Gift/11
Der var gaaet nogle Dage, uden at Fru Wenche saa noget til Mordtmann. En Middag gik han forbi, da han kom fra Fabriken; men hun trak sig bort fra Vinduet og skjulte sig.
Det med Mordtmann var traadt lidt i Baggrunden; hun havde nu ikke Tanke for andet end det, som forestod hende: at hun endnu engang skulde blive Moder.
Dengang Abraham var kommen til Verden, ønskede hun længe, at han skulde faa en Søster. Men eftersom Aarene gik, opgav hun det Haab og nu var hendes Tanker om Børn og Børneopdragelse blevne saadanne, at hun priste sig lykkelig ved kun at have et at svare for.
Ikke vilde hendes Mand heller blive glad ved at erfare det; det kunde hun vide paa Forhaand.
Men værst blev det hende — ja ganske uudholdelig blev Tanken, naar den kom ind i Forholdet til Mordtmann. Hun blev rød af Skam, hvergang hun tænkte paa deres sidste Aften.
Han havde kysset hende og sagt, at hun var hans alene; — og hun — hvad havde hun gjort? — og hvad skulde hun gjøre?
Hun kunde jo ikke blive gaaende alene midt i alt dette! hvad — eller hvem skulde hun vælge? — det, som skulde komme, det maatte komme — og hvad saa?
Hun satte sig en Skumringsaften i Sofaen, efter at have paalagt Pigen ikke at slippe nogen ind, — ikke Hr. Mordtmann heller. Hun havde følt sig nær ved Fortvivlelsen og fik en pludselig Skræk for sin Forstand. Nu vilde hun prøve et Opgjør, for at se, hvor hun stod.
Men det blev et sørgeligt Opgjør, og Fru Wenche forfærdedes over, hvor hun stod.
Thi hun stod jo dybt i Løgn og Uklarhed til alle Sider. Hun, som saa kjækt og hensynsløst havde slaaet sig frem i Livet uden nogensinde at lyve selv og uden at tillade andre at lyve, saavidt det stod til hende; hun, som havde troet og paastaaet, at den, som sanddru vil holde sig sand og ærlig, han skal kunne gaa uden Skade gjennem Livet — saa myldrende fuldpakket som det er af Løgn og Feighed.
Der laa hun nu selv. I hvilket af de Forhold, som stærkest bandt hende, var hun i dette Øieblik fuldtud sand? — hun tog dem for sig et for et og begyndte med Abraham.
Hvor var hendes Søn bleven af? hun havde havt ham saa nær ind til sig, at hun havde kunnet se hver liden Rørelse i hans Sjæl, følge og forstaa hver mindste Tanke eller Tvivl, som famlede sig frem i hans unge Hoved.
Hvor var han nu? — hvad vidste hun nu om ham?
Det kunde lidet hjælpe, at hun sagde: de har taget ham fra mig. Thi det var jo netop det, hun skulde have forhindret, — passet paa ham, holdt ham fast i en klar, ren Luft af Sandhed; ikke bøiet af, ikke givet slip, ikke gaaet træt i den daglige Kamp.
Det var jo det, hun havde lovet sig selv de tusinde Gange, naar hun bar ham paa Armene, da han var liden; — og nu — da han var bleven saa stor, at han trængte til, hun mindedes sine Løfter, kunde hun nu træde frem for ham og sige: her er jeg. Her er jeg — din trofaste Moder.
Kunde han have Tillid til hende som før?
„Nei.“ sagde Fru Wenche høit, og det lød saa sørgeligt i den tomme Stue; „nei; det kan han ikke.“
Baade den Gang med Skolehistorien og senere i Konfirmationsspørgsmaalet havde hun givet tabt, opgivet sit Princip, sveget sig selv og for bestandigt forspildt sin Søns Tillid. Aldrig havde han seet hende vakle, før netop i disse to Ting, som for ham blev de mest betydningsfulde. Og hvad var det for Grunde, som havde overvundet hende? — Herregud! hvor elendige de nu forekom hende i Sammenligning med det store: hendes Pligt til at holde Sønnen oppe.
