Fyrst Kropotkin

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

 Den revolutionære bevægelse, som tog fart i midten af dette aarhundrede, og som kulminerede i pariserkommunen, indtraadte efter dens fald i en reaktion, som varede næsten ud syttiaarene. Fra begyndelsen af forrige decennium har den atter hævet sit hoved, og bevægelsen har atter taget fart.

 Det er ikke længere kommunismen fra 1870, som er dens program. Bevægelsen har antaget en anden karakter, og de revolutionære er splittet i mange forskjellige grupper. Den yderste af disse grupper er de saakaldte anarkist-kommunister, der maa betragtes som intelligensen blandt det revolutionære proletariat. Det tæller i sine rækker flere af udlandets mest fremragende videnskabsmænd, f. eks. Elisée Reclus, den store franske geograf, og den ligesaa som geograf høit anseede russer Peter Kropotkin. Men det er dog ikke som geograf, at fyrst Kropotkin er kjendt over den vide verden. Den eventyrets glorie, der staar om hans navn, de legender, der berettes om ham i alle lande, skyldes det, at han staar som anarkismens første mand. At fyrsten fra Rusland stillede sig fremst i de revolutionæres rækker, det er det store, det ubegribelige, der allerede i levende live har gjort ham til en sagnets skikkelse.

I.

 Fyrst Peter Kropotkin tilhører det høieste russiske aristokrati. Fyrsterne af Kropotkin er en af de faa familier, der i lige linje nedstammer fra de gamle lensfyrster af den ældgamle, kongelige rurikske slegt.

 Han er født i det indre af Rusland, hvor hans far eiede uhyre jordegodser og en mængde livegne. De livegne behandledes paa den tid som slaver, og Kropotkin beretter selv, at han fra sin spædeste barndom saa begivenheder forefalde, som endog overgik dem, som Mrs. Beecher Stove fortæller om i Onkel Toms Hytte. Disse grusomheder, som Ruslands livegne led under, oprørte den varmhjertede gut, og han fik en stor, inderlig kjærlighed til alle lidende og undertrykte. Han gik om i hytterne for at lindre nød, og han afværgede grusomhed der, hvor han havde magt. Disse barndomsindtryk har været bestemmende for hele hans liv. Han lærte at elske samfundets stedbørn, og han har altid været sin kjærlighed tro.

 I sekstenaarsalderen blev han sendt til adelsskolen eller den saakaldte pagernes skole ved keiserens hof. Som alle adelige børn skulde han erobre sig et par officersepauletter. Paa sin fars godser havde han lært at kjende de fattige, her lærte han at kjende de rige paa nært hold, og hvis det var i bøndernes hytter, han havde lært at elske folket, saa var det ved hoffet, han lærte at afsky de store og mægtige.

 I 1862 reiste han som ung løitnant, ikke tyve aar gammel, til Sibirien og indrullerede sig blandt kosakkerne i Adur[1], hvor han blev adjutant hos generalguvernøren. Han blev snart ogsaa valgt til sekretær i komiteen for fængselsreformer. Som saadan tog han del i forberedelsen af alle de reformer, som Alexander II i begyndelsen af sin regjeringstid satte i verk i dette ulykkelige land. Men den unge, frihedsglødende Kropotkin saa snart, at den russiske regjerings liberalisme var en slet skjult maske. Og det viste sig snart, at han havde ret. Da polakkerne reiste sig, brød en storm af feberfuld reaktion løs over hele Rusland. Dette blev ham for meget. Han kastede sig nu over videnskabelige arbeider, tog del i flere videnskabelige ekspeditioner, gjennemreiste det uhyre Sibirien, var ogsaa i Kina, og samlede i denne tid en mængde materialier, som han senere bearbeidede i fællesskab med Elisée Reclus. Han vendte tilbage til St. Petersburg, satte sig paa det mathematiske fakultets bænke og blev snart indvalgt i det geografiske selskab, hvis sekretær han blev.

 Han skrev i denne tid flere verker, der er høit anseede af videnskabsmænd, og tilslut paabegyndte han ogsaa et stort arbeide over istiden i Finland, hvilket han efter ansøgning fra det geografiske selskab fik lov til at fortsætte, selv efter sin fængsling. Det er dog ikke fuldført, da korrekturen til andet bind blev tilbage i fængslet.

 Nu kunde han heller ikke unddrage sig hoftjenesten, blev kammerherre hos keiserinden og fik flere ordener.

