Fra Fredriksstens beleiring 1814
Da de svenske tropper i slutningen af juli maaned 1814 rykkede ind over grænsen i Enningdalen, meldte flere ældre, nu afskedigede norske officerer sig til aktiv tjeneste. Blandt dem var ogsaa den tapre major Arild Huitfeldt, der med saa stor dygtighed havde anført de norske tropper i affæren ved Præstebakke den 10de juni 1808. Han erholdt kommandoen over de tre udenverker, Overbjerget, Stortaamet og Gylden- løve, der havde en besætning af henved 260 mand officerer og menige.
Som bekjendt var general Ohme, fæstningens overkommandant, en saare ordknap mand, og da han var yderlig sparsomt forsynet med ammunition, likte han slet ikke, at der i utide blev sløset med kugler og krudt. Kun til enkelte tider af døgnet, helst tidlig om morgenen, blev der løsnet skud fra fæstningen. Midt paa dagen ansaa han saadant for unødig flothed.
Den 2den august ved morgenens frembrud satte det svenske hovedkorps sig i marsch fra Id, passerede paa en pontonbro Tistedalselven og kom om morgenen paa Brødløs exercerplads, hvor der blev slaaet leir. Paa Gyldenløve stod en del norske officerer – deriblandt Huitfeldt og artilleriløitnant Tønder – og saa paa den opmarscherende fiende. Med et blev de var en sterk støvsky ved svingen, hvor nu lyststedet Augustenborg ligger, og ud af den kom en hob svenske officerer ridende nedover bakken. Nordmændene talte nogle ord sig imellem om, hvor morsomt det skulde være at muntre svensken lidt med et skud. Men paa egen haand vovede de ikke at gjøre det, siden gubben Ohme let kunde tage det ilde op. Men netop som de talte derom, kom Ohme tilfældigvis forbi. Huitfeldt traadte frem og bad om tilladelse til at affyre et skud, og trevent og but som vanlig gav Ohme ham lov med de ord: »Aa, ja – men hvad skal det egentlig være godt for at kaste kugler og krudt bort til unytte?« Dermed fortsatte han sin vei opover til Overtaarnet uden engang at bryde sig om at oppebie resultatet af den tilladelse, hvis naragtighed han følte sig overbevist om og kanske alt græmmede sig over.
Imidlertid havde løitnant Tønder paa dronningens batteri faaet ladet en sekspundig kanon, som han selv stillede og affyrede. Blandt de svenske officerer borte i Kleven opstod der en sterk tumult, og da røgen trak bort, saa man, at hatten var faldet af en af den. Men hvem det var, fik nordmændene foreløbig ikke vide.
Ohme var paa sin vei kommen til Overtaarnet og stod just og talte med den ældre løitnant Moltzau. Da affyredes der fra et batteri, som svensken havde kjørt op ved Glenna, et skud. Kuglen for saa tæt forbi general Ohme, at han fik sine benklæder over sprøitede af støv og søle. »Set slig! Hvor de griser mine pantaloner til,« knurrede han og gav sig rolig til at banke snavset af bukserne med stokken, medens han fortsatte samtalen med Moltzau, som om intet var hændt.
En del af hovedkorpset, ved hvilket prins Oscar – senere kong Oscar I – var, laa paa gaarden Oberg paa Idesletten. En dag fik major Huitfeldt underretning om, at der af denne afdeling nat til 15de august vilde blive gjort et forsøg paa at overrumple fortet. Han var derfor paa sin post. Han holdt sig stille, indtil fienden var kommen ind under befæstningerne. Da løstes geværer og kanoner med et. Nu blev der liv i bygagrene nedenfor, idet svenskerne ilsomt trak sig tilbage. Morgenen efter fandt de udsendte patruljer i de nedtrampede bygagre en mængde afbrudte geværkolber og andre rekvisiter; derimod var de døde og saarede førte bort. Hvem der havde ført denne afdeling, som forøvrigt efter fæstningens journal at dømme kun var udsendt for at rekognoscere, vidste nordmændene længe ikke.
Efter konventionen til Moss og Fredriksstens fæstnings besættelse af de svenske tropper samledes de norske officerer paa Rød, hvor kronprinsen Karl Johan og prins Oscar havde taget ophold. Da præsentationen for den sidste foregik, sagde den unge prins Oscar smilende til Huitfeldt: »Naa, det var jo Dem, som forleden skjød paa mig fra Overbjerget?« »Ja, Deres kongelige høihed, det var kun min pligt,« svarede Huitfeldt.
I en anden gruppe, i hvilken blandt andre løitnant Tønder og general Suremain befandt sig, kom ogsaa skræmmeskuddet af 2den august paa tale, og det var ikke frit for, at Tønder var en smule stolt over den sikkerhed, hvormed han havde rettet kanonen. Men Suremain sagde: »Godt rettet var skudet vistnok; men det havde dog nær kommet Norge dyrt at staa. Thi kuglen streifede grev Essens hoved, og blandt alle svenske er Essen utvivlsomt Norges bedste ven.«
Efter optegnelser af en fæstningsofficer fra 1814 (i forfatterens eie). Jfr. ogsaa Aftenposten for 1884 (Et og andet fra 1814, meddelt »Aftenposten« af en samtidig).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |