Garman og Worse/17
Fru Garman var allerede gaaet tilsengs efter den lange besværlige Dag. Madeleine havde ogsaa trukket sig tilbage som hun gjerne pleiede, naar Fanny var der.
Og baade Morten og Fanny vare paa Sandsgaard iaften. Den smukke Frue var ganske som før mod Madeleine — smilende og elskværdig, og Madeleine maatte ofte spørge sig selv, om hun ikke, naar alt kom til alt, havde drømt hele hin Maaneskinsaften.
Klokken var henad elleve; Gabriel var netop vendt tilbage fra sin Expedition i Skippermarken; han havde hørt Skrig deroppe, da han var ude, forat se, hvad Vind der var.
Konsulen og Onkel Richard spillede Skak. Morten, Fanny og Rachel talte om Ballet imorgen, af og til henvendte de sig til Jomfru Cordsen, der sad ved Ovnen og pudsede Sølvtøi.
„Det er vel Søndenvind? — Gabriel! —“ sagde Konsulen og lyttede efter Vindkastene i Træerne.
„Frisk Sydvest — Far —“ svarede Gabriel.
„Godt —“ sagde Unge-Konsulen, „det gjør os ingenting, naar det bare ikke bliver Nordenvind; for den sætter Sø ved Værftet.“
Damerne reiste sig, forat sige Godnat, og Morten, forat lave et nyt Glas, da der lød ivrige Stemmer nedenunder, — en Mand kom springende opad Trappen, gjennem Forstuen — Døren gik op, og ind styrtede Anders Begmand: Hans Ansigt var saa hvidt som det kunde blive for Sod og Beg, det stive Haar strittede bent ud, medens han med Huen i Haanden og stirrende paa Konsulen begyndte: „De—de—de—de—“ — hurtigere og hurtigere; alle saa, at det var noget af stor Vigtighed, han blev ildrød af Anstrængelse: „De—de—de“
„Syng! — for Fanden! —“ raabte Unge-Konsulen og stampede i Gulvet.
Da sang Begmanden til den muntre lille Melodi:
Idetsamme raabte en Mand nede i Gaarden af al Kraft: „Brand — Brand!“
Morten rev et Rullegardin iveiret, et rødligt Skjær saaes paa de duggede Ruder, alle styrtede derhen.
„Stille!“ lød Konsulens Stemme, og alle stansede og saa paa ham. Den lille Mand stod ret som et Lys, Øinene rolige og klare, og Undermunden fremskudt; Husets Chef talte: „Det brænder paa Værftet! — Du Morten tager begge Søhussprøiterne — Nøglerne hænger i Drengestuen — tag Brandspandene med dig! —“ Morten løb afsted —, „Pirre! — du maa op paa anden Etage i Mellemhuset, der ligger et Storseil; kast det i Søen og træk det over Materialhuset — du forstaar: Materialhuset maa reddes — ellers —“ Onkel Richard var alt ude af Døren med Anders Begmand. „Gabriel! — du løber op til Gaarden — Gabriel!“ raabte Konsulen; men der var ingen Gabriel, han var løbet ud af en anden Dør. „Aa! det er dog en Hvalp af en Dreng“ — sagde Unge-Konsulen uvilligt.
Der var noget saa uhyggeligt i den sorte Røg og den mørkerøde Flamme, som saaledes Minut for Minut fik Tid til at vinde Fodfæste og samle Kræfter, uden at et Menneske satte sig til Modværge. Men Gabriel ændsede ingenting; han saa bare det røde Skjær spille opover Skibet, som ragede uendeligt høit op mod den graa Himmel, og afsted for han i rasende Fart opover Skippermarken. Da han saa Skibet i Fare, var Tom Robson hans første og eneste Tanke, og han for ind i Huset, hvor han var godt kjendt.
„Mr. Robson! Tom! Tom! —“ raabte han ind i det mørke Værelse, hvor der lugtede som i et gammelt Rumfad, „det brænder — Tom! — Skibet brænder!“
Han famlede sig frem til Sengen og ruskede i Mr. Robson. Idetsamme kom Værtinden — en drabelig Skipperkone — ind med Lys; hun havde netop faaet Tom afklædt paa en Vis.
„Aa nei da! er det Hr. Gabriel! —“ sagde hun og trak Nattrøien sammen; „— er der Brand? Mr. Robson!“ — raabte hun og hjalp Gabriel at ruske i ham.
„What is the matter?“ brummede han og vendte Hovedet — forslaaet og blodig som han var.
