Gamle Rentier Berg boede ude i Nærheden af Skarpsno. Det var i den Tid, da Byggeraseriet endnu ikke havde faaet Tid til at florere. Der fandtes ikke mange Huse paa den Kant af Byen. Bergs lille Villa laa oppe paa en liden Høi i Ly af nogle gamle, løvrige Trær. Han boede der alene med sit Tjenerskab — en Husholderske, en Staldkarl og den nødvendige Kjøkkenbetjening.
— — —
Paa nogle Minutter havde Asbjørn Krag klædt sig om inde i den lukkede Vogn. En af hans Kolleger lod efter Forandringen Skinnet af sin Blændlygte falde paa ham: Krag var blit til en yngre, rødhaaret Gentleman.
Medens Vognen kjørte udover og efterhaanden passerede Storthingsgaden, Parkveien og Bygdø Allé, hvor kun en og anden formummet Nattevandrer drev omkring, sad Krag rolig i sit Hjørne og overtænkte Situationen. Han mindedes at ha været i Rentier Bergs Hus en Gang tidligere. Berg var en gammel Ungkarl, som dog deltog noksaa meget i Hovedstadens selskabelige Liv. Ofte holdt han ogsaa selv Selskaber, og han havde en prægtig, stor Sal i sin Villas anden Etage. Rentieren var meget rig; — der fortaltes, at han spekulerede paa udenlandske Børser gjennem dygtige Agenter og tjente mange Penge.
Vognen svingede ind i Alléen til Rentierens Bolig; Krag slog Vinduet ned og tittede ud. Der laa Villaen med fulde Lys i alle Vinduer. Han hørte Mennesker rumstere omkring i Værelserne. Der raadede tydeligvis fremdeles stor Forvirring.
„Naturligvis,“ mumlede Krag ærgerlig, — „disse Mennesker maa ha ødelagt Sporene for os. Bare nu den Konstabelen har været lidt fornuftig.“
Vognen stansede, og Detektiven med de to Betjente steg ud. Lægen ilede foran dem ind i Huset.
Da Krag var kommet tilstede, fik han først og fremst jaget afsted de Uvedkommende, som havde indfundet sig. Derefter forhørte han sig om Rentierens Tilstand.
„Han kom til sig selv for nogle Minutter siden og er nu bragt ovenpaa,“ sa Husholdersken, som i et meget merkeligt Kostume og med et vildt, forvirret Udtryk i sit Ansigt viste Krag ind i Rentierens Bibliothek.
„Her var det, det skede,“ fortalte hun.
Bibliotheket vendte med sit eneste Vindu ud til Haven. Indgangen var fra Entreen. I Bibliothekets ene Hjørne skjulte et vældigt Silkeforhæng en Seng. Forhænget var nu revet endel istykker, øverst oppe.
„Pleiede Berg at sove her?“ spurgte Detektiven.
„Ja,“ svarede Husholdersken, „naar Rentieren sad længe oppe om Natten, pleiede han at lægge sig til at sove her i Bibliotheket. Men ellers findes hans Soveværelse i anden Etage, hvor han nu er bragt hen.“
Krag var, medens de sidste Ord veksledes, allerede begyndt med en nøiagtig Undersøgelse af Værelset.
„Et noget forandret herinde, siden Ulykken skede?“
„Nei, ikke det mindste. Konstabelen bad os endelig ikke røre noget, forinden De kom.“
„Det er godt,“ sa Detektiven tilfreds. „Jeg ser, at den Ulykkelige faldt med Ryggen mod Sengen. Han maa saaledes ha faaet Slaget lige i Skallen. I Faldet har han revet med sig endel af Silkeforhænget.“
„Rentieren var netop gaaet til Ro, da Kjeltringerne kom og vækkede ham ved den Støi, de gjorde, da de aabnede Døren. En halv Times Tid før Ulykken skede, hørte jeg, at han kom.“
„Saa sent?“
„Ja, han havde været i Aftenselskab hos Statsraadinden.“
„Hos Statsraadinde Ebbell?“ spurgte Krag.
„Nu har vi snart Traaden,“ tænkte Detektiven.
I Løbet af en halv Time havde Asbjørn Krag undersøgt Værelset paa det omhyggeligste.
