Gamle Heltberg

Gamle Heltberg

Jeg gik på en liden, meget pyntelig skole,

på hvilken både kirke og stat kunde stole.

Den drejed helt stilfærdig i stats-maskineriet,

og skønt det kunde høres på hjule-knirkeriet,

at sjælden den smurtes af åndens talg,

så var på hine kanter slet intet valg:

vi måtte gå der, til vi blev store.

Jeg gik der også, - men læste Snorre.

De samme bøger, de selv-samme tanker,

som lærer efter lærer på kongelig forordning

i slægt efter slægt selv-forsagende banker,

- og som ene skaffer lærer og lærling befordring! -

De samme bøger, de selv-samme tanker,

som flinkt af hele slægten gør en eneste én,

en fortræffelig fyr, som kan stå på ét ben

og ramse hele leksen, som der slippes et anker! -

De samme bøger, de selv-samme tanker,

ifra Hammerfest til Mandal - (sådan staten os sanker

i en alting og os alle konserverende forening,

hvori alle pene folk får én eneste mening!) -

De samme bøger, de selv-samme tanker

kamraterne åd; men jeg tabte apetitten

og så længe vraged kosten, til jeg endelig blev kvit den -

og hoppede glad over hjæmmets skranker.

Hvad mig mødte på rejsen, hvad jeg tænkte derved,

hvad der steg i min sjæl på det ny-valgte sted,

hvor fræmtiden lå, det jeg lader i stikken

for at skildre, hvad jeg så på "studenter-fabrikken".

Skæggede karle, tidt over de tredve,

og slugne på hvært ord, sad og trællede bredved

rejicerede kropper på sytten år,

sorgløst-galne som spurv i vår.

- Kraftige sjø-mænd, hvis æventyr-sinn

først drev dem af skolen i livet in, -

men siden på togt til den attrå, som kræver

lys af tænkningens sol over alt det, som lever.

- Fallerede købmænd, som stilt bag sin disk

havde bejlet til bogen, intil kreditor blev bidsk

og tog varerne fra dem. Nu de læste "på lån".

Og ved siden dovne "løver", - det var næsten som hån!

- Unge ærgerrige, "norske" jurister,

"præler"[1] og præke-lystne seminarister,

- kadetter med en skade på arm eller bén;

- bønder, hvæm en skole falt altfor sén: -

her de alle vilde bryde i latinen fræm

på ét år eller to, - imod otte eller fem.

De hang over bænken, de lå imod væggen,

i hvært vindu sad to, én just prøvede æggen

på sin ny-slebne kniv i den blækkede pult.

Gænnem tvenne åbne rum var det dørgende fullt.

Lang og slåpen, i halvdrøm, på yderste linje

sad og grunded for sig selv Åsmund Olavsen Vinje.

Anspænt og mager, med farve som gibsen,

bag et kul-sort, umådeligt skæg Henrik Ibsen.

Jeg, den yngste i laget, gik og vænted på parti,

intil nyt kuld kom in, over jul Jonas Lie.

Men "manden", vor chef på det logiske tog

"gamle Heltberg" af alle var den snurrigste dog!

I pels-støvler stod han, i hundeskinns-trøje

(for astma og gigt måtte kæmpen sig bøje).

Ej skinn-huen skjulte hans panne, den høje,

hans klassiske drag og hans mægtige øje.

Nu krum-bøjd af smærte, nu rejst af sin kraft,

han kasted stærke tanker, og han kasted ikke lavt.

Kom lidelsen værre, og den mødtes igjen

af viljen i hans sjæl, og han tog som et spæn

mod anfall på anfall, hans øjne de flammed,

og hænderne sig knytted, som om dybt han sig skammed,

fordi han havde veget en stund! - ja, da var vi,

dybt slagne af det store i kampen, da bar vi

et billede hjæm fra hin stormende tid,

da der suste gænnem landet en "Wergelands-rid"!

Der var kræfter i de karle, som var med på hin leg,

der var vilje i de kræfter, som den gang steg.

Nu stod han der tilbage, forglæmt i sin krog.

Men gærningen, han gjorde, den var en høvdings dog!

Han sprængte tankens ævne af skole-pugets bånd,

hans lære var selvstændig, hans førelse var ånd;

personligheden typisk: på trøndersk-hedemarkisk

skar han fore i teksten; og uindskrænkt-monarkisk

var hans vrede over fejl; - men den lagde sig straks,

eller steg til en patos af ædleste slags,

der ofte slog tilbage i selv-ironi

og en styrt-regn af vid, hvorved ingen sad fri. -

Sådan styred han sin "horde", sådan gik det gænnem landet,

det klassisk-skønne land, som vi hærjede forbannet!

Hvor forfærdet stod ej Cicero, Virgil og Sallust

på forum og i templet, hvor vi rasede just!

Det var atter Goter-toget over Romas ruiner,

det var Tors og Odins ånd over Jupiters latiner,

- og den gamles "grammatik"