Krag var kommet helt hen til de to. Han var ræd for, at de skulde ha merket noget. De stansede nemlig sin Samtale med det samme, han fik Øie paa dem.
Detektiven skjønte, hvad det nu gjaldt; han holdt sin Revolver rede.
Han blev imidlertid hurtig beroliget. Det lod til, at Kjeltringerne ikke havde opdaget ham — de fortsatte sin Samtale, medens de karrede sig videre fremad i Sølen.
Krag sneg sig efter dem paa lydløs Kattefod, og kom saa nær dem, at han kunde opfatte deres Samtale.
Han opfangede følgende Repliker:
„Han maa ha faaet Telegram fra London,“ sa Isak.
„Ja, det er sikkert nok,“ svarte Tateren Reinert.
„Ellers kunde han ikke vide om Guldsmedens Sending.“
„Du har Ret,“ svarte Reinert, „det maa ha været et Telegram fra London, som har ...“
Resten blev borte. De to Indbrudstyve havde nu fjernet sig saa meget fra Detektiven, at han ikke længer kunde høre, hvad de sa. Han fulgte dem imidlertid ufortrødent. Efter nogle Minutters Forløb var de kommet ned paa Landevejen, som førte til Byen.
Krag erindrede, hvad han tidligere havde hørt af Samtalen inde i Teglverket. Grevens Ytringer om „det elektriske Lys“ og om „Larmen fra Trykkeriet.“ Nu talte disse to om „Guldsmedens Sending.“ Her maatte være Tale om at plyndre en eller anden Guldsmedbutik, tænkte Krag. Pludselig fløi en Tanke gjennem hans Hjerne: Det kan ikke være nogen anden end gamle Gylthes Butik, som menes, bankede det i hans Overveielser, for netop i Gaarden ved Siden af hans Forretning er der et saadant stort Trykkeri. „Larmen fra Trykkeriet ...“
Med ét stod hele Planen klar for ham. Indbruddet skulde finde Sted Klokken 2. Gjentagne Gange var dette Klokkeslet nævnt blandt Selskabet i Teglverket. I Trykkeriet arbeidedes der ogsaa om Natten, og Larmen fra de store Presser vilde være meget beleilig for Greven og hans Folk. Den Støi, de gjorde ved Indbruddet, og den mulige Dynamitanvendelse vilde da ingen større Opmerksomhed vække i Nattestilheden.
„Nu ved jeg, hvad de Herrer har fore,“ tænkte Krag. „Det gjælder blot at være paa Post, saa vi kan gribe ind i rette Øieblik.“
Detektiven fulgte fremdeles efter de to Indbrudstyve nedover Landeveien, men i tilbørlig Afstand, saa de ikke kunde fatte nogen Mistanke til ham.
Han besluttede baade at søge lidt nærmere Rede paa selve Planen og at se, hvad disse tvende vilde foreta sig i Mellemtiden.
Efter en halv Times Forløb var Isak og Reinert kommet ned i Byen. Der blev det lettere for Detektiven at skjule sig, fordi han dukkede ned i Menneskestrømmen; men han maatte dog i betydelig Grad skjærpe sin Agtpaagivenhed, eftersom det naturligvis ogsaa var lettere for de to Kjeltringer at forsvinde, hvis de fik Mistanke om, at de var forfulgt.
Detektiven fulgte dem hele Tiden som en Skygge. Fra Storgaden søgte de nedover til Kutorvet, kom videre ind i Lakkegaden og travede omkring i nogen Tid i de skumle, ildelugtende Smug nede ved Akerselven.
Taagen begyndte igjen at lægge sig over Byen, tæt og ulden, saa Detektiven maatte gaa de to nærmere ind paa Livet for ikke at tabe dem afsyne. Her nede i de trange, smale Gader blandede Taagen sig med Dampen fra Akerselven, saa det sved i Fjæset. Belysningen var mere end slet. Nu og da kom de forbi smaa Butiker, som Krag vidste drev Smughandel med Brændevin, og hvor Laddevinstrafiken florerede over alle Grænser. Endskjønt det var noksaa tidlig paa Kvelden, saaes allerede enkelte Berusede at sjangle omkring, og flere Kvindfolk af det rette Udskud drev forbi ham. Gadesølen laa dyb og ækkel, det stinkede fra Portrummene. Han var kommet ind i Kristianias Whitechapel.
Pludselig maatte Detektiven stikke sig ind i et Portrum, thi de to, som han forfulgte, stansede og vendte sig om. Da han et Øieblik efter gik ud i Gaden, var de begge forsvundet.
Men Krag tog det med Ro. Han vidste, hvor de var havnede. De havde netop stanset udenfor en liden Ølrestauration, og medens han stod inde i Portrummet, havde han ogsaa hørt Restaurationens Dørklokke klinge. Ligegyldig drev han forbi Restaurationen. Han kunde intet se, men hørte Støi og Skraal derindefra.
Da nogle Minutter var gaaet, aabnede Krag Døren og dumpede ind i Sjappen.
Hans Ankomst syntes ingen større Opmerksomhed at vække. Han gik rolig hen til et Bord og fik en Flaske Øl sat frem for sig.
I Begyndelsen saa han Skikkelserne derinde ligesom gjennem en Taagedis. Saa tæt hang Tobaksrøgen og Øldunsten. Men hans Øine vænte sig hurtig til Luften. Ved et Bord i den anden Ende af Værelset sad Isak og Tateren. De var nu truffet sammen med en tredje.
Denne tredje var — „Greven af Oslo!“
Krag blev saa overrasket ved at se Greven her, at han ikke kunde undgaa at fare sammen.
„Greven af Oslo“ sad hele Tiden og stirrede paa ham. Krag forstod straks, at Greven maatte ha bemerket hans uvilkaarlige Overraskelse, og det forekom ogsaa Detektiven, at den forvovne Forbryderchef sendte ham et Blik, fuldt af Haan og Triumf.
„Hvis jeg er opdaget,“ tænkte Detektiven, „vil jeg sidde pent i det. Nu er Klokken 9, og det koster den ærede Greve blot en liden Anstrengelse, for at der ikke skal bli noget Whistparti af iaften.“
Han la Merke til, at Forbryderchefen hviskede nogle Ord til sine tvende Kamerater, som straks ogsaa begyndte at kaste stjaalne Øiekast over til Krag.
Krag skjønte, at nu gjaldt det at spille fint, hvis ikke Kjeltringerne enten skaffede ham afveien eller udsatte med sit Kup, fordi de havde faaet Mistanke om, at Retfærdighedens Haandlangere var dem paa Sporet. Krag kjendte „Greven“ for godt til at tvile paa, hvilken af de to Forholdsregler han vilde vælge, og hans Hjerne begyndte at arbeide intens for at finde en Udvei.
Pludselig reiste Detektiven sig fra sin Plads og skraaede over til en laset og lurvet Person, som sad alene ved et Bord ligeoverfor ham.
Krag slog sig ned ved samme Bord.
Manden saa forbauset paa ham, men Detektiven lo venskabelig og klappede ham paa Skulderen.
„Hei, Kamerat,“ raabte han, „endelig finder jeg dig igjen.“
„Jeg kjender dig ikke,“ sa Manden, som Krag paa denne kameratslige Maade tiltalte.
„Jovist kjender du mig,“ svarte Detektiven. „Vi var da meget sammen, før du kom innafore for tre Aar siden. Er det ikke du, som heder „Ladden“ da?“
„Jo,“ svarte Manden med sit bredeste Smil. „Det har sin Rigtighed; men jeg kan sandelig ikke huse ...“
„Nei, du havde jo saa mange Bekjendte i den Tid,“ svarte Detektiven og forsøgte at lade, som han var stødt. „Jeg husker dig godt jeg. Det var et fint Kup, du gjorde dengang, jamen var det saa. Skammelig at Politiet kom saa fort paa Sporet.“ „Ladden“ nikkede. Han følte sig tydeligvis smigret.
Krag kjendte ham godt. Det var en netop løsladt, farlig Forbryder, og han forfulgte sin Plan ved her at indlede Bekjendtskab med ham. Efter nogle Minutter tøede „Ladden“ op, og da Detektiven forklarede, at ogsaa han var sluppet ud fra et Ophold „innafore“ og netop nu havde endel Penge paa sig, blev de snart fuldblods Venner. Der kom flere og flere Drikkevarer paa Bordet, og Bølgerne begyndte at gaa høit.
Henne i den anden Ende af det skumle Lokale sad „Greven af Oslo“ med sine to Fæller og slap ikke Detektiven et Øieblik af Syne.
