Friðriksson. Islandsk Læsebog
1. Islandsk Læsebog med Ordregister og en Oversigt over den islandske Formlære, ved Halldór Kr. Friðriksson, Cand. Philos. Kjøbenhavn, Jægers Skandinaviske Forlagshandel, 1846. XXVI og 166 S. liden Octav. Priis 72 ß. dansk.
Glædeligt maa ethvert Bidrag være til at fremme og befordre nøiere Kjendskab til vort Oldsprog, især paa en Tid som nærværende, da baade Interessen for Fædrenes Id er bleven mere levende hos os, og Følelsen af de forhaandenværende Hjælpekilders Utilstrækkelighed til Oldsprogets Studium stærkere. Som et saadant vil ogsaa nærværende Læsebog finde en velvillig Modtagelse af Yndere og Dyrkere af vort gamle Sprog, da den baade har den Fordel, hvad Indholdet angaar, at være forskjellig fra de hidtil udgivne, og i sig selv indeslutter et tilstrækkeligt Apparat til Forstaaelsen af de heldigt valgte og interessante Stykker. Skade at ikke Rummet eller Udgiverens Plan har tilladt ham at optage mere af den ypperlige Grettissaga, der, skjønt trykt i Markussøns Sagasamling, i 4to, dog der er udgivet saa slet, at den maa ansees som aldeles ubrugbar for Sprogstudiet.
Samlingen bestaar af følgende Stykker: 1) Mythen om Thors Reise til Jøtunheim, af den yngre Edda; 2) Grettir Asmundsøns første Udflugt til og Ophold i Norge; 3) Jomvikingernes Løfter, Tog til Norge og Kamp i Slaget paa Hjørungavaag, af Jomsvikingasaga; 4) Bjørn Stallers Sendelse til Kong Olaf i Sverige, og Thorgny Lagmands Tale paa Uppsalathing; 5) om Kaare Sølmundsøn og Bjørn hvide, af Njalssaga; og tilsidst som Prøve paa det nyere Islandske: 6) Odysseus’s Besøg hos Kyploperne af Odysseens 9de Bog, efter Egilssons mesterlige Oversættelse af dette Digt.
Skjønt vi indrømme Forfatteren al Ros for hans Valg af disse Stykker, og fornemmelig for hans anvendte Flid paa det fuldstændige Ordregister til samme, kunne vi dog ikke nægte, at nærværende Læsebog, hvad Sprogform og Retskrivning angaar, lader adskilligt tilbage at ønske, og at Udgiveren, i Betragtning af hvad Rast i sin kortfattede Sproglære og Læsebog og fornemmelig Thorsen og Gislason i deres Udgave af Hrafnkels Saga have præsteret, er gaaet et Skridt tilbage istedenfor frem.
Forf. kalder Bogen islandsk Læsebog. Dette synes at være en mindre passende Titel, da det strax vækker en falsk Forestilling om Bogens Indhold; man maa nemlig i Følge den antage, at Læsestykkerne ere hentede fra den nyere islandske Litteratur, hvilket dog kun gjelder om et eneste af dem; thi skjønt ogsaa de øvrige vel alle ere skrevne paa Island for en 6–7 Hundrede Aar siden, faldt nok aldrig Forf. paa at kalde det Sprog islandsk, hvori de optegnede dem; ligesaa lidt som det nuomstunder kunde falde Cooper eller Washington Irving ind at benævne det Sprog, hvori de forfatte sine Romaner, Amerikansk istedenfor Engelsk; og om end Islændingerne nu synes, at deres Sprog for meget er afveget fra det gamle, til at de længere kunne eller ville kalde det Norrœna,[1] saa burde dog, hvor Talen er om de gamle Sagaer, det Navn respekteres, som Sagamændene selv have brugt for at betegne sit Tungemaal. Vilde det ikke lade besynderligt, naar Talen var om et gammelt norsk Diplom, at kalde det Sprog, hvori det er affattet, islandsk, uagtet det gamle Dokument aldrig havde været udenfor Norge, og den som skrev det kanske aldrig havde sat sin Fod paa Island, om end Sprogformen er aldeles den samme, som den samtidig brugelige i dette Land? Ligesaa urimeligt forekommer det os, om man, istedenfor gammel dansk Tunge, vilde benævne islandsk det Sprog, der findes paa de danske Runestene, hvoraf de ældste vel ere ristede længe før Islands Opdagelse og Bebyggelse. Det var uden Tvivl en Slags Stolthed eller Selvfølelse hos Islændingerne, der bevægede dem til beholde det oprindelige Navn for Sproget, det dyrebareste Klenodie, de havde medbragt fra Moderlandet, for derved ligesom end mere levende bestandig at stille sig for Øie sin Herkomst fra Norge og Nedstammen fra dette Lands gjæveste og mest frisindede Ætter. Rimeligt og naturligt var det ogsaa, at de kaldte Sproget sit, og deraf at det heder várt mál[2] (vort d. e. Islændernes Maal), kan ikke den Slutning drages, at de, naar det gjaldt at skjelne deres Sprog fra et fremmedt, kaldte det islenzka, thi denne Benævnelse findes ikke i de gamle Haandskrifter.[3] Ligesaalidt som nogen Englænder fortænker en Amerikaner i, at han, naar Talen er om deres fælles Sprog, siger our language, skjønt han vel vilde studse, dersom han kaldte det American; ligesaa lidt tager nogen Dansk det Fortrydeligt op, at vi i Norge kalde hans Skriftsprog ogsaa vort, skjønt det med Urette kaldes norsk; thi ingen Fordomsfri kan nægte, at vort Skriftsprog er dansk; Talesproget derimod hos Almuen i de forskjellige Egne af Landet er norsk, Levning af vort fordums Skriftsprog. Vi tro derfor, at Udgiveren burde have kaldet sin Bog: norrøn eller i al Fald gammel-islandsk Læsebog.
