Fortuna/9
Den ufortrødne Madame Kruse begyndte at henfalde i Grublerier, hvilket hun aldrig havde gjort før. Men med Aarene og de gode Dage fik hun bestandig mindre og mindre at bestille og bestandig længere og længere Strømpeskafter at strikke; og det er, naar de sidder over Strømpeskafterne, at de grubler — de gamle Koner.
Hvad der især løb rundt i Madame Kruses lille kloge Hoved, var en stadigt øgende Forundring over Ungdommen nutildags; men hun undrede sig ikke som andre gamle Koner over Ungdommens Letsindighed og Daarskab; hun kunde tvertimod ikke forstaa, hvorfor de unge Mennesker vare blevne saa tunge og gjorde sig Livet saa surt.
Hun tænkte nærmest paa sine egne; andre kjendte hun ikke stort til.
Peder var hendes Øiesten; hvis han havde giftet sig, vilde han været uden nogensomhelst Plet eller Lyde; men noget friskt, ungdommeligt havde der aldrig været ved ham — det maatte hun indrømme.
Og saa Morten og endmere Fredrikke!
Her sænkede Madame Kruse Strømpeskaftet og lod det hvile en lang Stund paa Fanget, medens hun tankefuld stirrede fremfor sig uden at se. De var dog de besynderligste unge Mennesker, nogen kunde tænke sig. Havde de nogen Fornøielse? — hørte man nogensinde, at de glædede sig over noget? — aldrig en Spøg, — aldrig en frisk Ungdomslatter.
Morten var Præst; — naa ja — Herregud! — hun havde saamænd kjendt mange Præster ligesaa gode som han, der ikke var bange for lidt Spøg og Munterhed.
Og saa Fredrikke! — skulde noget Menneske tro, at hun var en nygift Kone paa 24 à 25 Aar!
Madame Kruse mindedes sin egen Ungdom! hvor de morede sig dengang, hvor de lo — lo og arbeidede, for det gjorde de. Og deres Fornøielser var ikke saa kostbare, de skulde ikke ruinere nogen; Fornøielsen — den største — var at være ung, og den havde de gratis. Ellers var alt tarveligt; de vidste ogsaa, hvad det var at spare; — her tog Madame Kruse ivrigt fat paa Strømpeskaftet, for at bortstrikke de Tanker, som nu vilde frem. —
Da Velstanden i Huset var begyndt at øge til henimod Rigdom, havde Madame Kruse en Søndag i Kirken hørt Provsten Sparre, som nu var Biskop, prædike over den Text: ei Guld, ei Sølv, ei Kobber skulle I have i Eders Bælter.
Det var midt paa Sommeren og langt til Offerdag, saa at Provsten tog Rigdommen og de Rige alvorligt fat; og somom han med en Gang vilde gjøre sig færdig med den Ting for Aaret, samlede han i sin Præken alt det, der staar skrevet om Rigdommen, baade de to Kjortler og Ynglingen, som havde meget Gods, den rige Mand og Lazarus, Kamelen og Naaleøiet — det var der altsammen.
De, som omgikkes og kjendte Provsten, vidste vel, at denne Tale mere var til Trøst for de Fattige end til Tugt for de Rige; men Madame Kruses ærlige Sjæl blev denne Præken uforglemmelig.
Hun talte med sin Mand, da de kom hjem fra Kirken; men Jørgen havde ikke netop tænkt paa sig selv under Prækenen, efterdi han ingenlunde syntes, at han var saa rig endnu.
Men nu forklarede hun ham, at de for længe siden var rige nok til at være udsatte for Rigdommens Fristelser; og da Jørgen altid kom tilkort i Debatten, maatte han finde sig i større Udgifter og mindre Kniberi.
Siden den Tid var Madame Kruse paa Post i sit eget Hjerte, og hun passede ogsaa paa sin Mand saa godt hun kunde. Men han havde nu sit uigjennemtrængelige Smuthul ude i den mørke, gamle Krambod, hvor Formuen var tjent sammen Skilling for Skilling med knebne Maal og snau Vægt, og der blev det nok ved at gaa omtrent som før. Den væsentligste Forbedring med Jørgen var nok helst, at naar Aaret havde været rigtig godt, kunde han maale Julegaver og Præsteoffer lidt rigeligere.