Nei — det var noget andet, som havde magtstjaalet hende, og det var Mordtmann; for hans Skyld og optaget af ham havde hun forladt — forladt? — nei forraadt sin Søn.
Og nu tog hun Mordtmann for sig og betragtede deres Forhold, og det forekom hende saa urent; det syntes hende i dette Øieblik saa lidet værdt.
Hun tog sin Kjærlighed og prøvede dens Styrke ved at spørge sig selv, om hun var beredt til at ofre sit Hus, sin Stilling, sin Mand, sin Søn, sit gode Navn, — og efterhvert som hun læssede paa, saa hun ængstelig hen til sin Kjærlighed; og det endte med, at hun var for gammel.
Hun var for gammel — mente hun — til denne hensynsløse Elskov, der frister som en Salighed, og tvinger som en Pligt. Hun vidste altfor god Besked om Livet til at forblinde sig i nogen Illusion; og hun var altfor retskaffen og pligttro til at overse de andres Krav.
Hun holdt meget af Mordtmann, det følte hun. Stundevis kunde det helt beruse hende at tænke sig som hans, et Liv med en Mand saa enig med hende, saa fordomsfri, kjæk og ædel i enhver Forstand.
Og naar hun saa gik over til at tænke paa Livet, som det vilde blive herefterdags med hendes rigtige Mand, da gyste hun for al den Løgn; og da blev det hende saa væmmeligt, at det eneste, som kunde redde det vigtigste for hende, det var et Brud — et Brud i al dets sunde, sønderrivende Sorg, og saa et nyt Liv — det fik da blive som det kunde — med Mordtmann.
Men hun kunde jo ikke gaa til Mordtmann, saaledes som hun nu var.
Og hun glemte et Øieblik al sin Sorg i den bitre Medynk med dette Barn, hvis Moder ikke vinkede det frem i Længsel og Kjærlighed, og som ingen vilde hilse velkon1men, naar det kom.
Hun var ikke nogen Moder, et Barn kunde være tjent med; ingen Kone for en Mand; ingen paalidelig Ven. — ingenting for nogen; — var det ikke bedst, hun gik sin Vei?
Døden var hende ikke saa tung; hun havde mange Gange stillet sig mod den Tanke frivillig at gaa bort; og hun troede, at naar først Beslutningen var taget, skulde Modet ikke mangle hende.
Hun havde smilet over den Overlegenhed, hvormed der ialmindelighed tales om Feigheden hos den, som vælger at lukke sig selv ud af Livet; thi saa nær havde Tanken været hende, at hun vidste, der skal Mod til — især Mod til at vælge.
Træt af den Hvirvel, hvori hendes Tanker havde jaget hende, sank hun hen i en stille, tungsindig Grublen over dette: mon ikke netop hun gjorde bedst mod de andre og mod sig selv ved at bekjende sit Livs Nederlag og gaa bort beseiret; istedetfor at leve videre paa Løgn og Stumper med Afslag paa det, hun havde kjæmpet for og sveget: fuld, klar Sandhed i Ord og Handling.
Men hun var jo ikke alene.
Der fulgte hende Billedet af et lidet blødt Barnehoved; var det Ret at tage et andet Væsen med? slukke Lyset, før det blev tændt?
Nye Tvivl, nye Kvaler, nye Spørgsmaal martrede hende; hvorfor var der dog intet — ingen, som hjalp?
Der kom han endelig — Klokken var over otte —, hendes Mand, som hun ikke havde ventet paa; men som hun vidste maatte komme ved denne Tid.
Han gik nu gjennem Forstuen, satte Stokken fra sig; skulde hun tale til ham; han var hendes Mand, han eiede Halvparten af det lille Liv, hun havde tænkt paa at slukke: han tog i Laasen og kom ind.
„Er her nogen?“ — spurgte han.
„Jeg er her,“ svarede hun fra Sofaen.
„Er du alene?“
Der var noget i Tonen, som jog hende op; hun svarede ikke et Ord; men skyndte sig at tænde Hængelampen; hendes Haand dirrede, saa Glasset klang mod Kuppelen.
