Garman og Worse/25

Saaledes forløb sex Aar. Provsten Sparre var ganske rigtig bleven Biskop. Hans Forgjænger i Embedet havde været en altfor myndig og stræng Herre; derfor var der stundom lidt Mudder i Leiren.

Men fra det Øieblik, Provsten Sparre besteg Bispestolen, forstummede enhver Mislyd, og alt gik glat og stille. Det var, som naar man overtrækker Hammerne i et gammelt Piano med ny Filt; den skarpe Tone giver Plads for en blød behagelig Klang; og efterat Biskop Sparre’s Patentfilt var indført i Mekanismen, arbeidede det hele stille og lydløst, saa det var en Fornøielse for alle Parter.

Biskoppen glemte ikke sin unge Ven Skoleinspektør Johnsen, til hvem han bestandigt havde „saa stort et Haab“. Han fik Johnsen kaldet til en Kapellanpost i Stiftsstaden; og ondskabsfulde Mennesker vare saa vittige at paastaa, at Biskoppens „store Haab“ gik i Opfyldelse, da Pastor Johnsen kort efter blev forlovet med Frøken Barbara Sparre.

Men med den fordums Skoleinspektør var der foregaaet en stor Forandring. Da først Omslaget var skeet hos ham, tog han det grundigt, — som det var at vente af hans energiske Karakter. Han lod sig aldrig mere blænde af den høiere Filosofi, ligesaa lidt som af det høiere Selskab; hvorimod han blev en Præst, om hvilken især Kvinderne trængte sig tæt. Hans Prækener vare altid strænge — meget strænge; og de, som hørte nøie efter, lagde Mærke til, at han aldrig medtog „Krigsmagten tillands og vands“ — i sin Kirkebøn. —

— Nede i det mørke Smug i Madam Worses Krambod gik Handelen jævnt og godt. Lille Pitter Nilken var forlængst kommen til det Punkt af Indtørkethed, paa hvilket baade Frugter og Mennesker kunne holde sig utroligt længe uden at forandres. Han svang sig endnu — let som en Tørfisk over Disken, naar „Koret“ blev ham for plagesomt, og den mægtige Jernlineal havde intet tabt af sin uhyggelige Gru.

Fru Worse var derimod bleven lidt besværlig med Aarene; Benene vilde ikke længer „ballancere“ hende — som hun sagde. Vogn vilde hun ikke heller kjøbe, „før alt kom iorden“; men hun mente, det kunde ikke vare længe nu.

Naar alt kom iorden! — der behøvedes en Tillid — blind som Fru Worses, til at tro paa en saadan Mulighed. Rachel havde været sex Aar i Paris uden at nævne et Ord om at komme hjem. Ikke engang hvad hun egentlig bestilte dernede, kunde Jacob Worse faa vide.

Hvergang han sendte hende Penge — og det var forbausende, hvormange hun brugte —, skrev han et Par Linier. Hun svarede altid, men kort og forbeholdent. Gjennem sin Ven Mr. Frederic Barnett fik han heller ikke udførlig Besked; han vidste bare, at Rachel fremdeles boede der i Huset, og at de holdt meget af hende. Mrs. Barnetts Salon var Mødested for den amerikanske Koloni; der kom mange dannede og rige Mænd — det vidste han —; hver Dag kunde bringe Efterretning om hendes Forlovelse.

Han pleiede hver Morgen at læse Aviserne over i Bagbygningen hos sin Moder, naar de spiste Frokost. En Dag læste Fru Worse, som ialmindelighed beskjæftigede sig den halve Formiddag med sin Avis, høit for sin Søn, at Præsten Martens var udnævnt til Sognepræst i Byen.

„Tænk — saa kommer de her vestover igjen! —“ udbrød Fru Worse, „jeg gad vide, hvorledes den lille Madeleine har havt det i sit Ægteskab?“ sukkede den gamle Kone; hun vidste, at der kan hænde noget af hvert i den Stand.

Hos Jacob vakte denne Efterretning mange smertelige Erindringer, og han gik længe op og ned i Kontoret, inden han kunde beslutte sig til at tage fat paa Udenlandsposten, der laa i en stor Pakke paa Pulten.

Mellem Brevene laa der et fra Barnett brothers i Paris; han kjendte Haandskriften; men der var ikke Kontorstempel paa. Idet han aabnede det, slog det ham, hvor langt det var; han vendte det hurtigt — hvad var dog dette? der stod Rachel Garman under Brevet.

Jacob Worse læste:

„Kjære Hr. Worse! Naar jeg idag skriver til Dem, forat holde et længe udsat Opgjør, saa føler jeg mig saa underlig bevæget, at jeg maa tvinge mig selv til at skrive Ord for Ord. Men nu skal det gjøres, lad det da blive kort og klart.

