Fra krigen 1808–1809

Fra Wikikilden

1. Ole Halvorsøn Kildmyren eller Sønsterud af Aasnes sogn havde i sin tid staaet som soldat i skiløberkorpset. Nu havde han taget afsked og sad som husmand paa pladsen Skythaugen. For at faa føden til sig og sine maatte han slæbe haardt; men han var en spræk og letlivet karl, som solungen er flest, og gav sig ikke for smaating. Naar skogen ikke kunde føde ham og hans, greb han bøssen, og mere end en skogkonge havde maattet bukke under for hans sikre skud. Støt og stadig laa han ude, naar orren og tiuren spillede, og man vilde vide, at der paa Skythaugen var nok af elgekjød i stamper og baljer. Men man kan ikke se, at han nogensinde havde været i uleilighed for den sags skyld.

Da den svenske hær i april maaned 1808 i større og mindre afdelinger rykkede ind over den norske grænse ved Rønneseter og Udnes, rustede flere solunger sig til paa egen haand at modtage fienden. Blandt dem var ogsaa Ole Kildmyren. Ved det første nys om svenskens indmarsch greb han sin bøsse og lagde afsted paa ski langs Flisenelv forbi Udnes op imod grænsen. Her stødte han paa en patrulje paa 8 mand. Ole tog straks den ene af dem paa kornet og nedlagde ham. Inden de tiloversblevne af patruljen havde rukket at faa sine geværer i anlæg, var han allerede forsvunden i skogens tykning. De fik dog et glimt af ham og satte efter; men kjendt som Ole Kildmyren var i alle Aasnesskogene, var han ikke god at tage igjen. Snart havde han stillet sig paa en berghammer, hvor han i god ro og mag ladede sin bøsse og oppebiede de forfølgende svensker. De kom; den første af dem, som Ole fik øje paa, faldt for hans sikre skud, og nu bar det atter afsted med ham for at opsøge en ny post. Saaledes skal Ole efterhaanden i kort tid have nedlagt den hele patrulje.

10–12 dage efter, den 25de april, stod slaget ved Trangen, hvor Ole Kildmyren og flere solunger paany fik anledning til at udmerke sig. Kl. 11 den foregaaende aften var oberst Gahn med sin hovedstyrke begyndt at rykke frem over grænsen langs Flisenelvens søndre bred, hvor vinterveien gik gjennem de tætte skoge. Fremrykningen foregik temmelig uvorrent, idet svenskerne marscherede uden nogen sidebevogtning og ikke engang havde fundet det nødvendigt at afsøge veien paa den anden elvebred.

Kl. 7½ om morgenen kom der melding om svenskernes marsch til Bjørneby, hvor oberst Staffeldt havde sit hovedkvarter. Denne lod straks blæse allarm. Kaptein Nægler blev med 2 divisioner af den throndhjemske grenaderbataillon beordret til at besætte forhugningerne i selve passet ved Trangen, medens Staffeldt selv med skarpskytterdivisionen og de to øvrige divisioner af de throndhjemske grenaderer under major Ræder samt de elverumske skiløbere under major Stabel rykkede langs Flisenelvens nordlige bred til Nyen, som tidligere var besat af lærdølerne under kaptein Jürgensen. De hoffske skiløbere, som kommanderedes af kaptein Arentzen, laa en mils vei borte paa den søndre side af Gjæsaassjøen. De blev beordrede til øieblikkelig at støde til Staffeldts hovedstyrke paa Nyen.

For at afskjære den fiendtlige styrke tilbagetoget rykkede paa Staffeldts befaling major Ræder med de tre thrønderske grenaderdivisioner og de elverumske skiløbere over den isbelagte Flisenelv straks nedenfor Nyen, medens obersten selv med lærdølerne blev her tilbage for at oppebie kaptein Arentzen. Mellem den fiendtlige bagtrop og Ræders styrke udspandt der sig snart en heftig kamp, under hvilken fiendens bagtrop med stor voldsomhed kastedes ind paa hovedstyrken. Men snart lykkedes det oberst Gahn at formere hele sin styrke mod nordmændsnes rygangreb, hvorved det ogsaa lykkedes ham at tvinge den norske styrke noget tilbage. Det stod dog ikke længe paa; thi saasnart kaptein Nægler hørte den sterke skydning, rykkede han med sine to divisioner frem fra den anden side og nødte saaledes Gahn til at formere dobbelt front. Kampen førtes nu med haardnakkethed fra begge sider. Den tapre kaptein Dreier faldt dødelig saaret om, rammet af 7 kugler. Da greb de hoffske skiløbere under kaptein Arentzen ind fra en tredie side og afgjorde saaledes kampen.

