„En saadan Grufuldhed!“ mumlede han. „Jeg havde aldrig tænkt mig Muligheden af, at sligt kunde foregaa.“
Krag havde reist sig op; han var tydeligvis i meget sterk Ophidselse.
„Det er Bandens Verk,“ sa han. „Naar de Herrer slaar, rammer de bestandig følelig. Men for én Gangs Skyld rammede de dog feil.“
„Hvad mener De?“ spurgte Chefen.
„Jeg mener ikke noget andet,“ svarede Krag, „end at Betjenten Græff har maattet falde for en anden, og at denne anden er mig. Det var jeg, som skulde ud af Verden — ikke Græff.“
Detektivchefen nikkede.
„Ja det lyder unegtelig meget sandsynligere,“ sa han.
„Derfor skal jeg heller ikke hvile,“ raabte Krag, „forinden den stakkels Betjent er hevnet!“
Konstabelen var nu kommet nogenlunde til Ro og kunde begynde at gi Svar paa de Spørgsmaal, som forelagdes ham.
„Hvordan kom De ind i Værelset?“ spurgte Krag.
„Jeg ringte haardt paa flere Gange, og endelig kom Deres Værtinde og lukkede mig ind. Hun var søvnig og grætten.“
„Og De fik uden videre Lov til at gaa ind i mit Værelse?“
„Nei, hun negtede mig det paa det bestemteste. De havde selv sagt, at hun ikke maatte slippe nogen ind, sa hun. Saa bad jeg hende gaa ind med Billetten til Græff. Noget uvillig tog hun imod den, aabnede en Dør længere inde i Korridoren og gik ind der. Øieblikket efter hørte jeg, at hun udstødte et Skrig af Forfærdelse. Jeg sprang da straks til og var selv nær ved at skrige over det grufulde Syn, som mødte mig.“
Konstabelen gyste endnu ved Tanken og maatte stanse op i sin Fortælling for igjen at ta sig sammen.
„Videre, videre!“ sa Detektivchefen utaalmodig, „Sekunderne er kostbare.“
Og Konstabelen fortsatte:
„Ret foran mig i en stor Lænestol sad Betjenten Græff som Lig. Fra hans Bryst, lige ved Hjerteroden, havde en tyk Blodstrøm silet ned paa Gulvet og dannet en stor Pøl. Græff’s Ansigt udtrykte endnu i Døden den høieste Grad af Skræk og Afsky.“
„Der var naturligvis Spor efter Kamp i Værelset?“
„Ikke det allermindste. Det saa ud, som Græff havde siddet der i Stolen, seet Manden komme ind og taalmodig tat Dødsstikket uden at hæve en Finger til Forsvar for sit Liv.“
„Besynderligt,“ mumlede Detektivchefen, „besynderligt ...“
Krag sad hensunken i dybe Tanker.
Konstabelen fortsatte:
„Jeg aabnede straks et Vindu og tilkaldte et Par Konstabler, senere kom der yderligere tre til, saa nu er der ialt forsamlet fem Konstabler i Gaarden. Imidlertid begyndte det at bli noksaa livligt deroppe. Endel af Leieboerne var blit vækket ved Husholderskens Rædselsskrig og kom nu løbende for at faa Rede paa, hvad der var iveien. Det var kun med stort Besvær, jeg fik dem til at holde sig i Ro i sine Leiligheder. Hvad Deres Værtinde angaar, saa var hun en Besvimelse nær og maatte straks lægge sig.“
„Intet er vel forandret deroppe?“ spurgte Krag.
„Nei, selvfølgelig ikke,“ svarede Konstabelen. „Alt er, som da Manden forlod Stedet, med Undtagelse af, at jeg har lagt et hvidt Klæde over den Dødes Ansigt. Konstablerne holder Vagt i Trappeopgangene og udenfor Værelset, forat ikke nogen Uvedkommende skal komme ind.“
„Og der fandtes ikke nogetsomhelst Tegn til, at en Kamp havde fundet Sted, sa De?“
„Nei, ikke det mindste.“
Detektivchefen saa paa Krag med et spørgende Blik.
Krag sa:
„Det er igjen Mændene med Sandposen, som har været ude; det er nok farlige Folk med farlige Vaaben, dette.“
„Jeg tar straks derop,“ fortsatte Detektiven. „Vognen staar formodentlig parat nede paa Gaden.“
Chefen nikkede.
Krag bad Konstabelen følge med, og et Øieblik efter kjørte de begge opover til Krags Bolig.
Det var endnu ganske mørkt.
I Porten til den Gaard, hvor Krag boede, stod en Konstabel. Detektiven lod Drosken kjøre en Sving og sprang ud af den. Der stod en Gaslygte ved Gaarden, og Skinnet fra den faldt skarpt ned paa Gaden. Detektiven bøiede sig ned og undersøgte hver Plet af Jordsmonet. Ved Hjælp af et Par Blændlygter undersøgte han Gulvet i Porten og Trappetrinene opover til tredie Etage. Ved Undersøgelsen af Gaden og Porten gik Detektiven frem omhyggelig og maalbevidst som en Hund, der har fundet Sporet. Men da han kom til Trappetrinene, var det, ligesom han kom i Vildrede. Han bad om at faa endda nogle Brændlygter til sin Undersøgelse, men trods det forstærkede Lys syntes han ikke at komme til noget Resultat.
Saa begyndte han igjen ude paa Gaden og forfulgte Sporene ind i Portrummet.
Pludselig udstødte han en overrasket Fløiten, som tydede paa, at han havde gjort en Opdagelse.
Sporene viste ikke op ad Trapperne, men gik ind i Gaardsrummet.
Detektiven krøb afsted henad den fugtige Jord med Blændlygten foran sig. Han undersøgte hver Plet, maalte med en liden Passer, dreiede sig frem og tilbage og kastede Blændlygtens Skjær i vide Kredse omkring, for at intet skulde undgaa hans granskende Øine. Han var aldeles gaaet op i sit Hverv, og sansede intet af, hvad der i Øieblikket foregik i hans Nærhed.
Ingen kunde som Krag forfølge et Spor, naar han først havde faaet Tæften af det. Det var formelig, som han gik over fra at være Menneske til at bli Hund. Han syntes at kunne veire sig frem.
Detektiven forfulgte Sporene hele Gaardsrummet indover. Han standsede først, da han kom til Kjøkkendøren. Efter hans Bevægelser at dømme, havde der været Spor baade opover og nedover Gaden, de fortsatte gjennem Portrummet til Kjøkkentrappen og gik videre opover Kjøkkentrappen. Da Detektiven var kommet op til 3. Etage her, gik han hurtig gjennem Korridoren og traadte ind i Værelset, hvor den døde Politimand endnu sad med det hvide Klæde over Ansigtet.
Her tog Krag fat med en ny Undersøgelse, som varede omtrent en halv Times Tid.
Da han var færdig, kaldte han Konstablerne til og bad dem bringe Liget bort.