 I 1871 og 72 reiste han udenlands. Han besøgte Belgien og Schweiz, hvor paa den tid Internationale havde vundet en slig uhyre udbredelse. Hans frisindede naturel tog her en bestemt retning. Han blev en international og stillede sig paa den yderste fløi af det anarkistiske parti, hvis fornemste forkjæmper han snart blev.

 Da han kom tilbage, satte han sig i forbindelse med den revolutionære cirkel, den saakaldte ciaikovzi, og blev i 1872 indvalgt som medlem. Han blev betroet at skrive partiets program og organisationsplan, hvilke senere blev fundet blandt hans papirer. I vinteren 1873 paabegyndte han sine hemmelige forelæsninger over Internationales historie, men i virkeligheden var disse forelæsninger en udredning af revolutionens og socialismens principer, grundlagt paa alle den nyere tids folkebevægelser. Disse forelæsninger, betagende, dybtænkte, men paa samme tid saa simple og klare, at de var forstaaelige for de mest ukultiverede hjerner, vakte den dybeste interesse blandt arbeiderne i A1exander-Newsky-distriktet. De talte om dem til sine kammerater, og rygtet spredte sig snart over hele St. Petersburg og naaede tilsidst politiets øren. Dette satte alt ind paa at finde den navnkundige Borodin, hvilket var det navn, som Kropotkin bar under sine forelæsninger.

 Paa to maaneder havde han fuldendt sine forelæsninger og viste sig ikke senere i det nu bevogtede hus. Han forberedte sig da til at gaa ud blandt bønderne og fortsætte agitationen der som en reisende maler – thi foruden sin store lærdom var han ogsaa i besiddelse af et udviklet kunstnertalent.

 Det lykkedes imidlertid politiet at bestikke en af arbeiderne, der som spion skulde slentre om i St. Petersburgs hovedgader for om muligt at faa øie paa Borodin. Det lykkedes. Efter nogle faa maaneder mødte han Kropotkin i Gastini Dvar paa Nevskiprospektet, og han angav ham straks til en politibetjent, der arresterede den formentlige Borodin. Han vilde først ikke fortælle sit virkelige navn, men det blev umuligt at skjule det. Nogle dage efter kom vertinden fra et hus, hvor Kropotkin havde leiet et værelse, og meldte, at en af hendes leiere, fyrst Peter Kropotkin, var forsvundet den samme dag. Da hun blev fremstillet for den formentlige Borodin, gjenkjendte hun ham straks, og Kropotkin var nødt til at vedkjende sig sin identitet.

 En saa høitstillet persons arrestation vakte stor bevægelse ved hoffet. Keiseren selv blev i den grad oprørt, at da han et aar senere reiste gjennem Karkoff, hvor en fætter af Peter, Alexis Kropotkin, var guvernør, var han ligefrem uhøflig mod ham og spurgte barskt, om det virkelig var sandt, at han var en slegtning af Peter.

 I to lange aar var Kropotkin fængslet. Da han engang senere stod for en fransk domstol som politisk fange, ytrede han sig i sin forsvarstale til juryen om sin fængselstid omtrent slig: Hvis I, mine herrer, ligesom jeg, vidste, hvor skrækkelig denne indesperringens pine er, hvis I, ligesom jeg, havde hørt blasfemien fra disse ulykkeliges læber, disse, som havde tabt alt haab, saa vilde I maaske nøle med for fremtiden at anvende den slags straf. Lad mig sige eder, at i det fængsel, hvor jeg var indesperret, blev ni fanger gale, og elleve begik selvmord. – Det er et dystert billede, den russiske fyrste giver os i disse faa ord om sin indesperrings tid. I hans bog: „I russiske og franske fængsler“ faar man vide, hvad menneskelig pine er. Man læser, saa hjertet blir saart og sygt, man steiler mod al denne pinsel. Der er navnløs lidelse, smerte uden ord.

 Efter to aars forløb faldt han i en alvorlig sygdom og blev indlagt paa fængselshospitalet. Derfra rømte han, 1876, til Schweiz. Denne flugt er den mest eventyrlige i det unge Ruslands historie, og hvad vilje, mod og udholdenhed angaar, har den ikke fundet sit sidestykke, trods det, at siden hans tid har Ruslands nihilister havt større trængsler at gjennemgaa.

II.

 Efter sin flugt nedsatte han sig i Schweiz, hvor han kaldte sig Peter Le Vachoff. Her troede han at være kommen til et lykkeligt land, men hvor sørgeligt blev han ikke skuffet. Under den industrielle krise, som urfabrikationen dengang undergik, blev han vidne til en elendighed saa stor, som han aldrig havde tænkt sig. Der var sult og nød uden maal og maade. Det gik saa vidt, at kvinder, afsindige af hunger, søgte næring til sig og sine i de riges affaldsdynger.