Sin Oversigt over Formlæren forudskikker Udgiveren et Schema over Udtalen, saaledes som den nu er for Haanden paa Island, og skjønt det naturligviis maa være af Interesse for den, der vil forfølge vort Oldsprogs forskjellige Faser indtil vore Tider, at se hvorledes det tilsidst har antaget den Typus, under hvilken det nu fremtræder paa Island, Færøerne og i Norges mange Dialekter, saa kunne vi dog ikke billige, at han vil applicere de nuværende Islændingers Udtale af Vokalerne paa det gamle Sprog. Istedetfor at sige: Vokalerne og deres Udtale er følgende, burde han have sagt: Vokalerne og deres Udtale nu paa Island er følgende; thi her følger virkelig istedenfor den sandsynlige gamle Udtale (allerede fremsat af Rask i hans sidste Udgave af sin Grammatik, 1832) den nyislandske, hvilken Udg. kunde have anført ved Siden af som en Særegenhed ved det nuværende Islandske. Jeg tvivler paa, at han vil finde Medhold hos nogen Sagkyndig, hvis han for det gamle vil gjøre gjældende en Udtale som gnír for gnýr (Gny), birr for byrr (Bør), öiga for auga. En saadan Udtale vil i Norge i al Fald bidrage, til at hemme istedenfor at fremme Interessen for Oldsproget, da den vil fjerne det gamle Skriftsprog i utilbørlig Grad fra det endnu gængse Almuesprog. En nogenlunde opvakt Bonde i Øvre Thelemarken, Hardanger eller Sogn kan læse hele Sider af en Saga og forstaa næsten hvert Ord; det vilde neppe være Tilfælde, hvis han læste Fjølnir eller nogen anden nyislandsk Bog, trykt med den saakaldte orthophoniske Retskrivning. Af de Studerende i Norge, som lægge sig efter vort gamle Sprog, kjender sikkert den største Del (navnligen alle, som ere fra Landdistrikterne) en eller anden Almuesdialekt, hvorved han har en betydelig Hjælp til Oldsprogets Studium; det vilde være underligt og forvildende for ham, naar han, under Læsningen af en Saga, med Islændingerne skulde sige, for at tage et Exempel, hlít istedenfor hlýt, da han langt rigtigere efter sin egen Dialekt udtaler det lýt, som: eg lyt taka’nn, jeg maa, kommer til at tage ham, Oldn. ek hlýt (at) taka hann}}, Islandsk: jeg hlit o. s. v.
Som Udsættelser paa Behandlingen af Sprogformen og Retskrivningen ville vi fremhæve nogle Enkeltheder. Vi tro saaledes ikke, at det stemmer med de bedste Haandskrifter at bruge o for á efter v, og skrive svo, von, vopn og lign. for svá, ván, vápn; sml. den lange Vokal i de tilsvarende Ord i Gotisk, svê, vêns, vêpn, oldh. wân, wâfan; man se endvidere Gislason i hans fortræffelige Bog: Um frumparta islen. tungu i fornöld, Pag. 29 og følg., hvor han klart og udførligen har godtgjort Rigtigheden af á i disse og lignende Ord.
