Hallings Opbyggelsesskrifter
15. En liden Postille for Børn. Af H. Halling, Cand. i Theologien. Christiania 1846. Feilberg og Landmark 1846. 8 Ark. 512 S. 64mo. indb. 36 ß.
16. Christelig Haandbog for Tjenestetyende af begge Kjøn, bestaaende i Sprog, Bønner, Raad, Formaninger og lærerige Fortællinger. Efter det Tydske udarbeidet af H. Halling, Cand. theol. Christiania 1847. Chr. Schibsted. XVI. 240 S. 16mo. Papbind. 32 ß.
Hr. Halling tegner til at blive en særdeles frugtbar Forfatter i Opbyggelses-Literaturen. I vor Tid, der slet ikke i den Grad, som engang var Tilfældet, oversvømmes af Skrivter af denne Art, fortjener en saadan Virksomhed Anerkjendelse, ligesom den vistnok mødes af en mere og mere følt Trang hos Almeenheden. Desto hellere gribe vi Leiligheden til uforbeholdent at ytre os om den Maade, paa hvilken Hr. Halling søger at løse sin Opgave.
Først paatrænger sig den Bemærkning, at han, i sine Bestræbelser for at vække og nære christelig Sands og Andagt, neppe griber Sagen i det rette Hjørne ved hovedsageligen at udstykke sin Virksomhed efter forskjellige Stænder eller Aldre. Foruden de oven anførte tvende Skrifter har han, om jeg ikke mindes feil, ligeledes bebudet en Postil eller christelig Haandbog for Søfarende; og efter denne Begyndelse at dømme, kunde man nu vente, at han snart udarbeider en Dito for Haandværkere, en for Bønder, en for Embedsmænd – ja hvorfor ikke en særskilt for Jurister en for Læger o. s. v. Dog jeg vil ikke lægge videre Vegt paa det Absurde i denne Conseqvents, men kun i Almindelighed bemærke, at Menneskenes ydre Classificationer, hvormegen Betydning de end have i daglig Handel og Vandel, netop med Religionen have Lidet eller Intet at bestille.
Deri bestaaer jo netop Christendommens guddommelige over alle endelige Skranker ophøiede Majestæt, at den taler det samme Ord og i den samme Tone til Unge og Gamle, til Rige og Fattige, til Herrer og Tjenere. Deri bestaaer dens sande Opbyggelse, at den forener, hvad det menneskelige Samfund adskiller; selv den Forskjel, som ellers i Henseende til det Aandelige har meest at betyde, nemlig forskjelligt Dannelsestrin, er her en svindende Størrelse; Menneskeordet i de timelige Anliggender maa mangfoldigen lempe sig efter forskjellig Smag og Fatteevne; Guddomsordet til Salighed er ikke for høit for den Læge og ikke for enfoldigt for den Lærde. Vi tale her naturligviis ikke om den theoretiske Erkjendelse der kan være mere eller mindre videnskabelig; Andagten og den praktiske Christendom er væsentlig den samme, og det er derfor en temmelig almindelig erkjendt Fordring, at det opbyggelige Foredrag bør være fatteligt for enhver Christen. Endnu mindre kunne forskjellige jordiske Stillinger og Forholde her have nogen Betydning; saa forskjellige end Interesserne kunne være – i Interessen for det Evige samles alle Christne. Men er dette sandt, da turde det være en nødvendig Følge, at forsaavidt en Bog virkelig er en christelig Andagtsbog, er den almindelig, og i samme Forhold som den er afpasset efter en enkelt Stand, i samme Forhold er den ikke egentlig nogen Andagtsbog.
Jeg har saameget mere villet udhæve det i mine Tanker Urigtige i en saadan Udhøkren af Guds Ord i Parceller, som jeg indseer, hvor let en overfladisk Betragtning kan friste til at finde Tingen ganske i sin Orden.