Jeg har — som De nu kanske forstaar — ført den norske Korrespondance hos Barnett brothers i flere Aar. I mine Privatbreve til Dem fordreiede jeg min Haandskrift, for ikke at forraade mig.

Jeg vilde nemlig først prøve, om jeg kunde blive til noget, og nu er jeg bleven det. Jeg har lært at anvende Deres Moders Husraad — hils hende fra mig! — jeg kan arbeide.

Et Par Gange i Deres venlige Breve, for hvilke jeg takker Dem, har jeg troet at mærke en vis Forbauselse hos Dem over, hvad jeg vel bruger alle mine Penge til. De ere indsatte i vor Forretning, — jeg siger „vor“, thi Messrs. Barnett brothers har tilbudt mig Andel i Pariserforretningen. Det var min Ærgjerrighed i den Retning.

De gav mig engang det Raad (— De ser, jeg tager alting punktvis, for ikke at forvilde mig og spilde Ord eller glemme noget —) altsaa: Deres Raad: at optræde som Forfatterinde fandt jeg ikke dengang godt. Senere har jeg tænkt meget paa det, forsøgt saa smaat har jeg ogsaa, og nu takker jeg Dem ogsaa for det gode Raad; — jeg har meget at takke Dem for.

Nu da jeg kan arbeide, er jeg ikke længer saa ængstelig; der er i Virkeligheden — som De sagde dengang — mange Ting, som en Kvinde kan have at sige — især hjemme hos os. Jeg har en uafhængig lykkelig Stilling — bonheur oblige —, og jeg har Mod; altsaa vil jeg prøve!

Men jeg maa hjem. Ikke blot, fordi jeg længter som et Barn; thi jeg ved, at efter et kort Ophold, vilde jeg helst reise ud igjen. Men jeg føler, at skal jeg udrette noget, maa jeg staa blandt dem, jeg vil hjælpe; jeg vil nok reise og gjøre mit Liv bevægeligt; men jeg maa have fast Fod hjemme, og kunne vende tilbage, naar jeg trænger til det.

Og nu kommer det store men, som egentlig er Hovedindholdet af dette Brev — og dette men er De — Hr. Worse!

Jeg vil ikke komme hjem, førend vort Forhold er klaret. Saameget ved jeg, at De ikke bærer Nag til mig, fordi jeg var saaledes mod Dem, som jeg var. Men mere ved jeg heller ikke; og er der ikke mere at vide, saa vilde vi mødes som gode Venner — haaber jeg. Skulde der være mere, saa faar De skrive til mig.

Se saa — nu staar det der! — lad os nu forstaa hinanden og vær ærlig og aaben mod mig. En Ting kan De trygt stole paa, at jeg iethvertfald er

Deres meget gode Ven Rachel Garman.“

Da Jacob Worse havde læst dette Brev, sprang han op, greb Hat og Paraply og for ud i det ydre Kontor.

„Er Hamburgeren gaaet?“

„Nei — den ringede just første Gang —“ blev der svaret.

„Har De Guld? — Kasserer!“

„Ja! — det vil sige — nei! — ikke stort —“ sagde Kassereren.

„Lad mig faa, hvad De har, og send Thomas over i Kreditbanken efter mere — et Par Tusinde Kroner eller saa!“

Gutten løb afsted med en Bunke Sedler og en liden Seildugspose.

„Jeg reiser bort — Svendsen! for en fjorten Dage eller saa, — jeg kan ikke vide det. Se her er min Adresse —“ og dermed snappede Principalen Hr. Svendsens Pen bag Øret og skrev tversover et stort Ark, paa hvilket Bogholderen netop havde begyndt et sirligt Brev: Pavillon Rohan — Paris.

Dampskibet ringede anden Gang.

„Jaja! — Svendsen! nu faar De stelle saa godt De kan; — telegrafer om behøves — mine Nøgler staar i Pulten —“ i Døren vendte han sig og raabte: „Ja — det er sandt — Svendsen! gaa over til Mor og sig hende — ja sig bare, at alt er iorden! —“ dermed løb han.