 I Genf begyndte han at udgive Le Revolté, anarkisternes hovedorgan. Han skrev til mig engang ifjor, at „da jeg skulde udgive det første nummer af Le Revolté, havde jeg 22 frs. i lommen, men i mit hjerte havde jeg troen paa min sags seier, og derfor er mit blad idag ti aar gammelt.“

 Han fik imidlertid ikke længe lov til at forblive i Schweiz. Han havde protesteret mod fem russiske patrioters henrettelse, og han blev derfor paa den russiske regjerings anmodning udvist fra den frie republik. Han begav sig da til London, hvor han under uhørt tilslutning holdt en række foredrag om Rusland. Han reiste derfra til Thonon i Frankrig for at være sammen med sin svoger, der laa syg af tæring. Han fortæller, at han her hver eneste dag modtog en mængde forslag fra alle verdens kanter om, at man under hans auspicier skulde lade konstruere maskiner, den ene mere djævelsk end den anden. Grunden til dette var, at aviserne befattede sig meget med den revolutionære fyrste dengang, og han blev derfor plaget med en uhørt paatrængenhed. Der kom folk i skarer til den lille by for at forsøge at introducere sig hos ham, og der fortaltes det ene eventyr efter det andet om ham.

 Da var det, at han i vinteren 1882, paa foranledning fra Rusland, af den franske regjering blev anklaget, sammen med 57 franskmænd, for at tilhøre det forbudte selskab, der gik under navn af Internationale. Processen, der i sin tid vakte en enorm opsigt, var blet forberedt af de regjeringsvenlige blade gjennem heftige angreb og tvetydige beskyldninger mod Kropotkin, hvem hovedanklagen gjaldt. De 57 franskmænd stod mere som staffagefigurer end noget andet. At „jomfruen af Paris“, Louise Michell, ogsaa blev indviklet, tjente kun til at forøge den effekt, som Kropotkins fyrstetitel kastede over hin merkelige retshandling.

 I sin tale til juryen leverede han et glimrende forsvar for sin lære. Han ytrede blandt andet:

 Jeg sa eder, mine herrer, at jeg paa nært hold har set de arbeidende klassers elendighed; det er derfor, jeg er blet socialist. Jeg sa eder, at det er paa tide at tilintetgjøre denne skjændige uretfærdighed: alt for dem, som intet producerer, intet for dem, som producerer alt. Jeg har set bourgeoisiet fordærves i sin lediggang. Tag for eder en roman af Zola, bourgeoisiets forfatter par excellence, og I vil ha bevis nok. – Paa den anden yderdel af den sociale stige har jeg set, at unge mennesker, hos hvem der endnu fandtes ærlighed, indesperredes ifængsler, og jeg har set dem gaa ud fuldstændig ødelagte, som nye rekrutter til forbrydelsens hær. Jeg har set alt dette, mine herrer, og I kan ikke undres over, at jeg har søgt botemidler herimod.

 Lærer ikke historien os, at bourgeoisiet har eksproprieret adelen? Jeg haaber, at historien en dag vil fortælle os, at ogsaa folket har eksproprieret bourgeoisiet.

 – Til sit eget forsvar ytrede han tilslut følgende:

 Hvis domstolen virkelig dømmer paa den slags beviser, som her er fremlagte, vilde det være det samme som, at ingen fremmed, der bor paa fransk jordbund, for fremtiden vil ha ret til at tænke, skrive og tale. Jeg tror, mine herrer, at denne proces er af langt større vigtighed, end man i almindelighed tror. Jeg ved, at arbeiderne i begge verdensdele har blikket rettet mod eder og med ligesaa stor bevægelse som utaalmodighed venter den dom, I nu skal fælde. Hvis det blir en fældende dom, saa vil man, mine herrer, si, at det om Internationale kun var et paaskud, og at det, som man vilde ramme, var friheden til at tænke og si, hvad man tænker. Det er en pligt at underrette eder om, hvilke følger eders dom vil ha. Arbeiderne vil deri se en freds- eller krigserklæring. Ak, mine herrer, gi ikke nyt had næring og forbered ikke nye ulykker! Husk historiens lærdomme, og I vil se, at de forfulgtes magt har vokset netop paa grund af forfølgelserne. I 1869 anklagde man tre processer mod Internationale. Dette skaffede det kun 200,000 nye tilhængere. I 1871 trodde man at kunne drukne Kommunens idé i de 35,000 pariseres blod, men denne idé kommer dog igen, større, sterkere, mere straalende.