Kaptein Arentzen var paa sin ilmarsch i retning af Nyen kommen forbi gaarden Sønsterud, da han pludselig fik høre den sterke skydning paa den anden side af elven. Da skiløberne kom til pladsen Skythaugen, stod Ole Kildmyren just ude paa tunet, færdig til at drage til slaget paa egen haand. Saasnart kapteinen fik øie paa Ole, besluttede han sig til at betjene sig af ham som veiviser; efter en kort forhandling,[1] som efter tilhøreres udsagn indskrænkede sig til Arentzens udraab: »Brød eller død, Ole! Følger du med?« og dennes svar: «Her er veien, kaptein!» strøg kompagniet med Ole i spidsen afsted gjennem det værste ulænde og nedover den bratte styrtning i Flisbakken paa elvens søndre bred, hvor det med kraft kunde gribe ind i kampen, som snart gik over til almindeligt haandgemæng.

Efter tre timers fægtning blev Gahn nødt til at overgive sig med sin hele styrke. Kun kaptein Knorring, der skulde foretage et angreb paa nordmændenes flanke, havde herunder fordybet sig ind i skogen, og hans 40 mand undgik saaledes at strække gevær.

For sin raske optræden ved disse lejligheder blev Ole Kildmyren senere udnævnt til dannebrogsmand. Iblandt den staffeldske brigades papirer findes en pro memoria fra oberst Staffeldt til den højstkommanderende general prins Kristian August til Augustenborg, dateret Matrand den 8de september 1808. Vedlagt findes en rapport fra kaptein v. Paulsen om den maade, hvorpaa hæderstegnet blev ham overrakt. Staffeldts skrivelse lyder saaledes:

«De ifølge deres høifyrstelige durchlauchtigheds naadigste befaling mig overleverede to hæderstegn, bestemte til Ddannebrogsmaendene lensmand Knud Tobro og afskediget skiløber Ole Halvorsen Synsterud, er til førstnævnte af mig ham personlig overleveret, da han straks efter deres høifyrstelige durchlauchtigheds afreise ankom her. Men da den anden er en fattig husmand, som enhver stund er dyrebar, saa troede jeg at handle rettest ved ei at beordre ham hid. Jeg sendte derfor ovenmeldte hæderstegn til formanden for almuebevæbningen i Solør, kaptein von Paulsen, med anmodning om, at han, som jeg blandt bønder troede mest passende, offentlig for kirkedøren med den efter omstændighederne passende høitidelighed vilde tildele ham det, og vil deres høifyrstelige durchlauchtighed af bemeldte hr. kaptein von Paulsens underdanigst vedlagte rapport naadigst erfare, hvorledes samme af ham er udført«.

Den af kaptein Knud v. Paulsen udfærdigede rapport er dateret Mosegren den 6te september 1808 og skildrer høitideligheden paa følgende vis:

«Sidstafvigte søndag den 4de september blev ifølge deres høivelbaarenheds meget ærede anmodning til mig i skrivelse af 12te f. m. afskediget skiløber Ole Halvorsen Sønsterud, nu boende paa Skythaugen i Aasnes anneks beæret med det ham af hs. majestæt kongen allernaadigst skjænkede hæderstegn og ærestitel af dannebrogsmand og det udenfor Aasnes annekskirke under følgende ceremoni:

