Fra Welhavens Guttedage og Studenteraar/IV
| ←III. | Fra Welhavens Guttedage og Studenteraar IV. Studentertiden av Henrik Jæger |
At Reisen gik til Kristiania Universitet og ikke Kjøbenhavns Kunstakademi, var ingenlunde efter Welhavens Hoved.
Han havde i den Anledning allerede kjæmpet en Kamp i hjemmet, og skjønt baade Lyder Sagen og en langt større Autoritet var rykket ham til Undsætning, havde han dog lidt et Nederlag.
En skjøn Dag havde han nemlig taget Mod til sig og vist Faderen nogle af sine Tegninger, og denne havde givet dem den mest anerkjendende Kritik, der kunde ventes fra den Kant. Han havde nemlig taget dem, ladet dem sætte i Ramme og ophængt dem i sit Studerværelse.
Men denne store Ære var ogsaa det eneste Resultat af dette Forsøg paa at aabne Faderens Øine.
Saa maatte Lyder Sagen ivei; men det nyttede ligesaa lidt.
Endelig rykkede den tredie og sidste Afdeling i Marken.
Under et Besøg i Bergen var Professor Dahl bleven opmerksom paa et Portræt, Welhaven havde tegnet. Sandsynligvis efter Opfordring af Sagen besøgte han Presten Welhaven og bad om at faa se Sønnens Tegninger. Gutten blev hentet og maatte vise frem alt, hvad han havde gjort, og da Dahl havde gjennemgaaet hans Mapper, erklærede han, at her var et saa utvivlsomt kunstnerisk Anlæg, at man burde lade Gutten opgive Studeringerne og give ham Lov til at følge sin Tilbøielighed. Men Faderen var ikke til at bevæge; han fremhævede Kunstnerbanens Usikkerhed, talte om, at han ikke havde Raad til at ofra tilstrækkelig paa Sønnens Uddannelse osv. Forhandlingerne, der blev ført i den unge Welhavens Paahør, førte ikke til noget bedre Resultat end de foregaaende Forsøg i samme Retning.
Og dermed var Slaget foreløbig tabt. Der var ingen anden Raad end at finde sig i sin Skjæbne og blive Student, saa fik man se, hvad Fremtiden vilde bringe.
Af Pietet med Faderen valgte han det theologiske Studium; som theologisk Student skal han endogsaa engang have betraadt Prækestolen under et Feriebesøg i Bergen.
Men theologien formaaede ligesaalidt at tilfredsstile ham som Skolepuget tidligere. Den bragte ham Stene og ikke Brød. I alle sine Fortolkninger, i hele dette indviklede dogmatiske System syntes han at opdage formeget Formalisme, formeget Ordkløveri, formeget pedantisk Bogstavdyrkelse til at føle sig fængslet og tiltalt. Han sagde uden Tvivl sit Hjertes Mening og gav sine Indtryk fra de theologiske Høresale med al ønskelig Uforbeholdenhed, da i han i 1840 skrev: «Theologernes store Kongres har, ligesaavel som det franske Kammer, sit Centrum og sit Høire og Venstre, med alle dertil hørende Underafdelinger. Theologernes Stridbarhed er bleven til et Ordsprog og deres Charte skulde være et paragrafvis mortificeret Dokument, hvis man i de lærde, hverandre ophævende Fortolkninger søgte Støtter for dets Gyldighed og Værdi. — Der gives en varm Anskuen af det hellige, som optager den hele skoleastiske Bogstavstrenghed i sin Andagt, og som idet den gyder sit eget Liv i en død Formel, betragter denne som en af Helligdommens Emanationer. Der er vel en himmelvid Forskjel mellem denne selv i Formlernes Tvang opstigende Kontemplation og hin ordkløvende Pedantisme, der kun søger de hellige Stoffer, for paa dem at øve en tør, paa det blotte formartede henvendt Grublen; men det er for en stor Del denne Higen, der omkring de store Læresætninger har sammenpønset dette smaalige dogmatiske Snørkelverk, der skal betragtes som et med Læren, fordi det endnu findes udmeislet over de gamle forvitrede Kirkedøre».[1]
Det staaende Øgenavn paa Kristiania var dengang «Ravnekrog», og man tør trygt sige, at Byen bar sit Navn medrette.
For vel et Tiaar siden var den bleven Hovedstaden i Kongeriget Norge; men denne nye Værdighed havde endnu ikke øvet besynderlig Indflydelse paa Byens Forhold og almindelige Præg. Det var fremdeles en liden Smaaby paa ca. 20,000 Indbyggere, og Livet var endnu saa spidsborgerlig smaastadsmæssigt som vel muligt.
Kvartaler, som nu ligger saagodtsom midt i Byen, laa dengang udenfor Bygrænsen. Hammersborg var en Forstad, og den nuværende Karl Johansgades øvre Del en daarlig Landevei, der fra det Sted, hvor Storthingsbygningen nu ligger, bugtede sig udover til Ruseløkken med ubebyggede Jorder paa begge Sider og enkelte gamle Trær hist og her langs Grøftekanterne. Universitetets nuværende Tomt var en Sump og Slotsbakken nogle Fjeldknauser, paa hvis Toppunkt man holdt paa at lægge Grundmuren til Slottet.
Husene var gjennemgaaende smaa og stygge, de stateligste var enkelte af de gamle Bygninger fra Kristian d. 4des Tid — som det nuværende Garnisonssygehus — eller fra forrige Aarhundrede — som Krigsskolen. De fleste var stygge, tunge Kasser uden nogetsomhelst arkitekonisk Præg.
Indbyggernes Begreber om arkitektonisk Skjønhed var derfor ogsaa saa smaastadsmæssig nøisomme som vel muligt. Stiftsgaarden kaldtes snart «en temmelig smuk Bygning», snart «en stor, smuk Bygning». Den gamle Borgerskole, som laa, hvor Voltmanns Gaard nu ligger, gjaldt for at være «en anselig og meget smagfuld Bygning, der er en Prydelse for Byen»[2], og om Fødselsstiftelsen hed det, at den «har et særdeles smagfuldt Udseende og er vel for Øieblikket den skjønneste Bygning, Kristiania eier»[3]; selv det tunge Gjærde, der adskiller dens Tomt fra Akersgaden, var «et smagfuldt Jerngitter»[4].
Intet illustrerer de smaa Forhold i Datiden bedre, end at den gamle Kasse, som kaldes Fødselsstiftelsen, havde Ord for at være Byens skjønneste Bygning. Man kan tænke sig, hvorledes det hele har været, naar selv en saadan Nøisomhed kommer til det Resultat, at «saa meget kan med Vished siges at Naturen har gjort alt, Kunsten saare lidet for Byen», der har «flere suffisante og ærværdige, men saare faa smagfulde Bygninger»[5].
Og som det var med Bygningerne, saaledes var det med alt andet. I 1828 udkom der et Slags Fører for «Kristiania og Omegn». Det er morsomt at blade den igjennem; paa adskillige Punkter er det ligefrem komisk at se, hvad det er for Merkværdigheder, den opregner.
Under «videnskabelige Indretninger» nævner den saaledes «et filologisk Seminarium, der er i fremskridende Opkomst», «et Anatomikammer, der endnu savner mange Præparater og hvis Udvidelse er paatænkt», «et astronomisk Observatorium, der har et meget indskrænket Lokale paa Aggershus Fæstning» og «et kemisk Laboratirium, hvis Udvidelse allerede er paabegyndt».
De offentlige «Forlystelser» i fri Luft er næsten ligesaa righoldige og udviklede. Forfatteren nævner de «offentlige, skyggefulde Spadseregange langs Vældene, paa Vor Frælsers Kirkegaard og i den botaniske Have. Endvidere noterer han, at «Vagtparaden, især om Søndagen, besøges af en Del Mennesker», og for at gjøre Indtrykket endnu fyldigere, tilføier han at der foregaar «Slædefarter og Skøiteløben, naar Vinteren tilsteder det».
Dermed er baade han og de offentlige Friluftsforlystelser komplet udtømte.
At han blandt Byens nævneværdige Samlinger som den 6te i Rækken opfører «en Samling af Kaarter og 2de Glober, tilhørende Kathedralskolen» kan efter det foregaaende ikke forundre nogen.[6]
En saadan By havde selvfølgelig lidet eller intet at byde en ung Mand med kunstneriske Interesser: Enkelte Koncerter i «Det musikalske Lyceum», en Dilettantforestilling nu og da paa «det dramatiske Selskabs» Theater, der efter Datidens Begreber var «et meget smukt og vel indrettet Theater» — det var det hele.
