Garman og Worse/6
Det første Bekjendtskab, Madeleine gjorde i sine nye Omgivelser,
var med Sypigen; thi hun maatte naturligvis „syes fuldstændigt
op“ — især udvendigt.
Selve Familien paa Sandsgaard kjendte hun jo paa en Maade før fra kortere Besøg, og den samme Fornemmelse af Kulde, som hun altid havde modtaget blandt disse Mennesker, lagde sig ogsaa nu over hende. Imidlertid var Madeleine langtfra nogen frygtsom Natur — tvertimod; men Overgangen fra den ubundne Frihed under aaben Himmel til det regelrette Liv i det korrekte Hus var altfor brat for hende. Hun prøvede forgjæves at finde sig tilrette, og i de første Uger længtede hun sig ganske syg.
Dette skjulte hun dog i sine Breve til Faderen, hun vidste ikke rigtig hvorfor.
Fætter Gabriel var den eneste, som talte muntert og venligt til hende; alle de andre vare saa stive og tilbageholdne, somom de bare tænkte paa sig selv.
Ikke engang til Rachel kunde hun rigtig slutte sig; de to Kusiner havde aldrig følt sig tiltrukne af hinanden.
Skjønt kun faa Aar ældre var Rachel Garman dog sin Kusine meget overlegen i Kundskaber og Livserfaring. Medens Madeleines Sind var let og lyst som Solskin, var der paa Bunden af Rachels kolde og beherskede Væsen en urolig Trang til at tage fat, til at gjøre noget — ligegyldig hvilket — bare komme i Bevægelse.
For ikke længe siden havde hun havt en stor Strid med sin Fader. En Dag traadte hun ind i Kontoret og forlangte at faa arbeide med i Forretningen. Konsul Garman tabte aldrig, sin Fatning; men denne Gang var han paa Nippet. Striden endte imidlertid — som enhver Strid, der førtes mod Unge-Konsulens Principer — med en afgjort Seier for disse. Men fra den Tid blev Datteren endmere kold og indesluttet.
Det var snart gjort for Rachels skarpe Øine at gjennemskue den lille Kusine fra Landet; og da hun havde overbevist sig om, at der ikke var noget i hende — hun gik vel kanske og længtede efter et eller andet, men uden nogen Trang til at handle, til at gjøre noget — saa lod hun Madeleine gaa sin egen Gang. Og Forholdet mellem dem blev staaende omtrent som mellem en Voxen og et Barn — venskabeligt, men uden Fortrolighed.
Fru Garman var ikke ganske naadigt stemt mod den nye Gjæst, fordi man ikke paa Forhaand havde indhentet hendes Samtykke. Og selv den gode Jomfru Cordsen skræmte Madeleine i Førstningen med sin tørre, høie Figur og de stivede Kappestrimler.
Men Sypigen var en bleg, svagelig Skabning med et Par underlige store Øine, der altid saa ud, somom de bad Omforladelse. Hun var smuk endnu; men alle fik strax det Indtryk, at hun havde været meget smukkere; der var noget forkuet og falmet over hende; Kinderne var lidt indfaldne, man kunde se, at hun havde mistet flere Tænder.
Madeleine maatte i de første Dage tilbringe sin meste Tid inde hos Sypigen; thi var hun først kommen, vilde Fru Garman ogsaa, at hun skulde være i Stil med det øvrige Hus, og desuden havde Konsulen givet Jomfru Cordsen Besked. Det var da ligesom en en Trøst for Madeleine, der følte sig saa ensom, at være rigtig venlig og elskværdig mod den lille forskræmte Sypige.