„Aa—aa nei da!“ klynkede Madammen, „han er saa svinagtigt fuld! er det ikke Synd for saadan en pen Mand, at han skal være sligt et Svin! Tom! Tom! — aa Herregud, hvor snyd han er!“
Gabriel slog uden Betænkning Vaskevandsbollen i Ansigtet paa ham. Mr. Robson prustede og blaaste; og idet han reiste sig paa den venstre Arm svingede han mat med den høire og raabte: „Leve Morten W. Garman! — hip — hip —“, men før han kom til Hurra, faldt han om paa Siden og snorkede.
Gabriel gik; der var ingenting at gjøre med Tom. Vinden feiede nedover Skippermarken og drev den tykke Røg fra Beghuset udover Fjorden. Omkring Hovedbygningen var der alt saa lyst som om Dagen, rødlige Striber løb langt udover Markerne, skinnede hist og her i Brystet paa et hvidt Hus, mens det var mørkt opover Skippermarken i Skyggen af det store Skib. Der kom et Blink indover Byen og saa et Drøn, det var Brandskuddene. Oppe fra „Gaarden“, henover Markerne, men helst i Alléen fra Byen begyndte Folk at komme springende enkeltvis — to og tre — altid flere — indtil Mængden fra Byen viste sig i Alléen som en tæt sort Masse fuld af hvidrøde Punkter. Da Gabriel kom ned igjen, var han ganske raadløs, han støttede sig mod Havemuren og hulkede høit.
En Mand kom rendende langs Havemuren; det var Adjunkt Aalbom; han kjendte Gabriel og stansede: „Ja er det ikke som jeg siger!“ raabte han triumferende, „du er en Laban! her staar han og flæber! — kunde du ikke ialfald lange Vand — dit Drog!“
Da for Gabriel op som greben af en Indskydelse, puffede Adjunkten tilside og løb ned mod Værftet.
„En uopdragen Kanalje —“ mumlede Adjunkten, idet han gik videre, forat udsøge sig en god Plads, hvor han kunde se Branden.
— Rachel havde strax følt Trang til at være virksom; men der var intet at gjøre for hende. Saa stod hun da paa Trappen foran Huset og saa Mængden fra Byen strømme til, medens Ilden kastede et stærkere Skjær indover Byveien, som var fuld af Folk.
Pludseligt hørte hun en Stemme, hun kjendte: „Afvei — afvei for Sprøiterne! varsko der! Sprøiterne! afvei!“
Folk sprang tilside og ud af Sværmen kom i fuldt Løb to Rækker Mænd, som trak den rødmalte Sprøite i lange Touge. Jacob Worse sprang foran raabende og kommanderende; han hilste flygtigt paa hende, og Sprøiten rumlede over Gaarden. Det slog hende, at hans Ansigt var det eneste, som saa bekymret eller deltagende ud; alle de andre vare ligegyldige, nogle lagde endog intet Skjul paa, at de fandt det at være en herlig Spas med denne Brand. Rachel vendte sig og gik ind.
Imidlertid stod Konsul Garman i Hjørnevinduet mod Nordvest indaf den lille Sal. Beghuset var i fuld Brand indvendigt; Flammerne stod udaf Døren og brændte langs henad Jorden i det smeltede Beg, som randt ud. De tykke Mure vare glohede; han saa Folk trække sig tilbage, naar de kom for nær. Røgen laa saa lavt nede i den stærke Vind, at han ikke saa stort til Folkene og Sprøiterne. Men oppe paa Taget af Materialhuset saa han Onkel Richard og nogle andre Skikkelser arbeide med de vaade Seil.
Materialhuset stod kun faa Favne fra Beghuset og saa tæt indunder Agterrenden paa Skibet, at dette var saa godt som fortabt, hvis der gik Ild i Huset.
Konsulen saa, at Seilet blev trukket over, men idetsamme styrtede det murede Tag paa Beghuset, og Ilden slog pludseligt høit i Veiret og kastedes af Vinden lige mod Materialhuset. Legationssekretæren og de andre maatte i en Fart ned af Taget paa den anden Side.
Der kom en springende opad Trappen, gjennem Værelserne.
„Far — Far! —“ det var Morten, som aandeløs og gjennemvaad styrtede ind, „Far, vi maa have Krudt! — Materialhuset maa sprænges i Luften.“
„Snak! —“ svarede Konsulen tørt, „Huset staar jo lige indunder Skibet.“
„Det er det samme,“ svarede Morten, „noget maa gjøres; hvad Fanden kan det blive til med de gamle Fillesprøiter!“
Unge-Konsulen rettede sig; han hørte Gjenklangen fra saamangen Uenighed mellem dem, det var det nye mod det gamle, og han svarede kort og tørt: „Jeg er endnu Husets Chef. Gaa tilbage og gjør din Pligt — som jeg har ordineret.“
Morten vendte sig trodsigt og gik. Den Idé med Krudtet tiltalte ham, skjønt Ideen ikke var hans. Men en Ingeniør havde staaet bag Morten med Hænderne i Lommen, som Ingeniører pleie at staa; og saa havde han sagt, som Ingeniører pleie at sige: „Ja, hvis jeg fik raade, skulde det Død og Pine gaa paa en anden Manér.“
„Hvad vilde De gjøre?“ havde Morten spurgt.