Gamle Svendsen stod maalløs og stirrede ud i Luften, medens han gned Tommelfingeren mod Pegefingeren, hvilket var hans Vane under vanskelige Omstændigheder. Alle Døre aabne, en Stol væltet inde i Principalens Kontor, og Principalen selv paa Veien til Paris med Hat og Paraply, bagefter ham Thomas med Seildugsposen i fuldt Sprang; Kassereren sad med Pengetutter og Sedler udover, somom han var plyndret, og da gamle Svendsens Øine dalede ned paa det ødelagte Brev, opdagede han, at han havde en stor Blækklat paa Fingrene. Nu var det over tredive Aar siden gamle Svendsen havde havt Blæk paa sine Fingre, Principalen maatte have skvættet med Pennen, da han snappede den; og idet den gamle Bogholders Øine vandrede fra Blækklatten og ud over den rædsomme Forvirring og tilbage igjen til Blækklatten, gjentog han langsomt og høitideligt — som var det en Trylleformel, der skulde vække ham af dette vilde Mareridt —: „Hils min Moder og sig, at alt er iorden!“

Men det blev endnu værre, da han en Stund efter fremstillede sig for Fru Worse i Bagbygningen. Thi neppe havde han udtalt det skjæbnesvangre: alt er iorden, før Fruen fløi lige paa ham og kyssede ham midt paa Munden.

Dette Kys i Forbindelse med Blækklatten gjorde hin Dag uforglemmelig for gamle Svendsen, og han pleiede at regne fra den som en Mærkedag.

— Samme Dag bragte ogsaa Posten blandt andet et lidet Brev til Morten Garman. Han aabnede det, smilte paa en underlig Maade og sendte det ovenpaa til Fruen.

Fanny tog de to Kort, som laa indeni; paa det ene læste hun et Damenavn — hun kjendte Familienavnet, det var en rig Slægt i Hovedstaden, og paa det andet stod: Georg Delphin.

Hun stod foran Speilet med hans Kort i Haanden, og iagttog opmærksomt sit Ansigt, medens al den virkelige Sorg, hun havde følt over ham, forvandlede sig til Krænkelse og Bitterhed. Alt foregik indeni hende; men paa Ansigtet kom der næsten ikke en Skygge. Hun havde vænnet sig til disse Øvelser foran Speilet; dette var en Generalprøve, og hun bestod den. Kun de fine Rynker omkring Øinene vibrerede lidt; men saa smilte hun og da vare de fortryllende. Der skulde ikke nogen Sindsbevægelse ødelægge hendes Skjønhed, og mens disse sex Aars Smerte og Bitterhed brød op igjen, stod hun glat og deilig som altid og holdt Vagt over sig selv.

Huslægen kom ind i det samme.

„Har De talt med min Mand? — Doktor!“

„Nei — Frue! feiler han noget?“

„Om han feiler noget? — det undrer mig virkeligt, at De spørger,“ svarede Fanny skarpt, „ser De da ikke, at han er udslidt — overanstrængt; han maa til Carlsbad iaar, ellers gaar han tilgrunde!“

„Ja—ja! Frue!“ sagde Lægen godmodigt, „det kunde han ganske vist have godt af; men De ved selv, han svarer altid, at han ikke har Tid — og saa —“

„Bah! —“ svarede Fru Fanny og vendte sig, „skulde en Doktor bryde sig om sligt!“

Doktoren gik lige ned i Kontoret og skræmte Morten i den Grad, at Reisen blev fastsat til næste Uge.

Jacob Worses „Forsvinden“ — som det blev kaldt, vakte megen Røre; men Forbauselsen steg, da der kom Telegram om hans Forlovelse med Rachel Garman. Samtidigt bad han Morten besørge alting til Brylluppet, da de agtede at gifte sig strax efter Hjemkomsten.

Morten svarede efter sin Kones Raad, at Doktoren havde „befalet“ ham at reise til Carlsbad strax. Men han foreslog de Forlovede et Møde i Kjøbenhavn, saa kunde de vies der.

Derpaa indløb samtykkende Svar og Dagen blev fastsat.

Alt vel overveiet ligte Morten ret godt Partiet. I disse sex Aar havde han mange Gange tænkt paa det Raad, Faderen havde givet ham en af de sidste Dage: at associere sig med Jacob Worse. Morten havde aldrig nævnt det til nogen, og han kunde ikke bekvemme sig til en saadan Ydmygelse. Nu kom det af sig selv og paa den beleiligste Tid, just som han skulde ud og reise. Saa kunde Worse sætte sig ind i alt, mens han var borte, og der var et Par raadne Flekker i Forretningen, som Morten generede sig for. Sligt var altid lettere at komme over, naar det kunde forklares skriftligt.

Saa blev de da viede i Kjøbenhavn. Gabriel var der ogsaa. Han var for Tiden paa et Kontor i England; de havde telegraferet efter ham fra Paris, og han stødte til dem i Cöln. Det var allerede halvt om halvt aftalt, at Gabriel skulde tage Rachels Plads hos Barnett brothers i Paris, hvorover han var meget lykkelig.

Bryllupsmaaltidet blev holdt i et af de store Værelser i Hotel d’Angleterre, som vende ud mod Kongens Nytorv. Stemningen var meget munter, og Morten holdt en Tale for „Garman & Worse“, som nu igjen skulde blive fuldstændigt.

„Og min gamle Fiende Aalbom?“ raabte Gabriel ved Desserten.

„Aa — han er netop den gamle!“ svarede Morten, „forleden skal han have holdt en yderst infam Tale i et Selskab om „Dynastiet Garman —“; han er saa forbitret, fordi han aldrig bliver inviteret mere.“

„Stakkels Aalbom!“ — sagde Gabriel tankefuld. Han var selv saa lykkelig og saa oplagt til at tilgive, at han satte sig hen i Vinduet efter Bordet, og tegnede med stor Flid og Nøiagtighed Rytterstatuen paa Kongens Nytorv. Det skulde være en Present til Adjunkt Aalbom.

Dagen efter reiste de hver til sin Kant: Morten og Fanny til Carlsbad, Gabriel til England, forat ordne sin Flytning, og de Nygifte hjem til Norge.

— Paa Dampskibsbryggen hjemme holdt en skinnende ny Vogn med ny Kusk og nye Heste, og i Bagsædet sad Fru Worse med Silkekaabe og ny Hat; — hun havde telegraferet efter altsammen til Husets Kommissionær i Kjøbenhavn, hos hvem der længe havde ligget Penge færdige.

Paa Forsædet i den skinnende Vogn sad Hr. Samuelsen og krøb sammen. Det havde ikke været muligt at formaa ham til at tage Plads ved Siden af Fruen; han syntes, det var galt nok som det var.

En Del Gutunger stod der naturligvis omkring, dels for at se paa Hestene, dels for at tage den frygtelige Pitter Nilken i Øiesyn. Og pludselig fandt en af de smaa Kanaljer paa at give den berygtede Smædevise tilbedste, ikke syngende med Lyd, det turde han ikke, men bare ved at bevæge Læberne. Dette vandt stor Tilslutning, og hvorhen den ulykkelige Hr. Samuelsen saa, kunde han læse „Koret“ paa de travle Læber og følge Sangen:

Lille Pitter Nilken
Sidder paa Stilken —;

det var til at blive gal over:

Jo længer han sidder
Des mindre han blir;

— endeligt kom Dampskibet ind til Bryggen.

De Nygifte steg op, og Vognen rullede indover Byen. Fru Worse skoggerlo hele Tiden med Taarer i Øinene; hun hilste straalende til alle Sider; og da de dreiede ind i Gaardsrummet, var hendes nye Hat netop kommen saa langt ned paa det venstre Øre, at den faldt af, da Vognen holdt for Døren.

Og den gode Hr. Samuelsen hoppede, i sin store Iver for at hjælpe Damerne, med begge sine Ben midt i Hatten, og det uagtet han saa Faren, mens han dalede.

Det var et helt Arbeide at „ballancere“ Fru Worse opad Trappen saaledes som hun lo; — alle lo — Kusken lo, Pigerne lo, de Nygifte lo — allesammen undtagen Hr. Samuelsen. Han gik bagerst og bar med bortvendt Aasyn Madamens nye Hat efter det ene Hagebaand — slæbende det andet efter sig i Trapperne — den nye, kostbare Hat, som sletikke længer var nogen Hat!

Middag blev der spist i de Unges Værelser, hvor Fru Worse gav den fine Dame og talte noget, hun selv kaldte „franskt“. Men om Aftenen, efterat Rachel og hendes Mand havde været ude paa Sandsgaard, flyttede man over i Bagbygningen.

Og der blev leet, fortalt, lavet Punsch, drukket og jubileret, indtil Pitter Nilken blev ganske overstadig og selv tilbød sig at synge „Skjærsliberens Elskovssang“ — hvilken havde været overordentligt yndet i hans Ungdom. Og saa sang han under stort Bifald med en liden forunderlig Stemme; — det lød somom han med én Gang gjenfandt sin Guttestemme — høi, sprukken og forligget, men saare følsom. Og hans Øine dvælede ved Fru Worse, mens han sang:

„Pige — o hist! med det venlige Øie,
Du ser saa god og saa elskelig ud,
Kunde til mig du dit Hjerte henbøie,
Sig vil du være en Skjærslibers Brud?“

Og Madam Worse slog Takt med sit Strikketøi, idet hun istemte Omkvædet:

„Snurr, Snurr,
Lystig og fro
Vil jeg i Ro
Hjulet paa Baaren med Foden omsno.“