Men for sit eget Vedkommende undgik hans Kone Gjerrighedens Fristelse, som ellers laa saa nær for hende, der selv møisommeligt havde været med at slæbe sammen. Og paa samme Tid som Madame Kruse fik baade Hjerte og Penge tilovers for alverdens Trang omkring sig, luftede hun ogsaa Huset og Stellet for al den Pinagtighed, som var fulgt med fra de fattige Tider; og Jørgen, som altid havde været tyk, han rundede sig nu endnu mægtigere i nye Klær og rene Kraver, glinsende af god Mad og god Behandling.
Han vovede ikke at knurre over Udgifterne; havde igrunden hellerikke Lyst til det; thi han befandt sig vel. Og desuden havde han fra gammelt af en saadan Tillid til Amalie Cathrine, at om hun havde forgyldt Gadedøren, havde han bare sagt:
„Ja Mor! — du maa vel mene noget med det.“
Hun forgyldte imidlertid ikke Gadedøren, men hun pyntede og pudsede lidt efter lidt, Aar efter Aar, indtil de tørre, nøgne Stuer fik Liv med Gardiner og Gyldenlakker, Tæpper og magelige Stole, medens de stive gammeldagse Træstole maatte ud i Spisestuen eller ovenpaa.
Madstellet forandrede sig ogsaa. De var begyndt med en Spegeknog, som laa paa bare Bordet, og hvoraf de vexelvis skar sig et Stykke, som de holdt i Fingrene og bed af.
Nu var Madame Kruse kommen saa vidt i sin Udvikling, at hun var bleven ærgjerrig i Retning af Damask; hendes Duge og Servietter skinnede omkap med Sølvgafler og blankpudsede Knive; Huset var blevet som det skulde være: et jævnt, solid Velstandshus.
Hvorfor skulde hun nu paa sine gamle Dage stanse og vende tilbage til de trange Tiders Pinagtighed? — mon det virkelig kunde være Vorherres alvorlige Mening, at hver eneste Skilling skal vendes saa utalligt mange Gange, at man bestandig skal være som brændt for, at ikke den mindste Smule skal gaa tilspilde?
„Aa langtfra! det mener han slet ikke,“ sagde Madame Kruse halvhøit og trak ivrigt i Strømpeskaftet, saa det blev en umaadeligt lang tynd Pølse.
Og det var dog det, man forlangte af hende — ikke ligefrem, men i hundrede smaa Antydninger — baade Morten og især Fredrikke. I Begyndelsen brød hun sig ikke videre om det; men efterhaanden kunde hun ikke lade være at føle en liden skjult Braad i næsten hvert Ord, de Unge sagde. Hun svarede ingenting, og længe troede hun ikke, nogen anden mærkede det, indtil Peder en Dag pludseligt sagde:
„Du Mor! — jeg har leiet tre smaa Værelser ovenpaa hos Fru Gottwald.“
„Men Gud — Peder! hvorfor vil du flytte hjemmefra.“
„Synes ikke Mor, jeg er gammel nok?“
„Snak Peder! tror du ikke, jeg ser paa dig, at du har en anden Grund?“
„Ja det har jeg ogsaa; og vil du vide, hvad det er for en, saa er det, fordi jeg ikke længer taaler Mortens Stiklerier.“
„Gud bevare Munden din — Peder — har du ogsaa mærket det?“ — Madame Kruse saa sig uvilkaarligt om i Værelset; „men det er ikke noget at bryde sig om; han mener ikke noget ondt med det.“
„Saa? — er Mor saa vis paa det? han har nu hver eneste Søndag Middag talt om Husleie, hvor høi den er, og hvor godt de har det, som slipper at betale den; og saa stemmer hun i — hun Sparebøssen hans! —“
„Hys — hys — Peder! du er saa fæl til at snakke. Fredrikke er rigtig en flink Kone. Og du skal ikke bryde dig om Morten; han er lidt underlig, og du ved, du vilde gjøre mig en stor Sorg ved at flytte.“
„Ja det vidste jeg jo Mor! og derfor har jeg taalt det i det længste; men i Søndags, da du var gaaet ud, spurgte han mig, hvad jeg troede, I kunde faa ileie af mine to Værelser ovenpaa, hvis jeg nogensinde flyttede.“
Madame Kruse blev rød i Ansigtet: „0g det sagde Morten til dig — Peder!“
„Ja tror du, Kapellanen generer sig?“
„Han er jo Præst — ser du —“ mumlede Moderen uvis; og denne Tanke afvæbnede hende hver Gang; hun kunde ikke gjøre mere ved Sagen, og Peder flyttede.
