »Guicciardini war der erste ernsthafte grosze Historiker, der mit der Landesgeschichtsschreibung brach und einen universalhistorischen Stoff, die Geschichte einer geographischen Einheit, behandelte ... Er giebt zum ersten Mal ein richtiges Bild der internationalen Politik, nicht nur weil er diese aus der Praxis kannte und verstand, sondern weil er aus ihr nicht blosz Fragmente mitteilte, wie es bei einer Landesgeschichte nicht zu vermeiden ist.« Baade Guicciardini og Machiavelli maa regnes som grundlæggere av den moderne historieskrivning.
At det var brist i Machiavellis karakter og moralske bygning, er heller ikke Kinck blind før, men han undskylder dem ved at henvise til den almindelige fordærvelse i tiden. Og han har paa en vis ret i at opløsningen i tiden var vilkaaret for dens aandsliv og for dens kunst. Den islandske sagaskrivning og den attiske kultur naar sin største høide i lignende opløsningstider. Likevel er jeg ikke saa viss paa at særlig den moralske opløsning i tiden virkelig var som en slags drivbænk for kunsten og aandslivet. Jeg tror heller at det var samfundets politiske opløsning som virket slik. I tider da fædrelandet oversvømmes av fremmede og friheten er ved at gaa tilgrunde og den enkelte ikke magter at gjøre noget derimot, i slike tider trænger menneskene et fredlyst omraade dit de kan ty med sit haap og sine drømmer. En slik fredlyst hage var kunsten for Italienerne paa Machiavellis tid. – Tænk bare paa det Michelangelo selv sagde om »Natten«, som han hadde hugget paa Mediceernes gravmæle (det var i de værste trængselstider for Firenze):
Kjær er mig søvnen og endda mere stenens kulde,
saalænge skam og skade varer;
at intet se og intet høre er min store lykke.
Gaa, væk mig ikke! Jeg ber, tal sagte!«
Det er like ens som naar den tyske romantik sætter sine vidunderligste blomster midt under Napoleonskrigenes værste fornedrelse for Tyskland. De som naar høiest i renæssansen, en Michelangelo eller en Lionardo da Vinci, er netop ikke smittet av tidens vantro og skepsis, av dens kynisme og moralske opløsning. Nogen større motsætninger end Michelangelo og Machiavelli kan ikke tænkes. Men at ogsaa Lionardo tilhører en anden mennesketype end forfatteren av »Fyrsten« og den kyniske komedie »Mandragora«, viser hans bok om maleriet med dens glødende tro paa kunstnerens guddomsevner, en motsætning til Machiavellis skepsis[9]. Naar høirenæssansen paa diktningens omraade ikke eier noget navn som kan jevnføres med Dante, ja ikke engang med en Petrarca, men i høiden glimrende versekunstnere som Poliziano og Ariosto, da er netop tidens moralske opløsning dens mangel paa tro og idealer og dens kaldflir skyld i dette.
Naar en skal skrive om en bok, ligger det nær at fæste sig ved det som en er uenig i. En glemmer alt det en beundrer og er enig i. Og Kincks bok er tiltrods for alt et fængslende og aandfuldt arbeide av de sjeldne. Skrevet med en varme som er i slægt med Machiavellis ildsjæl, med videnskapsmandens metode og dikterens intuition gir »Renæssansemennesker« os et indblik ikke bare i den merkelige og omstridte personlighet, som har skrevet »Fyrsten«, men i hele hans samtid og i vigtige sider av renæssansens kultur. Og renæssansen vil altid staa som en stortid i den menneskelige utvikling.
Alexander Bugge.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Why We Are at War, Great Britain’s Case (Oxford 1914), s. 109.
- ↑ Burckhardt, Kultur der Renaissance (4. Ausg.) II s. 72, 83.
- ↑ The Works of Macaulay, Vol. V, p. 75.
- ↑ Aargang 1916, h. 3, s. 84.
- ↑ Opere di Macchiavelli (Italia MDCCCXIII, vol. 4, s. 67 f.; jfr. Folkenes Historie IV, s. 389 f.
- ↑ Giuliano Medici, bror til pave Clemens VII, døde i 1516; derfor blir boken tilegnet Lorenzo Medici. Brevet er avtrykt efter Kinck, s. 259 f.
- ↑ La vita de Benvenuto Cellini scritta da lui medesimo, ed. G Guasti, s. 90.
- ↑ Sammesteds, s. 106.
- ↑ Lionardo da Vinci, Das Buch von der Malerei I c. 68 (Quellenschriften für Kunstgeschichte XV).