Guldaaren/Kapittel 15
Dette er en underlig historie, sa Fjeld. Det er et problem, som vilde ha interessert sir Arthur Conan Doyle.
—Jeg forstaar ingenting, erklærte Hart troværdig. Men kan du greie det, saameget desto bedre.
—Her ser du dokumenterne, fortsatte Fjeld uanfegtet. Det er en skrivelse, hvori Efraim erklærer sig villig til at sælge en guldaare ved Indian River til Sam Creek for 250,000 dollars og desuten et kart, hvorpaa skjærpet er angivet med en trekant, som omfatter et omraade paa nogen hundrede kvadratmeter. Det ligger efter kartet at dømme 1 kilometers vei fra hytten.
Vi har nu i to dage befart terrænget uten at opdage nogetsomhelst. Der findes spor av guld overalt, men procenten er altfor ringe til, at der kan bli tale om nogen lønnende drift. Efraims skjærpemerker er forsvundne, — hvis de i det heletat har eksistert. Sitka Charles sir, at — saavidt han vet — har aldrig Efraim lovformelig sikret sig nogen jord ved Indian River. Efraim var en ensom mand, som paa grund av en eller anden forgaaelse er sparket ut av sit samfund. Han er blit misantrop . . . Men en dag opdager han ved et rent tilfælde en guldaare av sjelden rikdom! Da vaakner jøden i ham. Det gule metal minder ham om den verden, hvor livsværdierne kjøpes og sælges. Han faar trang til at glide ind i sin ungdoms liebhaberier. Kanske han engang har hørt larmen paa Chicagos børs og længter efter pengenes vilde malstrøm. Hvem vet? Nok er det. Han har pakket sine saker sammen og reist til »Frisco« med sit kart og sine guldprøver.
Den forhenværende forbryder har imidlertid ikke vovet at henvende sig til de officielle bankierer; men han har gaat bakveien. En eller anden har git ham anvisning paa eiendomsagenten Sam Creek i Bashwells Street 1059. Det blev hans ulykke. Creek har uten tvil ladt manden dræpe for at sikre den internationale forbryderliga, hvis agent han var, guldminen ved foten av Dome . . .
Saalangt er saken nogenlunde grei.
Vi har nu ad rent mekanisk vei forsøkt at finde Efraims mine. Vi har gjennemlett hele terrænget; men jøden har øiensynlig ødelagt alle spor efter sig. Og han synes at være sikker paa, at ingen anden skulle kunne finde aaren, siden han ikke engang har giddet at lovbeskytte sit skjærp . . . Herav maa vi kunne slutte, at guldet ligger netop der, hvor ingen ellers vilde falde paa at søke efter det . . .
Vi maa da ta logiken til hjælp.
Hvorledes har Efraim fundet veien til minen? . . .
Vi erindrer, at Sitka har hørt ham tale om den gyldne jomfru. Der kan selvfølgelig være en lignelse i den gamle hebræers mund; men al sandsynlighet taler for, at skelettet der har spillet en væsentlig rolle ved opdagelsen av guldaaren . . . Han har da ogsaa benyttet det ituslaatte kranium til at opbevare det fundne guldstøv i. Efraim har vel med rette ment, at de overtroiske guldsøkere eller indianere ikke har vaaget at røre ved et skelet . . . Men sandt at si forstaar jeg ikke, hvorledes guldstøvet er rystet ind i alle kraniets dele, ja like ut i mundhulen . . . Det forutsætter jo et tryk som . . . Fjeld stanset pludselig og blev sittende i dype tanker. Han stoppet sin snadde, tændte den og lænet sig tilbake mot væggen. Det begyndte at bli mørkt, og Hart slængte sig paa bjørnefællen, ikke for at sove, men for at slippe synet av det blændende hvite skelet, som lyste fosforagtig i halvmørket.
Men Fjeld dampet og dampet og vedblev at mumle for sig selv:
—Piken er blit dræpt med et eneste hug av tomahawken. Indianerne har plyndret hende like til skindet, men korset om hendes hals har de av en eller anden overtroisk frygt ikke vaaget at berøve hende. De har slæpt liket hen til en myretue, for at det skulde bli fortæret. En av den unge pikes slegtninge eller hendes kjæreste har aaret efter fundet skelettet og begravet det, men hvor . . .? En mørk nat har han fundet en skjult gravplads for den stakkels lille pike. Og av frygt for indianerne har han umiddelbart efter forladt egnen. Denne mand maa ha holdt meget av den døde. Der maa ha foresvævet ham noget om at skjule den elskede for mængdens profane blikke. Han har fundet en grav, hvor han har ment, at ingen nogensinde skulde forstyrre hendes fred. Og uten at vite det, har han lagt hende i en vugge av guld . . . en vugge av guld . . . en vugge . . .
Hart skvat pludselig op av sin halvsøvn. Hvad var det for noget? . . .
Han saa forvirret op.