 Den sociale opgørsdag er skjæbnesvanger. Den vil snart være for haanden, vær forvisset om det.

 Skal I tilstoppe eders øren? Nei, mine herrer! kom til os, søg hos os løsningen af dette frygtelige problem, som snart maa løses. Hvis I undres over min dristige tale, saa vil jeg si eder, mine herrer, at jeg vilde være lykkelig over, at mine ord blev hørte af alle, og jeg vilde prise mig lykkelig, om I paa den store sociale regnskabsdag kunde spare nogle draaber blod. Dog, I vil ikke høre, men saafremt bourgeoisiet vedblir at holde arbeiderne under sit aag, at forfølge og undertrykke aem, saa er ethvert hæderligt menneskes pligt givet paa forhaand, jeg skal ikke svigte min. . . . .

 – Dette merkelige forsvar, som holdtes i en rolig, men overbevist tone, gjorde et dybt indtryk paa tilhørerne, men det forbedrede ikke Kropotkins sag synderligt; thi her var jo dommen fældet paa forhaand. For Kropotkins vedkommende lød den paa fem aars fængsel, 2000 fr. bøder, ti aars politiopsyn og fire aars tab af borgerrettigheder. Dommen faldt i januar 1883. Han sad i statsfængslet i Clairvaux til januar 1886, da president Grevy benaadede alle politiske forbrydere. Siden den tid har hans hjem været i Byrons fødeby, i Harrow on the Hill tæt ved London.

III.

 Fyrst Kropotkin er en eminent politisk begavelse: Han er som skabt for den store, offentlige arena. Han er en brændende sandhedssøger og skaber af en skole. Hans ideer er hans livs maal, og han kjæmper for dem med hele sit genis styrke. Han gaar op i dem af hele sin sjæl, og hvad der er imod, er af det onde.

 Kropotkin er først i sit element, naar han faar føre den store krig. Guerillakampen er ikke hans – han er lederen af de store, sociale bevægelser.

 Han er en uforlignelig agitator. Begavet med en slagfærdig og skarp veltalenhed, blir han til bare følelser, naar han betræder platformen. Som alle sande talere stimuleres han ved synet af mængden, som lytter til ham. Han blir aldeles forandret. Han skjælver af sindsbevægelse, hans røst vibrerer i en overbevisningens tone, som ikke er til at tage feil af, men som kun fremkommer, naar ikke bare munden taler, men det inderste hjerte. Hans taler gjør et storartet indtryk; hans følelser forplantes til publikum, han elektriserer sin tilhørerskare .... Og naar han bleg og skjælvende forsvinder fra platformen, ryster den hele sal af bifaldets stormbølger.

 I private diskussioner er han udmerket, og han kan overbevise og vinde folk for sine meninger som faa. Da han har stort kjendskab til den historiske videnskab og særlig til alt, som angaar folkebevægelser, trækker han med glimrende effekt store veksler paa disse sine kundskaber for at støtte og styrke sine paastande med eksempler og analogier – ofte meget originale og uventede. Hans ord faar paa denne maade en usædvanlig overbevisningens kraft, der blir endnu større ved den klare og ligefremme maade, som han udtrykker sig paa, hvilket kanske skyldes hans omfattende mathematiske studier.

 Han har forfattet ikke saa faa bøger. Foruden hans rent videnskabelige verker kan nævnes: „I russiske og franske fængsler“, der udkom for ikke lang tid siden. Men særlig som journalist er han stor. Der er en varme og inderlighed i hans artikler, paa samme tid n som de er aandfulde og skarpe. Endog i sine skrifter er han agitatoren.

 – Al den modgang, al den lidelse, han har mødt, har ikke forbitret hans sind. Han finder det deiligt at lide for sin sag og arbeider den dag i dag lige ufortrødent i dens tjeneste. I Englands store fabrikbyer møder man ham i arbeidernes forsamlingssale, lige frisk Og fyrig som altid. Og i det frie England har han fundet det asyl, hvor han frit kan leve og arbeide efter saa mange trængselsaar.


 Fyrst Peter Kropotkin er en stor, sterkbygget mand. Han har en høi, aaben tænkerpande, og bærer langt, frodigt helskjeg. Hans øine er store, lidenskabelige og intelligente i udtrykket.

 Han er en af tidens merkeligste mænd. Den mægtige fyrste fra Rusland, den store videnskabsmand, hvis arbeider tidsskrifterne slaaes om har stillet sig kjæmpende i proletariatets rækker. Hans navn har eventyrets glans. hans skiftende liv er aarhundredets underligste saga.

Arne Dybfest.
  1. Skal vel være Amur. Wikikildens note.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.