Efter min anmodning forsamlede alle over- og underofficerer af den mig anbetroede solørske bondebevæbning sig paa gaarden Bjørneby for der af mig at blive arrangerede i den orden, de staar under eksercitien, og saaledes afmarschere en parade til kirken. De fem tømmermands kompagniers over- og underofficerer marscherede foran. Efter at have gjort holdt og venstre om med front mod kirken, lod jeg paraden danne kreds, udenfor hvilken bemeldte Ole Halvorsen var tilstede og blev indkaldt i kredsen, hvor jeg for ham og den øvrige betydelige folkeforsamling lod høit og distinkt oplæse deres høivelbaarenheds ovenmeldte og ham hædrende skrivelse af 12te f. m. Derefter paasatte jeg Ole Halvorsen i hs. høifyrstelige durchlauchtigheds navn hæderstegnet i et knappehul paa den venstre side og derhos betydede ham, at han derved blev udnævnt til dannebrogsmand. Derpaa holdt jeg en liden opmuntringstale til ham med applikation til mine over- og underofficerer at følge hans prisværdige eksempel, hvorefter der under de varmeste lykønskninger for elsket konge og fædreland tilflød Ole Halvorsen fra alle kanter af høie og lave, rige og fattige, utallige gratulationer. Dernæst lod jeg kredsen igjen formere linje i øde geledder og under musik fra orgelet indmarscherede i kirken, først jeg, dernæst Ole Halvorsen, saa hr. Knud Tobroe, som og var tilstede ved denne solennitet, derefter alle mine over- og underofficerer, enhver efter sin orden. Nogle minuter derefter fremstod hr. pastor Reinhardt fremst indenfor alterfoden og før den egentlige gudstjenestes begyndelse afholdt en efter kyndiges dom saa skjøn som temmelig vidløftig og udførlig tale om fædrelandskjærlighed og alle deraf flydende dyder. Nu begyndte den egentlige gudstjeneste. I slutningen af prædikenen repeterede hr. pastoren endnu det vigtigste af det forhen sagte. Efter prædikenen ofredes ei alene af hele min kirkeparade og nogle af prestegjældets konditionerede, men endog af hr. kaptein von Stangs division, som ved vor ankomst var opstillet en parade udenfor kirken, og efterat have gjentaget de varmeste lykønskninger for konge og fædreland, opløstes paraden og denne ceremoni endtes».

Hovedkilden om slaget i Trangen er Ræders voluminøse verk »Danmarks politiske og krigshistorie», 2 del. En særdeles interessant populær fremstilling har oberstløitnant Didrik Schnitler leveret i underofficersbladet f. 1880, s. 145 ff.

2. En kvindes aandsnærværelse. Om-høsten 1808, medens der mellem den norske styrke søndenfjelds og svenskerne førtes underhandlinger om vaabenstilstand, stod den staffeldtske afdeling i leir ved Matrand. Forpostlinjen, som især bestod af lette tropper og skarpskytterne af de throndhjemske grenaderbataljoner, kommanderedes af oberstløjtnant Ræder. Dens hovedpost var gaarden Skotterud, ½ mil foran Matrand eller nærmere mod Magnor og den svenske grænse. Inden vaabenstilstanden endnu kom istand, søgte overadjutant Adlersparre den 19de og 20de oktober at forurolige de norske forposter over hele linjen. Disse trak sig for en kort tid i god orden tilbage i retning af Skotterud. Da Adlersparre imidlertid fandt nordmændene aarvaagne, vendte han om, forfulgt af de norske, som derpaa igjen indtog sine tidligere posteringer. Under denne manøvre, som var saa uskyldig, som den bedst kunde være, da den hverken voldte blodspilde eller tab af fanger paa nogen af siderne, forefaldt en ganske karakteristisk liden begivenhed, som oberstløjtnant Ræder under 28de oktober fandt sig beføiet til at indberette til generalmajor Staffeldt.

«Jeg kan ikke undlade efter pligt at melde en tildragelse, som saa meget vidner om nationens snedighed og aandsnærværelse, og at det ved denne leilighed har vist sig, at en bondepige reddede en grenader fra at falde i fiendtligt fangenskab, og at det fremlyser, hun fortjener plads ved siden af Anna Colbjørnsen.

En grenader-patrulje fra officersfeltvagten støder paa en fiendtlig trop henimod linjen, og da de af fienden blev bemerkede, søgte de sin redning ved at trække sig østover en myr, hvor fienden ikke længer kunde forfølge dem, og søgte at komme over til feltvagten ved Magnor. Men ikke saasnart havde de naaet høiderne, førend de af et andet fiendtlig kor jægere og husarer paany blev forfulgte. De to grenaderer af vor patrulje saa sig leilighed til at kaste sig i skoven paa den sydlige side ovenfor Magnor, men grenaderen no. 515 Amund Pedersen Stokke af bataljonens 1ste division saa ingen leilighed paa denne maade at redde sig. Han fattede derfor den resolution, hvortil fiendens ophold ved at søge efter hans tvende kammerater gav ham leilighed, at løbe lige ind i gaar: den paa Magnor og at kaste sig ind i et fæhus, som tilhørte brødrene Gulbrand, Ole og Tosten, der bruger en gaard af Magnor tilsammen. Ingen af dem er gifte, og forestaaes deres husholdning af en aldrende søster paa omtrent 40 aar ved navn Kari Isaksdatter.