Han var da blit klar over følgende:
Klokken halv ét var Rentieren kommet hjem og havde gaaet til Ro efter at ha skrevet et Brev til en Forretningsforbindelse i London. Brevet laa endnu paa Skrivebordet. Rentieren var sandsynligvis straks sovnet ind. Ved Et-Tiden kom saa Tyvene, som udenfor Vinduerne havde afventet det beleilige Tidspunkt. De var i Besiddelse af Nøgler baade til Entredøren og Bibliotheksdøren, saaledes at de kunde komme ind uden at bryde Laasen op. Dog har de gjort saavidt Støi ved sin Indtræden i Bibliotheket, at de har vækket Rentieren. Denne har sprunget op af Sengen, men har faaet et saa haardt Slag i Skallen, at han øieblikkelig har tumlet bevidstløs om. Derefter har Slynglerne løftet det tunge Pengeskab ned og har sprængt det istykker og stjaalet alle Penge og Værdisager. Men idet de skulde løfte Skabet tilbage paa sin Plads igjen, er det faldt fra dem og har foranstaltet et Spektakel, som straks har vækket hele Huset. Hvorefter saa Slynglerne har tat Benene paa Nakken i størst mulig Hast.
„Lad os nu se, hvordan Flugten har artet sig“, mumlede Detektiven, idet han la sig paa Knæ foran Dørtærskelen.
„Hallo,“ raabte han overrasket, „hvem har været inde i dette Værelse, siden Ulykken skede?“
„Intet levende Menneske uden Konstabelen og jeg,“ svarede Husholdersken; „det var ogsaa vi, som fik bragt Herren op i anden Etage.“
Krag granskede nøie hver Flis i Dørtærskelen. Han havde opdaget et tydeligt Spor af en smal Mandsstøvle, helt ulig baade Rentierens og Konstabelens.
Detektiven tog frem sin Blændlygte og gik udenfor Huset. Efter en liden Regnskur tidligere paa Aftenen var Jorden endda myg og vaad. Krag søgte længe udenfor Trappen. Endelig opdagede han igjen Sporet efter den smale, elegante Herrestøvle. Sporet tydede paa, at Støvlens Eier maatte ha sprunget hastigt.
Længere borte fandtes nok et Aftryk af Støvlen — i Retning af Haven. Detektiven fulgte Retningen lige til Havegjærdet. Her var der ogsaa et Spor, men dybere end de andre. Det viste, at Manden maatte ha sprunget over Gjærdet og ind i Haven. Krag lyste med sin Blændlygte og undersøgte nøiagtig hver og en af de lange, spidse Gjærdestaurer. Pludselig kvak han til. Skinnet fra Blændlygten havde truffet noget blankt og gnistrende, som laa nede paa Marken mellem Sprinklerne. Detektiven greb det og holdt det op mod Lyset. Det var et Stykke af en Mansjetknap: den ene Plade og Lænken. Pladen dannedes af et Dødningehoved af Guld med en stor, funklende Diamant indfattet i hver Øienhuling. Detektiven puttede Mansjetknappen til sig. Han ledte en Stund efter den manglende Del, men det lykkedes ham ikke at finde den.
Sagen syntes forsaavidt at være klar nok: Blandt Tyvene befandt der sig en Mand af Stand. Han havde smale, elegante Støvler og bar smaa Formuer i sine Mansjetknappen Flugten var foregaaet gjennem Haven. En af Gjærdestaurene havde grebet fat i Mandens Mansjet og revet Knappen istykker. Fodsporene af de andre Kjeltringer var det Detektiven umuligt at skjelne fra den almindelige Trampen omkring i Jorden af brede Fødder.
Detektiven vendte sig nu mod Huset.
Den nærmere Undersøgelse af Haven kan jeg fortsætte ved Dagslys, tænkte han, nu staar det kun tilbage at se til min Ven Rentieren.
Man havde lagt den Syge paa en Sofa i hans eget Soveværelse. Da Detektiven traadte ind, stod Lægen bøiet over ham.
„Er han kommet til Bevidsthed?“ spurgte Krag.
„Nei,“ svarede Lægen, „han ligger bare og stønner, men forsøger at strække Hænderne op til Hovedet. Han lider meget.“
„Er Saaret livsfarligt?“
Lægen saa forbauset op.
„Saaret?“ sa han, „der findes ikke noget Saar.“
Krag traadte hurtig lige hen til den Syges Leie. Og virkelig: Der fandtes intet Saar eller andet, som kunde tyde paa, at der var rettet noget dræbende Slag mod den ulykkeliges Hoved.
„Og dog er han tumlet voldsomt om ved Sengekanten,“ sa Detektiven. „Hvordan vil doktoren forklare os dette?“
„Kan det ikke tænkes, at han er blit saa forskrækket over, hvad han saa, at alene det ..?“
„Nei,“ afbrød Detektiven, „det kan ikke godt tænkes. Rentier Berg var en koldblodig, kraftig Mand med Jernnerver. Han vilde ikke bli forskrækket ved at staa Ansigt til Ansigt med Indbrudstyve.“
„Vel,“ fortsatte Lægen med Bestemthed, — „saa maa han ha seet noget uanet frygteligt inat.“
Doktoren saa spørgende paa Politimanden og fortsatte:
„Hvad i al verden er det, som er foregaaet her? ....“
— — —
Den næste Dag bragte Aviserne med svære Overskrifter Meddelelsen om Røveriet hos Rentieren.