I 1827 fik Byen sit første offentlige Spilhus, det saakaldte Strømberg'ske Theater i Maltheby[.] Man kan danne sig et Slags Begreb om Forholdene der, naar man ser en Theaterrecencent i «nyeste Skilderi af Kristiania og Stockholm» for 1828 foreslaa, at Gulvet skal bedækkes med «et grønt Gulvklæde, hvorunder der først kunde tyndt udbredes lang Halm, da man saaledes kunde holde Fødderne varme. Det leder uvilkaarlig Tanken hen paa en Markedsfjælebod —og stort høiere end dette Niveau synes heller ikke de kunstneriske Præstationer at have hævet sig. Selv Welhaven, der havde taget dette Theater i Forsvar mod Norskhedsivrerne, kalder det et «sørgeligt Institut for moralsk og fysisk Forkjølelse». «Selv den simpleste Forpligtelse at give en virkelig sund Kunstprestation har det endnu ingensinde kunnet opfylde». «Det bringer yderst sjelden noget dygtigere, men ofte noget ringere end den nogenlunde begavede Privatpersons Leg med Kunsten». Det hele er «et usselt kaotisk Bastardvæsen af Salonen og Fjæleboden», og dets Skuespillere taler «et genemt provincielt dansk, der gjør sig ligemeget gjældende i Tragedien som i Vaudevillen»[7]
Hvad den unge Welhavens Hovedinteresse, den bildende Kunst, angaar, da var Forholdene værre og ikke bedre.
Kun paa Privatfolks Vægge kunde man hist og her faa se et Maleri; nogen offentlig Samling fandtes der end ikke den allersvageste Spire til. Nationalgalleriet var endnu ikke besluttet oprettet, og «Kunstforeningen» blev først dannet i næste Decennium.
Det eneste, som smagte af bildende Kunst, var en Tegneskole. Den var bleven oprettet i 1819, og i 1822 havde den faaet det stole Navn «Den kongelige Tegne- og Kunstskole». Dens Opgave var 1) «Ved Undervisning i Tegning og Modellering samt ved Foredrag af Mathematikens Elementer at bidrage til Haandverkernes Dannelse» og 2) «I dens Bestyrelse at danne et Kunstselskab, hvis Formaal det er at udbrede Kunstsmag». Men man kom ikke længere end til Løsningen af den første Del af Opgaven: «Kunstselskabet» og «Kunstsmagen» blev staande som døde Bogstaver paa Papiret.
Den eneste kunsteriske Omgang, Byen kunde byde Welhaven, var Samværet med en anden ung Kunstadept, den for nogle Aar siden afdøde Maler Calmeyer. Med ham skal han have færdedes meget sammen i sine Studenterdage.
Saa var der endelig Studenterkredsene og deres Foreningspunkt: Studentersamfundet. Her traf han enkelte unge Mænd, der led under de samme Savn og — ialfald delvis — havde Interesser tilfælles med ham. Det var dem, der senere blev hans Vaabenbrødre i Trediveaarenes voldsomme «Kulturkamp».
I Studentersamfundet synes han at have været et flittigt og aktivt Medlem. Han optraadte der som heldig Deklamator, han var en yndet Taler ved dets Fester, fra 1829 af var han valgt til Redaktør, og i Samfundsbladet offentliggjorde han sine første literære Forsøg.
Da han skrev dem, tænkte han endnu ikke paa at betræde Forfatterbanen. Det var ikke andet end en ung Mands fordringsløse Fritidsarbeidere, skrevne for at skaffe en privat Kreds en Adspredelse i Øieblikket.
De fleste af disse Samfundsarbeider, der blev offentliggjorte under Merket Pelicanus Carbo, er gaaet tabt sammen med vedkommende Numere af Samfundsbladet. Et enkelt eies af nærværende Forfatter i en Afskrift, som P. Chr. Asbjørnsen i sin Tid har taget. Efter denne Afskrift er det bleven trykt paa Omslaget til «Nordens» første Hefte. Det heder «Sort paa blaat» og er en flot Anekdote i Wessels saftige Maner. Et andet — «Pasop, en alvorlig Epopee i to Sange» — findes endnu opbevaret i Samfundsavisen for 14de Marts 1820. Det er en Satire over ørkesløs Politiseren og har vistnok været direkte adresseret til selve Studentersamfundet.