Fienden kom hastigt jagende ind i gaarden og besatte straks saavel vaaningshuset som alle udhusene. Tvende smaa gutter, som blev var, at en af vore folk var i fæhuset, kom ængstelige løbende ind til sin faster Kari i kjøkkenet og hviskede hende i øret, hvad de havde bemerket. Kari gjorde sig vred, tog en stok og jagede gutterne paa døren, idet hun sagde til dem: «I har først ved jer skjødesløhed gjetet en god del kreaturer bort idag, og nu kommer I klynkende at beklage jer derover! Fort hen at faa Ole fat og se med ham efter i fjøset, hvor mange kreaturer der er borte!« Hun rendte derpaa ind i kjøkkenet igjen og i en hast sætter en temmelig stor kjedel med velling i paa ilden. Da hun havde faaet det dygtig til at brænde, løber hun ud til jægerne, som havde besat fæhuset og taler venlig med dem, beklager deres skjæbne og siger: «Nu er I vel baade sultne og trætte?» De sagde: «Ja, det er vi». Kari løb derpaa ind i kjøkkenet, hvor hun i en hast fik vellingen til at koge, løber derpaa ud til vagten og siger med en venlig mine til dem: »Nu er vellingen færdig, og I kan komme ind i kjøkkenet af en bagdør, jeg har, saa I ikke kan blive bemerket af jers officerer, som er i stuen«. De kom da alle løbende ind til hende i kjøkkenet, hvor hun trakterede dem med velling, som da var temmelig varm, og vimsede hun om dem og hjalp dem tilrette, saa godt hun kunde. »Men«, sagde hun, «I har begjæret melk, og jeg maa derfor gaa hen i fæhuset for at se til, om der er saa mange kreature hjemme, at I kan blive hjulpne dermed». Ole havde imidlertid forstaaet søsteren meget vel og havde bragt sine gamle klæder, som var i stalden, hen i fjøset, hvor han tilligemed tjenestepigen Guru var ifærd med at omklæde grenaderen. Kari tager melkebøtten i haanden, aabner kjøkkendøren og raaber paa sin broder Ole, som er vanfør paa begge hænderne. Han kom da straks til hende og sagde hun da til ham: «Du maa blive her i kjøkkenet saa længe, da jeg maa hen i fjøset for at malke, og imidlertid maa du pleie disse folk, saa godt du kan». Hun render da hen til fæhuset, hvor hun træffer sin tjenestepige Guru, som hun finder, beskjæftiget med at afklæde munderingen og stiveletterne, og nu sagde hun til pigen: «Gaa du nu hen at malke; jeg skal besørge det øvrige». Hun klæder da grenaderen paa, forvarede hans mundering og gevær under nogle gamle bretter i fjøset og bedækkede stedet med gjødning og gammelt hø. Da hun havde iført grenaderen denne dragt, tager hun ham ved haanden, fører ham over gaarden og bringer ham op paa en hølade og var i begreb med at grave ham ned i høet. Nu kom jægerne ud af kjøkkenet og traadte de igjen paa deres poster. Kari løb da hurtig ned af høladen og hen til jægerne, som med glæde tilkjendegav deres tak for den gode bevertning, og gav da Kari sig i tale med jægerne om et og andet, som mest gik ud paa at beklage deres stilling. Da Kari kom ud af høladen, kom hendes broder humpende frem og gik op paa laden, mens hun vedblev at passiare med jægerne. Ole var ikke sen, da han kom paa laden, at grave grenaderen lige ned paa bunden. Da dette var færdig, gaar han ned og ligeledes gav sig i samtale med jægerne. Hun bragte siden, da det blev mørkt om aftenen og da fienden trak sig tilbage, mad ind til grenaderen, men hun kunde ikke vide, om der ej var skjulte fiender i husene før om morgenen, da løjtnant von Timme med en patrulje kom derhen. Hun kaldte da paa grenaderen og udleverede ham til løjtnanten, som bragte ham med sig herhen. Grenaderen tilbød sig at betale, hvad han havde nydt; men hun vilde ingen penge modtage. Denne sandfærdige beretning giver jeg mig den ære underdanigst at melde deres højvelbaarenhed«.