Det blev fastslaaet, at den berygtede Tyvebande igjen havde været paafærde.
En Avis skrev bl. a. følgende:
„Det er os en Tilfredsstillelse at kunne meddele Kristianiabefolkningen, der ved de sidste Begivenheder som rimeligt kan være er blit endel opskræmt, at Politiet nu har sat et stort Apparat i Bevægelse for at gribe de Skyldige. Opdagelsesafdelingens bedste Sporhunde gjennemsøger Byen paakryds og tvers, saa det vil vel ikke vare længe, forinden disse frække Forbrydere er knebet. Under vore hjemlige, smaa Forhold kan nu engang ikke en international Forbryderbande husere uden snart at rende sig fast.“
Krag lo, da han læste Artikelen om Morgenen.
„De aner ikke,“ tænkte han, „hvilke farlige Folk vi her har at gjøre med.“
Klokken 11 fremstillede han sig paa Opdagelseskontoret til Konference med Chefen, som var adskillig nervøs over Sagen.
„Det er en forbistret Historie,“ sa han. „Atter er Byen opskræmt. Hvordan finder De Stillingen?“
„Stillingen er i Øieblikket alt andet end forhaabningsfuld,“ svarede Detektiven. „Banden er tydeligvis meget flink; den har en dristig og klog Chef, som sidder inde med forbausende Oplysninger. Han er en farlig Forbryder!“
„Det synes saa,“ svarede Politichefen. „Nu skal De høre, hvad vi har udrettet her i Formiddag:
Rentieren er fremdeles ikke kommet til Bevidsthed, men han er dog, efter Lægernes Erklæring, udenfor Fare. Vi har saaledes ikke kunnet faa afhørt ham. Derimod har vi havt hele hans Tjenerskab i Forhør. Men intet er kommet frem, som skulde tyde paa nogen Forbindelse mellem Husstanden og Kjeltringerne. Alle Husets Folk laa og sov, da de hørte Spektaklet fra Rentierens Værelse. Imidlertid tyder hele Forbrydelsens Art paa, at lokalkjendte Folk har været paafærde; der er saaledes benyttet en eftergjort Nøgle. Hvordan forklarer De dette?“
„Jeg er endnu ikke kommet til noget Resultat. Det synes fremgaa af mine foreløbige Undersøgelser, at Forbryderbandens Chef færdes i de høiere Klasser her i Byen og at han sidder inde med fuldt Kjendskab til sine Ofres Levevis og økonomiske Omstændigheder. Hvad den foreliggende Forbrydelse angaar, saa tror jeg, at Bandens Anfører samme Aften, som Indbruddet skede, har været sammen med Rentieren som en af dennes Venner. Rentieren kom jo lige fra Selskabet hos Statsraadinde Ebbell.“
Krag fortalte om sit Fund af Diamantknappen, og tilføiede:
„Folk herhjemme gaar ikke til dagligdags med Formuer i sine Mansjetknapper. Meget faar sin Forklaring, hvis vi gaar ud fra, at Rentieren har truffet sammen med Indbrudstyven f. Eks. før paa Aftenen i Selskabet hos Statsraadinden.“
„Alt afhænger saaledes af Rentierens Forklaring I Denne mystiske Herre med Mansjetknapperne maa ha været tilstede under Indbruddet,“ udbrød Opdagelseschefen.
„Den Overfaldne har dog neppe seet ham,“ svarede Krag.
„Kunde det ikke tænkes, at Berg er blit saa forskrækket ved at se en — maaske god Ven blandt Indbrudstyve, at han derover besvimede?“
„Nei,“ svarede Detektiven, „Rentier Berg har man git det Slag, han behøvede.“
„Men der findes intet Merke af Saar?“ indvendte Opdagelseschefen.