En Aften, da hun var gaaet, spurgte Madeleine Jomfru Cordsen, hvem hun egentlig var. Den gamle Dame saa et Øieblik skarpt paa hende og svarede derpaa, at Marianne var en Sønnedatter af gamle Anders Begmand nede paa Værftet, og at hun for nogle Aar siden havde havt et Barn. Kjæresten — sagde Jomfru Cordsen og saa atter paa Madeleine — reiste til Amerika og Barnet døde. Saa lod Garmans hende lære Kjolesøm — hun havde tjent paa Sandsgaard — og siden havde hun havt sit stadige Arbeide i Huset.
Mere fik Madeleine ikke vide, hun spurgte heller ikke efter; og Jomfru Cordsen følte sig beroliget.
Thi det var ikke saa ganske sikkert og sandt, hvad den gamle Dame havde fortalt Madeleine. I Sypigens Historie var der skjult en af de Garmanske Hemmeligheder, som det var Jomfru Cordsens Livsopgave at vaage over.
Og mens hun i Aften gik hjemover, tænkte Marianne netop paa dette — ja det var igrunden aldrig helt ude af hendes Tanker.
Den muntre venlige Frøken Madeleine, der var saa ulig de andre Garmans, havde vakt alle hendes Erindringer tillive. Hun var vis paa, at endnu kjendte Madeleine ikke hendes hele Skam — hun kunde umuligt vide det, siden hun var saa venlig mod hende — og Marianne gruede for, at nogen skulde fortælle det. Thi der var nok af dem, som kunde fortælle; men der var Ingen, som vidste, hvad hun havde lidt.
Og som hun gik, gled de forbi igjen alle de tunge Begivenheder fra hendes Livs Ulykke. Først huskede hun, hvor smuk han var — Husets Søn — da han kom hjem fra Udlandet, — endnu før der var Tale om, at han skulde have Datter til Amtmanden; — hvorlænge han bad og plagede hende og hvorlænge hun stred imod. Saa kom den Skrækkens Dag, da hun blev kaldt ind til Konsulen i det indre Kontor. Aldrig havde hun kunnet begribe, hvorledes han egentlig havde faaet det at vide — den eneste, som kanske kunde vide noget, var Jomfru Cordsen; — men endnu mindre kunde hun sidenefter forstaa, at hun selv havde ladet sig overtale eller tvinge eller hvad det nu var — til det, som nu kom. Det maatte vel være som Folk sagde, at Unge-Konsulen kunde Ingen staa sig imod; og saa blev hun da forlovet med Kristian Kusk — det værste, hun vidste — saa reiste han til Amerika, Barnet blev født og døbt Christian. — Efter den Tid mindedes hun kun klart hin Nat, da Barnet døde; alle andre Indtryk flød sammen — tunge og graa som Skyer.
Hun havde troet, at Skammen maatte dræbe hende; men den havde bare pint hende. Paa Sandsgaard, hvor hun aldrig mere vilde sætte sine Ben, gik hun nu dagligt. Hvergang hun traf nogen — især Fru Fanny — standsede hendes Hjerteslag. Men de gik saa kolde og rolige forbi, somom de Ingenting vidste, eller somom det hele slet ikke vedkom dem. Mange Gange havde hun ogsaa truffet ham. I Førstningen gik de hurtigt forbi hinanden; men tilslut syntes han ogsaa at have glemt det hele, og nu hilste han venligt med den gamle Stemme: Goddag Marianne.
Det var somom disse Mennesker levede indenfor en stærk Mur, og somom hendes lille Skjæbne var knust mod den som et skjørt Glas.
Marianne gik en Snarvei over Værftet, hvor Tømmermændene just var ifærd med at dele Spaanerne og putte dem i Sækkene. Hun fandt Bedstefaderen, som ogsaa var færdig i sit Beghus, og de fulgtes nu hjemover.
Anders Begmand boede i den yderste lille Hytte i den Række af rødtjærede Smaahuse, som laa indunder den bratte Fjeldskrænt paa den vestre Side af Sandsgaardsbugten.