Men – kan man sige, sæt at altsaa det almene Opbyggelses-Moment maa opgives, kan man ikke alligevel fra et religiøst Standpunct have Meget at tale med de enkelte Stænder om deres Stilling og Haandtering, Meget, der kan være baade belærende og opmuntrende? – Er det ikke et Kjendemærke paa det ægte religiøse Sind, at det ikke saameget fjerner sig fra Verden, som meget mere gaaer ind i denne, gjennemtrænger og helliger ethvert jordisk Forhold? – Det skal være langtfra mig at negte dette, og derfor antager jeg ogsaa, at specielle Belærelser til hver Enkelt om hans Plads og Stilling i Verden nok kunne have sit Værd, kun at det Specielle ikke gjøres til Hovedsag og det Almindelige trænges i Baggrunden. Naar Religionen gaaer ind i Verden, er det netop for at overvinde den og dens Begrændsninger. Men dertil hører Dybde og Grundighed; det gjælder ikke at blive staaende ved Overfladen af ydre Standsforskjelle, thi netop her er ingen Forsoning, ingen Almindelighed at finde. Ved overfladisk Betragtning er en Tjener netop – en Tjener; jo mere man gaaer tilbunds i hvad hans Tjenerskab har at betyde, desto mere seer man Mennesket i ham. Man kan saaledes efter min Mening, bebreide Hr. Halling, at medens han paa den ene Side altfor meget fremhæver ydre Distinctioner, gaaer han paa den anden Side langtfra dybt nok ind i disses egentlige Betydning; hans Opfattelse er med eet Ord for abstract, for udvortes. Til virkelig at sige noget Eiendommeligt og Passende for hver enkelt Alder og Stand – noget Eiendommeligt, der alligevel bliver det i Sandhed Almene – hører en saare dyb Aand og et rigt Talent. Men dette mangler udentvivl Hr. Halling, og derfor naae hans Præstationer i den antydede Retning – med al hans redelige Iver – ikke over det Middelmaadige. Hvad han siger under de forskjellige Rubriker, har ingen eiendommelig Duft; det er det Samme og det Samme, og Forskjellen, den med saamegen Fordring fremtrædende Forskjel, indskrænkes i Virkeligheden til forskjellige Titler og forskjelligt Format.
Det Mislige i Hr. Hallings Bestræbelser fremtræder især klart i hans “Postille for Børn.“ Skulde nogen Undtagelse gjøres i Guds Ords Ligelighed, da maatte det netop være her; thi Christendommen i sin væsentlige Almindelighed er egentlig for Voxne, forudsætter indre Livserfaring osv., om den end ikke forudsætter hverken Kundskaber eller Dannelse. Heraf vilde nu vel nærmest flyde, at Børn ikke bør gives Postiller ihænde; den egentlige christelige Andagt er ikke for Børn, der allermindst bør tillades paa nogen Maade at lege med det Hellige, hvortil de ikke kunne komme i det rette inderlige Forhold. Men ialfald hører der til at tale til Børn i denne Retning en Friskhed og Naivetet, en Evne til i Phantasiens Form at indklæde det Høieste, hvilken vistnok kun saare Faa ere i Besiddelse af. En virkelig Andagtsbog for Børn – selv om dens Mulighed tør forudsættes – vil i ethvert Tilfælde være en overmaade vanskelig Opgave, en Opgave for en Luther. At nu ikke Hr. Halling besidder en saadan sjelden Genialitet, vil han vist være den Første til at indrømme, og det maa derfor kun beklages, at han ikke har overveiet, hvad det egentlig var han paatog sig. Tager man hans “Postille for Børn“ i Haanden, da overbeviser man sig snart om, at vel Formatet er i høi Grad skikket til at gjøre Bogen til et net Legetøi, ligesom ogsaa Prædikenerne ere saameget kortere end almindelige Prædikener som Børn ere mindre end voxne Mennesker. Men Indholden – er det samme Kirkens Vadmel, som overalt. At der imellem indskydes et “Kjære Børn“ e. desl. Talemaader, hvorpaa Hr. Halling ingenlunde sparer – gjør ikke Sagen klar. Som Exempel paa, hvorlidet Hr. H. har været istand til at sætte sig ind i den rette Barnetone kan jeg anføre Prædikenen paa Skjærthorsdag, der indeholder en dogmatisk Afhandling om Nadveren, hvor den protestantiske Opfattelse skarpt udhæves i Modsætning til den katholske og den reformeerte. Rigtignok henvises her bagefter de kjære Børn paa en Maade til Fremtiden: Naar I blive ældre“ hedder det, “saa at I kunne prøve Eder selv, prøve Eders Hjertes Tilstand og ere komne til den levende Erkjendelse af Eders Sjæls store Trang, da “ – osv. Men skal denne Henviisning betyde Noget, saa maa den idetmindste betyde dette, at Alt det Foregaaende er en daarlig Tale. Jeg har Intet imod, at man lader Børn mærke, der gives Mysterier eller idethele Ting, der ere over deres Fatteevne, naar dette skeer paa en Maade, hvorved deres Opmærksomhed spændes og deres aandelige Virksomhed anspores; men ved blot at stille den tørre dogmatiske Formel paa sin Spids, sløves ikkun Sandsen, og Mysteriet bliver trivielt, førend man har faaet Ahnelse om dets Vidunderlighed. Det Uforstaaelige bliver her uden videre synonymt med det Ligegyldige eller Intetsigende. Det gives intet sikrere Middel til at betage de dogmatiske Formler al Betydning i det senere Liv, end naar man lader dem plappre af Børn, der ikke have mindste Tanke om, hvad deri ligger.