Greven havde tydeligvis fattet Mistanke om, at det var en Spion; men Asbjørn Krags Forklædning var for udmerket til, at han skulde kjende „Konsul Bjørn“ igjen i den. Dog anede han, at der var Ugler i Mosen. Asbjørn Krags uoverveiede Studsen havde været ham for paafaldende. Men han var ikke sikrere i sin Sag, end at han gav sig nøie til at iagttage hver Smaating, og der skulde nok heller ikke stor Feilen til fra Asbjørn Krags Side, før Grevens skarpe Kjenderblik havde gjennemskuet ham. Trækket med „Ladden“ var glimrende, og med en viss Forbauselse saa ogsaa „Greven" disse tvende begynde en gemytlig Passiar sammen. Han kjendte godt denne farlige Forbryder, havde endog tænkt at hverve ham til sin Bande — ! Kunde der være nogen Forstaaelse mellem ham og en Politispion?
Efter en Stunds Forløb saa han, at de to blev mere intime. De drak tæt, især „Ladden“. Greven la Merke til, at de bøiede sig mod hinanden og begyndte at hviske sammen, medens de kastede mistænksomme Blikke rundt omkring sig. Det saa ud, som de havde noget fore.
Greven hviskede noget til Tateren, og Reinert fik anbragt sig ved et Bord i Nærheden af Detektivens, hvor han satte sig ned blandt nogle Kjendte. Det lod til, at hverken „Ladden“ eller Krag havde bemerket ham. Efter en Tids Forløb kom han tilbage til Greven igjen.
„Hvad saa?“ spurgte Greven.
„Ja,“ svarte Tateren, „de snakkede noget om et realt Kup. Det hørtes ud, som de planla noget snart noget. Den ene af dem hviskede om at krybe over en Havemur bare og slaa ind en Rude i første Etage etsteds. Det er vist — ganske skikkelige Mennesker,“ la Tateren til med et Smil — „kan bli gode Venner —!“
Bandens Chef sad en Stund, hensunken i Tanker. Pludselig reiste han sig.
„Jeg maa nu gaa,“ sa han, „men Forsigtighed skader aldrig: tab derfor under ingen Omstændighed de to der afsyne. Jeg har faaet en Tanke om, at der stikker en Spion bag den ene af dem. Følg dem imidlertid i Hælene, hvor de staar og gaar, og gjør dem uskadelige med hvilkesomhelst Midler, hvis de skulde vise sig farlige for os. Forstaar?“
Tateren nikkede, og Isak satte et forstaaelsesfuldt Grin op i sit Rovdyrfjæs.
„Vi mødes Klokken 2, efter Aftale,“ fortsatte Greven. „Nu er Klokken 10! Klokken 11 skal jeg spille et Parti Kort hos Skibsreder Kolbø, sammen med vor fælles Ven, Detektiven Krag! Jeg overlader til Dere, at han derborte i hvert Fald ikke kan komme. Kommer saa Detektiven alligevel, tror jeg Natten tryg, og vi gjør vor Affære.“
Dermed gik han.
Isak og Reinert blev siddende tilbage igjen.
Støien i det stinkende Drikkelokale var nu paa sit høieste, og den tætte, kvælende Tobaksrøg næsten uudholdelig! Bordene var tilsølet med øl og Aske, og nede paa Gulvet laa efter væltede Glas og Flasker skarpe Skaar, som rep baade i Gulv og Skosaaler. Det summede af grove Fyldestemmer, og fra alle Borde hørtes Eder, raa Latter og alskens gement Snak.
Isak og Reinert sad og iagttog de to mistænkelige Individer med Interesse.
„Nu har de snart Pæren fuld,“ sa Isak.
„Se paa „Ladden,““ svarte Tateren, „han har Skarlagensfeber i Fjæset og sjangler. Det gjør den andre ogsaa. De skal nok gaa nu.“
Isak lo og udbrød:
„Jeg tror nu Greven har tat feil for en Gangs Skyld. De Fyldebøtterne der kan umulig være Politispioner. Men vel maa vi følge efter dem. Ikke tabe dem afsyne, sa Greven. Se der gaar de mod Døren. Drik ud, Reinert.“
„Ladden“ og hans Kamerat var gaaet udenfor. Isak og Tateren reiste sig og fulgte efter. Da de var kommet ud paa Gaden, saaes de to at sjangle afsted i Retning af Broen, som her gik over Akerselven.
Ved Broen stod to Politibetjente.
Da Detektiven kom forbi dem, brølte han en Drikkevise og tog en saadan Baut med sin Kamerat under Armen, at de begge var nærved at tumle omkuld.
Konstablerne overla først, hvad her var at gjøre, og gik derefter raskt og beslutsomt til for at arrestere de to Fyllefanter.
Krag spilte den fuldstændig berusede og begyndte at slaa om sig. „Ladden“, som var virkelig fuld, lavede ogsaa en svare Halloi! Det blev formelig „Kvalm i Gata,“ og der samlede sig en Masse Nysgjerrige.