Men saa tog hun sig for at ordne hans nye Leilighed; alle hans gamle Møbler og hvad han ellers behøvede flyttede hun hen til Fru Gottwalds Hus; og det var en Fryd for hende at se, hvor hyggeligt han fik det.
Da Fru Fredrikke næste Gang kom til Svigerforældrene med sin Mand, for at spise Middag, sagde hun med sit lille sure Smil:
„Naa! —— her har jo været Skifte, — hører jeg.“
Det gik i Madame Kruse; men hun svarede roligt:
„Hvad mener du med det? — Fredrikke!“
„Aa det var bare, fordi jeg saa en saadan Mænge Flyttegods, som kjørte herfra i hele forgaars.“
„Kjære! — det var jo Peders Møbler — kan du vide.“
„Naa saaledes; jeg vidste ikke, at Peder skulde have hele Møblementet; vidste du det Morten?“
„Nei men Fredrikke! hvorledes kan du snakke saaledes,“ raabte Madame Kruse og prøvede at le, „det var naturligvis bare de Møbler, han altid har havt oppe i sine to Stuer.“
„Nei — undskyld Mor! det var det ikke.“
„Men jeg forsikrer dig — Fredrikke! —“
„Ja Mor behøver jo ikke at gjøre mig Regnskab; men det mørke Mahogni-Spillebord — det har da staaet i Forstuen, ialtfald saalænge jeg har været i Huset.“
„Ja — det Spillebord! — ja det har du Ret i Fredrikke!“ svarede Madame Kruse meget flau; „der var kanske nogle andre Smaating ogsaa; men det kom at, at han fik tre Værelser og saa blev der lidt tomt og saa —“
„Ja Kjære! — det kommer vist ikke mig ved, hvad Mor giver bort; men saa skal bare ikke Mor paastaa, at Peder kun fik sit gamle Møblement med sig; Ret skal være Ret, det er bare det, jeg vil.“
Madame Kruse pressede Munden sammen; hun vilde ikke sige noget. Og dog vidste baade hun og de andre, at de Nygifte havde faaet en rigelig Sum af Jørgen Kruse til Møblement; mens det gamle Skrammel, Peder fik med sig, ikke var Fjerdeparten værd.
Alt dette vidste Madame Kruse, og hun vidste endvidere, at om hun nu taug, saa vilde Fredrikke blive endnu dristigere næste Gang, og alligevel sagde hun ikke et Ord.
Hvorfor? — hun vilde ikke vække Ufred; desuden var hun lidt bange for disse to, der holdt saa tæt sammen; han var ogsaa Præst.
Men hun vidste ikke selv, at den sande Grund, hvorfor hun undgik al Kamp, var den, at hun var for fintfølende til at stige ned til dem, og det mærkede de og benyttede sig af det. —
Morten var forresten saa klodset, at han ikke kunde faa anbragt saa mange behændige Smaahug som Fredrikke, men han støttede hende ved at sidde der saa tyk og enig.
Det eneste, han af sig selv kunde finde paa, var at lade, somom Moderen altid tilsidesatte ham for Peder. Men var der noget, som gik Madame Kruse til Hjerte, saa var det netop dette. At gjøre Forskjel mellem Børn var noget af det styggeste, hun kunde tænke sig.
Og det allerværste var, at hendes Samvittighed netop paa dette Punkt ikke var ganske fri for at forurolige hende.
Han var jo født i den onde Tid — Peder; og meget havde hun tænkt, mens hun gik med ham — ugift og uvis om, hvordan dette skulde gaa.
Hvad Under da, om dette lille svage Barn, som havde fulgt hende gjennem Skam og tungt Slid, kom til at fylde hendes Hjerte saa helt, at der kanske ikke blev fuldt saa megen Plads for den lille Tyksak, som kom saa længe bagefter.