Denne rapport fik en særegen interesse som det sidste eller et at de sidste aktstykker fra oberstløjtnant J. G. Ræders haand. Ved de svenskes allarmering den 19de oktober paadrog han sig en sterk forkjølelse, der efter en uges forløb gik over til nervefeber. Han ænsede imidlertid ikke sygdommen, men blev i det længste liggende i sin usle leirhytte paa Skotterud i det haab, at sygdommen skulde give sig. Men da den blev værre, maatte han i begyndelsen af november maaned lade sig bære til Kongsvinger, hvor han i forvalter Rynnings hus den 13de november afgik ved døden.

Oberstløjtnant Ræder, som af veteranerne fra 1808 omtaltes som en af vor armes tapreste og derhos humaneste officerer, var født paa gaarden Skjølseng i Sundalen 2den august 1751, kom som ganske ung til Danmark, hvor han i 1769 blev sekondløjtnant ved kong Kristian VII’s regiment, vendte senere tilbage til Norge og blev i 1787 kaptein ved 2det throndhjemske regiment. Under krigen med Sverige avancerede han (1ste mai 1808) til oberstløjtnant og var den første officer, som efter dannebrogordenens udvidelse udnævntes til ridder. Hans begravelse, der den 21de november 1808 foregik paa Kongsvinger kirkegaard, skildredes af en for nogle aar siden i høj alder afdød veteran som en særdeles smuk begivenhed, og den sang, som blev afsunget ved hans grav, kjendes endnu i brudstykker nordenfjelds. Denne, der var forfattet af løjtnant Sommer, lød i sin helhed saaledes:

Atter trommen dæmpet lyder
sørgelig, og hornet gyder
ved sin melankolske røst
gysen i det spændte bryst.
Højtidsfuldt og langsomt drager
toget did, hvor taarnet klager.


Graven venter at modtage
støvet, som blev her tilbage,
ædle kriger! da din aand
løstes af hvert jordisk baand.
salighed du hisset nyder!
O, tilgiv, vor taare flyder.


Hvad du var – din id at gavne,
ved din bortgang tungt vi savne,
kjær for kongen, for dit land,
dydens ven og oplyst mand –
stedse vil din idræt signes,
ak! men sjelden efterlignes.


Ej du agted dødens fare;
modig du din thrønderskare
fører gjennem ild og damp,
for dit fødeland i kamp.
Heri til sejer du den leder;
Frederik lønner dig med hæder.

Saa du kummers taare rinde,
kjærlig bød du den forsvinde,
stansede den usles nød,
delte ømt med ham dit brød.
Hastig glemmes krigens ære –
evig hjertets ros vil være.


Venner, børn og trofast mage
ene har det haab tilbage:
»Samles skal vi der igjen,
hvor du gik for tidlig hen.
Nattens mulm for lyset viger,
og af døden liv opstiger».


Graven lukkes – kvægsom hvile
efter daadfuldt liv dig smile!
»Var ej denne tapre værd
heltens død i ledingsfærd?«
Dine vaabenbrødre spørge,
gaa fra graven hjem og sørge.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. H. Schulze har i sin bog »Fra Lofoten og Solør» (2den udgave) Kristiania 1869 gjengivet traditionen paa følgende maade. Da skiløberne kom forbi Skythaugen, stod Ole just udenfor og pudsede sin bjørnestudser. »Idag er der stor bjørnejagt«, raabte kapteinen, »følger du med Ole?« »Hvormeget faar jeg for at være med?« spurgte Ole og trykkede kuglen ned i løbet. »Døden eller Dannebrog«, sagde kapteinen, »rap dig, om du vil være med!» »Nu kommer jeg, svarede skytten, og spendte skierne paa; »men her er veien for skiløberne, kaptein«.
    Mod ægtheden af denne tradition taler kun den omstændighed, at hverken dannebrogsordenens ridderkors eller dannebrogsmændenes hæderstegn endnu var indstiftede; det skede først senere paa aaret.