Veien langs Stranden var bare en Fodsti, der førte til hver Mands Dør og saa bag Huset og videre. I Stranden laa der Tare og Fiskeslo, som raadnede; bag Husene var der oftest Udløb for Kjøkkenvasken, alslags Søl kastedes ud, og Stien bestod mest af store Stene, hvor man hoppede, for ikke at stige nedi.
Der boede mange i hvert Hus især om Vinteren, naar Søfolkene vare hjemme. Alle vare de Garman & Worse’s Folk. Firmaet eiede alt, hvad de havde: deres Baade, deres Huse og Grunden under deres Fødder — alt havde været, var og blev Garman & Worse’s.
Naar Gutterne blev store nok, kom de ud med Firmaets Skibe, og de flinkeste af Pigerne fik Tjeneste i Huset eller paa „Gaarden“. Forresten kunde de stelle sig som de vilde derude; der betaltes aldrig Leie af Husene, og der førtes intet Opsyn fra Firmaets Side med „west end“, som Folkevittigheden havde døbt den lille Række af Smaahuse.
Anders Begmands Hus var baade det yderste og det mindste. Men han behøvede heller ikke stor Plads nu, — han var alene med sine to Børnebørn Marianne og Martin. Før — da hans Kone levede, og da de havde tre voxne Sønner i Huset, hvoraf den ene var gift, kunde det mangengang være trangt nok. Nu var de alle døde og borte — Konen paa Kirkegaarden og Sønnerne paa Søen.
Anders var en gammel, krogrygget Mand. Krøllet hvidt Haar stod ud i en Dusk over Ørene under den flade Hue, der saa ud som en Begklat, hvilket den da ogsaa omtrentlig var. I sin Ungdom havde han gjort en Middelhavstur med „Familiens Haab“; men han blev kasseret; thi Anders havde en Legemsfeil: han stammede.
Han kunde snakke længe, uden at det kom; men kom det først, kunde han ligesaagodt opgive at faa sagt mere for den Gang. Thi da blev, han staaende og hakkede og hakkede, til han blev saa sint, at han næsten fik Krampe. I Ungdommen var han derfor farlig at komme nær, naar han stammede; thi ligesom han blev sint, naar han stammede, saaledes stammede han ogsaa, naar han blev sint. Der var kun et, som hjalp, og det var at synge. Derfor hændte det undertiden, naar noget af stor Vigtighed kom ham paatværs i Halsen, at han greb til det fortvivlede Middel at synge det ud; og da havde han en liden, munter Melodi, som han altid brugte. Man fortalte, at han maatte synge, da han friede til sin Kone, — hvis det nu var sandt; men sikkert er det, at det gik sjeldent paa med Sangen, og ve den, der vovede at sige: „Syng Anders!“
Det vil da sige i Ungdommen; nu var han knækket, og man kunde sige, hvad man vilde til ham. Derfor var der ikke længer nogen Fornøielse i at ærte ham, og han fik være i Fred. Mellem Arbeidsfolkene stod han i stor Anseelse, baade fordi han havde været ved Værftet i over 50 Aar, men helst fordi han havde havt megen Sorg paa sine gamle Dage — værst var det med Marianne, som var hans Øiesten og Lyspunktet i hans Liv. Thi af Martin havde han bare Sorg; det var en umulig Gut. Skipperen, han kom hjem med sidste Gang, klagede over ham og vilde ikke have ham med ud igjen. Nu gik han da hjemme og drev og drak.
Aftenen var tyk og regntung, og der skinnede Lys i Hytten, da Begmanden og Marianne nærmede sig.
„Nu sidder de vist og drikker igjen,“ sagde hun.
„De gjør vel det —“ svarede Begmanden. Hun gik hen til Vinduet, de smaa Ruder vare duggede; men hun kjendte en med Spræk i, som altid var klar.
„De er der alle fire,“ hviskede Marianne, „du maa sætte dig foran Kjøkkendøren — Farfar!“
„Ja Barn — ja Barn! —“ svarede den Gamle.