Men det var Uret — stor Uret, om nogen vilde sige, at hun ikke elskede Morten ligesaa høit, naar det kom til Stykket; og endmere Uret var det, om nogen vilde paastaa, at hun i Ord eller Gjerning begunstigede Peder paa Broderens Bekostning.
Det gik tvertimod saaledes til: af Frygt for at vildledes af nogen hemmelig Tilbøielighed overøste hun Morten med Velgjerninger, strikkede og spandt, bagte og saltede for hans Hus; medens hun var ganske ængstelig, naar hun i al Hemmelighed stak et Par Strømper til Peder.
Men enten det var Strømper, eller om det kunde være en eller anden Ubetydelighed fra Huset — en Skammel, et lidet Speil eller noget sligt, som hun havde faaet Lyst til at forære Peder i hans nye Bolig, — hun kunde være saa vis paa, at saasnart Fredrikke næste Gang kom indenfor Døren, saa faldt hendes Øine Strax paa den tomme Plet, om den var aldrig saa liden; og saa kom det sure lille Smil og en liden sylspids Bemærkning, som gik lige i de saareste Trevler af Madame Kruses gamle Hjerte.
Lidt efter lidt blev det saaledes, at Madame Kruse maatte føre en liden daglig Kamp for at holde Huset i det jævne Velvære, hun havde indført i de senere Aar. Selv gamle Jørgen mærkede det og blev saa modig, at han gryntede lidt for Vinen til hver Søndag. Men se det blev nu Amalie Cathrine for galt, og han fik da sit Pas saa grundigt paaskrevet, at han ikke kom igjen mere; værre var det med Fredrikke.
En Søndag sagde den unge Præstefrue:
„Jeg tror virkelig, Mor koger en halv Ko hver Søndag til denne Suppe.“
„Ja, men saa er den ogsaa saa stærk, at jeg kjender den i Rygmarven hele Ugen; lad mig faa en liden Ske til — Mor.“
Det var Peder, som pleiede at komme sin Moder tilhjælp, naar det trak op til en Scene. Men Fredrikke lod sig ikke føre af Sporet; hun kastede et hurtigt Blik paa sin Mand, som sad ved Siden blegfed og slap, men meget værdig.
Der var idetheletaget en overraskende Ulighed i det Ydre mellem disse to indvortes saa overensstemmende Ægtefæller; thi medens Morten bestandig blev sværere, var Fredrikke bleven ganske mager efter Brylluppet. Det ungdommelige i Udtrykket, som havde afrundet de noget skarpe Træk, havde hun mistet; og hun havde faaet noget fugleagtigt ved de runde Øine og Næsen, som var bleven tør ogspids.
Efterat hun altsaa havde styrket sig med et Blik paa Morten, fortsatte hun i den venlige og overbærende Tone, som kunde bringe Peder i Raseri:
„Aa ja! — naar man synes, man har Raad til det, og ikke har nogen Tanke for de mange Munde, som kunde været mættede med alt det Kjød, som her er kogt bort, for at skaffe os en unaturlig — ja jeg kalder det en unaturlig stærk Suppe — ikke sandt? — Morten! — og jeg finder det ligefrem urigtigt at sløse saaledes.“
Det priklede og piblede i Madame Kruse; hun vidste ad Kjøkkenveien god Besked om, hvad de Fattige pleiede at faa hos den unge Præstefrue; men hun kunde ikke bekvemme sig til at nævne sin Velgjørenhed og hvad hun gjorde med det kogte Kjød; derfor sagde hun venligt, men lidt dirrende i Maalet:
„Hvorledes laver du Kjødsuppe? — lille Fredrikke! — lad mig lære det.“
Fredrikke blev lidt forvirret:
„Ja det er jo ikke ofte, vi har Raad til at spise Kjødsuppe; men forleden Uge eller kanske var det Ugen før, da fik du Kjødsuppe — Morten! ikke sandt? kan du ikke huske, du syntes, den var saa god?“
„Den var kanske vel saa god som Moders,“ svarede Morten høitideligt.
„Se — det glæder mig,“ svarede Madame Kruse og rettede paa sin Kappe; „og hvad var der saa i den Suppe? — lille Fredrikke.“
„Jo der var rigtig god Kalvekraft og saa en fuld Ske Liebig og saa en brun Jævning.“
Men da brast Madame Kruses Taalmodighed. Var der noget, hun som gammel, solid Madmoder hadede og foragtede, saa var det saadanne sammenlavede ureelle Retter og bare Lyden Liebig kunde bringe hende i Affekt.