„Er der noget iveien med dig? — Wenche!“
„Er der ikke snarere noget iveien med dig?“ spurgte hun trodsigt; thi hendes Mand gik urolig omkring med et ondt, uhyggeligt Smil.
„Aa jo! — der er noget iveien med mig — ikke meget, men lidt, som jeg vilde snakke med dig om. Men — Guds Død! — hvorledes er det, du ser ud? Wenche!“
Hun fik med en Gang den Idé at lade, somom hun ikke forstod, at han mente hendes forgrædte og forgræmmede Ansigt og greb Anledning til at faa det sagt: „Ser ud? — jeg tænkte, du vidste det.“
„Vidste det? — vidste? — hvad?“
„Du har altsaa ikke forstaaet —“
Med ét samlede han sig; han greb sig om Hovedet og saa nøie paa hende med sine hvasse Doktorøine, vendte sig bort og kom igjen, mumlede noget.
„Hvad siger du? — Carsten!“
„Jeg? — jeg siger bare: se! se!“ — svarede han bleg.
„Jeg er ræd, ingen af os har ret Hjertelag for den lille Stakkel.“
„Hvilken Stakkel?“
„Vort Barn — Carsten! — vort stakkels lille Barn.“
„Vort?“ — svarede han med sit samme stygge Smil og vendte sig et Øieblik mod hende.
Fru Wenche saa et Secund ind i hans fortrukne Ansigt uden at forstaa. Han vendte sig mod Døren, for at gaa ud igjen.
„Carsten!“ — fór hun pludseligt op, „Carsten, hvad var det, du sa’?“
Han vendte sig i Døren; hele Manden var forandret; det graa Haar strittede, Tænderne brød frem, og Øinene vare som et Dyrs, der pludseligt sønderslaar sit Bur; hæst og aandeløst sagde han hende lige op i Ansigtet: „Jeg tror dig ikke.“
Hun styrtede efter ham med et Skrig og løftede Hænder; men han var alt ude af Forstuen, og hun opgav det; hun kunde jo alligevel ikke slaa ham til Jorden, og det var det, hun vilde.
Et Øieblik stod hun skjælvende; derpaa rettede hun sig op og gik ud og gav Pigerne Besked: Professoren kom vist ikke hjem tilaftens; hun gik selv ud og tog Gadedørsnøglen med sig; ingen skulde sidde oppe efter hende.
Abraham var i Kortparti hos Broch; hun vilde nok gjerne have seet ham; men det var kanske bedst, han ikke blev forstyrret. Hun tog sin Pelsværkskaabe paa, slog Hætten op og gik ud paa Gaden.
Fru Wenche gik lige til Mordtmann; der var ikke store Afstande i Byen; og mens hun gik, tænkte hun ikke videre, end at nu var hun løst — ganske løst fra sin Mand; hun gik nu til Mordtmann, for at fortælle ham alt; saa blev der Klarhed — Sandhed endelig i hendes Forhold som før; Lykke ventede hun sig ikke meget af.
Hun havde aldrig været hos Mordtmann; men hun kjendte hans Vinduer til Gaden; der var Lys. Huset var som de fleste andre i Byen. Gadedøren aaben, ingen lukket Entré; hun gik lige til hans Dør, bankede paa og traadte ind.
Michal Mordtmann stod midt paa Gulvet med Hat og Overfrak, en nytændt Cigar, just ifærd med at skrue Lampen ned, for at gaa i Klubben.
I Stuen var der en let Madlugt efter varm Aftensmad blandet med den fine Duft fra de første Drag af en god Cigar.
„Godaften Mordtmann!“ sagde hun og smilede sørgmodigt til ham; „her kommer jeg til Dem. Vent bare lidt, indtil jeg faar samlet mig.“
Han stammede og fik ikke sagt noget; lagde Cigaren væk og trak Frakken af.