Med Assistance af et Par Tililende fik endelig Konstablerne overmandet de to. Baade Krag og „Ladden“ blev kastet op i en Vogn og sammen med de to Konstabler kjørt afsted til Politistationen. Derefter spredtes Menneskemassen som vanlig til alle Kanter.
Det Hele var foregaaet meget hurtigt.
Isak og Tateren stod en Stund og saa forbløffet til! Saa begyndte de at le, — og de lo godt.
Tateren tog Isak under Armen.
„Jeg tænker, vi kan gaa tilbage til Restaurationen, jeg,“ sa han. „Ja det var en nydelig Politispion. Jeg lover for, at vi skal faa Fred for dem inat! De sover godt i Fyllearresten — ha, ha!“
Muntre og leende vandrede de tilbage til Ølstuen!
Imidlertid blev Krag som døddrukken kjørt til Stationen, Konstablerne bar ham opover Møllergaden 19’s brede Trappe, „Ladden“ blev ogsaa baaret op, og saa lukkedes den store Dør i efter dem.
Opdagelseschefen opboldt sig netop i Hallen.
„Hvad er dette?“ spurgte han.
„Døddrukne! Kvalm i Gata,“ svarte Konstablerne og tog til Hjelmene.
Men da sprang pludselig den ene af de „Døddrukne“ op, spænstig og munter.
„Komedien er forbi,“ sa han.
Opdagelseschefen ryggede tilbage.
„Hvad ialverden! Dem Krag?“
„Ingen anden,“ svarte Detektiven, idet han rystede Støvet af sig og tog Parykken af. „Det gjaldt at slippe fra dem og samtidig dysse deres Mistanke i Søvn. Derfor kommer jeg paa denne Maade. Jeg har været i Løvens Hule,“ la han leende til.
Han gik med Opdagelseschefen ind i dennes Kontor.
Chefen var overordentlig spændt.
„Naa! Gode Udsigter?“ spurgte han.
„Ja,“ svarte Krag. „Nu har jeg alle Traadene i min Haand. Og i denne Nat skal det store Slag staa. Nu gjælder det at vinde alt eller tabe alt. Men vi har de bedste Kort paa Haanden. Og vi bruger ikke at spille dem slet heller!“
„Vel! Forklar Dem nøiere,“ bad Opdagelseschefen.
„Klokken er nu nogle Minutter over 10,“ fortsatte Krag. „Klokken 11 skal jeg efter Indbydelse af Skibsreder Kolbø spille Whist hos ham. Der kommer som sagt Greven. Jeg føler mig forvisset om, at han ikke vil udebli, fordi han ved at være tilstede i Tilfælde kan sættes istand til paa en eller anden Maade at bevise sit Alibi. Nuvel, jeg har altsaa en Time at forberede alt paa, og det er tilstrækkeligt.“
Krag fortalte nu om alt, hvad han havde oplevet paa Teglverket og i Ølstuen. Opdagelseschefen hørte paa ham med den høieste Interesse.
„Det er tydeligt nok,“ sa han, da Krag var færdig, „at der inat planlægges et stort Indbrud i gamle Guldsmed Gylthes Butik. Synes De ikke, vi burde underrette Guldsmeden?“
„Nei, absolut ikke! Jeg tror, Banden har sine Spioner ude paa den Kant, og de vil let kunne faa sin Mistanke vakt. Vi forholder os saaledes: Indbruddet finder Sted Klokken 2, netop medens Larmen fra Trykkeriet er paa sit sterkeste. Jeg kjender Gaarden ud og ind fra tidligere Forsøg paa Indbrudstyverier. Det kan ikke være Tale om, at Banden vil forsøge at bryde sig Vei gjennem Butikdøren. Det vilde være for risikabelt. Der fører bare en Port ind til Gaarden, og den staar for Trykkeriets Skyld aaben hele Natten. Da mange Mennesker til Døgnets forskjelligste Tider gaar ud og ind her, vil det ikke vække Opmerksomhed, naar Bandens Medlemmer en efter en ankommer. Men hvordan skal de nu komme ind i Butiken? Der fører vistnok en liden privat Dør fra Porten og lige ind til Guldsmedens Kontor, men den Dør er saa massiv, at den i Tilfælde maatte sprænges. En saadan Dynamithistorie lige i Passagen vilde selvsagt være det rene Vanvid. Men foruden Døren i Porten og Butikdøren findes der ingen Tilgange til Butiken.