Da de to traadte ind i Stuen, blev der en Pause i Samtalen mellem de fire, som sad og drak. De var nyligt begyndt og paa det første Stadium af beleven Oprømthed.
Martin raabte i en lystig Tone, som skulde skjule hans onde Samvittighed: „Godkveld Gamling! — godkveld Marianne! — kom — faa Jer en Slurk Øl!“
Den tætte Røg fra de første Drag af Piberne laa endnu udover Bordet samlet om den lille Parafinlampe uden Kuppel. Paa Bordet var der Tobak, Fyrstikker, Glas og halvtomme Flasker, og borti Bænken stod der nogle fulde og ventede sin Skjæbne.
Tom Robson, som sad midt imod Døren, løftede sit Krus — han avde sit store Krus staaende hos sin Ven Martin — og sang med Haanden paa Hjertet:
„O my darling! — er du der!
Mary Anne, som jeg har kjær!“
Det var en Sang, han selv havde lavet til Ære for Marianne og til stor Forargelse for den tynde Bogtrykkersvend, som sad i Krogen tæt ved ham.
Gustaf Oscar Carl Johan Torpander var forsaavidt en mærkelig Svenske som han ikke drak. Men ellers var der ogsaa ved ham denne overdrevne Belevenhed, alt dette forlorent-franske, som pleier at følge de tvivlsomme Existenser af denne Nation. Han havde reist sig ved Synet af Marianne og blev staaende i et dybt Buk med Skuldrene, trukne op — den venstre høiest, Hovedet paaskakke og Øinene hele Tiden fæstede paa den unge Pige. Da Tom Robson istemte sin Sang, rystede Svensken paa Hovedet med et medlidende Smil til Marianne, der skulde udtrykke hans Beklagelse over, at de mødtes i saa slet Selskab.
Den fjerde i Forsamlingen sad med Ryggen mod Døren og rørte sig ikke; thi han var døv. Men da han endelig blev opmærksom paa Svensken, der stod og krummede sig, vendte han sin tykke Krop halvt omkring og nikkede dovent.
Denne Persons Navn var næsten gaaet tilgrunde i Menneskenes Hukommelse, saa fast havde et Øgenavn klæbet sig ved ham. Han kaldtes nemlig „Væggelusen“ af alle sine Bekjendte, og naar fine Folk blev nødt til at omtale ham, sagde de enten „Væggedyret“ eller ogsaa „han — De ved! — Vægge — hm; Omforladelse!“
Væggelusen levede af at sidde i et halvmørkt Kot paa Amtskontoret, hvor han enten sov eller forseglede og bandt omkring Pakker og Dokumenter. Men ikke destomindre var han absolut nødvendig. Thi han havde den Specialitet at vide Besked om ethvert Papir — af hvad Navn nævnes kan, som i de sidste 25 Aar havde berørt Amtskontoret. Han kunde staa midt paa Gulvet og pege omkring paa Hylderne langs Væggene og sige — uden at betænke sig, hvad der fandtes i hver af dem og hvad der manglede. Derfor gik han ogsaa som et dyrebart Inventarium fra Amtmand til Amtmand, og efterhvert som hans Kundskaber øgede, sørgede han ogsaa for at tvinge sin Gage iveiret, saaat han sorgløst kunde hengive sig til sine to Passioner: at drikke Øl og læse Romaner om Natten.
Marianne gik fort gjennem Stuen. Hun flyttede Bedstefaderens Stol nær hen til Kjøkkendøren og saa paa ham; han nikkede, at han havde forstaaet. Derpaa sagde hun Godnat til den Gamle og gik ud i Kjøkkenet. Herfra førte en liden mørk Trap ovenpaa, hvor hun havde sit Kammer.