„Krudt!“ svarede Ingeniøren — kort og greit, — som Ingeniører pleie at svare.
Det var tungt for Morten at opgive dette Krudt, og han mumlede mange stygge Eder, mens han gik nedad Trappen:
— Da Konsulen atter saa ud af Vinduet, efterat Morten var gaaet, greb han uvilkaarligt fast i det Damaskes Gardin. Thi den Forandring, som var foregaaet i disse Minutter, var altfor afgjørende.
De vaade Seil vare blevne sorte og forkullede i et Secund og pludseligt flammede hele den ene Væg af Materialhuset op i gule friske Luer. Henover Taget kastede de sig som Blink i den tætte Røg, og lange Flammer begyndte alt at slikke henunder Fartøiet.
Konsulen vidste, hvad der var i Huset: Drev, Maling, Olie, Tjære — Skibet var redningsløst fortabt — det store Skib, hans Stolthed — mere end nogen anede.
Efter det første overvældende Indtryk begyndte hans Hoved at kalkulere. Tabet var stort — meget stort; Forretningen vilde lammes for en lang Tid, og Huset vilde faa en slem Knæk.
Og dog var det ikke dette, som knugede den lille stive Mand, saaat han næsten følte det i Knærene. Men dette Skib betød mere for ham end en Pengesum. Det var et Arbeide, han havde fuldført til Ære for „det Gamle“ — imod „det Nye“ — mod Sønnens Raad med Tanken paa Faderen, næsten under hans Øine — syntes han. Og nu skulde det altsammen gaa saa ynkeligen tilgrunde!
Den store Sprøite fra Byen rak netop saa høit, at den kunde holde Skibets Side vaad til opimod Guldlisten. Men indunder Agterenden kunde Straalen ikke komme til at virke, og snart hvirvlede der smaa spidse Flammer frem; Konsulen forstod, at der var gaaet Ild i Rorstilken.
Den Del af Skibets Side, som vendte mod Branden, var nu saa hed, at den røg; hvergang den tynde Vandstraale feiede hen over den. Men pludseligt blev et stort Stykke bedækket med smaa gnistrende Flammer, som om der var kastet store Masser Bogguld mod Skibssiden, de hvislede henover i det stærke Luftdrag, satte sig fast i lange parallele Striber i det tjærede Drev mellem Plankerne. Vandstraalen feiede det væk; men med ét var det der igjen — et andetsteds — farende — gribende sig fast med tusinde Smaaben løb det helt opover til Guldlisten, forbi den og der — kastede Flammerne sig med et Sæt over Navnebrættet; de forgyldte Bogstaver stod indi den gnistrende Ild — alle læste det — Konsulen ogsaa — der stod: „Morten W. Garman“.
Det var Gamle-Konsulens Navn — hans Skib — hans Navn — og nu —
„Se paa Unge-Konsulen, hvor bleg han er —“ sagde en blandt Tilskuerne til sin Sidemand.
„Hvor? — hvor er han? — jeg ser ham ikke.“
„Han stod just i Hjørnevinduet; han var bleg som et Lig; mon det var assureret?“
Men Unge-Konsulen laa baglængs paa Gulvet, han havde revet det tunge Damaskes Gardin med sig i Faldet.
Jomfru Cordsen kom gjennem Stuerne. Da hun saa ham, stansede hun og trykkede Hænderne mod Brystet; men ikke en Lyd kom over hendes Læber. Et Øieblik betænkte hun sig; saa lagde hun sig paa Knæ, viklede Gardinet løs fra ham og tog indunder med sine lange tørre Arme.
Han var ikke tung, og hun reiste sig op med ham i Armene. Men idetsamme faldt hendes Øine i det store Speil midt foran. Den gamle Dame skjælvede, og det var med Møie, hun holdt sig opreist.
En Hvirvelvind af Erindringer susede gjennem hendes Sjæl: han laa ved hendes Skulder, hun holdt ham i sine Arme — en gammel vissen Mand.
Jomfru Cordsen pressede sine Læber sammen og rettede sig op, og saa bar hun ham som et Barn paa de lange tørre Arme gjennem Værelserne — alle Døre stod aabne — helt ud paa Trappegangen. Her fik hun raabe ned til en af Pigerne, som kom og hjalp hende.