Garman og Worse/26

I den klare Sommersol strakte den gulhvide Sand sig nordover med grønne Dotter af Marehalm saa langt Øiet kunde naa. Kystlinien bøiede sig i Næs og Bugter, hist og her en Klynge Baade, Maager og Ringgjæs havde travelt i Stranden, medens Brændingerne rullede med smaa krumme Bølger, der tindrede i det klare Solskin.

Imellem Lyngbakkerne længer inde i Landet kom en Vogn, hvori der sad en Herre og en Dame. De var taget af fra Postveien og kjørte nu paa den smale, sandede Bygdevei, der førte nedover mod Bratvoldsgaardene.

Det havde været meget mod Madeleines Ønske; men da hendes Mand tilfældigvis hørte af Kusken, at det bare var en Omvei paa en Times Tid, gav han Ordre til at kjøre nedom til Bratvold; der skulde saa alligevel hviles et Sted paa Veien.

Præstefolkene vare paa Reise vestover, for at besøge det nye Kald — Embedet skulde først tiltrædes til Høsten. De vilde leie Hus, hilse paa gamle Venner og Slægtninge og saa videre.

Saameget som Madeleine kunde glæde sig til at gjense sin Fader, saa var hun dog alt andet end glad, da hun hørte, at hendes Mand søgte Kaldet. Men det var paa udtrykkelig Opfordring af Biskop Sparre, og det blev anset som en overordentlig Forfremmelse.

Madeleine havde hellerikke sagt stort imod, det pleiede hun aldrig at gjøre. Det var virkelig lykkedes Pastor Martens at danne hende til en Hustru efter sit Hjerte.

Som hun sad henne i den ene Kant af Vognen — hendes Mand var bleven noget svær — mindede hun ikke meget om den Madeleine, som engang hørte hjemme i disse Omgivelser. — Hun saa ikke syg ud, men træt — meget træt. I en stor Præstegaard paa Landet er der meget at gjøre, tre Børn er heller ikke saa lidet at begynde med.

I det første Aar var hun rent fortvivlet — et Par Gange brød hun ud i Heftighed — det var den gamle Trods. Men han havde en ganske eiendommelig Maade at tage hende paa — hendes Mand. Aldrig blev han heftig; jo mere Madeleine blussede op, desto sagtmodigere svarede han — med et stille Smil og et Strøg nedover hendes Skulder.

Men naar Madeleines Sind var kommen i Ro, talte han formanende til hende, og umærkeligt gled alle Ting ind i det Spor, han ønskede. Tilsidst havde hun vænnet sig til altsammen.

Pastor Martens’s aabne, venlige Ansigt tog sig ikke ganske ud til sin Fordel idag. Han havde nemlig været over al Beskrivelse søsyg, hvorfor de ogsaa havde forladt Dampskibet, forat kjøre det sidste Stykke overland. Derfor havde det fyldige Ansigt et vist søgrønt Skjær, og han spyttede af og til ud af Vognen med en Grimace.

Han var en lykkelig Mand, og han var taknemlig for det. Madeleine havde artet sig over al Forventning godt under hans Hænder. Den gamle Trods kom nu næsten aldrig frem mere, og hændte det, saa var han ganske sikker paa sin Methode. Mange Gange mindedes han med Taknemlighed sin kjære Biskop Sparre, af hvem han havde lært saameget, og som fulgte ham med et saa faderligt Venskab.

Jo mere de nærmede sig Havkanten, desto bredere blev den mørkeblaa Stribe mod Vest, der glitrede i Solskinnet. Madeleine stirrede og stirrede, og gamle Tanker og Minder begyndte at skvulpe i høie Bølger omkring hendes Hjerte.

Viberne havde Unger, de fulgte efter Vognen, slog ned lige foran Hestene, med de kjendte Skrig; Lærker i hundredevis fyldte Luften med en liden svingende Jubel, der gik hende lige til Hjertet, og Vinden begyndte at føre med sig den friske, salte Søsmag — lidt Tare, lidt Fisk, men saa vidunderligt rig paa Minder.

Madeleine bøiede sig fremover og trak Pusten i lange Drag. Det var en Hilsen fra det Hav, hun kjendte, og som kjendte hende, fra hendes Lykkes Tid, fra hendes Kjærligheds, korte Sommerdag.

Hun vilde ligesom fylde sig helt med denne rene, friske Søluft, saa at hver eneste mørk, støvet Krog i hendes tillukkede Sjæl kunde blive rigtig udluftet. Og al den Tid, hun havde været borte herfra, blev hende saa støvet og uren. Ansigt til Ansigt med Havet skammede hun sig ved at komme saaledes tilbage, — hun ønskede, at hun laa derude i det kjølige Dyb og kjendte friske, rene Bølger skylle hen over sig.

Men da Vognen naaede op paa den sidste Bakke, og Bratvoldsgaardene og Fyrhuset laa foran hende, da slog hun begge Hænderne for Ansigtet og stønnede.

Hendes Mand lagde vist ikke Mærke til det; thi han saa mest indover mod Landsiden; han kjendte sig ikke endnu stærk nok til at se paa Bølgerne, som rullede.

„Hvor skal vi tage ind?“ spurgte han Kusken.

„Per Bratvold har de fineste Huse, ellers er det gode Gaarde allesammen.“

„Lad os tage ind til Per,“ sagde Præsten.

Madeleine havde længe ikke vidst, om Martens kjendte hendes Forhold til Vente-Per; men efter en Tids Ægteskab lærte hun, at et Rygte ikke løber langt uden at komme indom til Præsten; og uden at se op følte hun at hans Øine hvilede paa hende med det Smil, hvormed han pleiede at bøie hendes Vilje.

Vente-Per stod i Torvskuden, da de kom. Han kigede ud af en Sprække, og idetsamme: han saa hende, spyttede han uvilkaarligt Skraaen langt fra sig. Thi efterat han havde ventet en Stund, var han begyndt at tygge Tobak igjen; og da han havde ventet en meget lang Stund, havde han giftet sig.

Det var derfor Pers Kone, der førte Præstefolkene ind i Bedstestuen under mange Undskyldninger, „fordi der nok ikke var som slige Folk var vant til.“ Medens hun ledte efter Per, forat sende ham ind til de Fremmede, gik Præsten omkring i Stuen og undersøgte alt, hvad der fandtes. Ved Vinduet sad Madeleine og stirrede ud i Luften; Synet af Pers Kone — saa frisk og fornøiet, havde gjort hende saa ondt, hun vidste ikke hvorfor.

„Nei se her! — Lena! —“ raabte han hvergang han fandt noget nyt.

Lena var et Kjælenavn, han havde givet hende trods alle hendes Bønner. Lena lød saa hjemligt, saa præstekoneagtigt; ved Madeleine var der en fremmed, fransk Sving, som ikke passede for hans Kone.

I Stuen var der ogsaa mange mærkværdige Ting. Først Skilderier af Vesuv ved Dag og Vesuv ved Nat, dernæst Galeasen „Tre Søstre“ af Farsund; saa kom Fredrik den Sjette i rød Uniform og Hængenæse, og bortover Sengen, der var belagt med Dyner opstablet i Mandshøide, hang et mægtigt Overflødighedshorn af hvid Pap, hvorpaa var klistret med Guldpapirbogstaver; Vorder frugtbare og formerer Eder: det havde været en Bryllupspresent til Huset. Paa den malede Kommode stod en gul Kanariefugl af Alabast paa en rød Pære og ligeoverfor stod en rød Bogfinke paa en gul Pære. Gulvet var skinnende rent og sandstrøet, Ruderne smaa og forskjelligtfarvede, og over det ene Vindu var der spigret et Navnebræt fra et Fartøi, hvorpaa stod i gyldne Bogstaver: „l'espérance.“

Endelig kom Per ind. Han rakte først Præsten og saa Madeleine Haanden og hilste: „Goddag og Tak for sidst.“ Da Madeleine berørte den store haarde Haand, trak hun sin uvilkaarligt tilbage og vendte sig bort uden den brugelige Hilsen; hun fik ikke Ordene frem.

Idetsamme kom Pers Kone ind og bad ham hviskende hugge lidt Fliser, det gik saa sent, med Torvgloen; hun vilde koge Kaffe. Per gik, og Præsten fulgte med den lille trivelige Bondekone, forat inspicere Huset.

Madeleine gik et Par Gange frem og tilbage i Stuen, saa gik hun ud foran Døren.

Naar hun stod paa Hellen foran Bislaget, kunde hun se lige ned i den lille Baadhavn. Øiet fulgte den lille Sti tversover den flade Mark — opover den bratte Skrænt — lige til Fyrhuset. Der laa hendes gamle Hjem — de tykke solide Stenmure og Fyrlygten med den rødmalte Hat.

Hun vendte sig bort. Det var hende ikke muligt at se derhen. I Torvskuden hørte hun Per hugge; halvt uden at vide, hvad hun gjorde, gik hun derhen og stillede sig ved Siden af ham.

Han stansede om en Stund, reiste sig op og saa forbi hende udover Havet. Per havde faaet stivt Skipperskjæg under Hagen, og Ansigtet var blevet meget ældre og grovere; men alligevel kjendte hun hvert Træk.

Madeleine gjorde et lidet Skridt henimod ham og greb efter hans Haand; men hun fik ikke fat paa den, han drog den ligesom tilbage. Da kunde hun ikke længer styre sig, men kastede sig om hans Hals og lagte sit Hoved tæt ind til hans Bryst.

