Godt mot
GODT MOT (1870)
Jeg sender disse sange hen på venners bøn til kvinner, mænn i Nordens trende lande, At Finlands folk blant dem er med på sangen under Nørreled, må jeg med takk jo sanne.
Jeg sender dem — og ser det nu: de fleste har ej, hvad min hu har stærkest følt og båret; litt er for flygtigt, litt for kort, litt har på lagret dampet bort, litt er for ungt av året.
Jeg levde mere, æn jeg sang; jeg tanker, harm og jubel slang omkring mig, hvor jeg gjæstet. At være hvor det nætop gallt, det var mig næsten mer æn alt, som ved min pen blev fæstet.
Alt sant og stærkt har vokse-sted og kanske også evighed, om sværten ej det fanger, og han som tænker minst derpå, men tør i livets slingring stå, blir beste folkesanger. —
Jeg hørte en gang om en fæst i Spanien: en landsens hæst blev sluppet in i ringen; dernæst en tiger av sit bur — den gik en stund omkring på lur, så la den sig på bringen.
Og folket klappet, jublet, lo, da tigren sprang, og hæsten slo’, men fik dog ej se blodet; ti tigren tumlet att å bak for hæstens landlig-plumpe slag, og lå en stund på hodet. Da hujet, hisset alle mann, og kvinner med; balkonens rand de hældte sig utover. De skrek, de tirret tigrens mod, de vilde alle have blod, — og atter frem den vover.
Og folket jublet, klappet, lo, da tigren sprang, og hæsten slo’; — men blod de ej fik skue; ti lykken hadde hæsten kjær, og tigren kom den ikke nær, men spæntes i en bue. —
Hvem vant til slut, det vet jeg ej. Ti denne landsens hæst er jeg, og kampen har ej ænde; — men byen hvor den foregår, og hvor den klap og jubel får, den tør du kanske kjænne! —
Jeg kjæmper helt foruten had; det som jeg ælsker, gjør mig glad, skjønt varm og vred tillike. Det er mit blod, min sjæl, der går i hvær en linje som jeg slår, og derfor går de like.
Men som jeg står her nu idag, jeg har ej hævn, jeg har ej nag mot nogen mann på jorden. Giv så igjæn litt hjærtelag til den som bare mente sag, og ælsker hele Norden! —
Selv går jeg på min sangervej med ærefrygt først in til dig, du største ånd i Norden, som vred, profetisk varslet gry bak Nordens tunge morgensky, der skalv i lyn og torden, —
men siden blid bak hav og hæld av sagas og av troens væld på bondens sæd har spillet; — nu snefjæll-hvit på nitti år av tidens strøm tilbake får dit eget høje billed!
Til dig så, i hvis sanger-vår „de tusen sjøersu Finland står og vemods-mægtig toner! Vor stammes ånd i evig sus går grænsevakt i sangens brus mot Østens millioner.
Men står jeg i vor egen gård, et stjærnebilled øjet slår med alt sit rike under. Det lyser: henrik Wergeland ut over Norges bleke land i minnets klare stunder.