Der gik hans kamerat frem og tilbake i den yderste ophidselse. Hvad pokker gik der av den rolige og besindige fyr? . . . Hadde skelettet tat forstanden fra ham?
—Op, skrek Fjeld pludselig. Lat os skynde os . . .!
—Men det er jo svarte natten, sa Hart grætten og kravlet ut av sengen.
—Om en halv time er det lyst, ropte Fjeld hidsig . . . Jeg tror, jeg har fundet det ut . . . Nu gjælder det at skynde sig. Saa kan vi sove paa roser resten av vort liv . . .
Fjelds iver smittet hans kamerat. Han grep sin hakke og spade. Og nogen minutter efter vandret to mørke skygger ind i skogen, mens den første strime av dag strøk hen over Domes blanke isse.
Sitka Charles hørte deres skridt, der han laa i sit brokede teppe ved kanten av skogen og sluttet sig til dem.
—Hør her, Sitka Charles, sa Fjeld med en underlig skjælvende stemme. Du er kjendt her i skogen. Findes der meget vand her?
—Nei, svarte indianeren mut. Men som herren saa igaar, slynger der sig en bred bæk gjennem det lille dalføre. Den er stor og strid om vaaren. Nu løper den ut nord for Efraims tange.
Fjeld blev staaende.
—Nu, sir du? Har den tidligere hat et andet løp?
—Det kan endog Taaper se, svarte indianeren. For et halvt snes aar siden gik bækken langt sydligere. Man kan endnu se bækkefaret. Vi antar, at et jordskjælv har forandret bækkens kurs. Det hænder ofte paa disse kanter . . .
—Kan du vise os det sted, hvor bækken forandret retning?
—Vel, herre, det kan jeg. Det ligger nogen hundrede yards herfra.
Og Sitka Charles gik langsomt frem i teten, mens nordlandenes skjære dagslys stirret ind mellem de høie graner.
Hart saa spørgende paa sin ven.
—Har du opdaget noget?
—Jeg tror, jeg har fundet det, sa Fjeld undvikende. Det er den underligste affære, som nogen mand har været med paa . . . Du vet, at vi her i Klondyke bruker de saakaldte vugger til guldvaskning. Jeg har fundet en slik vugge . . .
—Hvad mener du?
—Selvfølgelig kan jeg ta feil. Men alt tyder paa, at min hypotese er rigtig.
De var nu kommet op paa et svakt heldende høideplataa. I det fjerne hørte de en bæk synge. De gik nogen meter ind i skogen. Saa stanset Sitka Charles.
—Her er stedet, sa han og pekte nedover, hvor en bred, vandrik bæk slynget sig ned den nordlige skraaning. Og dernede til venstre er dens forrige leie.
Fjeld gik hen til krydsningspunktet og undersøkte det nøie. Saa fløitet han tilfreds.
—Det er nok ikke noget jordskjælv, som har forvoldt dette, sa han. Ethvert barn maa kunne se, at menteskehænder har været paafærde her. Det er jo en regulær dæmning. Den maa væk. Lat os ta fat!
De to mænd grep hakke og spade, og snart føk jord og sten omkring dem, mens bækken langsomt gled ind i det spor, hvori den i aartusinder hadde vandret paa sin glade og lekende vei til floden.
Bedækket med støv og smuds og vaate til skindet steg de to mænd op av bækkeleiet. Da hadde gjort et godt arbeide. Bækken paa den anden side var helt uttørret. De sidste draaper dryppet fra sten til sten, og det vaate sand nede paa det svakt heldende plataa tørredes langsomt i solen.
Fjeld skyndte sig nedover og stanset ved foten av skraaningen.
—Her, sa han, saa Efraim en sommerdag under tørketiden skelettet av den unge pike under det rindende vand. Det har ligget halvt begravet i sandet. Han har gravet det op. Formodentlig har korset paa den dødes bryst tiltrukket ham. Men senere . . .
—Senere? . . .
—Ja, senere har han til sin forbauselse fundet guldstøvet i hjerneskallen.
Og nu staar vi ved mysteriets løsning. Denne bæk er guldførende. Sand og grus er trængt ind i hullet i kraniet. Vandet har skylt gjennem det og ført sandet med sig. Men det tunge guldstøv er sunket ned i bakhodet og har leiret sig der. Den unge pikes hode har med andre ord virket som en guldvaskervugge i det smaa. Naturens luner er uransakelige. Jo, — Efraim kunde med rette tale om den gyldne jomfru . . .
—Og Guldaaren? spurte Hart blek av spænding.
—Den ligger her ved vore føtter. Klondyke har faat en ny attraktion. Omkring denne bæk vil der bli nye felter for det metal, som gir mennesket den høieste glæde og den største sorg. Den stakkars myrdede pike, som har lagret guldet i sin hjerne, har i døden vist os veien til nye, jomfruelige guldmarker. Vær sikker. Slike tegn lyver ikke . . . Hun var i sandhet en gylden jomfru.