Marianne laasede sin Dør og gik tilsengs. Hver Aften var hun saa overtræt, at hun næsten var i en Døs, mens hun klædte af sig, og saasnart hun kom iseng, sovnede hun. Nedenunder rumsterede Mændene, kjæglede og bandte. Det blandede sig i hendes Drømme og hun sov tungt og afbrudt. Om Morgenen kunde hun mærke, at hun havde været hed om Natten, thi Haaret og Hovedpuden vare fugtige, hun frøs nedover Ryggen og kjendte sig mere træt, end da hun lagde sig.
Samtalen nede i Stuen kom snart igang igjen. Martin fortalte, at han om Formiddagen havde været oppe i „Kontoret“. Det var hans Agt at tale med Unge-Konsulen selv; han vilde klage over den Kaptein, som havde snakket ondt om ham. Men han slap ikke engang ind til Konsulen; hvorimod en af Kontorfolkene — „en forbandet Flab med Seglas“ — kom ud med den Besked, at Martin fik ikke Hyre med Firmaets Skibe, medmindre han vilde gaa paa Styrmandsskolen ivinter og lade være at drikke.
Mens han fortalte dette, flammede det op i hans Øine, der vare store og blanke som Mariannes, men stikkende og haarde. I det blege Ansigt fandtes ogsaa det samme Træk af Svagelighed som hos Søsteren; men Martin var høi og knoklet med lange stærke Arme. Og mens han talte, svingede han med dem, slog af og til i Bordet; Heftigheden kogte op i ham alt eftersom han drak og bandte. Han vilde ikke gaa paa „Skolen“ efter Garman & Worse’s Ordre, og om han drak, saa skilte det ikke Unge-Konsulen. Men han skulde — og med en vældig Ed rystede han de store Næver mod Sandsgaardkanten.
„Det var Ret — Gut!“ raabte Tom Robson leende, „puss ta dem! lad mig se, du er Kar!“ — Mr. Robson var aldrig saa tilfred, som naar han kunde faa Martin til at snakke sig selv op i større og større Sinne, og det var ikke vanskeligt at faa ham til.
Thi Martin havde fra han var liden været en lidenskabelig, misfornøiet Karakter. Han medbragte det Ord fra Skolen, at han var det bedste og det stridigste Hoved blandt Gutterne og sidenefter havde han ikke gjort andet end komme paatvers med Alt og Alle, som han kom ilag med.
Naar de fire sad sammen — de tre for at drikke, Torpander for at være i den Elskedes Nærhed — førte Martin oftest Ordet. Væggelusen fik lidet være med, thi han var saa besværlig, og naar Mr. Robson, der indehavde etslags Præsidentværdighed, undertiden lod ham komme tilorde, havde Væggelusen saa mange fremmede Udtryk, at de ikke forstod ham.
Heller ikke Carl Johan Torpander pleiede at sige stort. Aftenens Begivenhed var for ham Mariannes Hjemkomst, og efter den Tid sad han helst i stille Henrykkelse. Men iaften understøttede han Martins rasende Anfald paa Garmans — som Torpander ogsaa hadede — og kom med en Del Avistirader om Kapitalens Tyranni og sligt noget.
„Aa — Fanden ivold med dit fordømte Svenskesnak!“ skreg Præsidenten, „lad os høre, hvad det er Væggelusen sidder og knurrer om.“
„Ser De — mine Herrer!“ begyndte Væggelusen strax, „Proleteriatets Ret —“
„Hvadforslag?“ — raabte Martin.
Væggelusen hørte ikke og blev ved med sit, idet han lod sine dovne Øine glide fra den ene til den anden, for at se, om de hørte efter.
Men Martin kunde ikke tie længer; han tog atter paa at bande og skjælde Garman & Worse og Kapitalen og Kapteinen og hele Verden, mens han uafladeligt drak Øl og tændte Piben over Lampen.
Gamle Anders havde først sat sig foran Kjøkkendøren; men iaften vare de saa rolige — syntes han, og desuden maatte han altid høre efter, naar Talen var om Firmaet. Derfor flyttede han henimod Bordet. Tom Robson gjorde Plads for ham i Bænken og bød ham sit Krus.