Som jeg har sagt Dem, talte Kjeltringerne om „den elektriske Lysekrone.“ De har ganske sikkert, naar De har været inde i Guldsmedbutiken, seet den pragtfulde Lysekrone, som hænger ned fra Taget, og det er vistnok de Herrers Mening at benytte denne ved sit Forehavende.“
Opdagelseschefen saa spørgende paa; Detektiven.
„Jeg skal forklare mig nøiagtigere,“ fortsatte Krag. „Det er kun én Maade, hvorpaa Forbrydelsen kan iverksættes, nemlig ved at Tyvene bryder sig ned i Butiken fra anden Etage. Lige over Guldsmedbutiken ligger der et Agenturkontor. Tyvene gaar ind Porten og opad Trappen til anden Etage, sprænger Døren til Agenturkontoret og skjærer Hul i Gulvet lige over Lysekronen. Saa klatrer de ned i Guldsmedbutiken ad Lysekronens Stang. Ad samme Vei fører de Byttet ud. De har med sig lange Staalbrækjern og Dynamit til at sprænge Skabe og ildfaste Hvælvinger.
Nu er min Plan videre denne, at vi skal la Kjeltringerne komme et godt Stykke ind i sit Arbeide. Lad dem i Ro og Fred faa bryde sig ind i Agenturkontoret i anden Etage. Lad dem ogsaa begynde paa at bearbeide Gulvet. Kjender jeg Greven af Oslo ret, indfinder han sig først paa det Tidspunkt. Først da skal vi gribe ind og fange dem som Rotter i en Fælde. Vi maa i al Stilhed anbringe vore Folk i de øverste Etager, saa de ikke kan flygte over Tagene; vi maa ha Poster inde i Gaarden og i de nærmestliggende Gaarde. Vi maa omringe Stedet saa at si usynlig. Først paa det givne Signal rykker alle frem, og da maa ikke Maskineriet knirke paa et eneste Punkt. Thi saa drevne er disse Folk, vi her har med at gjøre, at den mindste Feil kan komme til at slippe os Seiren afhænde.“
Opdagelseschefen nikkede.
„Alt det skal bli besørget,“ sa han. „Men hvordan skal vore Folk faa Signalet, som melder det rette Øieblik til Fremrykning?“
„Vi to vil ta Plads i et Hus ligeoverfor,“ svarte Krag, „derfra kan vi overskue alt og fra først til sidst se, hvordan Spillet udvikler sig. I det afgjørende Øieblik gir vi saa Signalet, f. Eks. en enkelt kraftig Piben.“
Opdagelseschefen nikkede.
„Vel, vel, og saa mødes vi, naar De kommer fra Whisten Klokken 1. Jeg skal imedens sætte vore bedste Folk i Bevægelse.“
Asbjørn Krag gik ind i sit private Værelse for at klæde sig om. Opdagelseschefen trykkede paa en Knap, og et Øieblik efter var otte Detektivbetjente samlet inde paa hans Kontor, hvor de kort og greit fik sine Befalinger. Straks efter var de afsted for i rette Tid fuldt bevæbnet at indta sine Poster.
Da Asbjørn Krag kom ind igjen i Selskabsdragt som „Konsul Bjørn,“ maatte Opdagelseschefen le høit.
„Hvilken Forandring,“ raabte han, „og hvilken merkelig Skjæbne. De gaar hen for at spille Kort med den Mand, som De om et Par Timer skal gjøre til Storeslem paa værre Sæt.“
„Sig ikke skal,“ svarte Detektiven. „Ingen ved, hvilke Overraskelser den Herre endnu kan berede os. Det er i alle Tilfælde nødvendigt, at jeg gaar til Partiet. Udeblir jeg, vil Greven bli mistænksom. Han ved godt, at jeg som „Konsul Bjørn“ er en forklædt Detektiv, og han har Mistanke om, at Lazzaronen fra Kneipen ved Akerselven er denne samme Detektiv. Naar jeg nu igjen optræder som „Konsul Bjørn“ og lader som intet, vil hans Mistanke til Lazzaronen dysses i Søvn. Det er unægtelig et Eventyr, men af Livets virkelige, og blir end ikke Udbyttet denne Gang „Greven af Oslos“, saa kan ingen si, hvem der tilslut vil tabe paa Udfaldet,“ la han tankefuldt til. Det var, som han følte Grevens advarende koldblodige Øine i sine.
„De mener?“ spurgte Opdagelseschefen.
„Intet,“ svarte Detektiven tilfreds, „uden at Pligten kalder, men Lykkehjulet ruller! Vel mødt paa Kamppladsen.“