Disse Dage havde kjølnet hans Blod; Professorens uhyggelige Ansigt havde bragt ham paa den Tanke, at denne Historie var altfor alvorlig. Fru Wenche var vist ogsaa for alvorlig, for tung til at kunne bære et Forhold, saaledes som han tænkte sig det.
Hun kom ind i hans Stue, satte sig ned i hans Sofa og sagde: her kommer jeg! Hvad ialverden skulde han gjøre? hvilken Tone skulde han anslaa; — hvordan Satan skulde han klare detts?
Smuk var hun; — hun var deilig, saaledes som hun sad der bleg og lidt forpjusket i hans Sofa; men hvad kunde det hjælpe — paa denne underlige, høitidelige Maade.
Han skjænkede et Glas Vin for hende:
„Kjæreste Fru Wenche! — hvad er der iveien? — er der hændet noget galt?“
„Nei“ — svarede hun og smilte igjen op til ham; „De vil kanske endog finde, at det er noget godt, siden det med et Slag opfylder Deres Ønske.“
„Fortæl — fortæl!“ — raabte han ivrigt i en Tone, som skulde betyde henrykt.
Hun mærkede intet, — optaget som hun var af det, som hun nu skulde fortælle ham, — af dette Øieblik, da hun løste Fællesskabet med den ene Mand, for at knytte et nyt med en anden.
Hun begyndte derfor roligt, som vilde hun bede ham give Taal; det blev en lang og alvorlig Historie:
„Ja — kjære Mordtmann! — jeg har skilt mig fra min Mand og er kommen til Dem; men først er der noget andet —“
„De har — siger De — skilt Dem — jeg forstaar ikke —“; han saa med en Gang hele den lille By staa paa Hovedet: Fru Professorinde Løvdahl løbet fra sin Mand, for at slaa sig ned for Natten i hans Ungkarleleilighed!
Gjennem Fru Wenche gik der en liden Trækning; hun saa hurtigt paa ham og sagde — ligesom henkastet:
„Det vil sige, jeg havde en heftig Scene med min Mand; og derfor gik jeg herhen, for at bede Dem om et godt Raad.“
„Aa — kjæreste Frue! — jeg vil gjøre alt for Dem; fra først af gjorde De mig ganske forskrækket; men det var alligevel temmelig uforsigtigt af Dem at komme paa denne Tid,“ — han satte sig ind til hende i Sofaen.
Men Fru Wenches Ansigt blev ganske stivt, og Rynker, som aldrig var der før, strammede sig nedover ved Munden. Hun, som altid selv talte Sandhed, havde faaet et lydhørt Øre for det, som var hult og ikke til at stole paa; i dette Secund gjennemskuede hun ham helt og ubønhørligt.
Og havde hun ikke gjort det før, saa var det, fordi hendes egen spirende Kjærlighed havde gjort hende tillidsfuld og blind; og desuden havde der — især ved deres sidste Møde været saa megen virkelig Lidenskab i ham.
Men nu, da hun i sin første Tvivl lagde den lille Snare for ham, forraadte han sig strax. Der var i hans Stemme saamegen Lettelse ved at høre, at det ikke var saa alvorligt — bare en heftig Scene med Manden, — at det med en Gang stod klart for Fru Wenche, at hun stod lige paa Nippet til at kaste sig bort, — gaa fra Feighed og Hykleri lige over i Armene paa den falskeste Falskhed.
Hun stod op og saa ham ind i Øinene. Han reiste sig ogsaa, famlede efter Ord, fægtede saa godt han kunde mod disse Øine, der borede sig i ham uden at kunne pareres.
Et Par Secunder holdt han det ud; men da maatte han se væk. Og da han igjen saa op, blev hans Ansigt meget blegt, og han holdt Hænderne op, somom han var bange, noget vilde falde over og knuse ham.
Men da var Fru Wenche færdig med mam. Hun rakte Haanden frem, som for at gribe det Glas Vin, der stod paa Bordet; i dette pinefulde Øieblik fik hun en bestemt Angst for at besvime her — heroppe hos ham! men hun tvang sig med al sin Magt, holdt sig opreist og gik. —
— Hun var kommen gjennem de stille, mennesketomme Gader saa langt, at der ikke længer var Gaslygter; hun mærkede det først, da hun snublede og ikke kunde se Veien længer.