I Formlæren Pag. XV ere de sammentrukne Former af Adj. grár udeglemte grám, grán, grá for gráum, gráan, gráa, uagtet hine forekomme hyppigst; Pag. XIV angives den bestemte Pluralis af maðr mindre rigtigt at være mennirnir for menninir,, som vistnok findes i de bedste Haandskrifter, og hvor i rimeligviis oprindelig blot er indsat mellem menn og nir for Vellydens Skyld, ligesom i yxninir af yxn og desl.; at en i sig selv saa urimelig Form som mennir skulde have dannet sig udelukkende til Sammenstilling med den bestemte Artikel er lidet sandsynlig. Pag. XXIII anføres ikke Endelsen a for 1 Pers. Sing. Præt. Indic. samt samme Pers. Præs. og Præt. Conjunetiv, skjønt den forekommer i Læsebogen f. Ex. vaknaða ek Pag. 5, megak og hefða. Pag. XXVI skrives mindre rigtigt hlægja, at lee, for hlæja, som er den rette Form af Ordet (Got. hlaljan, h efter a falder bort i Oldn., og a forlænges til á; dette faar Omlyd paa Grund af det følgende j, og herved fremkommer hlæja); i Præt. Plur. og Partic. fremtræder først Ganelyden som g, hlógu, hleginn og heraf hlægja, faa til at lee. Navnet paa Thors Hammer skrives Mjöllnir (med ll ikke l) i Cod. Reg. saavel af den yngre som ældre Edda, i Cod. Arn. Magn. 748 4to, formodentlig ogsaa Cod. Uppsal. og Worm. Pag. 4 støder man paa en vilkaarlig Forandring af et Ords Orthographi. Der staar nemlig: engan knút fekk hann leyst ok engan álarendann hreist (d. e. hreyft): han fik ikke løst nogen Knude og ikke rørt nogen Ende af Remmen; med ey skrives dette Ord andre Steder hvor det forekommer, f. Ex. Fornm. S. VI, P. 106, sml. Oldt. hroufian, vellicare, samt det gamle Digt om Harald Haarfagre af Thorbjørn Hornklofe i Fagrskinna: hreyftisk hausfjaðri ok um hyrnu þerði: Ravnen pillede sig og tørrede sig om Nebbet. Pag. 5 staar kögrsveinum for kögursveinum s. Gislasons nysnævnte Bog, Pag. 70. Naar Udg. S. 17 ved et tvivlsomt Stedsnavn i Grettis-Saga har raadført sig med Strøms Søndmørs Beskr., da vidner dette om en rosværdig kritisk Stræben, skjønt den derved foraarsagede Rettelse er feilagtig, da ikke Háramsey, men, som den ene Codex har, Hárhamarsey er det rigtige. Formen Hamarsey forekommer ogsaa. (Munthe i Aalls Snorre I. 56.) – Disse enkelte Udsættelser kunne naturligviis ikke berøve Bogen dens Værd og Fortjeneste i det hele, og vi anbefale den derfor paa det bedste til vore Landsmænd.
C. R. Unger.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Endnu i de 16de Aarhundrede kaldte Islændingerne sit Sprog Norrꝍna, see f. Ex. Bibelen af 1584, der paa Titelbladet siges at være útlögð á Norrꝍnu; sammesteds Fol. 236 Randglosse: Silo höfum vér norrœnat frelsari. I denne Bibel iagttages ogsaa endnu omhyggelig Forskjellen imellem i og y, í og ý, ei og ey, hvilket synes at vise, at disse Lyd dengang, ligesom endnu er Tilfælde i de norske Dialekter, adskiltes ogsaa i Islændingernes Udtale, og kun æ og ꝍ er falden sammen til een Lyd œ, hvilke to Lyd endnu paa det bestemteste adskilles i alle norske Dialekter.
- ↑ I Norge kaldte man ogsaa Sproget sit; sml. Citatet af Kongespeilet i Prof. Munchs Afhandl. ovenfor S. 41.
- ↑ I Kjøbenhavnsposten for i Aar har „en Islænder, i en Opsats stilet mod Prof. Munch søgt at omstyrte den evidente historiske Sandhed, at Islænderne kaldte sit Sprog Norrꝍna (Norsk), uden at anføre et eneste Beviis for sine Paastande; ja han har endog fradømt Norge al Litteratur, Kongespeilet undtagen, og har saaledes glemt eller ikke kjendt de gamle Love, (hvoraf nu første Del er udkommen), den store Masse af Diplomer, den paa Haakon Haakonsøns og Dronning Eufemias Foranstaltning oversatte Mængde fremmede Ridderromaner, Niflungasaga, den ældste Kongesaga Fagrskinna, o. fl. for ikke at tale om de mange nu tabte norske Originaler af Kongesagaerne, som haves tilbage i islandske Afskrifter f. Ex. Flatøbogen, hvis store Nøiagtighed i de geografiske Stedsnavne ikke kan forklares uden en norsk Original. Paa den anden Side have enkelte islandske Originaler bevaret sig i norske Afskrifter, som Odd Munks Olaf Tryggvesøns Saga, trykt i 10de Bind af Formannasøgur. – I samme Artikel siges endvidere, at Prof. Munch river ned paa Islænderne, fordi han har fremsat et simpelt, noksom bekjendt Factum; siden Islænderne herved kunne føle sin Nationalhæder saa krænket, turde det vistnok været bedre, om de fra Norge Udvandrede strax, da de satte Foden paa islandsk Grund, havde forandret Sprogets Navn og kaldt det Islenzka, men som Sagerne nu staa, faar man med Resignation finde sig i, hvad der ei kan ændres, og lade det gamle Sprog beholde sit gamle Navn, og indskrænke Benævnelsen islandsk til det nyere. At Børn i en Alder af 12 Aar (!) ere saavidt fremskredne i Aandsudvikling, at de læser og forstaa Eddadigtene, er Nationens Intelligents til megen Ære. Men at Islændernes Litteratur og øvrige Qvalificationer, der have gjort dem til et af de mærkeligste Folk paa Jorden, skulde kunne lide nogen Forkleinelse derved, at de tilforn kaldte sit Sprog Norrꝍna, begribes ikke.