Hun vendte sig lige mod sin Svigerdatter og sagde raa ivrigt og indtrængende, at hendes Kappestrimmel sitrede deraf:
„Ja ved du hvad — Fredrikke! — saa takker jeg rigtignok den gode Gud, at jeg ikke skal spise saadant noget Søleri.“
Peder busede ud i en hjertelig Latter; gamle Jørgen, som altid forstod længe bagefter, saa fra den ene til den anden; men Fredrikke sad et Øieblik stum; Vreden tumlede Ordene rundt for hende, saa hun ingenting fik frem, Morten — den Klodrian kom hellerikke tilhjælp, og pludselig brast hun ilydelig Graad og styrtede ud af Spisestuen.
Morten var bleven bleg; han sagde strængt og bebreidende:
„At Mor har Hjerte til at mishandle den stakkels Fredrikke saaledes.“
Javist var det galt, det var rent galt; men det fór hende saadan af Munden, mente Moderen; hun havde allerede glemt, hvorledes det var kommet, og havde bare Følelsen af, at hun havde været lei mod Svigerdatteren. Og Enden blev, at hun maatte gaa fra Bordet, for at opsøge Fredrikke, som hun fandt hulkende paa Sofaen i Dagligstuen; og der maatte den Gamle gjøre mange Undskyldninger for at formilde hende og faa hende ind tilbords igjen.
Men denne Begivenhed blev for Fru Fredrikke et uudtømmeligt Arsenal, hvorfra hun hentede mangfoldige Syle til at stikke i sin Svigermoder; og dennes Anger var saa oprigtig, at hun tog imod som en retfærdig Straf.
Imidlertid blev Følgen af alt dette, at gamle Madame Kruse blev ængstelig og usikker i sit eget Hus; hun foretog sig snart ikke den mindste Ting, uden at hun tænkte ved sig selv: hvad vil Morten og Fredrikke sige til det? — og lange Stunder sad hun og grublede over sit Strømpeskaft.
Men altid fór hun iveiret og satte Pinderne i Gang, naar det store Spørgsmaal dukkede op: hvorledes kunde det staa til med Morten — han, som skulde være en Herrens Tjener, og som dog vitterligen — det kunde hun ikke længer skjule for sig selv — som vitterligen var henfalden eller ialfald stygt paaveie til at henfalde i Gjerrighedens Last? — hvorledes kunde dette rime sig sammen? — Skulde hun give saadan Tanke Rum i sin Sjæl, at hendes Barn var en forhærdet Hykler? nei — nei! saa kunde det ikke være; han maatte ved Djævelens List være blind for den Fare, som truede ham.
Var han bare ikke saa steil, saa pantsersikker i sin Præsteværdighed, saa skulde hun nok hjulpet ham; hun havde jo hin Prædiken af Provsten Sparre indgravet i sit Hjerte.
Men han var som et stort høit Jernskib og hun som Kjærringen i Baaden, — hun kunde ikke lægge sig jævnsides og raabe over til ham, at der var Skjær for Bougen. —
— Naar man ser en gammel Kone — rynket og renstrøget i en Lænestol med et Strømpeskaft, Stuen lun med Gyldenlakker og skraa Solstriber indover Gulvtæppet, saa har hun det rigtig godt — den Gamle.
Og skulde hun alligevel ryste sine Kappebaand og sige: Jaja! Ungdommen kan være glad og let; vi Gamle har tungt at bære, — saa vilde kanske den uærbødige Ungdom tænke som saa: Det gamle Hylster! hvad har hun at klaget — sidder der i en fredelig Krog, færdig med Livets Strid og Skuffelser, strikkende ubekymret paa sine Minder, indtil Solen gaar ned.
Og alligevel! saa mangt gaar rundt i et saadant gammelt Hoved; og det kunde hænde, hun bærer saa tung en Bylt af Livets Bitterhed som hun sidder der i Gyldenlakker og Solstriber, rynket og renstrøget — en gammel Kone, som grubler over et Strømpeskaft.