„Tak — Mr. Robson,“ sagde Begmanden og drak.
Tom Robson var ikke blot Selskabets Præsident; men han var ogsaa etslags Vært, forsaavidtsom han bekostede Drikkevarerne. Ved Siden af sig paa Bænken havde han staaende en Flaske Rum, hvoraf han fra Tid til anden skjænkede et Spidsglas rundt til Selskabet. Selv brugte han at hælde en god Slump Rum i sit Øl, „for at døve Vandsmagen“ — som han sagde. Han sad nu og karvede op et Stykke Skraatobak for at stoppe i Piben.
„Deilig, fin Tobak — Mr.Robson!“ sagde Begmanden.
„Værsaagod — stop i! — if you please —“ svarede Tom godmodigt.
„Tak — Mr. Robson! —“ sagde den Gamle fornøiet og drog frem sin Kridtpibe. Stilken var sletikke over halvanden Tomme lang, og den hele Tingest var ligesaa begsort som alt det, der tilhørte Anders.
Han pressede den fugtige Tobak nedi saa haardt han kunde; det gjaldt at faa saa meget, at det kunde vare et Par Dage. Derpaa fandt han sig en Torvglo ude i Skorstenen, som han lagde oppaa. Det var ikke let at faa Fyr; men saa smagte det ogsaa stærkt og godt af den brændende varme Røg. Saaledes sad han sammenkroget i Bænken, passende paa som en Smed hvergang Tom bød ham Kruset: „Tak Mr.Robson!“ — han spyttede ud, tørrede sig om Munden og drak.
Men Martin blev sintere og sintere: „Er det ikke nok —“ skreg han, „at vi slider os helseløse for disse Mennesker! — vil de ogsaa raade over hver Bid, vi æder, og hvert Glas, vi drikker! Se bare, hvordan de bor — hvordan de lever deroppe! hvem har skaffet dem alt det? — jo vi — Far! vi, som har slidt herhjemme og nordpaa i Fisket og ude med Skibene — Aar efter Aar — Søn efter Far! slidt og kavet i Stormen og vaaget om Natten i Haglbyger og Snedrev, forat føre Rigdommen uskadt hjem til dem. Og se saa, hvordan vi har det! — i en Rad med Grisehuse bor vi, — som vi ikke engang eier — ingenting eier vi, de deroppe eier det alt — altsammen! Klæder, Sko, Mad og Drikke, Hus og Hjem, Legeme og Sjæl; every bit!“
Begmanden rokkede frem og tilbage, spyttede og tog igjen fat paa Piben.
„Eiendom er Tyveri —“ begyndte Væggelusen, han saa der var en Pause.
Men Martin lod sig ikke stanse: „Der er ingen Mennesker i Verden,“ skreg han, „som taaler sligt! hvorfor gaar vi ikke op og siger: Del — del med os, som har havt Arbeidet! — nu kan det være nok med Blodsugeriet! — Men nei! vi er ikke andet end gamle Kjærringer — alle Mand! sligt blev aldrig taalt i Amerika!“
„Hahaha! nu var du god igjen!“ lo Tom Robson, „du tror kanske, Folk deler broderligt i Amerika? nei — Gutten min! der skulde du Pinedød faa andet at føle!“
„Kanske Arbeidsfolk lever slig i Amerika som vi?“ spurgte Martin lidt uvis.
„Nei, men de gjør noget andet, som du ikke kan,“ svarede Tom.
„Hvad gjør de —“ spurgte Martin.
„De arbeider — Far! og det gjør hverken du eller nogen herhjemme!“ raabte Tom Robson med et tungt Slag i Bordet, han begyndte at blive drukken.
„Hva falls? — arbeta! — jo ta mig Fan —“ begyndte Svensken.