I Welhavens Studenterdage begyndte nemlig Samfundet mere og mere at følge en Retning, som virkede frastøtende paa Welhaven. Fra at være et stille, væsentlig selskabeligt Samfund med æsthetiske Interesser, begyndte det at blive en politisk Diskussionsklub, hvor Tidens brændende Spørgsmaal blev drøftet med ungdommelig Iver.
Julirevolutionen stod for Døren, og hele den Uro, som i de nærmest foregaaende Aar gik gjennem Gemytterne Europa rundt, greb ogsaa den norske Studenterverden og fremkaldte her de samme Fænomener som andetsteds.
Dertil kom, at Landets egen Situation, den nyerhvervede Frihed og de Farer, der truede den fra mange Kanter, forøgede Gjæringsstoffets Mængde og gjorde Flertallet af den akademiske Ungdom til høirøstede Oppositionsmænd, hvis Udtalelser og Demonstrationer paa Grund af Datidens smaa Forhold tillagdes en ganske overordentlig Vegt baade af dem selv og andre.
Welhavens æsthetiske Natur med dens Længsel efter Harmoni stødtes fra første Øieblik af dette støiende og urolige Liv, der begyndte at røre sig omkring ham. Det blev ham et Led i hele den Kjede af hæmmende og forstyrrende Elementer, der omgav ham paa alle Kanter, og i den Uvilje, han følte mod al denne Tummel laa den første Spire til hans polemiske Optræden i det næste Decennium.
Foreløbig blev han gaaende midt i alle disse hæmmende Forhold som et Menneske, der ikke rigtig ved, hvad han skal beslutte sig til, uden noget fastslaaet Livsmaal, derfor uden nogen opgjort Livsplan og uden Fart i sine Foretagender. Han var theologisk Student uden at studere Theologi; han vilde være Kunstner, men turde ikke beskjeftige sig anderledes med Kunsten end som Dilettant; han skrev Digte uden at have andet til Hensigt end at more en Kammeratkreds; han beskjeftigede sig med literære og æsthetiske Studier uden at have nogen Tanke paa at gjøre Anvendelse af dem.
Presten Welhaven sad i et godt Kald, og saa længe han levede, nød Sønnen en ganske rigelig Understøttelse hjemmefra. Ved hans Død (den 10de Marts 1828) var vistnik den vigtigste Hindring, der havde afholdt ham fra at følge sine kunstneriske Tilbøieligheder ryddet afveie, men istedetfor meldte der sig en ny: Mangelen paa de nødvendige økonomiske Resourcer[.]
Han skrev vistnok hjem til Moderen og meddelte hende, at han nu vilde bryde fuldstændig med Theologien og vie sig til Kunsten; men dermed var det ikke gjort. Istedetfor at leve for Kunsten nødsagedes han til at leve af at levere Tegninger til Winthers lithografiske Officin og give Informationer. Det var selvfølgelig et yderst knapt Livsophold, han paa denne Maade erhvervede sig, og det blev ikke rundeligere derved, at han maatte dele sine sparsommelige Indtægter med en yngre Broder.
Jeg har ladet mig fortælle, at der var Dage, da han ikke havde anden Middagsmad end et Stykke Brød og en Bundt Ræddiker.
Saaledes var hans Stilling, da Wergelands «Skabelsen, Mennesket og Messias» kom og gav hans Natur det Stød, der satte den i Bevægelse og inden han rigtig vidste af det havde gjort ham til Kritiker, Polemiker og Digter.
| Tilbake til toppen av siden. |
- ↑ «Salmesagen og Hr. Pastor Wexels», Saml. Skr. VI. Pag. 74—75.
- ↑ Nyeste Skilderi af Kristiania og Stockholm 1828, Pag. 11.
- ↑ Nyeste Skilderi af Kristiania og Stockholm 1828, Pag. 11.
- ↑ Nyeste Skilderi af Kristiania og Stockholm 1828, Pag. 11.
- ↑ Ibid. Pag. 9.
- ↑ Se C. V. Ressens Kristiania og Omegn (1828).
- ↑ Welhavens Samlede Skrifter, II, Side 396–8.