Det var sandt, hvad Delphin engang havde sagt: det var denne Blanding af Fisk, Tobak og vaadt Uldtøi, men alligevel: her var hendes Plads; hun følte det nu. Og i den samme Stund blev det hende ogsaa klart, hvorfor det havde stukket hende i Brystet, da hun mødte Pers Kone. Hun misundte hende, hun misundte hende alt — Manden — Huset — Livet — altsammen; thi det var hendes! — her var det Liv, hun forstod, og den Mand, hun elskede.

O — hvor de havde løiet for hende og handlet ilde mod hende — alle de fine Mennesker. Hvad var det for et Liv, hun havde ført — et Liv uden anden Mening end den: at være Kone for en Mand, hun ikke elskede, stelle hans Hus, føde Børn for ham — altsammen i en kvalm Luft af Vane, Ceremoni og Selvdyrkelse.

Hun klyngede sig fastere og fastere til den brede, stærke Mand; og i et vidunderligt Øieblik af Lykke og Kval strømmede det over — dette Hjerte saa indsnøret og vel dresseret, medens hele hendes Ungdom og al hendes Kjærlighed drog hulkende gjennem hendes Sjæl.

„Det var ikke min Skyld — det var ikke min Skyld —“ klagede hun — som et Barn, der er „kommen til“ at slaa noget istykker.

Han løftede sin tunge haarde Haand og lagde den paa hendes Hoved — saa blødt og mildt strøg han hende over Haaret; nu forstod han det altsammen; men han kunde ikke faa et Ord frem. —

„Lena! Lena!“ raabte Præsten fra Husdøren „du maa komme herind og se! — her er Tvillinger! Lena! — hvor er du? — skynd dig! hvilken prægtig Kone — du! tænk Tvillinger første Gang!“

Det var ikke godt at vide, hvad Vente-Per tænkte paa der han stod igjen alene og saa udover Søen. Saaledes havde Bølgerne rullet i Storm og Solskin — frem og tilbage, og imens havde han ventet og ventet. Og nu var det kommet.

Han drog en lang Pust og det klarnede op i hans Ansigt, idet han langsomt nikkede flere Gange ud imod Havet.

Pers Kone gjorde mange Undskyldninger for Opdækningen — som Skik er. Men der var baade Flødemelk og Lefse med Sukker og Smør paa, Æg, Kaffe, bløde Sukkerkavringer, Puddersukker og endelig et Fad smaa Hummere. Konen mente, det var „Skam“ at byde slige Folk saa smaa Hummer, — havde de bare havt nogle større — saa —

Men nu var det en af Præstens Yndlingstheorier, som han pleiede at forsvare med Iver og Overbevisning — denne, at de smaa Hummere i Virkeligheden ere bedre — finere i Smagen end de store. Derfor var han i straalende Humør og drev megen uskyldig Spas med den venlige Bondekone.

Per kom ogsaa ind og sagde: „Værsaagod! — naa maa de spise!“ hvorefter han satte sig — som sig hør og bør — paa Ovnsbænken foroverbøiet med Armene paa Knæerne.

Solen skinnede saa smukt ind ad de smaa Ruder, Stuen var saa ren og hyggelig, Dugen saa hvid, Fløden saa gul og de smaa Hummere saa appetitligt røde, at Præsten fik Lyst til at tale.

Han valgte til Udgangspunkt det, han havde faaet vide hos Konen: at Per nemlig havde bygget hele Huset af Vragtømmer fra en fransk Brig, som var strandet nordenfor; det var Briggens Navnebræt, som stod over Vinduet.

Præsten dvælede ved de menneskelige Anliggenders Usikkerhed, hvorofte vi skuffes, men hvorledes der dog gaar en ledende Traad gjennem alt.

„Og se! —“ sagde han, „dette stolte Skib udrustet i hint hovmodige Frankrige, med dette forventningsfulde Navn — thi „l'espérance“ — mine Venner! betyder Haabet — det maatte ynkeligen omkomme paa vor fattige Kyst. Saaledes ogsaa med Menneskelivet! Hvor mangt et forfængeligt Haab seilede ikke ud med Flag og Vimpel, for ynkeligen at omkomme i Livets Storme. Men se! — hvad Stormen havde splintret til Vragstumper, det føiede ydmyge Hænder sammen til et nyt Hjem, saa spirer Livet af Døden, Haabet af Ødelæggelsen, Lykken af det knuste Vrag og der leves et helt Liv paa lutter Vragstumper!“

Det var med den sidste Levning af den gamle Trods, at Madeleine sagde „Saaledes leve vi alle!“

Idetsamme reiste Per sig og gik ud. Hans Kone kunde ikke forstaa, hvorledes Per kunde opføre sig saa upassende.

Men Præsten Martens forstod det hele. Dog — man kunde tale senere om Sagen, hvis det var nødvendigt; det var ikke værdt at forspilde det skjønne Maaltid. Han rakte sin Kone Fløden med et venligt Smil og strøg hende over Skulderen.

Derpaa tog han fat paa sine smaa Hummere, som smagte ham fortræffeligt. —