„Hold Kjæft! —“ raabte Tom, „lad den Gamle faa snakke.“
„Du forsynder dig — Martin!“ sagde Begmanden uden at stamme; han havde drukket flere Gange, og de gamle Øine vare fugtige, „du forsynder dig groveligt, naar du snakker sligt om Firmaet. Her har baade din Far og din Farfar havt sit gode, visse Arbeide, og det kunde du ogsaa havt, hvis du havde artet dig bedre. Gamle-Konsulen var den første Mand i Verden — Unge-Konsulen er ogsaa en Hædersmand — Skaal for ham! —“
„Aa —“ afbrød Martin, „jeg ved ikke, hvad du snakker efter — Farfar! jeg synes ikke, du just har saa stort at rose af. Hvor blev der af Far min og Farbror Svend og Farbror Reinert? — væk allesammen paa Konsulens Skibe! — og hvad har du igjen? — to tomme Næver og saameget Mad, at du netop bjerger Livet! Eller kanske du synes —“ lagde han til med en styg Latter — „at vi hører til „Familien“ for Mariannes Skyld!“
„Martin! — din forb — forb — fo —“ den gamle Mand blev rød i Hovedet helt opimellem de hvide Haartotter, han stred og arbeidede med det gjenstridige Ord; men det blev bare værre.
„Drik Gamling!“ sagde Tom godmodigt og rakte Kruset frem.
Begmanden stansede og trak Pusten. „Tak — Mr. Robson!“ sagde han og tog en Slurk.
„Hvad sagde Stamfaderen?“ spurgte Væggelusen med forstilt Alvor; men denne Vittighed var for fin til de andre, og Væggelusen maatte le alene.
Tom Robson gjorde Miner til de andre, at de skulde lade den Gamle i Fred. Begmanden lagde Piben i Vestelommen, reiste sig og gik ind i det lille Kammer ved Siden af Kjøkkernet, hvor han sov. Den stærke Drik havde bragt Ungdommens Hidsighed op igjen; men aldrig havde hans Magtesløshed ligget saa tungt paa ham som iaften.
Endnu længe sad de andre og drak, til der ikke var mer; Lampen begyndte at ose, for Olien slap op. Saa tumlede de afsted, Væggelusen indover „west end“, men Tom Robson klatrede op ad en Sti, som førte opover Fjeldet bag Begmandens Hytte. Han boede hos en Enke i Skippermarken — et stort Stykke Udmark, som hørte til „Gaarden“.
Torpander fulgte med Robson, fordi han var ræd for at gaa gjennem „west end“, og fordi han vilde kaste et sidste Blik paa den Elskedes Kammervindu, som vendte mod Fjeldsiden.
Martin lukkede Døren efter dem og gav sig ifærd med at løfte Laaget af Bænken, hvori han skulde ligge. Han saa ikke, at der laa nogle tomme Flasker; de rullede paa Gulvet og en knustes mod Spyttebakken. Laaget gled ham ud af Hænderne, og uden at prøve paa at klæde sig af lod han sig falde som han var i Sengklæderne.
Det lille grumsede Bundfald i Lampen tørrede ganske ud, og den sidste blaa Flamme for op gjennem Cylinderen og sluktes. Efterpaa kom der en tæt graa Røg, som viklede sig af den gloende Væge og svirrede i muntre Spiraler op igjennem Glasset, gled ud i Stuen og lagde sig i tynde Traade foran Graalysningen fra Vinduerne.
Der hørtes ikke anden Lyd end Mændenes dybe Aandedrag; den Gamle pustede kort og stødvis; men Martin væltede sig i Bænken, laa lidt og begyndte at snorke; saa for han op gjen varm og tung af Drik og Hidsighed.
Men endnu længe lyste den lille røde Glo i Lampevægen, medens Røgen i tyndere og tyndere Spiraler svirrede muntert opigjennem Glasset og spredtes i Mørket. —