„Det kommer deraf, at Slaget er tilføiet med en Sandpose, hvis Anvendelse er særlig udbredt i Berlins Forbryderkredse, og som der kaldes „Kratsch“. Et Slag af en saadan Pose bedøver for længere Tid og kan ogsaa hidføre en alvorlig Hjernerystelse, men efterlader sjelden noget Saar.“
„Det er altsaa Deres Mening,“ udbrød Opdagelseschefen, „at en af Indbrudstyvene har git Rentieren et saadant „Kratsch“ i Skallen, og at sidenefter Manden med Mansjetknapperne er kommet ind?“
„Netop.“
„Har De undersøgt, om ikke et Par slige Knapper tilfældigvis skulde være kjøbt her i Byen?“
„Ingen af Guldsmedforretningeme har nogensinde havt slige Knapper at sælge. De fleste Forretningschefer mener, at Knapperne maa være kjøbt i London. Nogle antar dem dog af indisk Oprindelse.“
„Det gjælder her aabenbart at optræde med yderste Forsigtighed,“ tilføiede Detektiven. „Det er af Vigtighed, at vor Mand ikke faar Anelse om, at vi er ham paa Sporet. Vi vil forsøge at spinde vort Net om hele Banden og saa fange den ved et Kup. Kommer vi først saa langt, at vi faar konstateret, hvem Hovedmanden er, vil en vakker Dag hele Banden løbe lige i Armene paa os. Det er imidlertid nødvendigt, at jeg, som en eller anden fremmed Tilreisende, faar Adgang til de mange Selskaber, som holdes i Kristiania-Societeten nu i denne Tid. Der tror jeg nok, at jeg skal støde paa vor Mand.“
Detektivchefen tænkte sig om.
„Det maatte let la sig gjøre,“ sa han, „jeg ved selvfølgelig, at De gjennomfører Deres Omklædning og Maskering til det umulig gjenkjendelige. Det vilde bli kompromitterende for mig, om det blev opdaget, at en af mine Detektiver var indført i Selskabet.“
„Stol trygt paa mig,“ svarede Krag.
„Assessor Helgesen holder netop et af sine bekjendte smaa Aftenselskaber idag. Jeg skal sørge for, at De blir indført der.“
Nogle Minutter senere forlod Krag Politikammeret. Han gik lige hjem til sin Bolig.
Hans Forbauselse blev stor, da han fandt sine Værelser i den vildeste Uorden! Der var flyttet paa alle hans Møbler, og Skufferne i hans Sekretær var aabnet og gjennemrodet.
Han kaldte øieblikkelig sin Husholderske ind; hun blev ogsaa meget forbløffet ved at se, hvad der var foregaaet.
„Hvem i al verden har været inde i min Leilighed, siden jeg gik ud?“ spurgte Detektiven.
Husholdersken saa en Stund uforstaaende paa ham.
„Her har ingen anden været,“ svarede hun, „end den Telefonmanden, De ved.“
„Telefonmanden?“
„Ja, han kom en halv Times Tid efter at De var gaaet ud. De havde selv bestilt ham, sa han, til at efterse Telefonen og særlig Ringeledningerne, som Tordenveiret igaar havde bragt i Uorden.“
„Og hvordan saa han ud denne Telefonarbeider?“
„Akkurat som de andre. Han havde det mørkeblaa daglige Arbeidsantræk, med en Mængde Værktøi stikkende i Livremmen. Forøvrigt var det en tækkelig ung Mand paa nogle og tyve Aar; han bar en lyserød Bart.“
„Og denne Mand har været alene inde i mine Værelser?“
„Ja, jeg trodde —“
„Ved De, at denne Mand har villet bestjæle mig? Han har kanske gjort mig ubodelig Skade!“
Den gode Kone blev meget ulykkelig.
„Jeg skal sørge for at holde Dørene stængt herefter!“ mumlede Krag. Han foretog en hurtig Oversigt over Sagerne i sine Værelser. Saavidt han kunde se, var der dog intet stjaalet.
Detektiven var blit ganske nervøs og følte sig særdeles betuttet over denne Begivenhed.
„“De gode Herrer ved altsaa,“ tænkte han, „hvem der er paa Sporet efter dem. De ved ogsaa om Tabet af Mansjetknappen, og formodentlig er det den, de har villet ha fat i. Men hvad de ikke vidste var, at jeg for alle Tilfælders Skyld bar den vigtige lille Tingest paa mig. Nuvel! De har røbet sig, i overlegen Tro paa sin Magt. Vi skal dog alligevel se, om den ikke kan knækkes ...“
— — —
Netop som Mørket var faldt paa, kom der en middelaldrende, fornemt udseende Herre ind paa Potitistationen og bad om at faa tale med Opdagelseschefen. Herren havde Guldlorgnet, bag hvilken der skinnede et Par merkelige Øine. Han bar et brunt Fipskjæg. Klædedragten lod ane, at han netop var kommet fra Udlandet. Han talte ogsaa med en fremmed Akcent.
Herren blev straks vist ind til Opdagelseschefen, hvor han opholdt sig i henved en Time. Opdagelseschefen fulgte ham bukkende helt ud i Forværelset, og de underordnede Politimænd la Merke til, at Chefen saa noksaa ophidset ud.
Ved Politistationens Trappe ventede den fremmede Herres Vogn. Han steg op i den og kjørte hurtig bort.