Langs med Kanten var sat store Stene, og dybt nede hørte hun det tunge Drag af Bølgerne, som løftede sig opimod Fjeldet og raslede ned igjen — sugende og slidende i den seige Tare.
Fra Lysene inde i Byen blinkede smaa Striber henover Fjorden mod hende; men hun vendte sig bort, satte sig paa en Sten og saa udover i Mørket.
„Stakkels lille Abbemand — stakkels lille Abbemand!“ gjentog Fru Wenche halvhøit. Han var den sidste, hun tog Afsked med; han var det eneste, som bandt hende.
Thi hun var færdig, ganske færdig med Mordtmann. Hun skammede sig; hun følte sig nedværdiget og besudlet ved at have ladet sig narre saa langt af dette Menneske. Men ikke blot hendes Kjærlighed havde han trukket i Støvet; men alle hendes Ideer, hendes kjæreste og modigste Tanker havde han gjort modbydelige for hende; hun kunde ikke stole paa noget eller nogen efter dette, — ikke heller paa sig selv.
Og naar hun nu gik bort fra sin Mand, havde hun ikke længer nogen Bebreidelse. Alt det hos ham, som i deres Samliv havde holdt ham oppe i hendes Øine — det var ganske udslettet ved den sidste Forhaanelse; der var brudt frem en Raahed — netop det brutalt Mandfolkeagtige, som hun hadede, og som han hidtil med Kunst havde vidst at skjule for hende.
Nei — ham vilde hun ikke vende tilbage til!
Og den lille Stakkel hun tog med sig voldte hende heller ingen Uro; thi nu stod det saa vist og tydeligt for hende, at det var en Velgjerning — den sidste, hun havde Anledning til —, at slukke Lyset, før det blev tændt, at forskaane denne lille Mulighed for et Livs tvivlsomme Gave.
Og i hendes uhyre Ensomhed — yderst paa Randen af et Liv, hun følte sig nødt til at opgive, blev der for hende et lidet Skjær af Moderglæde, — somom hun holdt sit lille grædende Barn i sine Arme og bar det med sig ind i den velsignede Sovn.
Men Abraham! — det Barn, hun havde, — var han da saa ganske tabt for hende, at hun umuligt skulde kunne gjenvinde ham?
Atter og atter gjorde hun dette Regnestykke; og hvergang hun syntes, det kunde gaa op, kom der noget og forstyrrede det hele for hende.
Nei! — hun kunde ikke gavne ham mere ved at leve, saaledes som hendes Liv herefter maatte blive, — det var umuligt!
Derimod kunde hun tænke sig, at Mindet om hende kanske en Gang i hans senere Liv kunde blive ham en Støtte eller en Hjælp til Opreisning, om det nogensinde — og det var hendes Haab — skulde gaa op for ham, at hun — hans Moder — var den, som havde strævet for at holde ham sund og sand, og at de andre — de havde forgiftet hans Ungdom og gjort ham feig og upaalidelig.
Fru Wenches Hoved var snart ikke istand til mer; hun var blot absolut klar over en Ting: Beslutningen. Hendes pinefulde Opgjør med Livet havde trættet og begyndte at afstumpe hendes Tanker; hun mærkede det selv og gik hen til den nærmeste Gaslygte, for at se paa sit Uhr.
Klokken var bleven to1v.
Fru Wenche havde hele Tiden vidst, hvorledes hun vilde gjøre det, og hun havde tænkt paa dem, som skulde leve efter hende.
Hun svøbte sig i sin Kaabe og saa udover Fjorden og indover mod Lysene i Byen; og hun samlede sin Ungdom, sin Glæde, sin Lykke, alt det, hendes Liv havde kjendt af Solskin, lod alt i halvklare Omrids drage sig forbi og valgte derpaa atter Mørket, — træt, men fast og uden Vaklen.
Derpaa gik hun hurtigt tilbage gjennem Byen og lige hjem.