I Almindelighed, da den hele Bog er et Forsøg paa at forcere den christelige Andagt i dens specifike Form ind paa Børn, der ikke ere modne dertil, torde der være Anledning til at befrygte, at netop de Børn, der med den største Samvittighedsfuldhed holdes til at læse i denne Postil sin Prædiken til hver Søndag Aaret rundt, ville blive de Sidste til senere i Livet at tage en Andagtsbog ihænde.
At der i Bogen findes enkelte Skjødesløsheder og Urigtigheder i Sproget, er i en Bog for Børn ikke uden al Vegt. Til Exempel tjener: “De fleste af os (Forfatteren og Børnene) ere ukjendte for hinanden“ i Forordet; “o hvor forfærdelig maa ikke Synden betragtes af os“ S. 241; “den Maade, hvorpaa han var død, var saa ganske anderledes“ S. 254; mit iblandt dem S. 263; o. s. v.
Formatet er, som sagt, meget net; men Tryk og Papir middelmaadige. Dog Prisen er rigtignok ogsaa overmaade billig.
Bogen for Tjenestetyende (der i det Ydre er bedre udstyret), er maaskee ogsaa noget bedre for sit Øiemed. Hvad Hjælp Forf. her kan have havt i sine tydske Kilder, kan jeg ei bedømme, da jeg ei har havt Anledning til at lære disse at kjende. Men tydsk eller norsk af Oprindelse lider Bogen under Forfatterens frugtesløse Bestræbelse for at gjøre den ret praktisk. Her ere Specificationer i det Uendelige: Bøn ved Søgen efter Tjeneste, Bøn ved Valget af Tjeneste, Bøn ved Indtrædelsen i en Tjeneste, en syg Tjeners Bøn, en Ynglings Bøn, en Jomfrues Bøn, en ældre Jomfrues Bøn“ o. s. v. Alleruheldigst er Opstillingen af særskilte Bønner til hver Dag i Ugen. Her viser sig Specificationens totale Udvorteshed og Tankeløshed. Thi hvo kan vel sige, at Onsdagen har noget Særeget fremfor Torsdagen? eller hvorledes kan en Aften-Andagt have noget eiendommeligt Fredags-Præg? Jeg veed vel, at disse daglige Bønner er en gammel Kategori, men den bliver ikke bedre for det. Ere nu slige Rubriker i Virkeligheden blot et Skin, da bør de saameget mere være borte i en Opbyggelsesbog, hvis fornemste Egenskab er gjennemført Sandhed i enhver Retning.
Naar Hr. Halling istedetfor alt dette Fjas med forskjellige Formate og Titler, der blot tjener til at kaste Folk Blaar i Øinene, havde samlet alt det, han kunde have at sige til Opbyggelse, i en eneste almindelig Andagtsbog, uden al Udtværing og Fortyndelse, da vilde han efter min Overbeviisning have indlagt sig en sand Fortjeneste, istedetfor at hans Virksomhed nu synes ikke at staae langt fra literært Styverfængeri.
At jeg hermed ikke i nogen Maade vil have antastet Hr. Hallings Motiver, hvilke jeg tvertom anseer for i en enhver Henseende hæderlige og at jeg ikke engang vil have benegtet, at der i Bøgerne, som de ere, findes et og andet Godt, der netop fordi det udgaaer fra et christeligt Gemyt, nok ogsaa vil finde Vei til det fromme Hjerte og virke til Velsignelse – torde for skjønsomme Læsere endog være overflødigt at bemærke.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |