Garman og Worse/21

Samme Formiddag gik Gustaf Oscar Carl Johan Torpander udover Sandsgaardveien. Han gjorde sig en Frimandag, hvilket ellers ikke var hans Vane.

Paa Hovedet bar han en høi graa Filthat af det Slags, som man kaldte Konkurshatte. Hattemageren havde forsikret ham, at den oprindeligt var gjort til Grosserer Morten Garman; men at den var bleven en Smule for liden. Derimod passede den akkurat til Torpander, og han kjøbte den — saa dyr som den var — og tænkte idetsamme, at det dog var et underligt Træf, at han just idag skulde bære en Hat, som Morten Garman havde vraget.

Vaarfrakken var ogsaa kjøbt for Anledningen, den var ikke ganske ny, men den havde en sjelden, lysebrun Farve. Buxerne var det daarligst med; men Frakken var saa lang. Torpander kunde nok have kjøbt Buxer ogsaa; men han vilde ikke gribe for dybt i sine Spareskillinger, før han fik se, hvorledes det gik ham idag. Gik det ham godt, skulde hun have alt, hvad han eiede; og gik det ham galt, vilde han reise hjem til Sverige; han holdt det ikke længer ud.

Og meget Haab havde han — sandt at sige — ikke — der han gik. Rygtevis havde han hørt, at Marianne var syg, kanske var hun ogsaa ulykkelig for den Skam, Martin havde ført over Huset. Og naar han just friede i denne Tid, kunde det kanske gjøre et godt Indtryk; — og dog? — det var en altfor svimlende Lykke — tænkte Bogtrykkersvenden:

Det var en fin Solskinsdag og den lange lysebrune Skikkelse gik hurtigt udover — bevægende ubevidst sine Arme, alteftersom han øvede sig paa sit Frieri. I den venstre Frakkelomme med Snippen hængende udenfor havde han et Silkelommetørklæde — det havde længe været hans Drøm — orangegult med lyseblaa Bord.

Det var ikke Meningen at bruge det til nogensomhelst Fugtighed — dertil havde han et rødt Bommuldslommetørklæde med Abraham Lincolns Portræt; men med Silkelommetørklædet figurerede han. Hvergang nogen kom imod ham i Alléen, som han gad vise sig for — og det var jo de fleste — trak han det skinnende nye Tørklæde frem og førte det varsomt opimod Ansigtet, lagde det saa ned igjen og frydede sig overmaade ved at føle Silken med bittesmaa Klør gribe fat i den haarde Hud paa Indsiden af hans Fingre.

Ved Værftet traf han Martin, som kom hurtigt indover.

„Er din Søster hjemme?“ spurgte Torpander.

„Ja — du træffer hende hjemme,“ svarede Martin med et stygt Smil; og Torpander gik videre udover west end.

Men i selve Gaarden ved Sandsgaardshuset mødte Martin Præsten Martens, der kom gaaende fra Byen i Samarie og Krave.

Martin lettede paa Huen: „Vil Præsten komme hjem til Søster min? — hun ligger for Døden.“

„Hvem er din Søster? —“ spurgte Præsten.

„Marianne — Sønnedatter til Anders Bemand.“

„Aa — ja — jeg husker hende!“ svarede Præsten, han kjendte hele Historien, „men jeg kan nok ikke komme strax. Jeg skulde først indom her; Konsul Garman ligger nok ogsaa paa sit yderste. Men efterpaa — min Ven! — efterpaa —“

„Aa — ja! jeg kunde tænke det —“ mumlede Martin og vilde gaa.

„Vent lidt — unge Mand! —“ raabte Præsten, „hvis du tror, at det haster, vil jeg gaa til din Søster. Det er jo det yderste Hus, ikke sandt?“ dermed gik han forbi Sandsgaardshuset og udover mod west end.

Martin stod igjen forbauset, næsten skuffet. Men Præsten fortsatte roligt sin Vei, der var besværlig nok udover mellem Hytterne. Fillede Unger laa iveien for ham, Piger og Kjærringer stak Hoderne ud og gloede paa ham, et lidet Kompani af Gutter, som laa og grov i Stranden, raabte Hurra for ham; der lugtede Fattigdom og Svineri, hvor han vendte sig.

— Da Torpander ikke fik nogen Besked af Anders Begmand, som han traf sammenkrøbet i en Krog af Stuen, gik han ovenpaa og bankede paa Mariannes Dør. Der blev ikke raabt kom ind, og han glyttede paa Døren.

Den stakkels Mand — han blev saa forfærdet, at han neppe kunde staa paa sine Ben. Der laa hun — hans elskede Marianne! Munden halvaaben og stønnende hurtigt — aa saa hurtigt! Kinderne vare hule og blaahvide, og i de mørke Fordybninger om Øinene stod der tæt af smaa Svedperler. Han havde ikke havt nogen Anelse om, at det var kommen saa vidt, — og han kom paa Frieri!

Marianne slog Øinene op; hun kjendte ham, han var vis paa det; thi hun smilede saagt; det var hendes velsignede Smil; men Tænderne vare blevne saa underligt store. Tale kunde hun ikke længer; men de store Øine gik flere Gange fra ham og hen til Vinduet, og han troede tilsidst, at hun bad om noget.

Torpander stillede sig ved Vinduet — det var et nyt, Tom Robson havde besørget — og lagde Haanden paa Krogen. Hun smilede igjen og da han aabnede Vinduet, kunde han se paa hende, at hun takkede ham.

Middagssolen skinnede ned mellem Fjeldet og Husvæggen og faldt skraat indover den nye Vinduskarm og et Stykke bortover Gulvet. Inde i Byen ringede Klokkerne for en Begravelse og Lyden slog mod Fjeldsiden og faldt dæmpet og blødt ind i Kammeret.

Marianne vendte sig mod Lyset og hendes Øine bleve vidunderlig klare, en fin Skygge af rødt steg endog op i hendes Kinder, og Torpander havde aldrig seet hende saa deilig.

Da Præsten Martens traadte ind, blev han ligesaa overrasket ved den Syges Udseende som Torpander var bleven, men paa en anden Maade. Hun kunde umuligt være saa nær Døden, og han kunde ikke lade være at føle en liden Uvilje mod Martin, som i den Grad havde overdrevet Søsterens Tilstand og kanske bevirket, at Præsten kom for sent til Konsul Garmans Dødsleie. Heller ikke ligte han den lysebrune Karikatur, som uafladeligt bukkede for ham, og muligens blandede der sig noget af alt dette i de Ord, han nu henvendte til den Syge.

Præsten tog Plads midt foran Sengen saaledes, at han skjulte Vinduet for Marianne; hendes store Øine hvilede paa ham. Han vilde ikke være stræng, men den Kvinde, han saa for sig, var jo falden. Ved Slutningen af et saadant Liv var der al Grund til at tale alvorligt om de onde Lyster og Syndens haarde Følger.

Mariannes Øine begyndte at gaa uroligt omkring, fæstede sig atter ved Præsten og gled saa hen paa Torpander. Hun gjorde en Anstrængelse med Hovedet og vendte Ansigtet til den anden Side.

Det var ikke Præstens Mening at slutte sin Tale uden ogsaa at vise Forsoningen over et saadant Liv; og medens han talte videre om Anger og Tilgivelse, kom Nabokonen ind; hun havde været hjemme og spist Middag.

Konen stillede sig ved Foden af Sengen; men da hun fik se Mariannes Ansigt, sagde hun: „Om Forladelse Hr. Pastor! — hun er død.“

„Død? —“ raabte Præsten og reiste sig hurtigt op; „det var dog mærkværdigt —“ han tog sin Hat, sagde Farvel og gik.

Konen tog den Dødes Hænder og foldede dem pent sammen; derpaa stak hun Armene ind under Teppet og rettede Benene ud, forat Liget ikke skulde stivne med krumme Knær.

Munden stod lidt aaben, hun lukkede den; men Hagen faldt ned igjen. Torpander forstod, hvad Konen saa sig om efter og rakte sit Silketørklæde frem — og hvor glad var han ikke nu, fordi han ikke havde brugt det.

Konen betragtede det mistænkeligt; men da hun saa, at det var rent, lagde hun det sammen til et smalt Bind og bandt det om Mariannes Hoved.

Torpander stod og saa det lille udtærede Ansigt i Rammen af hans smukke Silketørklæde, og det syntes ham, somom han dog tilslut fik nogen Andel i hende. Hendes sidste Smil, hendes sidste Blik havde han faaet, og til Gjengjæld havde hun modtaget den første og sidste Gave fra ham. Naar alt kom til alt, havde hans Frieri faaet den bedste Udgang, han overhovedet kunde vente; — han bøiede sit Hoved og græd stille i Abraham Lincolns Portrait.

Begmanden kom op og satte sig til at stirre paa Liget; siden hin Ildebrand havde han været ligesom fra sig selv.

„Skal jeg gaa til Zacharias Snedker og bestille Kisten? —“ spurgte Nabokonen.

Men da hun ikke fik noget Svar, gik hun og bestilte Kisten paa egen Haand; den skulde vel ikke være finere end almindeligt for west end’s Folk. —

— Imidlertid skyndte Præsten Martens sig indover; han medtog et ubehageligt Indtryk fra Mariannes Død, som lagde sig til hans forrige Misstemning.

Kjærringer og Piger vare igjen paafærde overalt; en Præst i west end var en stor Mærkværdighed. Guttekompaniet kom marcherende opover; de havde fundet en død Kat i Stranden, som den ældste af Gutterne drog efter sig. Tilslut kom der en liden Tingest — han var ikke høiere end en Skaftestøvle, — med Moderens Trætøfler og en Papirpose paa Hovedet. Den hele Flok var i en stolt Stemning og sang med skingrende Stemmer Fædrelandssangen efter den vittige Version, som var i Brug ude i west end:

„Ja vi elsker dette Landet,
Jamen gjør vi saa!
Den som siger noget andet,
Han skal Juling faa?“

Præsten maatte lige forbi den lille Bande, Sangen skar ham i Ørene; Katten, som han ogsaa fik et Glimt af, var halvraadden, saa Skindet hang i Filler om den. Præsten Martens trykkede sit Lommetørklæde for Munden; han var bange for, at den usunde Luft kunde være skadelig for hans Helbred.

Saa fort som det lod sig gjøre i Samarie og mellem Sølepytterne, skyndte han sig ud af west end og naaede op til Hovedbygningen. Men han kom for sent.

Konsulen var død for en halv Time siden, og Præsten Martens begyndte at gaa indover mod Byen. Varmt var det i den lange sorte Dragt og det var allerede en god Stund efter Middagstid.

Madam Rasmussen løb ham imøde: „Men bedste Hr. Pastor! — Maden! — Klokken er halv tre! — hvor De ser medtaget ud!“

„Lader os glæde os — Madam Rasmussen —“ svarede Præsten med det stille Smil, „naar vi stedes i haarde Prøvelser.“

— Det var dog en velsignet Mand — den Pastor Martens. Hvor god og venlig han saa ud, som han sad der ved Middagsbordet; ingen skulde ane, at han bar Paryk.

Madam Rasmussen bestemte sig til at brodere nogle Puder til at lægge i Vinduskarmen; thi Kapellanen taalte ikke Træk. —